Jan Krag Jacobsen - særligt kreativ personlighed - nu med dogmefotos af moderne parisiske plakat-palimpsester

Den særligt kreative personlighed som jeg tit har skrevet om her på blokken, er blandt andet kendetegnet ved at sindet fungerer som en konceptuel stavblender - med en mangesidet personlighed  - jeg har kaldt det "flere personer i en".

   Opfinderen af det særlige personlighedsbegreb er kreativitetspyskologen Mihaly Csikszentmihalyi, og en invitation på facebook til fernisering på en kunstudstilling i Farum under titlen...

Der stikker noget under

... viser sig at komme fra netop en af den slags personligheder: Jan Krag Jacobsen, en gammel kollega hvis kreative meritter jeg har skrevet om i tidligere indlæg.   

   Overskriften "Der stikker noget under" er typisk for mandens særlige kreative psyke.

    

Billedet ovenfor er et af de udstillede værker og visuelt blikfang for invitationen. Og det fænger og fanger mig umiddelbart.

   Invitationen i ord følger her:

Der stikker noget under - fotos af fragmenter af parisiske palimpsester 2014.

Invitation til ferniseringlørdag den 18. april klokken 12.00, Farum Kulturhus, Stavnsholtvej 3 i Farum

Palimpsester er gamle dokumenter af skind eller pergament, hvor fortidens udraderede tekster og billeder anes som skygger i flere lag.

På en parisisk metrostation fjernede en mand et tykt lag af plakater og fragmenter af billeder dukkede frem som erindringer i en drøm. Under en plakat for en udstilling om Napoleons søstre gemte sig en reklame for en læbestift.

Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed.

Dogmereglerne bag de udstillede billeder er fotografering uden at røre plakaterne, udvælgelse af fragmenter og ingen manipulation med Photoshop.

Udstillingen slutter 7. juni

Jeg kan godt lide denne formulering: "Går man tæt på de revne, kaotiske plakater og laver udsnit af destruktionens spontane collager, danner nutid og fortid nye betydninger af en besynderlig skønhed". 

   En skønhed Jan Krag så har fanget ind med sit kamera.

   

Det er klart der er tale om en form for konceptuel blending på flere medier og planer, som består i at fotografier (= 1. medie) af udsnit af en plakatvæg (= 2.medie) hvor plakaterne fra forskellige perioder og med forskellige emne er delvist destrueret (afrevet) på en måde så de etablerer en naturlig collage  (=3., 4., 5. etc. medie),

Her er endnu en af de udstillede plakat-palimpsester:

Flere af Jan Krags palimpsester kan ses hvis man følger dette link og klikker på "se billedgalleri":

http://www.farumkulturhus.dk/udstillinger.html

Her en engelsk tekst der uddyber palimpsest-begrebet og dets historie:

A Palimpsest is essentially an artwork whose history can be seen, usually by under-layers visible under the topmost, recent image. In practice though, it most often refers to an antique document where a support, and particularly paper or parchment - has been reused, and this is how you'll find the word used in museums. However, it is also accurately used to describe more modern works: artists throughout history have re-used valuable art materials. You'll also find postmodern and contemporary works that are deliberate palimpsests, sometimes with the word in the title to bring associated ideas - of age, re-use and layering, hidden qualities, changed meaning and layers of meaning - to the viewer's mind. Sometimes this use of erasing, scraping and layering can have a deeply metaphorical context, and at other times is used in a more superficial way to create the impression of age and history.

http://drawsketch.about.com/od/drawingglossary/g/what-is-palimpsest.htm

Der er et klart slægtskabe mellem disse palimpsest-collager og andre blandingsgenrer hvor flere lag med forskelligt stil og udtryk er sat sammen så brudfladerne er synlige og en del af udtrykket der skaber ny betydning.

   Inden for filmvidenskaben taler man om syntetisk montage. Eisenstein er den store teoretiker på området.

I alle tilfælde peger udtrykket tilbage mod processen: dette at nogen - en 'kunstner - tilfældigt eller villet bringer udtryks- og indholdselementer sammen som ellers er fysisk adskilt i tid og rum. 

Asger Jorn producerede hvad han kaldte "modifikationer" af klassisk malerkunst ved at male noget af sit eget oven på:

 

Dronning Margrethes udstillede klippe-klistre-billeder, såkaldte "decoupager", på Aros for et års tid siden:

Den netop afdøde tyske forfatter og billedekunstner Gunter Grass producerede akvareller og tegninger og håndskrev digte oven i billederne:

Enhver godt brugt grafittivæg leverer ofte en fascinerende form for palimpsest:

Googler man "palimpsest as art", får man vist  en masse fine eksempler, som ofte er til salg som plakater. 

    Og det følgende link fører til en masse smukke eksempler på "Ghost Buildings and the Inadvertent Beauty of Destruction", som der står skrevet:

https://www.pinterest.com/typhoonista/palimpsest/

Endelig er her link til nogle sider hvor moderne kunstnere er stærkt inspireret af uvillede palimpsester i deres umiddelbare omverden:

http://artpropelled.blogspot.dk/2009/10/contemporary-palimpsest.html

Jeg har tidligere skrevet om Jan Krag Jacobsens kreative og mangesidede meritter inden for madkunst og madudvikling og radio og tv i disse to indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/kreativitet-og-madlavning-om-verdens.html

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

'Hushpuppy' vs. 'Life of Pi' - om brugen af computeranimerede monstre som mytologiske metaforer i filmenes dramatrurgi

Jeg har i de sidste par dage set to rigtig god film: 'Hushpuppy' og 'Life of Pi'  (hvis instruktør Ang Lee jeg skrev om et par indlæg tilbage). 

   Begge film var stærkt seværdig - og har også være meget opreklamerede - med helsidesannoncer i dagbladene. I dagevis.

   De har også begge vundet flere prestigefulde priser. Og anmelderne har været rundhåndede med stjerner og hjerter. 

Begge film blander - blender - realoptagelser med meget livagtige animationer af farlige mytologiske dyr. Og de er begge fascinerende historier med  underliggende universelle temaer. 

   Fælles for dem er også at hovedpersonen - den bærende karakter - er et barn: Den afroamerikanske pige Quvenzahané Wallis, alias Hushpuppy, er 6 år, mens den indiske dreng Piscine Molitor Patel, alias Pi, er omkring 14-15 år. 

   Og som modstandere - (symbolske) antagonister - har de begge animerede livsfarlige bæster. 

Hushpuppy er oppe imod nogle kæmpe store monstre der er et visuelt blandingsprodukt af et behåret vildsvin og en vildokse med lange spidse horn; en flok 'fabeldyr' som inden for historiens rammer har været indefrosset i indlandsisen i ti tusinde år, men nu er sluppet fri på grund af den afsmeltning som er resultatet af drivhuseffekten. 

   Gennem det meste af historien ser vi flokken af monstre i korte krydsklip buldre frem som en potentielt tilintetgørende trussel mod Hushpuppys lille samfund af fattige og udstødte i Louisianas sumpede kystland - 'Badekarret'.  

   Der er klare associationer til de amerikanske bisonflokke man husker fra gamle cowboyfilm. 

   Heltinden Hushpuppy ender med at "skræmme" de monstrøse bæster bort ved en afsluttende konfrontation hvor hun bogstaveligt talt "står op mod dem".

   Hushpuppys samfund overlever, og man sidder som publikum tilbage med en  optimisme på menneskehedens vegne i kraft af identifikation med en seks-årig piges voice over og udstillede handlinger, gestik og mimik. 

Pi har en kæmpemæssig bengalsk tiger ved navn Richard Parker som antagonist. Tigeren stammer fra den zoologiske have som Pis far har afviklet - for med sin familie og alle havens dyr at emigrere til Canada. Man kan få associationer til biblens Noahs Ark, her.

   Det japanske fragtskib de sejler med, forliser og går ned med hele familien og alle dyrene. Bortset fra Pi og tigeren der som overlevende forliset ender sammen i en af skibets redningsbåde.
  En zebra, en orangutang og en hyæne er også med i redningsbåden i starten, men hyænen dræber hurtigt zebraen og orangutangen. Og tigeren dræber derefter hyænen.

   Pi opfinder alle mulige tricks og teknikker til at overleve det livsfarlige samvær med tigeren, bl.a. ved at gøre den delvist tam med mad - og ved - som en slags amatør-domptør - at træne den til respektfuld afstand og et vist tillidsforhold. 

   Da deres redningsbåd endelig når land, forsvinder tigeren ind i Mexicos jungle. Uden at se sig tilbage og uden at sende Pi en taknemmelig tigergrimasse.

   Pi bliver afhørt af embedsmænd fra Japan der skal finde ud af og afrapportere hvordan og hvorfor fragtskibet forliste.
   Men Pis historie er for fantastisk til at den kan indgå i en officiel embedsmandsrapport. 

   Pi giver dem så en anden - mere realistisk version der indebærer at historien med tigeren kan tolkes som en metaforisk allegori på hvad der - måske - virkelig skete på redningsbåden de første dage.

Flere anmeldere og kommentatorer har fokuseret på ligheden mellem de to film. Men jeg synes forskellen er nok så interessant.

   Så hvad har de hver for sig gang i? Hvordan er de konstrueret? Hvad er forskellen?

Læsere af denne blog vil vide at tv- og film-dramaturgi og spørgsmålet om hvorfor det virker, er et af mine fokus- og interesseområder. Fordi jeg har undervist i det i mange år.

   Og en af grundsætningerne er at hvis du som forfatter eller instruktør iscenesætter en realistisk genkendelig historie, så forstærker det oplevelsen og effekten i forhold til et bredt publikum at der - som en underliggende narrativ skabelon - "kører" en velkendt fabel, et kendt eventyr, en universel myte - som filmens realistiske historielag så helt eller delvist er struktureret af.

   Den konstruktion finder vi typisk for film som: 'Gøgereden', 'Pretty Woman', 'Piano', 'Die Hard', 'Love, Actually', 'Thelma og Louise'. Og mange, mange andre både gode og mindre gode film i filmhistorien.

   Men med bølgen af sciencefiction- og fantacy-film som er bruset frem sammen med de digital-teknologisk muligheder for  at animere filmvirkeligheden realistisk, så har vi også fået en lang række film hvor fablen, myten og eventyret udgør det eksplicitte hovedindhold i selve filmens historie: Alien-serien, Star Wars-serien, Spiderman-serien, Ringenes Herre-trilogien, Harry Potter-filmene, Avatar, Alice in Wonderland. 

   You name it.

Begge de to aktuelle film har en realistisk virkelighedsramme. Men måden de bruger de animerede skræmmende "modstanderdyr" på, er helt forskellig.

'Life of Pi' er en form for fantacy, og en meget stor del af filmens historie er en mytologisk associerende kamp mellem Pi og tigeren Richard Parker. 

   Som i al god fantasy - roman eller film - skal vi acceptere blandingen af det utrolige, magiske og fantastiske med en form for (let) genkendelig virkelighed. Og her skal vi tro på at den religiøst tændte og tænksomme dreng Pi rent faktisk er opfindsom nok til at overleve sammen med en "ægte" fuldvoksen tiger i redningsbåden.

   Med dette 'overlevelsesmirakel' får Pi bekræftet Guds eksistens. Eller det modsatte: at 'naturen' ikke har noget med vores Gud-forestillinger at gøre. 

   Tolknignen af præmissen afhænger af hvordan man vurderer filmens og romanes meta-slutning som gør at læseren eller filmtilskueren må vælge mellem usandsynlig sandhed og realitet på den ene side og mytisk spirituel storytelling på den anden - i tolkningen af den historie vi har oplevet som læser eller filmpublikum.

'Hushpuppy' er en form for socialrealisme der fortæller om fattige menneskes kamp, dels for at overleve orkanen Katrinas hærgen og smadring af deres fattige samling blikskure og træhytter, og dels for at undgå myndighedernes forsøg på at evakuere dem til en patroniserende ufri "flygtlingelejer-virkelighed".

   Som underliggende narrativt skema har vi et eventyrforløb med Hushpuppy som "prinsessen" der skal lærer og udvikle sig til at sejre i en barsk  virkelighed - et reflekteret og gammelklogt barn med faderen som "mentor" og "troldmand" der dør efter at have givet sine barske 'trylleformularer' og sin livsvisdom videre til datteren. 

   Historien igennem ophober hun livsvisdom og erfaringer som gør at hun til sidst kan konfrontere de fremtromlende uhyrer og jage dem på flugt. Og vi "tror" på det.

De visuelt mixede monsterbæster er imidlertid ikke integreret og fusioneret i Hushpuppys historie og virkelighed som tigeren Richard Parker er i 'Life og Pi'.

   Bæsterne er udtryksmæssigt tydeligt indlagte metaforer i historien, metaforer der henviser til klimatruslen, og som altså er brugt på samme måde som filmmontagens mester og teoretiker Sergei Eisenstein både teoretiserede over og demonstrerede i sine film. 

   Grebet kaldes 'syntetisk montage', hvad der indebærer at blendingen og integrationen af de to virkelighedslag ikke foregår 'umærkeligt' i filmens udtryk, men først eksploderer mentalt i hovedet på publikum der oplever filmen. Og derfor insisterer på en slag intellektuel bearbejdning undervejs - eller bagefter.

Flere anmeldere og kommentatorer anholder det som en svaghed at fantasi-bæsterne i 'Hushpuppy' ikke gnidningsløst er integreret i filmens realistiske lag. Og at det dermed svækker filmoplevelsens intensitet. Den "sprækker", skrev en anmelder. Men er det dårligt - eller er det netop det der får os til at tænke?

   Man kan - tilsvarende - indvende mod 'Life of Pi' at den litterære meta-pointe om valg af historie - den reelle eller den mytisk-allegoriske - ender med at tage den spirituelle luft ude af filmens slutning.  Man kan nemt føle sig lidt snydt - bagefter. Offer for en flot filmisk iscenesat, men litterær vits?

Men 'Hushpuppy' lå en klasse over Ang Lees film, oplevede jeg - trods alt. Den er aktuel, udadvendt og med et socialt og globalt fremtidsperspektiv - nærmest som en rigtig god samfundkritisk sciencefiction-film.
   'Life of Pi' er mere indadvendt og bagudskuende. Og den perspektiverer først og sidst romankunstens klassiske narrative troværdigheds-tricks, og romanforfatterens tvetydige dobbeltspil omkring sandhed og virkelighed i forhold til sit publikum.
   Brugt fx også i 'Rosens Navn', skrevet af den højt begavede forsker og litterat Uberto Eco.

 
Budgettet for 'Hushpuppy' var angiveligt på 1,3 millioner dollars, plus lidt sponsorerede tilskud til slut: Højst 10 millioner kr.

   Ang Lees film havde angiveligt et budget på 120 millioner dollars, ca. 720 millioner kr.

Så min konklusion er: Debutant-instruktøren Benh Zeitlin, 30 år, vandt med kreative længder over den rutinerede og verdenskendte auteur-instruktør, 58 år.
   Lidt af en overraskelse - også for mig.

Morale: Der er håb for unge mennesker med kreative talenter, sans for en god historie, og en spændstig visuel fantasi.

Carsten Jensen - og debatten om debat efter filmen der blev udskudt

Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."

"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".

Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.

Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information.  Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."

Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".

Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet.  En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.

Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."

Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:

Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.

   Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.

Er Carsten Jensen  en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.

I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem  to talende jakkesæt.  Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.

Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.

Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.

Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.

I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager  man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.

Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver  i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."

   Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.

Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:

Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning,  og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.

Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.

Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."

Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!

Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.

Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:

Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!