Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".

   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:

Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".

Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.

   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:

"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."

Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.

   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:

"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."

Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.

   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':

Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.

Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:

http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 

http://www.information.dk/153260 

http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 

http://www.thereader.org.uk/

Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.

 

'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".

   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.

  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:

   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":

In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)

   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 

   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 

   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 

   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 

   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          

   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 

   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.

Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 

   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.

   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.

Jørgen Poulsen - tv-fortæller af Guds nåde, en kreativ ildsjæl og flere personligheder i en

Idag fylder Jørgen Poulsen 70: DR-reporter og tv-fortæller gennem mange år, derefter højt profileret direktør for Røde Kors, og som kronen på karrieren: partimedstifter - og folketingsmedlem med slutplacering hos Det Radikale Venstre.

 

I min tid som konsulent i Danmarks Radios uddannelses- og udviklingsafdeling i 80´erne havde jeg flere gange kontakt med Jørgen Poulsen, og hans 70-års fødselsdag falder næsten præcis en måned før min.

  Så jeg vil fortælle lidt om hans betydning - for mig - først og fremmest i forbindelse med mit arbejde med at beskrive fakta-tv-dramaturgiens konstruktionsprincipper og holde kurser om temaet siden midten af 80´erne.

Mange i min generation husker sikkert Jørgen Poulsen både for tv- og for radio-indslag i Danmarks Radio, bl.a. på grund af hans særprægede og helt specielle dialekt.

   Den kan man høre her på et Bonanza-radioindslag, hvor han rapportere fra Stockholm i forbindelse med Tjernobyl-katastrofen:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=J%25C3%25B8rgen%2520Poulsen&type=all&limit=120

I forbindelse med de forskellige dramaturgikurser som DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling afholdt i stort tal for medarbejderne i 80´erne, samlede vi undervisere på eksempler på vellykket og kreativ brug af de dramaturgiske principper inden for tv-journalistikken: nyheder og magasinindslag.

   Og her var de lidt længere indslag som tv-reporter Jørgen Poulsen producerede for TV-Avisens Søndagsmagasin, klokkeklare skoleeksempler som vi så også inddrog og viste i undervisningen.

   Han producerede bl.a. i starten og midten af 80´erne en lang række meget velfortalte, både oplysende og samtidig (ofte) mildt ironiske indslag - som skandinavisk udenrigskorrespondent for DR, med base i Stockholm.

   Et af de mest berømte - og morsomme - var et tidligt indslag (1981)om den sovjetiske u-båd som strandede og blev hængende på et skær i den sydsvenske skærgård, fuldt synligt og langt inde på svensk territorialfarvand. Ubådstypen tilhørte den såkaldte  'whisky-klasse' hvorfor begivenheden også fik kælenavnet "whiskey on the rocks".

  Det kan meget vel være Jørgen Poulsen der er ophavsmand til den betegnelse. Og han har i hvert fald med garanti brugt den i sit indslag.

 

Jørgen Poulsen var i øvrigt selv deltager på et af disse TV-SUM-kurser som var specialtilrettelagt for TVA´s tv-producerende medarbejdere: journalister, studieværter, producere, fotografer, redigeringsteknikere, lydfolk, mv. Og chefer!

   Jørgen Poulsen sagde ikke et ord under det 5 dage lange kursus, men sad nede for enden af 'hesteskoen' og smilede huldsaligt, husker jeg.

   Til sidst om fredagen kom han op til mig og sagde med sin distinkte og lidt specielle diktion: "Harms Larsen: Tak for et glimrende kursus. Jeg kalder det bare noget andet" - underforstået: end de dramaturgiske fagtermer som var en vigtig del af kursets mål at introducere og demonstrere nytten af når man producerede tv-indslag.

   Det oplevede jeg som en stor anerkendelse af kurset.

 

Ved det efterfølgende weekend-kursus i 'analytisk efterkritik', skulle deltagerne i grupper løse den opgave at anvende de dramaturgiske begreber til at beskrive, analysere og kritisere en række forskellige indslag som andre deltagere havde "indleveret" til brug for den øvelse.

   Jørgen Poulsen havde selv indleveret et relativt friskproduceret TVA-reportageindslag om den nyeste svenske eksportsucces Absolut Vodka. Det var fremragende fortalt, og den gruppe der skulle analysere indslaget, konkluderede under fremlæggelsen at indslaget netop var en forbilledlig demonstration på at det de havde lært i dramaturgikursets teori, i den grad også fungerede i praksis.

Senere producerede Jørgen Poulsen bl.a. en række emotionelt forførende og udtryksmæssigt stærke TVA-magasinindslag med skæbnehistorier om udviklingshæmmedes liv (tidligere kaldt 'åndsvage' eller 'evnesvage') i forbindelse med nedlæggelsen af de store statslige åndsvageinstitutioner i slutningen af 80´erne, fx. Svaneparken.

   Og i forbindelse med mit kursus om 'faktion' brugte jeg som demonstrationseksempel på det som senere har fået betegnelsen "mocumentary", et indslag Jørgen Poulsen producerede til Søndagsavisen, der troværdigt og overbevisende fortalte om hvordan Glyptoteket og dets uvurderlige impressionistiske malerisamling var blevet solgt til en kulturinteresseret multimillionær i USA.

 

Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 Øst i Vordingborg, var en af mine målsætninger at de nyheds- og aktualitetsindslag mine medarbejdere producerede, skulle være fortalt så oplevelsestærkt og spændende at - og her citerer jeg mig selv - "de ville interessere og fange seerene i Nakskov selv om de handlede om en lokal kommunal nyhed i Kalundborg."

   Derfor afholdt jeg flere medarbejderkurser der skulle pushe disse ambitioner i forhold til deres måde at fortælle indslag på. Og til det første af disse kurser husker jeg at jeg havde inviteret Jørgen Poulsen til at komme og vise nogle af sine indslag og fortælle om hvordan han tænkte og arbejdede med dramaturgien i dem.

   På det tidspunkt var han vist lige blevet ansat som kommunikationschef i Røde Kors, og mine medarbejder syntes vist nok det var lidt mærkeligt at det var ham jeg havde inviteret som en af oplægsholderne.

Jørgen Poulsen som eksempel og prototype på det jeg har kaldt den særligt kreative personlighed, er også interessant, hvad jeg vender tilbage til senere.

Den her blog blev i sin tid blandt andet startet på impulser fra mit møde med tv-dokumentarismens grand old man i Danmark, Poul Martinsen, i forbindelse med mit arbejde med at skrive den kombinerede mono- og biografi om manden.

   Da jeg startede bloggen i slutningen af marts 2010, var jeg begyndt at læse ekstensivt om fænomenet kreativitet - fra mange forskellige faglige vinkler. Og her var jeg stødt på  Mihaly Csikszentmihalyis bog "Creativity - Flow and the psychology of discovery and invention".

   I bogen har forfatteren et kapitel om "den (særligt) kreative personlighed". Heri skriver han:

Creative individuals are remarkable for their ability to adapt to almost any situation and to make do with whatever is at hand to reach their goals.

   If I had to express in one word what makes their personalities different from others, it's complexity.  

   They show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes; instead of being an "individual," each of them is a "multitude."

Han fremhæver altså "kompleksiteten" som det enkelte ord der sammenfatter det der er typisk for den kreative personlighed.  

   Tilsvarend har jeg ofte her på bloggen beskrevet 'den særligt kreative personlighed' som sammensat - som blendede: "to eller flere personligheder i en".

   Mihaly Csikszentmihalyi bruger farven hvid som metafor og analogi:

Like the color white that includes all colors, they tend to bring together the entire range of human possibilities within themselves. Creativity allows for paradox, light, shadow, inconsistency, even chaos – and creative people experience both extremes with equal intensity.

Mihaly Csikszentmihalyi opregner en lang række af paradoksale typiske egenskaber ved den særligt kreative personlighed. Han sammenfatter dem sådan her: 

1. Creative people have a great deal of physical energy, but they're also often quiet and at rest.

2. Creative people tend to be smart yet naive at the same time.

3. Creative people combine playfulness and discipline, or responsibility and irresponsibility.

4. Creative people alternate between imagination and fantasy, and a rooted sense of reality.

5. Creative people trend to be both extroverted and introverted.

6. Creative people are humble and proud at the same time.

7. Creative people, to an extent, escape rigid gender role stereotyping.

8. Creative people are both rebellious and conservative.

9. Most creative people are very passionate about their work, yet they can be extremely objective about it as well

10. Creative people's openness and sensitivity often exposes them to suffering and pain, yet also to a great deal of enjoyment. 

Her kan du læse Mihaly Csikszentmihalyi´s egne kommentarer til den komplekse kreative personligheds modsætningsfyldte psykologi:

http://talentdevelop.com/articles/TCPTPT.html 

Men altså det der umiddelbart slog mig, var at Poul Martinsen i den grad levede op til den særligt kreative personligheds liste af egenskaber og kendtegn.

   Men - og det er pointen her - jeg kunne utvivlsomt også have brugt Jørgen Poulsen som skoleeksempel på den særligt kreative personlighed.

    

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn på en eller anden måde hænger sammen med tab, savn og måske endda ydmygelser i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed.

   Man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Simulerer problemløsning, frihed og alternative virkeligheder ved fantasiens hjælp. Og forsøger - gennem fantasifuld metaforisk tænkning og sprogudøvelse ("storytelling") - at hele sårene, så at sige.

Jeg har også mange steder på bloggen argumenteret for følgende:

   Når mennesket har en hjerne som forskerne efterhånden mener ikke er færdig og fixeret ("hardwired") fra fødslen, men er fleksibel og formbar gennem hele livet, og ikke mindst i barndom og ungdom, ja, så kan det meget vel være at genetiske dispositioner (sårbarhed, følsomhed, nysgerrighed, behov for spænding) i kombination med særlige vilkår i barndom og ungdom (tab, afsavn plus tilstedeværelsen af en 'mentor'), så at sige disponerer særligt for kreativ tænkning og opfindsomhed.

   Dette ikke bare inden for kunst for, men også journalistik, forskning, design, håndværk, iværksætteri.

 

Jeg har i stikord sammenfattet en række af de barndoms- og ungdomserfaringer som mange kreative personligheder tilsyneladende er fælles om: forældretab og -savn, splittelse mellem to kulturer eller miljøer, at skulle beherske og forholde sig til to sprog, tvunget i "fjendtlige" institutioner (fx. skole)  som hæmmer og mobber, en permanent oplevelse af fremmedgjorthed, rodløshed  og hjemløshed.

Den udmærkede journalist Jesper Strudsholm har i bogen i "Storyteller - En biografi om Jørgen Poulsen" -  beskrevet hans netop komplekse og tvetydige personlighed - herunder kritiske oplevelser fra barndommen.

   Jørgen Poulsen kom af husmandskår i Sønderjylland, faderen døde tidligt, og Jørgen bar hele livet rundt på en uhelelig forurettelse i forhold til de mere priviligerede i samfundet, forbundet med et umætteligt behov for anekendelse fra omgivelserne.

Det fremgår af indledningen til en anmeldelse af Lone Maribo, journalist og historiestuderende, at det ikke lige er det anmelderen bryder sig om at forholde sig til:

Mødet mellem Jørgen Poulsen og hans broder, i en lavloftet stue på fødegården i Branderup, så langt vestpå at det nærmer sig verdens ende, er skildret på en så formidabel pinagtig måde, at det næsten er en lettelse at kunne lægge den tonstunge lyd af stilhed og et imaginært bornholmerurs lavmælte nedtælling til dommedag bag sig allerede på side 15, i bilen på vej østover, tilbage til magtens og handlingens verden.

   Ved skildringen af mødet med broderen, som måtte blive hjemme på gården i Sønderjylland for at tage sig af familien efter faderens tidlige død, blotlægges Jørgen Poulsens dybe skam ved at ville noget andet og være ærgerrig, samtidig med at vi har at gøre med ”en barndom, der var sådan, at jeg bliver nødt til at omtale den med en humoristisk distance, for at holde den ud” .

   Et af Jørgen Poulsens postulater er, at fænomenet Branderup er den dybere årsag til hans kolossale sult efter anerkendelse. De ambitioner, der drev ham op af de sandede plovfurer og ind hvor beslutningerne tages, forsøges forklaret med en opvækst i Danmarks periferi.

   Branderup er behæftet med skam, det samme er trangen til at komme væk, og vé den, der gør det godt, må han skamme sig tifold. 

Jeg kan se en lang række ligheder mellem Jørgen Poulsens og Poul Martinsens psyke og erklærede barndomserfaringer.

Jeg nævnte tidligere Jørgen Poulsens markante og særprægede diktion og dialekt. Det kommenterer han selv i dette citat fra en artikel af Trine Munk Petersen i Berlinske Kultur fra oktober 2007 - under rubrikken "Poulsens Sandheder":

Kalundborgjysk kalder Jørgen Poulsen selv den særegne dialekt, som danskerne er blevet fortrolige med gennem de seneste snart 40 år, hvad enten det er »Jørgen Poulsen, Stockholm«, »Jørgen Poulsen, Washington« eller som nu »Jørgen Poulsen, Røde Kors«, hvis levende og altid engagerede beretninger, de har fået ind i stuen.

   Dialekten tillagde han sig de første år som journalistelev på Kalundborg Folkeblad. Men det var allerede i barndommen i Branderup i Sønderjylland, hvor forældrene havde et lille husmandssted, han begyndte at dyrke det særlige fortælletalent, han gennem årene har finpudset til noget nær perfektion.

   »På sønderjysk havde man et udtryk, som jeg måtte høre meget for som barn – at »Jønne havde vibkens«. Jeg har prøvet at slå det op, men jeg kan ikke finde det i nogen ordbog. For mig er det lydmalingen af, at »den knægt er da også for fantasifuld«,« siger Jørgen Poulsen.

   »Og jeg var meget glad for historier. Jeg elskede historier, så de næsten kunne rende af med mig. Jeg sad i vores lille hønsehus og skrev hele romaner i mine kladdebøger. Og ligesom Erling Jepsen – ham med »Kunsten at græde i kor« – der faktisk kommer fra nabobyen, gik jeg og fortalte historier, så alle børnene var hunderædde. Når jeg havde læst noget i avisen, som jeg måske ikke helt forstod, kunne jeg fortælle dem nogle frygtelige røverhistorier.«

Det peger frem mod det træk som journalistkolleger gennem årene også har mere end antydet: at Jørgen Poulsen i sin journalistik indimellem har haft en lidt for letfærdig omgang med sandhed og virkelig for at kunne rapportere sine historier så gribende som muligt. 

   Noget man fx også for nylig har påpeget i forbindelse med en anden 'storytellers' berømte værk: Karen Blixens "Den Afrikanske Farm". Også hun har levet et liv i med tidligt fadertab, ægteskabsvigt kærestetab, kulturel hjemløshed, tosprogethed - som hun med sin fantasis hjælp sublimerer til stor litteratur.

   

Ingen tvivl om at Jørgen Poulsen kan rubriceres som "flere personligheder i en" - hvad hans brogede karrierer også demonstrerer. 

   Og hvad der driver ham til at udfolde de forskellige sider i et samspil og i et modsætningsforhold, fremgår af Ulrikke Moustgaards meget indfølende anmeldelse på udenrigsministeriets hjemmeside under rubrikken "Nødhjælpens frække dreng":

Men bag de velskrevne artikler og særprægede radio- og tv-indslag gemte sig også et menneske, der bar på en konstant følelse af at blive forbigået og ikke få anerkendelse. Poulsen fik ikke sit drømmejob som DR’s tv-korrespondent i Washington. Han kom heller ikke til London. Eller til andre steder eller job, han ønskede sig.

   I Poulsens optik var årsagen for eksempel mangel på de rette forbindelser eller mangel på held. Det har han sikkert ret i. For Poulsen var en idealistisk opkomling fra Sønderjylland med en mærkelig dialekt, der ikke teede sig, som man hør og bør i en medieverden, der er gennemsyret af magtspil og selvfedme.

   Men ser man, som Strudsholm gør, på Poulsens liv som en helhed, står det klart, at et gennemgående tema i Poulsens liv netop er frygten for at blive forbigået og uretfærdigt behandlet. Det sker ironisk nok samtidig med, at Poulsen selv bilder sig ind, at hans succeser skyldes rent held frem for dygtighed.

Det var også et gennemgående tema i Poul Martinsens fortælling om sin professionelle karriere som tv-dokumentarist: at han havde været utroligt heldig. Det fænomen som jeg senere fik et fagudtryk for fra kreativitetteorien: Serendipitet.

  Og ligesom Poulsen havde Martinsen også en drøm om at hjælpe, hvilket i flere omgange og i flere år førte til at han fik orlov fra sit arbejde som tv-mand for at bistå ulandsorganisationer med bistandsarbejdet i Afrika.  

   Poul Martinsens kreative drivkraft var et produkt af modsætningsforholdet mellem hans to erfarede (barndoms)miljøer på hver sin side af Lyngbyvejen: på den vestlige side Arbejderkvarteret Vangede hvor han voksede op og gik i skole (Bakkegårdskolen) til og med mellemskolen, og på den østlige side overklassekvarteret Gentofte hvis direktørsønner han gik i klasse med og var fascineret (og frastødt) af på Gammel Hellerup Gymnasium.

  

Ulrikke Moustgaard fortsætter ad samme analytiske spor når det gælder Jørgen Poulsen:

For en læser, der får et så intimt kig ind i Poulsens personlighed, er tanken nærliggende: Der går en lige linje mellem Poulsens store hjerte, hvad angår de nødstedte (og uretfærdigt behandlede) mennesker i vor verden, til ham selv.

   I bogen kommer forfatteren flere gange ind på begrebet ’lyset fra de store gårde’, der henviser til Poulsens sønderjyske barndom, hvor uligheden mellem børn fra de store gårde og børn fra mindre kår, som Poulsen kom fra, var slående i enhver forstand.

   Poulsen var fascineret af lyset. Men også indigneret og vred på lyset. Senere, da han er blevet frontfigur i Dansk Røde Kors – blandt andet efter en rekordstor Afrikaindsamling, han har stået i spidsen for – giver lyset genskær, når han skal sidde til bords med højtuddannede akademikere, der vil teoretisere om nødhjælp og udviklingsbistand. Poulsen selv er nemlig mere til no nonsense-handling. 

Jeg har ikke kunnet finde tv-indslag af Jørgen Poulsen fra 80´erne på Dr.dk/Bonanza, hvad jeg synes er lidt af en skandale. 

  Til hans kreative meritter hører også dokumentarfilmen ”Olof Palme” (1983), som var det eneste eksisterende film-portræt af politikeren, og som efter mordet blev brugt af tv-stationer verden over. Sammen med Palmes bror, Claes Palme, skrev Jørgen Poulsen bogen ”Olof Palme” (Munksgårds Forlag 1986).

   Jeg er ikke i tvivl om at Jørgen Poulsen også spejlede sig i og så op til Olaf Palme, hvis synspunkter  og holdninger især i forhold til ulandene han utvivlsomt sympatiserede med.

Til slut et klip fra YouTube som siger noget om hans rolle i den følgende fase af sit liv, som generalsekretær for Røde Kors:

Hans rolle som medstifter og afvikler af partiet Ny Alliance, får man et godt indtryk af i Christoffer Guldbrandens glimrende og afslørende dokumentarfilm "Dagbog fra midten".
   Her et klip fra den hvor Jørgen Poulsen skal til skideballe hos Naser Khader:

http://www.youtube.com/watch?v=1Z4Z-lx8x_g

Den kreative stenfinder og stensliber - om samlerlyst og den bløde hårdheds æstetik

Det forrige indlæg tog udgangspunktet i spørgsmålet om man kan være eller blive forelsket i ting. Casen var i det tilfælde nogle specielle bordlamper af designeren Christian Dell, den tyske pendant til og samtidige med vores egen Poul Henningsen.

   Men nu zoomer jeg ind på min 'optagethed' af en anden slags ting eller objekter - nemlig sten. Og min kreative lyst til at jagte, søge, finde og samle.

Helt fra min barndom har jeg været stærkt interesseret i sten. Men det er nok mere præcist igen at tale om fascination, betagelse, forelskelse.

   Jeg havde arvet en mindre samling stenøkser, stendolke og stenskrabere af min farfar eller morfar, jeg husker ikke med sikkerhed fra hvem af dem.

   Mest sandsynligt er det min farfar, som var forvalter ved Sukkerfabrikkerne (Assens), og før da forvalter på herregårde på Lolland og Sjælland.

   I den forvalterfunktion har han i årevis været på inspektion af (tilsåning af) afgrøder på marker. Og sikkert der fundet efterladte brugsgenstande fra stenalderen.

   Jeg havde disse stenalder-redskaber udstillet på en hylder i min reol, og havde i bøger om arkæologi fundet lignende, så jeg vidst fra hvilken periode og hvilken kultur de var efterladenskaber.

   Jeg nød især at tage dem der var lavet af finslebet/-poleret flint i hænderne og stryge hen over deres glatte overflade og skarpe ægge. Jeg var fascineret af spændingsforholdet mellem det hårde materiale og den næsten silkebløde overflade. 

   En æstetisk 'blending'-oplevelse.

   Jeg kan ikke finde videnskabeligt belæg for det, men mon ikke disse nydelsesfulde berøringer har udløst små udladninger af lykkehormonet oxytocin.

 

Da vi i mellemskolen og i gymnasiet havde geologi, blev min interesse drejet fra forarbejdede stenredskaber fra de ældste tider, til naturlige sten - mineraler - som man kunne finde ved stranden - eller på udvalgte steder fx på Bornholm eller ved Møns Klint.

   Min interesse blev så stærk at jeg så sent som i slutningen af 2. G. var med en kammerat på selvorganiseret geologisk cykelferie på Bornholm. Jeg var på det tidspunkt stærkt overbevist om at det var geologi jeg ville studere senere hen.

   Det blev det så ikke. Mit et år lange ophold som udvekslingsstudent i USA ændrede mine interesser så meget at valget da jeg blev student stod mellem at blive noget kunstnerisk a la kunstmaler eller arkitekt - eller at studere til cand. klog inden for området litteratur, sprog og historie.

   Det sidste vandt.

Men min fascination ved sten forsvandt ikke helt.
   Jeg har et samler-gen som der aldrig helt kan slukkes for. Og jeg tror der findes en mental tilstand der kan kaldes 'collectors high' som man godt kan blive en smule afhængig af fordi det at finde ting til samlingen, udløser dopamin i hjernens belønningssystem (se tidligere blogindlæg).
   Der findes også en sygelig form: samlermani - 'compulsive hoarding'.
   Det er ikke det jeg skriver om her, det er den kreative form der har med lyst, spænding og belønning at gøre. En mild form for æstetisk afhængighed.

 
Familien var begyndt at holde sommerferie ved Vesterhavet, og når man gik på stranden i vandkanten, kunne man finde meget smukt farvede og mønstrede rundslebne sten.

   Når de var våde, var de særligt flotte, men når det var tørre mistede de det meste af de smukke farver. Deres farvespil kunne de få tilbage hvis man gned dem ind i margarine, eller hvis man gik med en portion af dem i lommen i længere tid. Fandt jeg ud af.

  Jeg fik efterhånden en større og større samling af disse stenskønheder, men måtte konstatere at glansen aldrig holdt ved i længere tid. De skulle gnides ind i fedtstof igen og igen. Og det blev man træt af.

Det var især 3 typer sten jeg efterhånden fandt ud af var de mest fascinerende at finde og samle:

   1) Mørkegrønne, sortgrønne sten med lyse grå og grågule striber, pletter og marmoreringer. Stenarten kaldes hornblende og kan findes i store knolde i mulden i Vestjylland, men findes også som et af grundmineralerne i granit. De var meget glatte og hårde fra starten - og rare at røre ved og have i lommen.

   2) Meget kulørte sten - med farveblandinger af sort, grøn, rød, okker - som kommer fra granit og gnejs, de stenarter som det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige består af, og som er sammensat af mineralerne feldspat, kvarts og glimmer plus mørke mineraler som hornblende og biotit.

   3) Sten med en rødlig, brunlig eller mørkegrålig tæt grundfarve og med markante indlagte rombeformede eller runde lyse 'strøkorn'. Det er de såkaldt 'ledeblokke' som indlandsisen har bragt med sig til Danmark fra forskellige afgrænsede lokaliteter i Skandinavien. De har alle forskellige navne med "porfyr" som slutstavelser: 'rombeporfyr', 'østersøkvartsporfyr', "påskallavikporfyr", m.fl.

Langt senere kom en fjerde type sten som jeg syntes var spændende: flintesten fra Stevns klint og Møns klint. Især i den form som kaldes kugleflint, og som kan findes bl.a. ved Ulfshale på Møn, hvor de har ligget og slebet sig kuglerunde i brændingen gennem hundredtusinder af år.

Jeg havde mine smukke sten liggende spredt rundt omkring i forskellige poser og skuffer, uden særlig systematik. Og da de blev grålige og kedelige og mistede både glans og farver, gik der nogle år hvor interessen stort set var gået i dvale. 

   Et besøg i en ravbutik i Lønstrup en sommer genoplivede min interesse. Butikken havde ikke bare smukt slebne ravsmykker til salg, men også slebne smykker lavet af hornblende - smykker som lignede de meget glatte mørkegrønne lysmarmorerede sten jeg i årevis havde samlet.

   Jeg anskaffede mig en stenslibemaskine, slibepulver og hvad der ellers skulle til af tilbehør. Og sleb alle de sten jeg i årenes løb havde gemt, både dem af hornblende, af granit, porfyrrene og flintestenene.

   Det tog vel sammenlagt tre-fire måneder at få dem alle slebet og lagt i forskellige kurve, alt efter type og størrelse. Sådan:

Det meste af min samling af smukke slebne sten

Granit/gnejs

Hornblende-sten

Porfyr-ledeblokke

Slebet kugleflint, en uslebet kugle og et slebet forstenet søpindsvin

Betragtet enkeltvis er de slebne sten for mig som smukke abstrakte miniaturemalerier. Og dem jeg er mest glad for, er hornblende-stenene:

Men også mange af granit/gnejs-stenene er fascinerende med deres brogede farvespil:

Min særlige fascination ved porfyr-ledeblokkene stammer tilbage fra min gymnasiedrøm om at blive geolog, og jeg husker stadig den aha-oplevelse jeg fik den gang ved at kunne bestemme fra hvilke lokaliteter i Skandinavien istidens bevægelige iskappe havde ført dem til Danmark:

Og senest i min stensamlende periode opdagede jeg hvor smukke abstrakte stenmalerier der kan komme ud af at slibe kedelige flinteknolde:

Stadigvæk når jeg tager samlingen frem og holder enkelte sten i hånden og lægger dem ud på boret (som  jeg gjorde i forbindelse med fotograferingen til dette indlæg) genoplever jeg den kreative glæde fra den gang jeg søgte og fandt smukke sten på stranden. 

   

Jeg har aldrig forbundet nogen form for symbolsk overtro med de forskellige slags sten, overtro som ellers er vidt udbredt inden for new-age-kulturen.

   Men se så alligevel hvad en søgning på nettet fortæller om netop de stens symbolske betydning som jeg altid har holdt mest af: de marmorerede hornblende-sten

Hornblende-marmor: Øger de kreative evner der har forbindelse med hjertet,
forstærker de kunstneriske evner og muligheder for at kunne udtrykke sig.
Lærer os at se og høre med hjertet og skabe værdifulde venskaber og forbindelser.

SERENDIPITET!

Min æstetiske hjerne - om at blive forelsket i ting - og om at gå på auktion og gøre fund

Kan man blive forelsket i en ting?

   Spørgsmålet er afledt af at jeg for nylig har været på Lauritz.com og fået hammerslag på nogle eftertragtede ting, eftertragtede fordi de var smukke på en "sær" måde, eller "sære" på en smuk måde.

Hvis jeg var freudianer, var svaret på spørgsmålet et indiskutabelt klart: Ja.

   Det kaldes fetichisme, og tankegangen hos Freud er at seksuel tiltrækning kan forskydes og kondenseres fra en elsket person, til en konkret ting som tilhører eller emotionelt forbindes med den elskede person, fx særlige beklædningsgenstande.

 

Men her er jeg interesseret i det aspekt af betagelsen og forelskelsen i ting som har med æstetikken at gøre. Hvordan påvirkes vi af et smukt, skønt, æstetisk tilfredsstillende udseende af en genstand? Hvad sker der i hjernen som gør at vi tiltrækkes - så meget at vi køber og samler på udvalgte ting og sager.

Det er i hvert fald sådan at vi (jeg) på en eller anden måde oplever en særlig glæde ved at eje og omgås bestemte ting - en oplevelse som går ud over den rene nytte- og brugsværdi som disse genstande måtte have.

   På mange måder er det netop det som godt design gør: tilføjer en ekstra æstetisk værdi til nytteværdien i tingene. Og oplevelsen af denne ekstra værdi belønnes med ekstra nydelse. Og det koster.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan bestemt møbler af bestemte designere har haft så stor tiltrækningseffekt på mig, at jeg måtte have dem, selv om de måske var "urimeligt" dyre at købe.

   Den effekt er jeg ikke alene om at opleve. Det er sikkert noget de fleste kan nikke genkendende til.

   Og de kreative folk der udvikler moderne tv-formater, har i den grad også opdaget fidusen, så vi nu finder en stribe populære programemmer på forskellige kanaler hvis præmis er at tematisere forholdet mellem smukke, interessante og kuriøse ting, og så det at der er et marked for dem, et marked som gør at næsten alle ting kan værdisættes og blive solgt på en auktion.

 

Jeg var selv i min tid som direktør på TV 2 ØST med til at lancere et program i midten af 90-erne med titlen "Mit kæreste eje", et format som stadig produceres og sendes på regional-kanalen her mere end 15 år efter.

   Vi fandt en tv-egnet lokal antikvitetshandler til at vurdere det folk mødte op med og præsenterede: Steffen Dinesen. Og han er siden blevet vurderingschef i netauktionsfirmaet Laurtiz.com:

Fra TV 2 ØST-udsendelsen 'Mit kæreste eje'

Jeg har også selv tidligere købt designermøbler på Lauritz.com, først og fremmest Charles Eames-møbler, og Arne Jacobsen borde. Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

For nylig har jeg forelsket mig i og købt - dels et bakkebord og dels to lamper - også på Lauritz.com-auktioner:

Anna Deplano. Rundt sofabord model Giro

Christian Dell. Kaiser bordlampe, model 6781

Christian Dell. Kaiser bordlampe model 6751

Bakkebordets designer er italiener, og det produceres og kan købes fra nyt. 

   Da jeg så det, forelskede jeg mig i det med det samme, og pudsede en søgeagent på det. Efter godt et år dukkede det så op i en auktion, så godt og fint som nyt, og jeg fik det til ca. halv pris.

   

De to Christian Dell-lamper har jeg gået og luret på længe. Eller rettere: Jeg kendte ikke Christian Dells navn som lampedesigner før jeg begyndte at søge lamper på Lauritz.com for ikke så mange år siden, og da opdagede at der var mange lamper designet af Dell til salg til ret så høje vurderingspriser. 

   Jeg er sikker på at jeg har set nogle af hans lamper i min barndom i 50-erne, sandsynligvis hos nogle af mine forældres venner, eller på et kontor på min fars arbejdsplads. 

  Kendetegnet for de fleste Christian Dell-lamper er den asymmetriske form der får skærmen til nærmest at svæve - så at sige hængt op i en buet eller svungen 'stander' af metal.

   De fleste Dell-lamper man finder, ser nogenlunde sådan ud:

Men det var ikke bare genkendelsens glæde der tiltrak ved dem jeg købte på auktion. 

   De Christian Dell-lamper der især har betaget mig, er, som man ser ovenfor, især dem hvor 'hatten'  - skærmen - er hel ren i sin form - uden udvækst på toppen eller siden. 

   Som min Sience-Fiction interesserede nevø sagde da han så den af messing: "Den er sådan spacey."

Den øverste med sort skærm fik jeg til vurderingsprisen, og den er produceret i begyndelsen af 50´erne. 

   Den anden af ren messing fik jeg hammerslag på til 1000 kr. under vurderingen der var på 2.500 kr.

   Den er gammel - fra 1930 har jeg siden fundet ud af - med original gummiledning og bakelit-stik.  Og  en tilsvarende tilbydes af en antikforhanlder i USA på nette  for godt 2.000 dollars. 

   Så der har jeg ikke bar gjort et smukt - men også et godt køb.

Hvem var Christian Dell? 

Christian Dell var en tysk designer med en spændende baggrund som sølvsmed, hvilket er med til at forklare den sans for detaljer der findes i hans arbejde. Han arbejdede som formand på Bauhaus’ metalværksted i Weimar, fra 1922 til og med 1925, her var Dell bagmand for en meget innovativ og banebrydende designstil.

    Bauhaus stilen indtager sin helt egen plads i det 20. århundredes kulturhistorie, og den omfattede arkitektur, design, kunst og de nye medier. Bauhaus var en af de første læreanstalter inden for design og førte adskillige af de mest fremragende af tidens arkitekter og kunstnere sammen.

   I tiden efter metalværkstedet fra 1926 tegnede Dell lyskilder, ofte for lampefabrikken Gebr. Kaiser & Co. Bordlampemodellen 6631 Luxus blev vist for første gang i 1936, i det første katalog der udkom i dette år. Denne lampe blev meget hurtigt uden sammenligning den førende model i KAISER idell™-serien, som både dengang og selv den dag i dag står som symbolet på det fornemste inden for tysk design, krydret på eleganteste vis med et udsøgt materialevalg og præcisionsteknik.

    For de nysgerige kan det oplyses at den første del af navnet “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant af lampen, og “idell” henviser til idé og til Dell som jo er designerens efternavn. “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant – KAISER & Co.

Ja, Christian Dell er vel nærmest den tyske pendent til vores egen Poul Henningsen.

   Wikipedia kan i øvrigt tilføje: "Dell was born as a girl but has had a surgery when he was 9". 

   En typisk kreativ personlighed med "2 personer i en", tænker jeg straks.

Men hvad foregår der egentlig i hjernen når vi sådan betages af smukke, sjældne ting - som jeg nu af disse Dell-lamper.

   For mig er der ingen tvivl om at vi her må have hjernens kemiske belønningssystem på banen, det der udløser hjernens eget narkotikum dopamin som belønning i en række forskellige sociale og fysiske kontekster: ved lystfyldt og tilfredsstillende sex, ved indtagelse og nydelse af god mad, ved at spille og vinde, ved at løbe til man bliver høj, og ved at udføre et stykke arbejde som er svært men lykkes til sidst.

Jeg søger lidt på den sammenhæng og finder en videnskabelig artikel om nogle forsøg hvor man søger at finde ud af hvad der sker i hjernen når vi udsættes for en kendt vare, men i en ny og usædvanlig designet indpakning og til en højre pris.

   Hvad vælger vi: det nye der er dyrere, eller det velkendte der er billigere?

   Og hvilket valg tager længst tid, det hvor man vælger noget nyt og spændende, eller det hvor man vælger det velkendte.

   Svarene viser sig netop at hænge sammen med hjernens 'reward system':

Using a novel reaction time task, we found that participants took consistently longer to choose aesthetic products than standardized ones (experiments 1a and 1b); that unknown brands with aesthetic packaging are chosen even over wellknown brands with standardized packaging, despite higher prices (experiment 2); and that increased activation in the reward system helps explain these behavioral differences (experiment 3). Together, these results show why and how the choice of frequently purchased goods is influenced by aesthetic package design.

http://blog.ub.ac.id/novebkhoirula/files/2012/06/Aesthetic_package_design_A_behavioral_neural_and_psychological_investigation_2010.pdf

En anden undersøgelse der har fået meget omtale i videnskabformidlende magasiner, konkluderer ifølge journalistisk vinklede overskrifter:

Beauty Is in the Brain of the Beholder

Altså: 'skønheden ligger i hjernen hos beskueren', og er ikke en egenskab ved tingene selv.

  I et forskningsprojekt af Semir Zeki udspurgte man 21 frivillige forsøgspersoner med forskellig kulturel og etnisk bagrund, om at vurdere serier af malerier og serie af musik som enten 'beautiful', 'indifferent' or 'ugly'. Derefter blev de skannet i en fMRI-skanner mens de så malerier igen og hørte musik igen.

Zeki found, by examining MRI images of his subjects’ brains, that when people look at something they find beautiful, a portion in the front part of the brain called the medial orbito-frontal cortex “lights up.” That is, there’s increased blood flow in this area. He believes it’s a near-universal response to beauty. Zeki added that the medial orbito-frontal cortex is a portion of the brain associated with pleasure, and also reward.

   - It really tells you seeking beauty is in fact seeking to reward your pleasure centers.

   Seeking to reward them with the neurotransmitter dopamine, also known as the feel-good chemical of the brain. Zeki added that one thing that’s novel about his study – and a result he wasn’t expecting – is that beauty as perceived through the eyes (e.g., visual art), and beauty you receive through the ears (e.g., music) aren’t routed to different parts of the brain; they both “reward” the same spot. Not only that, he said, the degree of activity in the medial orbito-frontal cortex correlates very strongly to the degree to which you find a thing attractive. He explained: 

 

   - The extent of activity in the medial frontal cortex is directly proportional to the declared intensity of beauty. So if you experience something as very beautiful on a scale of 1 to 10 and you give it a 10, then the activity is going to be stronger than if you experience it as a 1 out of 10.

   By contrast, Zeki said, he found that when people see something that’s aesthetically displeasing – something they find ugly – it lights up a completely different part of the brain.

 http://earthsky.org/human-world/semir-zeki-beauty-is-in-the-brain-of-the-beholder

Altså jo smukkere man synes et maleri eller et stykke musik er, jo mere blus er der på den mediale prefrontale cortex hvor belønningssystemet findes. 

En anden artikel om samme undersøgelse fortæller at en anden del af hjernen også aktiveres når man ser et smukt maleri, og at den del ligeledes er aktiv når man er forelsket: 

Activity in another region, the caudate nucleus, located near the center of the brain, increased in proportion to the relative visual beauty of a painting. The region has been previously reported to correlate with romantic love, suggesting a neural association for the relationship between beauty and love.

Så mit gæt er at også 'krammehormonet' oxycotin er involveret når vi bliver æstetisk betaget af originalt designede ting og sager.

I min research dukke så en for mig og denne blog gammel kending op: "the default mode network". Det er det kompleks af hjernemoduler som er aktivt når vi er passive og indadvendte, hvorfor det også kaldes "the task negative network". 

   Det netværk er sammensat af de moduler i hjernen som vi trækker på når vi mentalt vender os  indad og så at sige  kalder noget frem på 'den indre skærm': når vi dagdrømmer, når vi genkalder os erindringer, når vi forsøger at sætte os i en andens sted, når vi gør os forestillinger om fremtiden . 

   Wikipedia:

The default network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming, envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives. It is negatively correlated with brain systems that focus on external visual signals. Its subsystems include part of the medial temporal lobe for memory, part of the medial prefrontal cortex for theory of mind, and the posterior cingulate cortex for integration, along with the adjacent ventral precuneus and the medial, lateral and inferior parietal cortex.

Også en yngre generation af hjerneforskere er interesseret i sammenhængen mellem æstetiske stimuli og hjernens aktivitet. En af dem hedder Edward A. Vessel, postdoctoral fellow at the Center for Neural Science at New York University.

   Han går videre ad Zekis spor, men er ikke kun optaget af æstetisk 'skønhed' men også i hjernens reaktioner på kunstoplevelser når værkerne er 'grimme' eller 'provokerende':

“We wanted to go beyond that (i.e. Zeki) and try to understand a bit more about what is an esthetic experience,” Vessel continues. “We wanted to know what the role of emotions is, and our thought is that you can have an esthetic experience that isn’t just positive. For instance, you can look at Picasso’s Blue Period paintings and realize these are very sad, somber scenes, and yet you can report having a strong esthetic response to subjects that are not what we would consider positive.”

Vessel og hans kolleger designede et forsøg i hvilken 16 forsøgspersoner skulle vurdere ('rate') 109 malerier fra 'the Catalog of Art Museum Images Online (camio.oclc.org)'. Malerierne var ikke specielt berømte og kendte, men deltagerne fik at vide at et museum var interesseret i at købe dem, og at kuratorerne var interesseret i forsøgpersonernes umiddelbar reaktioner, inden de besluttede sig for køb eller ej. 

   Forskernes instruktion lød:

“Your job is to give your gut–level response based on how much you find the painting beautiful, compelling or powerful. Note that the paintings may cover the entire range from ‘beautiful’ to ‘strange’ to even ‘ugly.’ Respond on the basis of how much this image ‘moves’ you.”

Snedigt og godt tænkt eksperiment, tænker jeg. Og her viser det sig at den instruks aktiverer "the default mode netværk" - altså den del af hjerne vi ser indad med - og bruger til fantasier om det som ikke findes, men er muligheder:

Vessel’s experiment entailed complicated tracking processes that monitored regions of the brain such as the left caudate and left collateral sulcus. It seemed to demonstrate that certain parts of the subjects’ brains showed greater activity—and those parts seem to be closely related to what scientists refer to as the “default–mode network”—areas reserved for internal monitoring. “That’s the place your brain goes to,” he says, “when you’re in your own world. Vessel thinks he may be seeing evidence of “the fact that external objects can grab us so strongly that they engage our internal thought processes in what we call an ‘esthetic reaction.’”

http://www.artnews.com/2010/01/01/is-beauty-in-the-brain-of-the-beholder/

Tilbage til elskede ting:

   I samlingen af mine fotografier fra Burma finder jeg billedet af denne kurvestol som stod i gangen til en af de butikker vi besøgte. Den ville jeg have taget med hjem, hvis jeg kunne. På grund af dens 'skønhed': 

Jeg oplevede en slags mild meditativ tilstand da jeg så den, en tilstand som jeg genkendte fra mit aller første køb på Lauritz.com for 6 år siden: En kurvestol, designet af Arne Jacobsen fra 1930, beregnet til en udstilling Paris:

Arne Jacoben. Rørstolen AJ 236

Den bruger jeg til at sidde og meditere i når vi er oppe i sommerhuset.

   Og så skal jeg vel også vise den populære le Corbusier fletkurvestol, som jeg ikke har, men kunne have haft hvis jeg havde plads, en stol som jo nok har fundet sin inspiration i kurvestole fra det fjerne østen som den oven for fra Burma:

'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:

Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.

   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.

http://www.kerstinuvnasmoberg.com/kerstinuvnaesmoberg.html

Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 

   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:

Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.

Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?

• Blodtrykket daler 
• Pulsen daler 
• Smertetærsklen øges 
• Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
• Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
• Fordøjelsen fremmes 
• Sårhelingstiden halveres 
• Immunforsvaret styrkes 
• Kolesteroltallet bliver sundere 

Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":

• Angst og bekymring dæmpes 
• Aggressivitet og vrede dæmpes 
• Man blive roligere og mere afslappet 
• Man føler øget velvære og glæde 
• Kreativiteten stimuleres 
• Man oplever sig elsket og ønsket
• Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre

I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 

   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:

We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.

http://www.dnalc.org/view/2384-Dopamine-Oxytocin-Rewards-and-Bonding.html

En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:

Kælekemikaliet

LoneFrank indleder artiklen sådan her:

Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.

   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.

   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.

En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.

   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 

   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.

   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 

   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:

To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)

    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.

    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.

http://www.psychologytoday.com/blog/the-moral-molecule/200902/why-we-cry-movies

Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:

Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 

Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:

These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20493637 

Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":

Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.

http://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/01/theres-no-such-thing-as-everlasting-love-according-to-science/267199/

Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  

   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.

   Lidt sjovt!