Landskamp, frihedskamp, borgerkrig eller folkemord - mediernes ukreative og enøjede dækning af "det der foregår i Libyen"

De elektroniske medier har godt nok haft travlt med at dække "det der foregår i Libyen". Og den dækning har godt nok ikke være kreativ, endsige nuanceret: De politiske partier og medierne har højt og  syngende enstemmigt i kor gået i krig med "fjenden", den onde selv: Gadaffi.
   Det hele er et spørgsmål om metaforisk framing.
   
Den klassiske grundmetafor omkring sport er SPORT er KRIG: "arvefjenden Sverige", sportkamp", "en ny spiller er Olsens hemmelige våben", "Caroline returnerer mere offensivt", "Han kanonerede bolden i mål", målmanden blev udsat for et bombardement", etc. etc.
   Det er bemærkelsesværdigt at dækningen af den danske deltagelse i gennemførelsen af "flyveforbudzonen" - med bidrag af fire til seks F16 jetjagere med bomber og misiler og hele arsenalet - stort se har være vinklet og metaforisk framet "omvendt" - altså det danske krigsbidrag set igennem sportskampens optik. 
    Når stand up-repporterne fra TV 2 har stået uden for hegnet til den syditalienske luftbase, og rapporteret live om det de ikke måtte komme ind med kameraerne og vise, så har retorik og stemning stort set været som var det forberedelserne til en landskamp der blev dækket, hvor reporteren stod ude foran hegnet til den fodboldbane hvor Morten Olsens drenge trænede en ny hemmelig taktik for kampen mod mod Norge. Og den detaljerede gennemgang af F16-flyenes armering og tekniske indretning har haft sit forbillede i reportager om nyt cykeludstyr til Bjarne Riis drenge.
   Dækningen af selve konflikten i Libyen, har så i øvrigt næsten unisont været styret af framen: OPRØRET er FRIHEDSKAMP med DEMOKRATI som MÅL. Som i øvrigt også dækningen af alle de øvrige konflikter i området. Denne metaforiske frame har så gjort det næsten umuligt at tale om, beskrive og analysere de samfundsmæssige skel i Libyen (geografisk opdeling efter stamme- og klangrænser) og dette at Gadaffi ikke bare har haft en veludstyret hær til sin rådighed, men at der også - sandsynligvis har været og er stor befolkningsgrupper som har støttet styret. Det har stået som "gåder" i dækningen.
   Havde konflikten forekommet længere mod syd i Afrika, som fx. den der nu foregår i Elfenbenkysten, så havde en anden frame og derfor en anden optik til forstålsen straks meldt sig: OPRØRET er BORGERKRIG. Eller OPRØRET er regional SELVSTÆNDIGHEDSKAMP.
   Og så er der Gadaffis "svar" på oprøret: Det er FOLKEMORD eller FORBRYDELSE MOD MENNESKEHEDEN.
   Tænk at politikernes og journalisternes hukommelse ikke er længere: Saddam Hussein har MASSEUDRYDELSESVÅBEN, derfor går vi i krig: for at forhindre ham i at bruge dem efter formålet.

Jeg mener det var den kreative journalist- og journalistikforsker Anker Brink Lund der opfandt metaforen "lemmingeffekten" til at beskrive det fænomen at alle journalister uanset medie og uanset professionens selvforståelse som kritisk vagthund, fulgte samme frame når de vinklede en spektakulær historie.
   Den metafor må vist være på sin plads til at sammenfatte mediernes dækning - og især de elektroniske - af "det der sker i Libyen" i disse dage og uger.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set. 

Kreativ tv-journalistik (1) - Sarah Pagh Kofoeds brug af metafor og analogi i et journalistisk plot

Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter  bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
   Umanerligt besværligt og tidskrævende.
   Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
   Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.

Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
   Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
   Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.

Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
   Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
   Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
   Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade  at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.

Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
   Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
  Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.

Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
    Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
   Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
   Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som  ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
   Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
  Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.

Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.

                                                (fortsættelse følger)

Forskningsbaseret undervisning i praktisk journalistik - blending eller mixofobi, det er spørgsmålet?

Journalistuddannelsen på RUC har søgt om at blive akkrediteret. Det vil i praksis sige at ACE, som er den statsinstitution som giver en uddannelse et særligt kvalitetsstempel der "gælder" og "tæller" internationalt, at den institution dels skal have en masse faktuelle oplysninger, og dels skal foretage en undersøgelse af hvad der foregår i praksis på uddannelsen, bla. gennem høringer med medarbejderne, ledelsen og de studerende.
   Se mere på http://www.acedenmark.dk.

Sammen med resten af underviserne og forskerne på uddannelsen blev vi så udspurgt i ca. 1½ time af medlemmer af det udvalg som skal levere akkrediteringen. Et af de mest interessante spørgsmål var dette (i min erindring og formulering): På hvilken måde giver det at det er en forskningsbaseret uddannelse, sig udslag i håndværksundervisnngen - dvs. den undervisning i praktisk journalistik der varetages af uddannede journalister som - i modsætning til de fastansatte forskere - er ansat på åremål, som "kun" er undervisere, og som ikke har forskningstid og -forpligtelse som en del af deres ansættelsesvilkår.
   Svaret kunne - efter min bedste overbevisning - godt have været: på ingen måde; eller: meget lidt; eller: det er helt tilfældigt, og afhænger af den enkelte lærer. I praksis blev der svaret lidt uldent - uden om kernen i spørgsmålet.

Når man ser på uddannelsens opbygning der er et mix af akademiske og praktisk fag, så er det faktisk et godt spørgsmål. For der er en meget skarp mental og konceptuel arbejdsdeling mellem kurser i håndværksfag og kurser i akademiske discipliner. Typisk er der særskilte prøver i de to slags fag/kurser. Og sure studerende kan godt finde på at beklage sig over at de to sider af uddannelsen slet ikke eller kun dårligt "taler sammen".
   I specialebestemmelserne er det dog muligt at lave "hybridspecialer" der både har en praktisk-produktiv del og en akademiske "reflekterende del".
   Enkelte af de faste lærere har dobbelt-kompetence, ligesom jeg selv, og nogle af de unge specialevejlederer er uddannet på RUC, og er altså journalister der også har den akademiske titel cand.com. i journalistik.
   Men i praksis må man sige at det ikke ser alt for godt ud, hvorfor svarene altså også var vand ud ad ørerne-agtige. Det så ikke meget bedre ud på SDU´s journalistuddannelse som jeg selv var med til at etablere og udvikle fra 1998 og fem år frem.

På journalistik på RUC er det sådan at de akademiske lærere i princippet er fastansatte på livstid (hvis de ellers overlever eller har overlevet forhindringsløbet: cand.et eller andet-uddannelse, ph.d.-afhandling, adjunkt, lektor (og evt. professor). Der er nu kommet krav om at de i princippet årligt skal skrive flere forskermeriterende artikler på engelsk hvis de skal kunne beholde deres stilling.
   Den gruppe akademiske undervisere holder (derfor?) deres egne "forskningsforum"-møder hvor håndværkslærerne ikke deltager.
   På den anden side, kan man også iagttage at nogle af håndværkslærerne i perioder bliver tomme i blikket ved de fælles "administrative" lærermøder en gang hver anden måned hvor dagsordenen inviterer til at man snakker rigtig meget "internt" universitet, og hvor de akademiske lærere godt nok også kan være noget lange i spyttet.
   Jeg har sjældent (aldrig?) på RUC eller SDU hørt/set håndværkslærere henvise til fagligt relevante artikler som journalistforskere har skrevet. Overhovedet henviser de meget lidt til bøger, er det min erfaring, fordi de jo har den professionelle grundopfattelse at journalistik læres gennem øvelse og praksis ikke gennem læsning.
   Og min egen oplevelse fra mange års tæt og frugtbart samarbejde med forskellige håndværkslærere.   (jeg har jo selv har været en af slagsen i lange perioder i tv- og radio-produktion og som vejleder i specialer i undersøgende journalistik), den er at det er så indarbejdet i den klassiske journalistiske professionskultur, at viden skaffer man sig pr. telefon eller - i de senere år - fra nettet  - ikke ved læsning af artikler eller bøger. For det skal jo gå hurtigt - og aktuel viden er ikke skrevet i bøger eller akademiske afhandlinger endnu.

Det er for mig klart at denne grøft (over)lever man med, og har man (over)levet med i mange år i begge lejre og på begge universitetsudannelser i journalistik. Og det var så den grøft akkrediteringsudvalget pænt og forsigtigt spurgte ind til. Uden at få noget klart svar fra nogen af siderne på mødet.
   Kløften er imidlertid udtryk for er en næsten eksemplarisk frame-konflikt - hvor de to professionelle frames med hvert sit klart adskilte konceptuelle rum ikke umiddelbart indbyder til frame-shift eller til re-framing af uddannelserne, og den deraf følgende nødvendig institutionelle blending-proces.
   Grøften kan i enkelte konkrete situationer eksplosivt blive gjort til en kilometerdyb Gran Canyon-kløft i offentlige konfliktsituationer, fx når undervisere/forskere med akademisk baggrund fremsætter kritik af journalistiske produkter eller af en udbredt og professionelt accepteret journalistisk praksis. Eller når journalister anmelder bøger skrevet af folk med akademisk baggrund og uden praktisk journalistisk erfaring.
   Med et ord jeg introducerede for nogle få blogindlæg siden, så er der klare tendenser til mixofobi i begge lejre.

Mit eget spagfærdige initiativ for et års tid siden på at få etableret en fælles ramme - en fagligt-socialt integrerende frame med konceptuel blending som mål - "et fælles fagforum" - hvor lærerne på begge sider af grøften kunne snakke med om og forholde sig til forskellige faglige temaer i uddannelsen/forskningen, det humper lidt afsted, oplever jeg - ingen brænder for alvor for det.
      Men i går på et af de almindelige lærermøder hvor vi netop sad og mumlede lidt frem og tilbage hen over bordet i lyset af ACE´ernes pirkende udspørgen, var der en af de yngre akademiske lærere, som jeg har kendt fra hun var ung ph.d.-studerende, som klart og tydeligt sagde hvad der skulle til hvis det virkelig skulle batte: et to-lærersystem. Så i princippet alle fag/kurser - både de akademisk funderede og de praktisk orienterede - skulle have to undervisere på: en fra hver professionel gruppe. Og deres team-forpligtelse ville så skulle være at blende, dvs. inden for kursets rammer at integrere så mange elementer som muligt fra de to frames i et fælles blended out-put rum for de journaliststuderende på kurset.

Et to-lærersystem! - Det er banalt og og det er indlysende rigtigt.
   Jeg ved ikke om nogen andre rundt om bordet fangede det, men det er det der skal til. Jeg tillader mig at forklare den manglende glade respons med at alle har siddet og tænkt: Det koster kassen, så det ville der aldrig være råd til. Andre forklaringer er også mulige, men dem skal jeg undlade at komme ind på her.
   Men ideen ville jo være smukt i samklang med den RUC´ske ur-ideologi om tværfaglighed og gruppearbejde.
   Mine egne erfaringer fra min tid som mangeårig underviser på alle mulige former for journalistisk efteruddannelse - i team med lærere med ren journalistisk eller anden ikke-akademisk baggrund, er entydigt positive: at det har været de perioder i mit liv hvor jeg synes jeg har været mest kreativ, tænkt mest originalt, og udviklet mig mest fagligt.

Situationen er for mig i den grad deja vue i forhold til mine erindringer fra begyndelsen af 80-erne, hvor jeg arbejdede tæt sammen med tv-journalisten Poul Trier Pedersen om en række  store tværfaglige kursusprojketer for Den Kommunale Højskole med brug af tv-faktionsgenren "spontanspil", som han havde opfundet og udviklet
   Poul Trier Pedersen var i 60-erne meget kendt tv-journalist, og en af de tre "fædre" til den moderne billedfortalte TV-AVIS i DR i slutningen årtiet. Vi udviklede sammen et meget stort og ambitiøst kursusprojekt 'Samspil på sygehuset' i starten af 80-erne, beregnet for mixede kursushold sammensat af alle de forskellige professionelle personalegrupper på sygehuset som har med patienter at gøre. Selv om vi ikke havde teori og begreber til det, så var målet profession re-framing som muliggjorde konceptuel blending af de ellers separerede professionelle normer og værdier hos de deltagende læger, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, laboranter, socialrådgivere, m.fl. - alle dem som havde patientkontakt.
   I praksis blev udbredelsen af kurset noget af et flop. Der blev "kørt" meget færre kurser over hele landet, end der lå i konceptet. Det viste sig nemlig at de fleste faggrupper prioriterede egne fagkurser højere end tværfaglige kurser som 'Samspil på sygehuset' hvor deltagerne var tvangsindlagt til i længere tid at skulle diskutere professionel re-framing og konceptuel blending med deltagere fra de andre grupper.

Den vrede kunstner, med uro i sjælen og dårlig samvittighed - mønsterbryder Jørgen Haugen Sørensen

Journalist Marie Tetzlaff har i Politiken i dag søndag et stort interviewportræt af multikunstneren Jørgen Haugen Sørensen. Rubrikken: "Det at leve er voldsomt". Kunstneren lever i hvert fald fuldt og helt op til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed:

- Flere person(lighed)er i én:

I kunsten pendulerer han også (...) Paradoksalt? Ikke ifølge Jørgen Haugan Sørensen. Det hele hænger fint sammen - alt har flere sider, man kan godt være luftånd og sværvægter, patriark og legebarn, kunstner og arbejderdreng, religiøs ikke-troende, overbevist social. Samtidig.

- Urolig fremmedgjort sjæl der føler at han  ikke hører hjemme nogen steder:

(...) Jørgen Haugen Sørensen er en mand med døden som sin faste fjende og konstante kunstneriske makker. Altid på flugt, ikke forfastholdere. (...) Jeg bliver rastløs! Jeg har ingen tålmodighed. Så hvis det begynder at blive for ensformigt, så smutter jeg. Jeg har hele tiden ledt efter et ste at være - og det har jeg aldrig fundet. (...) Jeg blev en spurgt en gang: Hvor vil du helst være? Og som kom jeg til at sige: Et andet sted! Det er sådan jeg har det!"

- Kreativ vrede som en drivkraft:

Siden Jørgen Haugen Sørensen slog igennem som gulddreng kort efter debuten i 1953, har han gjort hvad han kunne for at lægge sig ud med både kunstnerparnas, borgerskab og bevilgende fonde. (...) For tre år siden var han årets kunstner på  Statens museum for kunst - og kvitterede for æren med fede nøgne mænd, obskøne positurer og vilde hunde i kamp. (...) 'Brødrene. Skyld og sorg' (2006) - af to mænd der kradser hinandens ansigter ud - er karakteristisk for den nye voldsomhed og grumhed i Haugen Sørensens skulpturer. 

- En barndom og ungdom med forældretab og -savn, social isolation fra jævnaldrende. Her uddrag fra hans biografi på  http://www.haugen-sorensen.dk, skrevet af Per Hovednakke:

Erfaringer fra de tidlige barndomsår synes afgørende for Jørgen Haugen Sørensen. Født i 1934 var han gammel nok til at få konkrete minder fra krigsårene. Flere forhold gjorde sig gældende, - specielt at forældrene befandt sig på hver sin side. Faderen, Leo, københavner og maskinarbejder, var på besættelsesmagtens side, forlod familien og flyttede til Tyskland. Moderen, Dagny, født bornholmer, kantinearbejder og venstreradikaler. De blev skilt, og Jørgen og Arne boede hos moderen i arbejderkvarteret på Amager.

   Moderen frygtede at Børneværnet skulle tage sønnerne fra hende. Hun holdt dem meget inde, og satte dem til at tegne og male. I området var der stadig uro og konflikter, politi og tyske soldater, modstandsfolk og nazister. Jørgen så og oplevede på nært hold hændelser som tidligt etablerede en varig solidaritet med de undertrykte og magtesløse, - og aggression mod vold og autoriteter. Somrene blev tilbragt hos moderens familie på Bornholm, og her mødte Jørgen en anden virkelighed: Håndværkerne (flere arbejdede i stenbruddene), bønder, et enkelt, men også brutalt liv langt borte fra byens komplekse hverdag.

   Moderen fik stor betydning for Jørgen Haugen Sørensen, og referencer til deres forhold kan spores i hans værk på flere punkter. 15 år gammel kom han i lære som gips- og pottemager. Hans enestående evne til at forme "i hånden" viste sig tidligt, men hans selvstændighed og egenrådighed førte til at studietiden på Kunsthåndværkerskolen blev af nogle få måneders varighed. Jørgen fortsætter sin uddannelse på egen hånd, og bygger videre på det han kan som gips- og pottemager. Han udvikler et forenklet og slagkraftigt naturalistisk sprog, og debuterer 19 år gammel på Charlottenborg (1953) med tre skulpturer. Året efter deltager han på Kunstnernes Efterårsudstilling.

 

Jørgen Haugen Sørensen må ikke forveksles med sin to år ældre bror Arne, der er en lige så kendt maler som Jørgen er kendt som billedhugger. De udstiller aldrig sammen - og kommer efter sigende rigtig dårligt ud af det med hinanden.

   Anledningen til interviewportrættet var at Jørgen Haugen Sørensen til foråret får opstillet sit livs største skulptur - 'Kolossen til Amager' - på Kastrup Strandpark.