Når 'dokumentarfilmen' både er fakta og fiktion - så er fanden løs i journalistikken - eksempel: 'This Ain't California'

Jeg har tidligere været inde på spørgsmålet om "faktion" i forbindelse med journalistik og dokumentar-programmer. Det drejer sig om en diskussion om vilkårene for konceptuel genreblending i medierne!

   I gamle dage når jeg introducerede til kurset i 'faktion' i Danmarks Radio, så havde jeg en overhead-transparent hvor der stod: 

Faktion - øretævernes holdeplads - og kreativitetens legeplads

En af mine pointer i det kursus var at der var nogle særlige personlighedstyper som følte sig specielt tiltrukket af at blande genrerne, og som nød at balancere på eller overskride grænsen mellem fakta og fiktion når de producerede journalistik, film og tv.

Nu er den gal igen. Der er øretæver til dokumentarfilmen 'This Ain't California' som allerede har vundet flere internationale priser. Information kunne i weekendudgaven berette at filmen nu var blevet trukket fra The European Broadcasting Festival i Berlin hvor den også var en oplagt kandidat til en pris. 

   Ifølge Informations artikel af Thora Lorentzen er historien følgende:

.. skaberne bag filmen har siden filmens premiere bevidst tilbageholdt sandheden om filmens materiale og autenticitet. Det viser sig at hovedpersonen i filmen er opdigtet, og er spillet af en skuespiller.  En ophedet diskussion blandt juryens medlemmer bestående af nominerede dokumentarfilminstruktører fra hele Europa fik instruktøren til at trække sin film tilbage fra konkurrencen. 

Filmen handler om og skildrer en skater sub-kultur i Østtyskland i 80' erne. 

   En journalist fra Der Spiegel, Peter Wensiersky, der har skrevet bogen 'Jugend Rebellion in der DDR', mente da han så filmen at "materialet umuligt kunne være originalt og optaget af drengen selv som filmen postulerer". Han afslører sammen med en anden journalist at "hovedpersonen i filmen ikke eksisterer, at han ikke dør som soldat i Afghanistan, og at denne karakter er spillet skuespilleren Kai Hellebrand."

    Konfronteret med disse anklager, forklarer producenten Michael Schöbel i Berlin at måske 30 procent af filmen var "rekonstrueret". Anklagerne fra Spiegel-journalisterne går på at det snarere er 90 procent. Og det ender med at Jutta Krug som er formand for juryen for Prix Europa, anklager producenten for at have løjet og anklager filmen for at være blevet markedsført "under falsk varedeklaration".

Hvad er problemet?

   Må man ikke rekonstruerer scener fra virkeligheden i (dokumentar)film? Findes der klare grænser for hvor meget man må iscenesætte, manuskript(be)skrive, instruere, genindspille film der vises på dokumentafilmfestivaler?

Jeg har tjekket på YouTube hvor der ligger en række trailere for 'This Ain't California'. Ingen af trailerne bruger udtrykket 'dokumentarfilm' - 'documentary' - til at karakterisere genren for den film de reklamerer for. Men de fortæller heller ikke at den hovedperson hvis voice over vi hører, er en skuespiller.
    Det får vi heller ikke at vide i dette aktualitetsindslag fra web-tv-kanalen "Rebel-TV" hvor både en med-producent og en medvirkende bliver interviewet og udtaler sig til kamera:

Historisk set er det sådan at hvis vi går tilbage til perioden før 1960, så var alle "dokumentarfilm" rekonstruktioner eller reenactment af de medvirkendes virkelighed. Af rent tekniske årsager. Først med det nye lette kamera- og lyd-udstyr som kommer frem omkring 1960 bliver det muligt rent faktisk at følge virkelige processer som "fluen på væggen" - som i "Primary" eller "Salesman".

Diskussionen blussede op sidste år hvor det blev afsløret at flere centrale scener i filmen Amadillio instrueret af Janus Metz var et resultat af rekonstruktioner eller reenactment. Også filmen Burma VJ med Anders Østegaard som instruktør gav anledning til diskussion af hvad der var autentisk og hvad der var iscenesat og rekonstrueret, og af spørgsmålet om hvor langt man som instruktør kunne tillade sig at gå. 

   Begge film og deres instruktører har vundet en række priser på dokumentarfilmfestivaler. 

Gå man tilbage i tv-historien, så er en de mest berømte 'dokumentariske' tv-filmen 'Cathy Come Home' fra 1966, instrueret af Ken Loach og med manuskript af Jeremy Sandford. 

   Film skildrer bolignøden i England og udstiller en helt urimelig forældet boliglovgivning der diskriminerede familier med børn. 

    Hovedpersonen  Cathy hvis "børn" til slut i filmen bliver tvangsfjernet, spilles af en skuespillerinde, mens filmens historie er båret af en gennemgående autoritativ faktuel speak, der er lyd- og billed-klip fra en masse autentiske interviews med boligløse, kameraføring og klipning har mange træk til fælles med datidens tv-nyhedsindslag og 'newsreel'-forfilm i biograferne. 

   Filmen fik enorm effekt, rejste en storm i offentligheden, og førte til at politikerene i Parlamentet ændrede boliglovgivningen.

'Cathy Come Home' slutter med følgende tekst på skærmen:

Alle the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many houses as Britain since the war.

I England havde man en genrebetegnelse for den slag film: dramadocumentary. Og mange andre tv-film i 60-erne og 70-erne fulgte samme blandingsopskrift. Og specielt når de havde samfundskritisk sigte, gav disse film anledning til hede debatter i offentligheden om etik, troværdighed og manipulation.

    Opskriften fra 'Cathy Come Home' kunne se ud til at ligne den som ligger under produktionen af  'This Ain't California,  og så vidt jeg kan bedømme også under produktionen af 'Burma VJ'.

Jeg søger lidt på nettet og finder en artikel af journalist Rasmus Elmelund i forbindelse med Informations dækning af CPH:DOX  efteråret 2011. Rubrikken lyder: "Den gode dokumentarfilm er manipuleret". Indledningen beskriver produktionsomstændighederne i forbindelse med den svensk film 'Play' som vises på festivalen:

Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv.

Min gode kollega Ib Bondebjerg kalder i artiklen i Information fra sidste efterår den slags film 'en bastard'. Og han har i øvrigt ingen problemer med en udvikling hvor skellet mellem fakta og fiktion udviskes mere og mere i flere og flere af de film der vises på dokumentarfilmfestivaler.
   Artiklen fortsætter:

Ruben Östlunds Play et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og framet som en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Play i sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.

   »Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle psykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.

   »Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske ‘fluen på væggen’-dokumentar.«

Måden at producere på synes også at være beslægtet med Poul Trier Pedersen "tv-spontanspil" i DR fra 70-erne. Navnet på genren - 'spontanspil' - havde Trier selv opfundet. Udsendelserne blev produceret i regi af den afdeling der hed 'TV-Teatret'.
   Man kan læse mere om genrediskussionen om 'Play' her:

http://www.ekkofilm.dk/artikler/kritiker-film-pa-cphdox-er-fiktion/

Journalister elsker at skrive afslørende artikler som dem Spiegels journalister har skrevet om 'This Ain´t California'. Og det er kun et par år siden det tilsvarende herhjemme blev afsløret under stort offentligt rabalder at formatet for tv-programmet 'Sporløs' i DR, byggede på den illusion af det var første gang journalisten forfulgte sporet til de savnede pårørende for de medvirkende adoptivbørn.

På den ene side synes jeg det er en overgearet og hysterisk diskussion. Og at de skrivende journalister  projicerer normer fra deres eget professionelle domæne over på nogle filmgenrer og filminstruktører hvor de ikke uden videre har "gælder" og har relevans.
   På den anden side er jeg uenig med Bondebjerg i at det egentlig slet ikke er noget problem. Når nogen oplever det som et problem og føler sig snydt og løjet for, så ér det et problem. Et 'faktions-problem'.

    Men der er altså banale opskrifter og simple løsninger på det, som mange kreative tv- og filmfolk i de sidste 30-40 år har kendt til og benyttet sig af:

• Brug en genrebetegnelse til at frame filmen, en frame som peger på at produktionsomstændighederne har blandet de produktionsformer som bruges i fiktion og de produktionsformer som bruges i journalistik: dokudrama, dramadok, spontanspil, halvfiktion, tv-eksperiment, fik-fak, mocumentary, realitydokumentar, etc. 
• Marker evt. rekonstruerede scener med et "r" oppe i hjørnet af filmsekvensen, eller marker med tintning at disse sekvenser har en særlig status og er iscenesat og optaget som fiktion.
• Og skriv evt. i et 'forord' eller et 'efterord' på skærmen på hvilken måde og i hvilket omfang filmen er researchet, iscenesat og produceret som et blandingsprodukt, og lav dermed en eksplicit kontrakt med publikum om at man som seer så selv må afgøre - givet disse oplysninger - i hvilken forstand filmen er sand og autentisk eller et subjektivt fantasiprodukt.  

Hvor svært kan det være!