Kunst og galskab - er der en sammenhæng? - Case: Karl Frederik Hill

Jeg har tidligere i flere indlæg diskuteret forholdet mellem kreativitet og sindsygdom. 

   At der er en sammenhæng er ikke noget nyt. Og nyere hjerneforskning har også påvist interessante koblinger mellem kunstnerisk virksomhed og til både depression og skizofreni.

https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity_and_mental_illness

http://www.independent.co.uk/news/science/scientists-find-that-schizophrenia-and-bipolar-disorder-are-linked-to-creativity-10305708.html

http://www.theguardian.com/science/2005/nov/30/psychology.highereducation

Jeg netop besøgt udstillingen på Nivaagaard der viser malerier og tegninger af den svenske landskabsmaler Carl Frederik Hill (1849-1911). Og man kan vel sige at han på en måde udgør et skoleeksempel på den sammenhæng.

   En sammenhæng der for Hill blev en tragedie, ligesom den blev det for den jævnaldrende Van Gogh.

Udstillingen var fascinerende - ikke mindst fordi kunstnerens liv var så dramatisk som det var. Og dramaet - skiftet fra "normal" til "sindsyg" var udstillingens omdrejningspunkt.

Hill ville fra en tidlig alder være kunstner - landskabsmaler, og i flere omgange måtte han trodse sin far matematikprofessorens vilje og ønsker, for at få sig en maleruddannelse, og for at få mulighed for den eneste store malerrejse han nåede at opleve, Til frankrig omkring midten af 1870'erne.

  Det er også næsten en klassisk litterær figuration. En autoritær far der er stærkt imod at sønnen bliver "fri" kunstmaler og oprørsk forfølger sit 'kald' og sin kunstnerkarrierer.

   Hvorfor Hills far satte sig så stærkt imod det, fremgår så ikke af de kilder jeg har, men set fra en måske noget stiv, selvhøjtidelig professor af det Lundske akademiske borgerskabs synspunkt, har kunstnerkarrieren nok været for økonomiske usikker - med risiko for social deroute.

  

Selv om Hill altså var hektisk produktiv i de fire år han opholdt sig i Frankrig, var hans succes ikke stor, og hvad han har levet af i de år, fremgår ikke af udstillingen. Men mon ikke familien som var velhavende, har hjulpet ham

Af hans oliemalerier vist udstillingen omkring 40 stykker, og så vidt jeg kan regne ud, må den være ret dækkende for hvad Hill rent faktisk fik produceret af færdig malerier i de fire år han malede i Frankrig.

   Her følger et udvalg af hans oliemalerier fra udstillingen på Nivaagaard, hentet fra bloggen: 

http://www.danculture.dk/2015/11/swedish-painter-carl-fredrik-hill-1849-1911-an-brilliant-exhibition-in-nivaagaards-art-museum-denmark/

Et tidligt oliemaleri inden Frankrigsopholdet med svensk landskab som motiv:

Carl Fredrik Hill: “Slette med mølle”. 1869

Her kommer så fotos af en række af Hills landskabsmalerier fra Frankrig. 

   Indimellem optræder der menneskeskikkelser, men de er så 'små' at de nærmest drukner i landskabet:

Carl Fredrik Hill: “Seine-landskab fra St. Germain”, 1877.

Man kan godt forstå at impressionisterne i 1877 gerne ville have ham med på deres tredje fælles udstilling.

Carl Fredrik Hill: “Flodlandskab 2, Champagne”, 1876.

Nogle billeder giver klare associationer til Van Goghs ekspressive penselføring:

Carl Fredrik Hill: “Landskab med drivende skyer”, 1876.

Andre er kendetegnet ved mørke træer i silhuet - i modlys - forgrunden (jeg får lige associationer til Harald Henriksen):

Carl Fredrik Hill: “Træet og flodkrumningen”, 2, (Bois-le-Roi), 1877

De seneste af Hills malerier fra 1877 bliver mørkere og mere dramatiske i udtrykket, som dette:

Carl Fredrik Hill: “Søster Anna”. 1877.

Hill må simpelt hen have malet 'som en gal' - hvad også flere kilder antyder, og han har stort set ikke haft tid til at beskæftige sig med andet. 

   Han er citeret for at sige - her i engelsk version: "Ambition drives me to overexert myself and I give myself no peace."

   

Det franske kunstnermiljø i netop de år har utvivlsomt været stærkt inspirerende for ham, og han er landet i Frankrig og i Paris lige hvor alle de nye tanker om det moderne - ikke akademiske  maleris funktion og muligheder har sydet og boblet. 

   Især malere fra 'Barbizon-skolen' følte han sig tæt beslægtet med, og Corot var han store forbillede.

   Læs om 'Barbizon-skolen' og dens betydning som forløber for impressionismen her i Wikipedia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Barbizon_school

Og her kan du læse om Corot:

https://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Baptiste-Camille_Corot

Hill fik afvist billeder til den etablerede og traditonsbundne "Salon" i Paris, og kan ikke have solgt meget. 

  Han blev dog inviteret til at udstille på Impressionisternes tredje fælles udstilling i 1877, så hos denne avantgarde-gruppe var han kunstnerisk set kommet inde i varmen. 

   Den anerkendelse betød at han produktionsmæssigt fik ekstra tryk på de maleriske ambitioner, noget som muligvis har medvirket til at han i slutningen af året fik et mentalt sammenbrud.

Læs mere om impressionisternes tredje "officielle" udstilling 1877 her:

http://arthistory.about.com/od/first_eight_exhibitions/a/third_Impressionism_exhibition.htm

I Nivå var næsten kun udstilllet malerier med franske landskaber som motiver - alle malet i periode 1874-77. Da han i slutningen af 18777 blev sindsyg (skizofreni med paranoia og haludinationer) holdt han helt op med at male.

   Her er det sidste maleri Hill producerede i den periode. Da var han allerede indlagt:

Carl Fredrik Hill. Hedelandskab med vognt. 1878

Hill blev indlagt på flere sindssygehospitaler i de følgende år - først i Frankrig, derefter Danmark og Sverige. For så i 1883 at blive "hjemtaget" af sin søster der sammen med moderen og en anden søster tog sig af ham i det Hill´ske hjem i de næste 28 år. NB! Faderen var død på det tidspunkt.

   

Carl Fredrik Hill boede og arbejdede derefter og resten af sit i faderens arbejdsværelser med adgang til et omfattende bibliotek - med mange illustrerede bøger fra hele verden som i høj grad fungerede som inspirationskilder.

   I de mange år i hjemmet var han - på trods af eller på grund af sin sygdom - igen ekstremt produktiv. Kilderne fortæller at han producerede omkring 5000 tegninger, akvareller, pasteller og nogle få oliemalerier hvor han brugt guld- og sølv-farver. 

   Udsagn fra hans hånd tyder på at han oplevede at det at tegne og male, var med til at holde sindsygdommen stangen og under kontrol.

   

Vi så alle genrer, teknikker og udtryksmidler fra den periode repræsenteret på udstillingen på Nivaagaard.

   Motiverne og udtryksmidlerne havde totalt skiftet karakter. Som kunstner havde han skiftet personlighed: To personer i en.

   Fra ydre sansede billeder - landskaber som han havde set og malet i olie - til indre billeder - fabulerende, hallucinatoriske og mytologisk - billeder der ofte som motiv havde groteske menneskeskikkelser og fabeldyr og stærkt personificerede træer. 

   De følgende er uden årstal og uden titel:

Man kan fra hans billeder i den her periode finde mange oplagte stil- og motivmæssige koblinger til store moderne kunstnere i samtiden: Picasso, Nolde, Klee, Klimt.

   Det er så også forklaringen på at han i eftertiden har vundet anerkendelse ikke bare for sine landskabsbilleder, men også for sin 'terapeutiske' produktion 1883-1909.

 

Hills samlede og grænseoverskridende produktion kom først for alvor til omverdenens kendskab efter hans død - hvad der for mig umiddelbart giver associationer til en anden svensk pioner i moderne malerkunst: Hilma af Klint. 

   Også hendes banebrydende kunst beslægtet med abstrakte pionerer som Kandinsky, blev først kendt og anerkendt længe efter hendes død. 

   Også hun begyndte som landskabsmaler. Også hun havde hallucinationer som inspiration for den skjulte del af hendes kunst, men det førte hende ikke ind i sindsygens mentale kaos. 

    Læse mere om hende her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

En svensk tv-reportage om Carl Fredrik Hill kan du finde se her på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=BXu1fGK0ztw

Cassatt og den japanske forbindelse - Kitagawa Utmaro - og noget om kunst og serieproduktion

Allerede da den blev annonceret i efteråret, vidste jeg at jeg måtte op og se udstillingen på Ordrupgaard - der viste raderinger, tegninger og pasteller af den amerikanske impressionistiske kunstner Mary Cassatt.

   Jeg har tidligere skrevet om hende her på bloggen - i forbindelse med Berte Morisot-udstillingen på Ordrupgård sidste år.

   Mary Cassatt og Berthe Morisot udgjorde sammen med Eva Gonzalès og Marie Bracquemond impressionismens kvindelige pionerer og frontkæmpere.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/berthe-morisot-og-3-andre-kvindelige.html 

Udstillingsplakaten viser hvad det er der især optager mig i Mary Cassatts raderinger, nemlig den "japanske" prægning og inspiration, som er umiskendelig.

   Vi købet plakaten, og i det værelse hvor vi i forvejen havde en række kopiere af japanske tryk af den slags Mary Cassat var inspireret af, kom plakaten straks op at hænge:

I 1890 var der er en spektakulær kæmpeudstilling i Paris af de japanske ukiyo-e træsnit - med mere end 700 tryk og albummer og 350 illustrerede bøger.

   I forvejen havde mange af de store fransk impressionister  i en række år privat samlet på japanske træsnit og artefakter fra Japan, men denne udstilling blev "et visuelt chock", fortæller udstillingskataloget til Cassavatt-udstillingen på Ordrupgaard:

Med deres overrumplende kompositioner og dristige beskæringer, deres betoning af fladen, stiliserede linjespil og brug af klare farver fik de store indflydelse på fransk impressionisme. Med deres på en gang naive og geniale billedsprog blev de en endeløs inspirationskilde, og "japanismen" - som fascinationen blev betegnet - blev en del af en generel strømning hvor man drømte sig tilbage til sanselighed og uskyld.

Jeg blev selv som helt ung bidt af "japanismen" - og er aldrig kommet mig over det igen, hvad en række indlæg på denne blog - især med fokus på Hokusai - også kan dokumentere, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/jeg-tager-nu-til-berlin-for-at-se-en.html

Mary Cassatt blev også hårdt bidt. Og det var især den japanske træsnitkunstner Kitagwa Utamaro som med sine motiver af japanske kvinders dagligliv (kurtisaner), herunder samvær med børn, gik rent hjem.

   Og inspirationen var endda endnu "renere" end faglitteraturen egentlig fortæller.

   Se bare her: Jeg viser først hvad jeg gætter på kunne være inspirationskilden - og derefter et af Cassatts japanske billeder. De er med en enkelt undtagelse raderinger, som hun - i samarbejde med blandt andet Degas - eksperimenterede med i 1890-erne:

Tager det noget fra Cassatts kvalitet som kunstner at hun er så påvirket af de japanske inspirationskilder? 

   Nej, tværtimod. Næsten al stor kunst bygger videre på andres arbejder, viser kunstens historie - om og om igen.

   

Men hvad har Mary Cassatt så lært af japanerne?

   Der er noget med 'uharmoniske' beskæringerne af motivet, der er noget med de klare enkle linjer, der er noget med farveholdningen,  der er noget med intimiteten i motivet, særpræg der i kombination og forening giver en umiskendeligt "japansk" fornemmelse. 

   Og alligevel kommer hendes raderinger slet ikke i nærheden af at være kopier. Den stilmæssige forskel er jo også markant, hvad man tydeligt ser.  

Men Mary Cassatts billeder er et smukt eksempel på kreativ konceptuel blending, hvor stilmæssige og motiviske input fra to forskellige kulturelle rum, integreres og komprimers til noget nyt og originalt.

   Særligt bemærkelsesværdigt er at Cassatts billeder netop ikke er træsnit som de japanske forbilleder, men afspejler en helt anden grafisk teknik der kaldes 'koldnålrådering', kendetegnet ved at kunstneren ridser motivets linjer direkte i kobberpladen, hvilket kræver en uhyre sikker og præcis beherskelse af den hånd og det blik der fører nålen. Mary Cassatt var en fremragende tegner.

   Hun eksperimenterer også med andre kreative og nyskabende grafiske teknikker, som kaldes hhv. 'akvatinte og 'blødgrundsradering' - teknikker som er med til at give fine og bløde nuancer i farver og linjer. 

To andre interessante forhold dokumenterede udstillingen: 

   

Det ene er 'serieproduktionens' kreative muligheder.
   De forskellige trykteknikker og tegneteknikker indebærer at der fremkommer en lang række trykte mellemstadier før det endelige billede. Og hver af disse forstadier kan i sig selv - netop i kraft af det "ufærdige" udtryk - være kunst af en kvalitet som man ville nyde at have på væggen. 

   Endog kan nogle af de tidligere stadiers tryk måske være at foretrække frem for det færdige og gennemarbejdede udtryk. 

   Og endelig kan der simpelt hen være serier af tryk hvor hvert færdigt tryk afviger fra de andre, ved brug af nye og andre farver af forgrundsmotiv eller af baggrunden, noget der også kendes fra de japanske træsnit:

Denne interesse for at eksperimenterer med forskellig farvelægning af det samme motiv, den delte Mary Cassatt med flere af de andre store impressionister, ikke mindst Monet som jo producerede serier af malerier af det samme motiv i forskellig belysning og vejrligt, som fx høstakke-serien og domkirke-serien.

Men jeg synes også det her med serieproduktion på en sjov måde kobler sig til en artikel for nylig i Politikens Kultursektion, om virksomheden "Malerifabrikken". 

   Nyheden var at der er et firma der sælger samlebåndsproduktion af 'ægte malerier' med samme motiv, hvor serien af ensartede malerier er malet af kunstneren selv - med henblik på et kommercielt salg til det marked af bla. Ikea-kunder der gerne vil have rigtige malerier - ikke plakater - på væggen, billeder der matcher deres nyindrettede stuer med de nyindkøbte møbler. Og altså kunder som er lige glade med om maleriet er et 'unika'

   Rubrikken lød:

'Malerifabrikken': Kunstnere står på række og maler af efter sig selv

Men faktisk er en af pointerne i artiklen, som også understreges af en af de interviewede malere, at der ér tale om 'unika'. Ikke to i en serie er (helt) ens.
   Så når man køber et eksemplar, så er det - måske kun på enkelte punkter - forskelligt fra de øvrige i serien. Men det enkelte billede er stadig 'håndmalet' af den samme kunstner som har malet 'originalen' - det første billede i serien.

   Variationen fremgår af dette billede fra "Malerifabrikkens" katalog:

Havde kunstneren udstillet billederne som en "serie",  så ville enhver anmelder accepterer det som kunstnerens udforskning af et motivs "muligheder".
   Billederne fra "Malerifabrikken" koster ca. det samme som et stykke originalgrafik af en anerkendt kunstner, som måske er produceret i en serie på 25 eller 50 numre: 2.500 kr.

   Så hvorfor egentlig den underliggende forargelse i artiklen i Politiken?
   Ikke mindst i en tid hvor vi i kraft af digitaliseringen stort set har fået udvisket forskellen mellem original og kopi på en lang række områder. 

(fortsættelse følger - om japanske forbindelser)

André Derain - ud af mørket, frem i lyset - og andre historier fra det moderne maleris guldalder

Der er en stor Matiss-udstilling i København som jeg ikke har besøgt - endnu.

    Matisse er jo en af de helt store omkring århundredskiftet - efter impressionisterne. Et af de malerier jeg straks får ind på den indre skærm et det her - et portræt af hans kone. Jeg har set det på Statens museum for kunst, og det optræder i alle illustrerede bøger om ham og hans udvikling.

Jeg synes det er utroligt - og genialt tænkt og udført. Der er en simpel forenklet realisme i tegningen og formen af ansigtet og dets udtryk, men de klare urealistiske primærfarver der gennemsyrer motivet, får det forenklede motiv til mentalt og konceptuelt at brænde sig ind i min visuelle erindring.

Her et andet af Matisses malerier fra den samme periode ´Kvinde med hat´som også er et af dem der har gjort stort og varigt indtryk. Jeg genkender det med glæde når jeg just nu finder det på nettet:

Der er klart tale om konceptuel blending i disse billeder - af to 'input-rum'; ét konceptuelt rum hvor motivet 'ligner' virkeligheden i form og tegning, og et andet som leverer farverne, farver som er 'unaturlige' og ikke-beskrivende.
   Det er denne særlige konceptuelle blending der bidrager mest til min store fascination og fornøjelse ved at beskue dem.

Men generelt tænder jeg ellers ikke alt for stærkt på Matisses malerier. De er for dekorative, for meget farver og form - motivet er tilsyneladende kun en anledning for en æstetisk udvikling - væk fra virkeligheden - ind i abstraktionen.
   Jeg har det med Matisse lidt som med Picasso. Jeg kan intellektuelt indse de er geniale, men de fleste billeder i deres senere produktion (be)rører mig ikke.

 

Men min research via Google giver mig en overraskelse. Først et navn som jeg aldrig husker at have stødt på: André Derain. Koblet sammen med den retning som fik navnet 'Fauvisme', som jeg godt husker at have set og hørt om da jeg var ung og læste en del kunsthistorie. Men præcis hvilke kunstnere der indgik i den bevægelse husker jeg ikke.

   Så får jeg lidt af et visuelt chock da jeg ser Derains malerier her på nettet:

Louisiana havde en glimrende udstilling for et par år siden: Farven i kunsten. Jeg tjekker kataloget. Jo, André Derain var repræsenteret med tre billeder, men måske ikke hans allerbedste.

Historien fortæller at Derain og Matisse i sommeren 1906 tog til Sydfrankrig for at male sammen, og at de under dette samarbejde eksperimenterede vildt og udviklede helt nye ideer om 'naturstridig' brug af farver - ideer som klart brød med impressionismen der jo grundlæggende var en form for naturalisme.  

   Wikipedia:

Derain and Matisse worked together through the summer of 1905 in the Mediterranean village of Collioure and later that year displayed their highly innovative paintings at the Salon d'Automne. The vivid, unnatural colors led the critic Louis Vauxcellesto derisively dub their works as les Fauves, or "the wild beasts", marking the start of the Fauvist movement.

    In March 1906, the noted art dealer Ambroise Vollard sent Derain to London to compose a series of paintings with the city as subject. In 30 paintings (29 of which are still extant), Derain put forth a portrait of London that was radically different from anything done by previous painters of the city such as Whistler or Monet. With bold colors and compositions, Derain painted multiple pictures of the Thames and Tower Bridge. These London paintings remain among his most popular work. Art critic T.G Rosenthal: " Not since Monet has anyone made London seem so fresh and yet remain quintessentially English. Some of his views of the Thames use the Pointillist technique of multiple dots, although by this time, because the dots have become much larger, it is rather more simply the separation of colours called Divisionism and it is peculiarly effective in conveying the fragmentation of colour in moving water in sunlight." [4]

For mig er det lidt af et mysterium at jeg ikke har André Derains navn og hans malerier bare nogenlunde present.  

   Malerierne som jeg finder på nettet, er af en visuel og koloristisk kvalitet, så de burde hav fæstnet sig lige så stærkt i min erindring som så mange andre af de store franske malere fra århundredskiftet.  

   Jeg burde have læst mere om ham. Hans malerier fra denne fauvismlaie-periode er - i hvert fald for en umiddelbar betragtning - helt  i samme klasse som Matisse.

   Jeg læser lidt videre - og får forklaringen: Under anden Verdenskrig var André Derain 'tyskervenlig':

During the German occupation of France in World War II, Derain lived primarily in Paris and was much courted by the Germans because he represented the prestige of French culture. Derain accepted an invitation to make an official visit to Germany in 1941, and traveled with other French artists to Berlin to attend a Nazi exhibition of an officially endorsed artist, Arno Breker.[6] Derain's presence in Germany was used effectively by Nazi propaganda, and after the Liberation he was branded a collaborator and ostracized by many former supporters.[12]

Jeg kan referere til det foregående indlægs to teoretiske begreber: 'framing' og 'priming'. Han har - nativt - været offer for nazistisk propagandas bevidste priming- og framingstrategier. Og er blevet nedgraderet i betydning af kunsthistorien.

Hvem hørte ellers til fauvisterne i de små 10 år år bevægelsen var en bevægelse? To navne fremhæves:  Maurice de Vlaminck og Albert Marquet.

   Her et af Maurice de Vlaminck:

Og her et par af Albert Marquet:

Men det fremgår også at den retning der kaldes ´pointilisme' eller 'neo-impressonisme' - og som jeg godt husker og var ret fascineret af som ung, på flere måder var en forløber for fauvismen. Og at Matisse var stærkt inspireret af sommeren inden malersamværet med André Derain at have oplevet en inspirerende "malersommer" i San Tropez med to af neo-impressionismen store navne: Paul Signac and Henri-Edmond Cross.

   Her et af Signac:

Her et af Cross:



Og endelig Matisses eget store maleri i pointilistisk stil - det berømte ´Luxe, Calme et Volupté´ - inspreret af samværet med de to andre:



De må godt nok have haft det skægt, den gruppe malere, i de år når de tog til Sydfrankrig for at male sammen.