Kognitiv dissonans og social proof - to begreber som giver mening til dramaturgiske iagttagelser

Inspireret af opgaver inden for medier og kommunikation som jeg har været censor for i de seneste uger, så vil jeg udfolde to begreber som forskere og eksperter jonglerer med: kognitiv dissonans og social proof.

Når man oplever noget som ikke stemmer overens med ens forhåndforventninger, stereotyper og fordomme, så taler psykologerne om "kognitiv dissonans", som motiverer særlige mentale processer.     

   Hvordan løser man det mentale problem at man skal have de umiddelbare mærkelige og afvigende oplevelser til at passe ind i det "world-view" som er indbagt i hjernen gennem erfaringer og input fra personlige opinionsdannere? That´s the question.

   

Kognitiv dissonans er et fænomen som vi alle kender til. 

   Når vi skifter miljø, læser en ny bog, møder nye mennesker - og skal forsøge at forstå og mentalt acceptere at det omgivelserne eller teksterne siger, gør og udtrykker, ikke umidelbart stemmer overens med de "skemaer" som er et resultat af erfaringerne, så finder hjernen sig ikke i det i længere tid. 

   Der skal arbejdes mentalt og kognitivt for at blive fri for frustrationen. Dissonansen skal løses - mentalt og eller i virkeligheden.

  

Hvis man høre til de særligt kreative, så fungerer oplevelsen af kognitiv dissonans på den måde at man - muligvis under skrig og skrål - reviderer skemaerne, fordommene, stereotypierne. 

   At man altså blender, skifter frame, overskrider mentale grænser, ser de gamle erfaringsskemaer i lyset af de nye inputs optik (metaforisk tænkning). 

   Man bliver klogere, simpelt hen. Udvikler sig.

   Det plot er rigtig mange udviklingsromaner bygget over. Bare tænk på Nora i "Et dukkehjem".

Men for de fleste almindelige mennesker løses problemet med andre og mere konfliktundvigende strategier der reducerer dissonansen. Wikipedia:

Cognitive dissonance is a discomfort caused by holding conflicting cognitions (e.g., ideas, beliefs, values, emotionalreactions) simultaneously. In a state of dissonance, people may feel surprise, dread, guilt, anger, or embarrassment.[1]The theory of cognitive dissonance in social psychology proposes that people have a motivational drive to reduce dissonance by altering existing cognitions or adding new ones to create consistency.[1] The diagram to the right shows a new cognition being integrated into a person's belief system to resolve such a conflict. An example of this would be the conflict between wanting to smoke and knowing that smoking is unhealthy; a person may try to change their feelings about the odds that they will actually suffer the consequences, or they might add the consonant element that the smoking is worth short term benefits.

 Det drejer sig om "retfærdiggørelse" og "efterrationalisering". Wikipedia skriver videre:

Cognitive dissonance has also been demonstrated to occur when people seek to:

   Explain unexplained feelings: When a disaster occurs in a community, irrationally fearful rumors spread in nearby communities not involved in the disaster because of the need of those who are not threatened to justify their anxieties [9]

   Minimize regret of irrevocable choices: Bettors at a racetrack are more confident in their chosen horse just after placing the bet because they cannot change it (the bettors felt "post-decision dissonance")[10] .

   Justify behavior that opposed their views: Students judge cheating less harshly after being induced to cheat on a test [11]

   Align one's perceptions of a person with one's behavior toward that person: the Ben Franklin effect refers to that statesman's observation that the act of performing a favor for a rival leads to increased positive feelings for that individual.

   There are other ways that cognitive dissonance is involved in shaping our views about people, as well as our own identities (as discussed more in the sections below). For instance, Self-evaluation maintenance theory suggests that people feel dissonance when their cherished skills or traits are outmatched by close social ties (e.g. Jill the painter feels dissonance because she is friends with a master painter - Jill can either care less about painting, or justify her inferiority in some other way).  Balance theory suggests people have a general tendency to seek consonance between our views, and the views or characteristics of others (e.g. the religious believer feels dissonance because his partner does not believe the same things - dissonance which the believer will be motivated to justify). People may self handicap so that any failures during an important task are easier to justify (e.g. the student who drinks the night before an important exam in response to his fear of performing poorly).

Det helt grundlæggende her er at de fleste mennesker for det meste løser ubehaget ved frustrationen ved "fortrængning" og "glemsomhed", eller ved "efterrationalisering".

Man kan så sige at præcis kognitiv dissonans er det som forfattere og filminstruktører udsætter deres hovedpersoner for i starten af en film, en roman, et teaterstykke. Og den spænding og konflikt der opstår af denne dissonans, driver så den mentale udviklingshistorie frem, så hovedpersonen udvikler sig til ny indsigt og erkendelse ved historiens slutning: Thelma og Louise, Jepper på Bjerget, Den grimme ælling.  

 
Kognitiv dissonans er også det kritiske journalister tager afsæt i når de interviewer magtfulde politikere: Du har tidligere sagt sådan og sådan og lovet sådan og sådan, hvordan hænger de sammen med at du nu siger noget helt andet og løber fra dine løfter? 

   Og det er det som mange reklamer demonstrerer og udnytter. Idet de regner med identifikation hos publikum til dissonansen, så motiverer de publikum til køb eller holdningsændring der kan mindske eller fjerne den. 

Et andet vigtigt begrebn er "social proof". 

   Når jeg straks mentalt set spidser ører da jeg læser om det, er det fordi det jo lugter af det vigtige dramturgiske begreb i fakta-tv: visual proof.

   Jeg kan ikke huske jeg har stødt på termen før, men indholdet kender jeg fra mange sammenhænge, både i mit personlige liv og i forbindelse med flere velkendte dramaturgiske og fortællemæssige greb i fakta-tv og journalistik.

   Wikipedia:

Social proof, also known as informational social influence, is a psychological phenomenon where people assume the actions of others reflect correct behavior for a given situation. This effect is prominent in ambiguous social situations where people are unable to determine the appropriate mode of behavior, and is driven by the assumption that surrounding people possess more knowledge about the situation.

   The effects of social influence can be seen in the tendency of large groups to conform to choices which may be either correct or mistaken, a phenomenon sometimes referred to as herd behavior. Although social proof reflects a rational motive to take into account the information possessed by others, formal analysis shows that it can cause people to converge too quickly upon a single choice, so that decisions of even large groups of individuals may be grounded in very little information (see information cascades).

   Social proof is a type of conformity. When a person is in a situation where they are unsure of the correct way to behave, they will often look to others for cues concerning the correct behavior. When "we conform because we believe that other's interpretation of an ambiguous situation is more accurate than ours and will help us choose an appropriate course of action,"[1] it is informational social influence. This is contrasted with normative social influence wherein a person conforms to be liked or accepted by others.

   Social proof often leads not just to public compliance (conforming to the behavior of others publicly without necessarily believing it is correct) but private acceptance (conforming out of a genuine belief that others are correct).[2] Social proof is more powerful when being accurate is more important and when others are perceived as especially knowledgeable.

En masse fine akademiske ord. Men lad os gå til stålet. 

   Hvis man laver en tv-transmission fra en fodboldkamp, så sørger man for at vise publikumsreaktioner når der sker noget dramatisk på banen.
   Dette at publikum på tilskuerpladserne reagerer og vi som seere oplever det, forstærker vores oplevelse af: glæde hvis vi selv er lidt begejstrede for det der skete, af vrede hvis vi selv synes det ikke er helt fint det der forgik på banen.

   Tilsvarende: Dåselatter giver i den sammenhæng god mening som noget der skal levere social proof for seerne, og dermed forstærke deres oplevelse af hvor sjovt det er, det de ser i comedy-serier. 

Selv det elementære montage-greb at der i mange scener i en film eller en tv-fortælling klippes til reaktionsskud når nogen gør eller siger noget i en scene, er et udtryk for at instruktør eller tilrettelægger ved at det hjælper og forstærker oplevelsen og betydningen at vise efterfølgende stærke reaktioner på disse handlinger eller udtalelser fra andre medvirkende i scenen. 

   Dermed bekræfter og forstærker social-proof-klippet de følelser seerne har i forbindelse med scenen - skabt af identifikationen.

   Når journalister bruger sync-er eller citater med eksperter, så er der også tale om social proof. Der er det så ikke overensstemmelse med de mange der ligner mig der påvirker og forstærker, men respekt for en samfundsmæssig legitimeret autoritet, der forstærker fx. troværdigheden i en kontroversiel påstand.

Man kan sige at social proof-klip i en film eller et tv-program er den sociale variant af det vi betegner  dramaturgi og journalistisk fortælleteknik kalder: visual proof. 

   Hvor visual proof dokumenterer sandheden i et udsagn fra journalist eller medvirkende, så dokumenterer social proof realiteten (= den sociale sandhed) i en oplevelse og en følelse når nogen handler i historien.

Ondskabens teater - Thomas Breivik´s manifest adapteret til teatret - hvad er problemet?

Inden for film-, teater og litteraturvidenskab har man et begreb adaption. Typisk dækker det dette at en roman eller et teatestykke "omsætttes til en spillefilm. Et moderne fagudtryk der dækker delvis det samme men mere generelt er remediering.

   Jeg vil beskrive det som en særlig form for konceptuel blending, hvor man mixer to konceptuelle rum, og gennemfører en medie- form- og udtryksmæssig re-framing.

Film- og tv-historien vrimler med adaptioner: Karen Blixens Min Afrikanske Farm der blev til filmen Out of Africa (med Maryl Streep i hovedrollen), Babettes gæstebud, Nexøs Pelle Erobreren, Kirks Fiskerne, Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder, Tintin: Enhjørningens hemmelighed. You name it.

   Næsten hver gang man nogen har adapteret, har det givet anledning til debat og kritik. Typisk har indvendingen været at man begår "overgreb" mod det originale kunstværk, eller at adaptionen forfladiger originalværket.

  En debat der udspringer af visse kulturnørders mixofobi: angst for at blande forestillinger og nedbryde grænser. 

  Og for nogle få indlæg tilbage fortalte jeg om en anden adaption - fra journalistik til teater: Zetland Live-forestillingen - og roste det for et udtryk for kreativitet og nytænkning. Der var ingen debat - kun ros. Også hos anmelderne.

Men siden i torsdags har der kørt en ophedet adaptionsdebat i alle medier, men den er kørt ud af et andet spor.    

   To teaterfolk, skuespilleren Olaf Højgaard og instruktøren Christian Lollike er igang med at udforme en teaterforestilling på Cafe-teatret, som så vidt man kan forstå, får karakter af en monolog. Titlen "Manifest 2083". 

   Altså en forestilling der skal dramatisere massemorderen Anders Behring Breivik herostratisk berømte skrift på 1500 sider som han rundsendte på nettet umiddelbart inden han gennemførte to terrorhandlinger i Norge: bombningen af regeringsbygninger i Oslo og nedskydning af en masse børn og unge på øen Utøja.

   Kritikken går på etikken i forhold til de berørte mennesker - venner og pårørende til de myrdede, og i forhold til det samfund det foregik i. Man åbner mentale sår, som den enkelte personligt og som samfundet som helhed har forsøgt at læge. 

  Og ikke mindst er problemet at man altså giver ordet til en af de værste forbrydere i mands minde. Får han ikke præcis den opmærksomhed han satsede på med sin ugerning. 

Problemets kerne ser ud til at være at der netop er tale om en monolog, og at Olaf Højgaard skal fremstille - give skikkelse, mimik og mæle - til personen Anders Behring Breivik, ud fra et gennemracistisk skrift som han har forfattet.

I Politiken i torsdags spørger  Kjeld Hybel de to:

"Men er der ikke en risiko for bare at skabe mere opmærksomhed om Breiviks tanker og give andre ideer til at gentage vanviddet?"

   "Det kunne man godt frygte, siger Lollike. "Men vi er selvfølgelig ikke ude på at lave propaganda. Vi er interesseret i at vise, hvordan man kan gå fra at være normalt velfungerende og så til at gå i frivillig isolation og anskaffe sig våben og sprængstof og radikalisere sig selv.  Og vi tror på vores eget medie teatret. Vi tror vi kan få hans vanvittige kortslutninger til at fremstå afskrækkende. "

Jeg studser: Er det et lærestykke de er ude på: Se hvor  galt det kan gå hvis man er normal og så begynder at tænke den slags tanker om korsridder og muslimer i en evig historisk kamp. Er det præmissen for teateradaptionen

   Mit kendskab til skuespilleriet siger at mange skuespillere elsker at spille skurke, fordi det er en stor udfordring at gennem rollen at forsvare en person man absolut ikke sympatiserer med eller direkte tager afstand fra.

    Kjeld Hybel fortsætter:

"Man kravler ikke lige ind i hjernen på sådan en fyr. Det er ikke som at spille Hamlet", siger jeg. Højgaard her flere gange spille Hamlet. Højgaard har flere gange spillet Shakespeares prins på Kronborg.

   "Nej det er noget af et sceneskift", bekræfter Olaf Højgaard. "Og jeg er bare sådan skruet sammen som skuespiller, at hvis jeg endelig skal gå, så vil jeg også gå hele vejen. Jeg er nødt til fordomsfrit at åbne mig for, hvad der er foregået i det menneske. At jeg som privatperson ville være en af dem, han ville henrette... det er noget andet."

Jeg undrer mig: Når en god skuespiller virkelig spiller en rolle fremragende, så er der tale om en form for psykologisk blending - en difussion af skuespillerens mentale ressourcer og så den rolle han skal investere dem i. Man taler ligefrem i skuespiller-jargonen at skuespilleren skal "forsvare" sin onde figur.

     Jeg husker Hitlerfiguren i filmen "Der Untergang" hvor skuespilleren Bruno Ganz spillede hovedrollen. Og tjekker den danske Wikipedia der skriver:

Der Untergang er en af de første tyske film, hvor Hitler har en rolle som historisk figur, og diskussionen herom gik allerede før premieren. Det, mange var bange for, var, at Hitler i en film om Hitler som person, isoleret fra sit terrorregime, skulle blive fremstillet på en måde, som gjorde, at folk enten ville føle sympati for ham, eller at han skulle blive fremstillet som en gal mand. De fleste er dog enige om, at det er lykkedes for filmskaberne at få vist et troværdigt balanceret billede af Hitler. Han bliver fremstillet som et menneske, men et menneske med få sympatiske træk. Af sympatiske træk kan nævnes, at han opfører sig ordentligt mod staben og behandler sin hund, Blondi, med stor omsorg og kærlighed.

Der er klare paralleller til de sidste dages danske debat om dramatiseringen af Breiviks manifest. Og Breivik er jo også blevet sammenlignet med Hitler som vel også var hans idol.

Som nævnt ovenfor, har billedet af Hitler været meget en-dimensionalt i stort set alle film om det tredje rige. Der Untergang´s vigtigste pointe er at vise Hitler som menneske og ikke uhyre.

   I løbet af filmen fokuseres der meget på den menneskelige og mentale opløsning, som Hitler gennemgår. Frem for at fremstille Hitler som et uhyre der vælger at begå selvmord, viser filmen hvordan et menneske gradvis går i opløsning, under de konstante kampe, både under og over jorden. Ved at vise denne opløsning sker der det, at Hitler kommer til at fremstå som et menneske, hvilket reelt fjerner det dæmoniske - og også det overmenneskelige - fra personen.

   Fra at være det tredje riges gudlignende skikkelse, reduceres han til at være et menneske, der bukker under for presset. Netop den pointe er filmens alt overskyggende pointe.

   Set i forhold til hvad der er lavet af andre film om Hitler og det tredje rige, er der ingen tvivl om, at Der Untergang på det autentiske og psykologiske plan er en af de vigtigste (måske dén vigtigste) film der er lavet om det tredje riges undergang.

Jeg kan ikke se andet end at forestillingen hvis det bliver godt teater og figuren godt spillet, må indebærer en menneskeliggørelse af Breivik. Og det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg tror at alle mennesker under de rigtige forkerte omstændigheder kan komme til at gøre de mest grusomme og umenneskelige ting (tænk på Abu Ghreif-fængslet og mishandlingen af Irakiske fanger der).

   Men hvordan det samtidig kan gøre "hans kortslutninger afskrækkende", det går over min forstand.

Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.

Vi kan snart se hvad du drømmer og fantaserer om - tyder ny forskning på

På bagsiden af Politikens økonomitillæg den 21. december var der en notits under blogindlægget "Lund på nettet". Rubrikken var "Tanker på film".

   En amerikansk forskergrupper har udviklet en teknik til at filmisk at rekonstruere filmklip som hjernen tidligere har set og indkodet. Altså i princippet en teknik til at "aflæse" - afkode - hvad hjernen har set ved en tidligere lejlighed.

   Gruppen består af: Shinji Nishimoto, An T. Vu, Thomas Naselaris, Yuval Benjamini, Bin Yu & Jack L. Gallant. Gallant er lederen, og gruppen har tidligere publiceret forskning om muligheden for at rekonstruere visuelle indtryk som de afspejler sig i hjernens neurale aktivitet.

   Her er en video hvor input-filmen vises til venstre og den rekonstruerede output-film ud fra hjernens aktivitet vises til højre:

Den særlige snedige teknik man bruger kan du læse om her: http://gallantlab.org/

I princippet laver man et leksikon af i tusindvis af YouTube-klip som korresponderer med de billeder af hjernens neuronaktiviteter i den visuelle cortex man opnår ved sådkaldte fMRI-skanninger; den visuelle cortex er den del af hjerne som bearbejder de signaler som modtages gennem øjenene.

   Så afspiller man en filmstump som ikke indgår i dette leksikon, og laver billeder hjernens aktivitet under oplevelsen af filmen. Disse billeder bruger man så til at afsøge leksikonnet og får dermed en ny film frem, som altså er en rekonstruktion af den film hjernen tidligere har set og bearbejdet.

Sådan forklarer forskerne selv teknikken som dokumenteres med videoen ovenfor:

The left clip is a segment of a Hollywood movie trailed that the subject viewed while in the magnet. The right clip shows the reconstruction of this segment from brain activity measured using fMRI. The procedure is as follows:

[1] Record brain activity while the subject watches several hours of movie trailers.

[2] Build dictionaries (regression model; see below) to translate between the shapes, edges and motion in the movies and measured brain activity. A separate dictionary is constructed for each of several thousand points in the brain at which brain activity was measured.

(For experts: our success here in building a movie-to-brain activity encoding model that can predicts brain activity to arbitrary novel movie inputs was one of the keys of this study)

[3] Record brain activity to a new set of movie trailers that will be used to test the quality of the dictionaries and reconstructions.

[4] Build a random library of ~18,000,000 seconds of video downloaded at random from YouTube (that have no overlap with the movies subjects saw in the magnet). Put each of these clips through the dictionaries to generate predictions of brain activity. Select the 100 clips whose predicted activity is most similar to the observed brain activity. Average those clips together. This is the reconstruction.

Der er to fascinerende forhold ved disse her forskningsresultater:

Det ene er at de komplementerer det man har fundet ud af i forbindelse med spejlneuroner: øjnene ser en anden person udføre en målrettet handling, og den del af hjernen - premortorcortex - som overordnet styrer motorikken i ens egne handlinger, aktiveres på samme måde hvis man selv foretog den handling man ser en anden gøre.

   En metafor på det kunne være at et afspillet musikstykke når man hører det, "indskriver" noderne til musikstykket i hjernen, hvor "noderne" altså er de neuroner der aktiveres i præmotorcortex

   Her går vi så den anden vej. Vi registrerer "noderne" i hjernen og bruger dem til at afspille musikken igen.

   I spejlneuron-forskningen handler det om "encoding", mens det i de her nye eksperiemnter handler om "decoding".

 

Det andet er at man altså her kan ane de første skridt mod muligheden for også at kunne "aflæse" hvad folk fantaserer og drømmer når de gør det i billeder. Altså rent faktisk aflæse hvad de ser på den indre skærm med det indre øje når de forestiller sig noget.

   Vi har allerede tidligere set at spejlneuroner også aktiveres når man forestiller sig selv at udføre en handling - uden faktisk at gøre det. Så på et eller andet tidspunkt må det være muligt at koble disse to forsøgsrækker sammen. Og dermed få en dokumentation for at når vi ser en film eller læser en fortælling, så oplever vi den rent faktisk som om det var os selv der producerede filmen/fortællinge for vores "indre skærm" eller "indre øre".

Og endelig er der jo en klar analogi i eksperimentet til hvad der må ske når vi genkalder os oplevelser som har sat sig spor i den autobiografiske hukommelse. Oplevelserne som jo er en indprægning af sanseindtryk på et bestemt tidspunkt og på en bestemt lokalitet, rekonstrueres i en form så de derefter kan omsætte i en sproglig fortælling - men også fx males på et lærred. 

Om Jon Bang Carlsens fantastiske metaforsprog - og om kilderne til hans kreative personlighed

Jon Bang Carlsen er en af de filminstruktører hvis film altid har tiltrukket mig - fordi deres fortælleformer og udtryk balancerer på grænsen mellem fakta og fiktion.

    For mange år siden da jeg samlede eksempler ind et kursus i "Faktion som udtryksmiddel", var der en der gav mig filmen "En rig mand" til gennemsyn. Det var en stærk oplevelse at se den, den handler om xxx der opfandt en flydende gødning til at gøde stueplanter med. Og jeg husker tydeligt at jeg var dobbelt fascineret dels af portrættet af den mærkelige mand, og dels af usikkerheden om hvor meget der var aftalt og instrueret.

I min bunke af klippede avisartikler fra sidste år fandt jeg en kronik af ham fra Politiken (29/5/11) med rubrikken: "Et land der tør tro på mirakler". Manchetten fortæller at der er tale om et "Postkort fra USA, hvor en barnlig brutalitet hersker - både rørende og afskyvækkende for en pæn dansker med humanistiske ambitioner".

   Jeg husker ikke at jeg før har læst noget af Jon Bang Carlsen, men kronikkens sprog fik mig mentalt set til at spærre de indre øjne op. Det vrimlede simpelt hen med fantastisk levende metaforer og metonymer. Billederne næsten snublede over hinanden. Og ofte er filmfolk ikke specielt gode skribenter.

Metaforerne var ikke af den slags jeg ellers mest har beskæftiget mig med her på bloggen: de konceptuelle metaforer som er universelle og som vores bevidsthed bl.a. bruger til at tænke over og tale om indre mentale tilstande ("jeg var i sort humør") eller sociale relationer (han fik den kolde skulder).

  Nej, her var der en masse ægte kreative og mentalt eksplosive metaforer, prægnante metonymer  og musikalske bogstavrim som fx når han beskriver den amerikanske morgenmad (mine kursiveringer og fremhævelser):

Jeg har ikke smagt dårligere og mere ukærlig mad, siden jeg for mange år siden havde min gang bag Jerntæppet, hvor alle retter, ligegyldigt hvilket fransk navn de bar, smagte som spildolie fra en sovjetisk traktor, der var brændt sammen en råkold tirsdag midt i en femårsplan.

Eller når han beskriver Los Angeles bybillede gennem Eurpas kirkers mentale optik:

Jeg elsker Los Angeles.

   Her er ingen af Europas krævende katedraler, som det er ens forbandede fødselspligt at bøje nakken for i underdanighed, ingen teser, som Martin Luther uden 'King' for et halvt årtusinde siden bankede op på en kirkeport i Wittenberg, og som med pedantisk germansk alvor viskede alle kalkmalerier  på kirkernes vægge ud.

  I Los Angeles er der kun grafitti og malerier i neon. Fjerner man dem, står der ikke en smuk kirke tilbage i landskabet, men et elendigt paphus, man frit kan brænde ned, for ingen vil savne det.

  Måske kaldes USA 'Guds eget land' på grund af manglen på tusind år gamle klamme stenbygninger, som den frysende søn af Gud ikke kan flygte fra uden at fornærme sine pedantiske fans.

Jeg bliver nysgerrig: Ud over at være en af de kunstnere der tydelig vis har en ubændig lyst til at blande genrer - konceptuel blending - og har et vildt blomstrende sprog, hvad slags personlighed er han ellers? 

   Hører han, som jeg umiddelbart antager til den særligt kreative type? Det vil fx sige: "flere personer i en", en barndom eller ungdom med tab, og savn og fremmedgørelse i forhold til forældre, skole, miljø, kreativ vrede?

Jeg googler på Jon Bang Carlsen og finder en fire år gammel kronik af ham fra Information 25/7/07 med den slagkraftige og sigende rubrik "At se i blinde". Her har han en enkelt reference til sin barndom unde omtalen af en filmtrologi han er igang med fra Sydafrika:

Inspirationen til triologiens anden film Portræt af Gud har som Blinded Angels noget med øjne at gøre. Som barn knælede jeg hver aften ved siden af min seng og bad til et groft, men desto smukkere portræt af Jesus, malet af Roualt. Da familiekatastrofen alligevel skete, stak jeg ildraveren ned i kakkelovnen på barneværelset og ventede til den blev rødglødende. Så brændte jeg øjnene ud på min barndoms Jesus.

   Siden har jeg prøvet at restaurere gudens portræt i en streg, som ikke vender ryggen til al den tvivl livet har givet mig. Det er der kommet en hel række film ud af, som alle prøver at definere en sandhed, som ikke udelukker tvivlen. Og som alle, ligegyldigt hvor dokumentarisk, de går klædt, benytter løgnen til at komme om bag virkelighedens maske. 

Jo, den er da vist god nok! "Familiekatatrofen", "brændte øjnene ud på min barndoms Jesus".

    Jeg søger videre. På tidskriftet Goldbergs hjemmeside finder jeg en artikel fra 2007 skrevet af Af Jacques Blum og Eva Bøggild under rubrikken "Renhed og rædsler", skrevet i anledning af Jon Bang Carlsens film "Purity Beats Everything".

De smalle læber, den maskuline autoritet, de blå øjne og blonde hår. Nazist? Hvid sydafrikaner? Når Jon Bang Carlsen fortæller om sig selv og sin rolle i verden, er det som tilhørende gruppen af bødler, ikke ofrene.

   Jo, han var måske offer som barn – offer for forældrenes skænderier og skilsmisse, en voldsom far og en i perioder depressiv mor.

nnn”Weekendforældre” omtaler han sit forhold til forældrene som og forklarer, at der ikke var megen struktur på dagligdagen, og at børnene i et stort omfang var overladt til sig selv.

Hovedpersonerne er to overlevende holocaustofre hvis historie Jon Bang Carlsen ifølge artiklen spejler sig i gennem filmen om og med dem. 

Det er ikke svært at spore instruktørens indignation og vrede i filmen. Men Jon Bang Carlsens vrede er hverken diffus eller abstrakt. Hans vrede, forklarer han, retter sig mod de omgivelser – herunder hans forældre der blandt andet boede i Vedbæk i 1950’erne – som ikke nævnte Holocaust med et ord.

   Ofrene fandtes ikke, omtalen af naboen Tysklands moralske og kulturelle sammenbrud, bunkerne af lig og de menneskelige ydmygelser blev væk i den pæne og ordentlige tavshedsspiral.

Jon Bang Carlsen er klart det filmvidenskaben har døbt en auteur, der er kendetegnet ved at personligt farvede motiver, temaer og karaktertyper er gennemgående i det samlede "filmværk", og at en vigtig drivkraft i hans motivation for at producere filmene er en mere eller mindre bevidst ønske om  selverkendelse og selvudvikling.

   Præcis som jeg for nogle år siden fandt ud af gjaldt for tv-dokumentaristen Poul Martinsen.