Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.

   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.

  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.

  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 

   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:

Vi er i biologiens vold

Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

   »Det holder ikke en meter.« (....)

   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

 

 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 

   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 

   Det er i den kontekst romanen også skal ses:

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311

Journalistik på hjernen - om neuro-journalistik - og alt det andet der begynder med neuro- ...

Lone Frank hvis artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" jeg refererede i forrige blogindlæg, udgav for et par år siden bogen "'Den femte revolution - Fortællinger fra hjernens tidsalder". Jeg nævnte den i et indlæg sidste år, og skrev at jeg ville vende tilbage til den.

   Den havde et kapitel om spejlneuroner, som jeg måske ikke syntes var så fantastisk, men også kapitler som handler om religionens neurologi, om neuromarketing, og om neuroøkonomi. Fælles for kapitlerne var at de introducerede til nye forskningsområder hvor man udnyttede de moderne hjerneskanningsteknikker (neurimaging) til at undersøge hvor og hvordan hjernen "tændte", og hvilke "hormoner" den udløste og rundsendte i forskellige testsituationer som var centrale og relevante for netop det fag.

I bogen "The Tell-Tale Brain" af V.S. Ramachandran, skriver han indledningsvis om den samme revolution i hjerneforskningen:

From genes to cells to circuits to cgnition, the depth and breadth of todays neuroscience - however far short of an eventuel Grand Unified Theory it may be - is light-years beyond where it was shen I startede working in the field. In the last decade we have even seen neuroscience becomming self-confident enough to start offering ideas to disciplines that have tradtionally been claimed by the humanities. So we now for instance have neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuropolitics, neuroesthetics, and even neurotheology. Som of these ar just nurohype but on the whole they are making real and much-needed contribution to many fields. 

Da jeg læste den passage, så sagde det pling: Jeg fandt på en ny tværvidenskabelig disciplin: 

Neuro-journalistik 

Disciplinen har som forskningsfelt hvordan hjernen er aktiv og fungerer når journalister lærer at blive journalister, og hvordan den fungerer når de arbejder: finder på historier, reseacher, interviewer, observer, skriver - under tidspres og med deadlines. Eller når de arbejder med undersøgende journalistik og under cover.

   Og tilsvarende på læser- eller lytter-seer-siden: Hvad foregår der i modtagernes - i brugernes hjerner - når de læser avis, ser fjernsyn, går på nettet, etc.  Er der forskel på hvordan hjerne fungerer når det er en sensationel nyhed der breaker - eller når det bare er rugbrødsnyheder som læserne præsenteres for?

   Nyder læserne mere læsningen når artiklen har meget "show" i sig - og ikke så meget "tell"? Fungerer fortællende journalistiks narrative skemaer sådan at hjernen får aha-oplevelser som den ellers savner når konfronteres med artikler bygget op efter nyhedstrekanten?

Det er den slags spørgsmål man arbejder med i nogle af de andre tværdisciplinære fagoamråder som V.S. Ramachandran opremsede, og som Lone Frank opsøgte forskere inden for i sin bog. Altså alle de nye discipliner der begynder med neuro-...

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet nogle af de forhold der kunne være værd empirisk at undersøge:

1. Påstanden om at journalister når de arbejder, herunder skriver op til deadline, kommer i en særlig flow-tilstand der udløser en coctail af lykkestoffer i hjernen, som gør at de bliver en slags "arbejdsnarkomaner" - "nyhedsjunkies" - der har svært ved at være væk fra deres job fordi de så bogstaveligt talt får abstinenser. Det kan forklare det valg af konceptuelle metaforer som man bruger om journalister og som de bruger om sig selv. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/workaholic-pa-stoffer-helt-bogstaveligt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html

2. Selve den journalistiske arbejdsproces og dens forskellige faser er gennemsyret af simulerende tænkning, som derfor burde kunne afprøves ved neurimaging-forsøg. Også den håndværksmæssige del af journalistuddannelsen er styret af mentale simulations- og imitations processer. Heri kan ligge noget af forklaringen på hvorfor det er så umanerligt svært at integrere akademiske fag og håndværksundervisningen  på de to universitetsforankrede journalistuddannelser. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/nar-journalisten-konverserer-med.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/om-den-professionelle-journalists.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

3. En vigtig del af den kompetence en journalist erhverver sig gennem sin uddannelse, er at kunne oversætte fra eksperters og administratorers abstrakte og identitetsløse videnssprog til et erfaringsprog som gør brug af et basic-level-kategori-vokabular, et vokabular som er gennemsyret af metaforisk og metonymisk tænkning. Dette vokabular er kendetegnet ved at det kategorierne står for og referer til, kan tegnes på kommando - eller udføres som handling på kommando. Erfaringssproget giver derfor adgang til højre hjernehalvdel - som er orienteret mod visuel og rumlig tænkning  - og som i anden omgang giver adgang til de følelsesaktiverende dele af hjernen.

   Det burde være muligt gennem neuroimaging-test at afgøre om erfaringsprog - i modsætning til videnssprog - også aktiverer højre hjernehalvdel når det bruges, netop fordi de har et visuelt prototypeskema eller et motor-skema som de er umiddelbart forbundet med. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/billedskemaer-og-deres-betydning-for.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html

Men videre i udforskningen af neuro-journalistikken kunne man komme som følger:

4. En stor del af de eksperimenter som bliver foretaget inden for forskningsframen neuromarketing, burde uden videre kunne bruges i en neuro-journalistisk frame, evt. ved analogi med en række af de undersøgelser de allerede er lavet der.

   Jeg kommer tilbage til det når jeg har læst bogen "Mirroring People - The Science of Empaithy and How We Connect with Others" af Marco Lacoboni.

5. Hukommelsesforskningen opererer med forskellige to typer langtidshukommelse i hjernen: den procedurale og den declarative.

   Når journalister har lært at være journalister i praksis så er denne kompetence lagret proceduralt som "tavs viden" - i princippet ligesom den kompetence man har lært når man kan køre bil.

   At den journalistiske arbjedskompetence er hukommelseslagret på den måde, gør at det er nemt for journalisten med det samme at komme i den flow-tilstand som er nødvendig for at kunne fungere effektivt og gnidningsløst som nyhedsjournalist i et dagligt arbejde - en tilstand der jo indebærer at han/hun mere eller mindre glemmer sig selv og tiden for mest effektivt og "flydende" at kunne "gå op" i sit arbejde.

   Hvad denne "tavse viden" nærmere består af har Ettema & Glasser i deres bog "Custodians of Concience" givet et bud på.

De andre hukommelsestyper inden for den declarative er: semantisk hukommelse, og episodisk hukommelse.

   Den episodiske hukommelse er typisk den som journalister trækker på når de skal undervise andre - i form af eksemplariske anekdoter.

Krav om bevidst at forholde sig til og at tage hensyn til koncepter, målgrupper, økonomi og andre bekymringsværdige omstændigheder (som fx kritisk-moraliserende forskere) mens journalisten er i flow, vil bringe ham/hende ud af flow-tilstanden - svarende til Tim Gallweys beskrivelse og analyse af  konflikter mellem Self 1 og Self 2 i forskellige sociale roller, fx elitesportsudøverc og erhvervsledere.
   Under udøvelsen af især nyhedsjournalistik i en hektisk dagligdag med deadlines, vil det journalistiske Self 2, blive forstyrret af det bekymrede og selvkritiske Self 1, er min hypotese.
   Derfor er mange journalister grundlæggende uinteresserede - grænsende til det modvillige - i at høre om og forholde sig til den slags medie-management-begreber som målgrupper, koncepter, mediestrategier mv.

  I den coaching-teknik som Tim Gallwey har gjort sig til frontkæmper for, indgår netop simulationsøvelser til at forbedre den intuitive og spontane performance, altså en teknik der står i modsætning til indlæring af abstrakte begreber der kommer grus i det journalstiske flow-maskineri.

  Det må uden videre kunne testes.

Men hvad med nyhedskriterierne i neuro-journalistikkens optik? Se:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html