Lasse Lavrsen skriver om placebo - hjernens kreative selvhelbredende tænkning

Navnet er Lavrsen, Lasse Lavrsen. Journalist af de helt gode! En af de særligt kreative personligheder.

I det foregående indlæg nævnte jeg kort en artikel fra Information for en uge siden der handlede om placebo - det fænomen at når folk tror de får medicin der helbreder eller mildner, men som fx bare er helt virkningsløse kalktabletter, så virker denne placebo-medicin tit lige så godt eller næsten lige så godt som den medicin som folk tror de får. 

   Det var en lang artikel der bredte sig over tre fulde sider. En masse journalistisk research har ligget forud. Det er en typisk feature-baggrundsartikel af den slags som jeg kun gider læse hvis jeg virkelig er interesseret i emnet. Men enhver der følger lidt med på bloggen her, vil vide at det er jeg.
   Rubrikken var: 

Din egen medicin

Journalistens navn er Lasse Lavrsen, og jeg mindes tidligere at hav læst artikler af ham med interesse og fornøjelse. Men præcist hvilke, husker jeg ikke lige på skrivende fod. Lidt googling fortæller mig at jeg har læst rigtig mange af ham med interesse. Han er en af dem der har lokket mig til at læse lange "rundt om et faglige emne"-artikler. Atikler der ikke så forfærdelig skarptvinklede så det gør noget.

   Men nu husker jeg navnet for fremtiden. Manden skriver om moderne neurosciense, blandt mange andre emner.

   Se lige hvordan han indleder artiklen. Noget af det vi prædiker for de ny journalistspirerer på uddannelsen er: Don´t tell, show! Og: Brug dig selv!

I løbet af sidste forår oplevede jeg fra tid til anden nogle ret stærke brystsmerter. Smerterne stod på gennem nogle måneder og var særlig pågående, når jeg skulle sove eller sad helt stille for mig selv. Det kunne føles, som om nogen havde stukket en kniv i brystet på mig. Ofte måtte jeg tvinge kroppen forover, når det strammede til hen over hjerteregionen, og i dagevis føltes det, som om min venstre arm sov. Jeg er en helt almindelig sund mand midt i 30’erne, der snart har to børn og et ret gennemsnitligt stressniveau, så jeg fandt det på ingen måder hysterisk at opsøge min læge af frygt for en begyndende blodprop eller hjertefejl. Min læge er en rolig ældre mand, og efter et par dybe vejrtrækninger, et iskoldt stetoskop forskellige steder på mit bryst og et bippende blodtryksapparat, kiggede han alvorligt på mig.

   »Har du taget for mange armbøjninger eller trænet dit bryst på én eller anden ny måde?«

Han har sådan en særlig positur, når han skal være alvorlig, hvor han vender ansigtet ned mod bordet og kigger op på sin patient.

   »Prøv at holde en pause. Det er, som om du har lidt med muskulaturen i bryst-regionen,« sagde han og viste mig anstrengt og alvorligt nogle strækøvelser, jeg skulle lave op ad en væg, inden jeg gik i seng, og når jeg stod op. Hvis det stadig stod på efter et par uger, skulle jeg komme tilbage.

Når man bruger sig selv, så bruger man automatisk erfaringssprog! En banal men vigtig pointe.

Symptomerne forsvinder efter at Lasse Lavrsen har gennemført dem samme aften og én gang til næste morgen. For aldrig mere at vende tilbage, fortæller han. 

   Og da han læser om en amerikansk videnskabsjournalist der har oplevet noget tilsvarende, så gør han som vores allesammens idealjournalistrolle siger at journalister bør gøre: Han undrer sig!

   Og så går jagten ind. Forklaringen på at symptomerne forsvandt som dug for solen, er - eller kan være - en placeboeffekt.

   En amerikansk hjerneforsker er førende inden for placebo-effekten: Ted Kaptchuk. Han citeres i artiklens indledning:

»De fleste mennesker responderer positivt alene på tanken om at få behandling. Det har vi vidst i årevis,« forklarer professor Ted Kaptchuk fra Harvard til Information.

   »Den viden må vi tage videnskabeligt seriøst og arbejde med på niveau med andre behandlingsmidler.«

    For placebostudierne flytter »medicinens kunst« tilbage i forgrunden, som Ted Kaptchuk udtrykker det. Det er her, vi kvantificerer medicinens kunst helt videnskabeligt.

   »Denne forskning viser, at en stor del af den succesfulde helbredelse og bedringer hænger sammen med patientens forventninger til sin helbredelse, læge-patient-forhold og alle mulige rituelle dele af medicinen. Den viden kan flytte hele lægevidenskabens selvopfattelse.«

For mig der det sidste års tid har læst om spejlneuroner i præmotorcortex og default network i hjernen, er der for så vidt ikke noget epokegørende i det Kaptchuk fortæller. Men det bekræfter godt nok nogle af mine mere spekulative skriverier her på bloggen.

    Spejlneuroner aktiveres og "lyser op" som om vi selv udførte handlingen, når vi ser en anden udføre denne konkrete handling. Men de aktiveres også,  bare når vi tænker på denne handling - om end i svagere grad. Og jeg husker at hav læst om at alene tanken om at spise noget slik, gav en på en gang imaginær og helt reel mæthedsfølelse hos forsøgspersonerne som gjorde at de spiste meget mindre af dette slik når man senere fik fri adgang til det end en kontrolgruppe.

Lasse Lavrsen interviewer en dansk forsker om det: Lene Vase. Hun fortæller at Kaptchuk og en italiensk forsker, Fabrizio Benedetti, har brugt hjerneskanning til at finde ud af mere om hvordan denne "indbildningskraft" egentlig virker:

»Patienternes forventning og møde med systemet helt generelt kan have en stor indflydelse på behandlingen og medicinens virkning,« siger hun og forklarer, hvordan man ved hjernescanninger kan se ændringer i hjernens aktivitet under placeboeffekt. I det øjeblik folk får at vide, at de får en smertelindrende behandling, er der mange, der begynder at skabe en forventning om et lavere smerteniveau og det ændrer områder i hjernen, der har med tænkning og planlægning at gøre. Man føler sig roligere og mere afslappet, der aktiverer de emotionelle områder. Disse psykologiske og neurologiske ændringer aktiverer kroppens eget opioidsystem og frigive endorfiner, der hjælper mod smerter.

   »Helt konkret kommer der mindre smertefuld stimulation, så når folk siger, de oplever mindre smerte – så kan det være rigtigt. Det er ikke indbildning. Det kan vi se på hjerneskanningsstudier. Vi kan måle det. Både psykologisk og neurologisk – der sker simpelthen en ændring af hjernen.« Det handler om at udnytte de ressourcer, mennesket har.

De "områder i hjernen" Lene Vaser taler om, kan næsten kun være default netværket, the task negative network som det også kaldes, og som jo er det kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendt opmærksomhedskrævende problemløsning, men fx dagdrømmer, fremkalder erindringer, eller tænker på os selv i imaginære situationer. 

Lasse Lavrsen forfølger så spørgsmålet historisk. Denne viden om samarbjede og samspil mellem "krop og sjæl" gik tabt da den videnskablige medicin opstod og udviklede sig i løbet af 1800-talllet - det samme tab som skete med vores viden om hukommelsesteknikker i samme periode, ifølge Joshua Foer i bogen "Moonwalking with Einstein".

    For at udskille sig fra alskens kvaksalvere måtte de moderne læger insistere på at virkninger af  medicin skulle kunne bevises ved naturvidensakbelige forsøg. Og alt andet var ammestuesnak man ikke kunne fæste lid til. Men det betød altså også at viden om de psykosomatiske effekter som megen af tidligere tideres lægevidenskab sandsynligvis levede højt, gik tabt.

Efter at vi idag på mange måder har lært at behandle og bekæmpe bakterie- og virussygdomme, selv AIDS, så domineres sygdomsbilledet i det moderne samfund af langvarige kroniske sygdomme, herunder ikke mindst de pyskiske som angst og stress, socialfobi, anorexi, depressioner mv. Men også fx permanent rygsmerter, uhelbredelig leddegigt, etc. 

  En af forskerne som Lasse Lavrsen interviewer, foreslår at det negativt ladede ord placebo, er stattes med en eufemistisk formulering som: "sanseindtryks betydning for helbredelse". Man ved fx også at pillernes form og farve spiller en vigtig rolle for hvordan de virker:

Gule piller er særligt effektive mod depressioner, røde piller virker opkvikkende, og grønne er effektive mod angst. Flere piller virker bedre end store, selv om dosis er den samme, indsprøjtning virker endnu bedre og allerbedst virker placebooperationer – særligt mod Parkinson og knæskader – men dem laver man ikke så mange af. Man finder det uetisk.

Når man i mange år har undervist i dramaturgi, og over for kursisterne understreget at farvevalg har betydning for publikums oplevelse af personer og miljøer og situationer i filmen, så er dette jo guf!

De her placeboeffekter vender jo også den anden vej. Hypokondri, dette at nogen bliver syge af at læse om symptomer på sygdomme, er ikke bare udtryk for hysteri og at hypokonderen må tage sig sammen. Deres sygdom kan ende med at være livsfarlig. 

   Lars Lavrsen slutter sin fremragende artikel med igen at refere til sig selv og sine personlige erfaringer. Han går indimellem til akupunktør (det har jeg i øvrigt også gjort flere gange mod tennisalbue, og i Kina mod et næsten invaliderende hold i ryggen). Og han citerer hende for at sige:

»For mig handler det om, hvad kroppen er i stand til. Hvad kroppen kan ved egen kraft, og det er det, jeg hjælper den med,« sagde hun. Vi har glemt vores egen krop, forklarede hun, og mistet tilliden til den, og det har sundhedssystemet også.

   »Dybest set handler det om kærlighed,« sagde hun.

   »Det lyder måske lidt højstemt, men jeg tror, det er det, det handler om. At man ikke har tid til mennesket og ikke skaber relationen.«

Jeg kommer i tanker om noget jeg har lagt mærke til når jeg har konsulteret læger de senere år, noget der jo sker hyppigere og hyppigere jo ældre man bliver. De rører aldrig ved én, hvis de kan undgå det.   

   De får taget en blodprøve eller en blodtryksmåling eller bruger andet fysisk distancerende medicinsk teknologi. Men absolut ingen håndspålæggelser mere, selv ikke da jeg for nogle måneder siden blev undersøgt for en gammel skulderskade, og superkirurgen skulle finde ud af om det var en god ide med en operation til af formindske leddegigten med. 

   Kun røngtenbillederne så han på! Ikke noget med at føle efter med egne hænder. 

   Og den der fysiske kontakt savner jeg, selv om jeg først nu bliver bevidst om savnet. 

   Fra min barndom og ungdom husker jeg jo at lægen fysisk undersøgte én når noget gjorde ondt, eller man klagede over symptomer. Og jeg husker også at jeg egentlig nød det. 

   For ellers var det jo kun mor eller far - og senere ens kæreste - der rørte ved ens hud og påvirkede dens følenerver der sendte signaler til hjernen - og udløste noget den gang helt ukendt lyststimulerende kemi.

Nettet er fantastisk. Jeg søger på Lasse Lavrsen. Her er nogle interessante oplysninger kogt helt ned oplyst i forbindelse med en dagbogsartikel han skrev til journalisten da dagbladsforsøge "Dagen" lukkede efter kun nogle få måneder:

29 år. Fra en lille by nord for Skive. Uddannet fra DJH i 2004. Praktik på Information, siden fast for Informations kulturredaktion og freelancer for diverse magasiner. Startede magasinet 360-grader. Startede og lukkede Himmelblå Fondens Christiania-avis Fireogtyvetimer. Første mand ansat på Nyhedsavisen med start den 1. juni. 

En af de særligt kreative personligheder. Han har været tvunget til at skifte sin dialekt ud med et andet sprog. Det stimulerer fantasien og lysten til at skrive og forstå sig selv. Og ideen med at bruge sig selv i indledningen til artikel finder jeg så også ud af han ikke er bange for at genbruge: 

Denne artikel, disse linjer, er skrevet under påvirkning af stress. For lidt søvn, for meget kaffe og alt for lidt tid. Pulsen stiger, lyset bliver lidt skarpere, og tonen over for kollegerne bliver en lille smule spids. Sådan går det ofte i et arbejde som mit, når deadlinen nærmer sig, og man stadig ikke har taget kontrollen over sit arbejde. Det tager magten fra mig og fylder mig med ubehag, lede, nervøsitet, mindreværd og sved på overlæben.

   »Men det er en hel naturlig reaktion,« forsikrer stressterapeut Thomas Milsted, der er leder af Center for Stress og én af landets førende eksperter.

   »Du er udsat for et tidspres, der giver dig en tvivl, om det er godt nok, det, du laver. En tvivl på, om du overhovedet kan nå at blive færdig. Du har en tvivl, og det oplever hjernen som en følelse af usikkerhed og det trigger hjernen til at stresse.«

Det er et citat fra starten på en artikel Lars Lavrsen skrev i Moderne Tider for over et år siden. Også i Informations tillæg "Moderne Tider". Rubrikken "

Det videnskabelige fix mod stress

 Lars Lavrsenorfølger de samme spor jeg har forfulgt på denne blog. Selv om mit motiv ikke har været stress, og at finde forklaringer på det, men et ønske om at finde ud af hvorfor alt det virker som jeg har påstået i en masse undervisning af tv-journalister.

   Jeg tillader mig at citere videre, for Lasse Lavrsen har godt nok læst grundigt på lektien, og skriver lysende klart:

De strukturer i min hjerne, der er på overarbejde nu, er ældre end de strukturer, der tænker. Min hjerne forholder sig ikke til det, der faktisk sker omkring mig - at det hele nok skal gå, at jeg om lidt har afleveret og kan gå i gang med nyt arbejde uden stress - men den forholder sig til det, jeg føler. Den forbinder usikkerheden med en regulær trussel på min eksistens og sætter kroppen i alarmberedskab - klar til at kæmpe eller flygte. Som om jeg bliver angrebet af et vildt dyr eller en fremmed stamme, der vil tage min sikkerhed fra mig. Derfor arbejder hypofysen og den lille nøddeformede del af hjernen lige bag panden, der kaldes mandelkernen på højtryk for blandt andet at fortælle binyrebarken, at den skal producere stresshormoner og sende blodsukker rundt i blodbanerne. Mit hjerte banker hurtigere for at sende sukkeret bedre ud i musklerne, mine pupiller udvider sig for at få så meget lys ind som muligt, og mine muskler bliver varme for at gøre dem kampklar, så jeg begynder at svede lidt.

   Det vil øge min præstation på kort sigt og give mig et meget fokuseret blik på den opgave, der ligger foran. Stresshormonerne giver mig et sandt energiboost, men til gengæld hæmmer de mig i næsten alt andet. Min kreativitet er nærmest ikke til stede, og mit overskud til at rette trykfejl og gennemskue analytiske huller i min artikel er trådt i baggrunden. Det samme gælder livsvigtige signaler, hjernen skal sende til andre stoffer, som kroppen skal bruge. Immunforsvaret er i bund, så jeg vil let kunne tiltrække en forkølelse, jeg har ikke følt nogen særlig sult, for det har kroppen heller ikke tid til, ligesom jeg sov usandsynligt dårligt i nat, fordi hjernen valgte at gøre mig toptrimmet til at stikke af i stedet for at lade mig falde i søvn,

   »Men alt det ikke nødvendigvis farligt,« forsikrer Thomas Milsted mig.

   »Det kan være ligefrem præstationsfremmende, men det er altså heller ikke nødvendigt, og hvis din hjerne ikke er i stand til at falde ned bagefter, kan det blive rigtigt skadeligt.«

Lone Frank kan godt vente konkurrence fra journalist Lavrsen. Og ligesom hun og Josha Foer bruger han sig selv som plot til at give fremdrift og identifikation.