"Don´t mess with the lady in black" - animeret kvindelig pakistansk superhelt - i genial forklædning

Politiken bragte igår en mindre artikel i sin kultursektion som er interessant ud fra mange synsvinkler - ikke mindst den som har med 'kreativ konceptuel blending' at gøre.

   Rubrikken lød 

Burkaklædt superhelt skaber debat

Manchetten lød: 

Den kvindelige pakistanske superhelt Burkahævneren bekæmper Taleban og korrupte politikere og forsvarer kvinders ret til uddannelse. Men ikke alle er lige begejstrede. 

På en tv-kanal i Pakistan har man lanceret en animationsserie for børn med en kvindelig hovedperson der som i alle superhelteserier har to identiteter: den hverdagslige hvor hun er skolelærer, og den fantastiske hvor hun som superhelt er forklædt i en vildt flagrende burka. 

Burkahævneren bekæmper altså korrupte politikere og onde talebanere, og hun behersker en særlig kampsport hvor hun som våben og kasteskyts mod fjenderne bruger¨ - ja, selvfølgelig - bøger og skriveredskaber. 

   Se her traileren til serien på YouTube:

Animeringen er i stil og udførelse moderne og helt professionel, som man kan se. Og konceptet er jo lige i øjet, synes jeg.

   Man tager superhelt(inde)-ideen fra amerikanske tegneserier og -film, og transponerer den ind i en pakistansk kulturel og aktuel setting: effektivt virkende konceptuel blending. 

   En superhelt(inde) har to identiteter, og masken der skjuler den sande identitet, er en der ellers traditionelt forbindes med forbryderes hel- eller halvmaske, fx i form af en elefanthue:

Her nogle kendte maskerede superhelte fra vores vestlige medieverden:

Forklædte forbrydere er onde, forklædt superhelt er gode, og i ly af forklædningen hjælper de med deres særlig evner og våben til at bekæmpe ondskaben. 

   Det er den visuelle omvendte logik bag alle maskerede eventyrhelte - både dem med superkræfter og dem der bare er fantastisk gode - som Zoro:

Denne omvendte indholds- og udtrykslogik er så med Burkahævner-figuren kreativt overført til den aktuelle pakistanske politiske virkelighed, hvor det ikke er svært for publikum at genkende hendes fjender, onde mænd som bekæmper kvinders sekulære skolegang som vestligt inspireret kætteri. 

   Og at udlægge den enkle metaforik i hendes våben og kampteknik, er heller ikke svært.

Valget af burkaen som forklædning for heltinden er genial, synes jeg, idet det er Talebanernes målsætning at, når de kommer til magten, så skal alle kvinder bære burka når de færdes offentligt. 

   Og ligesom når homoseksuelle fx har vendt skældsordet "bøsse" på hovedet og gjort det til en hædersbetegnelse, så vender man her den islamistiske kvindeundertrykkelses synlige manifestation på hovedet og gør det til symbol på frigørelse af kvinder og deres ret til ikke-religiøs uddannelse.

   NB! For en ordens skyld, så er det ikke helt korrekt at kalde forklædningen en "burka" - det er faktisk en såkaldt "nikab".

Det er heller ikke svært at identificere forbilledet og inspirationskilden til Burkahævneren: Malala Yousafzai, den pakistanske unge kvinde som blev forsøgt myrdet af Taleban fordi hun offentligt via sin blog på internettet kæmpede for pakistanske kvinders ret til sekulær skolegang og uddannelse - og med udtalt kritik af den ultrakonservativ islamistiske ideologi som bla. Taleban repræsenterer.

Ideen kommer fra den engelsk-pakistanske pop-sanger, komponist og producer Aaron Haroon Rashid, og konceptet er udviklet med den erklærede hensigt at serien skulle give seerne ...

... a sense of the importance of girls’ education as well as teaching lessons about respecting the environment and embracing diversity."

Asia Life introducere serien således:

From early August, children across Pakistan will be glued to their television sets to watch an unlikely female superhero clad not in spandex, but a head-to-toe, flowing black burka. Her name is apt: Burka Avenger.

   The heroine of the Urdu language series, set to air on Pakistan’s Geo TV, fights a menace more dangerous than physical weapons. She is primarily fighting against a local gang’s nefarious efforts to close a girls’ school.

   The series will trace the adventures of the book-wielding superhero and three young sidekicks – Ashu, her twin brother Immu, and their friend Mooli (who has a pet goat, Golu) – as they battle villain Baba Badook and his team of thugs in the imaginary hamlet of Halwapur.

   The town comes complete with a corrupt mayor, Vadero Pajero, in cahoots with Bandook and company. In the very first episode, Pajero agrees to shut down the local girls’ school in exchange for kickbacks from Bandook, a wicked magician with a thick black beard.

   The dialog gets right to the point. Babook says: “What business do women have with education? They should stay at home, washing, scrubbing and cleaning, toiling in the kitchen.”

  Young Ashu shoots back: “The girls of today are the mothers of tomorrow. If the mothers are not educated, then future generations will also remain illiterate.”

 Sound familiar?

http://thediplomat.com/asia-life/2013/07/burka-avenger-pakistans-very-own-wonder-woman/

Men hvordan er det egentlig med kvindelige superhelte i vores eget vestlige mediebillede? Faktisk vrimler det ikke med dem. Og den mest kendte, Wonderwoman, er godt nok ikke maskeret og forklædt så det gør noget: 

Wonderwoman ville nok ikke fungere i en pakistansk kvindefrigørende kontekst.

Jeg spår Burkahævneren en dundrende succes og stor international udbredelse. Det er simpelt hen bare en skide god ide. 

Blåt og rødt blæk - som en anekdotisk frame - der går galt

Politiken i dag har en debatartikel, skrevet af Claus Elhom Andersen, lektor på Helsinki Universitet. Rubrikken lyder:

De unge protesterer og føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen

Underrubrikken lyder: "Venstrefløjen har ikke kun ladet højrefløjen definerer de udfordringer som den økonomiske krise har ført med sig, men har også ladet den tage patent på løsningerne."

 

Det der fanger mig, er artiklens start. Den introducerer en anekdote som Claus Elholm har fra bogen "Welcome to the Desert of th Real" - altså "velkommen til virkelighedens ørken". Af filosoffen Slavoj Zizek. Jeg citerer den i sin fulde længde:

En østtysk arbejder står foran at skulle overføres til et job i Sibirien. Han ved selvfølgelig, at de breve, som han vil skrive til vennerne derhjemme, vil blive læst af censorer, så derfor siger han til dem på forhånd:

   »Lad os blive enige om en kode: Hvis et af mine breve er skrevet med normalt blåt blæk, så betyder det, at det, jeg skriver, er sandt. Men hvis det er skrevet med rødt blæk, betyder det, at det er løgn«.

   Efter en måned modtager venner derhjemme et brev skrevet med blåt blæk:

   »Alt er godt her i Sibirien«, lyder det i brevet. »Butikkerne er fyldte, der er masser af mad, der er gode og flotte lejligheder, man kan se alle de nyeste vestlige film i biograferne, og der smukke kvinder, som gerne vil med ud på dates. Det eneste, som man ikke kan få her, er rødt blæk«.

Den er god.

   Det er en rigtig fin historie der på smukkeste vis demonstrerer setup og payoff-mekanismerne i den gode historie, en historie der har gåden som underliggende skabelon der derfor udløser en aha-oplevelse til sidst.
   Der er her tale effektiv udnyttelse af sprogets muligheder for konceputel blending - i princippet af samme art som man kender i ironi. Man siger noget og mener det modsatte - og det forstår modtageren også.

Under læsningen af brevet må vi - ud fra vores forudantagelser - mene at den med blåt skrevne tekst lyver. Der er tilsyneladende en modsigelse mellem udtryk og indhold.

   Men det rejser så spørgsmålet: Hvorfor skriver den tyske arbejder i Sibirien så med blåt?

   Og svaret kommer til sidst som "gådens" payoff: - Fordi han ikke kunne få rødt blæk!

   Altså fortæller han - for dem som han har aftalt koden med, at det som de også havde svært ved at tro - nemlig at alt er godt i Sibirien - rent faktisk også er løgn.
   Brevets tekst lyver - vel at mærke på en måde så censuren ikke kan opdage at han fortæller modtagerne sandheden - ved at lyve.

Hvad vil lektoren så med denne anekdote. Han skriver lige efter citatet af anekdoten hvordan den skal udlægges:

Vitsen illustrerer på mange måder, at der i en venstreorienteret optik ikke findes noget sprog – noget rødt blæk – til at beskrive de udfordringer, som vi står over for i kølvandet af den økonomiske krise.At venstrefløjen ikke har noget sprog har betydet, at den ikke blot har ladet højrefløjen definere de udfordringer, som den økonomiske krise har ført med sig i de senere år, men også har ladet den tage patent på løsningerne.

Ja, her går jeg så i sort!
   I anekdoten betyder "rødt blæk" at når man skriver med den farve, så lyver man. Hvordan i alverden kan historien så "på mange måder" illustrere at de venstreorienterede ikke har et sprog til at beskrive nogle samfundøkonomiske udfordringer?

Lektoren beskriver så forholdene i USA - med Obamas delvise overgivelse til republikanernes minimalstatslige markedstænkning, og at de unge i bevægelsen "Occupy Wall Street" derfor ikke føler sig repræsenteret af politikerne "over en bred kam".

   Så dukker "blæk"-metaforen op igen - endda i forbindelse med vores gamle ven, sprogforskeren Gorge Lakoff:

Mange af disse unge, der kalder sig de resterende 99 procent af befolkningen, har tidligere kunnet sætte deres lid til, at venstrefløjen i det mindste ville kæmpe for deres interesser.

   Men venstrefløjen har manglet det røde blæk til at frame debatten i eget favør, som den amerikanske lingvist og kommentarer George Lakoff ville udtrykke det, og har i stedet ukritisk adopteret en konservativ sprogbrug af frygt for at blive kaldt socialister, kommunister og det, der er værre, hvis de så meget som har ytret et kritisk ord om denne laissez faire-kapitalisme.

Venstrefløjen har "manglet det røde blæk (=sprog der lyver?!) til at frame debatten i eget favør." Ja, det står der minsandten. Total forvirring i mit og enhver tænkende Politiken-læsers hoved.

   Lektoren fører os så til den hjemlige politiske situation hvor de unge også føler sig svigtet af politikerne fordi de har givet bankerne den ene støttepakke efter den anden, og hvor den nye regering ikke har indfriet en række af sin løfter, og  "Socialdemokraterne og Folkesocialisterne har sat sig til rette på bagsædet af ministerbilerne."

Spørgsmålet er, hvor længe de kommer til at sidde der, medmindre de begyndte at søge efter det røde blæk, de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen, uden at imitere højrefløjen eller ty til de gamle socialistiske paroler.

  For hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.

Ja det står der: Den nye regering skal skynde sig at finde det "røde blæk (=sproget der lyver), de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen..."!!!!

Umiddelbart kan man undre sig over at en af Politikens ellers så udmærkede debatredaktører som gatekeeper har ladet den her omgang metaforiske vrøvl slippe igennem.

  Og hvorfor går det galt for lektor Claus Elhom Larsen der tilsyneladende er en belæst mand og bl.a. har læst George Lakoffs glimrende bog om politisk framing: Don´t  Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

Man kan jo kun gætte på hvad der er sket i hjernen hos lektoren. Der har han i forvejen haft indbygget en metaforisk skelnen mellem "rød blok og "blå blok" som han kender fra de danske journalisters forenklende beskrivelser af dansk politik.  Her er "den røde blok" dem lektoren i udgangspunktet sympatiserer med, mens "den blå blok"-  i hans optik negativt - har monopoliseret det sprog (og dermed den konceptuelle frame) som alle - også "den røde blok" langt hen ad vejen har accepteret. 

   Så læser han en morsom og aha-givende anekdote hvori indgår noget med sprog der forbindes med de selvsamme farver - hvor "rød" forbindes med noget negativt (=sprog der lyver) og "blå" med noget positivt (=sprog der taler sandt).

   Og så sker der en total farve-kortslutning i lektorens hoved. 

Det er min teori: Metaforer er grundlæggende forførende fordi de er udtryk for konceptuel blending. Og her har lektoren forført - først sig selv og derefter debatredaktøren - og blandet en metaforik i anekdoten sammen med en anden metaforik fra den danske poltiske journalistik - og i de to metaforiske blandinger betyder "blå" og "rød" stort set det modsatte.

   Splat, plask, ups! 

   Det hele bliver - mentalt set - SORT!