Kreative aktiviteter gør dig og alle andre lykkeligere ...

Politikens Kultursektion har idag en kort notits som fortæller følgende under rubrikken "Kreative studerende er i bedre humør":

Studerende der har kreative hobbyer, er gladere end andre, viser en undersøgelse på University of North Carolina-Greensboro. (...) Over en uge målte man 79 studerendes humør, og de kreative studerende rapporterede oftere tilbage, at de var glade, end de andre studerende.

Pacific-Standard uddyber denne nyhed:

In a study of college students, “people who reported feeling happy and active were more likely to be doing something creative at the time,” a research team led by Paul Silvia of the University of North Carolina-Greensboro writes in the journal Psychology of Aesthetics, Creativity, and the Arts.

   What’s more, the researchers add, you don’t have to be a master poet or painter to reap the emotional rewards. Even if the results of one’s creative activity are “frivolous, amateurish or weird,” this research suggests “the creative process that yielded them appears important to positive psychological development.”

   http://www.psmag.com/navigation/books-and-culture/forget-tortured-artist-stereotype-creativity-breeds-happiness-74813/

Jeg har tidligere skrevet om nogle af de forskellige aktiviteter som aktiverer hjernens belønningssystem (dopamin, endorfiner), og som gør at man føler sig 'høj' - euforisk, lykkelig - eller hvad man nu skal kalde det: 'runners high', 'writers high', 'helpers high' under realiseringen.

   Jeg har også i flere indlæg gjort opmærksom på at det at lære at arbejde og producere som journalist, bogstaveligt talt var vanedannende - i den forstand at journalister oplevede abstinenser når de ikke var igang med journalistikken. Altså at der eksisterede noget man kunne kalde: "journalists high", noget der stemte godt sammen med Mihaly Csikszentmihalys teori om hvordan kreative mennesker oplever at komme i en flow-tilstand når de udfoldede aktivt sig inden for deres fag eller profession.

   For journalisters vedkommende kan det være forklaringen på hvordan professionsmetaforer som "nyhedsnarkoman", "nyhedsræs", "nyhedsfix" er opstået.

   Undersøgelsen citeret ovenfor passer jo som hånd i handske med disse iagttagelser og teorier.

Da jeg i en række år havde et lille en-dags-kursus om kreativitet for journaliststuderende på RUC, lavede jeg på hvert nyt hold en lynhurtig survey. Spørgsmålet de studerende skulle besvare, var følgende:

• Hvem spiller musik og/eller synger (solist eller kor) i sin fritid?
• Hvem maler, tegner eller skulpterer i sin fritid?
• Hvem dyrker sport på noget der nærmer sig et eliteplan?
• Hvem danser i sin fritid?
• Hvem skriver digte eller anden fiktion i sin fritid?
• Hvem fotograferer/laver video – lidt mere ambitiøst end blot familie og feriebilleder?

Ræk hånden op hvis du kan svare at det gør du, på blot et af spørgsmålene!

Der var hvert semester omkring 90% der på hvert hold svarede positivt ved at løfte armen. Det slog aldrig fejl.

   Ifølge undersøgelsen som blev citeret ovenfor er procenten af gruppen af studerende der er kreativt aktive i deres fritid 22%, hvilket bekræfter min teori om at journaliststuderende søger til studiet fordi de allerede har oplevet at blive 'høje' gennem udfoldelse af kreative fritidsaktiviteter, og gerne vil have indbygget den oplevelse i deres arbejde.  

Jeg har så i øvrigt også efterhånden formuleret den teori for mig selv at man også med rimelighed kan tale om et tilsvarende fænomen for kunstnerisk aktivitet over en bred front. Altså operere med noget man kunne kalde 'artists high'.

    Det kobler jeg sammen med at mange kreative mennesker kan fortælle om en barndom/ungdom hvor de havde oplevet forældretab, kulturflytning, mobning i skolen m.v. En række af forhold som helt normalt ville fremme en personlighed der havde en følelse af savn, vemod, sorg, vrede som et gennemgående mentalt kendetegn. 

     Og der er så nogle af disse personligheder der er så heldige at opdage at de ved at udfolde sig kunstnerisk, kan "berolige sig" eller blive i bedre humør - fordi altså belønningssytemet aktiveres og dopaminpumpen kører. Tror jeg. 

Jag kan jo også bare kigge på mig selv. 

   Det at jeg nu er blevet så gammel at jeg ikke har arbejde mere og dermed har oplevet tab af social status, tab af sociale relationer, tab af den jævnlige oplevelse af 'tearchers high', kunne have indebåret at jeg som mange gamle var blevet (små)deprimeret og var gået i 'indre emigration'. 

   Men det modvirkes nu af at jeg jævnligt oplever 'writers high' ved at skrive her på bloggen, og 'artists high' ved at male akvarel.

Bidrag til neurojournalistikken: Nyheder er dårligt for dig - du har ikke godt af nyheder - nyheder er usundt!

Jeg har altid syntes det var sjovt at finde på nye begreber til at sammenfatte nye indsigter som jeg synes jeg har fået. 

   Til de begreber hører fx "videnssprog-erfaringssprog", "den tredje dims", "erfaringsinterview", "den store dansklærer", "faktion", "journalistisk plot", "bølgemodel", "retssagsskema".

   Til den samling hører også "neurojournalistik" som jeg introducerede i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Og som jeg delvist forfølger videre i disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/nyhedskriterier-i-hjernen-pa-lserne.html

Ideen er som ved alle de andre nye ord der kombinerer "neuro-" med forskellige professioner og fagområder ("neuroøkonomi", "neuroæstetik", mv.), af afdække og forstå sammenhængen mellem det som journalister gør og tænker når de arbejder som journalister, og så de indsigter som kan hentes fra den nyeste neurovidenskab og kognitive psykologi.

   Når de spørgsmål optager mig gevaldigt, er det fordi jeg har undervist journalister, være konsulent for journalister, skrevet om journalistik, været chef for journalister - on and off - siden 1972.
   

Det sidste nye mentale kick jeg fik ad det spor, var Daniel Kahnemans bog: Thinking, Fast and Slow, og jeg brugte bogens teorier, begreber og kategoriseringer til at analysere og gennemlyse nogle eksempler på dårlig journalistik og dårlige beslutninger på redaktør-niveau.

   Hele syv blogindlæg  i januar i år kastede læsningen af den bog af sig, alle under rubrikken "Thinking Fast and Slow".
    Fagligt siger man at hans forskning ligger inden for området "behavioral economics". Jeg har i et tidligere indlæg - inspireret af det - udmøntet termen "behavioral journalism".

Tilfældigt ved at surfe og søge på nettet finder jeg frem til en bog som har titlen: The Art of Thinking Clearly: Better Thinking, Better Decisions. Forfatterens navn er Rolf Dobelli. 

   Han er sweitzer, og bogen udkom på tysk i 2012. Den blev udgivet på engelsk i år hvor den straks kom på bestsellerlisten

   Ved at læse nogle anmeldelser kan jeg se at han på nogle punkter ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og han har også referencer til en forsker og filosof som også Kahneman refererer til: Nassim Nicholas Taleb (som jeg senere vil vende tilbage til). Jeg har bestilt bogen.

   Og jeg finder på Odellis hjemmeside en artikel af ham som har titlen: "Avoid News - Towards a Healthy News Diet", som tydeligvis ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og som opregner en lang række - mere eller mindre - videnskabeligt funderede argumenter for at man skal undgå at bruge tid, hjerne, opmærksomhed, følelser, energi - på at læse, se eller høre nyheder.
   Jeg er en hund efter viden, synspunkter og teorier som giver indsigt på kendte temaer fra nye vinkler.
   Her er det effekten på det nyhedshungrende publikum det handler om. Den vinkel har klart været underbelyst i mine skriverier. 

 
Dobelli har skrevet en nedkogt og indkogt version af denne artikel til en slags kronik i avisen The Guardian. Den har rubrikken:

News is bad for you – and giving up reading it will make you happier

Og manchetten lyder som følger:

News is bad for your health. It leads to fear and aggression, and hinders your creativity and ability to think deeply. The solution? Stop consuming it altogether

Jeg synes ikke bare han har en, men en del gode pointer som er værd at tænke over. Og han skriver for at provokere, klart nok.

   Ikke alle hans påstande indeholder bidrag til neurojournalistikken, men ca. halvdelen gør. Hans overordnede metafor eller analogi er at sammenligne effekten at indtage mange daglige nyheder - med de mange negative helbredseffekter af dårlig kost - som giver overvægt, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge - yuo name it.

In the past few decades, the fortunate among us have recognised the hazards of living with an overabundance of food (obesity, diabetes) and have started to change our diets. But most of us do not yet understand that news is to the mind what sugar is to the body. News is easy to digest. The media feeds us small bites of trivial matter, tidbits that don't really concern our lives and don't require thinking. That's why we experience almost no saturation. Unlike reading books and long magazine articles (which require thinking), we can swallow limitless quantities of news flashes, which are bright-coloured candies for the mind. Today, we have reached the same point in relation to information that we faced 20 years ago in regard to food. We are beginning to recognise how toxic news can be.

Nyheder er for sindet hvad sukker er for kroppen. Nyheder er nemme at fordøje og kræver ikke at vi tænker dybere over hvad de fortæller. Nyheder er en slags gift for hjernen.

   Derefter følger så en række påstande som begrundes gennem henvisninger både til faglitteratur og anskueliggørende eksempler:

Nyheder er vildledende - hvilket blandt andet indebærer at vi som nyhedsforbrugere ender op med fejlagtige og misvisende "risiko-kort" i hovedet, så vi systematisk under- og overvurderer risikoen ved forhold i virkeligheden, som fx terrorisme:

 News misleads. Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What's relevant? The structural stability of the bridge. That's the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it's dramatic, it's a person (non-abstract), and it's news that's cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

   We are not rational enough to be exposed to the press. Watching an airplane crash on television is going to change your attitude toward that risk, regardless of its real probability. If you think you can compensate with the strength of your own inner contemplation, you are wrong. Bankers and economists – who have powerful incentives to compensate for news-borne hazards – have shown that they cannot. The only solution: cut yourself off from news consumption entirely.

Nyheder er uden relevans for dig: Nævn et eksempel på en nyhed af de ti tusinde du har læst i år, som førte til at du tog en bedre beslutning omkring alvorlige forhold som vedrører dit liv:

News is irrelevant. Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what's relevant. It's much easier to recognise what's new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we're cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.

Nyheder forklarer ingenting: Nyheder er "bobler på virkelighedens overflade" - og en samling og ophobning af nyheder vil aldrig kunne forklare de dybere sammenhænge, så du virkelig forstår hvad der foregår i verden, mængden af dem og ophobningen af dem stiller sig i vejen for at forstå den underliggende helhed: 

News has no explanatory power. News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists' radar but have a transforming effect. The more "news factoids" you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we'd expect journalists to be at the top of the pyramid. That's not the case.

Nyheder er gift for kroppen: Nyheder aktiverer det limbiske systems panik-reaktioner som udløser cortisol, som på sin side svækker immunsystemet og har negative biologiske effekter på kroppen, som permanent stress også har:

News is toxic to your body. It constantly triggers the limbic system. Panicky stories spur the release of cascades of glucocorticoid (cortisol). This deregulates your immune system and inhibits the release of growth hormones. In other words, your body finds itself in a state of chronic stress. High glucocorticoid levels cause impaired digestion, lack of growth (cell, hair, bone), nervousness and susceptibility to infections. The other potential side-effects include fear, aggression, tunnel-vision and desensitisation.

 Nyheder forstærker kognitive fejl - bekræfter fordomme, cementerer mentale bias og giver endimensionelle og oversimplificerede årsagsforklaringer: 

News increases cognitive errors. News feeds the mother of all cognitive errors: confirmation bias. In the words of Warren Buffett: "What the human being is best at doing is interpreting all new information so that their prior conclusions remain intact." News exacerbates this flaw. We become prone to overconfidence, take stupid risks and misjudge opportunities. It also exacerbates another cognitive error: the story bias. Our brains crave stories that "make sense" – even if they don't correspond to reality. Any journalist who writes, "The market moved because of X" or "the company went bankrupt because of Y" is an idiot. I am fed up with this cheap way of "explaining" the world.

Nyheder hæmmer tænkning: Tænkning kræver koncentration og koncentration kræver tid. Nyheder er specielt designet til at afbryde dig og stjæle din opmærksomhed. Og nyheder svækker vores hukommelse på grund af overfodring med informationer som ingen betydning har:

News inhibits thinking. Thinking requires concentration. Concentration requires uninterrupted time. News pieces are specifically engineered to interrupt you. They are like viruses that steal attention for their own purposes. News makes us shallow thinkers. But it's worse than that. News severely affects memory. There are two types of memory. Long-range memory's capacity is nearly infinite, but working memory is limited to a certain amount of slippery data. The path from short-term to long-term memory is a choke-point in the brain, but anything you want to understand must pass through it. If this passageway is disrupted, nothing gets through. Because news disrupts concentration, it weakens comprehension. Online news has an even worse impact. In a 2001 study two scholars in Canada showed that comprehension declines as the number of hyperlinks in a document increases. Why? Because whenever a link appears, your brain has to at least make the choice not to click, which in itself is distracting. News is an intentional interruption system.

Nyheder fungerer som et narkotikum som man bliver afhængig af fordi vi hele tiden bliver holdt i spænding om hvordan konfliktfyldte begivenheder udvikler sig. De dele af hjerne som er udviklet til at "skimme" og "multitaske" bliver yderligere udviklet, mens de dele af hjerne som bruges til dybdegående fokuseret læsning svækkes og forfalder, så man bliver træt og ukoncentreret efter læsning af nogle få sider:

News works like a drug. As stories develop, we want to know how they continue. With hundreds of arbitrary storylines in our heads, this craving is increasingly compelling and hard to ignore. Scientists used to think that the dense connections formed among the 100 billion neurons inside our skulls were largely fixed by the time we reached adulthood. Today we know that this is not the case. Nerve cells routinely break old connections and form new ones. The more news we consume, the more we exercise the neural circuits devoted to skimming and multitasking while ignoring those used for reading deeply and thinking with profound focus. Most news consumers – even if they used to be avid book readers – have lost the ability to absorb lengthy articles or books. After four, five pages they get tired, their concentration vanishes, they become restless. It's not because they got older or their schedules became more onerous. It's because the physical structure of their brains has changed.

Nyheder er spild af tid: Du smider ca. en halv dag om ugen væk til nyhedsforbrug, timer som du kunne bruge til noget bedre. Der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed:

News wastes time. If you read the newspaper for 15 minutes each morning, then check the news for 15 minutes during lunch and 15 minutes before you go to bed, then add five minutes here and there when you're at work, then count distraction and refocusing time, you will lose at least half a day every week. Information is no longer a scarce commodity. But attention is. You are not that irresponsible with your money, reputation or health. Why give away your mind?

Nyheder gør os passive: Vi overvældes nyheder som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og det slider vores bevidsthed til så vi ender med et livssyn som er pessimistisk, præget af ufølsomhed, sarkastisk og fatalistisk, en grundholdning som videnskaben har betegnet som "indlært hjælpeløshed" og som kan indehold kimen til at så mange bliver ramt af depression:

 News makes us passive. News stories are overwhelmingly about things you cannot influence. The daily repetition of news about things we can't act upon makes us passive. It grinds us down until we adopt a worldview that is pessimistic, desensitised, sarcastic and fatalistic. The scientific term is "learned helplessness". It's a bit of a stretch, but I would not be surprised if news consumption, at least partially contributes to the widespread disease of depression.

Nyheder dræber kreativiteten - fordi det vi i forvejen ved står i veje for skabelsen af nye ideer. En ægte kreativ sjæl er aldrig "nyhedsnarkoman". Hvis du ønsker at komme med gamle løsninger, læs nyhder; hvis du vil finde på noget nyt, lad være:

News kills creativity. Finally, things we already know limit our creativity. This is one reason that mathematicians, novelists, composers and entrepreneurs often produce their most creative works at a young age. Their brains enjoy a wide, uninhabited space that emboldens them to come up with and pursue novel ideas. I don't know a single truly creative mind who is a news junkie – not a writer, not a composer, mathematician, physician, scientist, musician, designer, architect or painter. On the other hand, I know a bunch of viciously uncreative minds who consume news like drugs. If you want to come up with old solutions, read news. If you are looking for new solutions, don't.   

Du kan finde den lange og væsentligt mere nuancerede version af Odellis påstande om sundhedsfaren ved nyheder på hans hjemmeside:

http://www.dobelli.com/wp-content/uploads/2013/03/Avoid_News_Part1_TEXT.pdf

Listen af påstande om hvorfor nyheder er dårlige for både sjæl og legeme er også længere: Her er de der er udeladt af læse-let-versionen i The Guardian. De er ikke de mindst interessant, så alene derfor læs den lange version:

• News sunders the relationship between reputation and achievement
• News is produced by journalists (underforstået: de fleste nyheder på nettet er ikke rigtigt nyheder):
• Reported facts are sometimes wrong, forecasts always
• News is manipulative
• News gives us the illusion of caring 

Rolf Odelli slutter med af aflive den misforståelse (som man nemt kunne få af den korte version) at han generelt skulle have fordomme og være negativ over for journalister og journalistik. Samfundet har stadig brug for journalistik .. men en anden slags end den der dominerer: 

Society needs journalism – but in a different way. Investigative journalism is always relevant. We need reporting that polices our institutions and uncovers truth. But important findings don't have to arrive in the form of news. Long journal articles and in-depth books are good, too.

 Og så runder han af med at han har levet uden det daglige nyhedsfix i fire år. 

I have now gone without news for four years, so I can see, feel and report the effects of this freedom first-hand: less disruption, less anxiety, deeper thinking, more time, more insights. It's not easy, but it's worth it.

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

En nyhedsdiæt som går ud på helt at være afholdsmand - og faste i fire år! 

   Det lyder imponerende, men er naturligvis ikke reelt - for alle hans omgivelser: venner, kolleger, familie - har indtaget nyheder som de altid har gjort, så Odelli har utvivlsomt fået et godt (til)skud af nyheder i de fire år - bare mundtligt gennem øret.

   Men ellers er der jo noget om snakken. I kortere perioder - når jeg har været på ferie - har jeg også undgået både at læse aviser, se tv og gå på nettet. Og konstateret at jeg intet har mistet når jeg kommer hjem og vanemæssigt genoptog mit daglige nyhedsfix igen fra alle medier.

P.S.

Politiken bragte den 19. november 1998 en kronik af mig - kort efter jeg var tiltrådt som Professor i journalistik ved SDU i Odense - under rubrikken: 

Journalistikkens uvæsen 

Den havde samme retoriske struktur som Odellis - med 12 bevidst provokerende påstande som så punkt for punkt blev begrunder og underbygget. 

   Nogle af punkterne havde ligheder med Odellis - men der var ingen antydning af forsøg på forklaringer med henvisning til kognitiv psykologi og neurovidenskab.

Her er påstandene fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" i deres nøgne form:

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret (TV–seertals voksende indflydelse)

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer – omfattende kildeafsmitning i terminologi og vinkler

5. Journalisterne er et lukket elitært broderskab – højtlønsgruppe, der har isoleret sig fra, hvad der rører sig i befolkningen.

6. Journalister er blevet en magt i sig selv. Journalister har magt til at skabe helte og begå karaktermord

7. Journalister er overfladiske og ideforladte. Deres virkelighedsopfattelse er ude af skridt med samfundsudviklingen. De løber alle efter de samme historier med de samme forudsigelige vinkler.

8. Journalister er utroværdige og overfladiske. Misbruger kilder, strammer vinkler og rubrikker langt ud over, hvad der er dækning for i virkeligheden.

9. De journalistiske metoder er er etisk anløbne. Brug af telelinser, skjulte mikrofoner, skjult kamera.

10. De journalistiske orm- og udtryksmidler fiktionaliseres. Artikler og indslag bygges op efter dramaturgiens regler ( indbygget spænding o.s.v.)

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden. En god historie er altid en dårlig historie

12. Journalistikken truer demokratiet. Den politiske journalistik fokuserer i stigende grad på personer og personlige motiver. Magtens vagthund er væk.

Hvis man vil have disse fordomsfulde og genraliserende påstande uddybet og nærmere begrundt, kan kronikken rekvireres på biblioteket. Jeg har den ikke selv i digitaliseret udgave

   Det var påstande som jeg havde indsamlet dokumentation for i et års tid ved læsning af aviser der fortalte historier med eksempler på andre journalistiske mediers elendighed.

Hvorfor tiltrækker journalistik bestemte personlighedstyper og hvad får de ud af det? - om journalistik, nyhedsnarkomani og neofili

Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".

   Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister. 

   Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.

   

Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:

Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.

   Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.

Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.

Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.  

   Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?

Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.

   Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.

Wikipedia definerer og beskriver:

Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).

Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.

  Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er  beslægtet med HSS-erne.
   Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:

Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:

• The ability to adapt rapidly to extreme change

• A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine

• A tendency to become bored quickly with old things

• A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty

• A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.

A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.

Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html 

Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":

Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?

   Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.

Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:

Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.

   “Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.

   “It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”

Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:

Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world. 

   In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)

    The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.

   These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.

http://www.nytimes.com/2012/02/14/science/novelty-seeking-neophilia-can-be-a-predictor-of-well-being.