Akvarelmaleriets mysterier (35) - fra akvarel til farvetræsnit - Harald Henriksen - en stilfærdig pioner

Jeg samler ikke på kunst. Jeg har i de sidste mange, mange år kun købt tre kunstværker: 

- En akvarel med færøsk landskabsmotiv - malet af en af de andre deltagere på et Bardur Jakupsson-kursus som jeg tidligere har skrevet om.

- Et lille oliemaleri af en lidt naivistisk poetisk engel - af en kunstner som udstillede på det lokale bibliotek for et års tid siden.

- En muntert farvet kalabasskulptur - af en af mine morgensvømme-venner, indvandret fra Irak i 90´erne.

   På vores vægge har vi ellers i mange år næsten udelukkende haft plakater af kunstværker vi syntes var smukke, og så reproduktioner af japanske træsnit af bla mesteren over dem alle: Hokusai.

Men så for et par uger siden faldt jeg for et billede i glas og ramme som jeg så på en af de utallige julemarkeder. Det lignede en gammel gulnet akvarel, men sælgeren fortalte at det var et træsnit - produceret og signeret af en mand hvis navn jeg ikke kendte: Harald Henriksen.

   Jeg købte det fordi jeg tænkte at noget lignende kunne jeg godt tænke mig selv at male i akvarel., altså til inspiration. Og så var billedet i øvrigt selv tydeligvis inspireret af japanske træsnit fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet om flere gange her på bloggen, og som jeg er en stor elsker af, som fx det her:

Jeg pruttede prisen på Harald Henriksen-træsnittet ned fra 200 kr. til 175. kr. 

   Her ses 'fundet' - og derefter i en udgave uden glasreflekser:

Jeg researcher Harald Henriksen på nettet. Han er en såkaldt "glemt", men i øvrigt anerkendt kunstner, viser det sig, berømmet blandt kendere for to ting: dels at han var en fremragende akvarelmaler, dels at han producerede en lang række fine og poetisk farvtræsnit som blev ret så populære blandt almindelige mennesker. Forarbejderne til disse træsnit var - som man straks fornemmer - akvarelskitser.

   Der er udgivet en bog om Harald Henriksen af Ole Lindbo i forbindelse med en udstilling i 2010 på Frederiksberg hvor han boede i mange år. Titel på udstillingen: "Landskabet og byen". Titel på bogen: "Naturens Spejl". 

Harald Henriksen var ganske rigtigt - som i øvrigt mange andre af hans samtidige danske og udenlandske kunstnere i årtierne før og omkring århundredskiftet - inspireret af japanske træsnit. Men Harald Henriksen var så en af dem der ikke bare blev motivisk og formmæssigt inspireret, men også teknisk-udtryksmæssigt.  

   Her et citat fra udstillingspjecen:

Harald Henriksen (1883-1960) blev født i Odense, men flyttede til hovedstaden som 20-årig. Hans kunst kan beskrives som realistisk og lyrisk - ”fynsk” i karakteren.

   Han var naturligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også inspireret af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring.

   Harald Henriksen regnes som en af de sidste naturalister i dansk kunst. Han var nok traditionel, men alligevel original. Alle hans værker, bortset fra grafikken, blev til på stedet, foran motivet - og i al slags vejr. Han holdt af at skildre både de enkle, upåagtede danske landskaber og det københavnske byrum.

I introduktionen til bogen citeres Klaus Rifbjerg, og vi får lidt flere ord på hvad der kendetegner Harald Henriksen som kunstner:

Klaus Rifbjerg skriver i sit forord til bogen: ”Jeg ved ikke, hvor man skal placere Harald Henriksen, men symfonien ville være mangelfuld uden hans indsats. At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemmelig over.”

   Harald Henriksen (1883-1960) var en kunstner af den gamle skole, naturalist, friluftsmaler, lyriker. Han havde sine rødder i 1800-tallets kunst, men var også påvirket af den tidlige modernisme – jævnaldrende med Weie, Giersing og andre af de store 1900-tals kunstnere, men selv mere beslægtet med J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Fritz Syberg. Han var en indforstået skildrer af de enkle og upåagtede danske landskaber og af det københavnske byrum. Så landet virkelig sådan ud for bare 60 år siden? Er det romantik eller realisme? Bogens billeder dokumenterer, hvad det er, vi har mistet – og er ved at miste endnu mere af.

Her nogle af Harald Henriksens akvareller - som står for mig som værende næsten idealet af hvad akvarel kan - måske bedre end noget andet malemedie:

Ikke desto mindre er det faktisk Harald Henriksens farvetræsnit som jeg er mest begejstret for og betaget af. 

   Træsnittene har en raffineret enkelhed i former og motivtegningen - og en tilsvarende begrænsning af farveskalaen - som tilsammen giver træsnittene en helt særlig poetisk klarhed og lethed. 

   Faktisk har jeg på fornemmelsen at arbejdet med træsnittene har virket tilbage på hans akvareller, så man i hvert fald i reproduktioner på nettet har svært ved at skelne.

   

Her har de krav til udtryksmæssig forenkling som træsnitteknikken stiller, i den grad fungeret som en kreativitetstimulerende restriktion for Harald Henriksen.

   Se bare:

Det billede der følger her, er ikke et træsnit som man kunne fristes til at tro - men en akvarelskitse som er 'forbilledet' for et efterfølgende træsnit:

Til historien som begyndte med et "fund" på et lokalt julemarked, hører at da jeg kom hjem og præsenterede Harald Henriksen-træsnittet for fruen, så bemærkede hun at vi da vist allerede havde to træsnit af den samme kunstner oppe på første sal som er hendes domæne, og hvor jeg sjældent kommer. Det var nogle hun for nogle år siden havde arvet da moderen døde.

   Og ganske rigtigt og fuldstændig korrekt (undskyld blitz-reflekserne, det kan ikke undgås når de er i glas og ramme):

Serendipitet, er nøgleordet her.

Til historien hører så også at jeg nu har fundet fire af Harald Henriksens træsnit på nettet som var sat til salg af en kunstsamler i Jylland. De var - efter min vurdering - utroligt billige: 225 kr. pr. styk - inklusiv perfekt tilpasset passpartout.

   Så de er købt, er ankommet med posten, ser rigtigt dejlige ud - og er i meget fin stand.  Og de er sendt til indramning - inden jeg tænkte på at fotografere dem til dette blogindlæg!

Se de nyindkøbte træsnit i to følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Og endelig opdager jeg at han har været porcelænsmaler - såkaldt 'unikalmaler' for den Kongelige Porcelænsfabrik i  en række år, og har leveret malede unika-motiver til en række smukke porcelænsvaser og -krukker - så vidt jeg kan se - overført fra akvarelskitser - eller fra træsnit.
   Som her:

Hvis man vil se en meget stor del af Harald Henriksens billeder, både akvareller, oliemalerier og træsnit, så så kan man se dem i fine reproduktioner i bogen "Naturens spejl" som kan downloades her:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

En glimrende dokumenteret og illustreret gennemgang af Harald Henriksens udvikling af sin særlige og selvlærte farvetræsnitteknik findes i artiklen her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

Og endelig kan man finde en beskrivelse af hans arbejde som landskabsmaler med fokus på Bramsnæs vig og nærmeste omegn her:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

'Sort ser det ud' - et aktuelt 'reportage-digt' af Yahya Hassan - 'PRISFEST I KYIV' i Politikens kultursektion 5. marts 2014

Her til morgen stødte jeg på side 2 i Politikens Kultursektion på et digt af Yahya Hassan - skrevet kun med store bogstaver - såkaldte 'versaler' - og med hvide typer på sort baggrund. 

   Titlen på digtet var 

PRISFEST I KYIV

Titlen har en 'overligger' der leverer en redaktionelt forklarende aktuel kontekst og nøgle til forståelsen af digtet. Der står:

Yahaya Hassan har været tre dage i Kijev. Han har været på pladsen, talt med rebellerne og set deres billeder og film.

Her følger digtet, nogenlunde som det fremtrådte i avisen - og altså ikke i den normaliserede sort-på-hvidt-udgave man kan se på Politiken.dk. 

   Der er dog mindre linjeafstand her end i avisens original, og blogskabelonens tekniske begrænsninger gør at jeg ikke mulighed for grafisk at lave hele siden som én sort baggrund. Så man må som læser nøjes med denne tillempede versions forsøg på alligevel at give læseren nogenlunde samme oplevelse som jeg havde da jeg læste digtet "Prisfest i Kyiv" i min morgenavis:

RÅDHUSET ER BLEVET LIGHUSETEN KVINDE GRÆDER VED DE DØDES BORDUKRAINERE OG RUSSERE SNORKER MED HUNDENEPRÆSTER FAGTER FEBRILSK MED KORSENEEN LANDMAND BULLDOZEDE POLITIKÆDENFOLKET FØRTE SIG FREMAUTORITETEN BLEV ARRIGPOLITIKENS EUROPAREDAKTØRSAD PÅ SIT FEMSTJERNEDE HOTEL I SKUDSIKKER VESTOG RAPPORTEREDE FRA VINDUETEKSTRA BLADETS UNGKARL ER HJEMLØSSTAK AF FRA SNIGSKYTTERNE MED EN BLØDENDE HÆMORIDEHAN LEDTE EFTER NOGET HAN KUNNE TØRRE SIG MEDMENS DE LEVENDE SLÆBTE DE DØDEFASCISTER RÅBER EUROPAREDAKTØRENAD BØLLER MED KØLLERVIL IKKE SE DEM UDEN ELEFANTHUERLASTBILER LEVERER PROVIANT OG TRÆERBØRN BIDER I BRØDETHULEMÆND HUGGER TIL BRÆNDEARBEJDERE GRAVER FORTOVET OPOG HAKKER BROSTEN TIL KASTESKYTSKVINDER SAMLER I SÆKKEHÆRDEDE HÆNDER FØRER TIL FRONTENKAMPRÅB OG KLAGESANGSÅREDE SENDES MED SPORVOGNE PÅ SLAP LINESOLIDARITETSMYLDERMOLOTOVBRYG OG FRIBARTELTEFESTIVALTOILETTER OG ROSKILDELUGTAFFALDSBUNKERBETONBARRIKADER OG BLOMSTERSTIERKRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAERRØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONENFELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORGBYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅRKÆMPE KATAPULT SLYNGER EN SOFAPIANIST MED POLITIHJELM OG SKUDSIKKER VEST PLAGER KLAVERET PÅ PLADSENEN SNIGSKYTTE FANGES OG TRAMPESSIKKERHEDSSTYRKERNE SVÆKKES SKYNDER SIG VÆKOPMUNTRING OG OPRUSTNINGVAGABONDEN UDSTILLER EN SAMLING AMMUNITION PÅ EN BODOG BILLEDER AF BEGRAVEDEUNGDOMMEN VED CHECKPOINTSMED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVESKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLERPOLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅDUDSTYRET DELES UDEN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJERTRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOMREGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSEPÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAGOLIETØNDER OG SMELTEDE DÆKVARMER VINTEREN VED VODKAPOSTENPOLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTETKORRUPT PRÆSIDENT IN MENTEKORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTEGARVEDE GAMLE SKÆNKER SUPPEFEJER GADEN OG TROMMER FOR BALLADEJANUKOVITJ HAR FORLADT SIT PALADSEN REBEL GRINER I GARAGENTØMMER BARENOG SLÅR ET SLAG PÅ GOLFBANEN

Om det er et godt digt, er jeg ikke afklaret med. Men indtryk gør det. Og selvfølgelig er det en pointe at digtet ikke står "sort på hvidt", men omvendt og modsat: "hvidt på sort".

   Dets særlig (typo)grafiske udtryk gør ikke læsningen letter, men bremser den ned til en slags mental slowmotion.
   Det er i øvrigt helt parallelt til Yahya Hassans gennemførte brug af versaler til alle ord og tekstdele der også også fungerer som en slags mentalt 'benspænd' - et læseprocesens 'bump' der forhindrer hurtig og overfladisk læsning.

   

Der er tale om en slags 'kreativ restriktion' i forhold til læseren og læsningen, en 'begrænsning' som tilsyneladende er valgt lige så bevidst som sproget i alle digtene i hans første digtsamling i øvrigt synes at være. Den der havde digterens eget navn som titel: "YAHYA HASSAN".

  Da digtsamlingen udkom, og jeg fik den købt og læst, kunne den gennemførte brug af versalerne også tolkes som et konsekvent udtryk for 'kreativ vrede', syntes jeg. 

   Men en del af anmelderne udtrykte bare irritation over at alle linjer i alle digtsamlingens tekster var skrevet med store bogstaver. Og de opfattede det tydeligvis mest som en slags umoden og undommelige manér uden at forsøge sig med en positiv tolkning af det gennemførte, men udsædvanlige (typo)grafiske udtryk.

Det her digt i dag i Politiken er et smukt eksempel på det jeg i mange andre indlæg har kaldt 'konceptuel blending' - dvs. en kreativ blanding, integration og mental fusion af to ellers normalt adskilte konceptuelle rum; her altså at man (=Yahya Hassan) kombinerer noget der ligner en journalistisk subjektiv udenrigsreportage fra et storpolitiske brændpunkt - med det poetisk udtryk og de poetiske stilfigurer og sætningsformler som også kendetegnede teksterne i hans 'vrede' første digtsamling 

   Også disse digte kunne nemlig læses og opleves som en moderne og fornyende digterisk konceptuel blandingsform: 'en dagbog' over emotionelt stærke personlige oplevelser fra og subjektive refleksioner over opvæksten i en dysfunktionel indvandrerfamilie i et ghettomiljø og derfra videre til konfliktfyldt konfrontation med forskellige mennesker og institutioner i omverdenen da han bliver ældre; det er indholdsmæssigt 'en dagbog' som så i digtsamlingen er transformeret ind i en fri modernistisk prosalyrik - med et mix af forskellige poetiske udtryksformer, bogstavrim, halvrim og rytmisk dansende sætninger og sætningsemner, et mix der er særdeles velegnet til at recitere mundtligt fra en scene over for et publikum.
   Og det er ikke tilfældigt, for inden han blev digter optrådte han som 'rap-sanger og musiker.

Tydelig markeret med den ironiske titel "PRISFEST I KYIV" har digteren samtidig leveret et effektivt og demaskerende svar på de nyhedsartikler som jeg husker fra sidste uge, artikler der, lettere forarget, fortalte at han ikke ville være til stede ved den event hvor han skulle fejres som modtager af Politikens Litteraturpris. 

   Den her artikel fra Jyllandsposten.dk den 25. februar siger sådan set det hele:

Omstridt digter udebliver fra prisfest AF UFFE CHRISTENSEN460 mennesker skulle i morgen have mødt Yahya Hassan - men han er rejst til Kiev.
I morgen skulle den omstridte digter Yahya Hassan ved et stort arrangement i København have overrakt den prestigefyldte Politikens Litteraturpris, men han dukker ikke selv op.
   Det skriver Politiken.dk.

Yahya Hassan har allerede lagt et billede fra Kiev ud på sin Facebook-side. Screendump

I stedet har digteren - angiveligt af "private grunde" valgt at rejse til Kiev, hvor han opholder sig i øjeblikket.
   Der var tilmeldt 460 mennesker til arrangementet.
Ærgerligt afbud   Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen ærgrer sig over afbuddet, men siger blandt andet til Politiken:
   »Når man har med unge digtere at gøre, så er der altid en grad af usikkerhed, spontanitet og rock’n roll, så jeg havde tænkt, at det kunne ske."
   Litteraturredaktøren oplyser, at han allerede lørdag aften talte med digteren, der meddelte ham, at han ville tage til Kiev og derfor ikke kunne deltage i prisfesten.
   Men det betyder selvsagt ikke, at han ikke modtager både æren og de 250.000 kr., der følger med.

Jeg tillader mig at tro at redaktør Jes Stein Pedersen sammen med mange andre, også menige journalister, der var forargede over at Hassan ikke bare pænt påtog sig rollen som den glade og taknemmelige prismodtager, har haft lidt røde ører i dag. 

I øvrigt får jeg associationer til min ungdoms oplevelser da jeg som gymnasieelev læste Klaus Rifbjergs vist første egentlige digtsamling "Konfrontation" (1960). Det var en mental åbenbaring!

   Og fra mit litteraturstudium i 60´erne husker jeg især også det indtryk det gjorde da jeg læste R. Broby-Johansens debut-digtsamling "Blod" (1922), der i øvrigt også helt konsekvent brugt versaler i alle ord og sætninger i alle digtene. 

   Broby-Johansenen havde en kreativ digter-personlighed som Yahya Hassan i karakter og temperament er klart beslægtet med, både når det gælder den underliggende 'kreative vrede' i forhold til indholdet, og når det gælder de valgte 'kreative restriktioner' i forhold til udtrykket.

   

Se hvad www.litteratursiden.dk skriver om hvad der skete da "Blod" udkom:

Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.

   Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. 

   Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. 

   Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”    Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. 

   Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. 

   De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.

Jeg har en mistanke om at Yhaya Hassan faktisk har haft "Blod" som inspirationskilde for sin første digtsamling.
   Og det er i grunden ikke så galt!