Ole E. Petterson - arven efter Frello

I forbindelse med lidt research før mit besøg på Varde Museum hvor jeg og fruen skal (gen)se Otto Frello-udstillingen, stødte jeg på en anden - stil- og åndsbeslægtet kunstner: Ole E. Petterson. 

Ole E. Petterson (født 1944) er elev af Otto Frello, idet han er blevet uddannet på Akademiet for fri og merkantil kunst hvor Frello i en række år både var underviser og forstander.

   Ole E. Pettersons baggrund beskrives sådan på Science-Fiction-bloggen 'Ekkorummet' hvis bestyrer og gennemgående skribent var oversætteren Stig W. Jørgensen:

Ole E. Petterson var et kendt navn blandt danske science fiction-læsere i 1970'erne og 1980'erne. Han leverede et hav af meget karakteristiske sort-hvide illustrationer til bøger og blade inden for genren. Petterson, der også var bibliotekar, var desuden meget optaget af den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick, og i 1980 redigerede han således Proximas tema-nummer om forfatteren (nr. 23).    Petterson stod derfor også bag et af de mest attråværdige samlerobjekter i de danske science fiction-udgivelsers historie, Dicks kortroman Anden udgave (efter Second Variety), der udkom på Tangentforlaget i 1982. Petterson havde både oversat og gennemillustreret historien, således at udgivelsen samtidig var en spændende kunstbog.

   De sidste mange år har man ikke hørt så meget til Ole E. Petterson i science fiction-sammenhænge. Det skyldes tilsyneladende ikke at han har ligget på den lade side, men derimod at han har helliget sig sin hovedinteresse, maleriet (som nævnt i Otto Frello-indlægget nedenfor, var Petterson elev af Frello på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1960'erne). Ole E. Petterson har siden 1995 været fuldtidsbeskæftiget som maler.

Ole Lindbo, som også har skrevet bogen om Harald Henriksen, fortæller om Ole E. Pettersons kunst på dennes egen hjemmeside http://www.oep.dk/:

Billedets Magi

Der er kunst, som falder ned gennem tiden, ud gennem tidens afgrænsninger, og således gennemhuller forestillingen om kunstens aktualitet. Måske er det den kunst, som holder længere end alt andet?

Dét er den kætterske tanke man får, når man første gang præsenteres for maleren Ole E. Pettersons billeder. Man stopper op. Tøver. Undres. Forvirres. Fascineres. Det er som at bladre i en bortkommet bog, fyldt med fortællinger om glemte øjeblikke. Det er som at kigge ind gennem et nøglehul og blive præsenteret for en historie i en række anelsesfulde glimt. En historie uden begyndelse, forløb og slutning. Som tvinger beskueren til at lege privatdetektiv, på sporet af en gåde, der kræver at blive løst.

   Man kan kalde Ole E. Pettersons billeder for så meget: Ny-surrealisme, magisk realisme - måske endda en slags ny-symbolisme. Det er vel egentlig underordnet. Lad os starte med at fastslå, at han kan sit kram, sit håndværk. Og at han har noget på hjerte. Han vil fortælle gode historier. Og det gør han, i fabulerende og forrygende grad. Han er nemlig en ægte fortæller, der - uden moralisme - er faldet i forundring over sine omgivelser og deres skjulte hemmeligheder.

   Intet er, hvad det synes at være i hans univers. Fornuften er sat fra bestillingen. Det underbevidste regerer. Drømme er lige så virkelige som den såkaldte virkelighed. Måske er vi en drøm, drømt af nogen andre?

   Ole E. Pettersons billeder er fyldt med sammentræf og associationer. Som beskuer sættes man ind i en labyrint, som man selv må finde ud af. Kunstneren kan virke gammelklog og litterær, og alligevel adlyder han kun billedets egne love og mønstre. Hvis han virker hemmelighedsfuld, er det kun fordi beskuerens egen fantasi bevæger sig ad hemmelighedsfulde stier.

   Man forbavses ikke, når man hører, at kunstneren i sin tid lod sig inspirere af såvel Hieronimus Bosch som af Salvador Dali. Han henter helt sikkert sine inspirationer fra de samme dybder som de to gamle klassikere i kunstens verden. Og de to store klassikere kan roligt være stolte over, at have en slags nutidig efterfølger som Ole E. Petterson.     Ikke fordi han ligner dem. Det gør han slet ikke. Men han henter tydeligvis sine inspirationer fra det samme arsenal af drømme og visioner og parallelle universer, som de to gjorde.

   Enhver form for virkelighed er som en kinesisk æske. Der gemmer sig hele tiden nye æsker inden i de æsker, vi først åbner. Ole E. Pettersons kunst er således for de eftertænksomme, de fabulerende og de nysgerrige, for hvem fornuften til enhver tid er en dårlig forklaring på, hvordan alting hænger sammen.

   Man snyder sig selv, hvis man ikke snarest går på opdagelse i hans forunderlige og stemningsfulde billedunivers.

Her er nogle af Ole E. Pettersons malerier som han viser på sin hjemmeside:

Drømmenes Engel. 2001

Alice og Nattevagten. 2002

Hos Sødring. 2005

Hos Iohannes nr. 3. 2006

Ved bordet. 2007

I køkkenet. 2008

Picnic. 2010

Under Åbuen. 2012

Udkald til Ankehøj. 2013

Dorotheas fødselsdag. 2014

I Pettersons malerier vrimler det med både skjulte og helt åbenlyse referencer til og visuelle citater fra mere eller mindre kendte værker fra den europæiske og danske kunsthistorie og den klassiske mytologi.
   I det tilfældige udvalg af Pettersons billeder ovenfor, finder jeg ved en kort billedresearch på google åbenlyse visuelle citater fra de følgende mere eller mindre kendte malerier. Men jeg er overbevist om at sådan er det hele vejen igennem i hans malerier.
   Se bare her:

Dorothea Thanning: Birthday. 1942

J.Th. Lundbye;
Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde 1847

Eduard Manet: The Luncheon on the Grass. 1867-68

Johannes Vermeer: The Girl with the Wine Glass. 1659

Christen Købke: Landskabmaleren Frederik Sødring. 1832.

Pettersons malerier er jo - som Frellos - teknisk dygtigt udført i en form for klassisk realistisk oliemaleri. Og dermed er han også beslægtet med moderne, men ligeledes indholds- og udtryksmæssigt tilbageskuende 'superrealistiske' nulevende malere som Niels Strøbek og Thomas Kluge, der jo også er kendetegnet ved at de i deres malerier inkorporerer visuelle citater og referencer fra ældre dansk og udenlandsk kunst.

Når vi taler om og prøver at karakterisere Pettersons malerier, så kan man stille spørgsmålet: Er det kitsch eller kunst? Er der for meget 'fidus' og 'kulturhistorisk fims' over de mixede motiver? Er de for beregnende?
   Et spørgsmål som også Kluge og Strøbek - og Frello er blevet mødt med af det kunsthistoriske og kunstteoretiske establishment i tidens løb.
   Petterson ser ud til at sælge pænt, og priserne er ikke særligt høje. Mellem 9.000 kr. og 16.000 kr. fremgår det af hans hjemmeside.

Så lidt tror jeg ikke man nogensinde har kunnet få et Otto Frello-oliemaleri for. Men jeg kan ikke lige på nettet finde priser.
   Jeg mener dog at kunne huske fra noget jeg har læst for et par år siden, at han er oppe i mange hundrede tusinde kroners klassen for et af sine oliebilleder.
   Af mange grunde vil jeg ikke selv nogensinde stille spørgsmålet til Frello: om det er kitsch eller kunst? Af flere grunde, som jeg ikke  lige kan nå at komme ind på her.
   Frello er typisk rigtig længe om at male sine billeder "af en anden verden" -  og 'fantasy' er nok den mest præcise betegnelse for hans maleriske retning og orientering.
   Man kan i hans samlede produktions indhold, motiver, stil og udtryk finde gennemgående tendenser som man ellers primært forbinder med særlige genrer inden for  tegneserier, romaner og (animations)film, med rødder i ikke mindst Tolkiens bøger.
   Prøv selv at google "fantasy art", og klik på "billeder", så skal du se løjer - og fabulerende fantasier ud over alle grænser: verdener, personer, væsener som er "af en anden verden", men fremstillet og malet hyperrealistisk og teknisk helt suverænt, så de har en ubehagelig - og fascinerende genkendelighed: Hvad nu hvis ...?

'Ekkorummet' (Stig W. Jørgensen) bragte også en længere personlig artikel om oplevelsen af Otto Frello som kunstner i anledning af en udstilling i Helligåndshuset 2009, en artikel som jeg synes er fortjener at blive citeret:

Frello - fabulant og simulacrum

Kunstmaleren Otto Frello fylder 85 år i morgen, 6. april. Senere på måneden vil næsten hele hans produktion kunne opleves på en stor udstilling i København.

For enogtyve år siden oplevede jeg en åbenbaring. Der var ikke noget overnaturligt ved det. Det betød ganske bogstaveligt at noget kom til syne for mig som beskuer. Men dog et syn som efter alle de år står lige så stærkt for mig som dengang og siden er blevet en integreret del af mit liv.

   Jeg besøgte dengang for første gang Frello-familiens hjem og trådte ind i en stue hvor Otto Frellos Københavnerbillede prydede endevæggen. Billedet havde jeg faktisk set før. Det var blevet brugt på omslaget af tegneserieantologien København fra Bogfabrikken året før, i 1987. Men selv om jeg havde set denne udgivelse, var det intet at ligne mod oplevelsen af at stå over for det Rembrandtagtigt store lærred med følelsen af at kunne træde direkte ind i ikke én, men mange andre tider.

   Københavnerbilledet (1985-6) skildrer Amagertorv i et tidløst panorama hvor fragmenter af forskellige historiske epoker fremtræder spøgelsesagtigt overlappende. Også fremtiden er diskret repræsenteret.    Under den karakteristiske, stiliserede signatur er der noteret '1992' - dengang et futuristisk årstal. Billedet er vel stadig i dag (med konkurrence fra Oksbølbilledet = ravskoven) malerens 'store stykke', men det er ikke perfekt. Horror vacui-udfyldningen af himlen over byen giver en klaustrofobisk fornemmelse og en ubalance i kompositionen. Men denne skævhed - i bogstavelig og overført betydning - er med til at gøre billedet uforglemmeligt. Jeg har nu haft en reproduktion hængende i to årtier og opdager dagligt nye detaljer.

   Frello var dengang ukendt - som kunstmaler altså. Som tidligere forstander for Akademiet for fri og merkantil kunst (hvor han underviste mange, senere fremtrædende illustratorer og kunstnere, heriblandt den i science fiction-kredse kendte Ole E. Petterson) og professionel illustrationstegner til bl.a. en stribe af Politikens Håndbøger fra 70'erne (Ædelstene i farver, Stilarternes kavalkade osv.) var han langt fra ukendt i illustratorkredse. Maleren Otto Frello fik derimod for første gang offentlighedens bevågenhed halvandet år efter min personlige åbenbaring da fødebyens Vardes Museum i december 1989 slog dørene op for den første udstilling af 20 oliemalerier. I de følgende år blev han i stigende grad præsenteret i medierne som en slags mystisk fund under det sigende brand-name 'Den ukendte maler' - noget man, som han senere betroede, skal være en meget garvet gammel rotte for at kalde sig selv! Det store gennembrud fik Frello som 70-årig ved udstillingen i Helligåndshuset i København i 1994.

Frellos billeder er realistisk fabulerende. Billederne er eventyrlige, men i modsætning til f.eks. hos surrealisterne overholder motivernes elementer gerne tyngdeloven. Omvendt kan der leges med dimensionerne som i Tågen (1993) - brugt som plakat for science fiction-festivalen Fabula '96 - hvor en mikroorganisme fremstår i mandshøjde. Blandt de talrige genrebetegnelser andre har hæftet på billederne, har Frello vist selv været mest begejstret for beskrivelsen postmoderne simulacra. Billederne er 'simulacra' derved at de foregiver at rumme eller illustrere en kompleks og dybsindig fortælling. I virkeligheden er de imidlertid rent visuelle konstrukter, og beskueren må selv levere fortællingen - hvilket det faktisk er komplet umuligt at lade være med! I senere værker som fremtidsvisionen Det sidste menneske fra 2000 synes der dog at være en større grad af bagvedliggende narrativitet. Den sidste overlevende af menneskeslægten læner sig op ad billedrammen - som med et typisk Frello-greb er malet på lærredet - på en baggrund af et dødningeagtigt ruinlandskab og en meget levende natur der står på spring for at tage over efter mennesket. Med direkte øjenkontakt med beskueren stiller det sidste menneske indirekte spørgsmålet om det også er tidens ophør når dette bevidste blik slukkes.

Om alt dette er særligt postmoderne kan derimod diskuteres. Men der er utvivlsomt tale om en legende referentialitet, som gerne spiller på guldalderens kunstnere, men lige så vel har appelleret til Generation X og generationerne derefter. Denne 'leg' er gennemført ironisk og også respektløs over for eget værk. F.eks. kan man på Københavnerbilledet finde de to gråspurve som engang prydede de danske 20-kronesedler.   Det er en senere tilføjelse som derfor ikke er med på tidlige reproduktioner. Det er også sådanne referencer der har fået dele af den etablerede kunstverden til at nedvurdere Frello som blot en 'plakatkunstner', men som klicheen lyder: Den der kun ta'r spøg for spøg ... Et billede som Chagalls modeller (1988-9) er da naturligvis en vits. Men det er samtidig en oprigtig, besk kommentar til traditioner i det 20. århundredes kunst der kun tillader skildringer af menneskenaturen som forkrøblet og til tider lader hånt om den håndværksmæssige basisteknik.

   Frello er ikke længere nogen ukendt maler - han har et stort og hengivent publikum. Derfor han har også i de senere år skiftet titel til utidig maler. Det er en uhyre velvalgt betegnelse. Dels handler vigtige dele af Frellos motivverden netop om at stille sig uden for og ophæve tiden. Dels er han ganske uden traditionsmæssig berøring med sin samtids kunst - de dele af kunstlivet som åbent indrømmer deres beundring for ham, som portrætmaleren Thomas Kluge, er skikkelser som selv bliver mødt med professionel skepsis. Og sidst men ikke mindst er Frello da utidig som en der går på tværs af den herskende smag. Diskret knarvorn, men altid med et glimt i øjet, lægger han ikke skjul på sin foragt for den 'kunstverden' der omvendt ikke vil kendes ved ham.

Ideen om en overensstemmelse mellem liv og værk er noget man oftere ser diskuteret i forbindelse med mere bohemeagtige kunstnere. Men den sindige, borgerlige Frello er ligeledes et konsekvent menneske hvis kunst synes at udspringe direkte af hans livsførelse. Der går en lige linje fra illustratorvirket til maleriet. Otto Frello er oprindeligt uddannet håndværksmaler, har selv restaureret og malet sit hus i den indre by og kan således krukke med at boligen er 'en ægte Frello' - hvad den ved nærmere eftersyn vitterlig er. Publikum fik lov til at opleve dette hus i 2004 hvor der blev afholdt en udstilling i kunstnerens eget hjem, som er præget af selv samme finurlighed der kendes fra billederne. Rundt omkring er mystiske objekter delvist skjult i væggene, ikke ulig den forstenede lommeregner i Tre Krukker (1991), og kommende generationer vil utvivlsomt finde sære, indemurede skatte. Gæster bukker sig ned for at forsøge at samle genstande op som viser sig at være malede. På én etage er selve døren en illusion. Engang sad jeg fnisende i skjul med den samlede Frello-familie og iagttog et stakkels avisbud der forsøgte at putte reklamer i en malet brevsprække. Det er næsten performancekunst.

   Jeg bider vel mærke i denne overensstemmelse fordi jeg har været så heldig at komme i familiens hjem i en årrække (og endog med stolthed kan sige at jeg har haft en finger med i motivvalget til et enkelt lille Frello-maleri), men jeg er overbevist om at billederne under alle omstændigheder ville være blevet en del af min personlige mytologi, som de er blevet det for så mange andre. Under aftenvandringer i København har jeg tit sendt en tanke til Københavnerbilledet og følt trøst snarere end uhygge ved den tanke at også jeg engang blot vil være en af storbyens utidige skygger.

Otto Frello døde 91 år gammel i marts i år. 

Jeg glæder mig i den grad til at se og gense hans kunst på den permanente Frello-udstilling i Varde-museum.

Hvis du i denne blogs søgefelt skriver Otto Frello, så kommer der links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om hans billedkunst, herunder også om hans fantastiske illustrationer som har været unikke og bærende i en række af Politikens håndbøger - som "Klædedragtens historie", "Ædelstene i farver", "Stilarternes kavalkade", "Balloner og Luftskibe" m. flere.

Harald Henriksen-oliemalerier - ønskedrømme elle ægte - om mine oplevelser som naiv "skattejæger"

Han van Meegeren eller Jan Vermeer?

I min gamle bog fra 1990 "Faktion som udtryksmiddel" var der et kapitel som jeg stadig husker at jeg var ret stolt over at have tænkt og skrevet:

Sandhed, løgn, og det rene digt - i sprog og billeder

På mange måder var det et kerneafsnit, for det var der jeg introducerede begrebet "overenskomst" mellem producent og publikum, som er det helt grundlæggende 'kontraktforhold' der adskiller fakta og fiktion i praksis, og som så også er grundlaget for at kunne tale om 'særoverenskomster' for blandingsgenrerne - for forskellige former for 'faktion'.

   Det var et begreb og en tænkning som senere blev re-aktualiseret af Poul Behrendt i hans bog "Dobbeltkontrakten" (2006).

   Inspirationen hentede jeg fra to faglige kilder: J. L. Austins "How to Do Things with Words" (1962), og John R. Searles "Speach Acts: An Essay in the Philosophy of Language" (1969).

 

Et underafsnit i kapitlet har overskriften:

Om "sande" og "falske" billeder

Også det husker jeg at jeg var særlig glad for - fordi det for mig selv gjorde op med den faglige, men løsagtige påstand som florerede i de humanistiske miljøer i universitetsverdenen op gennem 70´erne og 80´erne: "billede er sprog" - og underforstået: "billeder kan og skal analyseres som sprog."

   I afsnittet om "sande" og "falske" billeder siger jeg at mens man kan tale om 'sande og falske påstande og udsagn' i sprogbrugen, så kan man ikke på samme måde tale om 'sande og falske billeder' i "billedbrugen". Gør man det alligevel i daglig løsagtig tale, så er det som regel ikke billederne i sig selv man taler om, men direkte eller indirekte sproglig påstand om billederne: enten udsagn om hvem der er deres ophavsmand, eller udsagn om hvad de forestiller, eller hvor og hvornår de er produceret.

   Når der fx i en reportage- eller dokumentarfilm oppe i et hjørne af billedfladen står skrevet "r" eller "rekonstruktion", eller når der ved et illustrerende pressefoto i en avis står "modelfoto", så er de netop sproglige udsagn - påstande - der siger at disse billeder ikke overholder den traditionelle faktakontrakt for hvordan billederne er produceret. At de altså i en vis forstand er "falske", men at publikum netop i forhold til disse billeder skal "lege" eller "lade som om" at de alligevel er OK i forhold til "kontrakten".

   Konklusionen er: Billder kan ikke 'lyve', det kan kun sproglige udsagn om billederne.

Dette afsnit i min gamle bog kom jeg til at tænke på for nylig da jeg helt personligt blev konfronteret med problemet i min jagt på flere billeder af Harald Henriksen, en kunstner hvis værker jeg var og er blevet stærkt forelsket i.

 

Jeg har altid syntes det var spændende at læse avishistorier om kunstfalsknerier. Af ældre store mestre er bl.a. Jan Vermeer blevet dygtigt forfalsket af hollænderen Han van Meegeren som døde 1947.

   For nylig har man kunnet læse om afsløringen af en stor spansk falsknerring specialiseret i produktion og salg af forfalskede billeder af Picassso, Miro, Matisse.

   Men da jeg aldrig før det sidste halve år selv har været dedikeret køber af kunst, så har spørgsmålet om forfalskede malerier primært haft akademisk interesse

I de seneste indlæg om min samlermani som er blevet tændt i forhold til maleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1883-1960), har jeg stort set udelukkende fokuseret på hans akvareller og hans farvetræsnit, og endda med hovedvægte lagt på træsnittene som fra starten var dem jeg var mest betaget af og også har købt flest af.

   Harald Henriksen er også fremragende som akvarelmaler, og der er i hans produktion et interessant vekselspil i udviklingen af hans akvarelteknik og hans farvetræsnitteknik. 

   Og det er heldigvis også lykkedes mig at finde og anskaffe 4 af hans akvareller, et par af dem dog præget af at de oprindeligt hvide områder hvor papiret står frem umalet, med tiden er gulnet ret meget.

   Og ikke mindst når jeg nu selv på amatørbasis er begyndt at male akvarel, så er hans akvarelbilleder spændende at have hængende til nærstudier, fordi man simpelt hen kan aflæse hans fremragende teknik skridt for skridt og lag for lag, idet akvarelmaleri jo indebærer at intet kan laves om når først penslen har afsat sin farve på papiret.

Men Harald Henriksen var også oliemaler, og malede ganske mange billeder i det medie - især da han var yngre. Jeg har set en del af dem afbilledet på nettet i Ole Lindbos bog, og også på væggene i sønnens hjem har jeg set en del.

   Og jeg har fra starten syntes at Henriksens oliemalerier nok var de mindst interessante i hans produktion. Ikke at de var dårlige, men ...

   

Sønnen Hans fortæller til slut i denne video fra udstillingen af faderens billeder i 2010 at han også er mest begejstret for akvarellerne og for træsnittene:

Journalisten spørger omkring 16:13 inde i indslaget hvad Hanses far "bedst kunne lide at arbejde med: træsnit, akvarel eller oliemaleri. Hans svarer:

Jeg tror lige godt han kunne lide træsnit og akvarel, men efterhånden som han blev ældre, forlod han mere og mere oliemaleriet, fordi han syntes det var for tungt, og han syntes måske ikke rigtig at det lå så godt for ham. Det er jo også rigtigt. Jeg synes han har nået sine bedste resultater i akvareller og træsnit.

Men trods det at både Harald selv, sønnen og jeg er enige om hvor hans største kunstneriske landvindinger lå og ligger, så ville det for en nyudsprunget og lettere manisk samler som mig, være sjovt og interessant også at kunne erhverve mig et eller flere af Harald Henriksens oliemalerier.

   Et var udbudt på nettet - Secondhand Galleriet -  til 1000 kr., men det havde jeg valgt fra fordi jeg syntes det var for kedeligt:

Maleri olie på lærred, popler, vandpost og kirke, signeret "H H ", indrammet i guldramme (tidligt værk) fin stand, 57 x 47 (Motivet er Rødover Kirke og billedet er malet før 1926, tak for oplysninger fra Hans Henriksen)

Men nogen af hans oliemalerier var og er også virkelig fine, fx det her der blev solgt på en Bruun-Rasmussen-auktion 2012 for 9.000 kr. - men med en oprindelige vurdering på 3.000:

Summer scenery by the sea. Oil on canvas. 70 x 81 cm.

Jeg har lagt søgeagenter ud på "Harald Henriksen" på forskellige sites, og den 2. juli var der bid. 

   Hele to "Harald Henriksen-oliemalerier var til salg i DBA (Den Blå Avis) af samme sælger. Til en meget overkommelig pris: 1000 kr. stykket.

   Sådan så de ud på Den Blå Avis:

Jeg fik aftalt en reservation på billederne og en aftale om at komme til Odense og se nærmere på dem. Men fik heldigvis også mailet min begejstring til min Harald Henriksen-pusher og ekspert, sønnen Hans. Og viste samtidig det to billeder på mailen.

   Og hans reaktion var spontant at han ikke troede på at det var hans far der havde malet dem.

  

Det stod H.H. på begge billeder med rødt, og jeg mente at kunne huske at han tidligt - før 1926 - netop havde signeret sine billeder med HH i versaler. 

   Jeg syntes også at især det øverste havde flere træk i måden motivet var behandlet på, som jeg genkendte fra nogle af de billeder jeg havde set i Ole Lindbos bog "Naturens spejl". 

   Efter at have fået at vide at jeg kunne tjekke signaturen via http://signaturbogen.wikidot.com/ var det hurtigt klart at det ikke kunne være "min Harald Henriksen", for hans signatur så sådan ud ...

... mens HH-signaturen på billederne til salg ikke stod lodret, men hældte til højre, og der var punktum efter hvert af de to H´er. Og så var signaturen skrigrød, hvad der også virkede "mærkeligt" og ukunstnerisk fordi de dermed kom til at dominere udtrykket. 

   Jeg forklarede Hans Henriksen hvorfor jeg oprindelig var faldet for billederne som ægte Harald Henriksen-oliemalerier, dog uden at have inspiceret dem i virkeligheden, som jeg planlagde at gøre  inden evt. køb:

Det jeg i min ønskedrømme-fantasi så ved visuel nærlæsning i de to nye malerier, var faktisk at de ligesom din fars træsnit virker som om det er en 'akvarelmaler' der har malet dem - men bare i olie.

   Og det mindste med søen i baggrunden synes jeg virker som om det er inspireret af LA Ring, som jo i følge litteraturen var en af hans inspirationskilder i de unge år.

   Det større med bådene i den kantede sø og husene i baggrunden, er jo ret præget af rene flader i bygningerne der er sammensat og malet så det næsten er abstrakt. Og på den måde ligner de bygningerne i baggrunden i billedet fra Secondhand Galleriet. Og i øvrigt også det billede der er vist i Naturens Spejl side 49 - Motiv fra Valby fra 1916.

   Der er også noget med et specielt lidt forvrænget perspektiv i forholdet mellem forgrunden med bådene som ses meget fra oven og baggrunden med husene, som jeg synes jeg genkender fra flere af hans billeder fx. bybilledet med storkespringvandet s. 63 i Naturens Spejl, de to magasinforsider som vises s. 78, og ikke mindst billedet Mødding i Bjergene fra 1920 som er vist s. 83.

   I de billeder virker det som om han har haft en slags vidvinkel på øjnene - og den genfandt jeg, syntes jeg i det store billede.

Jeg spurgte derefter sælger om hun havde noget historie - såkaldt 'proveniens' - der kunne sandsynliggøre at hendes røde H.H.-signatur refererede til "min Harald Henriksen". Det kunne hun ikke. Malerierne var købt af hendes mand fordi "han syntes de var gode". Nu var han død, og hun ville realisere dem da hun skulle flytte. 

Min ekspert opsummerer:

Ved opklaring af kriminalgåder er det ofte småbitte detaljer, der er fældende. Således også her.

  Se de to punktummer efter H’erne på det ene billede. Det ville ‘vores’ Harald aldrig gøre, (og det hører i det hele taget ikke til i et monogram). De to billeder må antages at være af den samme H H, hvem det så måtte være. Måske en der har lænet sig stærkt op ad vores Harald.

   Og at de skulle være fra før 1926 er yderligere usandsynligt.

   Iflg. Signaturbogen var det kun vores Harald og Hans Henningsen der benyttede ‘H H’, og Henningsens billeder ser helt anderledes ud.

   Jeg må dog tilføje at ikke alle malere er med i Signaturbogen. Jeg måtte faktisk selv lægge min far på for nogle år siden.

   Konklusion: Selvom der kun foreligger ‘circumstantial evidence’, må jeg – suppleret af min fornemmelse - sige at det er stærkt usandsynligt at min far er forbryderen. Men billederne er jo ikke egentligt dårlige, særlig ikke det med bådene, – her er skyerne meget haraldsk malet., og også husene som du skriver.

Jeg fik en lærestreg som heldigvis ikke kostede noget. Jeg er blevet klogere. Og naturligvis mere skeptisk hvis og når mine søgeagenter finder nye "Harld Henriksen"-billeder.

   Men så.... for godt 14 dage siden, blev endnu et oliemaleri tilskrevet Harald Henriksen, udbudt til salg på Den Blå Avis - til den mærkelige pris af 499 kr.

Svendborgsund. 1933 Olie på lærred

Af min ekspert fik jeg bekræftet at denne gang var den god nok. Det var et ægte Harald Henriksen-oliemaleri. Men det virker beskåret for oven og for neden.

   Jeg kontaktede sælger på mail flere gange, men fik ikke noget svar. 

   Der står en dato på annoncen: 22. september kl. 22, som tyder på at det er en gammel salgsannonce som ikke er trukket ud af systemet, og som min søgeagent så har hevet frem af DBA-arkiverne.

   Det kunne være jeg skulle overveje Secondhand Galleriets tilbud, alligevel. For dog at have et oliemaleri af kunstneren i min samling.

Her er link til tidligere blogindlæg om min jagt på Harald Henriksen-billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/akvarelmaleriets-mysterier-46-min.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/06/akvarelmaleriets-mysterier-47-en.html

Akvarelmaleriets mysterier (35) - fra akvarel til farvetræsnit - Harald Henriksen - en stilfærdig pioner

Jeg samler ikke på kunst. Jeg har i de sidste mange, mange år kun købt tre kunstværker: 

- En akvarel med færøsk landskabsmotiv - malet af en af de andre deltagere på et Bardur Jakupsson-kursus som jeg tidligere har skrevet om.

- Et lille oliemaleri af en lidt naivistisk poetisk engel - af en kunstner som udstillede på det lokale bibliotek for et års tid siden.

- En muntert farvet kalabasskulptur - af en af mine morgensvømme-venner, indvandret fra Irak i 90´erne.

   På vores vægge har vi ellers i mange år næsten udelukkende haft plakater af kunstværker vi syntes var smukke, og så reproduktioner af japanske træsnit af bla mesteren over dem alle: Hokusai.

Men så for et par uger siden faldt jeg for et billede i glas og ramme som jeg så på en af de utallige julemarkeder. Det lignede en gammel gulnet akvarel, men sælgeren fortalte at det var et træsnit - produceret og signeret af en mand hvis navn jeg ikke kendte: Harald Henriksen.

   Jeg købte det fordi jeg tænkte at noget lignende kunne jeg godt tænke mig selv at male i akvarel., altså til inspiration. Og så var billedet i øvrigt selv tydeligvis inspireret af japanske træsnit fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet om flere gange her på bloggen, og som jeg er en stor elsker af, som fx det her:

Jeg pruttede prisen på Harald Henriksen-træsnittet ned fra 200 kr. til 175. kr. 

   Her ses 'fundet' - og derefter i en udgave uden glasreflekser:

Jeg researcher Harald Henriksen på nettet. Han er en såkaldt "glemt", men i øvrigt anerkendt kunstner, viser det sig, berømmet blandt kendere for to ting: dels at han var en fremragende akvarelmaler, dels at han producerede en lang række fine og poetisk farvtræsnit som blev ret så populære blandt almindelige mennesker. Forarbejderne til disse træsnit var - som man straks fornemmer - akvarelskitser.

   Der er udgivet en bog om Harald Henriksen af Ole Lindbo i forbindelse med en udstilling i 2010 på Frederiksberg hvor han boede i mange år. Titel på udstillingen: "Landskabet og byen". Titel på bogen: "Naturens Spejl". 

Harald Henriksen var ganske rigtigt - som i øvrigt mange andre af hans samtidige danske og udenlandske kunstnere i årtierne før og omkring århundredskiftet - inspireret af japanske træsnit. Men Harald Henriksen var så en af dem der ikke bare blev motivisk og formmæssigt inspireret, men også teknisk-udtryksmæssigt.  

   Her et citat fra udstillingspjecen:

Harald Henriksen (1883-1960) blev født i Odense, men flyttede til hovedstaden som 20-årig. Hans kunst kan beskrives som realistisk og lyrisk - ”fynsk” i karakteren.

   Han var naturligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også inspireret af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring.

   Harald Henriksen regnes som en af de sidste naturalister i dansk kunst. Han var nok traditionel, men alligevel original. Alle hans værker, bortset fra grafikken, blev til på stedet, foran motivet - og i al slags vejr. Han holdt af at skildre både de enkle, upåagtede danske landskaber og det københavnske byrum.

I introduktionen til bogen citeres Klaus Rifbjerg, og vi får lidt flere ord på hvad der kendetegner Harald Henriksen som kunstner:

Klaus Rifbjerg skriver i sit forord til bogen: ”Jeg ved ikke, hvor man skal placere Harald Henriksen, men symfonien ville være mangelfuld uden hans indsats. At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemmelig over.”

   Harald Henriksen (1883-1960) var en kunstner af den gamle skole, naturalist, friluftsmaler, lyriker. Han havde sine rødder i 1800-tallets kunst, men var også påvirket af den tidlige modernisme – jævnaldrende med Weie, Giersing og andre af de store 1900-tals kunstnere, men selv mere beslægtet med J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Fritz Syberg. Han var en indforstået skildrer af de enkle og upåagtede danske landskaber og af det københavnske byrum. Så landet virkelig sådan ud for bare 60 år siden? Er det romantik eller realisme? Bogens billeder dokumenterer, hvad det er, vi har mistet – og er ved at miste endnu mere af.

Her nogle af Harald Henriksens akvareller - som står for mig som værende næsten idealet af hvad akvarel kan - måske bedre end noget andet malemedie:

Ikke desto mindre er det faktisk Harald Henriksens farvetræsnit som jeg er mest begejstret for og betaget af. 

   Træsnittene har en raffineret enkelhed i former og motivtegningen - og en tilsvarende begrænsning af farveskalaen - som tilsammen giver træsnittene en helt særlig poetisk klarhed og lethed. 

   Faktisk har jeg på fornemmelsen at arbejdet med træsnittene har virket tilbage på hans akvareller, så man i hvert fald i reproduktioner på nettet har svært ved at skelne.

   

Her har de krav til udtryksmæssig forenkling som træsnitteknikken stiller, i den grad fungeret som en kreativitetstimulerende restriktion for Harald Henriksen.

   Se bare:

Det billede der følger her, er ikke et træsnit som man kunne fristes til at tro - men en akvarelskitse som er 'forbilledet' for et efterfølgende træsnit:

Til historien som begyndte med et "fund" på et lokalt julemarked, hører at da jeg kom hjem og præsenterede Harald Henriksen-træsnittet for fruen, så bemærkede hun at vi da vist allerede havde to træsnit af den samme kunstner oppe på første sal som er hendes domæne, og hvor jeg sjældent kommer. Det var nogle hun for nogle år siden havde arvet da moderen døde.

   Og ganske rigtigt og fuldstændig korrekt (undskyld blitz-reflekserne, det kan ikke undgås når de er i glas og ramme):

Serendipitet, er nøgleordet her.

Til historien hører så også at jeg nu har fundet fire af Harald Henriksens træsnit på nettet som var sat til salg af en kunstsamler i Jylland. De var - efter min vurdering - utroligt billige: 225 kr. pr. styk - inklusiv perfekt tilpasset passpartout.

   Så de er købt, er ankommet med posten, ser rigtigt dejlige ud - og er i meget fin stand.  Og de er sendt til indramning - inden jeg tænkte på at fotografere dem til dette blogindlæg!

Se de nyindkøbte træsnit i to følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Og endelig opdager jeg at han har været porcelænsmaler - såkaldt 'unikalmaler' for den Kongelige Porcelænsfabrik i  en række år, og har leveret malede unika-motiver til en række smukke porcelænsvaser og -krukker - så vidt jeg kan se - overført fra akvarelskitser - eller fra træsnit.
   Som her:

Hvis man vil se en meget stor del af Harald Henriksens billeder, både akvareller, oliemalerier og træsnit, så så kan man se dem i fine reproduktioner i bogen "Naturens spejl" som kan downloades her:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

En glimrende dokumenteret og illustreret gennemgang af Harald Henriksens udvikling af sin særlige og selvlærte farvetræsnitteknik findes i artiklen her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

Og endelig kan man finde en beskrivelse af hans arbejde som landskabsmaler med fokus på Bramsnæs vig og nærmeste omegn her:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf