Det tænkende tarmsystem og de kreative mavefornemmelser - i følge Giulia Enders

Giulia Enders er navnet på en tysk bestsellerforfatter hvis viden(skabs)formidlende bog 'Darm mit Charme - Alles über ein underschätzes Organ' blev refereret i dag på forsiden af Politikens Kultursektion, samtidig med at forfatteren og forhistorien blev beskrevet. 

   Giulia Enders er uddannet tysk læge og medicinsk forsker, og fik den ide at hun ville skrive en populærvidenskabelig bog om et delvist tabubelagt og i hvert fald stærkt undervurderet organ, vores - menneskets - tarmsystem. 

   Hun inviterede en fem førende professorale tarmeksperter til at bidrage, men ingen svarede. Så kunne hun vel selv gøre det, tænkte hun.

  

Ifølge journalist Tine Maria Winther er bogens sprog og fortælling gennemsyret af en sådan begejstring for emnet hos forfatteren at det virker smittende på læserne. Deraf successen.

   Artiklen citerer og refererer anmeldelsen i den engelske avis The Guadian:

Enders´ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner, i stedet for at være flove over dem. En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, er elegant som en balletdanser. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os.

Bogen begyndte med med en konkurrence i mundtlig videnskabformidling - en såkaldt 'Science Slam' - 2013, som hun vandt - med et forudgående semester i creative writing i USA i baggagen.

   Her er hendes stand up-forelæsning om tarmens velsignelser og vidunderlige funktioner, men på tysk - og med tyske undertekster:

Det som i første omgang fangede min interesse, var den her passage i Politikens artikel som fortæller om følelser og de mange metaforiske udtryk for dem som refererer til tarmen, til begge ender og til dens hylster 'maven':

Også noget så fint som følelserne bor i maven på os, gennemgår hun (altså G. E.) i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten når vi forelsker os eller er kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Der er her tale om et af de emner som jeg tidligt var inde over i de her blogskriverier om kreativitet i alle mulige sammenhænge, nemlig de basale konceptuelle metaforer ('basic conceptual metaphors') som Lakoff & Johnson introducerede i deres epokegørende bog fra 1989: "Metaphors We Live By".

   En af de vigtige pointer her er at alle vores basale forestillinger om abstrakte emner som tænkning, følelser, kommunikation, tid, rum og bevægelse, at de er indlejre i et net af metaforiske billeder som er knyttet til det sprog vi bruger til at tale om vores krops konkrete sansninger og bevægelsesmuligheder:

   Eksempler:

"Han tænker uklart."

"Han sprog brænder af engagement."

"Han var i sort humør."

"Han var glødende forelsket."

"Han var grøn af misundelse."

"Hun stak til ham med spidse kommentarer."

"Tiden stod stille."

"Han løb fra sit ansvar."

"Hun blev svimmel af lykke"

"Det fremkaldte et billede på den indre skærm."

"Hun var et varmt menneske."

"Hun var sur som et ribs."

"Det var en sød historie."

"Det var en blød nyhed."

"At sige sådan noget offentligt, var dårlig smag."

"Den udtalelse lugtede langt væk af intriger."

"Det var som at få en kold spand vand i hovedet"

Det er i netop den teoretiske kontekst man kan forstå Giulia Enders iagttagelser om talemåder og metaforer som refererer til mave- og tarm-funktioner og -fornemmelser til at udtrykke følelser.
   Og der findes mange, mange flere eksempler på hvordan indre fornemmelser og output fra tarme bruges som konceptuelle metaforer til at tænke på og tale om mere abstrakte mentale og kommunikative forhold:

"Det betyder ikke en skid."
"Han er til at brække sig over.""Formanden er en lille lort."
"Han var så bange at han var ved at tisse i bukserne."
"Jeg får kriller i maven af spænding."
"Hans bidrag til debatten var bare en lille prut"
"Hvad du mener, vil jeg bare skide på."
"Den artikel var bare et surt opstød."
"Min film skal først og fremmest tale til maven, ikke til hjernen."
"Den bemærkning gik jeg og tyggede på længe."
"Han gik med en direktør i maven."
"Den slags udtalelser er bare en fis i en hornlygte."
"Vi var kommet helt ud på Lars tyndskids mark."
"Han går og fiser den af."
 "Sproget i hans kronik lider af syntaktisk tarmslyng."
"Det er en tankemæssig blindtarm."
"Hvis du skal spille den rolle overbevisende, må du forstå den helt ned i maven."
"Hans mund løb i vand ved erindringen om barndommens rødgrød med fløde.
"Han fik kvalme af at skulle være sammen med alle de overklasseløg."
"Han var sulten efter ny viden."
"Hun døde - mæt af dage."
"Han blev tør i munden af angst."
"Han slugte hende med øjnene."
"Den der grove bemærkning var en rigtig mavepuster."
"Det der, det er ikke andet end røv og nøgler."
"Du kan stikke den skråt op."

Man bemærker at en store del af metaforerne og talemåderne er negativt ladede, men jo ikke alle.

   Giulia Enders har sikkert også rigtig gode argumenter for at vores tarmsystem er stærkt undervurderet, overset og tabuiseret - videnskabeligt, socialt og kulturelt.
   Men når mennesker har haft behov for at tale konkret og anskueligt om meget af det som ellers er uhåndgribeligt og abstrakt, ja, så har hverdagens og dagligsprogets metaforik altid bredt og uhæmmet trukket på referencer til noget vi har et særdeles intimt forhold til: vores fordøjelses- og tarmsystem og dets nærmest omegn. 

En vigtig pointe i Giulia Enders bog er forestillingen, som er videnskabeligt underbygget, om at tarmsystemet - 'maven' - har sin egen hjerne der stort set "tænker" selvstændigt - og som for en stor del er ubevidst for den hjerne der sidder i hovedet.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun (altså G. E.) begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmens nervesystem - det enteriske nervesystem - også kaldet 'mavehjernen', der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendte.

Artiklen i Politiken havde rubrikken

Det er noget lort!

Og underrubrikken var formuleret sådan her:

Giulia Enders har skrevet en hyldest til vores mest undervurdrede og organ, tarmsystemet. Dermed giver den tyske mediciner et helt ny og sympatisk portræt af kroppens bagdør. Hendes 'Darm mit Charme´ er blevet en bestseller i hjemlandet og er solgt til Danmark.

Man bemærker lige den smukke eufomistiske metafor som jeg antager er journalistens egen opfindelse: 

"kroppens bagdør"

Jeg vil glæde mig til at læse bogen når den kommer på dansk.  

Grænsebomme - effektiv politik-symbolik og udtryk for mixofobi

Grænsebomme! Hvad er det?
 

Metonym + Metafor > Faktion < Blending = Symbolpolitik

"Grænsebomme" er noget der er nemt at tegne, det er noget der er nemt at forstå hvad meningen er med. Det er noget vi alle har haft personlige erfaringer med. Ordet ligger godt og tungt - på tungen. Og det ligsom runger for det indre øre med minder og associationer. Fedt ord, fedt begreb.

   Som mental forestilling i bevidstheden er "grænsebom" en såkaldt basic-level-kategori. Og basic-level-kategori-ord, er erfaringssprogets gloserarimu og leksikon.
   Derfor er Dansk Folkepart meget mere kreative end nogen af de andre politiske partier. Som altid har svært ved at formulere sig i andet end videnssprog. Og skal have spindoktorer til at oversætte.

Når derimod vores allesammens mentale "hjemme-hjælper-mordanmark" og hendes to blonde og velsoignerede vildmænd udtaler sig i den politiske debat, er det altid med brug af erfaringsprog - og dermed med gennemgående brug af basic-level-kategorier - indhyldet i en sværm af dekorative, forskønnende og kamuflerende omskrivninger: eufemismer

   Det samme saftige og livlige sprog som Glistrup, Erhard Jacobsen og Preben Møller Hansen også så effektivt gjorde brug af.

   Et fremragende eksempel har vi her i Pia Kjærsgaards udtalelse på sin face-book-side:

Regeringen har været alt for eftergivende. Jeg forstår ikke den falden på maven for tyskerne, bare fordi den tyske udenrigsminister og deres ambassadør bliver sure i skralden. Vi skal da ikke finde os i hvad som helst og beskyldes for alt muligt, bare fordi vi beslutter os for en afbalanceret kontrol ved grænsen.

Man bemærker basis-kategori-metaforerne "falden på maven", "blive sure i skralden", "finde os i hvad som helst", og eufemismen "afbalanceret kontrol ved grænsen".

   Læg også mærke til den kreative blending af to metaforiske klicheer: "falde på halen"="opføre sig som en klovn" + "lægge sig på maven"="udtrykke underdanighed". Og blendingen af: "blive gal i skralden"="blive vred" + "blive sur"="blive utilfreds".

   Det er lige efter bogen! Sprogligt kan det ikke gøres mere effektivt i forhold til en bred folkelig målgruppe. Almindelige mennesker vil i deres erfaringsprog have mængder af den slags sproglig blandinger - fagligt kaldt kontaminationer; sproglige vendinger som pæne og dannede mennesker synes er udtryk for uplejet sprog og dårlig sproglig opdragelse.

Tilbage til analysen af grænsebomme og hvad deraf følger:
   "En grænsebom" er et anskueligt metonym på det mere abstrakte fænomen: en grænse. Andre anskuelige metonymer på det samme er: "uniformerede toldbetjente". Et tredje er: "glasbure" på hver side af vejbaner.

 

Er der noget de ønsker i DF, så er det at sætte grænser. Først og fremmest mentale grænser: opdeling af mennesker i kategorier som skal behandles forskelligt: der skal gøres forskel, for at DF kan gøre en forskel.
   Pensionister får ældrecheck (også et basic-kategori-ord), nytilkomne flygtninge og indvandrere får halv kontanthjælp, noget som de med den sædvanlige kreative flair for eufemismer, har tildelt betegnelsen "starthjælp".

   Mixofobi er den vidneskabelige betegnelse for det som DF appellerer til - og som de  til hver en tid og med flid vil fremme.

Tre hundrede millioner kr. er fakta, 100 nyansatte toldere er fakta. Opførelsen af bygninger til disse toldere er fakta (dog først forventet færdigopført 2014). Men det vi reelt skal vi betale for. er et sæt kulisser til en scenografi om et symbolsk teater hvor mentale skygger og næsten usynlige spøgelser fra fortiden kan få rum til at svæve rundt.

Det kreative mesterstykket fra DFS side er at få regeringen til at finansiere opførelsen af  amatørteaterforestillingen "GRÆNSEBOMMENE".

   For disse rekvisitter, kostumer og sætstykker er ikke bare indlysende metonymer, men udgør tilsammen en lige så effektiv metafor på et kompleks af følelser, forestillinger og ideer som findes i en pænt stor del af befolkningen, men som det ellers er politisk ukorrekt at besidde, tænke på og især - tale om:

• fremmedangst og -had
• racisme
• religiøs diskrimination
• etnisk renhed og udrensning 
• nationalisme 
• isolationisme
• egoisme
• misundelse 

Og som underlægningsmusik: en næsten uhørlig melodi der giver en ubestemt fornemmelse af historisk nag og mindreværdsfølelser over for de større og rigere naboer: Tyskland og Sverige.

Fidusen er at en sådan metafor er udtryk for kreativ konceptuel blending af ét mentalt input-rum der er tabuiseret (ikke så meget fy-fy som det har været, og mere af svenskere og tyskere end af os), med et andet input-rum der nu er legaliseret, men juridiske kontroversielt og internationalt meget diskutabelt og kritisabelt.

   Og ud af denne kreative blendingproces kom et mentalt output - et konceptuelt blend: den vage og abstrakte formulering "permanent grænsekontrol" - i en åbent indrømmet politisk studehandel med regeringen.

  Genialt!

Skatteborgerne skal betale omkring tre hundrede millioner kr. om året i en uvis fremtid, for... ja, for hvad?

   Det er der ingen der kan finde ud af. Hverken eksperter, politikere eller journalister.

   DF har ganske vist lavet en aftale med regeringen om at der skal indføres såkaldt "permanent grænsekontrol", men hvad det så derefter indebærer - principielt og i praksis, svar på de spørgsmål blæser i vinden: 
  Om det overhovedet har nogen effekt, og effekt på hvad og på hvem? Om gennemførelsen af "det", er i stride med EU-principper og Schengen-aftalen?

Alt ligger i tåger, og journalisterne går helt agurk! Tjek Tv-Avisen, TV 2/Nyhederne, News, og jeg skal komme efter dig. Dansk public-service nyhedsmedier som PR-agenter for DF mens de kører på nyhedsjournalistisk automatpilot.
   Tillykke!

Krum og sur agurk går der også i Danmarks EU-partnere. Og ikke mindst den største og vigtigste, Tyskland, er gerådet i stor ophidselse (og de har i forvejen jo haft nok at se til hvad  agurker angår).

   Forskellige af regeringens centrale ministrer tumler rundt i udlandet og forsikrer om det ene - og tumler rundt i de danske medier og forsikrer om det modsatte. Et tumultarisk teaterforestilling uden lige.

   Og en total blanding af politisk back-stage og front-stage hvor ingen kan finde den grimasse der kan passe.

   På deres vegne sidder jeg her i sommervarmen i mit sommerhus og krummer - tæer. Det er næste synd for dem.

Den kreative bagmand og manuskriptforfatter i DF er sikkert rejst til Grækenland - og ligger nu i parasollens skygge og nyder at dette land er ved at gå politisk agurk og økonomisk bankerot.
   Det giver lavpris på alle hylder, og man kan få olivenolieret agurke- og tomatsalat med fetaost, grillede lammekoteletter og Retsina - for et rent symbolsk beløb.

Hvad betyder "fløde" om søndagen i svømmehallen i Asnæs?

Hvis man er fast morgensvømme i den lokale svømmehal, hvad jeg er og har været i mange år, så oplever man jo mange mennesker med en hel anden baggrund og et helt andet liv end sit eget. Og det er det fede ved at være fast morgensvømmer, at det ender med at det er noget man ikke kan undvære. Man bliver simpelt hen afhængig disse stadige kulturmøder som jo typisk foregår uden tøj på under bruseren og i saunaen , eller man er kun iført nødtørftigt dækkende badetøj ude i hallen. Der er tale om konceptuel blending så det batter. Og jeg er efterhånden sikker på at kombinationen af svømmemotionen, som nærmest er meditativ, og samværet på tværs af skel, at den coctail udløser humørstimulerende endorfiner, ligesom andre aktiviteter som man kan blive afhængig af.

I Asnæs hvor der ligger den svømmehal som vi frekventerer om sommeren, der har man om søndagen den særlige tradition at bademesteren har lavet kaffe som er gratis, og som man, efter at den er skænket op, kan sætte på kanten af bassinet ud for den bane man svømmer på. Efter hver bane frem og tilbage, kan man så tage en slurk. Det passer lige med 10 slurke til 10 baner, så er koppen tom.
   Der er så den lille særlige specialitet at der under det bord hvor kaffen er rettet an, delvis skjult, står en flaske snaps. Og hvis man siger at man gerne vil have "FLØDE" til kaffen, ja, så får man hældt op, så morgenkaffen bliver til det man i Jylland i ældre tid kaldte "små sorte". Og alle har et muntert glimt i øjet og et lille smil om læben, både når de ber om det, og når der hældes op

Hvordan beskriver man så at "fløde" ikke betyder fløde, men snaps? Og hvorfor er det sjovt.
  Det er jo selvfølgelig udtryk for en form for sproglig kreativitet. Ordet "fløde" i den kontekst er et resultat af blending. Det er ikke egentlig en metafor, selv om det ligner. Det er vel snarere en eufemisme - en forskønnende omskrivning - der gør det muligt at tale indforstået om noget som egentlig er lidt forbudt og forbundet med dårlig samvittighed at indtage: spiritus tidligt om morgenen.
   Dette som vi ikke så gerne må benævne (endsige indtage), befinder sig i det ene input-rum. I det andet findes noget som også er flydende, og som man også øger kaffens smagskvalitet med, og som er helt normalt. Og i det blendede rum får vi så: "fløde" i betydning snaps. Og i den sociale kontekst en fælles bevidsthed om at denne blending en del af det lokale sproglige fællesskab som andre er udelukket fra. Derfor lidt sjovt.