Mere om palimpsest - af Jan Krag Jacobsen - og om 'modifikationer' af mig selv da jeg var ung - og en aprilsnar om en fiktiv modifikation af skarven

Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...

PALIMPSEST

Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.

   Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:

DER STIKKER NOGET UNDER

Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/jan-krag-jacobsen-srligt-kreativ.html

Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut: 

Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg. 

   Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.

   

Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".

   En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.

Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne. 

   Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'. 

    I den nydannede tværfagligt sammensatte  lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer. 

    Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.

I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af  'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk. 

   Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:

En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.

Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder. 

   Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.

   

Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:

 

Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner  og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver. 

   I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset. 

   

Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.

  Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.

Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter. 

   Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:

Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.

Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)

   Den store danske encyklopædi skriver:

palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.

Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne. 

   For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.

   Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.

   Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:

Modernisering af skarven

Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .

   Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.

   Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.

   Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.

   For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.

   Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.

   Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.

   Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.

   Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.

   Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.

   Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.

   Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.

   Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.

   Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.

   En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.

   Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.

   Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.

Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.

   Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:

Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.

Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.

Her er min akvarel med skarven som motiv:

Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.

   Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:

Palimpsest, collage, modifikationer - serendipitet!

Akvarelmaleriets mysterier (26) - akvarel vs. akryl - og mødet med Hans Christian Rylanders malerskole

Det er længe siden jeg har skrevet om min mentale rejse ind i akvarelmaleriets mysterier - i praksis og teori.
   Sidst handlede et indlæg om mit overraskende møde med forfatteren til "Hobitten" og "Ringenes Herrer": Tolkien, som, viste det sig, var en meget kompetent (amatør)akvarelmaler, og som havde brugt sine evner til at lave nogle for mig dybt fascinerende akvarelillustrationer til - især - Hobitten.

 
Siden har jeg selv på akvarelfronten prøvet lidt af hvert. En af de erkendelsesmæssig pointer jeg havde med fra flere foregående blogindlæg, var at det at blende akvarelmaleri med tusch-tegning, som fx bladtegneren Roald Als gør, faktisk indebar nogle muligheder når man malede fugle.

   Og fugle-illustrationer har jeg en særlig svaghed for, nå de er udført af den berømte amerikanske fugle-illustrator J. J. Audubon fra først halvdel af 1800-tallet som de vises i kæmpeværket "Birds of America".
   Ifølge de bøger jeg har anskaffet om Audubon og hans teknik, så kombinerede han tegning med akvarel og guache (dækfarver på vandbasis). 

   Jeg viser lige nogle eksempler på hans enestående kombinerede tegne- og malekunst. Og så er han selvlært - autodidakt - oven i købet:

Når jeg fremhæver netop ham og hans berømte fuglebilleder, så er det fordi jeg inden for det sidst halve år har udfordret mig selv med at male fugle - efter fotos. Det er blevet til tre, og i alle tre tilfælde overskrider jeg nogle af mine egne tekniske grænser.

   Jeg tegner både nogle af konturerne og maler nogle af de mest udtryksfulde dele af fuglene - næb, øjne, fødder - med en sort tuschstreg. Og så kæmper jeg i øvrigt med at få en gennemsigt lethed i fjerdragtens aftegninger og skygger:

De er alle tre kommet i glas og ramme, som udtryk for at jeg er - nogenlunde - tilfreds.

Det er afsætte for denne akvarel af en skarv der sidder og tørrer sine vinger - en akvarel som ikke er færdig - men klippet ud af et - ja hvad skal man kalde det - et lærestykke:

Historien bag det er følgende:

Jeg er ind imellem på udkig efter dygtige og professionelle malere som kan lære mig mere - en  mulighed for opfølgning på Bardur Jakupssons to akvarelkurser. 

   Og fruen havde via en anden aktiv kvinde på det lokale fitness-center fundet ud af at en kendt og meget dygtig kunstmaler Hans Christian Rylander som boede og havde atelier på Bogø, havde ledige pladser på sin "malerskole".

   Vi meldte os til - uden egentlig at vide hvad det indebar. Og fik i hvert fald en på opleveren.

Hans Christian Rylanders malerier kender jeg godt lidt til. 

   Han har udstillet lokalt, og for cirka et år siden havde hans elever på skolen også en lokal udstilling som faktisk var spændende og interessant.

   Rylanders egne billeder er for det meste meget store, farverige og stærkt udtryksfulde - fabulerende - og i udtalt grad et produkt af den kreative proces jeg på denne blog har beskrevet ud fra mange forskellige synsvinkler og i mange forskellige kontekster: 'conceptual blending' - dette at man mixer, kombinerer og integrerer forskellige ideer, betydninger, former og udtryk som traditionelt er adskilt og isoleret i klart forskellige konceptuelle domænder, for derigennem at skabe nyt: forestillinger, tænkning, fortællinger.

   Sådan:

I andre sammenhænge ville man nok tale om forskellige former for 'montage' eller 'collage' - hvor publikum må konstruere mening og sammenhæng ud af sammenstødene mellem forskellige delmotiver, størrelsesforhold og perspektiver. 

   Min umiddelbare oplevelse af samlingen af malerier i Rylanders atelier var: Wau! Fascinerende, provokerende, surrealistisk. 

    Flere af malerierne indeholdt som delelement et portræt af Rylander selv, stirrende direkte ud mod beskueren, som her:

Karakteristisk for hans stil er - ud over montageformen - at der ikke er nogen form for centralperspektivisk dybde i det enkelte billede som helhed, men at hvert enkelt delmotiv var malet med med dybde gennem især modellering af lys og skygge.
   Jeg oplever en ekspressiv vrede, næsten sarkastisk vrængende, som bagvedliggende mental drivkraft i mange af Rylanders billeder. Et eller andet 'fuck you'-agtigt - adresseret til den pæne, borgerlige og bornerte samtids verden.

   Faktisk kan man også sige at hans billeder udtryksmæssigt er beslægtede med Dronning Margrethes 'decupager' - selv om jeg ikke er sikker på at Rylander vil bryde sig om den association:

I Rylanders billeder er hvert delmotiv malet med af en form for klassisk naturalisme i udtrykket. Og der er typisk brugt fotografiske og skulpturelle forbilleder/referencebilleder for det enkelte delmotiv.

   Ikke bare skal delelement-motiverne nemlig ligne, men de skal også ligne rigtig godt - uden at der dog er tale om en fotografisk realisme som fx hos Thomas Kluge - her eksemplificeret ved hans seneste repræsentative maleri af kongefamilien:

Jeg og fruen tilbragte to dage på Rylanders malerskole - som en slags prøvetimer.
   Og Rylanders reaktion på at jeg gerne ville male akvarel, var ikke specielt imødekommende, men heller ikke totalt afvisende.
   Stort set alle andre elever malede akryl - som jo også er en slags vandfarver, men maleteknisk inviterer akrylfarver til at male på en måde som ligner oliemaling.

   Professionelt tog Rylander jo udfordringen op og gjorde opmærksom på at akvarel malerteknisk set var og er en specialitet. Og tydeligvis forbandt han akvarel som malemedie med det at tegne og male illustrationer - altså mere en særlig form for (kunst)håndværk end egentlig kunst, kunne man fornemme at han mente.

   

Jeg og fruen fik begge en indledende opgave: Find en genstand - en 'artefakt' - blandt de flere hundreder der var spredt rundt omkring i atelieret; stil den op foran dig og tegn den; og for mit vedkommende: mal den derefter med dine akvarelfarver.

   Jeg fandt en lidt støvet og mølædt udstoppet skarv med udbredte vinger til tørring - som jeg har set det mange gange også i virkeligheden i vores sø ved sommerhuset, og gik så igang med at tegne den.

Skarver har blandt andet en særlig plads i min bevidsthed fordi da fruen og jeg var i Kina for tre år siden, da oplevede vi en ældgammel fiskerimetode hvor man bruger tamme skarver til at fiske med: De får et bånd bundet stramt om halsen, så når de fanger en fisk, kan de ikke sluge den, men den bliver i halsen indtil fiskeren tvinger den til at spytte fisken hel ud ved hjemkomsten, som vist her:

Og selv fik jeg den euforiske oplevelse at få en tam skarv siddende på min skulder så jeg kunne klø den på halsen:

Så derfor valgte jeg Rylanders udstoppede skarv som øvelsesopgave for min tegning og min akvarel, vel vidende at jeg aldrig havde prøvet at male noget så detaljeret som dens vingefjer og dens spættede fjerdragt.

   Jeg havde det problem at mit medbragte akvarelpapir var for lille til motivet, så jeg måtte "øge" papiret i bredden med ekstra ark så det yderste af de to vinger kunne males med.

   Man aner måske lige de lodrette linjer i vingerne der markerer at de er klippet ud og klistret sammen fra forskellige ark.

Og da akvarellen var færdig, kunne jeg ikke komme videre med maleriet, fordi den store baggrund ikke kunne males efter 'akvarelprincipperne' når først skarven i forgrunden var lavet.

   Jeg manglede både referencebilleder af fx vandplanter og andre skarver, og muligheden for at lave jævne og tonede laveringer - 'washes' - af vand, landskab og himmel i baggrunden.

Når Rylander underviste de andre elver, så var to ting slående: 

   At mange af dem simpelt hen malede som Rylander - var "elver" af ham i helt gammeldags forstand. 

    Og at et maleri for ham og elverne var et langtidsprojekt hvor man prøvede noget, malede over, forbedrede - eller gjorde det dårligere - og om og om igen. Altså i høj grad en form for trial-and-error-læreproces i en fortsat kamp med motiv, farver, penselstrøg. 

   Så vidt jeg kunne se, kunne mange af elevernes billeder tage både måneder og halve år at blive færdige med. Og de fleste elvemalerier var også ganske store - meget større end selv de få lidt større akvareller jeg har malet.

   

Det var klart at Rylander var noget på udebane hvad angår akvarel-teknik og akvarel-pædaggoik, hvad man jo ikke kan bebrejde ham. Han havde ét klart råd undervejs, som han gentog: Mal på større ark.

   Og så var hans spontane kommentar til min færdige akvarel af hans udstoppede skarv, at den havde karakter af 'en illustration'. Og det mente han ikke positivt.

Det skal så siges at på anden dagen var der en tilbagemeldings-seance hvor han kommenterede elevernes arbejder - så langt de nu var kommet.

   Jeg havde taget en halv snes af minde indrammed akvareller med - både fra Burma, fra Kap Verde og fra Færøerne.

   De fik faktisk ros af Rylander. "Fortsæt" var vel egentlig essensen af hvad han sagde

Hvad lærte jeg? 

   At jeg faktisk godt kunne akvarelmale så detaljeret og disciplineret som skarv-motivet krævede.
   At det var kunstnerisk legitimt at bruge fotos og modeller som forbilleder/inspirationskilder/referencebilleder og montere forskellige kilder sammen til en ny helhed

Og så blev jeg mig for alvor og endnu mere bevidst hvor forskellig processen er når man maler billeder med olie- og akrylfarver i forhold til det at male med akvarel.

   Citatet af Olaf Rude om kunsten at male en god akvarel, et citat som var slået op på væggen da en stor samling af hans akvareller var udstillet på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, blev virkelig sat i perspektiv:

Tænk længe, mal hurtigt

Mens Rylanders metode når det gjaldt akryl, måske kunne udtrykkes med disse ord:

Mal, se, tænk, mal, se, tænk, mal, se, tænk ... og og bliv ved indtil det lykkes

Historien om akvarel-skarven fortsætter i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html