Metafor (1) - når sproglige billeder skal skabe 'ny virkelighed' - og gøre ideologi der indebærer krig og kamp, socialt acceptabel

Jeg har tit skrevet om metaforer og betydningen af dem her på bloggen når der har været en god anledning til det, dvs. når nogen med magt eller indflydelse i deres retorik gør brug af metaforer som i manipulatorisk øjemed skaber associationer og følelser i en bestemt af afsenderen ønsket retning.

   Jeg har også mange gange skrevet om og fremhævet kreativt journalistisk sprog med metaforbrug der gav aha-oplevelser, fx i artikler og interviews af Niels Thorsen.

   Men også blandt sportsjournalisterne som ellers er berygtede for storforbrug af slidte klicheer og halvdøde metaforer i deres reportager, kan man finde kreative sprogbrugere og metaforskabere, fx i artikler af Politikens Rasmus Bech, som den her fra Søndagspolitiken 28/01 med overskriften

Wozniacki fældede tårer -  men hvem græder i dag?

- en artikel der med en elegant metafor kæder Caroline Wozniackis Gran slam-sejr i Australien og hendes reaktion på det, sammen med herrernes håndboldlandshold der som storfavoritter tabte til Sverige om fredagen, og søndag eftermiddag skal spille om bronze i en kamp mod Frankrig (jeg har fremhævet og kursiveret udtryk som især bidrager til at gøre artiklen levende og frisk):

Det vigtigste er, at kvinden fra Odense, mangemillionæren fra tennisklubberne i Køge og Farum, nåede sin drøm efter en af de mest velspillede, spændende og jævnbyrdige kampe, jeg nogensinde har set.

   En kamp, hvor begge spillere forvandlede taberbolde til vinderbolde. Og aldrig gav op, men løb, løb og løb. Og slog, slog og slog.

   At Wozniacki – danskeren, som drillebarsk bliver kaldt ’polakken’, når hun taber – græd sine tårer, da kampen var overstået, og hun stod som vinder af Australian Open og er en ny nr. et på verdensranglisten, er til at forstå.

   Det var et følelsesstærkt øjeblik, og jeg skal gerne indrømme, at vandstanden i den gamle redaktørs øjne også var over daglig vande.

   Grædes der også tårer i Zagreb i dag, 15.787 km i luftlinje fra Melbourne?

   Næppe. Men der var små klumper i halsen på håndboldspilleren Lasse Svan, da han fredag aften med skuffede, matte øjne skulle forklare hvorfor (pokker) de olympiske mestre kunne tabe EM-semifinalen til et sygdomsramt svensk hold, der måtte stille op uden sine to bedste skytter.

Jeg begyndte at skrive det her indlæg for nogle dage siden, da jeg læste en lang artikel i Søndagspolitiken (21/1) af Lotte Thorsen om de helt unikke metaforer som man bruger om kræftpatienter som er døde af deres sygdom efter kortere eller længere tids kemobehandling:

"Du er sej. Godt kæmpet. Hold ud. Godt gået. Det er dit livs kamp. Tænk positivt."

(...)

 »Fodboldenglen tabte sin sidste kamp«, lød det i december i en overskrift i Politiken, da fodboldspilleren Henning Jensen døde. »Vellidt lærer tabte kampen til kræften«, skrev JydskeVestkysten i oktober. »Radikal kæmpe død: Niels Helveg Petersen tabte kampen mod kræft«, skrev lokalavisen.dk i juni.

https://politiken.dk/kultur/art6287582/De-d%C3%B8de-har-ikke-tabt.-De-er-d%C3%B8de-af-kr%C3%A6ft

At bruge en metafor  til at karakterisere et abstrakt og kompliceret emne, indbærer at emnet anskues gennem en speciel optik. Man kan sige at metaforen sætter en mental ramme - en frame - for hvordan man tænker om emnet.

   Når det drejer sig om en kræftsygdom som patienter dør af, så frames sygdomsforløbet altså typisk som 'en kamp' eller 'en krig' der kan 'tabes' eller 'vindes', en framing man ikke ser brugt ved den sproglige beskrivelse af andre livstruende sygdomme.

   Og problemet ved den framing er det der står i manchetten til artiklen:

Kræftpatienter er sprogligt næsten altid i krig eller på rejse, viser ny forskning. Men de kampmetaforer,der giver en følelse af handlekraft hos nogle patienter, skaber skyldfølelse hos andre over ikke at kæmpe godt nok til at blive helbredt.

Derfor kunne det være en god ide at have andre sproglige muligheder til rådighed for både patienter, pårørende, personale og journalister - hvis man ikke vil inficerer sin egen tænkning om sin egen kræftsygdom med skyldfølelse. 

   Og som manchetten slutter med at fortælle, så "vil sprogforskere og kræftlæger  i Storbritannien nu udarbejde en metafor-menu til mennesker, der lige har fået deres diagnose".

En sådan metafor-menu kunne de journalister der skriver om politik, også godt have brug for.

   Udviklingen har gennem de senere år nemlig været at man i stigende grad trak på sportsjournalistikkens sprog til metaforisk at beskrive - og dermed frame - de politiske liv og dets aktører - især omkring valgene. En form for journalistik som man på engelsk har kaldt "horserace journalism", og som altså indebærer at det politiske liv primært ses igennem metaforen "hestevæddeløb" og som svarer på spørgsmålet "hvem vinder" og "hvem taber", i stedet for på  hvad indholdet er af de forskellige partiers politik.

  Wikipedia:

Horse race journalism is political journalism of elections that resembles coverage of horse racesbecause of the focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."[1]

Det er altså hvad metaforer kan og gør: rammesætte - frame - den måde læserne kommer til at tænke om det emne man har brugt metaforen om.

En sprogforsker, Thomas Madsen, har i en afhandling for nogle år siden givet eksempler på politikeren Poul Schlüters egen metaforiske framing af politik: nemlig gennem formlen: 

Politik = KRIG

Eksempler med Poul Schlüter-citater fra afhandlingen:

"Samtidig forudser han, at der fra 1984 bliver plads til en offensiv politik, når de nødvendige besparelser er foretaget” (Jyllands-Posten 1983-05-22).

"...  og vi politikere må disciplinere os, hvis der skal stå respekt om vores kamp om magt og indflydelse...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"... mere eller mindre ekvilibristiske happeninger med motiverede dagsordener, drabelige fodnote-kampe og meget andet, som befolkningen iagttager ...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"Vi har med andre ord vundet mange politiske sejre og lidt nogle få nederlag” (Aktuelt 1983-06-12). 

"... at to politiske modstandere trods ægte politisk strid og uenighed kan tale fortroligt med hinanden” (Aktuelt 1983-06-12). 

"Socialdemokratiet har valgt udenrigsministeren som fast angrebsmål” (Berlingske Tidende 1986-03-16). 

Thomas Madsen udlægger indledningsvis P(oul) S(schlüter)-citaterne sådan:

Når PS beskriver politik, som om det er krig, er det ikke blot et udtryk for retoriske færdigheder. Den sproglige billeddannelse er i lige så høj grad en mental proces, der er med til at styre vores handlinger og vores oplevelse af verden. Der er altså tale om, at PS oplever politik som et fænomen, der i visse aspekter er identisk med fænomenet krig. Vores dagligsprog er grundlæggende metaforisk struktureret.

https://repozytorium.amu.edu.pl/bitstream/10593/3853/1/25_Thomas_MADSEN_Metaforer_i_den_politiske_diskurs_273-283.pdf

Det at bruge metaforer betragtes ofte som udtryk for en form for kreativitet hos afsenderen, nemlig hvis han/hun er poet og metaforerne er ny, friske og originale.  

   Men effekten af metaforbrug i andre former for sprogbrug anses dog blandt sprog-analytikere at være begrænset af hvor 'slidt' disse verbale overføringsbilleder er.

  NB! 'Slidt' er i øvrigt også en form for metafor idet udtrykket implicerer at noget sprog ligesom fysisk genstande kan blive mere eller mindre 'slidt ned' (=ødelagt) ved hyppig og hensynsløs brug.

 

Man taler også traditionelt (og metaforisk!) om at nogle metaforer er 'levende' eller 'aktive' mens andre er 'døde'. 

   En 'levende' metafor er kendetegnet sprogbrug hvis sprogbilleder rent faktisk aktiverer hjernens visuelle fantasi for at give mening, mens der for 'døde' metaforers vedkommende gælder at vi slet ikke eller kun med besvær får aktiveret de bagvedliggende billeder i hjernen når vi støder på dem:

  Når vi siger "tiden løber", så aktiverer det ikke et billede af "nogen der løber".

  Når vi siger "overhængende fare", så aktiverer det ikke et billede af "noget der hænger over hovedet på en".

  Når vi siger "jeg vil gerne understrege at ...", så aktiverer det ikke forestillingen om "en blyant der sætter streg under ordene i en tekst."

Men det betyder ikke at disse døde eller tyndslidte metaforer ikke har en funktion.

  Lingvisten George Lakoff har sammen med kollegaen Mark Johnson skrevet bogen "Metaphors We Live By", hvor netop de 'døde metaforers" afgørende betydning for vores mere abstrakte tænkning, er et vigtigt fundament i teorien. 

   Vi kan simpelt hen ikke tænke abstrakt uden at gøre brug af det de kalder 'conceptual metaphors'.

Berømt, berygtet og bl.a. af Lakoff analyseret og kritiseret er den tidligere præsident George W. Bush' metafor da han lancerede en diffus kampagne mod international terrorisme efter selvmords-flyangrebene på  'World Trade Center' i New York den 11. september 2001: 'Krig mod terror'.

   Wikipedia:

The War on Terror (WoT), also known as the Global War on Terrorism (GWOT), is an international military campaign that was launched by the U.S. government after the September 11 attacks in the U.S. in 2001. The naming of the campaign uses a metaphor of war to refer to a variety of actions that do not constitute a specific war as traditionally defined. U.S. president George W. Bush first used the term "war on terrorism" on 16 September 2001, and then "war on terror" a few days later in a formal speech to Congress.

Bush' efterfølger Barack Obama hørte til kritikerne og 'aflyste' denne verbale "krig":

U.S. president Barack Obama and his administration (2009–2017) on a number of occasions expressly rejected the term "War on Terror", as well as the qualifier "global", as being inaccurate and misleading. President Barack Obama announced on 23 May 2013 that the Global War on Terror is over, saying the military and intelligence agencies will not wage war against a tactic but will instead focus on a specific group of networks determined to destroy the U.S. On 28 December 2014, the Obama administration announced the end of the combat role of the US-led mission in Afghanistan.

Det en metafor gør i politik, at at den presser borgerne og offentligheden til at se på et kompliceret og abstrakt fænomen, i det her tilfælde international terrorisme, gennem en konkret og forenklende optik som leverer den frame som  i præsident Bush eksemplet logisk indebærer at,,,

Terrorisme = KRIG

Og "krig" føres jo med typisk med våben og soldater og bomber, og den metaforiske ramme kommer dermed til at legitimere militær indgriben i og besættelse  af - fx Afghanistan.

Med valget af Donald Trump som præsident efter Obama, fik man en meget dygtig og effektiv metaforproducent og -bruger, hvad journalister og andre observatører allerede under hans valgkamp blev opmærksomme på.

   For et lille års tid siden kunne man læse dette i Hartfort Courant, skrevet af journalisten Rob Cyff:

During the presidential campaign, he laced his pronouncements with vivid Trump-aphors: "drain the swamp," "flood of refugees," "rigged system." He compared Syrian refugees to a "Trojan horse," and, in one mixed metaphor regarding China, he lurched from describing the the U.S. as "a piggybank that's being robbed," to claiming the U.S. "holds all the cards," to declaring "we can't allow China to rape our country."

His inaugural address will perhaps be best remembered for a simile ("rusted-out factories scattered like tombstones across the landscape") and a metaphor ("this American carnage").

Trump bruger metaforer lidt som sportsjournalister gør det. Uden nogen samlende frame, men så det enkelt udsagn bliver illumineret af det billede han bruger lokalt i sin tekst. Det vil også sige meget lig den måde almindelige mennesker bruger metaforer på i deres dagligsprog ('erfaringssprog').

Trump's adept deployment of figurative language was on full display at his Feb. 16 news conference. He mobilized the mechanical: "My administration is running like a fine-tuned machine"; the medical: "Isis has spread like cancer," "the bleeding of jobs from our country"; the aquatic: "drain the swamp of corruption in Washington, D.C."; and the athletic: "to bring our jobs back to this country. big league," "we've issued a game-changing new rule."

   One of his analogies was, quite literally, shocking. Alleging that Hillary Clinton had been given debate questions in advance, he asked, "Can you imagine if I [had] received the questions? It would be the electric chair."

   But perhaps his most striking metaphor at that event was his darkest: "We have Hispanic American people that are in the inner cities, and they're living in hell."

   Two days after the news conference, he mustered another metaphor when reporters asked him why he was holding campaign-style rallies: "Life is a campaign."

Rob Cyff konkluderer at det netop er fordi Trumps metaforbrug ikke er særlig original, at den er så effektiv ("clever"):

Trump's figurative language isn't sophisticated or original, but it's clever. And that's precisely what makes it so effective. The fact that his metaphors and similes are stark, common and even a bit stilted makes them more powerful because they're comparisons that average Americans can understand.

http://www.courant.com/features/hc-president-trumps-metaphors-20170225-story.html

Man plejer at sige når man diskuterer effekten af den slags retorik i politisk sprog, at faren ligger i at 'sproget skaber virkeligheden'. 

Lad os så lige vende os til vores eget land og vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen.

   En stor del af nytårstalen 2018 helligede han de alvorlige problemer for Danmark som i følge hans optik udgøres af "ghettoerne", særlige bydele eller kvarterer hvor indvandrere "klumper sig sammen", og som er problemer fordi de fører til at vi har fået "parallelsamfund".

   Og opståen af parallelsamfund modvirker den 'integrationspolitik' som går ud på at flygtninge og indvandrer som opholder sig lovligt i Danmark, så vidt muligt og så hurtigt som muligt skal blive en problemløs og friktionsfri del af det danske samfund.

    Statsministeren forklarede i sin tale ghetto- og parallelsamfundsdannelsen som en konsekvens af en for "slap udlændingepolitik" som regeringer og Folketing har ført i alt for mange år. Altså i virkeligheden en slags selv-kritik.

   Så de problemer skulle og ville regeringen nu gøre noget alvorligt ved, og det kunne bl.a. indebærer at 'man' helt konkret skulle rive nogle af de boligblokke ned som disse ghettoer var rammen om.

   Sådan nogenlund var tankegangen i en stor del af talen.

Hvad er der på spil her af metaforer - døde eller levende, nedslidte eller friske?

   At tale om at udlændingepolitikken er 'slap' eller 'stram', giver kun mening hvis den bagvedliggende metafor tænkes som om 'en snor' eller 'et reb' som man gennem lovgivning binder omkring udlændinge. Jo 'strammere' politik, jo mindre bevægelsesmuligheder har de; jo 'slappere' politik, jo mere uhæmmet og hensynsløst kan de tillade sig at opføre sig.

   Hos mig aktiveres nogle linjer i julesangen "Højt for træets grønne top" som lyder: "Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet."

 

Når man bruger betegnelsen 'parallelsamfund', så er den bagvedliggende metafor den definition som vi alle husker fra vores skoletids geometriundervisning: "Parallelle linjer kan aldrig mødes."

   Altså metaforen 'parallelsamfund' implicerer at der er en uoverstigelig mur mellem ghettoernes sociale liv og det omgivende samfunds: de kan aldrig mødes og finde ud af det sammen.

   Det er naturligvis noget sludder. I praksis sker der en livlig interaktion og udveksling af  sprog, tanker, ideer mellem de to samfund, selvom den også er konfliktfyldt og der er grænser og modstand der skal overvindes.

   Men metaforen om 'de parallelle samfund' understreger uoverstigeligheden i problemerne.

Så kommer vi til 'ghettoerne'! Er det en metafor overhovedet? - Ja, det er det. Her er hvad denstoredanske.dk kan fortælle om ordets oprindelse og moderne brug i Danmark:

ghetto, område, hvor jøder især i kristne lande er blevet tvunget til at bo. Ghettoerne var trange og overfyldte og ofte omgivet af en mur, hvis porte blev låst om natten. Ordet ghetto blev først brugt om jødekvarteret i Venezia, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

   Ordet ghetto stammer fra bydelen Ghetto i Venezia, enten af ital. getto 'støberi' eller af hebr. ghet 'afsondring, adskillelse'.

   Institutionen er ældre end navnet og bl.a. en følge af det 4. Laterankoncil i 1215. Se antisemitisme.      

Betegnelsen bruges nu mere generelt om fattige bydele, som domineres af en bestemt befolkningsgruppe; i USA fx om Harlem i New York, der ligesom tilsvarende kvarterer i Chicago, Detroit og andre storbyer er domineret af en fattig, sort befolkning.

Hvordan så i Danmark, hvordan er betegnelsen her blevet brugt? Tydeligvis med overført betydning i forhold til oprindelsen i Venedig:

I Danmark er forskellige boligkvarterer, først og fremmest i København, før i tiden blevet betegnet som ghettoer, fx kvarteret omkring Vognmagergade i Københavns centrum der fra ca. 1880 til begyndelsen af 1. Verdenskrig var domineret af jøder indvandret fra Østeuropa.

Der er  her klart en historisk kobling til Venedig fordi bydelen "omkring Vognmagergade" "var domineret af jøder". 

I Danmark fik 'ghetto' ny betydning af Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2004, idet han her refererede til boligområder som Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense, og Tingbjerg i København. Og der blev efterfølgende nedsat et såkaldt 'ghettoudvalg' der skulle komme med 'anbefalinger'.

   I 2010 lancerede Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale en såkaldt 'ghettostrategi' som førte til en administrativ definition af en 'ghetto' i Lov om almene boliger fra december 2010. Og der blev i den forbindelse indført en liste over danske 'ghettoområder', en liste som årligt skulle og skal opdateres.

   Her opregnes de kriterier der nu administrativt definerer 'en ghetto':

Ved et ghettoområde forstås en fysisk sammenhængende almen boligafdeling, som opfylder fem kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år)

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Fra at være en metaforisk framing af nogle fremhævede bydele rundt om i Danmarks storbyer, som disse bydele aldrig ville bruge om sig selv, så er begrebet nu gledet over i at blive til en lovgivningsmæssig mur som beboerne - ligesom i Venedig - administrativt er blevet spærret inde i af den poltiske omverden. 

    Når Løkke Rasmussen derefter tager denne forenklende og historisk belastede metafor med i sin tale, og fremhæver en særlig form for indsats som målsætning, nemlig "at afvikle", så løber han  metaforisk og framingmæssigt tæt i hælene på George W. Bush fra 2001, når han i Nytårstale siger:

Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Med formuleringer som "bryde betonen op", "rive bygninger ned", og "sprede indbyggerne", er vi ikke langt fra at de danske seere kan få uudtalte associationer til formuleringer som: "Krigen mod Ghettoerne", eller: "Krigen mod parallelsamfundet". 

   Og det var vel netop den framing statministeren gerne ville have, men ikke ville sige ligeud. Og billederne som aktiveres skal journalisterne og deres fotografer nok levere:

Søsterhøjhusene Agerkær (billedet) og Ruskær i Rødovre
blev jævnet med jorden i 2012.

https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art6282492/Jo-det-kan-v%C3%A6re-n%C3%B8dvendigt-at-rive-ghettohuse-ned

Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.

Journalistiske frames i valgkampen - og bagefter

Denne blog har ikke som primært fokus at være kritisk over for alt og alle. Det drejer sig om ny viden om kreativitet, og om analyser af kreativitetens vilkår i mennesker og medier.

   Ikke desto mindre kan den journalistiske dækning af valgkampen og af den nye regerings første uger, godt nok give anledning til - mismod.

Det drejer sig igen om konceptuel framing, og om hvordan bestemte frames styrer vinklingen i dækningen af politisk stof.

   Dette at så mange journalister ubevidst er underlagt bestemte ensartede og dominerende konceptuelle frames, begrænser og bremser den journalistiske kreativitet.

   Frames fungerer for journalister som mentale skyklapper hvis de ikke er bevidste om dem, og bevidste om at der kan tænkes andre alternative frames inden for et journalistisk fagområde.

Jeg har tidligere været inde på "horserace-journalism" som er den engelske metafor for den frame hvor journalister fokuserer på proces, strategi, og person i dækningen af et lands politik.

   Den frame står i modsætning til en der ikke findes en smart metafor for, men som fokuserer på indholdet i den politik der fremlægge og vedtages (eller som falder på manglende fleretal) - og på konsekvenserne af og perspektiverne i den lovgivning der gennemføres eller ikke gennemføres.

Hvordan har de to frames - proces-framen og substans-framen - fordelt sig i mediernes dækning af valgkampen, kunne man spørge.

   Det får man - delvist - svar på i Berlingskes kronik i dag. Af Mark Ørsten fra RUC og Lasse Skjoldan fra Infomedia.

   Rubrikken lyder: "Den kommenterede valgkamp". De to forskere har ikke set på den samlede journalistiske dækning, men på den dækning af valgkampen som de efterhånden stadig mere dominerende politiske kommentatorer har leveret.

   Og svaret er - ja, ret så deprimerende. Her formuleret i manchetten.

Det kan have store konsekvenser, når de politiske kommentatorer definerer, hvilke emner der er vigtige, og hvilke der ikke er. Den kommenterede dagsorden for valget var strategi og proces, ikke indhold eller realpolitik.

Opgjort i tal ser det sådan ud ifølge kronikken: 57 procent til proces-dækning, 43 procent til dækningen af den politiske substans :

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

    Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Ifølge kronikken ser det endda de facto endnu mere skævt ud - fordi en del af dækningen af den politiske substans og konsekvens er indlejret i artikler der som overordnet konceptuel ramme har strategi og proces.

Hvad kan medierne og deres kommentatorer gøre ved det - hvis de skulle føle sig ramt af den slags opgørelser? Det er det konstruktive spørgsmål man kan stille.

   Og svaret er ikke svært: Foretage en redaktionel policy-beslutning om "kvoterering" af framingen, og derefter udøve redaktionel selvkontrol gennem en løbende efterkritik ud fra en optælling af hvor mange artikler der vinkles i lyset af den ene frame og den anden frame.

Er det et indgreb i den journalistiske frihed? Overhovedet ikke. Man erstatter bare en ubevidst styring af fordelingen på frames, med en bevidst og policy-bestemt styring. Det vil ikke være forskelligt fra så megen anden redaktionel prioritering.

   Hvis man synes at politiske substans, konsekvens og perspektiv er mere væsentligt end proces, strategi og person, så prioriterer man jo bare det  første op - og det andet ned.

   Men spørgsmålet er selvfølgelig om man synes det - når det kommer til stykket.

Et andet eksempel på at ubevidst framing giver ensidig og dermed ukreativ dækning af det politiske område, er det man kunne kalde "kontrakt-framen". Den siger simpelt hen at det politikere siger de vil gennemføre under en valgkamp, det skal de gennemføre bagefter - uanset om der er flertal for det. Ellers er det "løftebrud".
    Kan seriøse journalister virkelig vinkle på baggrund af en frame der er så indlysende useriøs?

Den anden frame kan man betegne "real-framen". Den siger simpelt hen at politikere, uanset hvad de har meldt ud som deres politik før valget, kun kan forvente at gennemføre det der er flertal for, og derfor må  de nødvendigvis gå på kompromis med det de har meldt ud før valget.

 

Siden regeringsgrundlaget blev offentliggjort, regeringen udnævnt og åbningstalen afholdt, har journalisterne - som lemminger - næsten enstemmigt underkastet deres journalistiske tænkning og ideudvikling "kontrakt-framen". Og derfor har vi siden - dag efter dag - i rubrik efter rubrik - mødt vinkler der indeholder ordet "løftebrud" i forhold til det som den nye regering nu siger den vil realisere.

   Hvordan kan det nu være?

Journalister er gennem 10 års borgerlig regering blevet vænnet til "kontraktpolitikken" som eneste måde at tænke og føre politik på. Og den politisk tænkning har de så generaliseret som en altdominerende frame. Og har fortrængt og glemt de 100 år - inden Foghs de facto-flertalsregering - hvor politik altid var et spørgsmål om "real-politik" - "det muliges kunst" - "demokratiske kompromisser".

   Dette at en enkelt frame får lov til at dominere dækning af politik i medierne, er som regel udtryk for manglende historisk viden og bevidsthed. Og udtryk for mangel på fantasi i forhold til de journalistiske nyhedskriterier. Og sådan også her.

 

Hvad skal der til for at bryde den monotone vinkling og muliggøre alternative frames på redaktionerne?

   Bedre uddannelse af journalister i dansk politiske historie? Så de får en historisk-politisk bevidsthed der går længere tilbage end de unge journalisters egne personlige erindringer!