Aphantasia - når mennesker ikke kan danne billeder på den indre skærm

Jeg læser en notits i en avis som jeg bliver fanget af fordi der i overskriften indgår et ord jeg ikke har set før, og fordi notitsen står under paraplybetegnelsen "ny viden" som typisk refererer til undersøgelser med resultater som har fascineret nogle (videnskabs) journalister.

   Og så har det jo altså noget med fantasi at gøre, og forstavelsen "a" betyder jo "ikke".  

   Men hvad er det for noget?

Wikipedia har en artikel om 'aphantasia', men den er godt nok kort:

Aphantasia is a hypothesized neurological condition [1] where a person does not possess a functioning mind's eye. The term was first suggested in a 2015 study for a specific kind of visual agnosia.[2] Further studies are being planned.[3] The term was coined by the team led by Prof. Adam Zeman of the University of Exeter Medical School.

Altså en kondition - et 'syndrom' ligesom synæstesi eller ordblindhed - der indebærer at hjernen hos nogle mennesker ikke er i stand til at danne eller skabe billeder 'på den indre skærm' - på engelsk: 'the minds eye'. 

   Og der refereres i artiklen kun til et enkelt forskningsresultat - fra i år.

Medierne videreformidler 'cases' som illustrerende eksempler på nyheden, og man kan allerede teste sig selv ved at besvare nogle få spørgsmål, og finde ud af om man 'har det'.

   Her en case fra BBC som bringer nyheden den 25. august i år

Niel Kenmuir, from Lancaster, has always had a blind mind's eye.

   He knew he was different even in childhood. "My stepfather, when I couldn't sleep, told me to count sheep, and he explained what he meant,    I tried to do it and I couldn't," he says.

   "I couldn't see any sheep jumping over fences, there was nothing to count."

   Our memories are often tied up in images, think back to a wedding or first day at school.

   As a result, Niel admits, some aspects of his memory are "terrible", but he is very good at remembering facts.

   And, like others with aphantasia, he struggles to recognise faces.

   Yet he does not see aphantasia as a disability, but simply a different way of experiencing life.

Testen kan man prøve sig selv på her på Videnskab.dks artikel om de nye forskningsresultater:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/test-indre-billeder-aphantasia-billedsygdom

En pointe i testen og i de allerede eksisterende populariserende artikler er at 'syndromet' kan gradbøjes. Altså at man kan have 'aphantasia' i større eller mindre grad. Ligesom man kan være mere eller mindre ordblind eller tonedøv.

   Og at i den anden ende af skalaen der så vidt jeg ved ikke har fået navn, findes mennesker som uhyre nemt kan fremkalde skarpe billeder gennem sindets indre øje-mekanisme. Til den kategori hører min kone.

   Sproglogisk burde man betegne det modsatte med begrebet "phantasia" - dette at kunne fremkalde et helt skarpt billede på den indre skærm.

Det kunne jo ligne den skavank som teknisk kaldes 'prospagnosia' - ansigtsblindhed - som jeg selv lider af til en vis grad, ligesom jeg har svært ved a genkende lokaliteter selv om jeg måske har været på stedet for kun få minutter eller timer siden.

   Jeg blev klar over det ved at læse kapitlet 'Face-blind' i Oliver Sacks glimrende bog "The Mind´s Eye". Her fortæller han også at det er noget han selv lider af - i svær grad. Og altid har gjort det.

Metroxpress som jeg vist fik det første input til begrebet 'aphantasia' fra, har på sin hjemmeside en artikel med et længere interview med en dansk case Line:

Hvis Line Thoresen skal beskrive, hvordan hendes mor ser ud, holder hun sig til kolde facts.

   - Jeg kan godt fortælle, at hun har briller, og at hun havde en grøn trøje på i dag. Men det er, fordi jeg ved det. Jeg beskriver hende ikke ud fra et billede inde i hovedet, men ud fra fakta, forklarer 20-årige Line Thoresen fra Roskilde.

   Hun lider af 'aphantasia', som gør hende ude af stand til at fantasere og dermed også skabe mentale billeder inde i hovedet. Aphantasia blev tidligere på året for første gang beskrevet af en række forskere fra University of Exeter som en tilstand, hvor personer 'mangler deres indre øje'.

   - Hvis du beder mig om at lukke øjnene og forestille mig et landskab, en mark eller sådan noget, så er det eneste, jeg ser, bagsiden af mine øjenlåg. Det er sort. Jeg ser ingenting overhovedet, forklarer Line Thoresen, som til daglig studerer til pædagogisk assistent.

Mx.dk karakteriserer 'manglen' på mulighed for at fremkalde klare billeder i sindets indre øje, sådan - med kildehenvisning til Science Daily:

Aphantasia. Visualisering er et resultat skabt af flere regioner i hjernen, som arbejder sammen om at skabe et billede. Det bedste bud på, hvorfor folk med aphantasia ikke kan danne disse billeder, handler om, at disse forbindelser i hjernen er blokeret. Dette kan også forklare sammenhængen med hjerneskade.

   Det menes, at 1 ud af 50 har oplever aphantasia i en eller anden udstrækning.

Da jeg læste den første case der fortalte at Niel Kenmuir også var ansigtsblind, fik jeg naturligvis en mistanke om at jeg også var ramt af aphantasia.

    Og ganske rigtigt: Jeg tager testen og får konklusionen at jeg nok har aphantasia i mildere grad. Jeg ser ikke skarpe billeder på den indre skærm. De er typisk tågede og uklare - uden farver og stærke konturer når jeg prøver at visualiserer noget gennem sindets indre syn. 

    På den anden side undrer det mig jo umiddelbart - fordi jeg altid har været glad for at tegne og male, og jo i de sidste fem år har genoptaget det på amatørbasis. Men også fordi jeg jo nyder og altid har nydt god billedkunst, godt design, stærk arkitektur. 

De følgende afsnit af interviewet med Line giver også anledning til identifikation.

   Hun bryder sig ikke om de lange beskrivende afsnit når hun læser litteratur - hvad enten det gælder personer eller steder. Og hun har problemer med at huske - blandt andet blander hun dage sammen fordi hun har svært ved at visualisere hvad der skete den enkelte dag:

Hun kan ikke lide bøger med lange steds- og personbeskrivelser, da hun altså ikke kan danne billederne, forfatterne ønsker at fremkalde inde i hovedet på læseren. Derfor bliver Harry Potter også hurtigt kedelig.

   - Hvis jeg læser Harry Potter og forfatteren beskriver, hvordan Hogwarts ser ud, og hvordan personerne ser ud, sker der ikke noget. Altså jeg læser mange bøger, hvor der er handling og dialog og ikke stedbeskrivelser, for det giver jo sjovt nok ikke nogen mening for mig, da jeg ikke kan forestille mig de her steder, siger Line Thoresen.

   Tidligere troede Line, at hun bare var dårlig til at huske. Men fornylig hun stødte på fænomenet på et videnskabeligt medie på nettet.

   - Det var vildt mærkeligt for mig at læse. Altså jeg troede, dét her var normalt. Jeg havde altid troet, at det bare var noget, folk de sagde. 'Jeg visualiserer lige det her… ' Det var stort for mig at læse om. Jeg begyndte næsten at græde, fortæller Line Thoresen.

   Når hun skal huske tilbage på gamle minder, er hun ude af stand til at se situationen for sig. Og når hun taler med veninderne, husker hun heller ikke minderne, som de gør.

   - Så sidder jeg også tit og siger 'Øh, nå ja. Var det den dag? Gud, var det det, som skete der.' Og så blander jeg tit dage sammen: Hvad jeg lavede i går og i sidste uge, fordi jeg ligesom ikke har evnen til at se de her billeder af situationerne for mig, forklarer Line.

   I omgangskredsen har der altid været bred enighed om, at Line er dårlig til at huske.

   - Det har altid været virkelig irriterende for mig, men nu kan man sige, at det er fantastisk at have fundet frem til den her tilstand. Det er som om, at en helt ny verden har åbnet sig op for mig, siger Line Thoresen.

Jeg kan genkende det hele, om end jeg ikke har oplevet det så radikalt som Line. Eller måske har jeg bare lært at leve med det - og min hjerne har fundet udveje for at kompensere disse konsekvenser af aphantasia-svaghederne.

Det er for eksempel paradoksalt at jeg jo har studeret og er akademisk uddannet i at læse og analysere skønlitteratur, og derfor må have fundet udvej for alligevel at analytisk at kunne sige noget kvalificeret om de tekster jeg læste og skulle fremlægge/gennemgå.

   Men min ubevidste uvilje mod de lange litterære beskrivende afsnit i pensum, kan så også være en slags forklaring på at jeg skiftede vægten fra litteratur til sprog, og fra fiktions-tekster til fakta-tekster i den sidste del af mit studie.

   Det passer også smukt med at tegneserier altid har ligget i top i min lyst-læsning: alt det beskrivende ligger i billederne - ikke i ord som kræver visualisering.

   Og det passer også godt med at den litteratur jeg har dyrket mest som lystlæsning igennem årene, ikke har været den fine danske og udenlandske skønlitteratur, men dialog og plotdrevne genrer med lav litterær status som krimier, science-fiction - og til en vis grad fantasy.

Jeg synes også jeg i  min delvise aphantasia kan finde en forklaring på min glæde ved både selv at male og tegne, og ved i min omverden at møde billedkunst, design og arkitektur som fascinerer.

   Netop fordi jeg har svært ved at visualisere 'internt' i hjernen, så er min 'sult' efter billeder produceret, sanset og oplevet 'eksternt' så meget desto større og mere intens, tror jeg.

Det er faktisk også sådan jeg tidligere for mig selv har forklaret min udelte fornøjelse ved selv at male billeder med et markant dybde-/central-perspektiv og ved at opleve fx klassiske renæssancemalerier, trompe d'oil-billeder eller malerier af Otto Frello, alle med radikal udnyttelse af den centralperspektiviske tegneteknik:

Piero della Francesca: Idealstaden (1475) 

Pierre Delavie: Marseille's most historic street
- paintet on the facade of the Palais de la Bourse. (trompe d'oil)

Otto Frello: Det skæve rum. 1998

Otto Frello: Nyheder. 1992

Eric Grohe: This Great American Crosroad (trompe l'oeil) 

Den 'mangel' jeg forklarer min særlige fornøjelse med her, er at jeg ikke har stereoskopisk (= 3 D-syn), men er 'stereoblind' når jeg kigger ud på verden. Begge mine øjne ser udmærket, men på grund af en operation for skeløjethed da jeg var 10 år gammel, kan jeg ikke koordinere de to øjnes synsindtryk i et fælles 3 D-billede.

   Det var Oliver Sacks som i sin bog "The Mind´s Eye" gjorde mig opmærksom på eksistensen af og de mulige effekter af min tvungne 'enøjethed', tekniske betegnet som monoskopisk syn. 

   Og Sacks filosoferer også over hvordan de begrænsninger af synet hos nogle kunstnere, kan fungere som en kreativ restriktion:

Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.

   In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness" might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists."

   Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.

Det fik jeg en hel aha-oplevelse af da jeg læste. 

   Ligsom jeg her med begrebet 'aphantasia' nu har fået en mental 'eyopener' - selv om jeg ikke kan visualisere det. 

Læse mere om stereoskopisk syn og 2 D-stereoblindhed her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/enjethed-om-konsekvenserne-af-kun-at.html

Artiklen om Line kan læses i sin helhed her:

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/29452740

Hvorfor er skulpturer altid farveløse?

En kombination af tilfældige sammentræf fik mig til at spekulere over dette spørgsmål: Hvorfor er skulpturer (næsten) altid farveløse? 

    Eller rettere - ikke farveløse. Næsten alle de skulpturer jeg har set på udstillinger, på pladser og i parker, er 'ensfarvede' i kraft af det materiale som de er hugget eller støbt eller skåret af: hvidt marmor, grå eller flammet granit, sortgrøn bronze, rustent jern, året træ.

   De kan være blanke eller ru, og er de af metal, kan de være syrebehandlet og derigennem fået en særlig tonet overflade. Men grundlæggende er næsten alle skulpturer uden kulør.

   Og det har for mig været 'naturligt' og i en vis forstand 'usynligt' - 'ubemærkelsesværdigt'. Sådan var det bare. 

  Man kan også tænke på det sådan: De er umalede - uden kulører. Sådan lidt ufestlige. 

  Der er naturligvis undtagelser hvad jeg skal vende tilbage til, men den kulørløse monokront tonede skulptur er normen. Og har været det i århundreder.

En lokal udstilling i Vordingborg kombinerede værker af en kvindelig maler Helle Christiansen og en mandlig skulptør Jørgen Minor. Begge to fabulerende kunstnere - og deres værker gennemsyret af ironi, satire, humor. Indimellem groteske. Men de klædte egentlig hinanden.

På en måde kunne jeg godt se at skulptøren nok var bedre end maleren, sådan rent kunstnerisk. 

   Men jeg måtte jo konstatere - endnu en gang - at malerierne 'sagde mig mere' . Det var dem jeg blev tiltrukket af og dvælede ved, og dem jeg bagefter kan huske.

Det er som om jeg mangler en sans til fuldt ud at kunne nyde skulpturers æstetik.

Og det tror jeg nu jeg har fundet forklaringen på: mit 2D-syn - også kaldet 'monoskopisk' syn (se foregående blogindlæg for forklaringen). 

   Jeg har ikke som de fleste mennesker har det, et 3D-syn - også kaldet stereoskopisk syn hvor de to øjne ser det samme motiv fra lidt forskellig synsvinkel, og der så i hjernen dannes et samlet billede med "dybde".

Mit monoskopiske syn kan være den forholdsvis simple forklaring på hvorfor jeg aldrig har sat nær så meget pris på skulpturer som på malerier. Jeg kan ikke rigtig for alvor nyde det som netop kendetegner skulpturer: at de udfolder sig rumligt i tre dimensioner og skal ses og nydes æstetisk 'i dybden', så at sige.
   Det er nok også forklaringen på at jeg ikke oplever noget visuelt 'kick' når jeg har set 3D-film.

Kort tid efter jeg havde været på den udstilling, var jeg hjemme hos en dedikeret kunstsamler som både havde mange spændende malerier på væggene og ganske mange interessante skulpturer placeret rundt omkring, både ude og inde. Og igen slog det mig at skulpturerne alle var 'farveløse' i den forstand at de alle havde deres materialers medfødte farver - og altså på en måde var "umalede".

Det at jeg ikke rigtig tænder på skulpturer, er der i hvert fald en strålende undtagelse fra: Den egyptisk skulptur af dronning Nerfertiti som jeg så i virkelighede for et par siden på et museum i Berlin. Jeg kendte den godt fra billeder, men jeg blev dybt betaget ved at møde den "live" i 3 dimensioner. Og den gjorde et uudsletteligt indtryk: 

Hun er jo altså en malet skulptur. Og farverne gør i hvert fald for mig det at jeg kan nyde ansigtets former på en helt anden måde end hvis de ægyptiske kunstnere havde fulgt den europæiske tradition  de sidste 6-700 år - og ladet ansigtskulpturen være umalet.

   Tænk hvis Nefertiti havde været i hvidt marmor, eller brunt ler, eller bronze!

Og egentlig er det lidt fjollet at billedhuggere ikke - eller relativt (for) sjældent - udnytter den mulighed at kunne give ekstra liv og en ekstra dimension til deres livagtige skulpturer. 

    Hvor kommer den asketiske og puritanske ide egentlig fra: At skulpturer maler man da ikke!

Det ved jeg jo godt.
   For ikke så mange år siden læste jeg flere artikler om at de græske - og vist også romerske skulpturer oprindelig havde været malet og fra starte var i farver.
   Dels havde man fundet farverester på en del af dem der befandt sig rundt omkring på museerne, og dels havde man kunnet afsløre det ved at at belyse dem i mørke med ultraviolet lys; så trådte de farvede mønstre frem - fx på skulpturernes udhugge klæder.

    Men fordi farverne i tidens løb var slidt af og var forsvundet, så havde de europæiske kunstnere og kunsthistorikere fra renæssancen og fremefter troet at sådan havde de altid set ud - som de blev fundet - hugget og opstillet i hvidt marmor:

Og det har så sat sig igennem i vores kultur som en fast norm for europæiske billedhuggere i mange hundrede år: Figurative skulptuerer er uden farver, hvad enten de er hugget i sten eller støbt i bronze.
   Skulpturer har den farve skulpturer skal have - nemlig materialets egen "naturlige" farve. Nix witer. De står slet ikke til diskussion.

Men nej, de græske og romerske skulpturer der har været idealet for billedhuggere igennem århundreder, fx for vores egen Thorvaldsen, har oprindelig været malet i friske, flotte farver, efter al sandsynlighed hen i retning af den dejlige ægyptisk dronnings hoved jeg viste ovenfor:

Noget af en øjenåbner. Og lidt rystende. Eller befriende. I hvert fald vækker det godt nok til eftertanke. 

   Nogle vil måske opleve at med de oprindelige farver bliver skulpturerne lidt vulgære og tegneserieagtige, lidt hen i retning af en seriøs udgave af kulørte havenisser.

   Ikke mig. Pludselig synes jeg de støvede gråhvide eller gråbrune figurer får liv - og ja - først og fremmest: form.

    Og jeg er sikker på at hvis Glyptotekets græske og romerske afdeling havde haft skulpturer i de oprindelig farvede udgaver, så ville jeg have nydt at komme der meget mere. 

    Nu endte jeg hver gang hurtigt i salene med de impressionistiske malere - og blev hængende og nydende der.

Interessant er det også at opdagelsen af at oldtidens græske og romerske skulpturer har været farvelagt, i første omgang blev afvist af de kunsthistoriske autoriteter. Og faktisk skulle den kulturhistoriske kollektive fortrængning varer mere end hundrede år.

   Wikipedia kan berette:

By the early 19th century, the systematic excavation of ancient Greek sites had brought forth a plethora of sculptures with traces of notably multicolored surfaces, some of which are still visible. Despite this, influential art historians such as Johann Joachim Winckelmann so strongly opposed the idea of painted Greek sculpture that proponents of painted statues were dismissed as eccentrics, and their views were largely dismissed for several centuries. It was not until published findings by German archaeologist Vinzenz Brinkmann in the late 20th and early 21st century that the painting of ancient Greek sculptures became an established fact. Using high-intensity lamps, ultraviolet light, specially designed cameras, plaster casts, and certain powdered minerals, Brinkmann proved that the entire Parthenon, including the actual structure as well as the statues, had been painted. He was able to reveal the pigments of the original paint and made several painted replicas of Greek statues that went on tour around the world. Also in the collection are replicas of other works of Greek and Roman sculpture, demonstrating that the practice of painting sculpture was the norm rather than the exception in Greek and Roman art.

Heller ikke de græske templer har været gråhvide, men har været malet i muntre kulører som nemt har kunnet konkurrere med Paladsbiografens i Købehavn. Og som jo absolut meget mere trækker hen i retning af forlystelsespark Tivoli end i retning af det 'stilfulde' og kedelig Domhus i København

 

Men selvfølgelig findes der farvede skulpturer, fx af pop-art-kunstneren Jeff Koons:

Provokerende - fordi Jeff Koons i den grad bryder med den uudtalte norm: Skulptuerer er farveløse!
   Men har man 2D-syn, så er det netop farverne der giver skulpturformen dybde.

Enøjethed - om konsekvenserne af kun at kunne se i 2D - refleksioner over og analyse af en kreativ restriktion når man tegner, maler eller laver film

Jeg var for nylig til øjenlæge for at få tjekket trykket i mine øjne. Der er grøn stær i min familie.

   Jeg havde en svag erindring om at da jeg første gang var hos ham for godt 10 år siden, konstaterede han at jeg manglede 3D-syn, dvs. at mine øjne ikke arbejdede sammen om at lave et synsindtryk i 3D. Principielt så jeg omgivelserne med et øje ad gangen, men jeg kunne se - og så - nogenlunde lige godt med begge øjne.

   Det fik jeg så bekræftet forleden: at sådan var det med mig og mit syn på omverdenen. Jeg havde ikke stereoskopisk syn, dybdesyn som det også kaldes. Jeg var biologisk og neurologisk 'enøjet'.

Det norske "Store Medicinsk Leksikon" fortæller:

Stereoskopisk syn, dybdesyn som oppnås når begge øynenes bilder (som på grunn av avstanden mellom øynene avviker litt fra hverandre), smelter sammen til ett bilde i hjernen (samsyn). Det sammensmeltede bildet får en egen kvalitet som gir synsbildet dybde og plastisitet.

   På kort hold spiller det stereoskopiske synet en stor rolle for avstandsbedømmelse og formoppfattelse. Enøyde individer har ikke stereoskopisk syn, men kan imidlertid med tiden utvikle en imponerende evne til avstandsbedømmelse; spesielt sees dette hos individer som har vært enøyede siden barndommen.

Jeg er altså i princippet enøjet - på begge øjne, og det skyldes en hospitalsoperation for skeløjethed på begge øjne da jeg var ca. 10 år gammel. Min mor syntes at mit skeløjede udseende skulle korrigeres mod det "normale". Jeg var ikke pæn nok!

   Men det var først da jeg for et års tid siden læste Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" at jeg begyndte at spekulere over om dette påførte opererede 'handicap' kunne forklare nogle af de oplevelser jeg havde med fx at lede efter velkendte genstande uden at kunne finde, og oplevelser med det at se uden at kunne genkende. Og her for nylig: med de særlige præferencer jeg har haft når jeg maler akvarel.

   

Oliver Sacks har i den bog et kapitel med titlen "Stereo Sue" hvor han beskriver hvad det betyder "kun" at have 2 D-syn. Han fortæller om cases med mennesker der i en sen alder mister synet på det ene øje, og som oplever overgangen fra at se stereoskopisk til at se monoskopisk som et stort savn og et alvorligt tab af livskvalitet. Måske lidt som at blive farveblind i en vokse alder. Eller at miste nogle af sine smagsoplevelser.

   I en kort periode har han også selv oplevet noget tilsvarende. Rædsomt, fortæller han.

   

Og omvendt bruger Sacks mange sider til at beskrive og referere en case - "Sue" - som siden tidlig barndom har haft monoskopisk syn på grund af skeløjethedsoperationer, og som på grund af en øjensygdom da hun er omkring 40 år, får lavet særlige briller som gør det muligt for hende - helt pludselig - (at lære) at se i 3 D - for første gang siden hun var helt lille. 

   Hun bliver helt euforisk ved den ekstra syns-merværdi. Gribende læsning.

Men hvordan klarer man sig så overhovedet når man ikke kan se omgivelserne 'i dybden' gennem det naturlige stereoskopisk syn som de fleste er udstyret med? For mit vedkommende tror jeg det blandt andet har betydet at jer er lidt af en fumler-tumler. Jeg falder over egne ben eller små forhindringer på vejen - oftere end de fleste. 

   Sacks skriver:

There are, of course, many other ways of judging depth besides stereo vision: the occlusion of distant objects by closer objects, perspective (the fact that parallel lines converge as they receede, and that distant objects appear smaller), shading (which delineates the shape of objekcts) "aerial" perspective (the blurring ad blueing of more distant objects by the intervenng air), and, most important, motion parallax - the changing appearance of spacial relationships as we move around in the world. All these cues, acting together,  can give a sense of reality and space and depth. But the only way to actually perceive depth - to see it rather than  judge it - is with binocular stereoscopy.

Den liste giver mig en række aha-oplevelser - i forhold til mine egne erindrede erfaringer med tegning og  maleri som barn og ung. 

   Jeg husker fx klart en næsten euforiske følelse jeg havde ved de billeder jeg tegnede/malede hvor jeg systematisk udnyttede perspektivtegningens 'tricks': at parallelle linjer i virkeligheden for synet kan mødes i et enkelt punkt i horisonten; og at det der var fjernt, var småt, og at det fjerne i baggrunden blev skjult af det der var nærmere i forgrunden. Det der gav dybdeillusion i billedet.

   Jeg har også været fascineret af at kunne fremstille former og dybde ved at arbejde med skygge og glidende overgange til lys.

   Disse æstetiske 'lyster' - den særlige visuelle "sult" jeg gradvist de sidste par år er blevet mig bevidst, tror jeg hænger sammen med mit biologisk påtvungne enøjede 2 D-syn - på begge øjne.

Og en række af de "tricks" der fascinerer mig i de akvareller jeg har "dyrket" det sidste halvandet år, er kendetegnet ved '"aerial" perspective' - at jeg maler dybde ved at sløre - 'tåge' - baggrunden mens forgrunden accentueres med klare farver og skarpe former.
   Se mange af de tidligere indlæg om "akvarelmaleriets mysterier" til illustration og dokumentation.

Hvor mærkeligt det end lyder: Jeg tror at jeg ubevidst har længtes efter mit manglende 3 D-syns perceptuelle input. Og derfor har jeg været tiltrukket af alle de æstetiske teknikker og stilarter som kompensere for det, ved at at illuderer dybde og "3 D"-illusion. Dem som Sacks opregner.
  Jeg er ikke til Mondrian!

Og så har jeg altid - bortset fra de par år hvor jeg ville være 'rigtig kunstner' - elsket at tegne/male billeder der fremstiller en seminaturalistisk virkelighed med motivisk klare markante geometriske former - kombineret med perspektiviske tekniske "tricks", fx skarpt side- eller modlys. 

   Det vender jeg nok tilbage til i næste nummer af  indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier".

Under alle omstændigheder kan man jo betragte 2 D-synet som en form for mentalt og kognitivt 'benspænd' - en kreativ begrænsning. Som mange stærkt skeløjede malerkunstnere har måttet forholde sig til. Udnytte og overvinde.

   Og en fodnote i Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" giver så lige en ekstra - for mig ego-opbyggende - aha-oplevelse:

Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.

   In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists." 

  Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.

Interessant. Et nyt begreb: 'stereoblind'. Undskyld metaforen: En 'eyeopener'!

   Lidt som med synæstesi: Hjernen sætter nogle begrænsninger i kraft af medfødte kombinationer af strukturer, moduler og neurale forbindelser. Og den kreative bevidsthed bruger dem som udfordringer til at udvikle en særlig nyskabende stil eller et særligt revolutionerende formsprog.

   Kubismen blev udviklet fordi Picasso og Braque var så skeløjede at de ikke kunne se deres motiver i 3 D! Hva´ba´?

   I love it!

Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html