Om 'selv-indblanding' - det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse

Dette indlæg handler ikke om Barak Obama eller Caroline Wozniacki - og dog - måske - til sidst.

Jeg så i sidste uge en dokumentarfilm på tv. Jeg husker ikke titlen og hvilken kanal, men jeg så den til ende. Den handlede om noget som egentlig ikke interesserer mig: konkurrencedans. Eller rettere: om  et ungt russisk ballroom-dansepar og deres udviklings- og afviklingshistorie, 

    Jeg fik ret tidligt i dokumentaren mindelser om en af de rigtig gode spillefilm jeg husker jeg har set for nogle år siden: 'Strictly Ballroom'. 

   Men hvor fiktionsfilmen var en begavet og charmerende fortalt romantisk komedie med happy ending, så var den her dokumentar en tragedie - med en slutning hvor hun til slut - som en moderne Nora - forlader sin irritable og urimelig mandlige dansepartner for good. 

Dokumentarhistoriens hovedperson var en ung russisk danser som tidligere havde været verdensmester med en anden kvindelig partner. De var skiltes under uklare omstændigheder. 

   Hun havde fundet en ny partner og var tilbage på toppen, han havde haft mental nedtur, men havde nu fundet en anden ung, smuk og dygtig dansepartner- til erstatning.
   Hans ambition var - samme med hende - at komme tilbage på toppen. 

   De træner og træner og han begynder at skælde ud og bebrejde hende for egne fejl som han begår fordi han forcerer træningen og øvelserne. Han "kører" på hende, så hun bliver mere og mere usikker.   

   Han har flere coaches som fortæller ham at han skal lad være med at tænke på at gøre come back og "slå" sin tidligere kvindelige makker, men bare koncentrerer sig om selve dansen og samspillet med partneren.

   Han skal fokusere sin opmærksomhed på selve kroppen og "let go", på at få kroppens egen erindring til at åbne sig og udfolde de trin og den rytme som den har indoptaget fra da han var den bedste. For at han kan danse optimalt igen - med syn nye kvindelige partner. 

Fra starten fremgår det at de er forelskede og går i seng med hinanden. Men at efter at de har danset flere konkurrencer hvor de er blevet nummer tre, og hans tidligere kvindelige partner har stået øverst på podiet, så løber de sur i det.
   De skilles for en tid, hun finder sig en ny kæreste, de mødes igen for at danse i en konkurrence i Hongkong som de har skrevet kontrakt på tidligere. Det går bare ikke. Han bebrejder hende igen. Hun går sin vej. Han sidder knust og nedbøjet tilbage på gulvet. 

Det som slog mig var at filmens dokumentariske historie var et smukt eksempel på Tim Gallways skaldte "inner game": Et mentalt spil mellem to sider af personligheden hvor et ambitiøst og bekymret Self 1 i form af "en indre stemme" forholder sig til og kommenterer alt det som kroppen (det ubevidste, intuitive Self 2) bør gøre for at blive bedre og indfri egne og andres forventinger til præstationen. Og at denne selv-indblanding - "self-interference" - rent faktisk forstyrrer og forvirre" Self 2 så meget at kroppens naturlige og spontane performance bliver dårligere, og den lærende udvikling stopper. Eller der sker ligefrem regression til et tidligere stadie. 

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at det var faktisk hvad der skete for mig da jeg tog på en facebook-annonceret akvarelferie på Kreta. "Self 1" havde været meget aktivt og forstyrrede mit maleri, så jeg blev dårligere end jeg havde været de to sidste gange jeg var på malerferie. 

   Men jeg oplever det også helt konkret og fysisk i disse uger, hvor jeg to gange lige efter hinanden er faldet og har slået mig. Først da jeg skulle træde op på min el-cykel og ikke fik lavet nok afsæt, og anden gang da jeg skulle finde noget i mit kontor som var fyldt op med en masse ting som normalt ikke står på gulvet.
   Til sammen har disse oplevelser i den grad aktiveret et bekymret Self 1 at "jeg" - lig med det naturlige spontant velfungerende kropslige Self 2 - hele tiden er bange for at falde, og derfor går og cykler meget mere usikkert og "hakkende" end ellers. 

Jeg har faktisk aldrig læst nogen af Tim Gallweys bestselling "inner game"-bøger. Kun referater af hovedsynspunkterne i bøgerne og citater fra hans hjemmeside og andre som beskriver og forklarer hans tanker. Så derfor har jeg nu købt den første af hans bøger - pionerværket 'The Inner Game of Tennis' der udkom helt tilbage i 1975. 

   Og mens jeg læser den, så får jeg associationer til to andre bøger der udkommet på nogenlunde samme tidspunkt: Bob Baker: 'Newsthinking - The Secret Art of Making Your Facts Fall into Place" fra 1981 (men påbegyndt 1978), og Betty Edwards: 'Drawing on the Right Side of Your Brain', første gang udgivet 1979.

   Fælles ud over udgivelsestidspunktet er for dem alle tre at de har referencer til datidens stadig ret så primitive hjerneforskning, hvor forståelsen af hjernens funktionsdeling i relation til de to hjernehalvdele stadig var i sin vorden. 

   Fælles er også at de anbefaler at man skal lære at "slukke" for den del af hjernen som forholder sig bevidst og reflekteret til forventninger, forhåndsforestillinger og bekymringer, og som med en indre stemme taler logisk og analytisk og forsøgsvis styrende til den anden del som er den kroppen og øjnene er adlyder og udfolder sig fra.

    Og så igen: De beskriver alle den særlige mentale proces som er intuitiv og kaldes "flow", en proces hvor man netop glemmer sig selv (=Self 1) og tid og sted - for fuldt og helt at lade Self 2 gå op i aktiviteten - og af hjernen så bliver belønnet for det med et internt skud endorfiner, dopamin, serotonin, etc.

Jeg citerer lige nogle illustrerende linier fra Gallweys første bog. Han har stikordet 'letting it happen' i modsætning til 'making it happen'. 'Making it happen' er Self 1's funktionsmodus, mens 'letting it happen' er Self 2's:

Letting it happen is not making it happen. It is not trying hard. It is not controling your shots. These are all the actions of Self 1, who takes things intohis own hands because he mistrusts Self 2.This is what produces tight muscles, rigid swings, awkward movements, gritted teeth and tense cheek muscles. The results ar mis-hit balls and a lot of frustration. Often when we are rallying we trust our budies and let it happen because the ego-mind tells itself that it doesn´t really count. But whatch Self 1 take over: at the crucial point he starts to doubt whether Self 2 will perform well. The more important the point, the more Self 1 will try to control the shot, and this is exactly when tightening up occurs. The result is almost alway frustrating. 

Så vil jeg lige vende tilbage til fiktionsfilmen 'Stricktly Ballroom'. Der er også en ung mand der er meget ambitiøs som ballroom-danser, og som vil danse sine egne frie, men uautoriserede trin, og en kvindelig partner, som har forladt ham for en mandlig partner som er en sikker vinder. Han finder en tilsyneladende uskolet "askepottype" og det går faktisk bedre og bedre. Hun inspirerer ham til at danse den spanske dans pasodoble, men først da han kommer hjem til hendes spanske zigøjnefamilie lærer han af moderen i familien hvordan dansen virkelig skal danses.  Han lærer at glemme Self 1 og får frigjort Self 2. 

   Han er mønsterbryderen - en slags Klodshans - der gennem en mentor - zigøjnermoderen - får befriet sin mentale kropsbevidsthed, en befrielse som gør at han i filmens plot både vinder "prinsessen" og ballroom-konkurrencen - mod alle odds og forventninger fra de konventionelt tænkende omgivelser. 

Kunne det her være relevant for at forstå Caroline Wozniackis tennismæssige nedtur og sluttelige optur i denne sæson. Og tilsvarende relevant for at forstå fx Obamas nedtur og sluttelige oratorisk come back med vejende faner i sin vindertale tirsdag nat?

   Dette var retoriske spørgsmål!

Jeg har lige fået fat i en bog med titlen 'The Inner Game of Music' - skrevet af - som der står: "Barry Green with Timothy Gallwey". Så deeet ....

(fortsættelse følger)

Legalt tyveri af Thomas Skade-Rasmussens identitet - og Politikens identitetstyveri af uvidenhed

Historien om Caroline Wozniacki der blev (mis)brugt i diktator Lukasjenkos blending-operation til propagandaformål, er faktisk en relevant association til en retssag jeg har omtalte flere gange i tidligere indlæg - om hvorvidt en forfatter måtte bruge sande og private oplysninger om et virkeligt menneske i  sin "roman" der som genrebetegnelse angiver at historien er "fiktion". 

   Retssagen blev afsluttet med en dom for et par dage siden. Her citeret fra http://modkraft.dk/nyheder/article/1-0-til-den-kunstneriske

Østre Landsret har afsagt dom i en historisk og usædvanlig sag om identitetstyveri.Sagen handler om romanen Suverænen, hvis hovedperson Thomas Skade-Rasmussen Strøbechhar sagsøgt forlaget Gyldendal og forfatteren i skikkelse af Helge Bille Nielsen (tidl. ClausBeck-Nielsen).Retten frifandt forfatter og forlag i samtlige forhold, da beskrivelser og udtalelser fra en utvivlsomt fiktiv person i en roman ikke kan tillægges det konkrete menneske, som den fiktive figur muligvis kan identificeres med.– Det er helt vildt, hvordan kan vi have en kultur i et land, hvor de store institutioner bare kan bruge folks liv, sagde en vred Thomas Skade-Rasmussen Strøbechumiddelbart efter dommen, ifølge kpn.dk.

Romanen er jo også klart et blending-produkt, men Thomas Skade-Rasmussen ville altså ikke bruges som metaforisk overføringsbil-lede i Helge Bille-Nielsens/Claus Beck-Nielsens sproglige roman-konstruktion - i modsætning til Caroline der gerne ville bruges i Lukasjenkos. 

    Men af hensyn til ytringsfriheden måtte han finde sig i hvad han selv betegner som "identitetstyveri", siger landsretsdommerne. Her er det tilsyneladende ikke andre end Thomas Skade-Rasmussen der er moralsk forargede over at blive til et (mis)brugt overføringsbillede i en fiktion

    Man kunne i hvert fald ikke tale om "identitetstyveri" i Carolines tilfælde. Mange forbrydelser kan man berettiget beskylde Lukasjenko for, men Caroline har selv overdraget sin identitet til fri afbenyttelse i diktatorens fiktion om sig selv. 

I Politikens debatsektion i dag har Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling, en kommentar og en undskyldning - med rubrikken "Vi gjorde guldsmedemesteren uret".
   Kommentaren handler også om (mis)brug  af identitet i en fiktion, ganske vist identitet af en afdød person. Og problemet drejer sig også om blending af fakta og fiktion, og om overføring af identitetsværdier fra det sidste til det første.

   Historien er den at Politiken sidste sommer havde udtænkt et sommer-plot og udfordret en række unge forfattere til at skrive en novelle - en fiktion - ud fra en række arkivfotos af "mesterfotografen" Gunner Zelius Madsen fra 20´erne og 30´erne, fotos hvor redaktionen ikke havde nogen arkivoplysninger om hvem og hvad de viste, men som også uden de oplysninger var meget fascinerende og af høj kunstnerisk kvalitet.

  Ved offentliggørelsen af sommernovellerne blev de så hver illustreret med det foto som havde inspireret de unge forfattere til at digte en historie. Bjarne Schilling fortæller:

Et af dem viste en mand i et værelse, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med sværd, sabler, kårder og spyd. Manden sidder ved et bord og læser.
   Novellen under billedet handlede om reklamemanden "Christian Paludan", der fremstod som en stærkt ubehagelig personage med oplagte racistiske tilbøjeligheder og stor forståelse for nazistisk tankegods.

Så kom der et læserbrev i sidste uge til redaktør Scheling. UPS! - Billedet viste læserens far, guldsmedemester Holger Jacobsen, og han var ifølge sønnen "en venlig mand og en kærlig far. Og hverken racist eller nazist eller andet grimt."

Han havde landets største private våbensamling, men var ingenlunde en krigerisk person. Det var i øvrigt ikke daggerter og ryttersabler alt sammen. Der havde også været moderne skydevåben, som han under besættelsen stillede til rådighed for modstandsbevægelsen.
   Læseren var ked af det, og syntes, at vi havde krænket hans fars ære.  Jeg kan sagtens følge ham, og jeg skrev tilbage og beklagede. For det var forkert at bringe det i den sammenhæng vi gjorde.
   Selv om vi skrev i en lille, indledende tekst, at vi havde at gøre med fiktion, er det selvfølgelig stærkt ubehageligt at se sin far fremstillet som afstumpet racist. Det burde vi have tænkt mere over.

I modsætning til forfatteren Claus Bech-Nielsne/Helge Bille-Nielsens der ingen kvababbelser har mht. at bruge en anden person i sin fiktion, så har redaktør Schelling det - og "beklager" da det bliver oplyst hvem det er billedet forestiller.
   Det er al ære værd, synes jeg.

Men der foregår blending over alt, det hjælper ikke at flygte. Men man må tage stilling.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?

The inner game - of an iron man: Torbjørn Sindballe - og af Caroline Wozniacki

Politikens bogtillæg, lørdag. En anmeldelse af Torbjørn Sindballes bog: 'Den perfekte præstation. Motivation, træning og kærlighed'. Rubrikken: "Jernmand med hjerne". Anmelder: Per Munch.
   Hvem er Torbjørn Sindballe? International vinder af flere triatlon-konkurrencer og nr. 3 ved den særligt hårde ironman-konkurrence på Hawai. Stopper 2009 på grund af en konstateret medfødt hjertefejl.

Ved at læse anmeldelsen får jeg straks associationer til Tim Gallway og bogen 'The Inner Game of Tennis', og de tanker han der udforskede om hvordan man som træner, "coach", kunne hjælpe en tennisspiller til at præstere sit ypperste. Her er et oplysende citat fra en af hans elevers webside http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.

We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer.

And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. Since all the fluidity and timing is gone by now, the »arm« usually mishits the shot and Self1 gets one more chance to degrade Self2.

Ifølge anmeldelsen skelner Torbjørn mellem tre forskellige slags mål for succes i forbindelse med sport: resultat, præstation og proces. Og de mål der er mest effektivt at træne henimod, er procesmålet - systematisk at arbejde med kvalitative forbedringer af enkeltdele af og deloperationer i sportsprocessen: løberytmen, svømmetaget, eller spurten i cykelløbet.
   Per Munch siger at "bogen bliver en sanselig og en kognitiv dannelsesrejse, der giver mening langt ud over triatlon og ekstrem sport." Og refererer:

Og når man bliver rigtig god har man udviklet det som Torbjørn Sindballe kalder 'automatviljen'. Den er så stærk at man fortsætter. Trods modstand. Trods modvind og styrtregn. Trods skader. Trods alvorlige  problemer på hjemmefronten og skilsmisse. Trods det der viste sig at vær en manglende hjerteklap og et forstørret hjerte.

Det er tid for at tjekke nyhederne fra US-Open i tennis: Hvordan har Caroline klaret næste runde? En klar association fra denne bog og til en biografi om Caroline jeg for nylig så anmeldt og refereret om hendes opvækst, karriere og træningsmetoder - med klare lighedspunkter og paraleller til det Torbjørn beskriver. Bogen har titlen 'Én bold ad gangen, - forfatter: journalist Anders Haar Rasmussen.
   Det her må være relevant også hvis man vil være en fremragende journalist. Tænk ikke på resultatmålet: den store afsløring der vælter ministre. Men tænk i stedet på at perfektionere processen gennem træning af enkeltdele: research, vinkling, fortælling. Og brug din intuition som er indlejret som automatik i krop og følelser.
   Èn bold ad gangen.

Sportsjournalistikken kreative stavblender får fuld skrue når Caroline Wozcniacik er på banen

Avisernes sportsjournalister er berømte og berygtede både for deres blomstrende kreative og for deres totalt klicheprægede sprog - i kampen for at levendegøre sportsoplevelsen for læserne.

Se nu f.eks. Politikens sportsider i mandagsudgaven. "Wozniacki skød grusbanesæson i gang med triumf", udråber rubrikken. Det betyder bare at hun vandt sin første turnering spillet på bane med grusunderlag. Om metaforen at "skyde noget igang" har nogen særlig effekt er tvivlsomt. At introducerer billedet af manden der står ved startlinjen og skyder et kapløb i gang, er måske snarere forvirrende end oplysende, når det nu handler om en kvindelig sportsstjerne der spille tennis
   Men der er altså tale om blending: en konceptuel blanding der trækker på et aktuelt indput-rum hvor CW indleder og vinder den første af en række tenniskampe på grusbane i den sæson, og på et andet imaginært input-rum hvor en official til et atletikstævne afskyder en startpistol hvorefter en række løbere sætter igang med at løbe i en konkurrence om at nå først i mål. I det blendede rum optræder CW både som den der står og skyder pistolen af og og en af dem der tager afsæt fra startlinien og løber derudad.

Også artiklens indledningsafsnit er interessant som en tekst der er et resultat af en ret radikal blending-operation:

For knap 500 år siden søgte den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León forgæves efter dokumentation for legenden om 'ungdommens kilde' ved Florida-kyststrækningen Ponte Vedra Beach. Søndag fandt en ung dansker til gengæld for anden gang lykken i området, der i dag er et populært hjemsted for golf- og tennisstjerner samt skuespillere.

Skulle nogen være i tvivl så blev det igen slået fast: Caroline Wozniacki er kommet til verdenstoppen i tennis for at blive. (...)

Artikelindledningen rejser spørgsmålet om man kan tale om at en tekst er udtryk for et mislykket blending-forsøg.    
   Det er i hvert fald utroligt svært at se hvad denne sammenkobling af en 500 år gammel fortælling om en mand der forgæves søgte at dokumentere eksistensen af 'ungdommens kilde", har at gøre med at "en ung dansker" (CW) for anden gang fandt lykken i området."
   Der er nogle lighedspunkter der fungerer som betydningsmæssige koblinger mellem de to input-rum: Historierne foregå på samme geografiske sted med 500 års mellemrum, og i begge historier indgår noget med ungdom.

  Men samtidig er der i teksten indbygget en modsætning der modvirker blending af de to rum: hovedperson søger forgæves 'ungdommens kilde' - den anden hovedperson er en ung dansker der til gengæld finder lykken for anden gang.

  I det ene rum er der noget der mislykkes for ever, mens der i det andet er noget der lykkes for anden gang..
   Stakkels Juan Ponce de León trækkes frem af historiens mørke for at give en flatterende, men i øvrigt helt irrelevant story-baggrund for Carolines meriter. Hun er ung, hun behøver ikke - som taber-Juan - at søge ungdommens kilde, er den uudtalte konklusion.
   Det blended rum som journalisten har skabt, har ligheder med Cæsar når han holdt sejrs-processioner i Rom. Som led i processionen havde han, for at kaste glans over sig selv, altid indlagt alle mulige tabere fra sine slag, modstandere som han havde holdt i live ind til processionen, for så lige efter at aflive dem.