Kreativt sprog (1) - af professor i sundhedsstatistik Svend Kreiner

Kreativt sprog er sprog der overskrider grænser for det normale standardsprog inden for en genre, eller  bryder normen for det typiske sprog der kendetegner en bestemt type afsender og sprogbruger - i begge tilfælde med henblik på at opnå en særlig kommunikations- eller oplevelseseffekt.

Et eksempel på det er fra en kronik i Politiken den 10. december, skrevet af statistiker professor Svend Kreiner med rubrikken:

 Derfor kan vi stadig ikke stole på Pisa 

Den kronik er svar på professor Niels Egelunds  kronik fra den 30. november der havde rubrikken:

I kan roligt stole på Pisa-undersøgelserne

Den kronik var igen en - meget forsinket - reaktion på den kritiske analyse som Svend Kreiner og en kollega Karl Bang Christensen havde gennemført af det metodisk-teoretiske grundlag for de PISA-tests som laves i en lang række lande for at gøre det muligt at måle og sammenligne hvor gode de enkelte landes skolesystem er til at lære børnene en række faglige kvalifikationer på et bestemt klassetrin. 

   Der var tale om en kritik som Kreiner allerede havde fremført i 2011, men som den gang var blevet afvist af bland andre professor Niels Egelund som ikke-kvalificeret, fordi den ikke var blåstemplet internationalt gennem optagelse af en artikel i et anerkendt tidskrift.

 

Niels Egelund er den faglige ankermand og garant i Danmark for Pisa-undersøgelsernes videnskabelige kvalitet, og det har givet ham en meget stor indflydelse på hvad og hvordan politikerne tænker og handler på skolepolitikkens område.

Kreiners kritik af  Pisa-undersøgelsernes metodisk-teoretiske fundament fik han så i juni faglig blåstempling af da en artikel med den kritiske analyse blev optaget og offentliggjort i et videnskabeligt anekendt internationalt tidsskrift: Psychometrika

   Politiken bragte i den anledning en artikel under rubrikken:

Forsker: Pisa-test er ubrugelig

Manchetten lød:

Dansk professor bliver nu fremhævet af anerkendt tidsskrift for at vise, at Pisa-undersøgelserne er så behæftet med statistiske fejl, at de ikke kan bruges.

Og Kreiner blev citeret som følger:

»Min påstand er fortsat, at man ikke ud fra Pisa-undersøgelsen kan sige noget som helst om, hvor Danmark ligger i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Vores resultater viser, at afhængigt af hvilke opgaver man vælger, kan man placere landene fuldstændig, som man vil. Jeg kan ud fra Pisas materiale få Danmark til at ligge nummer to, men jeg kan også få Danmark helt ned på en 42.-plads. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis testene havde fungeret, som Pisa siger, de gør«, siger Svend Kreiner.

Artiklen kan læses her:

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2006758/forsker-pisa-test-er-ubrugelig/

Det var en grusom salve, som helt klart skabte uro og usikkerhed hele vejen rundt i systemet - både ude i skolerne blandt lærere og ledere, og blandt politikerne på Christiansborg. 

   Og artiklens kritik havde jo karakter af en bombe under hele det testsystem som er blevet indført i folkskolen siden de første Pisa-undersøgelser viste at Danmark og danske skolebørn lå relativt lavet i sammenligning med mange andre lande - blandt andet Finland.

  Man kan sige at Niels Egelunds kronik den 30. november var et forsøg på at redde fagligt ansigt i offentligheden efter Kreiners opsigtsvækkende kritik, og kronikken skulle dermed være med til at fastholde den offentlige og politiske indflydelse han har og har haft med basis i Pisa-systemet.

   Egelunds kronik som Kreiner nu tager ved vingebenet, kan findes her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2147351/i-kan-roligt-stole-paa-pisa-undersoegelserne/

Egelund slutter besværgende sådan her:

Med andre ord: Kreiner og Christensen anvender et alt for spinkelt grundlag for deres analyser, de ser bort fra den udvikling, der er sket over årene, og de kritiserer Pisa for noget, som Pisa på ingen måde udgiver sig for at være. Det er, kort sagt, en helt fejlagtig kritik, der emmer af stærke meninger og svag dokumentation.

   Så kære læsere, I kan have fuld tillid til, at de resultater, der præsenteres 3. december kl. 11 i hele verden, giver et troværdigt billede af 65 landes elevers kompetencer i matematik, læsning og naturfag.

Jeg skal ikke gå ind i substansen, men bare fremhæve et enkelt eksempel på kreativ sprogbrug i Kreiners kronik fra den 10 december.

   Han forklarer her at "læsetesten" i Pisa-systemet vurderer - 'måler' - tre sider af læsefærdigheden: om eleverne er i stand til at hente informationer ud af tekster, om de er i stand til at forstå tekster, og, til sidst, om de kan reflektere fornuftigt over det de har læst. Og han fortæller at resultatet - måltallet - varierer med hvor mange opgaver det enkelte lands test indeholder inden for hvv. spørgsmål til information og til refleksion.

   Egelund afviste i et interview bl.a. Kreiners kritik med at den ikke kan tages alvorligt fordi den er lavet af "forskere som ikke kan lide Pisa, fordi der står en stor fæl økonomisk økonomisk organisation som OECD bag.
   Med et sådant løsagtigt forsvar, blotter Egelund bugen for hug.

    Så Kreiner svarer:

Påstanden om vores syn på OECD afslører, at Egelund ikke kan læse tanker. Kronikken afslører, at han har problemer med at læse. Han kan ikke hente relevante informationer i vores tekst, han forstår ikke det, han har læst, og han er helt ude af stand til at reflekterer over det, han har læst i vores artikel i forhold til det, han må vide om sit eget projekt. (min kursivering)

Av! Av! Av! tænkte jeg. 

   Ved så at sige at repetere Pisa-læsetestens tre kategorier på Egelunds kroniksvar, får Kreiner jo  på en uhyre elegant vis sagt at Egelund selv er dumpet til en slags Pisa-test - nu på et videnskabeligt meta-niveau.

   Og så fortsætter Svend Kreiner:

Disse påstande skal naturligvis underbygges. Jeg bliver derfor nødt til at ulejlige Politikens læsere med et resume af hvad vores artikel indeholder, og hvad Niels Egelund gik glip af dan han læste den.

Det gør han så, solidt, grundigt, detaljeret.

Efter at have læst både Egelunds kronik fra den 30. november og Kreiners her igår, synes jeg at Egelund står fuldstændig 'afklædt'. 

   Og dette kreative retoriske greb i Kreiners tekst er en effektiv start på dokumentationen af at Egelund og Pisa fagligt set er ude i tovene.
   Og det er også et smukt eksempel på at man godt kan være tør statistiker og professor - og samtidig blive så vred at det åbner op for kreativ sprogbrug.

Det man siger, er man selv! - Bjørn Bredal i retorisk hopla

Fra da jeg var barn husker jeg en "drilleleg" som gik ud på at når en kammerat sagde noget eller spurgte om noget, så - i stedet for at svare - så gentog man den identiske ordlyd af kammeratens udtalelser. Der var simpelt hen ikke noget mere irriterende end den form for ikke-svar.

   Og et andet karakteristisk drillesvar var at råbe: "Det man siger er man selv".

Bjørn Bredals "Signatur" i Politiken i mandags aktiverede disse erindringsglimt fra barndommens drillerier.

   Bjørn Bredal er en bagavet skribent hvis kommentarer og klummer jeg tit nyder at læse. De virker oftest forfriskende, og med en kreativ "kant". Og hans bog om  Politikens historie der kom for et års tid siden, slugte jeg.

"Signaturens" rubrik lød:

"If it talks like af bank, and walks like a bank". Så er Liberal Alliance nok en bank.

Den associerer til en af Liberal Alliances store annoncer med angreb på Lars Lykke Rasmussen for at være skabssocialdemokrat. I den indgik det slagkraftige engelske bevingede ord der i en munter form eksemplificerer et induktivt ræsonnement:

If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck.

I en af Liberal Alliances helsides annoncer blev dette bon mot reformuleret til "ræsonnementet": "Hvis Lars Løkke taler som en socialdemokrat... etc. etc., så er han en socialdemokrat".

Det var et effektiv retorisk greb med stor gennemslagskraft, og jeg er ikke i tvivl om at Lars Løkke og Venstres top i øvrigt har ømmet sig og ærgret sig, for den gik jo i en eller anden forstand rent hjem.

Men så vender den kreative Bredal så retorikken mod Liberal Alliance og Anders Samuelsen selv, sådan her:

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Anders Samuelsen har sort jakkesæt og slips på i de kæmpestore annoncer, han som leder af Liberal Alliance hele tiden kører?

   Svar: Han prøver at ligne en bankmand.

    Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Liberal Alliance taler om skattelettelser, frit marked og individualisme på en måde, så det lyder som en parodi på noget fra kapitalismens barndom?

   Svar: Partiet prøver at lyde som en bank.

   Spørgsmål: Hvordan har Liberal Alliance råd til konstant at køre kampagne?

   Svar: Partiet er en bank. 

Anders Samuelsen er en bankdirektør, men ikke den øverste i koncernen. Liberal Alliance er en form for politisk datterselskab i Saxo Bank, der også finansierer et cykelhold med Bjarne Riis som direktør.

Liberal Alliance er filial af en bank, og Anders Samuelsen er filialens direktør

    Topchefen i Saxo Bank hedder Lars Seier Christensen, og det er ham, der bestemmer. Ligesom der i gamle dage var noget, der hed »en holdt dame«, er der i dag noget, der hedder »et holdt parti«. Sådan et parti er Liberal Alliance, derfor sørger filialdirektør Samuelsen for at ligne en bankmand, gå som en bankmand og tale som en bankmand.

    Og læsere af Liberal Alliances forrige annoncekampagne (en ny er allerede i gang) vil vide, at ovenstående er et citat fra overskriften på annoncerne: If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck.

   Vi omskriver lidt: If it talks like a bank and walks like a bank, it probably is a bank. Og så oversætter vi lige til dansk, så vi ikke straks kløjes i det globale marked: »Hvis den vralter som en and og kvækker som en and ...«, eller altså: »Hvis den taler som en bank og går som en bank, så er det sandsynligvis en bank«.

Jeg synes godt nok det er en begavet og kreativ øjenåbner som Bjørn Bredal her får skrevet ved at vende kampagnens retoriske greb mod LA og Anders Samuelsen.

    Der er tale om konceptuel blending - en slags metaforisk overført betydning hvorigennem et stykke tekstlig virkelghed - et retorisk propagandagreb - ses og forstås gennem det selvsamme grebs ironiske optik. Og rammer propagandaafsenderen som en boomerang.

For fremtiden vil jeg altid tænke på Liberal Alliance som en bankfilial af Saxo Bank, og Anders Samuelsen som filialbankdirektør - en del af  et kommercielt konsortium som også sponserer den tidligere dopingrytter Bjarne Riis´ cykelhold med den dopingdømte Contador som stjerne.

Når jeg ser Anders Samuelsen optræde på skærmen, kan man også få den tanke at manden er "på stoffer" - i overført betydning naturligvis.