Sider

mandag den 23. april 2012

Skizofreni - og kreative videnskabsmænd og rå kunstnere

Hvad med skizofreni, kreativitet, videnskab og kunst?
   Jeg skrev for nogle indlæg siden om kunstnerne Gunnar Saitz og Anne Marie Brauge. Af de kilder jeg havde fundet, fremgår det lidt uspecificeret at hun var "psykisk syg" i perioder, og at Gunnar Saitz havde problemer med at "passe hende". 
   Det fik jeg en af denne blogs relativt sjældne kommentarer på, som jeg her gengiver:
Anne Marie Brauge udstiller på Sankt Hans Hospitals museum fra onsdag den 28 marts fra 13 til 16. Og så hver onsdag til den 29 august. På Risskov psykiatriske hospital i Århus udstiller Anne Marie Brauge ligeledes.
Jeg kan ikke lige finde kilder der fortæller om hun var manio-depressiv eller skizofren. 
   Men jeg fandt i en anden artikel om skizofreni og kunst udtrykke "rå kunst" eller "nødvendig kunst" - som refererede til kunstnere hvis udtryk var mere eller mindre styret af deres mentale sygdom, og som udtryk for at de brugte deres udfoldelser som kunstmalere til en slags selv-terapi. 
   En af kilderne skriver sådan her om begrebet "rå kunst" og dets oprindelse:
"Art Brut" And Schizophrenic Artists
In 1945, French artist Jean Dubuffet (1901-1985) created the term "Art Brut," or Raw Art, to describe art produced without connections or influences from culture or established art styles. Dubuffet was greatly influenced by schizophrenic artists, especially Adolf Wolfe and Heinrich Auton Muller. Both were schizophrenic artists that spent most of their lives in mental health institutions.
   When Dubuffet created the Collection de l'Art Brut, a sizable collection of artwork he felt exemplified Raw Art, over half of the pieces were created by schizophrenic artists.
Her er endnu et af Marie Brauges billeder:




Men på Sct. Hans vises Anne Marie Brauges billeder sammen med en anden kunstners malerier, Tom Bohse, som klart maler med samme maleriske inspirationskilder som Anne Marie Brauge og Gunnar Saitz. Og må jeg antage, også har haft en eller anden psykisk sygdom som har ført til indlæggelser.
    Her et af hans malerier:


Jeg tænker i forlængelse af det foregående indlæg om autist-/asperger-personligheder og ADHD´ere: Der må også være sådan en liste med kendte kunstnere der har lidt af skizofreni. Og ganske rigtigt:
There are relatively few famous people with schizophrenia because schizophrenia is a brain disorder that typically strikes people when they are quite young - age 17 to 28. People this age typically are too young to be famous, they are just starting out their professional lives after completing high school or college.
   A recent Nobel Laureate in Economics, John Forbes Nash Jr., has a lifetime history of Schizophrenia but is now doing very well, as has been well documented in the book "A Beautiful Mind" and the academy award-winning movie of the same name.
   Many "historical diagnoses" are frequently not entirely certain -- a "good guess" for schizophrenia includes Mary Todd Lincoln, wife of President Abraham Lincoln. Following is a list of famous people who have been diagnosed with schizophrenia, or are highly suspected of suffering (or who had suffered) from schizophrenia: 
Dr. James Watson søn (Dr. Watson er co-Discover af DNA og nobelpristager)
Alan Aldas Moder (Alan Alda er det berømte TV-skuespiller fra serien MASH)
Tennessee Williams søster Rose Williams havde schizophenia      http://www.schizophrenia.com/famous.htm
Jeg noterer også at Edvard Munchs søster ifølge mange kilder havde diagnosen skizofreni og var indlagt for det.
   Her er flere relevante links der behandler sammenhæng mellem skizofreni og kunst, herunder et link til en tidligere artikel på denne blog, inspireret af den dygtige og kreative videnskabsjournalist Lone Franks artikel i Weekendavisen:

På denne sidste adresse finder man en videotrailer til en dokumentarfilm fra 2010 - "Crazy Art":

Dokumentarfilmen følger tre kunstnere hvis fællesskab ligger i at de lider af skizofreni og oplever det at male som en slags terapeutisk healing.


Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.
Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.
   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 
   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 
   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 
    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.
   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.
   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.
   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.
   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

Skriget fra Edvard Munch

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.
   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.
   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 
   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 
   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:
   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:
If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.
Architect

  • Frank Lloyd Wright

Artists

  • Salvador Dali
  • Pablo Picasso
  • Vincent Van Gogh

Athletes

  • Terry Bradshaw
  • Scott Eyre
  • Justin Gatlin
  • Cammi Granato
  • Jason Kidd
  • Michael Phelps
  • Pete Rose

Authors

  • Charlotte and Emily Bronte 
  • Samuel Clemens
  • Emily Dickenson
  • Ralph Waldo Emerson
  • Virginia Woolf
  • William Butler Yeats

Composer

  • Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders
  • Andrew Carnegie
  • Malcolm Forbes
  • Henry Ford
  • David Neeleman
  • Paul Orfalea
Explorers
  • Christopher Columbus
  • Lewis and Clark
Entertainers
  • Ann Bancroft
  • Jim Carrey
  • Steve McQueen
  • Jack Nicholson
  • Ty Pennington
  • Elvis Presley
  • Evil and Robbie Knievel
  • Justin Timberlake
  • Robin Williams
Inventors
  • Alexander Graham Bell
  • Thomas Edison
  • Benjamin Franklin
Photographer
  • Ansel Adams
Physicist
  • Albert Einstein
Political Figures
  • James Carville
  • John F. Kennedy
  • Abraham Lincoln
Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.
   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 
  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.


lørdag den 21. april 2012

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...
INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION
... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.
   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:
Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.
Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 
  • drømmeidentifikaton (primær)
  • jeg-identifikation (sekundær)
  • autoritetsidentifikation (tertiær) 
Og på den anden side tre typer "effekter":
  • imaginationseffekter
  • realitetseffekter
  • sandhedseffekter
Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.
   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.
   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 
   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 
    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.
   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 
   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:
  • information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
  • identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
  • fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.
I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.

fredag den 20. april 2012

Den spekulative og reflekterende spekulant - George Soros

Han dukker op med passende mellemrum på avisernes erhvervs- og økonomi-sider. Specielt i krisetider som nu. Journalisterne elsker ham for hans tvetydige karakter - med en nutidig uselvisk kritisk reflekterende politisk progressiv personlighed som front - og bagsiden: en diskutabel mørk fortid og forhistorie som kynisk storspekulant i mangemilliardklassen.
   Han hører utvivlsomt til kategorien særligt kreativ personligheder. Og som ungarks jøde havde han en omtumlet barndom og ungdom under og efter anden verdenskrig, der ender med emigration til England.

Men hvad er det han kan, og hvem er han egentlig, George Soros?
   Politiken havde i mandags en artikel om ham - skrevet af Kristian Madsen - og foranlediget af at Soros har finansieret et nyt "Center for Imperfect Knowledge Economics" på Københavns Universitet som åbner i disse dage. Rubrikken:
Spekulanten der ville redde verdens økonomi
Alene navnet på det nye center ved KU siger meget om at han er kreativ.  Studiet af "Usikker Videns Økonomi". Det lyder morsomt - og lidt paradoskalt - nærmest som: "intutitiv videnskab".
   Manden er megaspekulant, hører til inden for gruppen af verdens 50 rigeste personer, og har en formue på mindst 22 milliarder - nej ikke kroner, dollars. Det er han berygtet og kendt for over hele verden.
   Og over hele verden er han så også berømt for sin filantropi. Han har doneret megasummer til en lang række klart progressive projekter og formål.
   Endelig er han provokerende og mærkelig ved at han konsekvent har kritiseret det økonomiske system og den bagvedliggende økonomiske standardtænkning som har gjort det muligt for ham at gennemfør sine kæmpe valutaspekulationer med så stor succes.

Og han kritik har sådan set være meget banal: Når den økonomiske teori og de økonomiske standardmodeller har vist sig ikke at kunne beskrive den økonomiske virkelighed i verden, så bør tænkningen og modellerne ændre så de får indarbejdet de erfaringer med uforudset og ustyrlige økonomiske kriser som jævnligt har rystet det globale økonomiske system. Logik for videnskabelige burhøns.
   George Soros studerede i sine yngre dage hos den store - også jødiske - videnskabsteoretiker Karl Poppersom indførte det centrale videnskabsteoretiske begreb: falsifikationsprincippet - i modsætning til verifikationsprincippet som positivistisk videnskab har som grundlag.
   Falsifikationsprincippet udsiger at en teori aldring endeligt og positivt kan bevises empirisk, men at det man kan underbygge den med, er at man kan prøve at falsifisaere den, og så længe den ikke kan det, så "holder" den.
   Og brugt på tidens økonomiske misere, så kan man sige at George Soros som elev af Popper i gennem årene har rystet på hovedet af koncensusøkonomerne hvis økonomiske teorier gang på gang bliver falsificeret af virkelighedens økonomisk udvikling. Han har dog ikke bare rystet på hovedet, han har skrevet glimrende og øjeåbnende bøger om det.

Alle ved i dag at den økonomiske ekspertise - på både forskninginstitutionernes, i de store privatøkonmiske virksomheder, og i staternes økonomi- og finansministerier - ynkeligt er kommet til kort - endnu en gang, fristes man til at tilføje.
   De kunne ikke forudsige krisen. Og nu de kan ikke blive enige om hvad hvilke indgreb der skal afbøde eftervirkningerne og bidrage til at økonomierne skal komme ud af den..
   Det har Soros altså en god og kontant forklaring på: nemlig at de økonomiske modeller hviler på nogle ideelle forudsætninger som gør det muligt at lave smukke matematisk funderede modeller, som til gengæld ikke kan beskrive og dermed forudsige og forklare den reelle økonomiske udvikling.
   Til de forudsætninger hører: at markedet er gennemsigtigt, at prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel, at driftsherren(sælger) rationelt søger at profitmaksimere, samt at køber tilstræber at nyttemaksimere. Desuden rummer teorien ikke en tidsdimension. Der er hverken fortid (erfaringer) eller fremid (forventninger) i modellen, for alle transaktioner mellem udbud og efterspørgsel behandles som engangsforeteelser i nutiden.
   Dette "taberparadigme" går ud fra, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information. Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sørge for at kapital og investeringer fordeler sig optimalt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet. Derfor må så de fleste af den slags forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Soros beskriver den økonomiske standardteoris antagelse om 'rationelle forventninger', som en antagelse om at mennesker skulle opføre sig som "elektroner aller andre partikler hvis bane og mønster kan beregnes":
"Det er virkelig et helt urtrolig vildspor økonomien som videnskab har kørt sig selv ud på ved at hænge alt op på denne antagelse om rationelle forventninger. Det betyder dybest set at folks fortolkning af hvordan tingene ser ud, altid er fuldstændig lig med tingenes faktiske tilstand - at alle har perfekt viden".
Og Politikens journalist tilføjer så: "Han har netop selv altid levet af, at ingen havde perfekt viden, men at han ofte havde lidt mere end andre."

Men hvad vil George Soros så sætte i stedet? Hvad skal center for "utilstrækkeligt vidensøkonomi" have som grundantagelse? Ifølge Politikens artikel:
Groft sagt var Soros´ ide, som han kaldte reflexivitet, at et markde rummer nogle selvforstærkende mekanismer, der betyder, at alle påvirker hinanden til at foretage den samme type investeringer på samme tid. Derfor stiger prisen på disse værdipapirer, valutaer eller andre investringsobjekter  pludselig helt uden hensyn til deres faktiske værdi. (...)
   Når en sådan udvikling går i gang, taler økonomer om , at der opstår en boble. Og når afstanden mellem virkeligheden og markedets værdisættelse bliver for stor springer denne boble.
Wikipedia beskriver det på denne måde:
In Economics reflexivity refers to the self-reinforcing effect of market sentiment, whereby rising prices attract buyers whose actions drive prices higher still until the process becomes unsustainable and the same process operates in reverse leading to a catastrophic collapse in prices. It is an instance of a positive feedback mechanism.
Soros´ fidus, som han altså er blevet megamillionær på, har været at kunne identificeres sådanne selvforstærkende bobletendenser i økonomiske markeder så tidligt at han både har kunnet gå ind i markedet og investerer og komme ud af det igen i tide - med stor profit - inden boblen blev så stor at den punkterede. Han fortæller:
"Jeg brugte finansmarkedet som et laboratorium for min idé om refleksivitet. Og det viste sig sig at være ganske frugtbart", som han siger med et stille smil.
   "Jeg begyndte med en bestemt type boligfinansiering i USA allerede i 70´erne. Jeg købte op af disse papirer ,selv om jeg allerede den gang forudså, at de ville ende med at være værdiløse. Men inden da ville de stige betydeligt, og det gjorde de. Jegsolgte dem nogen tid efter og gik videre med andre investeringer. Nogle år senere kom disse papirer i vanskeligheder, og så begyndte jeg at spekulere i, at de ville begynde at falde. Og jo mere de faldt, jo mere spekulerede jeg imod dem. Jeg havde ikke så mange penge den gang, så jeg investerede kun omkring 10 mio. dollar, men jeg endte med at tjene mere end det. Jeg så en potentiel boble, selv om den ikke var der endnu, og hjalp så med at puste den op.
Det ligner jo den indsigt Marx havde i sin økonomiske teori - om at kapitalismen grundlæggende er cyklisk og med mellemrum må gennemgå kriser der destruerer en stor del af de eksisterende virksomheder - og dermed igen gør det muligt at øge profitterne i de tilbageværende foryngede virksomheder. 

torsdag den 19. april 2012

Det man siger, er man selv! - Bjørn Bredal i retorisk hopla

Fra da jeg var barn husker jeg en "drilleleg" som gik ud på at når en kammerat sagde noget eller spurgte om noget, så - i stedet for at svare - så gentog man den identiske ordlyd af kammeratens udtalelser. Der var simpelt hen ikke noget mere irriterende end den form for ikke-svar.
   Og et andet karakteristisk drillesvar var at råbe: "Det man siger er man selv".

Bjørn Bredals "Signatur" i Politiken i mandags aktiverede disse erindringsglimt fra barndommens drillerier.
   Bjørn Bredal er en bagavet skribent hvis kommentarer og klummer jeg tit nyder at læse. De virker oftest forfriskende, og med en kreativ "kant". Og hans bog om  Politikens historie der kom for et års tid siden, slugte jeg.

"Signaturens" rubrik lød:
"If it talks like af bank, and walks like a bank". Så er Liberal Alliance nok en bank.
Den associerer til en af Liberal Alliances store annoncer med angreb på Lars Lykke Rasmussen for at være skabssocialdemokrat. I den indgik det slagkraftige engelske bevingede ord der i en munter form eksemplificerer et induktivt ræsonnement:
If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck.
I en af Liberal Alliances helsides annoncer blev dette bon mot reformuleret til "ræsonnementet": "Hvis Lars Løkke taler som en socialdemokrat... etc. etc., så er han en socialdemokrat".


Det var et effektiv retorisk greb med stor gennemslagskraft, og jeg er ikke i tvivl om at Lars Løkke og Venstres top i øvrigt har ømmet sig og ærgret sig, for den gik jo i en eller anden forstand rent hjem.

Men så vender den kreative Bredal så retorikken mod Liberal Alliance og Anders Samuelsen selv, sådan her:
Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Anders Samuelsen har sort jakkesæt og slips på i de kæmpestore annoncer, han som leder af Liberal Alliance hele tiden kører?
   Svar: Han prøver at ligne en bankmand.
    Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Liberal Alliance taler om skattelettelser, frit marked og individualisme på en måde, så det lyder som en parodi på noget fra kapitalismens barndom?
   Svar: Partiet prøver at lyde som en bank.
   Spørgsmål: Hvordan har Liberal Alliance råd til konstant at køre kampagne?
   Svar: Partiet er en bank. 
Anders Samuelsen er en bankdirektør, men ikke den øverste i koncernen. Liberal Alliance er en form for politisk datterselskab i Saxo Bank, der også finansierer et cykelhold med Bjarne Riis som direktør.
Liberal Alliance er filial af en bank, og Anders Samuelsen er filialens direktør
    Topchefen i Saxo Bank hedder Lars Seier Christensen, og det er ham, der bestemmer. Ligesom der i gamle dage var noget, der hed »en holdt dame«, er der i dag noget, der hedder »et holdt parti«. Sådan et parti er Liberal Alliance, derfor sørger filialdirektør Samuelsen for at ligne en bankmand, gå som en bankmand og tale som en bankmand.
    Og læsere af Liberal Alliances forrige annoncekampagne (en ny er allerede i gang) vil vide, at ovenstående er et citat fra overskriften på annoncerne: If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck.
   Vi omskriver lidt: If it talks like a bank and walks like a bank, it probably is a bank. Og så oversætter vi lige til dansk, så vi ikke straks kløjes i det globale marked: »Hvis den vralter som en and og kvækker som en and ...«, eller altså: »Hvis den taler som en bank og går som en bank, så er det sandsynligvis en bank«.
Jeg synes godt nok det er en begavet og kreativ øjenåbner som Bjørn Bredal her får skrevet ved at vende kampagnens retoriske greb mod LA og Anders Samuelsen.
    Der er tale om konceptuel blending - en slags metaforisk overført betydning hvorigennem et stykke tekstlig virkelghed - et retorisk propagandagreb - ses og forstås gennem det selvsamme grebs ironiske optik. Og rammer propagandaafsenderen som en boomerang.

For fremtiden vil jeg altid tænke på Liberal Alliance som en bankfilial af Saxo Bank, og Anders Samuelsen som filialbankdirektør - en del af  et kommercielt konsortium som også sponserer den tidligere dopingrytter Bjarne Riis´ cykelhold med den dopingdømte Contador som stjerne.

Når jeg ser Anders Samuelsen optræde på skærmen, kan man også få den tanke at manden er "på stoffer" - i overført betydning naturligvis.