Ondskabens teater - Thomas Breivik´s manifest adapteret til teatret - hvad er problemet?

Inden for film-, teater og litteraturvidenskab har man et begreb adaption. Typisk dækker det dette at en roman eller et teatestykke "omsætttes til en spillefilm. Et moderne fagudtryk der dækker delvis det samme men mere generelt er remediering.

   Jeg vil beskrive det som en særlig form for konceptuel blending, hvor man mixer to konceptuelle rum, og gennemfører en medie- form- og udtryksmæssig re-framing.

Film- og tv-historien vrimler med adaptioner: Karen Blixens Min Afrikanske Farm der blev til filmen Out of Africa (med Maryl Streep i hovedrollen), Babettes gæstebud, Nexøs Pelle Erobreren, Kirks Fiskerne, Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder, Tintin: Enhjørningens hemmelighed. You name it.

   Næsten hver gang man nogen har adapteret, har det givet anledning til debat og kritik. Typisk har indvendingen været at man begår "overgreb" mod det originale kunstværk, eller at adaptionen forfladiger originalværket.

  En debat der udspringer af visse kulturnørders mixofobi: angst for at blande forestillinger og nedbryde grænser. 

  Og for nogle få indlæg tilbage fortalte jeg om en anden adaption - fra journalistik til teater: Zetland Live-forestillingen - og roste det for et udtryk for kreativitet og nytænkning. Der var ingen debat - kun ros. Også hos anmelderne.

Men siden i torsdags har der kørt en ophedet adaptionsdebat i alle medier, men den er kørt ud af et andet spor.    

   To teaterfolk, skuespilleren Olaf Højgaard og instruktøren Christian Lollike er igang med at udforme en teaterforestilling på Cafe-teatret, som så vidt man kan forstå, får karakter af en monolog. Titlen "Manifest 2083". 

   Altså en forestilling der skal dramatisere massemorderen Anders Behring Breivik herostratisk berømte skrift på 1500 sider som han rundsendte på nettet umiddelbart inden han gennemførte to terrorhandlinger i Norge: bombningen af regeringsbygninger i Oslo og nedskydning af en masse børn og unge på øen Utøja.

   Kritikken går på etikken i forhold til de berørte mennesker - venner og pårørende til de myrdede, og i forhold til det samfund det foregik i. Man åbner mentale sår, som den enkelte personligt og som samfundet som helhed har forsøgt at læge. 

  Og ikke mindst er problemet at man altså giver ordet til en af de værste forbrydere i mands minde. Får han ikke præcis den opmærksomhed han satsede på med sin ugerning. 

Problemets kerne ser ud til at være at der netop er tale om en monolog, og at Olaf Højgaard skal fremstille - give skikkelse, mimik og mæle - til personen Anders Behring Breivik, ud fra et gennemracistisk skrift som han har forfattet.

I Politiken i torsdags spørger  Kjeld Hybel de to:

"Men er der ikke en risiko for bare at skabe mere opmærksomhed om Breiviks tanker og give andre ideer til at gentage vanviddet?"

   "Det kunne man godt frygte, siger Lollike. "Men vi er selvfølgelig ikke ude på at lave propaganda. Vi er interesseret i at vise, hvordan man kan gå fra at være normalt velfungerende og så til at gå i frivillig isolation og anskaffe sig våben og sprængstof og radikalisere sig selv.  Og vi tror på vores eget medie teatret. Vi tror vi kan få hans vanvittige kortslutninger til at fremstå afskrækkende. "

Jeg studser: Er det et lærestykke de er ude på: Se hvor  galt det kan gå hvis man er normal og så begynder at tænke den slags tanker om korsridder og muslimer i en evig historisk kamp. Er det præmissen for teateradaptionen

   Mit kendskab til skuespilleriet siger at mange skuespillere elsker at spille skurke, fordi det er en stor udfordring at gennem rollen at forsvare en person man absolut ikke sympatiserer med eller direkte tager afstand fra.

    Kjeld Hybel fortsætter:

"Man kravler ikke lige ind i hjernen på sådan en fyr. Det er ikke som at spille Hamlet", siger jeg. Højgaard her flere gange spille Hamlet. Højgaard har flere gange spillet Shakespeares prins på Kronborg.

   "Nej det er noget af et sceneskift", bekræfter Olaf Højgaard. "Og jeg er bare sådan skruet sammen som skuespiller, at hvis jeg endelig skal gå, så vil jeg også gå hele vejen. Jeg er nødt til fordomsfrit at åbne mig for, hvad der er foregået i det menneske. At jeg som privatperson ville være en af dem, han ville henrette... det er noget andet."

Jeg undrer mig: Når en god skuespiller virkelig spiller en rolle fremragende, så er der tale om en form for psykologisk blending - en difussion af skuespillerens mentale ressourcer og så den rolle han skal investere dem i. Man taler ligefrem i skuespiller-jargonen at skuespilleren skal "forsvare" sin onde figur.

     Jeg husker Hitlerfiguren i filmen "Der Untergang" hvor skuespilleren Bruno Ganz spillede hovedrollen. Og tjekker den danske Wikipedia der skriver:

Der Untergang er en af de første tyske film, hvor Hitler har en rolle som historisk figur, og diskussionen herom gik allerede før premieren. Det, mange var bange for, var, at Hitler i en film om Hitler som person, isoleret fra sit terrorregime, skulle blive fremstillet på en måde, som gjorde, at folk enten ville føle sympati for ham, eller at han skulle blive fremstillet som en gal mand. De fleste er dog enige om, at det er lykkedes for filmskaberne at få vist et troværdigt balanceret billede af Hitler. Han bliver fremstillet som et menneske, men et menneske med få sympatiske træk. Af sympatiske træk kan nævnes, at han opfører sig ordentligt mod staben og behandler sin hund, Blondi, med stor omsorg og kærlighed.

Der er klare paralleller til de sidste dages danske debat om dramatiseringen af Breiviks manifest. Og Breivik er jo også blevet sammenlignet med Hitler som vel også var hans idol.

Som nævnt ovenfor, har billedet af Hitler været meget en-dimensionalt i stort set alle film om det tredje rige. Der Untergang´s vigtigste pointe er at vise Hitler som menneske og ikke uhyre.

   I løbet af filmen fokuseres der meget på den menneskelige og mentale opløsning, som Hitler gennemgår. Frem for at fremstille Hitler som et uhyre der vælger at begå selvmord, viser filmen hvordan et menneske gradvis går i opløsning, under de konstante kampe, både under og over jorden. Ved at vise denne opløsning sker der det, at Hitler kommer til at fremstå som et menneske, hvilket reelt fjerner det dæmoniske - og også det overmenneskelige - fra personen.

   Fra at være det tredje riges gudlignende skikkelse, reduceres han til at være et menneske, der bukker under for presset. Netop den pointe er filmens alt overskyggende pointe.

   Set i forhold til hvad der er lavet af andre film om Hitler og det tredje rige, er der ingen tvivl om, at Der Untergang på det autentiske og psykologiske plan er en af de vigtigste (måske dén vigtigste) film der er lavet om det tredje riges undergang.

Jeg kan ikke se andet end at forestillingen hvis det bliver godt teater og figuren godt spillet, må indebærer en menneskeliggørelse af Breivik. Og det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg tror at alle mennesker under de rigtige forkerte omstændigheder kan komme til at gøre de mest grusomme og umenneskelige ting (tænk på Abu Ghreif-fængslet og mishandlingen af Irakiske fanger der).

   Men hvordan det samtidig kan gøre "hans kortslutninger afskrækkende", det går over min forstand.