Sublimeringens kunst - Karen Blixen, Aage Henriksen og Shaker-sekten - om seksuel afholdenhed som en skabende kraft

Serendipitet igen: frustration, afsavn, afholdenhed, tab og begrænsninger fremmer kreative processer.

Jeg har for et par måneder siden skrevet om hypnosemorderen Palle Hardrup og om litteraturprofessoren Aage Henriksen - i samme indlæg. Koblingen var yoga-meditation og kondalini-kraftens skræmmende og somme tider invaliderende effekt på dem der oplever den stige eksplosivt og brændende op gennem ryggen til hovedet i forbindelse med praktiseringen af yoga-meditation.

   Min meditative praksis er forankeret i Trancendental Meditations-teknikken; det er en væsentlig anden form - en stilhedens meditation - og jeg har aldrig oplevet noget i den retning som Aage Henriksen og Palle Hardrup fortæller om. Men fascineres.

Og i den forbindelse researchede jeg lidt på Aage Henriksen, som jeg jo havde som litteraturlærer da jeg studerede dansk i 60´erne på Københavns Universitet.

Jeg blev klar over at der var flere af hans seneste bøger jeg aldrig har fået læst, og tænkte at dem måtte jeg nu se at fat i.

   Den sidst læste for midt vedkommende var "Litterært Testamente - seks kapitler om kærlighed", og den fortalte meget direkte i det sidste kapitel om hans psykisk problemfyldte, 10 år lange platoniske kærlighedsforhold til Karen Blixen, et forhold hvorigennem hun forsøgte at styre hans mentale udvikling og "opdrage" ham til hvad jeg nu kunne finde på at betegne 'sublimeringsforfatter'.

   Jeg blev også klar over at Aage Henriksen søn, Morten Henriksen, som jeg husker jeg har mødt i en eller anden sammenhæng da vi var unge, havde lavet en film sidste år om sin far, en film som jeg tænkte at den  måtte vel være til at skaffe og kunne være interessant at se. Titlen er "Bag Blixens Maske".

I indledningen til 'Litterært testamente' skriver Aage Henriksen om de særlige erfaringer med urealiseret kærlighed som en række store forfattere gjorde sig - og "skrev på" - op igennem 1800-årene:

Blandt de erotiske temaer, som nu trådte frem, var der et, i almindelighed overset, som var en umiddelbar følge af, at det nye erhverv, at vær digter, var opstået. Forståelse ved hjælp af egne erindringer nødvendiggør jo afstand til disse erindringer, så deres mønsteragtige præg kan opfattes og indføres i opfundne handlinger. Men ved denne forskydning i iagttagelseshøjde opstår også spørgsmålet om hvem det nu er, som ser og former. (...) Dette fik en helt intim og nærgående skikkelse i en oplevelse, som mange forfattere havde, og som her foreløbig skal sammenfattes i en fællesnævner:

   På et vist tidspunkt i deres ungdom kom en række digtere ud for, at en forelskelse, som i længere tid hverken havde kunnet komme frem eller tilbage, ændrede retning og slog indad for så at finde udtryk i en kunstnerisk form. Den lange stivnen opløstes i strømmende sødme, og ny produktive muligheder og evner dukkede op, mens den elskede og overhovedet evnen til at elske fortabte sig i baggrunden. (...)

   Inden det lange århundrede var udløbet, fik fænomenet sit navn under Freuds kortlægning af det menneskelige kønsliv. Sublimering kaldte han det, (...)

Der er her tale om såkaldt "platonisk kærlighed" hvor man dyrker og nyder kærligheden til en uopnåelig kvinde, for dens egen skyld.

   Tankegangen må også se ret bekendt ud for læsere af denne blog, hvor jeg har forfulgt den hypotese at særlige tabs- og afsavns-oplevelser i barndom og ungdom kan føre til dannelsen af den konstellation af personlige egenskaber som kendetegner den særligt kreative personlighed, fordi den styrker og udvide de dele af hjernen som fantasien mentalt set udspringer af - "the default mode network'.

   Med tanke på Richard J. Davidsons udforskning af "den plastiske hjerne", kan man også forestille sig at der simpelt hen er tale om at disse - 'traumatiske' vil man vel kalde dem - erfaringer for nogen fører til en regulær omlægning - "rewiring" - af hjernens neurale forbindelsessystem, så der sker en mere eller mindre permanent ændring i personlighedens 'emotionelle stil, en ændring som stimulerer den højre hjernehalvdel som neurovidenskaben typisk kobler sammen med både intuitive kreative processer - og med depressioner (se tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne').

I den seneste uge har der så i avisernes bog- og kulturtillæg været en masse artikler om Karen Blixen i anledningen af 50-året for hendes død, som igen har mindet mig om Aage Henriksen. Og i går aftes så jeg så den doumentariske portrætfilm "Bag Blixens Maske" som Morten Henriksen har lavet om sin fars forhold til Karen Blixen og om Mortens eget forhold til det forhold.

   Filmen fortalte måske ikke så meget nyt om Henriksens forhold til Blixen når man havde læst kapitlet i 'Litterært testamente' - men der var en direktehed i Mortens spørgsmål og i Aages svar og reaktive mimik som mere klart end jeg tidligere har forstået det, afslørede hvad der foregik i forholdet mellem den ælder forfatterinde og den unge litterat.

Karen Blixens eget liv og "hemmeligheder" er nøglen til at forstå det forhold.

   Hendes historie inden hun blev forfatter og udkom med sin første bog som 50-årig i 1934, er præget af en lang række emotionelt belastende tab og (af)savn:

• tabet af faderen da hun var 10 år - da han begik selvmord
• den ulykkelige og aldrig realiserede kærlighed til baron Hans von Blixen-Finecke - og ægteskab med hans tvillingbror Bror von Blixen-Finecke, som var hende utro
• tabet af sin elsker Dennys Finch Hatton  i Afrika der omkom ved et flystyrt, 
• tabet af den kaffefarm der havde givet hendes liv økonomisk grundlag og praktisk fylde i 17 år da den økonomiske depression ramte kaffemarkedet i Kenya,
• tabet af mulighederne for at fuldbyrde et seksuelt forhold til en mand fordi hun var blevet smittet med syfilis af sin ægtemand Bror Blixen, som hun blev skilt fra 1925.

Ud over at den monumentale tabskonto blev sublimeret og omsat til verdenslitteratur på Nobelprisniveau, så prægede den også den måde hun omgikkes en række af unge forfattere og litterater på. Heriblandt og ikke mindst Aage Henriksen (og Thorkild Bjørnvig).
   De skulle "forføres" til at forstå de afkalds-erfaringer der have gjort hende til den "storyteller" hun nu var blevet.

   Hendes projekt var - gennem  litterær farvet fantasistimulation og selviscenesættelse som 'sibylle', 'heks' og 'månegudinde'' - at knytte disse unge mænd til sig i et mentalt opdragende platonisk betagelses- og fascinationsforhold, og få dem til at opgive deres borgerlige bindinger til samliv og sex med deres ægtefæller. Så de - så at sige - kunne lære sublimeringens kunst, gennem mødet med hende og hendes "hemmeligheder".

For Aage Henriksen betød det ti år lange, emotionelt betændte og psykisk belastende forhold til Karen Blixen, at han blev 'mentalt mærket' for resten af livet. Både konkret og fysisk - ved at hun til slut i deres forhold påførte ham en livsvarig smertefuld nakkelidelse. Og så psykisk mærket blev han at han grænseoverskridende brugte sin søn som "fortrolig" om hendes "hemmeligheder" - hvad der videre mærkede Morten mentalt, som det fremgår af filmen.

   Og endelig blev Aage Henriksen mentalt mærket mere permanent i hjernens og sindets emotionelle set up, så han kom ud af forholdet med en stor indsigt i den platoniske kærligheds afgørende betydning for den litterære kreativitets mentale mønstre og drivkræfter.

   Denne indsigt udnyttede han så resten af sit liv som inspirerende litteraturforsker og -underviser. Ud af det kom der en række bøger med højt kvalificerede analyser af de emotionelt omvæltende erfaringer der gennemsyrer og bearbejdes i store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Søren Kirkegaard, Sofus Clausen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Martin Andersen Nexø. Og ikke mindst: Karen Blixen selv.

   En afgørende nøgle til de kreative mentale mønstre og litterære udviklingshistorier fandt han her i Frimurerordenens middelalderforankrede filosofi, idealer og ritualer.

Og det spor - om kærlighed der frustreres og ikke realiseres, som en eksplosiv kreativ drivkraft - fører mig videre til en artikel i Informations lørdagstillæg 'Moderne Tider' fra den 29. august.
   Journalisten Lasse Laversen har jeg tidligere refereret til da han skrev begavet og oplysende om placebo-effekten.

   Denne gang har han bl.a. skrevet om den amerikanske sekt der går under navnet 'Shakerne' - "The Shakers".

    Rubrikken lyder opsigtsvækkende - og er et citat fra en kilde i artiklen:

"Der er milliarder at hente i tilbageholdt udløsning"

Citatet er fra kilden Niels Dencker, "tantra-instruktør og penismassør". Og citatet konkluderer artiklen.

Artiklens overordnede vinkel er at cølibat, total seksuel afholdenhed, herunder tilbageholdt ejakulation hos manden, stimulerer kreativitet og giver ekstra fysisk og mental energi. Og shakersekten og dens kultur  som den har udfoldet sig i små samfund i USA gennem mere end 100 år (fra slutning af 1700-tallet), ses som en slags dokumentation for at der er noget om påstanden.

... fra bunden skabet de komplette landbrugskollektiver med en kreativitet og opfindsomhed, der lod de lokale landmænd måbende tilbage. Maskiner verden aldrig havde set før - vaskemaskiner, foderanlæg, blendere - møbeldsign og brugskunst der blev banebrydende flere hundrede år senere, ligesom deres insisteren på ligestilling mellem kønnene først skulle blive normen i en anden verden.

Lasse Lavrsen bliver vist rundt af en guide i Shaker-frilandsmuseet i Massachussets, en guide som han citere i en ramme af sproglig distance: 

"Mange mener, at deres (i.e. shakernes) afholdenhed - specielt mændenes - er hemmeligheden bag deres kreative overskud og fremmelige ingeniørkunst. (...)

   En freudianer vil sikkert kalde det sublimering, men selv om afholdenhed er blevet sat i forbindelse med undertrykkelse og fordømmelse, er der faktisk flere og flere, der taler om sammenhængen mellem  kreativit og afholdenhed og kastet sig in i kampen for at ... holde sig tilbage."

Trods deres åbenlyse succes som innovatorer over en bred front, så betød det radikale cølibat, at shaker-kulturen havde problemer med at overleve i længden. De kunne i princippet kun videreføre deres kultur og livsform gennem  tilslutning fra ny konvertitter og  adoption af forældreløse børn.

Jeg kender shakerkulturens møbeldesign, dels fra det amerikanske hjem jeg levede i som udvekslingsstudent, og hvor stole og borde var (kopier af originale) shakermøbler, og dels fra de danske klassisk-moderne møbelarkitekter som Børge Mogensen, Hans Wegner, Arne Jacobsen.
   Deres internationalt berømmede stole og bord er for fleres vedkommende så inspirerede af shaker-designet, at det nærmer sig rene kopier.

  Selv har jeg et Arne Jacobsen-shaker-bord som skrivebord, har jeg nu fundet ud af:

Det er en sjov tanke at dette bords smukke rene linjer og minimalistiske design - indirekte - udsprang af at shakerkulturens radikale krav om sexuel nul-tolerance. Her er forbillederne:

I hvert fald er det muligt at se hele historien om endnu et eksempel på betydningen af "kreative restriktioner" og måske også "kreativ vrede". 

   Den permanente frustration over det forbudte, det savnede, det uopnåelige kan tilsyneladende fremprovokere en mental ommøblering der stimulerer til intuitiv højt kvalificeret ideudvikling og  som skærper ambitionen om æstetiske koncentration og forenkling.

Lasse Lavrsen skriver om placebo - hjernens kreative selvhelbredende tænkning

Navnet er Lavrsen, Lasse Lavrsen. Journalist af de helt gode! En af de særligt kreative personligheder.

I det foregående indlæg nævnte jeg kort en artikel fra Information for en uge siden der handlede om placebo - det fænomen at når folk tror de får medicin der helbreder eller mildner, men som fx bare er helt virkningsløse kalktabletter, så virker denne placebo-medicin tit lige så godt eller næsten lige så godt som den medicin som folk tror de får. 

   Det var en lang artikel der bredte sig over tre fulde sider. En masse journalistisk research har ligget forud. Det er en typisk feature-baggrundsartikel af den slags som jeg kun gider læse hvis jeg virkelig er interesseret i emnet. Men enhver der følger lidt med på bloggen her, vil vide at det er jeg.
   Rubrikken var: 

Din egen medicin

Journalistens navn er Lasse Lavrsen, og jeg mindes tidligere at hav læst artikler af ham med interesse og fornøjelse. Men præcist hvilke, husker jeg ikke lige på skrivende fod. Lidt googling fortæller mig at jeg har læst rigtig mange af ham med interesse. Han er en af dem der har lokket mig til at læse lange "rundt om et faglige emne"-artikler. Atikler der ikke så forfærdelig skarptvinklede så det gør noget.

   Men nu husker jeg navnet for fremtiden. Manden skriver om moderne neurosciense, blandt mange andre emner.

   Se lige hvordan han indleder artiklen. Noget af det vi prædiker for de ny journalistspirerer på uddannelsen er: Don´t tell, show! Og: Brug dig selv!

I løbet af sidste forår oplevede jeg fra tid til anden nogle ret stærke brystsmerter. Smerterne stod på gennem nogle måneder og var særlig pågående, når jeg skulle sove eller sad helt stille for mig selv. Det kunne føles, som om nogen havde stukket en kniv i brystet på mig. Ofte måtte jeg tvinge kroppen forover, når det strammede til hen over hjerteregionen, og i dagevis føltes det, som om min venstre arm sov. Jeg er en helt almindelig sund mand midt i 30’erne, der snart har to børn og et ret gennemsnitligt stressniveau, så jeg fandt det på ingen måder hysterisk at opsøge min læge af frygt for en begyndende blodprop eller hjertefejl. Min læge er en rolig ældre mand, og efter et par dybe vejrtrækninger, et iskoldt stetoskop forskellige steder på mit bryst og et bippende blodtryksapparat, kiggede han alvorligt på mig.

   »Har du taget for mange armbøjninger eller trænet dit bryst på én eller anden ny måde?«

Han har sådan en særlig positur, når han skal være alvorlig, hvor han vender ansigtet ned mod bordet og kigger op på sin patient.

   »Prøv at holde en pause. Det er, som om du har lidt med muskulaturen i bryst-regionen,« sagde han og viste mig anstrengt og alvorligt nogle strækøvelser, jeg skulle lave op ad en væg, inden jeg gik i seng, og når jeg stod op. Hvis det stadig stod på efter et par uger, skulle jeg komme tilbage.

Når man bruger sig selv, så bruger man automatisk erfaringssprog! En banal men vigtig pointe.

Symptomerne forsvinder efter at Lasse Lavrsen har gennemført dem samme aften og én gang til næste morgen. For aldrig mere at vende tilbage, fortæller han. 

   Og da han læser om en amerikansk videnskabsjournalist der har oplevet noget tilsvarende, så gør han som vores allesammens idealjournalistrolle siger at journalister bør gøre: Han undrer sig!

   Og så går jagten ind. Forklaringen på at symptomerne forsvandt som dug for solen, er - eller kan være - en placeboeffekt.

   En amerikansk hjerneforsker er førende inden for placebo-effekten: Ted Kaptchuk. Han citeres i artiklens indledning:

»De fleste mennesker responderer positivt alene på tanken om at få behandling. Det har vi vidst i årevis,« forklarer professor Ted Kaptchuk fra Harvard til Information.

   »Den viden må vi tage videnskabeligt seriøst og arbejde med på niveau med andre behandlingsmidler.«

    For placebostudierne flytter »medicinens kunst« tilbage i forgrunden, som Ted Kaptchuk udtrykker det. Det er her, vi kvantificerer medicinens kunst helt videnskabeligt.

   »Denne forskning viser, at en stor del af den succesfulde helbredelse og bedringer hænger sammen med patientens forventninger til sin helbredelse, læge-patient-forhold og alle mulige rituelle dele af medicinen. Den viden kan flytte hele lægevidenskabens selvopfattelse.«

For mig der det sidste års tid har læst om spejlneuroner i præmotorcortex og default network i hjernen, er der for så vidt ikke noget epokegørende i det Kaptchuk fortæller. Men det bekræfter godt nok nogle af mine mere spekulative skriverier her på bloggen.

    Spejlneuroner aktiveres og "lyser op" som om vi selv udførte handlingen, når vi ser en anden udføre denne konkrete handling. Men de aktiveres også,  bare når vi tænker på denne handling - om end i svagere grad. Og jeg husker at hav læst om at alene tanken om at spise noget slik, gav en på en gang imaginær og helt reel mæthedsfølelse hos forsøgspersonerne som gjorde at de spiste meget mindre af dette slik når man senere fik fri adgang til det end en kontrolgruppe.

Lasse Lavrsen interviewer en dansk forsker om det: Lene Vase. Hun fortæller at Kaptchuk og en italiensk forsker, Fabrizio Benedetti, har brugt hjerneskanning til at finde ud af mere om hvordan denne "indbildningskraft" egentlig virker:

»Patienternes forventning og møde med systemet helt generelt kan have en stor indflydelse på behandlingen og medicinens virkning,« siger hun og forklarer, hvordan man ved hjernescanninger kan se ændringer i hjernens aktivitet under placeboeffekt. I det øjeblik folk får at vide, at de får en smertelindrende behandling, er der mange, der begynder at skabe en forventning om et lavere smerteniveau og det ændrer områder i hjernen, der har med tænkning og planlægning at gøre. Man føler sig roligere og mere afslappet, der aktiverer de emotionelle områder. Disse psykologiske og neurologiske ændringer aktiverer kroppens eget opioidsystem og frigive endorfiner, der hjælper mod smerter.

   »Helt konkret kommer der mindre smertefuld stimulation, så når folk siger, de oplever mindre smerte – så kan det være rigtigt. Det er ikke indbildning. Det kan vi se på hjerneskanningsstudier. Vi kan måle det. Både psykologisk og neurologisk – der sker simpelthen en ændring af hjernen.« Det handler om at udnytte de ressourcer, mennesket har.

De "områder i hjernen" Lene Vaser taler om, kan næsten kun være default netværket, the task negative network som det også kaldes, og som jo er det kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendt opmærksomhedskrævende problemløsning, men fx dagdrømmer, fremkalder erindringer, eller tænker på os selv i imaginære situationer. 

Lasse Lavrsen forfølger så spørgsmålet historisk. Denne viden om samarbjede og samspil mellem "krop og sjæl" gik tabt da den videnskablige medicin opstod og udviklede sig i løbet af 1800-talllet - det samme tab som skete med vores viden om hukommelsesteknikker i samme periode, ifølge Joshua Foer i bogen "Moonwalking with Einstein".

    For at udskille sig fra alskens kvaksalvere måtte de moderne læger insistere på at virkninger af  medicin skulle kunne bevises ved naturvidensakbelige forsøg. Og alt andet var ammestuesnak man ikke kunne fæste lid til. Men det betød altså også at viden om de psykosomatiske effekter som megen af tidligere tideres lægevidenskab sandsynligvis levede højt, gik tabt.

Efter at vi idag på mange måder har lært at behandle og bekæmpe bakterie- og virussygdomme, selv AIDS, så domineres sygdomsbilledet i det moderne samfund af langvarige kroniske sygdomme, herunder ikke mindst de pyskiske som angst og stress, socialfobi, anorexi, depressioner mv. Men også fx permanent rygsmerter, uhelbredelig leddegigt, etc. 

  En af forskerne som Lasse Lavrsen interviewer, foreslår at det negativt ladede ord placebo, er stattes med en eufemistisk formulering som: "sanseindtryks betydning for helbredelse". Man ved fx også at pillernes form og farve spiller en vigtig rolle for hvordan de virker:

Gule piller er særligt effektive mod depressioner, røde piller virker opkvikkende, og grønne er effektive mod angst. Flere piller virker bedre end store, selv om dosis er den samme, indsprøjtning virker endnu bedre og allerbedst virker placebooperationer – særligt mod Parkinson og knæskader – men dem laver man ikke så mange af. Man finder det uetisk.

Når man i mange år har undervist i dramaturgi, og over for kursisterne understreget at farvevalg har betydning for publikums oplevelse af personer og miljøer og situationer i filmen, så er dette jo guf!

De her placeboeffekter vender jo også den anden vej. Hypokondri, dette at nogen bliver syge af at læse om symptomer på sygdomme, er ikke bare udtryk for hysteri og at hypokonderen må tage sig sammen. Deres sygdom kan ende med at være livsfarlig. 

   Lars Lavrsen slutter sin fremragende artikel med igen at refere til sig selv og sine personlige erfaringer. Han går indimellem til akupunktør (det har jeg i øvrigt også gjort flere gange mod tennisalbue, og i Kina mod et næsten invaliderende hold i ryggen). Og han citerer hende for at sige:

»For mig handler det om, hvad kroppen er i stand til. Hvad kroppen kan ved egen kraft, og det er det, jeg hjælper den med,« sagde hun. Vi har glemt vores egen krop, forklarede hun, og mistet tilliden til den, og det har sundhedssystemet også.

   »Dybest set handler det om kærlighed,« sagde hun.

   »Det lyder måske lidt højstemt, men jeg tror, det er det, det handler om. At man ikke har tid til mennesket og ikke skaber relationen.«

Jeg kommer i tanker om noget jeg har lagt mærke til når jeg har konsulteret læger de senere år, noget der jo sker hyppigere og hyppigere jo ældre man bliver. De rører aldrig ved én, hvis de kan undgå det.   

   De får taget en blodprøve eller en blodtryksmåling eller bruger andet fysisk distancerende medicinsk teknologi. Men absolut ingen håndspålæggelser mere, selv ikke da jeg for nogle måneder siden blev undersøgt for en gammel skulderskade, og superkirurgen skulle finde ud af om det var en god ide med en operation til af formindske leddegigten med. 

   Kun røngtenbillederne så han på! Ikke noget med at føle efter med egne hænder. 

   Og den der fysiske kontakt savner jeg, selv om jeg først nu bliver bevidst om savnet. 

   Fra min barndom og ungdom husker jeg jo at lægen fysisk undersøgte én når noget gjorde ondt, eller man klagede over symptomer. Og jeg husker også at jeg egentlig nød det. 

   For ellers var det jo kun mor eller far - og senere ens kæreste - der rørte ved ens hud og påvirkede dens følenerver der sendte signaler til hjernen - og udløste noget den gang helt ukendt lyststimulerende kemi.

Nettet er fantastisk. Jeg søger på Lasse Lavrsen. Her er nogle interessante oplysninger kogt helt ned oplyst i forbindelse med en dagbogsartikel han skrev til journalisten da dagbladsforsøge "Dagen" lukkede efter kun nogle få måneder:

29 år. Fra en lille by nord for Skive. Uddannet fra DJH i 2004. Praktik på Information, siden fast for Informations kulturredaktion og freelancer for diverse magasiner. Startede magasinet 360-grader. Startede og lukkede Himmelblå Fondens Christiania-avis Fireogtyvetimer. Første mand ansat på Nyhedsavisen med start den 1. juni. 

En af de særligt kreative personligheder. Han har været tvunget til at skifte sin dialekt ud med et andet sprog. Det stimulerer fantasien og lysten til at skrive og forstå sig selv. Og ideen med at bruge sig selv i indledningen til artikel finder jeg så også ud af han ikke er bange for at genbruge: 

Denne artikel, disse linjer, er skrevet under påvirkning af stress. For lidt søvn, for meget kaffe og alt for lidt tid. Pulsen stiger, lyset bliver lidt skarpere, og tonen over for kollegerne bliver en lille smule spids. Sådan går det ofte i et arbejde som mit, når deadlinen nærmer sig, og man stadig ikke har taget kontrollen over sit arbejde. Det tager magten fra mig og fylder mig med ubehag, lede, nervøsitet, mindreværd og sved på overlæben.

   »Men det er en hel naturlig reaktion,« forsikrer stressterapeut Thomas Milsted, der er leder af Center for Stress og én af landets førende eksperter.

   »Du er udsat for et tidspres, der giver dig en tvivl, om det er godt nok, det, du laver. En tvivl på, om du overhovedet kan nå at blive færdig. Du har en tvivl, og det oplever hjernen som en følelse af usikkerhed og det trigger hjernen til at stresse.«

Det er et citat fra starten på en artikel Lars Lavrsen skrev i Moderne Tider for over et år siden. Også i Informations tillæg "Moderne Tider". Rubrikken "

Det videnskabelige fix mod stress

 Lars Lavrsenorfølger de samme spor jeg har forfulgt på denne blog. Selv om mit motiv ikke har været stress, og at finde forklaringer på det, men et ønske om at finde ud af hvorfor alt det virker som jeg har påstået i en masse undervisning af tv-journalister.

   Jeg tillader mig at citere videre, for Lasse Lavrsen har godt nok læst grundigt på lektien, og skriver lysende klart:

De strukturer i min hjerne, der er på overarbejde nu, er ældre end de strukturer, der tænker. Min hjerne forholder sig ikke til det, der faktisk sker omkring mig - at det hele nok skal gå, at jeg om lidt har afleveret og kan gå i gang med nyt arbejde uden stress - men den forholder sig til det, jeg føler. Den forbinder usikkerheden med en regulær trussel på min eksistens og sætter kroppen i alarmberedskab - klar til at kæmpe eller flygte. Som om jeg bliver angrebet af et vildt dyr eller en fremmed stamme, der vil tage min sikkerhed fra mig. Derfor arbejder hypofysen og den lille nøddeformede del af hjernen lige bag panden, der kaldes mandelkernen på højtryk for blandt andet at fortælle binyrebarken, at den skal producere stresshormoner og sende blodsukker rundt i blodbanerne. Mit hjerte banker hurtigere for at sende sukkeret bedre ud i musklerne, mine pupiller udvider sig for at få så meget lys ind som muligt, og mine muskler bliver varme for at gøre dem kampklar, så jeg begynder at svede lidt.

   Det vil øge min præstation på kort sigt og give mig et meget fokuseret blik på den opgave, der ligger foran. Stresshormonerne giver mig et sandt energiboost, men til gengæld hæmmer de mig i næsten alt andet. Min kreativitet er nærmest ikke til stede, og mit overskud til at rette trykfejl og gennemskue analytiske huller i min artikel er trådt i baggrunden. Det samme gælder livsvigtige signaler, hjernen skal sende til andre stoffer, som kroppen skal bruge. Immunforsvaret er i bund, så jeg vil let kunne tiltrække en forkølelse, jeg har ikke følt nogen særlig sult, for det har kroppen heller ikke tid til, ligesom jeg sov usandsynligt dårligt i nat, fordi hjernen valgte at gøre mig toptrimmet til at stikke af i stedet for at lade mig falde i søvn,

   »Men alt det ikke nødvendigvis farligt,« forsikrer Thomas Milsted mig.

   »Det kan være ligefrem præstationsfremmende, men det er altså heller ikke nødvendigt, og hvis din hjerne ikke er i stand til at falde ned bagefter, kan det blive rigtigt skadeligt.«

Lone Frank kan godt vente konkurrence fra journalist Lavrsen. Og ligesom hun og Josha Foer bruger han sig selv som plot til at give fremdrift og identifikation.