Om glæden ved æstetisk skønhed - det handler om "processing fluency"

Historien kan fortælle at for antikkens store tænkere var der en indre naturlig eller gudgiven sammenhæng mellem godhed, sandhed og skønhed. Hvad der var smukt, var også godt og dermed sandt.

   Den sammenhæng blev problematiseret af kristendommen. Man lærte at skelne mellem ydre skønhed, som var egenskaber ved omverdenen som kunne opleves gennem sanserne, og indre skønhed som havde med psykologi, erkendelse og filosofi at gøre. Den sansede skønhed i synlige eller hørbare genstande kunne forføre og forlede - og dermed forstyrre oplevelsen af indre skønhed og sandhed som udsprang af Gud.

   Med modernismens gennembrud i kunst og litteratur i sidste del af 1800-tallet, ryger det klassiske skønhedsbegreb helt ud med badevandet. De æstetiske værdier i musik, billedkunst og litteratur bliver knyttet til forestillinger om oprør, nybrud, disharmoni, abstraktion, provokation. Og -ismerne i 1900-tallets kunsthistorie bider hinanden i haserne i stadigt nye generationsopgør.

   At noget er smukt eller skønt i traditionel forstand og bliver værdsat som sådan, den holdning bliver i kunstverdenen opfattet som noget negativt: letkøbt, banalt, kitchet, poppet, tilbagskuende, nostalgisk, der er ingen ende på de negative værdiord.

Egentlig ville jeg finde ud af noget om glæden ved skønhed - i forlængelse af besøget på Rønnebæksholm der for tiden viser en fascinerende dobbeltudstilling med titlen "Forstillinger om skønhed" på engelsk "Perceptions of Beauty":

   Uddstillingen viser ...

   ... Dels billeder af en svensk og i mange år "glemt" akvarelmaler Carl Johan Forsberg der er født 1868 og som maler sine landskabs- og naturbilleder fra begyndelsen af 1900-tallet og til sin død 1938, ofte med motiver fra hans mange udlandsrejser, men også fra Fanø og omegn hvor han boede sammen med sin danske kone i mange år. Stilen er tydeligvis inspireret af jugend-stilen fra før Første Verdenskrig

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

Carl Johan Forsberg: Akvarel

   ... Dels værker af den danske nulevende kunstner Eva Louise Buus som viser en række billeder i syrebehandlet metal og nogle keramikvaser - som alle er stærkt inspireret af Forsbergs kunst, og som altså med denne udstilling hiver den gamle svenske kunstner frem af glemslen og tilbage i kunsthistoriens lys gennem denne udstilling som hun er initiativtager til.

Eva Louise Buus: Bølgemotiv på syret metal

Eva Louise Buus: Alpevioler på syrebehandlet metal

Eva Louise Buus: Svane på syrebehandlet metal

Ingen tvivl om at de begge på hver sin måde udtrykker 'skønhed' i deres billeder. 

   De to kunstnere og udstillingen vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Men søgningen på nettet gav mig tilfældigvis en anden søgeordskombination som jeg også straks tændte på: "The Pleasure of Finding Things Out" ('glæden/lysten/fornøjelsen ved at finde ud af ting'), som er titlen på et populærvidenskabeligt værk fra 1999 af den - efter beskrivelsen at dømme - geniale og iderige fysik-forsker og nobelprisvinder Richard Feynman, som ud over sin forskning i kvantefysik blev internationalt berømt for sine forelæsninger for første års universitetsstuderende i begyndelsen af 60´erne, forelæsninger der introducerede til 'fysikken som videnskab'.

   Feynman er blevet beskrevet som "The Great Explainer", og forelæsningerne blev omarbejdet til nogle ekstremt populære lærebøger "The Feynman Lectures on Physics" (1964) som er udgivet på mange sprog, og som kan læses i seneste udgave fra 2005 her:

http://www.feynmanlectures.caltech.edu/

Men "glæden ved at finde ud af noget" kunne også være en undertitel på de fleste indlæg på denne blog, og kunne også være en fælles overskrift på min løbende undersøgelse af "akvarelmaleriets mysterier" der handler om hvad jeg har fundet ud af om akvarelmaleriets særlige teknik og visuelle tænkning, blandt andet ved også at beskrive og vise hvad jeg selv har prøvet i praksis.

   Og - uden at jeg har tænkt på det på den måde før: De billeder jeg kastede  mig ud i, var akvareller der havde 'skønhed' som et (af) mål(ene):

Egen akvarel: Flyvende dompaphan

Egen akvarel: Flyvend dompaphan bland rønnebær

Egn akvarel: Dompappar på rønnebærgren

Og jeg er ikke i tvivl om at min egen betagelse af Harald Henriksens billeder, og det at over 30 træsnit og akvareller af ham nu smykker væggene i mit og fruens hjem, at det også er udtryk for min fundmentale glæde ved skønhed.

Harald Henriksen: Bognæs, vinterlandskab. Træsnit

Harald Henriksen: Frederiksberg Have, sommer. Træsnit

Glæden ved skønhed oplever jeg også ved min næsten fysiske fortabelse ved mødet med og synet af den berømte og ikoniske Nefertite-buste som jeg så i virkeligheden i Berlin for nogle år siden. Men også ved den befriende følelse af glæde jeg har haft ved at sidde i timevis på rådhuspladsen i Vienna med en cappuccino og en grappa på cafebordet foran mig; og - ikke mindst - ved at gå/sejle rundt i Venedigs gader og vandveje og blive overvældet af skønhed i forfald.

Nefertiti-busten i Berlin

Rådhuspladsen i Siena

Venedig - Maleri fra 1697

Og så tager vi den også lige en gang mere: Min stadige og tilbagevendende fornøjelse ved synet og gensynet af de japanske træsnit af Hokusai og Hiroshige m.fl., skyldes også min opslugthed af og fornøjelse ved oplevelsen af skønhed.

Hiroshige: Natuugle med måne. Træsnit

I forbiparten nævner jeg også her at nogle mennesker kan blive syge ved sådanne stærke skønhedsoplevelser, en sygdom som har diagnose-betegnelsen 'Stendhal Syndromet' eller 'hyperulturemia':

https://en.wikipedia.org/wiki/Stendhal_syndrome

Men hvad med objekter der ikke er æstetisk formet, og hvor jeg kan have præcis samme følelse: solnedgange over havet med mørke profiler af træer i forgrunden, månebelyste landskaber, dramatiske bjergformationer, et vandfald, en kat der sidder i solen og slikker sin pels, et rådyr uden for vinduet i sommerhuset, de vilde dyr i naturreservatet i Sydafrika, fruens knaldrøde struttende georginer i en gennemsigtig krystalvase i vindueskarmen, etc.?

   Eller: et smukt kvindeansigt, en smuk kvinde-nakke, en smuk og velproportioneret nøgen kvindekrop?

   Også i de tilfælde oplever jeg 'glæden ved skønhed'.

Egen akvarel: Nøgenmodel - efter foto

Og det grundæggende spørgsmål er: Er skønhed en (kombination af) egenskab(er) ved objekter, sådan som man (jeg) umiddelbart oplever det - eller det kvaliteter som projiceres ind i objekterne af en subjektiv menneskehjerne der har lært at skønne på bestemte kvaliteter gennem læring og erfaring?

   Det spørgsmål tager jeg op og folder ud i det følgende indlæg. 

   Men svaret er både-og, medieret gennem det forskerne kalder 'processing fluency', det at informationer bare glider ind i underbevidstheden så let som ingenting. Og jo lettere og mere flydende kommunikationen foregår, jo smukkere fremtræder genstanden.

Læs videre i næste indlæg her på blokken.

Om oplevelsen ved at få farvetræsnit som gave - og dermed om mine nyeste Harald Henriksen-erhvervelser

Efter at jeg blev æstetisk forelsket i Harald Henriksens kunst - både hans farvetræsnit og hans akvareller - så vågnede mit 'samlergen' som jeg ellers troede sov den evige søvn her i min høje alder.

   Det et 'gen' som tidligere har været tændt i længere perioder i forholde til mange forskellige områder siden jeg var barn: tegneserier, science-fiction- og krimiserier, selvsamlede dekorative strandsten slebet glatte og smukke, redskaber fra stenalderen, frimærker, især danske tofarvede - men også motivmærker med tegneseriefigurer som motiv. Og sikkert flere ting jeg ikke mere husker.

 

Efter jeg havde fundet det første HH-træsnit på et julemarskendisermarked december 2014, blev jeg klar over at fruen og hendes søster fra deres forældre havde arvet i alt tre Harald Henriksen-træsnit. Og jeg var næsten sikker på at kunstneren som jeg ikke havde hørt om før, også måtte være akvarelmaler. 

   Træsnittene kunne for en umiddelbar og overfladisk betragtning nemlig godt forveksles med akvareller, som man kan se af mit aller første fund:

Jeg begyndte systematisk at søge "Harald Henriksen" på nettet, fandt gamle auktionopslag, fik kontakt med forskellige sælgere, nogle få professionelle - andre amatører som solgte enkeltværker via dba.dk.

   Det førte til at "markedet" blev opmærksom på at her var en ny interesseret køber, så jeg begyndte at få uopfordrede henvendelser.

   Og blandt dem fik jeg så også en henvendelse fra Harald Henriksens søn Hans Henriksen, som efter sin pensionering som overlæge havde gjort det til et livsprojekt at gøre faderens kunst synlig og anerkendt igen, efter at den stort set var gået i den kunsthistoriske og kunstfaglige glemmebog efter hans død i 1960.

Det endte med at jeg næsten fik fordoblet min samling af træsnit - med dubletter som jeg fik tilbudt til en urimeligt rimelig pris af sønnen. 

   Og glad var jeg.

   Så fik jeg af en sælger som jeg tidligere havde købt HH-træsnit af, tilbudt det her store og smukke farvetræsnit med udsigt mod Rundetårns spir, set gennem gitteret på toppen af tårnet og med Kongens Have i det fjerne:

Hver gang jeg fik fingre i nogle nye Harald Henriksens-fund, udbasunerede jeg det begejstret på Facebook - med mange positive thumbs-up og kommentarer til følge.

 
En af reaktionerne var et genrøst tilbud fra en gammel ven og kollega Jan Krag Jacobsen - fra de glade dage i slutningen af 70´erne da vi begge var med i den lille gruppe af pionerundervisere på RUC der fik Kommunikations-uddannelsen op at stå.

   Tilbuddet var en gave - en foræring.

   Sådan så det ud - vel nok det smukkeste og mest spændende af alle de HH-træsnit jeg var stødt på indtil nu, syntes jeg lige da jeg så det:

Her i en version uden ramme og passpartout (de smukke blå farver i baggrunden er desværre næsten udvisket i den her fotoudgave):

Hvad kendetegner så dette farvetræsnits helt særlige kvaliteter?

  Det gør først og fremmest den tydelige prægning i former og farver af hhv. forgrund, mellemgrund og baggrund, udtrykt gennem størrelsen af elementerne og styrken af farverne: de næsten helt sorte profilerede træstammer og og buske i forgrunden, de i størrelse meget mindre og i farve blødere grå profiler af træer og hækken i mellemgrunden, og så den bløde profil i douce rødbrun og blågrå af Frederiksborg slot i baggrunden. 

   Styrken i motivet gennem dybdeperspektivet fremhæves så ekstra gennem de mere intense farveflader: den smukt forårsgrønne parkgræsplæne, det lyseblå vand i søen og og de hvide skyer på den dueblå himmel. 

   Der er et utroligt liv og perspektiv i det træsnit. 

   

Harald Henriksen viser sig her fra sin allermest suveræne side som træsnitkunstner - og demonstrerer at han fortjener det tilnavne jeg har givet ham i mit hoved: 'Den danske Hokusai'.

  Og oveni kom så at sønnen kunne meddele at det var et træsnit han ikke kendte og havde set før  (en sandhed med modifikationer, skulle det vise sig).

  Stolt var jeg.

Og så er det at det begreb som om noget sammenfatter essensen i kreative begivenheder og kreative udviklingsforløb, dukker op: serendipitet: det heldige tilfælde med den omvæltende betydning.

Et frokostbesøg hos sønnen Han Henriksen for godt 14 dage siden endte med et tilbud om endnu en serie træsnit (en gave) som han havde liggende som dubletter, og som jeg ikke havde i min samling. 

   Og så kom den helt store overraskelse: om jeg ville have de to stokke ('blokke') i original som Harald Henriksen har snittet og brugt til at trykke træsnittet netop med motivet fra Frederiksborg Slots park som vist og beskrevet ovenfor:

Her kommer man midt ind i Harald Henriksens 'maskinrum': hans værksted, hans arbejdsmetode og hans fremgangsmåde.

   Stokkene udgøres i virkeligheden kun en enkelt træplade som så er snittet på hver side. Han har malet og valset hver side individuelt i flere farver - i alt vist nok seks til det her motiv - inden trykningen.

   Og så har han trykt dem et efter et på bagsiden af det meget tynde japanpapir som han brugte den gang: Det er så tyndt at når trykket er afsat, kan man ikke se forskel på hvad der er forside og bagside (jfr. senere om de spejlvendte træsnit).

   Bagefter har han så egenhændigt klæbet træsnittrykket op på karton - med melklister (!), fortæller sønnen.

   Det er altså helt korrekt og helt bogstaveligt ment når der på Harald Henriksen-træsnit altid med håndskrift står: "Eget tryk" til venstre for neden, mens signaturen står nederst i den modsatte side.

   Det betyder også at hvert enkelt træsnit i en trykserie på måske 50, 75 eller op til 100 kan variere en del i farve - både styrke og tone.
   Faktisk er hvert træsnit nærmest at betragte som en monotypi.

De fleste af Harald Henriksens træsnit og alle hans akvareller er lokaliseret, og det er ofte muligt at finde det sted hvorfra de er set.

Træsnittet med Frederiksborg slot i baggrunden er nok set nogenlunde herfra, men udsigtspunktet har ligget mere til højre - der hvor der nu ligger den nyanlagte barokhave - og de træer som er så dekorative i Henriksens træsnit, er fældet. 

Og så var der altså syv yderligere træsnit med i gaven, Her er de (med én undtagelse er de her versioner lånt fra arkivet på hjemmesiden haraldhenriksen.dk). 

Jeg giver dem løbende nogle karakteriserende ord med på vejen:

Plænen i Frederiksberg Have, forår, 1926

Plænen i Frederiksberg Have, vinter, 1927

De her to hører også til nogle af de bedste farvetræsnit Harald Henriksen har lavet med 'bylandskaber' som motiv.
   De er store, og såvel motivisk som i måden at udnytte farver og former på er de jo klart beslægtet med det vist ovenfor der har Frederiksborg slot som baggrund og en park med træer i forgrunden.

   Det de to træsnit demonstrerer, er jo også at Harald Henriksen tænker rationelt. Når først de to stokke er snittet til den første serie træsnit, så er det muligt at ændre farvelægningen så han 'nemt' også kan producere serie med en vinterudgave af motivet. 

Harald Henriksen boede med sin familie fra 1918 til sin død 1960  i en lejlighed på Frederiksberg.
   Hjemmet var på 1. sal i denne gule ejendom  på Sdr. Fasanvej henne til højre på hjørnet af Mathildevej.
   Hans arbejdsværelse hvor træsnittene også blev produceret, vendte ud mod Mathildevej, dvs. mod nord.

En række egnede motiver - både til akvarel og træsnit - lå dermed lige uden for hans gadedør, som de to vi netop har set oven for.
 
Her et andet fint vintertræsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) med et lokalt Frederiksberg Have-motiv:

Schweizerhuset i Frederiksberg Have, 1942.

Det motiv genbruger han så da han får mulighed for at producere unika-vaser på Den Kongelige Porcelænsfabrik i 50´erne:

   

I gaven fra sønnen til mig indgik også det her fra Frederiksberg Have som blev udstillet på Charlottenborg 1931:

Trappe i Frederiksberg Have, 1930. 

Billedet adskiller sig fra de fleste HH-træsnit ved at motivet står på højkant (vertikalt), hvor langt de fleste af hans farvetræsnit ellers "ligger ned" (horisontalt), som det her som jeg er meget betaget af:

Plov i sne, 1924.

Det er et af Harald Henriksens aller tidligste farvetræsnit. Også det blev udstillet på Charlotttenborg (1925), og udviser en række af de træk som kendetegner en lang række af hans farvetræsnit gennem årene: 

    Det er et vinterlandskabbillede; en stor del af billedefladen er hvid - enten fordi det viser sne eller himmel; et "glemt" landbrugsredskab i profil skaber visuelt grafisk fokus i forgrunden; der er en markant perspektivisk dybde i billede, skabt uden linearperspektiv - alene gennem  modellering af former og farver.

   Billedet kunne nemt forveksles med en akvarel. Det er utroligt smukt i al sin enkelhed.

 
Og jeg synes det både er meget dansk og også - meget japansk.  

   Harald Henriksen var faktisk også - erklæret - stærkt inspireret af de berømte farvetræsnit af Hokusai og Hiroshige, skabt små hundrede år før på den anden side af jordkloden, og Henriksen havde ligesom impressionisterne i Frankrig dem hængende på væggen  i sit arbejdværelse til inspiration.

Hokusai: Tama river in Musashi province, 1830-31

Men når man ellers kender hele Harald Henriksens produktion, så er "Plov i sne" bemærkelsesværdigt ved fraværet af et eller flere grafisk profilerede træer i forgrund eller mellemgrund, hvad man ellers ser i en meget stor del af hans senere populære træsnit med danske vinterlandskaber som motiv. 

   Som det her utroligt smukke med motiv fra Bognæs ved Roskilde fjord:

Bognæs vinter, ca. 1928 

Umiddelbart er det følgende træsnit jo udtryksmæssigt beslægtet med det fra Bognæs, men 12 år yngre. Det hører dog ikke til hans allerbedste, synes jeg:

Rødovre kirke, ca. 1940

Svagheden er her at tyngden i motivet  hvad angår både former og farver, ligger i baggrunden af billede, så man oplever at billedet bliver fladt, uden dybdeperspektiv - og ligesom tipper bagover.

Det følgende er til gengæld et af Harald Henriksens smukkeste store vinterlandskab-træsnit - trykt i mindst seks farver.
   Det er i samme størrelse som de to fra Frederiksberg Have som blev vist ovenfor:

Det findes i en udgave med andre skrappere farver i HH-arkivet på
hjemmesiden:

Det var gaven.

   De fleste er nu blevet genindrammet, hængt op og er en fornøjelse at gå og kigge på.

Men nogle dage inden gaven fra sønnen havde jeg af en tidligere sælger fået tilbudt endnu to billeder af Harald Henriksen: en akvarel som man kan se i det foregående indlæg, og endnu et træsnit som jeg ikke havde i samlingen:

   Et af de mange med profilerede træer, en høstak og et landbrugsredskab som motiv i et vinter- eller meget tidligt forårs-billede:

Også det søgte jeg at finde i HH-arkivet - for at få titel og årstal, men fandt det ikke i første omgang.

   Havde jeg endnu en gang fundet et træsnit som sønnen ikke kendte?

   Nej, viste det sig. Og dog:

Træer, harve Bramsnæsvig, ca.1930.

Det her er utvivlsomt trykt med samme to snittede blokke som min nyerhvervelse. Motivet er identisk, men jo spejlvendt.

   Og farverne er heller ikke helt de samme, fx de to grønne nuancer i mellemgrunden er nogle andre, og høstakken er også farvet med mere lys og skygge her end i mit træsnit. 

  

Hvad er historien?

   Igen ser vi den rationelle Harald Henriksen i funktion. 

   Japanpapiret er jo så tyndt at det er muligt at spejlvende en ny trykserie hvor trykkene nu er udført på forsiden fremfor på bagsiden; og nogle få farver er ændret en smule.

  Mit gæt er at mit nyerhvervede tryk er det originale, og det andet fra HH-arkivet er den spejlvendte anden udgave.

Og så blev jeg af Haralds søn gjort opmærksom på at den ene snittede blok, den med træerne i forgrunden, har været genbrugt i et tredje træsnit hvor der bag det forreste træ og foran høstakken er placeret en husgavl og nogle gæs og der er placeret en bondegård i baggrunden:

Gæs. Uden årstal

OK. Hvor stor er min HH-samling nu?

   Ialt på 29 farvetræsnit; dertil kommer de to som fruen har arvet, og det ene som søsteren har.

   Af Harald Henriksen-akvareller har jeg seks.

Mit samlerhjerte svulmer af begejstring. 

   Min æstetiske hjernes belønningssystem er blevet oversvømmet med flowskabende endorfiner gang på gang de senere måneder: Høj på Harald Henriksen!

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 

"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900

Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg

   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 

    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).

   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).

   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.

  

Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).

   Dansk Wikipedia fortæller:

Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.

   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.

   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.

   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.

   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.

   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.

Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.

 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 

   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 

  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".

   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.

   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."

   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.

   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.

   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.

   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.

   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 

   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 

   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.

   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:

Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.

   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":

http://haraldhenriksen.dk/

Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:

    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:

Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:

Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 

   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:

Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 

   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).

   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.