Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:

'takete' og 'lumumma'

Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:

- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,

- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.

   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.

   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.

   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 

   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?

Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 

    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 

    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 

     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 

Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.

   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.

   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':

Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   

Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:

Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:

 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:

'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?

Synæstesi og kreativitet

Nogen mennesker har det sådan at de kobler f.eks. bogstaver og farver sammen - så at sige tvungent. Eller farver og lyde sammen. Eller smag og farver sammen. Altså ydre sanseindtryk fra en sans blandes automatisk og efter bestemte regler med indput fra en anden sans som produceres indefra af hjernen selv. Jeg har set fænomenet omtalt som "sansernes metafor".

Synæstesi forbindes ofte med kreativitet, mange særligt kreative mennesker har været synæstetikere:

Franz Liszt and Nikolai Rimsky-Korsakov (Composers) - Wassily Kandinsky (Abstract Painter) - Vincent Van Gogh (Painter) - Richard Feyman (Physicist) - Albert Einstein (Physicist) - Franz Schubert and Ludwig Van Beethoven (Composers) - Duke Ellington (Composer-Pianist) - Sid Barret (Musician, Singer, Song writer - Pink Floyd Band) - Charles Baudelaire (Poet, Critic, Translator) - Arthur Rimbaud (Poet Anarchist) - Olivier Messiaen (Composer, Organist, Ornithologist) - Amy Beach (Pianist, Composer) and currently under study: Frank Lloyd Wright (Architect, Writer, Educator)- Jimmy Hendrix (Song writer, Singer)- Victor Hugo (Novelist, Poet) and more. http://www.qondio.com/hearing-colors-and-seeing-sound-synaesthesia

Min kone er også synæstetiker, viser det sig. Bogstaver, ord og tal forbindes i hendes hjerne automatisk med bestemte farver. Hun læser iøvrigt ekstremt langsomt - ord for ord, så at sige. Hvis hun for hvert ord, både skal forstå hvad det betyder, og koble det med en farve, så er det for mig klart at det kan bremse læseprocessen. Hun fortæller at da hun var ung kunne det være stærkt forstyrrende, men nu er det det ikke mere. For mig er det tydeligt at når hun læser, så nyder hun ordene - smager på dem - på en helt anden måde end jeg gør.

Da jeg lærte blending-begrebet at kende, fik jeg næsten med det samme associationer til synæstesi. Jeg tænkte at det jo kan opfattes som "tvungen" blending af to perceptuelle domæner. Og så associerede jeg det også med takete-lumuma-distinktionen, som jeg og mine medlærere altid har introduceret i forbindelse med kurser i dramaturgi, og som stammer helt tilbage fra TV-SUM-kursernes svenske forfader: Ola Olsson. Se her en henvisning:

Lumumma och Takete
Begreppen Lumumma och Takete är skapade av den tyske gestaltterapeuten Wolfgang Köhler. Han undersökte hur individer från olika kulturer och språkgrupper kombinerade symbolerna med begreppen Maluma och Takete. Köhler gav ut boken Gestalt Psychology 1929. Dramaturgen Ola Olsson har översatt begreppet Maluma till Lumumma.
http://www.makete.se/makete-metoden/lumumma-och-takete

At man kan udnytte synæstesi i kreativ sammenhæng, altså når man i en filmfortælling fx. kobler billeder og ord sammen, eller i et musikstykke lader noget af musikken mime reallyde, er vel også en en helt afgørende pointe her, hvor man så at sige påtvinger modtageren en syæstetisk blending for at skabe emotionelle effekter. Eller når man arbejder med multimedie-blandinger:

En anden forståelse af synæstesi, som kan bruges i forbindelse med multimedialitet er baseret på de to dele af ordet ’syn’ og ’aestesi’ som oprindeligt betød ’sammen med’ og ’sansning’. Med Kress (2003) kan termen referere til en emergent (tilsynekommende) proces, hvor betydninger præsenteret i to eller flere samtidige semiotiske modaliteter, fx visuelt/billedmæssigt og oralt/lingvistisk, forbinder sig eller samarbejder på en sådan måde, at nye former for betydning kan findes i en helhed (gestalt), der er mere end summen af dens dele.

   Semiotisk synæstesi må forstås som ikke blot som et perceptuelt fænomen, men som et fænomen, der er styret af at sanse og at skabe betydning på samme tid.   http://blogs.dpu.dk/itmedier/post/2008/10/01/Sync3a6stesi-en-forudsc3a6tning-for-multimodalitet.aspx

Semiotisk synæstesi er et godt ord for det. Men det er jo altså præcis det det drejer sig om når vi taler om blendede udtryk der produceres for at skabe ny betydning i det blendede rum - ud fra elementer trukket sammen og komprimeret fra to input-rum, som altså her er input-rum som er defineret ved hvilke sanse-domæner de befinder sig i.

Jeg kan se at jer her har fat i en meget lang og interessant ende, når vi taler om kreativitet. For nogle år siden så jeg en artikel i Illustreret videnskab som koblede hjerneforsknng omkring synæstesi sammen med kreativitet. Her er henvisninger til de kilder de byggede artiklen på:

http://www.neurologyreviews.com/jul02/nr_jul02_mindseye.htmlhttp://www.abc.net.au/rn/talks/8.30/helthrpt/hstories/hr080796.htm

Scientific American 05/2003s. 42-49Neurology Reviews.com 07/2002Nature Neuroscience 5/2002, s. 371-375