Kunst og galskab - er der en sammenhæng? - Case: Karl Frederik Hill

Jeg har tidligere i flere indlæg diskuteret forholdet mellem kreativitet og sindsygdom. 

   At der er en sammenhæng er ikke noget nyt. Og nyere hjerneforskning har også påvist interessante koblinger mellem kunstnerisk virksomhed og til både depression og skizofreni.

https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity_and_mental_illness

http://www.independent.co.uk/news/science/scientists-find-that-schizophrenia-and-bipolar-disorder-are-linked-to-creativity-10305708.html

http://www.theguardian.com/science/2005/nov/30/psychology.highereducation

Jeg netop besøgt udstillingen på Nivaagaard der viser malerier og tegninger af den svenske landskabsmaler Carl Frederik Hill (1849-1911). Og man kan vel sige at han på en måde udgør et skoleeksempel på den sammenhæng.

   En sammenhæng der for Hill blev en tragedie, ligesom den blev det for den jævnaldrende Van Gogh.

Udstillingen var fascinerende - ikke mindst fordi kunstnerens liv var så dramatisk som det var. Og dramaet - skiftet fra "normal" til "sindsyg" var udstillingens omdrejningspunkt.

Hill ville fra en tidlig alder være kunstner - landskabsmaler, og i flere omgange måtte han trodse sin far matematikprofessorens vilje og ønsker, for at få sig en maleruddannelse, og for at få mulighed for den eneste store malerrejse han nåede at opleve, Til frankrig omkring midten af 1870'erne.

  Det er også næsten en klassisk litterær figuration. En autoritær far der er stærkt imod at sønnen bliver "fri" kunstmaler og oprørsk forfølger sit 'kald' og sin kunstnerkarrierer.

   Hvorfor Hills far satte sig så stærkt imod det, fremgår så ikke af de kilder jeg har, men set fra en måske noget stiv, selvhøjtidelig professor af det Lundske akademiske borgerskabs synspunkt, har kunstnerkarrieren nok været for økonomiske usikker - med risiko for social deroute.

  

Selv om Hill altså var hektisk produktiv i de fire år han opholdt sig i Frankrig, var hans succes ikke stor, og hvad han har levet af i de år, fremgår ikke af udstillingen. Men mon ikke familien som var velhavende, har hjulpet ham

Af hans oliemalerier vist udstillingen omkring 40 stykker, og så vidt jeg kan regne ud, må den være ret dækkende for hvad Hill rent faktisk fik produceret af færdig malerier i de fire år han malede i Frankrig.

   Her følger et udvalg af hans oliemalerier fra udstillingen på Nivaagaard, hentet fra bloggen: 

http://www.danculture.dk/2015/11/swedish-painter-carl-fredrik-hill-1849-1911-an-brilliant-exhibition-in-nivaagaards-art-museum-denmark/

Et tidligt oliemaleri inden Frankrigsopholdet med svensk landskab som motiv:

Carl Fredrik Hill: “Slette med mølle”. 1869

Her kommer så fotos af en række af Hills landskabsmalerier fra Frankrig. 

   Indimellem optræder der menneskeskikkelser, men de er så 'små' at de nærmest drukner i landskabet:

Carl Fredrik Hill: “Seine-landskab fra St. Germain”, 1877.

Man kan godt forstå at impressionisterne i 1877 gerne ville have ham med på deres tredje fælles udstilling.

Carl Fredrik Hill: “Flodlandskab 2, Champagne”, 1876.

Nogle billeder giver klare associationer til Van Goghs ekspressive penselføring:

Carl Fredrik Hill: “Landskab med drivende skyer”, 1876.

Andre er kendetegnet ved mørke træer i silhuet - i modlys - forgrunden (jeg får lige associationer til Harald Henriksen):

Carl Fredrik Hill: “Træet og flodkrumningen”, 2, (Bois-le-Roi), 1877

De seneste af Hills malerier fra 1877 bliver mørkere og mere dramatiske i udtrykket, som dette:

Carl Fredrik Hill: “Søster Anna”. 1877.

Hill må simpelt hen have malet 'som en gal' - hvad også flere kilder antyder, og han har stort set ikke haft tid til at beskæftige sig med andet. 

   Han er citeret for at sige - her i engelsk version: "Ambition drives me to overexert myself and I give myself no peace."

   

Det franske kunstnermiljø i netop de år har utvivlsomt været stærkt inspirerende for ham, og han er landet i Frankrig og i Paris lige hvor alle de nye tanker om det moderne - ikke akademiske  maleris funktion og muligheder har sydet og boblet. 

   Især malere fra 'Barbizon-skolen' følte han sig tæt beslægtet med, og Corot var han store forbillede.

   Læs om 'Barbizon-skolen' og dens betydning som forløber for impressionismen her i Wikipedia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Barbizon_school

Og her kan du læse om Corot:

https://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Baptiste-Camille_Corot

Hill fik afvist billeder til den etablerede og traditonsbundne "Salon" i Paris, og kan ikke have solgt meget. 

  Han blev dog inviteret til at udstille på Impressionisternes tredje fælles udstilling i 1877, så hos denne avantgarde-gruppe var han kunstnerisk set kommet inde i varmen. 

   Den anerkendelse betød at han produktionsmæssigt fik ekstra tryk på de maleriske ambitioner, noget som muligvis har medvirket til at han i slutningen af året fik et mentalt sammenbrud.

Læs mere om impressionisternes tredje "officielle" udstilling 1877 her:

http://arthistory.about.com/od/first_eight_exhibitions/a/third_Impressionism_exhibition.htm

I Nivå var næsten kun udstilllet malerier med franske landskaber som motiver - alle malet i periode 1874-77. Da han i slutningen af 18777 blev sindsyg (skizofreni med paranoia og haludinationer) holdt han helt op med at male.

   Her er det sidste maleri Hill producerede i den periode. Da var han allerede indlagt:

Carl Fredrik Hill. Hedelandskab med vognt. 1878

Hill blev indlagt på flere sindssygehospitaler i de følgende år - først i Frankrig, derefter Danmark og Sverige. For så i 1883 at blive "hjemtaget" af sin søster der sammen med moderen og en anden søster tog sig af ham i det Hill´ske hjem i de næste 28 år. NB! Faderen var død på det tidspunkt.

   

Carl Fredrik Hill boede og arbejdede derefter og resten af sit i faderens arbejdsværelser med adgang til et omfattende bibliotek - med mange illustrerede bøger fra hele verden som i høj grad fungerede som inspirationskilder.

   I de mange år i hjemmet var han - på trods af eller på grund af sin sygdom - igen ekstremt produktiv. Kilderne fortæller at han producerede omkring 5000 tegninger, akvareller, pasteller og nogle få oliemalerier hvor han brugt guld- og sølv-farver. 

   Udsagn fra hans hånd tyder på at han oplevede at det at tegne og male, var med til at holde sindsygdommen stangen og under kontrol.

   

Vi så alle genrer, teknikker og udtryksmidler fra den periode repræsenteret på udstillingen på Nivaagaard.

   Motiverne og udtryksmidlerne havde totalt skiftet karakter. Som kunstner havde han skiftet personlighed: To personer i en.

   Fra ydre sansede billeder - landskaber som han havde set og malet i olie - til indre billeder - fabulerende, hallucinatoriske og mytologisk - billeder der ofte som motiv havde groteske menneskeskikkelser og fabeldyr og stærkt personificerede træer. 

   De følgende er uden årstal og uden titel:

Man kan fra hans billeder i den her periode finde mange oplagte stil- og motivmæssige koblinger til store moderne kunstnere i samtiden: Picasso, Nolde, Klee, Klimt.

   Det er så også forklaringen på at han i eftertiden har vundet anerkendelse ikke bare for sine landskabsbilleder, men også for sin 'terapeutiske' produktion 1883-1909.

 

Hills samlede og grænseoverskridende produktion kom først for alvor til omverdenens kendskab efter hans død - hvad der for mig umiddelbart giver associationer til en anden svensk pioner i moderne malerkunst: Hilma af Klint. 

   Også hendes banebrydende kunst beslægtet med abstrakte pionerer som Kandinsky, blev først kendt og anerkendt længe efter hendes død. 

   Også hun begyndte som landskabsmaler. Også hun havde hallucinationer som inspiration for den skjulte del af hendes kunst, men det førte hende ikke ind i sindsygens mentale kaos. 

    Læse mere om hende her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

En svensk tv-reportage om Carl Fredrik Hill kan du finde se her på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=BXu1fGK0ztw

Om Gerda Wegener - kvindelig dansk jugend-kunstner med hang til sexede scener - og om hendes mand og model Einar Lili Elbe Wegener

Gerda Wegener, Lili med fjerkost, 1920.

Jeg ser at Arken annoncerer en udstilling med billeder af Gerda Wegener til efteråret. 

   Og der er et vist ikke helt tilfældigt sammenfald i tid med at pressen har fortalt at der er gang i produktionen af en amerikansk spillefilm om deres forhold og med hendes mand  som hovedperson og bærende karakter.

   Gerda Wegener som maler blev jeg først mindet om af en Facebook-veninde som havde læst og kommenterede mit tidligere indlæg om at male bare damer med akvarel.

Hvem var Gerda Wegener? 

   En af de store outsider-kunstnere der omkring århundred-skiftet blev dybt præget af jugendstilen, og i kunstnerisk kvalitet og originalitet mindst er på højde med Jens Lund og Johannes Holbek. 

   Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Gerda Wegener blev aldrig anerkendt og accepteret i Danmark som kunstner mens hun levede. Nu går hendes tegninger og malerier som varmt brød og til høje priser på auktioner.

   Men anerkendt og accepteret den gang, det blev hun så til gengæld i Paris hvor hun fra 1912 boede i mange år sammen med sin mand Einar Wegner, der også var maler, og som omkring 1930 blev internationalt berømt/berygtet for at lade sig kønskifte-operere.

Her er nogle af Gerda Wagners billeder. Jeg er simpelt hen helt vild med dem, både de smukke og de frække - og de fleste er både-og:

Og yndig ser Gerda Wegener selv ud - tænk at sådan en pæn pige kan finde på at male den slags vovede og frivole billeder, har det kunstinteresserede borgerskab i København nok tænkt:

Foto af Gerda Wegener

Dekadent ville man vel sige hendes stil og motivverden er. Typiske for perioden og det internationale miljø i Paris i Jugend- og Art Deco-tiden der blomstrede og udfoldede sig hektisk mellem 1900 og 1929.

   Gerda Vegeners gennemgående kvindemodel på billederne er hendes mand Einar Mogens Andreas Wegener, men altså klædt ud som kvinde, og i den rolle gik hen under navnet Lili Elbe:

Foto af Einar Wagner som Lili Elbe

Og det var efter sigende afsløringen af det forhold der tvang parret til at rejse til Paris i 1912 og arbejde der de næste 20 år.

Inspirationen fra japanske træsnit er åbenlys i Gerda Wegeners billeder. Former i dybden bliver transformeret til flader og linjer, perspektivet tåger ud, ingen figurer giver skygger fra sig. 

   Og hun har utvivlsomt også hentet inspiration ikke mindst i de mere eksplicit seksuelle motiver som her i disse træsnit af Hokusai: 

Og de kubistiske træk i nogle af portrætterne er ret tydelige, Et stil- og motivslægtskab med Modigliani er der utvivlsomt også tale om:

Gerda Wegener var i øvrigt også også en dygtig akvarelmaler.

Her er Arkens introduktion til den kommende Gerda Wegener-udstilling:

Hver tid har sine pionerer, der sprænger alle rammer. Sådan var den danske kunstner Gerda Wegener. Hun var en del af den kunstneriske avantgarde i 1920’ernes Paris med sine pikante værker af kvinder med røde trutmunde og tunge øjne. 

   Men ligeså banebrydende var Gerda Wegeners eget liv og ikke mindst forholdet til yndlingsmodellen og ægtemanden Einar, der gennemgik en af verdenshistoriens første kønsskifteoperationer. 

   Efter årtier i glemmebogen, er der i de senere år vakt en fornyet opmærksomhed omkring Gerda Wegeners liv og værker, som ARKEN kaster et nyt blik på i en stor udstilling til november.

Gerda Wegener (1885-1940) var en kvinde forud for sin tid. Det lå ikke i kortene, at præstedatteren fra Østjylland skulle blive Danmarks fremmeste eksponent for Art Deco og en af tidens mest farverige personligheder. 

   Paris blev byen, hvor hun og hendes mand, maleren Einar Wegener (1882-1931), udfoldede deres kunstneriske karrierer. Her levede de et fashionabelt liv, i høj grad muliggjort af Gerdas succes som portrætmaler og illustrator for de glittede modemagasiner. 

   Det dekadente og frivole Paris muliggjorde også udlevelsen af deres kontroversielle kærlighedsforhold, hvor legen med køn og identiteter blev det centrale omdrejningspunkt.

Gerda Wegeners foretrukne motiv var kvindefigurer. I pudderfarver og en raffineret streg skildrede hun langlemmede, yndefulde kvinder, ofte slynget om hinanden. 

   Men først og fremmest malede hun sin egen mand udklædt som dennes alterego, kvinden Lili Elbe. Gerda Wegener idealiserede Lilis elegante skikkelse og det vemodige ansigt kronet af skiftende parykker. 

   Men også uden for lærredet drømte Einar om at smelte sammen med hustruens skildringer af Lili. 

   Han var ulykkelig i sin mandekrop, og Gerda støttede sin ægtemand i at få foretaget operationerne, der skulle virkeliggøre transformationen fra mand til kvinde, men som gjorde Lili Elbes liv kort.

Det er i hvert fald en udstilling jeg skal ind og se.

Einar Wegener/Lili Elbe var i øvrigt selv en glimrende maler, primært landskabbilleder. 

   Og dem var der ikke noget dekadent over i stil- og motivvalg, som man kan se her:

Set fra min synsvinkel er det ikke mindst interessant hvordan hen arbejder med lys og skygge i sine billeder, noget som giver 'akvarelfornemmelser'. 

   Jeg får også klare associationer til en tidlig Cezanne som har malet de her to:

Einar Wegener/Lili Elbe´s historie blev omsat til en biografisk roman år 2000 under titlen 'The Danish Girl'. 

   Det var den amerikanske forfatter Dvid Ebershoffs debutroman, og den har vundet flere priser. 

   I 2015 gik optagelserne i gang til en amerikansk film, baseret på Ebershoffs roman og med Eddie Redmayne og Alicia Vikander i hovedrollerne, instrueret af Tom Hooper. 

Den film skal jeg nok også ind og se når den kommer i biografen.

Om 'forbilleder' og 'efterbilleder' - Joachim Adrian som mimer klassiske landskabsmalerier i sine fotografier - og Julie Nord som mimer gamle indrammede familiefotos i sine tegninger

Politiken i fredags den 13. september rapporterede om, illustrerede og dokumenterede et kreativt og fascinerende eksperiment i tillægget "MUSEUM".

   Fotografen Joachim Adrian havde udvalgt sig en række kendte og berømte danske landskabsmalerier, kendt fra den danske kunsthistorie og utallig kunstbøger. Og så havde han forsøgt at finde det sted hvorfra disse maleriers motiver var set og gengivet med pensel på lærredet. Og så havde han fra det sted taget et fotografi der "lignede".  

   De malede 'forbilleder' var bl.a. ikoniske værker som: P.S. Krøyers "Sommeraften ved Sønderstrand", Vilhelm Kyhns "Fra Egnen ved Himmelbjerget", Johannes Larsens "Kerteminde Fjord mod byen", L.A. Ring: "Sommerdag. Roskilde Fjord", Christen Købke: "Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken", J.Th. Lundbye: En dansk Kyst: Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden", og flere endnu.

    Her et par eksempler fra artiklen til illustration af den særprægede omvendte aha-oplevelse jeg fik gennem artiklen:

Selve artiklen bragte for hvert billedpar dels Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornungs kommentar til det maleri som var 'forbilledet', og dels Joachim Adrians kommentarer til sit fotografiske 'efterbillede'. 

   Her fotografens kommentar til sin version af "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand":

Det var en festlig firmaudflugt med en gruppe kvinder fra et sundhedscenter i Nordjylland. Mens gruppen sidder i klitterne bag Sønderstrand og får sig en lille skarp og noget hjemmebag, vandrer to af kvinderne langs stranden med en hund. Det er sommeraften, og solen står lavt. Lyset komme vestfra og maler toppen af klitterne gullige, samtidig med at den lave sol får fodsporene i sandet til at træde frem. De to kvinder svøbes i det gyldne skær fra aftensolen. »Tror du, vi er Anna Ancher og Marie Krøyer«, spørger kvinderne mig, da de ser, jeg fotograferer dem. »Ja«, svarer jeg.

Projektet var kreativt tænkt og fornemt eksekveret af Joachim Adrian. Og sjovt, originalt og tankevækkende at se og læse. 

   Hvem der har fået ideen, fremgår ikke af artiklen, men på en interessant og omvendt måde tematiserer eksperimentet et ældgammelt tema i diskussionen om kunst vs. virkelighed, og om forholdet mellem en fotografisk gengivelse af virkeligheden og en kunstmalers gengivelse af den samme virkelighed.

   En diskussion jeg selv er blevet optaget af efter at jeg er begyndt at male akvareller med fotografier som 'forbilleder' og motivisk inspirationskilde.

Her kan man se og opleve alle billedparrene i eksperimentet:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/landskabsmalerier/article2075073.ece

Politiken har efterfølgende bedt en kunsthistoriker Kasper Monrad forholde sig til projektet og de fotografier som kom ud af det. Hvad giver det af nye impulser og indsigt?

»Jeg har også fotograferet mange af motiverne, og jeg kan se se, at Joachim Adrian har været enormt dygtig. Måske mere tålmodig, end jeg selv var«, siger kunsthistorikeren

   Kasper Monrad mener, at Joachim Adrians billeder giver mulighed for, at man kan aflure de valg, malerne har truffet, da han for lang tiden siden stod foran motivet.

   »Man kan blive klog på kunstnerens intentioner i det omfang, vi stadig kan finde motiverne i dag.

   Som kunsthistoriker synes jeg, at Joachim Adrians billeder er en spændende mulighed for at kigge kunstneren over skulderen«, fortæller Kasper Monrad.

Man bruger jo i mange sammenhænge metaforen "at komme helt ind i maskinrummet" til en eller anden institutionel aktivitet der udfolder sig i nutiden (sidst i forbindelse med fyringen af Danske Banks direktør Eivind Kolding, som efter TVA-journalistens udsagn vidste for lidt om hvad der foregik i en storbanks "maskinrum").

   

Jeg synes godt man kan bruge metaforen her. 

   Joachim Adrians 'fotokopier' af de ældre maleres motiver giver os adgang til kunstmalerens 'visuelle maskinrum' i hjernen: Hvad har Krøyer, Lundby og alle de andre mestre så nogenlunde set - øjets input? - Og hvad har kunstneren så gjort ved det sete - abstraheret, forenklet, koncentreret, belyst, forstærket, koloreret, svækket, set bort fra, etc. - for at skabe det ikoniske maleriske udtryk - håndens output - som har placeret kunstneren i toppen af dansk kunsthistorie i den pågældende tidsepoke?

Når den problemstilling optager mig så meget, er det fordi jeg  på det første akvarelkursus jeg var på for godt 2 år siden opdagede at jeg ikke havde det særligt godt med at lave akvareller på frihånd on location med motivet foran mig sådan som det var forudsat i tilrettelæggelsen af kurset at man skulle. 

   Men den sidste dag på kurset tog jeg afsæt i et fotografi og kunne sidde indendørs på hotelværelset og arbejde, og så blev resultatet meget mere tilfredsstillende og arbjedsprocessen meget mere interessant og givtig. 

  For mig!

Siden fandt jeg så ud af, ved lidt research på nettet, hvor mange store malere der siden Leonardo da Vinci opfandt camera-obscura-teknikken, har malet efter fotografisk gengivne motiver. Og jeg har flere gange skrevet om det i forskellige indlæg her på bloggen.

  Se det følgende link, for at få lang række eksempler på berømte kunstnere og kunstværker som har haft fotografier af motivet som 'forbillede'. 

  Du vil blive forbløffet:

http://www.redbubble.com/people/blythart/writing/2707929-did-famous-artists-use-photographs

For eksempel har også den mexicanske portrætkunstner i verdensklasse Frida Kahlo arbejdet på den måde, hende hvis malerier jeg for nylig har skrevet om, og som udstiller på Arken:

 

Min egen konklusion er at det at have et fotografisk 'forbillede', giver mentalt rum for den analyseproces i forhold til motivet som skal til for at mine akvareller har mulighed for at leve op til mine ambitioner og fantasier om det færdige resultat:

Så vidt, så godt!

Men serendipiteten sniger sig ind overalt. 

   I selvsamme Politiken-tillæg var der et stort interviewportræt med kunstneren Julie Nord i anledning af hendes kommende udstilling i Aalborg (journalist: Camilla Stockmann).

   Julie Nord og hendes kunst ligger højt på min skala for malere jeg sætter meget pris på - med hendes artistisk forfinede konceptuelle blending af fabulerende eventyr-tegninger og 'lille-pige'-surrealisme med klare associationer til jugendstil og victoriansk illustrationskunst fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det univers Julie Nord nu dyrker har fællestitlen "Familiebillder". Og det har også fotografiske 'forbilleder', fremgår det.

   Citat fra artiklen:

Konstruerede familiebilleder 

På gulvet under et bord i hendes atelier ligger et sort-hvidt foto fra 1920’erne eller 30’erne af et pigebarn artigt smilende og med sideskilning gennem bløde krøller. Siden har Julie Nord også lavet en serie med børnebilleder.

   »Familiebilleder er jo den stærkeste virkelighedskonstruktion i vores liv. Det begynder med, at vi får lyserødt eller lyseblåt tøj på, og rammerne snævres langsomt ind, og jo mere vi vokser op, jo mere fremmedgørende føles det rum, vi er sat i. Til sidst kan man jo være nødt til at rejse over på den anden side af jorden for at kunne trække vejret eller blive kæreste med en rocker«, siger hun.

Hannah

The Norwegian Sisters

Wilbur