Hvorfor er skulpturer altid farveløse?

En kombination af tilfældige sammentræf fik mig til at spekulere over dette spørgsmål: Hvorfor er skulpturer (næsten) altid farveløse? 

    Eller rettere - ikke farveløse. Næsten alle de skulpturer jeg har set på udstillinger, på pladser og i parker, er 'ensfarvede' i kraft af det materiale som de er hugget eller støbt eller skåret af: hvidt marmor, grå eller flammet granit, sortgrøn bronze, rustent jern, året træ.

   De kan være blanke eller ru, og er de af metal, kan de være syrebehandlet og derigennem fået en særlig tonet overflade. Men grundlæggende er næsten alle skulpturer uden kulør.

   Og det har for mig været 'naturligt' og i en vis forstand 'usynligt' - 'ubemærkelsesværdigt'. Sådan var det bare. 

  Man kan også tænke på det sådan: De er umalede - uden kulører. Sådan lidt ufestlige. 

  Der er naturligvis undtagelser hvad jeg skal vende tilbage til, men den kulørløse monokront tonede skulptur er normen. Og har været det i århundreder.

En lokal udstilling i Vordingborg kombinerede værker af en kvindelig maler Helle Christiansen og en mandlig skulptør Jørgen Minor. Begge to fabulerende kunstnere - og deres værker gennemsyret af ironi, satire, humor. Indimellem groteske. Men de klædte egentlig hinanden.

På en måde kunne jeg godt se at skulptøren nok var bedre end maleren, sådan rent kunstnerisk. 

   Men jeg måtte jo konstatere - endnu en gang - at malerierne 'sagde mig mere' . Det var dem jeg blev tiltrukket af og dvælede ved, og dem jeg bagefter kan huske.

Det er som om jeg mangler en sans til fuldt ud at kunne nyde skulpturers æstetik.

Og det tror jeg nu jeg har fundet forklaringen på: mit 2D-syn - også kaldet 'monoskopisk' syn (se foregående blogindlæg for forklaringen). 

   Jeg har ikke som de fleste mennesker har det, et 3D-syn - også kaldet stereoskopisk syn hvor de to øjne ser det samme motiv fra lidt forskellig synsvinkel, og der så i hjernen dannes et samlet billede med "dybde".

Mit monoskopiske syn kan være den forholdsvis simple forklaring på hvorfor jeg aldrig har sat nær så meget pris på skulpturer som på malerier. Jeg kan ikke rigtig for alvor nyde det som netop kendetegner skulpturer: at de udfolder sig rumligt i tre dimensioner og skal ses og nydes æstetisk 'i dybden', så at sige.
   Det er nok også forklaringen på at jeg ikke oplever noget visuelt 'kick' når jeg har set 3D-film.

Kort tid efter jeg havde været på den udstilling, var jeg hjemme hos en dedikeret kunstsamler som både havde mange spændende malerier på væggene og ganske mange interessante skulpturer placeret rundt omkring, både ude og inde. Og igen slog det mig at skulpturerne alle var 'farveløse' i den forstand at de alle havde deres materialers medfødte farver - og altså på en måde var "umalede".

Det at jeg ikke rigtig tænder på skulpturer, er der i hvert fald en strålende undtagelse fra: Den egyptisk skulptur af dronning Nerfertiti som jeg så i virkelighede for et par siden på et museum i Berlin. Jeg kendte den godt fra billeder, men jeg blev dybt betaget ved at møde den "live" i 3 dimensioner. Og den gjorde et uudsletteligt indtryk: 

Hun er jo altså en malet skulptur. Og farverne gør i hvert fald for mig det at jeg kan nyde ansigtets former på en helt anden måde end hvis de ægyptiske kunstnere havde fulgt den europæiske tradition  de sidste 6-700 år - og ladet ansigtskulpturen være umalet.

   Tænk hvis Nefertiti havde været i hvidt marmor, eller brunt ler, eller bronze!

Og egentlig er det lidt fjollet at billedhuggere ikke - eller relativt (for) sjældent - udnytter den mulighed at kunne give ekstra liv og en ekstra dimension til deres livagtige skulpturer. 

    Hvor kommer den asketiske og puritanske ide egentlig fra: At skulpturer maler man da ikke!

Det ved jeg jo godt.
   For ikke så mange år siden læste jeg flere artikler om at de græske - og vist også romerske skulpturer oprindelig havde været malet og fra starte var i farver.
   Dels havde man fundet farverester på en del af dem der befandt sig rundt omkring på museerne, og dels havde man kunnet afsløre det ved at at belyse dem i mørke med ultraviolet lys; så trådte de farvede mønstre frem - fx på skulpturernes udhugge klæder.

    Men fordi farverne i tidens løb var slidt af og var forsvundet, så havde de europæiske kunstnere og kunsthistorikere fra renæssancen og fremefter troet at sådan havde de altid set ud - som de blev fundet - hugget og opstillet i hvidt marmor:

Og det har så sat sig igennem i vores kultur som en fast norm for europæiske billedhuggere i mange hundrede år: Figurative skulptuerer er uden farver, hvad enten de er hugget i sten eller støbt i bronze.
   Skulpturer har den farve skulpturer skal have - nemlig materialets egen "naturlige" farve. Nix witer. De står slet ikke til diskussion.

Men nej, de græske og romerske skulpturer der har været idealet for billedhuggere igennem århundreder, fx for vores egen Thorvaldsen, har oprindelig været malet i friske, flotte farver, efter al sandsynlighed hen i retning af den dejlige ægyptisk dronnings hoved jeg viste ovenfor:

Noget af en øjenåbner. Og lidt rystende. Eller befriende. I hvert fald vækker det godt nok til eftertanke. 

   Nogle vil måske opleve at med de oprindelige farver bliver skulpturerne lidt vulgære og tegneserieagtige, lidt hen i retning af en seriøs udgave af kulørte havenisser.

   Ikke mig. Pludselig synes jeg de støvede gråhvide eller gråbrune figurer får liv - og ja - først og fremmest: form.

    Og jeg er sikker på at hvis Glyptotekets græske og romerske afdeling havde haft skulpturer i de oprindelig farvede udgaver, så ville jeg have nydt at komme der meget mere. 

    Nu endte jeg hver gang hurtigt i salene med de impressionistiske malere - og blev hængende og nydende der.

Interessant er det også at opdagelsen af at oldtidens græske og romerske skulpturer har været farvelagt, i første omgang blev afvist af de kunsthistoriske autoriteter. Og faktisk skulle den kulturhistoriske kollektive fortrængning varer mere end hundrede år.

   Wikipedia kan berette:

By the early 19th century, the systematic excavation of ancient Greek sites had brought forth a plethora of sculptures with traces of notably multicolored surfaces, some of which are still visible. Despite this, influential art historians such as Johann Joachim Winckelmann so strongly opposed the idea of painted Greek sculpture that proponents of painted statues were dismissed as eccentrics, and their views were largely dismissed for several centuries. It was not until published findings by German archaeologist Vinzenz Brinkmann in the late 20th and early 21st century that the painting of ancient Greek sculptures became an established fact. Using high-intensity lamps, ultraviolet light, specially designed cameras, plaster casts, and certain powdered minerals, Brinkmann proved that the entire Parthenon, including the actual structure as well as the statues, had been painted. He was able to reveal the pigments of the original paint and made several painted replicas of Greek statues that went on tour around the world. Also in the collection are replicas of other works of Greek and Roman sculpture, demonstrating that the practice of painting sculpture was the norm rather than the exception in Greek and Roman art.

Heller ikke de græske templer har været gråhvide, men har været malet i muntre kulører som nemt har kunnet konkurrere med Paladsbiografens i Købehavn. Og som jo absolut meget mere trækker hen i retning af forlystelsespark Tivoli end i retning af det 'stilfulde' og kedelig Domhus i København

 

Men selvfølgelig findes der farvede skulpturer, fx af pop-art-kunstneren Jeff Koons:

Provokerende - fordi Jeff Koons i den grad bryder med den uudtalte norm: Skulptuerer er farveløse!
   Men har man 2D-syn, så er det netop farverne der giver skulpturformen dybde.

Enøjethed - om konsekvenserne af kun at kunne se i 2D - refleksioner over og analyse af en kreativ restriktion når man tegner, maler eller laver film

Jeg var for nylig til øjenlæge for at få tjekket trykket i mine øjne. Der er grøn stær i min familie.

   Jeg havde en svag erindring om at da jeg første gang var hos ham for godt 10 år siden, konstaterede han at jeg manglede 3D-syn, dvs. at mine øjne ikke arbejdede sammen om at lave et synsindtryk i 3D. Principielt så jeg omgivelserne med et øje ad gangen, men jeg kunne se - og så - nogenlunde lige godt med begge øjne.

   Det fik jeg så bekræftet forleden: at sådan var det med mig og mit syn på omverdenen. Jeg havde ikke stereoskopisk syn, dybdesyn som det også kaldes. Jeg var biologisk og neurologisk 'enøjet'.

Det norske "Store Medicinsk Leksikon" fortæller:

Stereoskopisk syn, dybdesyn som oppnås når begge øynenes bilder (som på grunn av avstanden mellom øynene avviker litt fra hverandre), smelter sammen til ett bilde i hjernen (samsyn). Det sammensmeltede bildet får en egen kvalitet som gir synsbildet dybde og plastisitet.

   På kort hold spiller det stereoskopiske synet en stor rolle for avstandsbedømmelse og formoppfattelse. Enøyde individer har ikke stereoskopisk syn, men kan imidlertid med tiden utvikle en imponerende evne til avstandsbedømmelse; spesielt sees dette hos individer som har vært enøyede siden barndommen.

Jeg er altså i princippet enøjet - på begge øjne, og det skyldes en hospitalsoperation for skeløjethed på begge øjne da jeg var ca. 10 år gammel. Min mor syntes at mit skeløjede udseende skulle korrigeres mod det "normale". Jeg var ikke pæn nok!

   Men det var først da jeg for et års tid siden læste Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" at jeg begyndte at spekulere over om dette påførte opererede 'handicap' kunne forklare nogle af de oplevelser jeg havde med fx at lede efter velkendte genstande uden at kunne finde, og oplevelser med det at se uden at kunne genkende. Og her for nylig: med de særlige præferencer jeg har haft når jeg maler akvarel.

   

Oliver Sacks har i den bog et kapitel med titlen "Stereo Sue" hvor han beskriver hvad det betyder "kun" at have 2 D-syn. Han fortæller om cases med mennesker der i en sen alder mister synet på det ene øje, og som oplever overgangen fra at se stereoskopisk til at se monoskopisk som et stort savn og et alvorligt tab af livskvalitet. Måske lidt som at blive farveblind i en vokse alder. Eller at miste nogle af sine smagsoplevelser.

   I en kort periode har han også selv oplevet noget tilsvarende. Rædsomt, fortæller han.

   

Og omvendt bruger Sacks mange sider til at beskrive og referere en case - "Sue" - som siden tidlig barndom har haft monoskopisk syn på grund af skeløjethedsoperationer, og som på grund af en øjensygdom da hun er omkring 40 år, får lavet særlige briller som gør det muligt for hende - helt pludselig - (at lære) at se i 3 D - for første gang siden hun var helt lille. 

   Hun bliver helt euforisk ved den ekstra syns-merværdi. Gribende læsning.

Men hvordan klarer man sig så overhovedet når man ikke kan se omgivelserne 'i dybden' gennem det naturlige stereoskopisk syn som de fleste er udstyret med? For mit vedkommende tror jeg det blandt andet har betydet at jer er lidt af en fumler-tumler. Jeg falder over egne ben eller små forhindringer på vejen - oftere end de fleste. 

   Sacks skriver:

There are, of course, many other ways of judging depth besides stereo vision: the occlusion of distant objects by closer objects, perspective (the fact that parallel lines converge as they receede, and that distant objects appear smaller), shading (which delineates the shape of objekcts) "aerial" perspective (the blurring ad blueing of more distant objects by the intervenng air), and, most important, motion parallax - the changing appearance of spacial relationships as we move around in the world. All these cues, acting together,  can give a sense of reality and space and depth. But the only way to actually perceive depth - to see it rather than  judge it - is with binocular stereoscopy.

Den liste giver mig en række aha-oplevelser - i forhold til mine egne erindrede erfaringer med tegning og  maleri som barn og ung. 

   Jeg husker fx klart en næsten euforiske følelse jeg havde ved de billeder jeg tegnede/malede hvor jeg systematisk udnyttede perspektivtegningens 'tricks': at parallelle linjer i virkeligheden for synet kan mødes i et enkelt punkt i horisonten; og at det der var fjernt, var småt, og at det fjerne i baggrunden blev skjult af det der var nærmere i forgrunden. Det der gav dybdeillusion i billedet.

   Jeg har også været fascineret af at kunne fremstille former og dybde ved at arbejde med skygge og glidende overgange til lys.

   Disse æstetiske 'lyster' - den særlige visuelle "sult" jeg gradvist de sidste par år er blevet mig bevidst, tror jeg hænger sammen med mit biologisk påtvungne enøjede 2 D-syn - på begge øjne.

Og en række af de "tricks" der fascinerer mig i de akvareller jeg har "dyrket" det sidste halvandet år, er kendetegnet ved '"aerial" perspective' - at jeg maler dybde ved at sløre - 'tåge' - baggrunden mens forgrunden accentueres med klare farver og skarpe former.
   Se mange af de tidligere indlæg om "akvarelmaleriets mysterier" til illustration og dokumentation.

Hvor mærkeligt det end lyder: Jeg tror at jeg ubevidst har længtes efter mit manglende 3 D-syns perceptuelle input. Og derfor har jeg været tiltrukket af alle de æstetiske teknikker og stilarter som kompensere for det, ved at at illuderer dybde og "3 D"-illusion. Dem som Sacks opregner.
  Jeg er ikke til Mondrian!

Og så har jeg altid - bortset fra de par år hvor jeg ville være 'rigtig kunstner' - elsket at tegne/male billeder der fremstiller en seminaturalistisk virkelighed med motivisk klare markante geometriske former - kombineret med perspektiviske tekniske "tricks", fx skarpt side- eller modlys. 

   Det vender jeg nok tilbage til i næste nummer af  indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier".

Under alle omstændigheder kan man jo betragte 2 D-synet som en form for mentalt og kognitivt 'benspænd' - en kreativ begrænsning. Som mange stærkt skeløjede malerkunstnere har måttet forholde sig til. Udnytte og overvinde.

   Og en fodnote i Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" giver så lige en ekstra - for mig ego-opbyggende - aha-oplevelse:

Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.

   In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists." 

  Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.

Interessant. Et nyt begreb: 'stereoblind'. Undskyld metaforen: En 'eyeopener'!

   Lidt som med synæstesi: Hjernen sætter nogle begrænsninger i kraft af medfødte kombinationer af strukturer, moduler og neurale forbindelser. Og den kreative bevidsthed bruger dem som udfordringer til at udvikle en særlig nyskabende stil eller et særligt revolutionerende formsprog.

   Kubismen blev udviklet fordi Picasso og Braque var så skeløjede at de ikke kunne se deres motiver i 3 D! Hva´ba´?

   I love it!

Suspension of disbelief - vs - suspension of belief - noget om fakta og fiktion - og betydningen af cases i journalistikken

Jeg sidder som censor og læser en opgave i tv-tilrettelæggelse om hvordan børn reagerer på beskrivelser og fremstillinger af døden og de handlinger, oplevelser og tanker der går forud. 

   Og videre tænker jeg på de uendelige diskussioner i gennem årene i medier og blandt forskere om hvad vi kan udsætte børn (og barnlige sjæle) for uden at de bliver mærket negativt psykisk og mentalt af at blive eksponeret for den slags fremstillinger i medierne. 

   Dette jo også i lyset af gyserhistorier, zombiehistorier, spøgelseshistorier, historier og tv-indslag om massakrer på børn og voksne i krige og udsat for terrorbegivenheder. Og simpelt hen: voldsfilm!
  Men gør det noget, om alt det ækle, grusomme, blodige, rædselsvækkende i medierne, er fakta eller fiktion - journalistik eller fantacy?

Spejlneuroner  virker automatisk - alt er for så vidt lige virkeligt, set fra 'deres synspunkt'. Vores krop og den hurtigt reagerende del af vores hjerne tror umiddelbart på det øjnene ser - og spejlneuronerne er aktive som var det os selv der foretog hadlingen, når vi ser andre udføre en handling, læser om at andre gøre det - eller bar selv tænker på os selv eller andre gøre det. Og om det er virkelighed, film eller fortælling skelner de ikke mellem.

   Set fra 'spejlneuron-synspunktet' - er der ikke nogen forskel på faktiske og fiktive fremstillinger eller forestillinger. Premotorcortex-dele af hjernen aktiveres og programmeres - og de følelser som automatisk er forbundet med de oplevede eller forestillede handlinger aktiveres også. Derfor virker pornografi, blandt andet. Og en masse propaganda.

   Lidt provokerende sagt, så er alle former for visuelle oplevelser af andre menneskers handlinger lige faktuelle i her og nu-situationen. Og børn lærer først i 6-8 års alderen gradvist at skelne mellem digt og faktuel fremstilling. Nogen senere end andre.

   

Det at lære at skele fakta fra fiktion i sproglige og og-audiovisuelle fremstillinger, betyder altså at man lærer 'suspension of belief' - altså: Du skal ikke tro på at det du har hørt og set, også er sandt og virkeligt. 

    Når vi i medie- og genresammenhænge diskuterer eksplicitte og implicitte 'fakta- og fiktionskontrakter' (og spørgsmålet om 'faktion') knyttet til bestemte medier, genrer og udtryksformer, så er det altså fiktionskontrakterne der er det første man lærer at afkode og dermed udskille fra suppen af uigennemsigtig og flydende virkelighed og sandhed - dette at man bevidst skal kunne suspendere sin tro på og tillid til fortællerinstansens ærlighed og troværdighed i forhold til det der fremstilles og fortælles. 

Man plejer jo ellers at fremhæve at det at opleve fiktion - og betingelsen for at fiktion kan have realitetseffekter på modtageren - er 'suspension of disbelief' hos publikum - at man skal lære at lade som om det man godt ved er uvirkeligt - for the time being - her i biografen, i teatret - eller 'nu mens jeg læser kriminalromanen' - er virkeligt - skal tages for en slags sandhed, sådan i overført betyding. 

   Denne mentale operation - "make believe-operationen" - må være noget som foretages af de samarbejdende dele af hjernen som kaldes 'the default (mode) network' - et netværk som er kendetegnet ved at det er aktivt når vi ikke foretager os noget udadvendt og målrettet - løser opgaver og tackler udfordringer. Derfor kaldes det også i faglitteraturen 'the task-negative nework'.

   Dette netværk i hjernen udvikles langsomt over tid helt op til de sene teenagerår - sandsynligvis delvist afhængigt af det register af oplevelser, interaktioner og relationer som den enkelte møder og udsættes for op gennem barndommen, svarede til at vi nu ved at hjernen er meget mere plastisk end man hidtil har troet.

   Så sandsynligvis er der nogle mennesker der har meget let ved at "suspendere sin skepsis" i mødet med en mediebåret fremstilling, mens andre har sværere ved det. 

   Man forbinder den mentale forskel i dagligsproget med begrebet 'fantasi' - ved  fx at kunne sige at "den dreng der er meget fantasifuld" - mens "ham der er ganske jordbunden og fantasiforladt". 

Dette underbygges af de mange erindringer fra forfattere, kunstnere og videnskabsmænd som kan berette at de i deres barndom læste - slugte - helt vildt mange bøger - uanset genre og litterære kvaliteter. 

   Jeg hørte selv til den kategori - og det gjorde fruen også. 

Da jeg var 12 år flyttede min familie fra Holeby til Stege. Vi var installeret på et hotel i Stege i nogle dage, mens mine forældre gik og gjorde lejligheden i stand. Set fra mit synspunkt var den helt afgørende forskel på de to små provinsbyer i det sydøstlige Danmark, at Stege havde et rigtigt bibliotek - mens Holeby ikke havde det.
   Den først dag i Stege blev jeg sluppet løs i biblioteket, lånte en taskefuld bøger, blev fulgt hjem på hotellet. Og så havde mine forældre fred for mig i hele ugen, hvor jeg bare lå på hotelsengen og slugte bog efter bog - fakta og fiktion - fin- og trivi-litteratur - i et skønsomt rodsammen.

For de mennesker hvis hjerne er særligt disponeret i den retning, indgår stærk og aktiv fantasivirksomhed i symbiose med hjernens belønningssystem, idet man kommer i flow under læsningen. Så jeg var 'høj' og 'fjern' på bøger og fantasi i den uge. Og mange år efter.

   Jeg husker at også jeg blev kaldt "bognarkoman" af min mor i de år. Jeg ville ofte hellere blive hjemme og læse drengebøger og Anders And-hæfter end tage med familien på skovtur eller på besøg hos vener. 

Hvad siger Wikipedia om "suspension of disbelief"?

Suspension of disbelief or willing suspension of disbelief is a term coined in 1817 by the poet and aesthetic philosopher Samuel Taylor Coleridge, who suggested that if a writer could infuse a "human interest and a semblance of truth" into a fantastic tale, the reader would suspend judgment concerning the implausibility of the narrative. Suspension of disbelief often applies to fictional works of the action, comedy, fantasy, and horror genres, as well as in professional wrestling. Cognitive estrangement in fiction involves using a person's ignorance or lack of knowledge to promote suspension of disbelief.

   The phrase "suspension of disbelief" came to be used more loosely in the later 20th century, often used to imply that the burden was on the reader, rather than the writer, to achieve it. This might be used to refer to the willingness of the audience to overlook the limitations of a medium, so that these do not interfere with the acceptance of those premises. These fictional premises may also lend to the engagement of the mind and perhaps proposition of thoughts, ideas, art and theories.[1]

    Suspension of disbelief is often an essential element for a magic act or a circus sideshow act. For example, an audience is not expected to actually believe that a woman is cut in half or transforms into a gorilla[2] in order to enjoy the performance.

Jeg synes jo dette er interessant i lyset af den dyrkelse af cases som i de sidste 20-30 år er blevet mere og mere udbredt i journalistikken, både den skrevne og den tv-bårne. 

   Politiken havde fx denne illustrative rubrik den 18. december 2012:

'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' har ændret danskernes syn på kontanthjælp

Og med underrubrikken: "

Fire ud af ti danskere har ændret holdning til kontanthjælp efter mediesager.

Casenes  funktion er at få læserne eller seerne til at suspendere deres mistro til journalister og journalistiske udsagn og til at neutralisere den mistro til abstrakte logiske fremstillinger af virkeligheden som de - naturligt - har svært ved at forankre til de nemme og mentalt spiselige 'basic-level-kategoriseringer'. 

   Og dermed også til at overlade den primære effekt af fremstillingen til spejlneuronernes emotionelle automatreaktioner - og altså til den 'tænkning' som Daniel Kahneman kalder 'thinking fast' (= 'System 1'):

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Jeg har skrevet mange indlæg om Daniel Khaneman som du kan finde ved at søge på hans navn i denne blogs søgefelt. Det første her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

To af de centrale mekanismer i 'thinking fast-systemet' er princippet 'All You See Is All There Is" - og princippet om 'cognitive ease' som gør at selve oplevelsen af casen bliver det som bevidstheden hovedsagelig forholder sig til. Identifikationen buldrer igennem.

Så spørger du måske om hvad 'basic-level-kategoriseringer' er for noget. Det har jeg også skrevet om flere gange - fx her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

Men her er lige en kort beskrivelse fra en af de mange pædagogiske kilder på nettet:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm 

'Basic-level-kategorier' er den centralt definerende del af det jeg for mange år siden navngav 'erfaringssprog', og dermed definerende for den tækning og kognition som den sprogform er forbundet med. 

   Og der er en intim sammenhæng mellem brug af 'basic-level-kategorier' i en sproglig eller audiovisuel fremstilling på den ene side - og så oplevelsen af 'cognitive ease' på den anden. 

   'Basic-level-kategorier' udfoldet i sprog, lyd og billeder, de fungerer som forførende glidecreme for forståelsen. 

   Som sofastykket "En kronhjort ved skovsøen".

Jeg har netop besøgt en kunstsamler hvor stort set alle malerier og grafiske arbejder der hang på væggene, netop ikke inviterede til 'cognitive ease' - mens næsten alle skulpturerne var sjove og cognitivt lige til at gå til! Ved første blik, men så ...!

Kina vs. Danmark - skole, uddannelse og kreativitet - tanker efter DR-serien '9.Z. mod Kina'

Jeg så de fire udsendelser i DR1-serien '9.z mod Kina' som blev udsendt for nogle uger siden.

   I udsendelserne så vi at man testede 9.-klasse-børnene fra hhv. en dansk og en kinesisk skole i fire "discipliner": læsefærdighed, matematik, kreativitet, engelsk.

   Hvad angår læsefærdighed vandt de kinesiske skolebørn med en lille margin. Bemærkelsesværdigt da kinesisk som skrift- og læsesprog utvivlsomt er sværere end dansk og derfor kræver mere tid og koncentration at lære.

   Hvad angår matematik vandt kineserbørnene med mange længder. Det var "forventet".

   Hvad angår kreativitet, vandt kineserbørnene også - klart. Til alle danskeres store overraskelse. Her havde vi forventet at den friere og mere åbne danske pædagogik burde have sat sig igennem til fordel for de danske børn.

   Kun engelsk-testen havde de danske børn som klare vindere. Det var også "forventet".

Det var godt tv, sendt på den brede kanal DR 1. Fruen og jeg ser hele serien, og følger med i debatten i vores skrevne medier. 

   DR har levet op til sin public-service-forpligtelse.

  Vi har været på den store rundrejse i Kina for 3 år siden, og det gjorde et stærkt indtryk på os. Derfor er vi særligt motiverede for at følge med.

Som ægte, gammel 68´er - allerede den gang uden hang til 'Munke-Marxisme' og 'Proletariatets Diktatur' - og med sympati for antiautoritære pædagogiske tiltage som: Lilleskoler, RUC´s problemorienterede projektarbejde, Det Frie Gymnasium, Bernadotte-skolen, Grundtvig mod "den sorte skole", Paolo Freieres erfaringspædagogik, Summerhil-skolen etc. etc. ..., så interesserer problemstilingen mig langt ind i sjælen.

   Fruen og jeg har begge haft børn i lilleskoler. Nogle af vores børnebørn går på Sct. Annæ (musik og sang-orienteret undervisning). Foreløbig et barnebarn går også på en mindre privatskole. Flere er måske på vej.

Efter at vi har set den fjerde udsendelse i tv-serien, spørger fruen ud i luften: "Jamen hvad kan vi lære af det?" - Det var ikke helt nemt at svare på. Heller ikke efter debatten i aviserne at dømme. Man kunne læse mange mentale undvigemanøvrer og bortforklaringer i indlæg fra ellers højt kvalificerede  debatdeltagere som tydede på at nogen havde svært ved at lære noget som helst.
   Men efterhånden er jeg selv nogenlunde afklaret:

1. Den danske skole (og den pædagogiske teori) har ikke nogen klar forestilling om hvad "træning" -og det at "øve sig", betyder for at lære noget og for at kunne noget. Det er "naturligt" for kineserne (harmonerer sandsynligvis godt med Kung Futses filosofi).
2. Antorini har ret: Så længe lektierne gøres til et privat familieanliggende, så reproducerer vi klassesamfundet gennem skolesystemet. Det kan vi lære af kineserne.
3. Antorini har ret: Kroppen skal tilbage i skolens spektrum af undervisningsaktiviteter - i form af kreative fag som musik/tegning og gymnastik/idræt (og håndværksagtige fag som: sløjd, teknik, madlavning). Al moderne neuroforskning tyder på at hjernen, hukommelsen og læringen stimuleres når kroppen er aktiv så hånd og ånd aktiveres sammen og sideløbende. Det kan vi også lære af kineserne.
4. Den danske skolekultur er en hvor forældrene identificerer sig med deres børn, og det er usundt. Forældrene undervurderer i den grad hvor robuste og fleksible børn (s mentale set up) er. Det kan man ikke beskylde de kinesiske forældre for. De tænker (mindst lige så meget) på sig selv og deres alderdoms forsørgelse. Og det er ikke så usundt endda.
5. Man kan roligt (dvs. man bør) stille krav, sætte rammer og formulere klare forventninger til børn - også i skolen. Men det sker bedst på baggrund af en mental ramme af forståelse og anerkendelse af at børn er forskelligt udstyrede, at de har forskellige former for begavelser, og at nogen har let ved noget - fx med hænderne og kroppen - andre har let ved noget andet - fx med særlige dele af hjernen. Begge dele skal nyde anerkendelse gennem undervisningens indhold og tilrettelæggelse.
6. Diskussionen herhjemme efter udsendelserne er perverteret fra starten, fordi det stilles op som 'enten-eller': enten den danske forstående laissez-faire-pædagogik - eller den kinesiske knald-autoritære og kontrollerende. Nogen mellemvej kan ikke tænkes!!!???
7. Udfaldet af et 'tv-eksperiment' - som jo er en variant af reality-tv - er ikke et videnskabeligt bevis, og der er ikke tale om en videnskabelig undersøgelse. Men et tv-eksperiment som det vi så, er heller ikke useriøst. Det illustrerer nogle forskelle - og dokumentere gennem nogle mere eller mindre velvalgte cases, nogle pointer som kan lægge op til debat og vække til eftertanke. Som det heldigvis også har gjort.

At kreativitets-testen faldt ud til de kinesiske børns fordel, og at det var overraskende for os danskere, hænger sammen med at vi sætter lighedstegn mellem frihed og kreativitet. Og det viser alt forskning er forkert. En forudsætning for at mobilisere kreativitet er 'creativ constraints' - 'kreative restriktioner' - som har at gør med at sætte grænser, skabe modstand - ligesom "dogmereglerne" i moderne dansk film - eller det som nu har fået det metaforiske navn "benspænd" - efter at Lars von Trier udsatte Jørgen Leth for det i en række film.
   Så mit dogme er nu - velbegrundet og evidensbaseret:

Uden benspænd - ingen kreativitet

Man må gå ud fra at de kinesiske børn har mødt så meget benspænderi i den skoleform de har oplevet, at kreativiteten i den grad stimuleres af hjernens belønningssystem når de undtagelsesvis får mulighed for det - så de altså meget nemmere kommer i flow end de danske børn for hvem den slags opgaver ikke var særligt forskellige fra så meget andet de oplever hjemme, i skolen, i fritiden.

   Jeg husker at en lang række østeuropæiske kunstnere - forfattere og malerkunstnere - blev citeret for at det havde svækket kunstnernes kreativitet at de havde fået demokrati, frie medier, ingen (særlig) censur efter murens fald. 

   (NB! jeg vender senere tilbage om fænomenet 'kreative restriktioner´s vilkår og betydning, men du kan allerede nu finde en række indlæg her på bloggen hvor 'kreative restriktioner' indgår i overskriften).

Så er der det med terperiet - det vi nedsættende traditionelt kalder 'udenadslære'.

   Igen er problemet at man tænker i en 'enten-eller'-frame. Man kan ikke lære at køre bil - uden at det sker gennem en form for 'udenadslære', for eksempel. Eller læse, eller skrive, eller regne, eller tegne eller spille et instrument. Det kræve mimetisk gentagelse for at sætte sig fast i hjernen/kroppen.

   Og sådan er det med rigtig mange ting man som barn - og voksen - skal lære: Man må træne, man må øve sige, man må terpe. Og det er kedeligt - især og særligt kedeligt er det hvis man ikke kan se formålet og det langsigtede perspektiv. 

   Men kan man det, så går det - om ikke som en leg - så dog som skridt på vejen til et ønsket og eftertragtet mål.

Alt det her får mig til at tænke på det engelske metaforiske begreb for 'udenadslære':

To learn by heart

Det skrev jeg et indlæg om for næsten to år siden. Jeg har genlæst det, og synes det er værd at genoptrykke - og ikke bare linke til. Jeg har dog revideret det lidt hist og her - og tilføjet enkelte bemærkninger.

"Jeg synes det var hårdt at skulle lære salmevers, kongerække og tabeller i skolen. Jeg gjorde det nødtvungent, men fra starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødselsdage, telefonnumre - og ansigter. Så jeg lært at løse problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig. Og gule sedler, huskelister, etc. Og ved at sige eller læse det jeg skal huske, højt.
   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen (torsdag den 7. juli 2011).

   Rubrikken er "At huske med hjertet". Overliggeren har etiketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

Helle Brobergs indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæver hun at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst 'terperi', at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer som man ellers mangler ord for.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder i hjernens hukommelse længe, måske så længe man lever. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: '7 gange 8 er 56' - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - 'mnemoteknikker' - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom når man laver en metafor - mentalt at sammenkoble 'det svære',  fx en tales forskellige afsnit i rækkefølge - med noget fysisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: 'basic-level'-kategorier (= ord der henviser til handlinger man straks kan udføre eller ting man straks kan tegne når ordet bliver nævnt eller læst: som 'drikke', 'slå', 'hund', 'bil)

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså: De koblede for det 'indre syn' ('the minds eye') forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af den tekst man skulle huske og kunne reproducere.
   Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental 'blending' af to konceptuelle rum, sådan at de blev hægtet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem mental simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum hver gang et nyt afsnit af talen skulle udsiges.
   (Siden det her indlæg blev skrevet, har jeg læst og lært meget om 'synæstesi', og der er grund til at tro at er man synæstetiker, så har man nemmere ved at huske enkelttal, bogstaver, ord, noder, uge-dage, måneder, årstal - fordi de kobles sammen med et andet sanseudtryk som farve eller form eller lyd).

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn da jeg blev voksen.
   Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolebænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA da jeg var 17 og udvekslingsstudent.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

• Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.
• Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.
• Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har 'omvendt sig' offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode i 60´erne og 70´erne

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken

Intet er lært, som ikke huskes

Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly Csikszentmihalyis bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Creativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly Csikszentmihalyi er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets 'basic-level'-kategorier."

'Intelligent memorering' er vejen frem. Kreativitet forudsætter viden. Og det at indlejre viden i knolden på børn og voksne, det forudsætter klare rammer, klare formål, entydige meldinger fra lærere og forældre, og gode og varierede træningsmetoder - tilpasset de mange forskellige former for hjernearkitektur som skolebørn har - men som de også kan bygge om på og udbygge med de rigtige mentale og kognitive værktøjer.
   Og nu ved vi - med bl.a. Richard J. Davidsons forskning - at hjernen er plastisk, så fordi vi har lært noget udenad, så behøver det ikke at betyde at vi dermed er forhindret i at tænke kreativt.
   Basta!

Med journalistik på hjernen - ADHD som diagnose for journalister - og for moderne tv-genrers fortælleform

Tiltrækker journalistfaget og arbejdet som journalist særlige personlighedstyper? Og smitter det af på de journalistiske genrer i medierne? 

   

Har man som jeg har siddet i en række år og skullet vælge hvem blandt ansøgerne der skulle ind på den journalistuddannelse jeg var ansat på, så må man nok sige at der er noget om snakken. I hvert fald når det gælder svaret på det første spørgsmål.

   Nogle af de træk vi førsøgte at "diagnosticere", var "overdrevent nysgerrig", "ufortrødent gåpåmod", "sproglig kreativitet", "lyst til at prøve nyt", "villige til at tage en risiko", "kan tænke skævt og ud af boksen".

   Det er nogle år siden, men jeg mener faktisk vi lavede noget i retning af et afkrydsningsskema for bedømmelsen i forhold til en række personlighedtræk og/eller karriere-træk.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at hjerneforskningen og den kognitive psykolog skelner mellem flere forskellige personlighedstyper: fx er der nogen der er HSP´ere og nogen der er HSS´ere - 'High Sensitive Personality' - og 'High Sensation Seekers'.

   .Jeg har en klar fornemmelse af at der er en overrepræsentation af begge typer blandt dem der tiltrækkes af og søger ind på faget journalistik, og dermed også blandt dets færdiguddannede udøvere.

   Det var hvad filminstruktør Chr. Braad Thomsen fik mig til at tænke på med sit debatindlæg i Politiken fra den 28. april (som jeg klippede og lagde til side til nærmere overvejelse) hvori han forklarer dramaturgien i en masse moderne tv-programmer og -formater, med at tilrettelæggerne - journalisterne - har ADHD - 'Attention Deficit/Hyperactivity Disorder':

    Og nu i mandags den 13. maj fik den selvsamme tv-form en tilsvarende kritisk kommentar af sprogprofessor Jørn Lund i Politiken.

Jeg har tidligere skrevet om både filminstruktøren og sprogprofessoren. Og om dem begge for det gode - at de utvivlsomt tilhører gruppen af de særligt kreative personligheder - som denne personlighedstype er defineret af kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihalyi i hans glimrende hovedværk "Creativity - Flow and the Pychology of Discovery ad Invention". Blandt andet kendetegnet ved: "flere personligheder i en".

Den ganske provokerende og opmærksomhedsvækkende rubrikk på Braad Thomsens debatindlæg lød:

DR's tv-journalister har ADHD

Underrubrikken: "DR´s programmer er klippet i stykker, ikke sammen".

Kommentaren tager afsæt i en tv-udsendelse fra den 21.4 med serietitlen 'Danmark på piller'.

   Den sidste udsendelse i serien handler om diagnosen ADHD, og den problematiserer at diagnosen uddeles med meget rund hånd af læger og psykiatere på baggrund af et relativt overfladisk spørgeskema, og især at "lidelsen" hos børn i stort omfang behandles med medicin der kan have alvorligt bivirkninger.

 

Det Chr. Braad Thomsen harcelerer over i den anledning, er måden udsendelsen er skruet sammen og fortalt på - dens dramaturgiske eller retoriske konstruktion. Og han ser den som et symptom - et metonymisk udtryk - for en generel sygdomstilstand hos journalister og i tv-kulturen:

   Mange tv-journalister har tilsyneladende ADHD, viser en stikprøveundersøgelse i udsendelsen, og det slår igennem i rigtig mange tv-udsendelser som 'overfladiskhed' og 'fragmentering'; og i anden omgang slår det igennem ved hvad det gør ved seerne: Det "reducere dem til bimmerbørn", er Braad Thomsens argumentation:

Tredje afsnit af tv-serien 'Danmark på piller' (sendt 21.4) rummede en interessant pointe.

   Tilrettelæggeren, journalist Anders Stjernholm, foretog en ADHD-test på en række tv-medarbejdere – og den afslørede, at otte ud af ni testpersoner havde symptomer på ADHD.

   Journalisten brugte resultatet til at vise, at testprøven er idiotisk, og det er da muligt - men det er egentlig mere sandsynligt, at der faktisk er en voldsom forekomst af ADHD blandt netop tv-journalister. Deres programmer tyder på det.

   Det fremgår af den måde, programmerne bygges op på. Tv-journalister klipper deres programmer i stykker i stedet for at klippe dem sammen. Man starter typisk med en person, som man så klipper væk fra, før den pågældende har fortalt sin historie færdig.I udsendelsen blev ADHD beskrevet som en lidelse, der gør det vanskeligt for patienterne at koncentrere sig og holde fokus. Og præcis det problem har de fleste tv-programmer.

   Man klipper til en anden og en tredje og så tilbage til den første, som nu får lov at fortælle lidt mere, men ikke så meget, at man fatter, hvad det drejer sig om, før udsendelsens anden og tredje medvirkende får lov at fortælle videre om deres historie. (...).

   Der er ingen tvivl om, at tv-journalisterne lærer at sådan skal man fortælle på tv.Denne fragmentering af virkeligheden er typisk for ADHD-patienter. De magter ikke at koncentrere sig om et længere forløb, men lader sig hele tiden distrahere. De er præget af en hyperaktivitet, som forhindrer fordybelse.

   De bliver med andre ord skolet i at udvikle ADHD – og lidelsen smitter af på seerne, som ikke får mulighed for at fordybe sig i en problemstilling, fordi de hele tiden bliver distraheret af noget andet. Tv-journalisterne tror, at denne fortællemåde er særligt 'filmisk', og at den signalerer gang i den.

  Men den gør det modsatte. Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn.

Braad Thomsen anfører også at udsendelsernes tilrettelægger i den 3. udsendelse selv fortæller at han  er blevet diagnosticeret og medicinsk behandlet for ADHD tidligere, at han fik alvorlige bivirkninger af medicinen, og at han nu - heldigvis - er kommet ud af den medicinske behandling:

Journalist Anders Stjernholm er ærlig nok til i udsendelserne at fortælle, at han selv lider af ADHD, men i stedet for at hjælpe ham, lader tv ham fremture hæmningsløst med en ADHD-agtig klipning, som forlængst er blevet skoledannende i DR.

Ups! Hvordan i alverden skulle DR "hjælpe ham"?
   Men tilsyneladende rager det i virkeligheden heller ikke artiklens skribent. Det er et rent retorisk greb.  Braad Thomsen er i gang med en mere selvoptagen metaforiske framing.
   Underteksten er at hvis Chr. Braad Thomsen havde været konsulent på Anders Stjernholms programserie, så ville han have kunnet hjælpe tv-journalisten med at gennemføre en redigering/klipning som ville have muliggjort den fordybelse og givet den sammenhæng i historien og i udsendelserne som den manglede.

    Altså: Hvis Braad Thomsen havde haft snor i Stjernholm ville journalisten ikke have fået frit løb for sin ukoncentrerede og hyperaktive hjernes lyst til at klippe historien i stykker i stedet for at klippe den sammen (hjulpet af "tv" (= DR) der lade ham "fremture hæmningsløst").

Der er jo ingen tvivl om at Braad Thomsen bruger ADHD-som en derogativ metafor til at frame en gruppe mennesker (journalister) og en institution (DR) som han ikke bryder sig om. Og som en pseudoforklaring på en særlig dramaturgisk form som har udviklet sig kraftigt i tv - og i dokumentarfilm de seneste 20-30 år, og som han heller ikke bryder sig om. En form som ligger meget langt fra de dramaturgiske idealer Braad Thomsen selv styrer efter i sine egne film, og som kendetegner en del af de filminstruktører hvis film han i årenes løb har skrevet kyndigt og beundrende om, fx flere af de franske nybølgefilm-instruktører.

Men hvis vi nu ikke lige bruger ADHD i nedsættende betydning, men helt nøgternt som en sammenfatning af nogle kendetegn på en særlig personlighedstype, så bliver synspunktet meget mere interessant (og meget mere i Braad Thomsens ånd, i øvrigt).

For det første er det faktisk ikke usandsynligt at den stikprøve-undersøgelse som værten Anders Stjernhom foretager ved at lade en halv snes relativt kendte værter besvare diagnoseskemaet som bruges af læger, har fat i noget. Blandt værterne er Ane Cortzen, Adrian Hughes, Anders Lund Madsen og Christine Feldthaus, fire personer som jeg alle ville diagnosticere som særligt kreative personligheder.

Jeg har tidligere skrevet om at der er en sammenhæng mellem synæstesi og kreativitet. Og undersøgelser viser at ca. 25% af de mennesker der diagnosticeres som ADHD´ere, også har synæstesi. Mange gange flere end procentdelen blandt befolkningen som helhed, hvor mellem 2 og 5 procent er synæstetikere.

   Og der er faktisk efterhånden en lang række videnskabelige undersøgelser der peger på en sammenhæng mellem kreativitet og ADHD, altså at mange af de børn og voksne der har fået eller haft diagnosen ADHD, også scorer højt ved kreativitetprøver i divergent tænkning.

  Jeg har været inde på den slags problemstillinger i bl.a. følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/adhd-og-den-kreative-personlighed.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/autisterne-specialisterne-og-kreativ.html 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/primadonnaer-og-de-srligt-sensitive.html

En række artikler og undersøgelser kobler endvidere ADHD-diagnosen både sammen med den særligt sensitive personlighedstype (HSP) som er ekstra modtagelig og overvældende påvirkelig af ydre sanseindtryk og stimuli, og sammen med den spændingsøgende personlighedstype (HSS) som er kendetegnet ved at få 'abstinenser' hvis ikke der hele tiden sker noget nyt, spændende og udfordrende i omgivelserne; i nogle sammenhænge omtales den personlighedstype også som 'high risk seekers'.

   I begge tilfælde synes de særlige personlighedstræk at have noget at gøre med hjernens kemiske belønningssystem (dopamin mv.) i samspil med den egenskab ved hjernen som kaldes 'latent inhibition', og som hos mange højt begavede kreative mennesker tilsyneladende er "svækket".

Jeg har tidligere på forventet efterbevilling navngivet et nyt forskningsfelt omkring journalistik: 'neurojournalistik', svarende til en række andre moderne videnskabelige knopskydninger fra de sidste 15-20 års hjerneforskning: 'neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuroesthetics, neurotheology'.

   En artikel i Politiken i dag - under temarubrikken 'Navne' - fortæller om udnævnelsen af Peter Vuust til professor i 'neuromusicology' - betegnelsen nævnes ikke i artiklen, men Wikipedia fortæller at ...

Neuromusicology studies the "brain areas involved in music processing, neural and cognitive processes of musical processing," and "ontogeny of musical capacity and musical skill".

... og det dækker præcist beskrivelsen i artiklen i Politiken med rubrikken "Et ben i musikken og et i naturvidenskaben".  Vuust er Danmarks første professor i 'neuromusicology'.

   Jeg kunne anbefale vores to universitære journalistuddannelser, den på RUC og den på SDU, at slå et par phd-stipendier op  i 'neurojournalistik' - med henblik på at udforske problemstillinger der forbinder naturvidenskabelig hjerneforskning med journalistik.  

   I alt for mange år har de forskningsområder som journalistik blev koblet sammen med, været enten sociologi eller sprogvidenskab.
   Når man som jeg i mange år har levet og arbejdet sammen med journalister i alle mulige sammenhæng, så er det imidlertid klart at der i problemfeltet 'neurojournalistik' ligger et ekstremt frugtbart, interessant og uopdyrket forskningsområde.

 

Så tilbage til spørgsmålet om den særlige form for 'flerspors-dramaturgi' som har fået Chr. Braad Thomsen til at associere negativt til ADHD.

   Den beskrives af sprogprofessor Jørn Lund sådan her i Politiken i forbindelse med en gennemgang af ordet 'auktion's forskellige udtaler i dansk:

Udsendelsen 'Auktionshuset' er en konceptudsendelse efter en opskrift, som evig og altid følges i disse år. Netop som man er ved at blive interesseret i noget, foretages der et klip til noget helt andet, som så afbrydes af et kort klip med noget tredje, hvorefter der klippes tilbage til det første. Det hele ledsaget af en begejstret speak  udført af en stemme, som lyder som en blanding af en reklamespeak og  en stemme i børne-tv i halvfjerdserne, man kender også maneren fra programannoncereringen.

   Begejstringen er konstant og udhuler derved sin troværdighed, og man kan føle, at der er tales ned til én. Overgangene mellem klippene etableres med sætninger som "Mens der er glæde i Bredgade, bliver der regnet på tingene i Gitforeningen", "Og medens Jesper Bruun Rasmussen svinger hammeren, er en kunde trådt ind ad døren i Herning", "Om få øjeblikke vil det vise sig, om det lykkes" (...)

Jørn Lund lægger heller ikke skjul på sin distance til denne særlige dramaturgiske konstruktion. 

Dette at en fortælling - fakta eller fiktion eller midt i mellem-faktion - skifter mellem flere "plotlinier" er ellers en  rigtig gammel historie. 

   I romanen er det en klassiske fortælleform næsten lige siden denne genres fødsel for omkring 600 år siden. Og man kan måske tænke på Ingemans historiske romaner hvis man vil have nogle nationale eksempler på udnyttelsen af denne form - med en autoritativ 'Voice of God'-fortæller der gelejder læsren rundt mellem de forskellige personers handlingstråde.
   Men også Iliaden og Odysseen har flere sideløbende plotlinier som fortæller og tilhører sammen skal pendle imellem efterhånden som fortællingen skrider frem. 

Også i filmens historie helt tilbage fra 30´erne har man såkaldte 'multilineære ensemblefilm' med "Grand Hotel" (1932) og "La Grande Illusion" (1937) som eksempler. Flere plotlinier med hver sin bærende krakter, som filmens fortælling pendler imellem.
   En kendt dansk film af nyere dato inden for denne dramaturgiske genre er den populære og elskede "Italiensk for begyndere".

   Inden for tv-dokumentarismen har formen med flere plotlinier ofte været brugt af en af mestrene  Lars Engels, fx. i DR-dokumentar-serien "Piger i Vestre Fængsel" (1996). 

    Og en anden i samme vægklasse, Poul Martinsen, brugte den multilineære form allerede i "Viktoria og Martin flytter" (1978, i "Vil du danse med mig" (1986), "Blandt tusinde ansigter" (1990), "Frugtbarhedeklinikken" (1995); og ikke mindst i den TV-Oscar-belønnede dokumentarserie "Høje historier" (1999).
   Somme tider uden speak, og somme tider med.

Formen fik i tv-fiktion sin store opblomstring med tv-soap-serier fra USA som "Dollars" og "Dallas" - senere parodieret i serien "Soap". Og i England med serien "Upstairs - Downstairs".

   En af de længst levende af docu-soap-slagsen havde titlen "Glamour" der vist først blev "lukket" for et par år siden. 

   Men også herhjemme er "Matador-serien" et eksempel på en vellykket multiplot-konstruktion. Den populære serie "Taxa" var ligeledes konstrueret over dette skema.
   Ikke at forglemme "Krøniken".

Dette at forbinde multiplot-konstruktionen i en dokumentarserie med en autoritativ underliggende speak til at hjælpe seerne med overgange og forventinger fra den ene plot-linie til den anden, får en opblomstring i midten af 90´erne med den såkaldte docusoap-genre, fint eksemplificeret med den engelske langtidsserie "Airport", og herhjemme med fx serien "De unge mødre". 

   

Det som Anders Stjernholm gør, og som måske især irriterer Chr. Braad Thomsen, er at han selv iscenesætter flere plotlinier i de programserier han veksler imellem, samtidig med at han selv optræder både som voice-over-speaker og som omvandrende og opsøgende vært i billedet - i stedet for som traditionelt: at speaken og speakeren blot høre "under" billederne".

   De tre plotlinie-historier er: 

1. Rasmus og hans familie som søger en second opinion hos en anden psykiater i forhold til at skulle give Rasmus ADHD-medicin som den første har ordineret,
2. Mikkel og hans familie som har kæmpet med læger og kommune for at undgå at skulle give Mikkel ADHD-medicin - under trusler om tvangsfjernelse hvis de ikke gjorde det.
3. En pilotundersøgles hvor en 10 kendte DR-værter udfylder et spørgskema hvis besvarelse indgår centralt i lægernes diagnosticeringen af ADHD, en undersøgelser som peger imod at 8 ud af de 10 er i farezonen for en ADHD-diagnose.
4. Endelig udgør Anders Stjernholm en aktiv plotlinie i kraft af at vi i billeder og scener følger hans jagt på sandheden, bl.a. ved også at interviewe to psykiater-eksperter med modstridende synspunkter.

Jeg har svært ved at se at man som seer skulle bliver særlig "bimmer" i hovedet af at se faktaprogrammer konstrueret efter multiplotdramaturgiens skabeloner. Det er som regel ikke svært mentalt at tage de afbrudte fortællespor op, og i det her tilfælde sørger værten for at tage os ved hånden under overgangen fra det ene til det andet til det tredje - og tilbage igen. 

   Forestiller man sig alternativet: at de tre første plotlinier blev ført til ende i afsluttede historier efter hinanden, så er jeg sikker på at både Chr. Braad Thomsen og Jørn Lund ville hoppe fra undervejs og zappe til en anden kanal, med mindre emnet ADHD var personligt relevant for dem.

Se Anders Stjernholms udsendelse her:

http://www.dr.dk/tv/se/danmark-pa-piller/danmark-pa-piller-3-3#!/

Og for særligt interesserede, Anders Stjernholm optræder også i et børne- og ungdomsprogram - i serien "Eksperimentet", et program der har titlen "Træn ADHD-hjernen rask". 

   Det kan indtil videre ses på:

http://www.dr.dk/tv/se/eksperimentet/eksperimentet-traen-adhd-hjernen-rask-3-3/