Sider

fredag den 16. august 2013

Dr. Hannibal Lecters hukommelsespalads - forklaringen på den kreative kannibals fabelagtige viden og kunnen


Næsten hver sommer læser jeg de tre krimiromaner om den menneskeædende superintelligente massemorder, gourmet, kunst- og musikelsker Dr. Hannibal Lecter , skrevet af Thomas Harris: "The Red Dragon" (1982), "The Silence of the Lambs" (1989), "Hannibal" (1999)
   Det er ren afslapning og nydelse. Serien er fantastisk velskrevet. Og jeg opdager hver gang nye interessante ting i den. 
   
Denne gang var det en reference i det sidste bind i serien til noget jeg tidligere har skrevet om, den særlige form for mnemoteknik som på engelsk går under betegnelsen "memory palace" som jeg blev opmærksom på.
   Fortælleren (sammen med læseren) er "fluen på væggen" mens vi følger med Hannibal 'mindwandering' i sit hukommelsespalads. Her er indledningen til det lange citat som følger til sidst i indlægget :
Let us enter the Memory Palace of Dr Hannibal Lecter, he will not notice our entry since he is busy in the soundproof room that is the Hall of Appreciating Arts. If we are timely and careful, we might be able to leave before he even senses our presence.
   We can pass through the grand hall, a half-completed mosaic lines the floor that we walk on, it is only half-complete because the palace is in a state of flux - as it always is, always changing, always moving rooms and changing hallways - which, though appearing random, has a strict definition in its seemingly chaotic order.
Jeg lærte fænomenet 'hukommelsespalads' at kende gennem den spændende og velfortalte bog "Moonwalk with Einstein", af den amerikanske journalist  Joushua Foer - med undertitlen "The Art and Science of Remembering Everything". 
   Bogen og de tanker den satte igang hos mig har jeg skrevet om i flere indlæg:
Min interesse for hukommelseskunsten hænger sammen med at jeg altid har haft et problem med min hukommelse - lige siden jeg var barn. Jeg har haft svært ved at lære udenad: kongerækker, tabeller, gloser, telefonnumre, navne. Og jeg har haft svært ved at huske hvordan ord staves, selvom jeg godt kunne fornemme når et ord der var skrevet eller trykt, var stavet "forkert".
   Og det er ikke blevet bedre med årene.
   Så jeg har altid måttet opfinde særlige tricks for at huske det jeg vidste jeg nok ville glemme hvis ikke jeg gjorde en særlig anstrengelse.
   Derfor var teknikken med brug af hukommelsespaladser som man fik indblik i gennem Foers bog, stærkt fascinerende. 
   Teknikken er to-ledet: først kobler man det man skal huske, fx en række tal, sammen med et billede (altså en slags metafor- eller metonymteknik), derefter hænger man mentalt set billedet op i et imaginært rum i en bygning som man kender ud og ind og for sit indre blik kan vandre igennem. 
   Ved for sit indre blik - 'the minds eye' - at gå gennem bygningens rum og se billederne på væggene, så husker man tallene. 
  Og fidusen er altså at gennem den teknik kobler man den generiske eller semantiske hukommelse som primært er knyttet til venstre hjernehalvdels sprogcentre, sammen med den rumlige og episodiske hukommelse som primært er knyttet til aktivitet i den højre hjernehalvdel.

Under researchen til dette indlæg finder jeg et interessant forskningsresultat - ikke mindst i lyset af at jeg netop er fyldt 70. Rubrikken lyder:
For aging brains, two hemispheres are better than one
Forskningen underbygger det jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, at hjernen er fleksibel og under stadig udvikling langt op i årene. Hvis visse funktioner svækkes i nogle dele af hjernen, så kan andre kompensere og tage over.
Older adults actually use different regions of the brain than younger adults to perform the same memory and information processing tasks, according to University of Michigan research to be presented Aug. 24 at the annual meeting of the American Psychological Association in San Francisco.
   The research, conducted by U-M cognitive neuroscientist Patricia Reuter-Lorenz and colleagues and funded by the National Institute on Aging, provides intriguing clues about how older adults compensate for some of the age-related declines in short-term memory and mental speed that plague so many older Americans.
   "Older adults activate both hemispheres of the brain to remember what younger adults can remember using just one hemisphere," says Reuter-Lorenz, who has just received a new grant from the NIA to continue her research. 
comparisons of PET images of youngand aged brains

















   (...)
   Overall, though, Reuter-Lorenz believes that older adults benefit from bi-hemispheric processing. Using two hemispheres instead of one, and more of the brain overall, may allow seniors to compensate for some of the mental declines that come with age, she suggests. Moreover, by identifying precisely which areas of the brain seniors are using to remember and process information, she hopes that scientists and physicians will be able to develop more effective interventions to help seniors maintain and improve brain function well into old age. 
Fiktionsfiguren Dr. Hanibal Lecter er vel stadig i sin bedste alder. Men jeg er ikke i tvivl om han bruger alle dele af sin hjerne optimalt, ud fra enhver målestok. 
   Han er udstyret med en utrolig hukommelse, er belæst og vidende inden for et bredt felt af videnskaber og kunstdiscipliner, har en uhyggelig psykologisk indlevelsesevne, en fantastisk lugte- og smagssans, han elsker at 'lege'  og manipulere med andre mennesker, og han unddrager sig enhver normal psykisk diagnose. 
    At sige at han bare er "den personificerede ondskab", yder slet ikke  figurens fascinationsværdi og kompleksitet retfærdighed. 
   Han hjælper jo også FBI-agent Starling med at fange og bekæmpe andre ufatteligt onde psykopater og massemordere. Måske bare "for sjov". Og han er vel samtidig det man vil betegne som en HSP-er, en hypersensitiv personlighed. Og oven i - psykopat.
   På næsten enhver måde indfrier han listen af kendetegn for den særligt kreative personlighed, som Mihaly Csikszentmihalyi har opstillet.

Her følger romanens beskrivelsen af Hanibal Lecters hukommelsespalads:
The memory palace was a mnemonic system well known to ancient scholars and much information was preserved in them through the Dark Ages while Vandals burned the books. Like scholars before him, Dr. Lecter stores an enormous amount of information keyed to objects in his thousand rooms, but unlike the ancients, Dr.Lecter has a second purpose for his palace; sometimes he lives there. 
   He has passed years among its exquisite collections, while his body lay bound on a violent ward with screams buzzing the steel bars like hell’s own harp.Hannibal Lecter’s palace is vast, even by medieval standards. Translated to the tangible world it would rival the Topkapi Palace in Istanbul for size and complexity.
   We catch up to him as the swift slippers of his mind pass from the foyer into the Great Hall of the Seasons. The palace is built according to the rules discovered by Simonides of Ceos and elaborated by Cicero four hundred years later; it is airy, high-ceilinged, furnished with objects and tableaux that are vivid, striking, sometimes shocking and absurd, and often beautiful. The displays are well spaced and well lighted like those of a great museum. But the walls are not the neutral colors of museum walls. Like Giotto, Dr. Lecter has frescoed the walls of his mind.
   He has decided to pick up Clarice Starling’s home address while he is in the palace, but he is in no hurry for it, so he stops at the foot of a great staircase where the Riace bronzes stand. These great bronze warriors attributed to Phidias, rased from the seafloor in our own time, are the centerpiece of a frescoed space that could unspool all of Homer and Sophocles.
   Dr. Lecter could have the bronze faces speak Meleager if he wished, but today he only wants to look at them.A thousand rooms, miles of corridors, hundreds of facts attached to each object furnishing each room, a pleasant respite awaiting Dr. Lecter whenever he chooses to retire there.
   Fearfully and wonderfully made, we follow as he moves with a swift stride along the corridor of his own making, through a scent of gardenias, the presence of great sculpture pressing on us, and the light of pictures. His way leads around to the right past a bust of Pliny and up the staircase to the Hall of Addresses, a room lined with statuary and paintings in a fixed order, spaced wide apart and well lit, as Cicero recommends. 
   Ah… The third alcove from the door on the right is dominated by a painting of St. Francis feeding a moth to a starling. On the floor before the painting is this tableau, life-sized in painted marble. A parade in Arlington National Cemetery led by Jesus, thirty three, driving a ’27 Model-T Ford truck, a “tin lizzie,” with J. Edgar Hoover standing in the truck bed wearing a tutu and waving to an unseen crowd. Marching behind him is Clarice Starling carring a .308 Enfield rifle at shoulder arms.
Min teori er jo at mange af den type mennesker har oplevet tab og savn og fremmedgørelse som barn eller ung, oplevelser som har aktiveret og stimuleret deres fantasi- og forestillingskapacitet ekstraordinært, altså de dele af hjernen, the default network, som tager sig af disse funktioner. 
  Sådan også med Dr. Lecter. Han har et barndomstraume hvis indhold er at den otteårige Hannibals elskede søster Micha i Litauen under anden verdenskrig bliver fanget, myrdet og spist af udhungrede litauiske militsmænd uden at broderen Hannibal kan gør noget.
   Den grundtraumatiske oplevelse er det centrale i fortsættelsen af passagen hvis start jeg har citeret tidligere:
At the moment, the East wing of the memory palace - set in a deeply gothic style with sweeping spires in grey elaborate framework and goblins peering from the corners of hallways; befitting its true nature - is growing by the moment, especially as Dr Lecter's mind grows more and more angry, as it does now in the Hall of Appreciating Arts. The East wing has always existed here, albeit on far smaller a scale but it always existed in some sense, from the very birth of the palace in his mind. But perhaps it was only a window before, looking out onto the palace grounds. Still, it was always there and slowly, over the years, corridors and floors appeared, however the doors remained locked, even to the good doctor, but now his key is starting to open locks and he is beginning to discover new and terrible things in his mind.
  Tread lightly now, for Dr Lecter is almost ready to leave the Hall, which is on the opposite wing from us in this vast palace, yet that is close enough for us to worry. There is nowhere in this palace farther away than a few strides through the nearest door.     Everywhere is linked here, much like the neural pathways of the brain - firing neutrons along synapses and propagating signals that are readily symbolised by a man rushing through corridors and doorways as the doctor suddenly does now, leaving the Hall of Appreciating Arts in a fit of fury and passing through the room of eternal abominations. It is here that his memories of stillborn births and grotesque human deformities from his time in medical school were manifested, and it was in the dark dungeons of his school many years ago where he first discovered that his taste could stretch to…the unusual.
   The dungeon of this palace is the sickly underbelly of sheer insanity itself and it is a place that we cannot ever hope to probe. Indeed, the good doctor himself never ventures there consciously and the key is always kept safe in his breast pocket. Only when falling into the darkness of psychosis does the doctor find himself there, in the pitch black, slime-covered dungeon with things that have no names, and he always leaves immediately, for the things there would consume him entirely.
   We hide in the shadow of the grand staircase as Dr Lecter storms across the grand hall, he is spitting out balls of fire like a dragon disturbed from its sleep. It appears that he has been angered by an artist. Already, we can hear more grindings from the East wing as it continues to grow, its walls spreading out further, encompassing other rooms in its nightmarish grandeur.
   He has passed and we are now free to move upstairs, the doctor is engaged in the filing room, busy organising for tomorrow's patients. We move around the sharply inclining cyclical staircase, passing the famous Salvador Dali painting of Christ on the cross along the way, Dr Lecter's ironic memento to his own persecution. A memory palace is not without its own cruel sense of humour.
   We move into the gothic halls, its grey stone walls occasionally brightened by a vibrant splash of red like a gout of blood. Deeply crimson velvet curtains hang on either side of nightmarish portraits - this is a dark place, one fraught with Dr Lecter's own horrible dreams, much too horrible to describe - but we are also seeing the thoughts of his patients, and our great doctor's desire to harm them. He has the desire to harm those who are an affliction upon the polite and non-discerning world, the free-range rude in other words.
   To our immediate right we find a portrait of Martin Tellingsworth, before and after. In the before portrait we are shown a strange façade, a person with the lips of a woman, hair of a woman, yet the beard and eyes of a man, someone trying to be something they are not. That is what angers Dr Lecter about this man, his desire to shed that which he has, his irrefutable need to lose all that defines him. After…well, that is not for me to describe, someone else shall do that and it pains me too much…I can feel Martin's agony as should you, still vivid and screaming from the portrait, reaching out to us.
   Dr Lecter enters our hallway and we are easily caught, however, the good doctor does not choose to see us. He is obviously aware of our presence and respectfully, we must withdraw. Although we shall pause for the briefest of moments to observe the creature in his own habitat, to see how he marks his territory and keeps it safe from harm.
   Much fascination is placed on the contents of a memory palace, while not many venture to guess what lies beyond the doors of such a magnificent structure. In Dr Lecter's palace there are a great many rooms , the insides of which are only for himself, but there is a world beyond these doors, outside of the palace.
  We watch as Dr Hannibal Lecter stands by the huge window at the end of the east wing, this window seems to grow larger as he stares out, and we are quickly blinded by a bright whiteness as snow stretches off to the infinite horizon. If we were to be a fly on the wall, far enough above the good doctor for him to miss - engrossed as he is with the happenings outside - we would see what he sees:
   A pair of rough-looking, unshaven woodsmen with desperate eyes sunken in blueish sockets are traipsing through the snow purposefully, their mouths in thin, resolute lines.   They are dressed in shabby clothes, which are practically coming apart at the seams. One carries a dangerously sharp axe and another carries a set of keys, they move towards a large rickety barn, speed entering their step now before they throw the wide door open.   Suddenly we can see children, dozens of them, cowering in a corner like terrified lambs.   The woodsmen select one of the young and a small boy protests their decision, only to be struck to the ground like a rag doll. Although this is an incarnation of the doctor it does not affect him and he does not flinch in memory of pain, for it is outside of his palace, banished from his emotions forever. The axe-wielding man passes his weapon to the other and takes the child away. The girl is dragged, kicking and screaming - quite healthily despite the fact that she is nearly starved to death - to a block of wood in sight of the barn. The other man then closes the door, blocking out the frightened wails of the children - who now sound like bleating lambs - and quickly moves to the block, then raises the rusty chipped axe high above his head.

  The doctor catches our intent gazes, the bright glint of red in his maroon eyes is enough warning for us to withdraw, our privileges are spent, we leave speedily, past the horrific portraits and the wailing gargoyles spitting blood, spiralling down the staircase and across the mosaic, breaking out from the confines of the palace and into the bright whiteness of escape…
Romanen "Hannibal" klimakser med en form for mental projektion og fysisk sammensmeltning af erindringen om den afdøde søster Micha, og den levende og fysiske Clarice Starling hvis liv han redder, og hvis bevidsthed han langsomt vækker til live igen. 
   I slutscenen på romanen ser vi parret danse tango i Bouenos Aires - en helt anden slutscene end filmatiseringens - en slutscene som mildest talt må have været hård kost for et amerikansk patriotisk publikum: Kvindelig FBI-Agent lever lykkeligt sammen med - og har sex med - en kannibalistisk massemorder og psykopat.
   Mytologisk og metaforisk set: Skønheden og Uhyret.
   Her dukker hukommelsespaladset som motiv frem igen:
Somtimes our couple dances at dinnertime. Sometimes they do not finish dinner.
  Their relationship has a great deal to do with the penetration of Clarice Starling, which she avidly welcomes and en courtages. It has much to do with the envelopment of Hannibal Lecter, far beyond the bounds of his experience. I is possible that Clarice Starling could frighten him. Sex is a splendid structure the add to every day.
   Clarice Starling´s memory palace i building as well. It shares som room with Dr. Lecter´s own memory palce - he has  discoverd her in there selveral times - but her own palace grows on its own. It is full of new things. She can visit  her father there. Hannah i at  pasture there. Jack Crawford is there, when she chooses to see him bent over his disk - after Carawfor was home for a month from the hospital, the chest pains came again in the night. Instead of calling an ambulance and going through it all again, he chose simply to roll over to the solace of his late wife´s side of the bed.
   (...)
   It is hard to know what Starling remembers of the old life, what she chooses to keep. The drugs that held her in the first days have had no part in their lives for at long time. Nor the long talks with at single light source in the room.
   Occasionally, on purpose, Dr, Lecter drops a teacup to shatter on the flooer. He is satisfied when it does not gather itself together. For many months now, he has not seen Micha in his dreams.

 

onsdag den 14. august 2013

Hvorfor tiltrækker journalistik bestemte personlighedstyper og hvad får de ud af det? - om journalistik, nyhedsnarkomani og neofili

Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".
   Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister. 
   Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.
   
Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:
Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.
   Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.
Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.

Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.  
   Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?

Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.
   Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.
Wikipedia definerer og beskriver:
Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).
Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.
  Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er  beslægtet med HSS-erne.
   Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:
Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:
  • The ability to adapt rapidly to extreme change
  • A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine
  • A tendency to become bored quickly with old things
  • A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty
  • A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.
A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.
Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html 
Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":
Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?
   Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.
Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:
Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.
   “Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.
   “It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”
Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:
Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world. 
   In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)
    The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.
   These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.

Tegneseriejournalistik - graphic journalism - case: Joe Sacco

Denne blog er bl.a. tilegnet genrerblandinger, hybrider, grænseoverskridende fortælleformer - og meget andet som er udtryk for kreativ tænkning og udfoldelse.
   Jeg har tidligere skrevet om hvordan man i Japan bruger manga-tegnestilen til at formidle andet end fiktion, fx. nyheder:
I Politikens kultursektion søndag den 11. august finder jeg omtalt endnu et eksempel på blandingen af journalistik og tegneserieformen - ikke af japansk aftapning - men produceret af en journalist Joe Sacco, som har en blandet opvækst: Malta, Australien, USA. (NB! Der var den igen, formlen: den blendede personlighed med den multikulturelle baggrund = kreativitet)
   Rubrikken til artiklen lyder: "Verdens brændpunkter sat på stribe" og manchetten fortæller:
Joe Sacco har grundlagt tegneseriejournalistikken, en anderledes og magtfuld måde at suge læseren ind i konflikter og regioner. Han tror ikke på ideen om om objektiv journalistik og forsøger i stedet at vise verden fra ofrene og de svages synspunkt.
Artiklen af Marcus Rubin er et interviewportræt med afsæt i denne blandingskunstners seneste udgivelser: "Footnotes in Gaza" og "Journalism".

Footnotes in Gaza
   
Allerede sidste efterår anmeldte Søren Vinterberg i Politiken Joe Saccos "Journalism" og lancerede her et synonym til 'tegneseriejournalistik', nemlig 'graphic journalism'.
Vinterberg bruger også betegnelsen tegneserie-reportage om det som Joe Sacco skaber. Wikipedia taler om "comics journalism".
   Genremæssigt er der er tale om narrativ journalistik med tegnede serielle billeder som en slags visuel rekonstruktion af virkeligt foregåede dramatiske begivenheder. 
   Som al fortællende journalistik er Joe Saccos jo grundlæggende subjektiv i kraft af vinkling og journalistisk selektion af facts og citater.
   Om forestillingen om at journalistik jo bør være forpligtet på en form for (tilstræbt) objektivitet, siger han i interviewet:
Problemet er, at det er en illusion og - hvad værre er - at det er en skadelig illusion, der skader både historien og modtagerne. Jeg blev uddannet i den tradition (i.e. 'den objektive'), og det var først i forbindelse med mit arbejde med Palæstina, at det for alvor gik op for mig, at jeg trods årelang læsning om Mellemøsten i amerikanske medier aldrig rigtig havde forstået noget om palæstinenserne. De var grundlæggende blevet fremstillet som terrorister (...).
   Så du har ikke noget problem med at være subjektiv?
Overhovedet ikke. Jegs synes, Robert Fisk (en berømt britisk Mellemøst-korrespondent, red.) har ramt det på kornet, når han siger at "journalister skal være neutrale og uden fordomme og støtte dem der lider." Det er det jeg forsøger. (...) 
   Men dermed ikke sagt, at jeg ikke går op i fakta. Jeg går meget op i fakta. Da jeg skulle tegne Gaza anno 1956 (...) brugte jeg utrolig meget tid på UNRWA's kontorer for at finde billeder fra den gang, så jeg kunne vise, hvordan det så ud. Og jeg bruger typisk båndoptager når jeg interviewer, for atvære sikker på, at jeg citerer korrekt.
Arbejdsprocessen er ifølge Joe Sacco treleddet, den samme proces som kendes for andre former for dybtborende, fortællende og undersøgende journalstik:
  1. Research, reportagerejse, intervie
  2. Historiens indhold skrives i ord 
  3. Formidlingen: Tegningerne
Hver side, fortæller Sacco, tager to-tre arbejdsdage at tegne, og når hans værker er på måske 500 sider, kan det jo tage flere år at gøre sådan et tegneseriejournalistisk projekt færdigt til udgivelse. Og det påvirker valget af historier og temaer:
Man skal være meget sikker på, at det er et emne, der både kan interesserer en selv og bevare aktualiteten i relativt lang tid, ellers går det galt.
Med sit sidste opsamlingsbind "Journalism" kommer Sacco igen til de palæstinensiske områder, men desuden er vi med ham til krigsforbryderproces i Haag, sammen med de amerikanske menige til Irak, og oplever gennem hans tegninger grusomhederne mod civilbefolkningen i Tjetjenien, flygtningelejre på Malta og og vi visuelt med ude hos det fattige landproletariat i Indiens Uttar Pradesh-provins:



Joe Sacco er uddannet journalist, og fortæller om hvordan han kom ind på at lave fortællende tegneseriejournalistik:
Jeg havde studeret journalistik, og da jeg ikke kunne få ordentligt job, fulgte jeg min hobby og lavede tegneserier - humoristiske tegneserier - i en periode. Og da jeg så var i Palæstina, slog det mig at man måske kunne kombinere de to ting. Og derfra har jeg så bygget videre på det og langsomt udviklet min stil. 
Vinterberg skriver i sin anmeldelse om den særlige fortællerrolle som Joe Sacco udnytter, en rolle som også kendes fra andre former for dokumentariske journalistik:
Saccos journalistik minder især om 1970'ernes og 80'ernes 'new journalism', før der gik gonzo i den. Også fordi det er et gennemgående træk ved de korte og længere seriereportager - tidligere trykt rundt om i tidsskrifter mm. - at Sacco selv er med i billedet. 
Selfportrait_sacco1
 
Her følger et interviewklip med Joe Sacco om sit arbejde med at tegne sine journalistiske historier:
Til sidst et link til et dybtgående interview hvor Sacco fortæller meget detaljeret om hvordan han tænker og om de overvejelser han gør sig når han tegner sine reportager:
Det er dybt fascinerende og fantastiske interessant. Hvordan tegner man noget som skal være sandt og virkeligt når det er almindelige mennesker der begår sadistiske uhyrligheder?
Think of it as acting. Think of it as [being] a film director, because, ultimately, that’s what you’re doing. You’re saying to yourself, “How is this person going to be looking if you’re an actor?” And every time you draw something, much like acting, you have to get into the role on some level of what that person is thinking or feeling. It’s easier to draw a sadist. The more difficult thing is to draw ordinary people doing atrocious things. Someone throwing a cigarette to taunt someone is a sadist. Or anyway that’s a sadistic act. And maybe that person isn’t always a sadist. [But] I’m going to draw a sadistic expression.

søndag den 11. august 2013

Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 
   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:
Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.
   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.
I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:
Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 
   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.
   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.
   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.
   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.
Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.
Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 
   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 
   Se mere her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html
En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.
  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:
Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.
   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.
   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 
Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:
In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.
Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 
   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 
   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 
  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 
   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst
  
Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:
http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html
Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.
“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."
Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 
   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 
   Forsiderubrikken er slagkraftig: 
Den dopede kunstner
Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 
Operation Rene Tanker
Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".
   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.
   Artiklen indledes med en scene:
Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.
   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."
   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?
Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 
   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.
   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).
  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 
   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:
Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.
   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.
   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.
For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 
   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.
   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.
   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 
   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:
   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).
   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:
Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:
· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.
· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.
· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.
· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.
Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 
   Så gik vi til bords.
   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.

torsdag den 8. august 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (7) - citater og 'klip' som naturlige web-tv-formater - og hvad deraf følger

Brugernes forhold til nettet er præget af utålmodighed, i en helt anden grad og et helt andet omfang end forholdet til at se tv.
   I og med at en netside i selve sin opsætning med forskellige links og en lang række muligheder for interaktiv handling, så er brugeren også hele tiden bevidst om at den foreliggende mulighed, fx et videoindslag der kører i playeren, kun er en af mange. Og at hvis det brugeren ser, keder eller er forudsigeligt, så står man bare af og prøver noget andet.

Det helt grundlæggende ved nettet som interaktivt medie er at brugeren har kontrollen og er opdraget til at have den. Derfor er grundholdningen til nettet som medie og konsumptionen af web-tv, præget af en lean-forward-indstilling. Mens almindelig tv-sening i dagligstuen foregår med en lean-backward-indstillng.
   Det kan forklare at de færreste der ser web-tv, ser det i full-screen-format. Det har selvfølgelig noget at gøre med at opløsningen ofte er relativt dårlig i full-screen-visning.
   Og rent psykologisk oplever man når man har aktiveret full-screen i playeren, at man mentalt set bliver ”besat” eller ”styret”, hvad der er typisk for lean-backward-modtagelsen.
   Så for at vælge full-screen af et web-tv-indslag skal helt specielle voyeur-behov tilgodeses i det man ser – type-eksemplet er porno.

De to grundidnstillinger - lean-forward og lean-backward - som adskiller måden at se tv-på når det foregår hhv. ved computerskærmen og foran et stort fladskærm-tv, kan så vidt jeg kan se forbindes med om det er hjernens task-positive netværk eller dens task-negative netværk (også kaldet the default mode network) som dominerer under modtagelsen.

Web-tv-genrerkrav
Kort og koncentreret, det er stikordene til de fleste web-tv-genrer - idet formatets indhold skal kunne konsumeres under en lean-forward-indstilling.
   Langt hen ad vejen er det nærmest at sammenligne med  et reklame-tv-format, et format som også er indrettet på at seerne er utålmodig og vil videre.
   Mange web-tv-indslag er derfor citater og klip – uddrag af større tv-fortællinger – som netop har reklamens karakter: ”Hvis du vil se mere, så gå ind på vores hjemmeside xxxxdotcom.”
   Andre har karakter af uspeakede montager af klip – indsamlet fra forskellig kilder med tematiske fællestræk.
   Rent teknisk er det den simpleste måde at redigere på: klip plus klip plus klip – uden voice over. Fx montager af klip fra forskellige spillefilm med en bestemt type scener, til illustration af en pointe om disse film skrevet på web-siden.
   Filmtrailere og musikvideoer er umiddelbart velegnede som web-tv-indslag – idet de begge er korte og har karakter af ”foreløbige” oplevelser der lover mere.

Fra TV-programmer siden slutnngen af 80´erne kendes genren ”The Funniest Home-videos”. Dem vrimler det også med på nettet, og de har features der på mange måde er prototypen på web-tv-formatet: brugergenereret, uredigeret (dvs. en enkelt scene), og som fortæller en afsluttet historie hvori der sker noget overraskende og morsomt (dvs. et enkelt vendepunkt). Nix weiter.
   Der findes flere hjemmesider med den slags clip: fx wwww.stupidvideo.com. 
   Men også fx DR.dk/Bonanza har mange klip fra tidligere programmer der viser scener "som folk husker" - scener med høj fascinationsværdi. Fx Jørgen Ryge Petersen der vrider halsen om på en due.

TV-nyhedsformatet er i sig selv også velegnet til web-tv – fordi det er kort og dermed nemt konsumerbart i lean-forward-indstillingen.  
   Men i sin standard produktionsform, direkte overført fra broad-cast-tv, er produktionsværdien - indslaget production value - alt for stor i relation til konteksten, og mange nyhedssites med web-tv udnytter ikke - eller alt for dårligt - at nettet tillader og inviterer til en meget mere primitiv, rå og opløst redigering end hvad broadcast kræver.

Klip-formatet er også velegnet til brugergenererede tv-indslag, fordi de kan optages og sendes ind (næsten) uredigeret og oploades til fx YouTube. 

Med Politikens dokumentarforsøg ”CLIPS” på Politiken.dk for 5 år siden har man et klart eksempel på at man omdefinerer et broadcast-format, tv-dokumentaren der normalt ikke er på under 25 minutter, til et der i varighed passer til de utålmodige netbrugere: 5 minutters minidokumentar.
   De fleste Clips-film man så, var så også historier der fortællemæssigt går lige på fra starten: en attac-start uden et egentlig anslag: Man forudsætter at seeren har læst teksten på netsiden som oplæg inden man sætter playeren i gang.
   Anskuer man Clips-filmene med tv-fakta-genre-begreberne: demonstrerende, illustre­rende, afslørende, afdækkende, afprøvende, så var alle Clips-dokumentarerne afdækkende. Montagemæssigt var dem jeg husker, meget simple og uden speak.
   Nogle var mere lyriske end fortællende, husker jeg.
   Læs om projektets ide her:
Selv har jeg gennem 10 år som medlem af juryen for Danidas "Verdensbilledelegatet" været med til at lancere på nettet mere end hundrede u-landsdokumentarfilm produceret af studerende legatmodtagere. Her er standardvarigheden 12 minutter. 
   Se her - en guldgrube af mini-dokumentarer som kun har kunnet realiseres i kraft af muligheden for lancering på nettet - og det korte format:
How-to-formatet som man kan finde i mange afarter, er også et som er tilpasset nettet. 
   Der er tale om instruktionsvideoer og gør-det-selv-videoer, ofte af en varighed på ca. 5 minutter, som i høj grad er produceret af 'almindelige mennesker' som har en eller anden form for ekspertise, og praktisk viden de vil dele med andre. 
   Genremæssigt er der er altså tale om brugergenererede demonstrerende indslag.
   Her en oversigt over de bedste How-to-web-video-sider:
1. VideoJug: VideoJug mixes user generated clips with professionally made content. Videos are accompanied by a text version, and you can download clips to your iPod or PSP. This UK-based site is receiving a lot of hype from the British press.
2. Sclipo carries a remix of the YouTube tagline: “Broadcast your skills”. The European startup provides how-to guides in English and Spanish.
3. Sutree: Sutree is a video aggregator that pulls in videos from sites like YouTube and Metacafe. Clips are picked by users and approved by moderators. There are no user profiles or playlists, making it a fairly lightweight offering.
4. 5min: 5min is a "videopedia" with a large amount of content. What we like: it offers unique features like slow-motion and zooming, especially useful for learning new skills.
5. Expert Village: Expert Village is trying to win on volume, with thousands of videos posted by experts. Currently, the site counts more than 1,700 experts and some 17,000 videos.
6. ViewDo: similar to VideoJug, ViewDo provides tagging, comments, video embeds, and RSS feeds for each expert. The contributors are ranked based on their expertise.
7. Helpful Video: With its minimalist interface, Helpful video is one of the few sites where you actually have to pay for some clips. The concept is interesting, but we doubt anyone will pay for your beginner's guide to karate: there are just too many free alternatives.
8. TeacherTube: TeacherTube is YouTube for education, with courses for maths, data processing and literature. The site is organized by “channels” and “groups” (college, university, sciences, technology, Maths…). Features include blog embeds, favorites, tagging and commenting.
9. Vidipedia: Vidipedia wants to be the Wikipedia of the videos. It provides info on personalities, historical events and other content you'd expect to find in an encyclopedia. You can leave comments, download or embed videos elsewhere.
10. YouTube: Don't forget YouTube itself: the YouTube category “How To and DIY provides a massive number of how-to videos and inspiration for projects. In fact, it could crush the others simply because of YouTube's massive userbase.
Beslægtet med dem er en form hvor forbrugere afprøver og tester varer. Altså vi er her inden for genren afprøvende fakta – i kombination med brugergenereret web-tv.

Instruktionsvideoer hvor professionelle lærer fra sig, har jeg selv stiftet bekendskab med inden for fagområdet akvarelmaling. 
   På YouTube vrimler det simpelt hen med meget instruktive relativt korte videoindslag hvor dygtige akvarelmalere demonstrerer deres professionelle håndværksmæssige tricks. Bare søg på "watercolour painting technique". Spejlneuronerne klarer resten.
   Disse indslag fungerer så ofte som reklametrailere for hele video-kurser med mange indslag af samme maler som man kan købe og downloade. Varigheden er mellem 10 og 15 minutter pr. indslag.

Endelig vil jeg her fremhæve de såkaldte Ted-talks-videoer som er et resultat af årlige konferencer hvor kloge folk inden for alle fagområder inviteres til at holde en 18 minutters forelæsning for et inviteret og kvalificeret publikum - om et emne forelæseren er stærkt optaget af - afleveret på en engagerende og inspirerende måde.
   Wikipedia fortæller:
TED (Technology, Entertainment, Design) is a global set of conferences owned by the private non-profit Sapling Foundation, under the slogan "ideas worth spreading".
   TED was founded in 1984 as a one-off event.[1] The annual conference began in 1990, inMonterey, California.[4] TED's early emphasis was technology and design, consistent with its origins in the Silicon Valley.
   The TED main conference is held annually in Long Beach, and its companion TEDActive is held in Palm Springs. Both conferences will move from Long Beach and Palm Springs toVancouver and Whistler, respectively, in 2014.[5] 
   TED events are also held throughout the U.S. and in Europe and Asia, offering live streaming of the talks. 
   They address a wide range of topics within the research and practice of science and culture, often through storytelling.[6] The speakers are given a maximum of 18 minutes to present their ideas in the most innovative and engaging ways they can. 
   TED's current curator is the British former computer journalist and magazine publisher Chris Anderson.
   Since June 2006,[1] the talks have been offered for free viewing online, under Attribution-NonCommercial-NoDerivs Creative Commons license, through TED.com.[8] 
   As of May 2013, over 1,500 talks are available free online.[9] By January 2009 they had been viewed 50 million times. In June 2011, the viewing figure stood at more than 500 million,[10] and on Tuesday November 13, 2012, TED Talks had been watched one billion times worldwide, reflecting a still growing global audience.[11]
Jeg har flere gange her på bloggen henvist til TED-video-indslag med forelæsninger holdt af forfattere til de fagbøger jeg har læst og refereret. 

Fakta-fiktion-skellet udviskes
Da mange af de web-tv-indslag der kan afspilles i en player, er citater der er løsrevet fra deres oprindelige kontekst, og fordi der er så mange brugergenerede indslag i cirkulation, så bliver skellet mellem fakta og fiktion udvisket. 
   De garantier og overenskomster mellem afsender/producent og modtager som normalt er knyttet til tv-faktagenrer i broad-cast-tv, svækkes ved løsrivelsen fra den oprindelige kanal-kontekst. 
   Ofte vil det være utroligt svært at finde ud af kilden til klippet, om det der vises, er foregået af sig selv eller er iscenesat, og om klippet oprindelig er tænkt som illustration eller dokumentation.
   Alt det her peger på at web-tv-dramaturgi må tage spørgsmålet fakta-fiktion op.
   Og det kan også være relevant at fokusere på reklamefilmens traditionelle genrer, fordi reklamefilm både er korte og typiske balancerer på kanten af fakta-fiktion-skellet.

Fortsættelse følger her: 
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/bidrag-til-en-web-tv-dramaturgi-8-tv.html