Serendipitetens drømmebilleder - med afsæt i foredrag af maleren Jesper Cristiansen med titlen 'Med Dante Paradis - i den sydøstlige del af Odsherred'

"Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred."

Skulle du støde på denne kryptiske titel til et foredrag i en foredragssal eller et forsamlingshus inden for nogle miles omkreds, og oplægsholderen hedder Jesper Christiansen, så køb straks billetter. Han er dybt underholdende og stærkt interessant at høre på når han fortæller om sin seneste serie malerier der på serendipetitisk vis blander Dantes Paradis, beliggende i omegnen af Firenze, med Tuse-landskabet i det sydøstlige Odsherred, beliggende i omegnen af Jepser Christiansens sommerhus.

Sådan skrev jeg  - tydeligvis begejstret - på Facebook et par dage efter at jeg og fruen havde oplevet Jesper Christensen holde et lysbilledforedrag med den noget gådefulde titel "Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred", en titel som, om ikke andet, vakte lyst til at få svar på gåden.

   Arrangementet blev holdt samme sted (det lokale bibliotek) som vi oplevede Bigums temabeslægtede foredrag i for godt et år siden. Og dette var mindst lige så fascinerende som Bigums.

   Foredraget og de viste billeder havde også et bogværk som afsæt som det fremgår af titlen, men altså ikke et Jesper Christiansen selv havde skrevet. Det blev skrevet på italiensk i starten af det 14. århundrede - på overgangen mellem middelalder og rennæssance, og havde titlen "La Devina Comedia" - "Den guddommelige komedie"; forfatteren Dante Aligheieri.

Jeg kendte stort set ikke til Jesper Christiansens malerier inden foredraget.

   Og de få værker jeg kendte til (bl.a. udsmykningen af et rum hos kronprinseparret på Amalienborg), der  havde jeg så ikke lige fået fat i kunstnerens navn.

 

Som de fleste af tilhørerne til foredraget, kendte jeg først og fremmest til Jesper Christiansen som den deltager i DR´s kunstquiz som i en række sæsonner sad over for Bigum, og som var den på sit hold der tegnede et usynligt kunstværk som skulle gættes af de andre på hans hold.

Men her er først nogle fotos der viser Jesper Christiansen i aktion - med at male nogle af de billeder foredraget handlede om:

Så er her nogle af de fascinerende malerier Jesper Christiansen viste og fortalte om:

Man kan få et godt indtryk af hvor stærkt foredraget virker, ved at læse artiklen her - et særnummer af kunsttidskriftet Auroa (nr. 12) - som viser en lang række billeder fra og genfortæller pointer i Jesper Christiansens foredrag, skrevet af Tommy Flugt:

http://tegnerforbundet.dk/data/753/JESPER%20CHRISTIANSEN%202015%20Aurora%20Tidsskrift%20for%20Kunst%20.pdf

Her kan man blandt andet få et godt indtryk af alle de eksterne kilder, lån og referencer som indgår i hans maleriers 'konstruktion'.

Indledningen til den lange artikel lyder sådan her.

JESPER CHRISTIANSEN I ODSHERRED 

Ny stor maler er flyttet til Odsherred i nærheden af Plejerup, hvor Swane Malergården ligger. Nu har museet fået en levende beskriver af drømmen om en paradistilstand på jorden. Jesper Christiansen tager livtag med Dantes berømte værk, malerkunsten og litteraturen i en storslået sammensmeltning af landskab, litteratur og malerkunst. Et nutidigt erindringsværk af stor skønhed. Det svundne er en drøm og det nutidige en inspiration. En sammensmeltning af det hele i et stort samlet værk set ude fra. Og nu venter vi på maleren begiver sig indenfor og ser det hele en gang til indefra. Et kæmpeværk er i støbeskeen i den danske baghave. Det vil Aurora Tidsskrift #12 prøve at se nærmere på i dette særnummer.

Det centrale stikord er her "sammensmeltning" (= 'blendding').

   Foredraget og de viste billeder aktiverede nemlig to af de begreber som for mig står centralt i de nyere teorier om kreativitet: serendipitet og konceptuel blending, begreber jeg jævnligt har gjort brug af i tidligere indlæg.

'Serendipitet' betyder i kort begreb "det heldige tilfælde"; eller som det noget mere omstændeligt defineres i den danske Wikipedia-artikel om emnet:  "serendipitet er det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys."

   Her en anden definition som understreger at man faktisk søger, men altså noget andet end det man ender med at finde: "Look for something, find something else, and realize that what you've found is more suited to your needs than what you thought you were looking for."

   Den definition jeg holder mest af, lyder: "Serendipity is looking in a haystack for a needle and discovering the farmer's daughter."

Det gennemgående tema i Jesper Christiansens beskrivelse af sin arbejdsproces, var at han 'lod tilfældet råde', og brugte "tilfældige"  og overraskende associationer til at udfylde dele af motivet i sine malerier.

 
Han læste noget, tegnede noget, og skrev noget på det sorte lærred; og begyndte så at male, viske ud, male over, flytte motiver, købe ting som skulle med i billedet, etc.  Og det skulle ikke gå for hurtigt.

   Alle malerierne i serien viste spor af disse tilfældigheds-genererede og associerende motivvalg og maleprocesser.

   Han vidste absolut ikke hvordan billedet skulle ende med at se ud når han begyndte - og heller ikke et langt stykke hen i processen, fortalte han.

   Og mange af de ting - 'objekter' - man så i billederne, var nævnt i Dantes tekst om "Paradiset", men de blev så som 'props' - rekvisitter - indkøbt på må og få på lokale loppemarkeder og i lokale supermarkeder.

   Man kan sige at han på en gang arbejdede meget intuitivt - og samtidig meget sprogligt og tekstligt bevidst og reflekteret.

   Altså en maleproces og teknik som fulgte serendipitetiske mønstre og og overaskende intuitive inspirationer.
   Der var også noget 'fraktalt' over hans malerier.
   Fraktaler er jo netop gentagelser som opstår uanset om man forstørrer eller formindsker formatet. Wikepedia forklarer at 'fractals' is ...

... repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-semilar pattern. An example of this is the Megner Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandebrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

'Conceptual blending' kan defineres som: Forestillinger (ideer, begreber = 'concepts') fra to mentalt adskilte områder kombineres og integreres i en ny forestilling (ide, begreb) i et nyt mentalt rum som er forskelligt fra nogen af de to oprindelige klart forskellige forestillinger.

   H.C. Andersens eventyr om ting, planter og dyr der kan føle tænke og tale som mennesker, er gode eksempel på 'konceptuel blending'.

   Det er også superhelte som 'Edderkoppen' (menneske + edderkop) og 'Batman' (menneske + flagermus).

   Eller Kurt Westergaards berømte og berygtede Muhammadtegning forestillende profeten med en bombe i turbanen.

   Eller de årlige aprilsnarre i medierne (som jeg netop har skrevet om igen).
   Når man bruger metaforer i sprog og billeder eller ironi, så er der også tale om former for konceptuel blending'.

Her citerer jeg nu pressemeddelelsen for udstillingen sidste sommer i 'Gallerie Mikael Andersen':

Gallerie Mikael Andersen åbner udstillingen Med Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred med nye malerier af Jesper Christiansen. Udstillingen tager publikum med på en visuel rejse i paradiset fra Dante Alighieris berømte hovedværk "Den Guddommelige Komedie".

   "Dantes tekst udspiller sig i bjergegnene uden for Firenze, men jeg har tilladt mig at lade teksten udspille sig i et landskab, som giver mig en følelse af frihed, gør mig eftertænksom og til tider rent ud sagt lykkelig: Den sydøstlige del af Odsherred". (Jesper Christiansen, 2015)

   Det tematiske udgangspunkt for malerierne er således paradiset, men Jesper Christiansen sætter scenen i en anden, velkendt dansk, kontekst. Landskabet i Odsherred er i billedkunstsammenhænge kendt fra kunstnerkolonien af malere, der omkring 1930´erne skildrede livet og naturen i Odsherred.

   I malerierne dykker Christiansen atter ned i et større litterært mesterværk, "Dantes Guddommelige Komedie" (tidligere har Marcel Proust og Virginia Wolf været inspirationskilder), og han griber fat i bogens sidste del; paradis.

   Dog er det ikke trosskildringer men derimod visuelle fremstillinger af strukturer og hierarkier, som Christiansen fortolker fra bogen. Malerierne bliver derfor antydninger af mønstre og strukturer fra teksten, og det lys Dante beskriver præcist i teksten underspilles og bliver oversæt til mangesidige farve- og nuanceforskelle.

   Christiansens malerier er uden mennesker, men alligevel ikke mennesketomme. Tegn, symboler og hverdagsobjekter i malerierne giver tydeligt nærvær af civilisation med en bagvedliggende handling og forståelse. Dette greb gør malerierne til meget mere end landskabsmalerier.

   Med udgangspunktet i paradiset indskriver Jesper Christiansen sig i en række af kunstnere, der gennem historien har ladet sig fascinere og inspirere af fortællingerne fra "Den Guddommelige Komedie".         Christiansens malerier har dog altid haft sit helt eget udtryk, og udstillingens værker står som stærke visuelle fremstillinger af noget universelt i en lokal kontekst. 

http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/med-dante-i-paradis-den-sydoestlige-del-af-odsherred/

Jeg opregner lige hvilke 'concepts' der i hvert fald 'blendes' i Jesper Christiansens maleri-serie:

• En litterær italiensk tekst fra begyndelsen af 1300-tallet blandes med aktuelle danske malerierne, malerierne trækker på konkrete 'billeder' i Dantes tekst. Også T. S. Elliot ("Burnt Norton) er teksligt blandet ind i billederne
• Forestillinger om paradis mixes med med landskabscener fra Odsherred, som igen blandes med scener fra det toscanske landskab omkring Firenze. 
•  Endvidere blandes musik og maleri, idet der i alle malerierne oprindelig har været tegnet noderne fra et uddrag af et stykke musik af J. S. Bach  J. S. Messe i h-mol. I nogle af billederne kan nogle af noderne anes endnu som en delvis kamufleret undertekst.
• Selv om Bach-noderne ofte males over, så det på et højere abstraktionsniveau udtryk for hvordan tiden der løber, integreres i et billede som er statisk og ubevægeligt. 
• Den blanding af tid i forløb og det statiske billede sker også helt konkret og visuelt ved at et motiv fra ét maleri gentages i et følgende billede, men altid fra en ny synsvinkel, med andre farver, eller en anden beskæring.
• Eller videre ved at detaljeringsgraden af det der males (blade, blomster), er så ekstremt at publikum ikke kan undgå at opleve at det har taget rigtig lang tid at male: uger, måneder.
• Der er motiviske referencer til bestemte motiver i billeder fra tidligere epoker, og også til nogle af de såkaldt "Odsherredmalere".
• Og sikkert meget mere ....

Det helt overordnede princip for Jesper Christiansens kunst som han om og om igen vendte tilbage til under foredraget, var og er 'gentagelsen'.

   Han sagde noget i retning af at hvis der var noget han havde opfundet og rendyrket i sin kunst, - hans 'claim to fame' i kunsthistorien - så var det 'gentagelsen',

   Men, bør man så også tilføje, og hvad der også fremgik af foredraget og eksemplerne: 'gentagelsen' er altid i en eller anden forstand 'varieret'; som fx at ting spejler sig i hinanden, eller at motiver nok repeteres, men så er vendt på hovedet, eller er anskuet i et nyt perspektiv - fra en ny synsvinkel.

   Der er aldrig kun tale om 'mekanisk gentagelse'.

 
Og for Jesper Christiansen er det tilsyneladende en stor æstetisk fornøjelse at finde på overraskende måder at variere sin monomane mani for gentagelser og repetitioner på.

   For bare at fremhæve et enkelt moment som han 'gentager' og samtidig vender på hovedet: Når Dante SER OP til "Paradis" i sin Guddommelig komedie-tekst, så vælger Jesper selvfølgelig at SE NED på sit 'paradis' - haven i Odsherred - i sine aktuelle malerier:

Jesper Christiansen kom sent i gang med at male. Han var egentlig musiker - og en god en af slagsen på flere forskellige instrumenter.

   Men hans kone Anna Grue fik ham til at ændre kunstnerisk mål, medie og retning: Så han droppede den udøvende musik og endte med at blivekunstmaler.

   Sådan:

Da jeg lærte Anna at kende i 1977 gik hun på Kunsthåndværkerskolen og havde et lille barn på otte måneder. Jeg var lige færdig med et højskoleophold Holbæk Kunsthøjskole og brugte al min tid på at spille tolvstrengesfingerspil i et band, der lød som C.V. Jørgensen møder Weather Report. Jeg spillede flere instrumenter og var god til det. Jeg spillede ofte ude, tjente lidt penge og kom sent hjem om natten.

   Så sagde Anna en dag, at det var upraktisk med et lille barn, og hun spurgte om jeg ikke ville være kunsthåndværker som hende, for så kunne jeg arbejde om dagen og være hjemme om natten. Jeg havde ikke hendes tekniske talent, men hun hjalp mig, jeg søgte ind og blev optaget. Mens Anna valgte den industrielle vej, valgte jeg den mere kunstneriske. Vi skulle tegne romerske bogstaver på pergamentpapir, og havde en hel uge til at lave et A. Jeg elskede at nørde med det, men min skriftlærer syntes, at jeg var for dårlig, og hun opfordrede mig til at søge ind på Kunstakademiet. Ok, sagde jeg.

   Så begyndte jeg at se på kunst. Jeg anede intet om det i forvejen. Men tegneinteressen havde jeg haft i min barndom, og den blussede op igen. Jeg søgte og kom ind på akademiet i andet forsøg som 26-årig. Og så lagde jeg instrumenterne på hylden. Fra den ene dag til den anden. Det døde fuldkommen for mig.”

Jesper Christiansen arbejdede side om side med 'de unge vilde malere' i 80´erne. Det var dengang malerne, med Jesper Christiansens ord, "skulle være dårlige og male med en gulvskrubbe".
   Selv gik han andre veje med sin kunst. 

   Siden blev han professor på Kunstakademiet. Og der gik en række år med det, men så ...

Jeg var en sen starter, og de andre blev berømte før mig. Hvis jeg lavede tyve billeder på ét år, og de seks var gode, var jeg tilfreds.

    Men i 2008, da jeg var stoppet som professor, besluttede jeg at jeg ville være god. Jeg har stormet rundt på så mange gallerier, at jeg ikke længere interesserer mig for moderne kunst.

   Da jeg skulle deltage i udsmykningen af Kronprinseparrets lokaler i Frederik d. 8’s Palæ på Amalienborg, begyndte jeg at studere gammel kunst som Giotto fra 1300-tallet, og i dag gider jeg kun se på sådan noget gammel lort.

   Jeg ønsker mere håndværk, mindre koncept, selvom mine egne billeder har så mange referencer, at det halve kan være nok. Men jeg vil også transcendere med håndværk. Få hånden til at transcendere i stedet for hovedet.

Læs mere om den side af Jesper Christiansen og hans kunstneriske udvikling her i Klaus Rothsteins blogindlæg hvori han refererer et interview med kunstneren, under overskriften: "Den musikalske maler".

http://www.rothstein.dk/2015/den-musikalske-maler/

I øvrigt spekulerer jeg på om også Jesper Christiansen også er naturlig synæstetiker, ligesom Bigum er det, og ligesom Grethe Bagge sikkert er det. 

Hvad er en aprilsnar - løgn eller forbandet digt? - Hvad siger hjerneforskningen om det spørgsmål?

Aprilsnarrene i medierne drejer sig om at man gerne må lyve uden at det er moralsk forkasteligt. 

   Man har 'license to lie' en dag om året, så at sige: Den 1. april.

  

I mine egne morgenaviser spottede jeg følgende eksempler på en aprilsnar:

Metroxpress: 

- "Peter Falktoft designer sko af brugte metroxpress-aviser - Den populære tv-vært kaster nu sin kærlighed på brugte metroxpress-aviser i sit nye designereventyr."

- "Annonce: EU ude med hammeren: Forbud kan knuse de danske kammerjunkere".

- "Jetto. Nyhed, Højt at flyve. Let at betale. Hurtigere check-in (via Netto-butikker Indkøb i 10 km. højde (taxfree dagligvarer kan handles ind undervejs). Spotrejser: Hver uge har Jetto ruter til anderledes og overraskende steder." 

Politiken:

Har også "Jetto-annoncen".

I kultursektionen: "DR laver borgerlig fortsættelse af 'Matador' - Som modsvar på kritikken af '1864' laver DR nu en fortsættelse af den mest populære tv-serie nogensinde, 'Matador'. Og her bliver heltene liberale, lover DR."

Information:

"DONG i nyt stormvejr". Mangler blæst til store havvindmøller - Netop som DONG har måttet opgive udvinding fra Hejre-oliefeltet i Nordsøen, rammes energigiganten nu af problemer i de store havbaserede vindmølleparker. De forreste vindmøller tager vinden fra de bagerste.

På Facebooks nyhedsside "opdagede" jeg aprilsnarren fra Dansk sprognævn der i overskriften erklærer: "Dansk sprognævn gør nutids-r´et valgfrit." 

   Indledningsvis fortæller teksten: "HVORNÅR SKRIVER MAN ændre eller ændrer og lære eller lærer? Rigtig mange danskere har problemer med ord, der ender på –re eller –rer. Og det får nu Dansk Sprognævn til at ændre betydningen af nutid. ”Vi har nu i årtier forsøgt at lære danskerne forskellen på ”Jeg kører” (nutid) og ”Jeg vil køre” (navneform) og må erkende, at det er en umulig opgave for os”, fortæller professor i klassiske staveproblemer hos Dansk Sprognævn, Søren Schriver."

Landbrugsavisen.dk har oplistet en række aprilsnarre, de fleste med relation til landbruget, forstås. Og man kan stemme om hvilken der er "sjovest":

http://landbrugsavisen.dk/afstemning-hvilken-aprilsnar-er-sjovest-i-%C3%A5r

Et eksempel: 

Fredsted the med bacon-smag

Her er en list med 40 aprilsnarre fra 2016 fra hjemmesiden godpaaske.dk:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2016.php

Et eksempel: 

Nyt design til OB´s fodboldholds trøjer

Her er BT´s liste med de sjoveste fra i år:

http://www.bt.dk/danmark/aprilsnar-her-er-dagens-sjoveste-snydehistorier

Her nogle flere illustrerede aprilsnarre fra rundt omkring:

Verdensnyhed: Den første deodorant, der får dig til at dufte af friskbagte Snøfler! En sikker vinder, der med garanti vil få folk til at savle over dig!

Lidel markedsfører nu grønne æg

Carlsberg har købt Rundetårn for at lave det om til verdens største øldåse.

En aprilsnar er en lovlig løgn forklædt som en sandhed. 

   Men er det først og fremmest at betragte som en 'løgn', eller er det et første og fremmest et kreativt fantasiprodukt: 'digt'?

   

Jeg ved ikke af at man har skannet hjernen mens kreative journalister og reklamefolk finder på gode aprilsnarre. 

   Men man har skannet hjernen hos folk der lyver. Illustreret Videnskab havde i nr. 4/20 en artikel med overskriften 

Skannere afslører løgnens skjulesteder

Og manchetteksten fortæller:

Kriminelle får nu sværere ved at lyve sig fra en tur bag tremmer. Med nye avancerede hjerneskannere kan forskerne skelne løgne fra sandhed. Selv minder og erindringer kan tjekkes - og afsløre et falsk alibi.

Artiklen fortæller om forsøg med at fMR-skanne et antal personer der har fået besked om at de skal lyve. 

   Forsøgsopstillingen beskrives sådan:

I et forsøg fik 18 studerende en bunke spillekort i en konvolut, hvor de skulle huske et kort. Desuden fik de 20 dollars, som de fik lov at beholde hvis de kunne lyve for skanneren.  De studerende blev kørt i position i fMR-skanneren, og spillekortene dukked op på en skærm et efter et. På hver kort stod der "Er det dit kort?", hvorefter de studerende skulle trykke på en ja- eller nej-knap. De studerende havde fået besked på at trykke på nej-knappen, når de så deres kort. Efter forsøget måtte alle levere pengene tilbage - forskerne gættede kortet hver gang.

Forsøgene viste at en række områder i hjernen var særligt aktive: Det gjaldt to områder i pandelapperne og et område i isselappen, områder som er særligt aktive ved problemløsning og planlægning. Endvidere var det område der betegnes ACC (anterior cingulate cortex) placeret bag den midterste pandelap, særligt aktivt, et område der menes at behandle (og løse?) semantiske konflikter.

Søger man bag om artiklen i Illustreret Videnskab, finder man en engelsk artikel der refererer forskeren bag en række af disse eksperimenter: Daniel Langleben fra Stanford Universitetet. 

   Hans vej til at analysere hjernen når den lyver, gik via forskning i ADD (attention deficit disorder (på dansk ADHD)) hos børn, som med den lidelse havde meget svært ved at lyve:

Langleben, an Israeli immigrant with ceaseless energy, had never intended to build a modern-day lie-detection machine. His interest in deception came from work he had done with children suffering from attention deficit disorder (ADD). All the research indicated that children with ADD were terrible liars because they couldn't help but blurt out the truth.

   Langleben thought this might have to do with their lack of impulse control, and from that, he thought it was possible that lying was essentially harder than telling the truth. One had to have good impulse control to lie, otherwise the truth came out first. That led to developing a way to track a lie as it is formed in the brain using a functional magnetic resonance imaging machine, or fMRI.

   "The key point is that you need to exercise a system that is in charge of regulating and controlling your behavior when you lie more than when you just say the truth," Langleben said. "Three areas of the brain generally become more active during deception: the anterior cingulated cortex, the dorsal lateral prefrontal cortex and the parietal cortex."

   The anterior cingulated cortex is thought to be in charge of monitoring errors. The dorsal lateral prefrontal cortex is thought to control behavior. The parietal cortex processes sensory input. What Langleben and his team were seeing when they looked at the fMRI scans was more blood flow in those parts of the brain, indicating they were working harder.

This image shows average brain regions for 22 subjects during testing. Blue areas represent brain regions more active when telling the truth, red areas, when lying.

It is by studying the fMRI pictures that Langleben has come to the conclusion that lying increases blood flow in key areas of the brain. As he sees it, lies aren't created out of thin air. Instead, he believes your brain has to think of the truth and then make a decision, in a sense, to do the opposite. If you are instructed to say "the sky is green," Langleben believes your brain first thinks about the sky's true color, blue, before going with the falsehood. That process shows up on the fMRI scan.

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=15744871

Andre forskningsresultater viser at det at lyve faktisk tager længere tid end at fortælle sandheden, hvad der jo stemmer fint overens med Langlebens ræsonnement og iagttagelser: Mere arbejde tager længere tid!

Men nu er en aprilsnar jo en "lovlig løgn" - og altså måske nærmere at betragte som en sofistikeret vittighed eller joke. 

   Hvad siger hjerneforskningen at der foregår i hjernen når man joker?

   Det har to  forskere prøvet at finde svar på under overskriften the “neural genesis of a joke”:

Irving Biederman and Ori Amir at the University of Southern California scanned the brains of 22 improv comedians who had been asked to think up funny and boring captions to go with cartoons of people in various situations.

Komikerne skulle altså finde på hhv. kedelige og morsomme tekster til en tegning, og så blev de fMR-skannet imens, og bagefter skulle de så vurdere kvaliteten af joken på en skala fra en til fire: 

When the comedians came up with funny punchlines, the scientists saw activity rise in parts of the brain used to make meaningful links between opposing or distinct ideas. Activity in a separate brain region, the ventral striatum, which is involved in reward, also rose and got stronger the funnier the comedians rated their captions.

   “Conceiving funny ideas involves activation in semantic association regions where remote associations are linked in a meaningful way,” said Amir. “Greater activation in those regions results, on average, in funnier ideas.”

   In the study, amateur and professional improv comedians, including members of the Groundlings troupe in Los Angeles, had 15 seconds to come up with funny or boring captions for cartoons while having their brains scanned. After writing each caption, they rated how funny it was on a scale from one to four.

Et eksempel på sådan en tegning gives i artiklen. En kvindelige parterapeut hilser et ægtepar velkommen. Hvad siger hun til dem?

One cartoon showed a female relationship counsellor welcoming a married couple into her office. The caption from one of the participants read: “So this is awkward. I am the woman your husband has been cheating with. Either way it will be $200 for the marriage counselling.”

Hendes replik oversat til dansk: "Så, det her er pinligt. Jeg er den kvinde din mand har været dig utro med. Uanset hvad, er mit honorar 200 dollars for min ægteskabsrådgivning."

Det viser sig at de dele af hjernen som er meget aktive under skabelsen af en joke, er en del af en gammel kending, hjernens belønningssystem:

According to the researchers, the brain regions activated during the creation of jokes are rich in opioid receptors, which are part of the brain’s reward system. “In the case of humour appreciation, a surprising burst of activity in those regions may lead to the feeling of mirth,” said Amir.

https://www.theguardian.com/science/2014/nov/14/brain-joke-funny-comedians

En anden artikel om samme forsøg specificerer hvilke hjerneområder der er særlig aktive:

For a joke to be effective, the researchers discovered that the temporal lobe (located behind the temples) needed to be largely activated and significant activity was also required in the ventral striatum, the brain region which is linked to the reward system. This demonstrates that the development of comical ideas requires the activation of the temporal lobe, where opposing or distinct ideas can be linked in a relevant manner.

   Furthermore, these temporal areas are rich in opiate receptors, notably the μ receptors which play an important part in the exhilarating effect of these substances. The scientists affirm that the sole activation of these areas produces an effect of pleasure which, in the context of humor, reaches the height of an intense positive feeling, which we call joy.

http://www.happy-neuron.com/scientific-news/the-brain-s-recipe-for-jokes

Den helt afgørende pointe når man sammenligner forskernes resultater når folk lyver bevidst, med resultaterne når de laver jokes, er at i det sidste tilfælde er de frontale pandelapper ikke aktive.  Der er så at sige lukket ned for 'kontrolsystemet', for at hjernen kan komme i den 'åbne tilstand' som muliggør associative koblinger mellem ideer og forestillinger som ligger langt fra hinanden. 

Videnskabsjournalistikkens danske frontløber - Lone Frank - med en ny bog om 'lystens pioner'

Illustration af "deep brain stimulation"

Videnskabsjournalistik hører ikke til en af de discipliner der undervises i på vores journalistuddannelser, mig bekendt - ikke fast i hvert fald. Og det er synd, for det er vel en genre inden for faget som i de senere år er blevet mere og mere vigtig. 

   

Inden for det engelske sprogområde er genren udbredt, og jeg har i mange år nydt at læse bøger der introducerer til særlige vidensområder, journalistisk vinklet,  og skrevet i en en suveræn journalistisk stil. 

   I slutningen af dette indlæg med afsæt i den danske videnskabsjournalist Lone Franks seneste bog, lister jeg op videnskabsjournalistiske engelsk-amerikanske bøger som jeg har haft stor fornøjelse af at læse, og ofte har brugt som afsæt for indlæg på blokken her.

Lone Franks navn mødte jeg første gang for nogle år siden i nogle store artikler i Weekendavisens videnskabstillæg "Ideer". 

   Præcis hvad de handlede om, husker jeg ikke mere. Men de gjorde indtryk, så stærkt så jeg i en periode abonerede på Weekendavisen - udelukkende for at få adgang til at læse artiklerne af hende. 

   Da jeg begyndte at skrive på denne blok for næsten eksakt 6 år siden, blev jeg hurtigt optaget af sammenhængen mellem kreativitet og det som den moderne hjerneforskning fandt ud af. Og blev klar over at Lone Frank nogle år inden (2007) havde udgivet bogen "Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder."

   Jeg fik hurtigt anskaffet den, og syntes den var fremragende og nåede vidt omkring i feltet. 

   Den følgende bog hun udgav "Mit smukke genom", har jeg kun læst i uddrag og referater, da genforskning ikke lå centralt i mit interessefelt. 

   Men interessant journalistisk og formidlingsmæssigt var det at hun havde brugt sig selv og sine egne gener som drivende case og plot, så vidt jeg kunne forstå. Og hun havde kunnet konstatere at hun genetisk var disponeret for depressioner af den mere alvorlige slags. 

Nu er Lone Frank så udkommet med endnu en videnskabsjournalistisk bog "Lystens Pioner. Historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vej til fremtiden." 

   Den har fået fremragende anmeldelser, og selv har jeg læst den i en ruf. 

   Den handler om en amerikansk psykiater Robert Heath der i 1950 fandt på at indoperere elektroder dybt i hjernen på levende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, og sætte strøm til. I en lang række år foretog han forskellige eksperimenter af den art, nogle med overraskeende positive - helende eller lindrende - effekt, hvor andre behandlingsformer ingen virkning havde haft. 

   Men på et tidspunkt overskred han nogle etiske grænser, i hvert fald målt med samtidens målstok og i en social kontekst hvor fx det hvide snit, med god grund, blev udråbt som et afskrækkende skoleeksempel på hvad neurokirurgi kunne misbruges til (hjulpet godt på vej i offentligheden af den fremragende spillefilm "Gøgereden").

   Så Heath og hans metoder og resultater blev effektivt fortrængt - så at sige skrevet helt ud af videnskabshistorien inden for psykiatrien. 

  Pointen i Lone Fransk bog er så at hans metode med elektrisk stimulering af dybe områder/centrer i hjernen, nu er genopstået, men altså uden de yngre forskeres viden og bevidsthed om at der har været en pioner på området for efterhånden mange år siden, en pioner der faktisk opnåede væsentlige resultater og indsigter med tilsvarende teknikker.

  Som der resumeres på bagsiden af bogens cover:

Dyb hjernestimulation er psykiatriens store håb. En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Plottet i fortællingen er at vi følger Lone Frank i hendes journalistiske opsporing af hvad det egentlig var Robert Heath gjorde den gang, og hvorfor han så effektivt blev glemt. Og i hendes beskrivelse af hvad nutidens biopsykiatri har gang i af tilsvarende forskning og eksperimenter. Og det to spor flettes så samme i bogen så læseren pendler mellem dem.

   Bagsiden fortæller:

I LYSTENS PIONER jagter Lone Frank den fascinerende historie om Robert Heaths storhed og fald, og hendes opklaringsarbejde trækker overraskende tråde til nutiden forskning og giver  en pejling for fremtiden. Bogen er en original blanding af historisk fortælling, reportage og personlig refleksion over vores forhold til os selv, til lysten og til eksistensen.

Jeg skal ikke her genfortælle Heaths historie, men blot fremhæve at han var en original outsider allerede i sin samtid. Og det blandt andet er denne outsider-rolle som umiddelbart tiltrækker Lone Franks interesse og nysgerrighed. 

I modsætning til hvad der opfattes som "norm" i en journalistisk tradition, nemlig at man ikke må blande sit personlige jeg ind i fortællingen (= 'tilstræbt objektivitet'), så får Lone Frank jævnligt undervejs i 'jagten på sandheden om Rober Heath', sin egen person og egne følelser og refleksioner flettet ind i historien. 

  Side 18. for eksempel kommer hun med et personligt credo:

For afspejler vores reaktion på det at stikke elektronik ind i folks hoveder i virkeligheden ikke vores forhold til os selv?

   Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været interesseret i - nej uhjælpelig fascineret af - at forstå mennesket som som sådan, måske især for derigennem bedre at forstå mig selv. Spørgsmål om, hvad der ligger i vores natur, og hvor meget den natur kan bøjes og formes, har været en konstant drivkraft i mit arbejde som videnskabelig skribent. Hvad enten det gælder biologien, psykologien eller psykiatrien, så er det interessant for mig det, disse felter kan sige om os. Det, det kan fortælle om vores inderste kerne eller essens - eller om vi overhovedet har sådan en?

Lone Frank erklærer at "sjælen" som noget uden for kroppen "er afgået ved døden." Og det rejser spørgsmålet...

Hvor meget kan man modificere det, som i sidste instans udgør en person, og hvem bestemmer, hvor langt man går? (...) Skal vi eksempelvis gør mennesker mere lykkelige  eller forandre træk i deres personlighed, som del selv eller andre ikke bryder sig om? Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk.

Noget af det der kendetegner Lone Frank som journalist er det gode levende og prægnante 'erfaringssprog' hun trækker på. Det vrimler med direkte og bramfri formuleringer som for eksempel den du lige har læst: "Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk."

I kapitel 2. "Psykokirurgiens genkomst" beskriver Lone Frank sine oplevelser på en faglige kongres for 700 neurokirurger som forsker i effekten af forskellige former for hjerneoperationer, og som her mødes for at udveksle ny viden. 

   Hun fortæller om mødet sådan (jeg har fremhævet de særlige sproglige formuleringer som jeg nyder for deres erfaringsproglige kvaliteter):

Flertallet er mænd, og de ser ud om om deres koksgrå jakkesæt er købt det samme sted. Dere højrøstede sludren går gennem konferencecenteret, der er så anonymt at jeg glemmer, hvordan her ser ud, bare jeg lukker øjnene kortvarigt.   Jeg føler mig fremmed. I årevis har jeg som journalist været vant til at færdes blandt psykiatere, psykologer genetikere, og deres jargon og måde at tale om psyken kender jeg. Nu går jeg rundt mellem mennesker der taler teknik. De kan få lys i øjnene af at diskutere nye elektroder, der kan styre strømmen i forskellige retninger (...). Og i pauserne mellem foredrag kan man se dem pille kærligt ved alt det avancerede operationsisenkram, som er udstillet, og som for det utrænede øje ligner torturinstrumenter.   (...) At bruge sin fingerfærdighed på at fjerne svulster og reparere bristfærdige hjernekar er i dag næsten bagstræberisk og giver ingen prestige. At operer på psyken er fremtiden, og neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere.

Senere i kapitlet optræder en hel række af smukke og anskueliggørende metaforer:

Mens jeg suger til mig af nyheder, går jeg rundt med et spøgelse på skulderen. Robert Heaths historie, hans gamle artikler og hans for længst afdøde patienter med deres numre bliver klangbund for alt, hvad jeg hører. Tråde bliver trukket fra den gang til nu, og sammenligninger trænger sig på.

Nu vil jeg citere et langt, meget personligt afsnit fra senere i samme kapitel. Derefter må læserne selv købe bogen hvis de vil vide mere. 

   Lone Frank konstaterer at vi faktisk ved meget lidt om de biologisk årsager til de alvorlige psykiske sygdomme:

Sygdom, sygdom, sygdom. Det er selvfølgelig diagnoserne, som er anledning til at vi sidder her i en  mørk sal i et kedeligt betonbyggeri og hører foredrag efter foredrag, men for mig er det ikke det mest interessante. Neden under min privat fascination af den elektroniske hjernestimulation ligger noget helt andet. Det handler om, at manipulation af hjernen er manipulation af selve vores inderste - det mig, som befinder sig et eller andet sted i den belgrøde klump med sine hundrede af milliarder forbundne celler. Denne her mærkelige teknologi stiller dybest set spørgsmålet: Hvem er jeg?

Og med det spørgsmål som afsæt skifter journalisten Lone Frank 'fortæller-mode' og går over til den personlige bekendelse i klar tale og erfaringsnært sprog:

Så længe jeg overhovedet kan huske, har det været mit eget kernespørgsmål, og det, som jeg igen og igen kommer til at kredse om. Måske går det helt tilbage til barndommen. Mine forældre passede dårligt sammen, og begge ville gerne have, at den anden opførte sig anderledes. Der blev talt rigtig meget om at ændre sig, og især min far havde en ide om, at man naturligvis kunne blive en anden - "det er et spørgsmål om at ændre nogle bidder information inden i hovedet", som han sagde. Imidlertid kunne jeg se, at han faktisk forandrede sig meget lidt. Til trods for, at han gerne ville og for, at sagen blev vendt og drejet, til hele familien var blå i hovederne.

Fra familien til Lone Frank selv og de problemer hun har haft med at accepterer sit jeg, og dermed referencer til hendes foregående bog og den deraf følgende dokumentarfilm:

Men jeg kender selv udmærket til ønsket om at at være en anden. Eller i det mindste en anden udgave af mig selv - udadvendt med mere overskud og mindre hang til misundelse og raseri. Bedre ligesom. Som journalist har jeg halset efter videnskab, der forsøger at afdække menneskets natur og kortlægge sindets plasticitet. Jeg har endda brug mig selv og min personlige historie som omdrejningspunkt i en dokumentarfilm, der tager fat på emnet. I Genetic Me jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gen gener i høj grad  tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb. Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

At Lone Frank ikke kan affinde sig med det, viser emnet for denne nye bog. 

   Kan man med dyb hjernestimulation gennem indopererede elektroder faktisk ændre på personligheden - og fx påvirke grundhumøret og følelsen af lyst og belønning i positiv retning hos mennesker plaget af gentagne depressioner (som LF selv lider af)? 

   Det er det spørgsmål der driver denne videnskabsjournalistiske historie frem, en fortælling der forbinder fremgravet viden om fortidens fortrængte pioner Robert Heaths eksperimenter- med frisk indsigt i nutidens og fremtidens konkurrencedrevne neurokirurgers frontforskning og - forsøg.

Jeg får også associationer til noget jeg selv har haft ansvaret for, nemlig til min bog om Poul Martinsen og hans omfattende tv-produktion

   En lang række af hans tv-dokumentarprogrammer havde også karakter af videnskabs-formidling, og viste - i nogle tilfælde etisk problematiske - forsøg og eksperimenter med mennesker. 

   Mest berømt og berygtet er Martinsens udsendelse "Lydighedens dilemma", som i praksis og med brug af skjult kamera demonstrerede og dokumentrede et også berømt og berygtet socialpsykologisk eksperiment af socialpsykologen Milgran fra 1960.

  Om det program skrev Politiken så sent som i 2008 i en faktaboks til en artikel om at nogle forskere nu har gentaget Milgrams kontroversielle eksperiment - og med samme resultat:

Den danske psykolog og journalist Poul Martinsen genskabte i 1978 Milgrams klassiske eksperiment i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole.

   Ligesom i den oprindelige amerikanske udgave fik en kittelklædte autoritet i skikkelse af Martinsen forsøgspersoner til at give - indbildt - strøm til en anden.

   Det hele blev optaget til fjernsyn og sendt under titlen 'Lydighedens dilemma'.

   Men for forsøgspersonen Marianne, som gik langt i eksperimentet, var oplevelsen af at blive vist frem for nationen som torturbøddel så traumatisk, at hun senere måtte have psykologhjælp.

http://politiken.dk/viden/ECE617352/forskere-gentager-kontroversielt-torturforsoeg/

Martinsens lange række af videnskabsformidlende tv-dokumentarer, var båret af det samme bagvedliggende grundspørgsmål som driver Lone Frank: 

   Hvem er jeg? Og kan jeg være sikker på at jeg ved hvem jeg selv er? 

Jeg lovede en liste (her i tilfældig orden) med nogle af de engelsksprogede videnskabsjournalistiske bøger jeg selv har haft stor fornøjelse og stort udbytte af at læse:

• Malcomlm Gladwell: "Blink"
• Sharaon Begley: "The Plastic Mind"
• Steven Johnson: "Mind Wide Open"
• Steven Johnson; "Where Good Ideas Come From"
• James Geary: "I is an Other"
• Ryszard Kapuscinski: "Travels with Herodotus"
• Joshua Foer: "Walking with Einstein"
• John Lehrer: "Imagine"

Tidligere har jeg skrevet om Lone Franks journalistik i blandt andet disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/07/dagdrmme-og-kreativ-tnkning.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/ammehormon-krammehormon-krlighedshormon.html

Harald Henriksen - udstilling på blokken af min totale samling af hans billeder pr. 1. april 2016 - med fokus på kunstnerens originale træsnitteknik

Seneste erhvervelse (11/10/16). Meget smukt farvetræsnit af Harald Henriksen.
(Vist igen nedenfor  i oversigten over 'samlingen')

Akvarel-forstudie til ovenstående træsnit. Suveræn teknik

Jeg har lyst til at få og give et overblik over min Harald Henriksen-samling som den ser ud nu, og som primært udgøres af farvtræsnit, men som også indeholder et mindre antal akvareller - og nogle fotokopier af søndagsmagasin-forsider, baseret på akvarel-originaler. 

   Alt i alt 33 farvetræsnit (seneste indføjet 11/10/16); dertil kommer de to som fruen har arvet, og det ene som søsteren har. 

   Og så har jeg i alt 8 af hans akvareller, som altså er unikabilleder, men varierende mærket af alderen - især præget af at papiret er mere eller mindre gulnet, hvad man skal abstrahere fra for at nyde dem fuldt ud.
   Men som alle akvareller er de teknisk instruktive - fordi en akvarel altid afslører sin arbejdsproces.

Her kommer træsnittene så i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

G018. Plov i sne, 1924. Farvetræsnit 30 x 44 cm. (Charlottenborg 1925, Møstings Hus 2010, Statens Museum f. Kunst)

G020. Udsigt over Bramsnæsvig 1926. Farvetræsnit 36 x 48 cm (Charlottenborg 1927, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G021. Vippebrønd Bramsnæsvig 1925. Farvetræsnit 29 x 43 cm. (Møstings Hus 2010)

G027. Snestorm Brandsø, 1926. Farvetræsnit 30 x 43 cm. (Charlottenborg 1926, Møstings Hus 2010, Politiken okt. 2010)

G032. Bognæs vinter, ca. 1928. Farvetræsnit 23 x 31 cm. (Møstings Hus 2010)

G083. En harve, ca. 1944. Farvetræsnit 21 x 32 cm. (Charlottenborg 1947, Møstings Hus 2010)

G034. Plænen i Frederiksberg Have vinter, 1927. Farvetræsnit 36 x 49 cm. (Charlottenborg 1928, Møstings Hus 2010)

G035. Plænen i Frederiksberg Have forår, 1926. Farvetræsnit 36 x 49 cm. (Møstings Hus 2010)

G042. Trappe i Frederiksberg Have, 1930. Farvetræsnit 34x 29 cm. (Charlottenborg 1931)

G044. Træer, harve Bramsnæsvig, ca. 1930. Farvetræsnit 18 x 23 cm (spejlvendt i forhold til mit eksemplar) 

G048. Koholm og gården Krabbeslund, Bramsnæsvig ca. 1930. Farvetræsnit 21 x 39 cm (Møstings Hus 2010)

G049. Hesterive Bramsnæsvig, vinter, ca. 1930. Farvetræsnit 23 x 27 cm

G050. Ved Skejten, ca. 1930. Farvetræsnit 20 x 25 cm

G052. Udsigt fra Rundetårn, 1931. Farvetræsnit 42 x 52 cm. (Charlottenborg 1932, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G055. Vinterlandskab med mølle, 1933. Farvetræsnit 16,5 x 25,5 cm. (Charlottenborg 1934, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G056. Ved Langelinje med ’Tjalfe’, 1930. Farvetræsnit 36 x 47 cm. (Charlottenborg 1930) (dedikation: Operasangerinde ved Det Kgl. Teater Johanne Brun ved hendes 60 årsdag 1934) (i fruens eje)

G058. Ved Hindsgavl, udsigt til Fænøsund, ca. 1934. Farvetræsnit 30 x 41 cm (i fruens eje)

G058. Domkirkepladsen i Roskilde, ca. 1945. Farvetræsnit 34 x 40 cm

G060. Brønshøj Mose, ca. 1933. Farvetræsnit 22 x 36 cm. (Møstings Hus 2010)

G061. Stemmeværk vinter, ca. 1935. Farvetræsnit 27 x 33 cm. (Møstings Hus 2010)

G062. Vinter ved en fjord 1, ca. 1935. Farvetræsnit 18 x 24 cm

G066. Vibe, ca. 1936. Farvetræsnit 19 x 26 cm

G069a. Vinterlandskab, ca. 1938. Farvetræsnit 21 x 36 cm

G073. Træer ved en vej, ca. 1938. Farvetræsnit 25 x 30 cm. (Møstings Hus 2010)

G076. Vej ved Bramsnæsvig, 1939. Farvetræsnit 18,5 x 26 cm. (Charlottenborg 1940)

G104. Brønshøj Mose, 1949. Farvetræsnit 19 x 27 cm. (Møstings Hus 2010)

G081. Svaner i Damhussøen, ca. 1940. Farvetræsnit 23,5 x 29,5 cm

G102. Vindue med hyacinter, 1948. Farvetræsnit 27 x 32 cm. (Charlottenborg 1949)

G104. Brønshøj Mose, 1949. Farvetræsnit 19 x 27 cm. (Møstings Hus 2010)

G106. Klint, ca. 1948. Farvetryk på gipsplade 39 x 49 cm

G115. Frederiksborg Slot ca. 1938. Farvetræsnit 30 x 40 cm

G114. Vinterlandskab Bramsnæsvig, ca. 1935. Farvetræsnit 38 x 50 cm

G 079a To svaner, ca. 1940. Farvetræsnit 26 x 33 cm (i mosters eje)

G074. Plovfure i sne. 1943.

Til en del af træsnittene har Harald Henriksen lavet akvarel-forestudier ude i naturen. Et eksempel kan ses i begyndelsen af dette indlæg.
   I andre tilfælde har han først malet en akvarel, og så genbrugt en version af motivet i et eller flere træsnit.

Det interessante og helt specielle ved Harald Henriksens farvtræsnit er at der er tale om en teknik og en arbejdsproces han helt selv har udviklet. 

   Den er inspireret af de japanske træsnit som er ca. 100-70 år ældre (Hokusai og Hiroshige). Men de japanske træsnit er produceret i en form for industriproduktion - en slags samlebåndsarbejde - hvor hver enkelt fase blev udført af hver sin specialist: tegning, udskæring, farvelægning, tryk.

    Harald Henriksens produktionsproces er en hvor han selv ene mand gør det hele: 

   Skitser - tegnet eller akvarel - laves ude i naturen på stedet. 

   Så overfører han motivet til konturtegning på typisk to (i de første år tre) stokke/plader - en til forgrund og en til baggrund.

   Derefter skærer/snitter/brænder han stokkene styret af den overførte konturskitse.

    Så påfører han farver - op til 6 forskellige - enten med pensel eller rulle.   

   Hvorefter han trykker motivet i to arbejdsgange på enten bagsiden eller forsiden eller på begge sider af meget tyndt japanpapir (hvor man reelt ikke kan se forskel på om trykket er sket på forsiden eller bagsiden). 

    Til sidst klæber han trykket op på pap eller tykkere papir med melklister som klæbemiddel, så japanpapiret næsten går i et med pappet/papiret.

Se mere om Harald Henriksens træsnitteknik og udviklingen af den i denne artikel af Thomas Bullinger og Troels Andersen som fremhæver at træsnittene næsten har akvarel-karakter, og at de i kraft af hans specielle arbejdsproces nærmest har karakter af monotopier, idet der kan være ret store forskelle i farvelægningen fra enkelttryk til enkelttryk inden for samme oplag.

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

Jeg citerer fra artiklen der i formuleringer viser hvor overraskede de fagligt kompetente forfattere er ved at opdage den helt originale teknik Harald Henriksen har udviklet, og som betyder at træsnittene bliver så 'akvarelagtige'  i udtrykket.

   Artiklen beskriver i detaljer hvordan han har arbejdet.

   Nogle få træsnit blev produceret på cylinderpresse, men ...

Ellers peger alle trækkene på, at han behandlede hvert eneste tryk individuelt og dermed opnåede en kvalitet, der nok ikke er typisk for dansk trykgrafik, men nærmede sig hans eget akvarelmaleri og gav træsnittene en malerisk og dekorativ virkning.

   Harald Henriksens farvetræsnit bygger på nogle af de tekniske erfaringer, som opdagelsen af det japanske træsnit bragte, men han benyttede ikke den fremgangsmåde, der blev beskrevet i The Studio, med en konturtegning på én blok og særskilte blokke til hver enkelt farve.

    Det er først og fremmest i brugen af papir og farve, indflyd elsen kan spores. Han arbejdede hjemme, havde ikke noget atelier med større indretning. Om et grafisk værksted var der heller ikke tale. Der fandtes ikke redskaber til dybtryk, ingen trykpresse, og efter at dømme hvad familien husker, udførte Harald Henriksen sine endda ret store træsnit på meget enkel og raffineret måde. Med håndens tryk og vel også med en håndvalse.

   Hans trykfarver var nøje afpasset til papiret, så farven ikke trak ud, selv om den indeholdt et vist mål af olie eller måske snarere, som beskrevet i Th e Studio, glycerin.

   Trykkene blev taget på japanpapir, der var fæstet i den ene side til arbejdsbordet, således at pasningen for hver trykgang var sikret.

   Det færdige tryk blev derpå limet på et kraftigere papir. Også her viser Harald Henriksens tekniske dygtighed sig. Det er nærmest umuligt at se på trykkene, at der er tale om to papirer, så dygtigt er opklæbningen gennemført. Kunstnerens søn husker, hvordan der stod skyer af kartoffelmel i arbejdsrummet, når der blev klæbet op.

Harald Henriksen begyndte med træsnit fra omkring 1916, og som det var normen på det tidspunkt (f. eks hos Edward Munch), var de monokrone i sort hvidt og med motivet delt op i klare flader, som det her fra 1920:

G005. Bænken, ca. 1920. Træsnit 22 x 30 cm (Møstings Hus 2010)

Artiklen beskriver så arbejdsprocessen ved et af de tidligste Harald Henriksen-farvtræsnit "Snestorm, Brandsø" som jeg har. og som er vist tidligt i oversigten ovenfor:

I 1925 blev ”Snestorm, Brandsø” til, i hvert fald blev det samme år udsendt til Radereforeningens medlemmer. Her har Harald Henriksen allerede fundet den form, som han skulle bygge på i de følgende årtier. Noget må være gået forud, for trykket viser stor teknisk beherskelse.

   Det udgåede, sorte træ i forgrunden kontrasterer mod den fint aftonede baggrund, der åbner et vidt udsyn ud over havet. Der er kun benyttet få farver og formentlig i alt tre trykplader. En af dem er bevaret, det er den, der er benyttet til baggrunden med havet, træets forkrøblede stamme er skåret bort. Ved trykningen er den grå tone i himlen aftørret på pladen ned mod horisonten, så papiret står næsten hvidt.

   Denne frie, maleriske behandling gør, at hvert tryk får sit eget præg, og nærmer sig til monotypien. Foruden den bevarede trykstok har træet i forgrunden og træerne yderst til venstre formentlig haft hver deres stok. 

Det der tydeligvis overrasker forfatterne mest, er at Harald Henriksen frit kombinerer at trykke med blokke der er spejlvendte og blokke der er retvendte i forhold til det færdig motiv; dvs. han jonglerer tilsyneladende frit i hovedet med motivet set enten forfra eller fra "ryggen".

   Hvad der bestemmer om han gør det ene eller det andet eller kombinerer i forhold til det specifikke billede, vides ikke. 

”Snestorm, Brandsø” blev som nævnt konciperet på den traditionelle vis, at der er én trykplade per farve. Andre, senere flerfarvetryk stammer fra én og samme plade med partiel indfarvning. Og atter andre plader er skåret på for- og bagside, som en form for rationel økonomiseren, og trykt med kun disse to skæringer. Derimod ser det ikke ud til, at Harald Henriksen benyttede sig af den kendte metode på samme trykplade at skære første billedtryk ned til næste tryk og derefter ned til tredje farve.

Det at han ikke benytter sig af "den kendte metode", har den fordel at han kan genbruge de samme trykplader til flere optryk hvis der var godt salg i et træsnit. Han kunne også udnytte mulighederne for at kombinere fx en snittet stok med forgrunden i et motiv med en ny baggrund.

   Artiklens forfattere kæmper med at få deres professionelle normer for hvordan træsnit trykkes, til at korrespondere med hvad de kan slutte sig til ud fra Harald Henriksens bevarede snittede stokke:

Til forklaring: Trykplader er negativ eller spejlvendt i forhold til det trykte billede. I et farvetræsnit med flere trykplader er alle pladerne spejlvendte i forhold til billedet. Klarer man placeringen eksakt med passemærker eller på anden vis, så føjer de successive tryk sig til det endelige billede.

   Men hos Harald Henriksen ikke nødvendigvis. Til stor overraskelse findes der to plader til samme farvetryk, hvoraf det ene er negativ (spejlvendt i forhold til det færdige tryk), det andet positiv (retvendt i for-hold til det færdige tryk). Det er usædvanligt, det har vi ikke set før. Hvad er forklaringen?

   Da Harald Henriksen efter endt farvetryk klistrede sine meget tynde japanpapirer på andet og mere stabilt papir, skjulte han bagsiderne. Vi kan altså ikke se fra papirets bagside hvad der er sket.

   Men farvefænomenerne på forsiden siger ganske klart: tryk nummer to fra den positive plade kommer fra bagsiden – og kommer nok i japansk tradition fra vandige farver, der bagfra trænger gennem papiret og fremkommer amorf, let, gennemsigtig og for et dansk farvetræsnit ganske usædvanligt.

   Det kunne måske spores tilbage til japanske metoder. Som regel er det de fjernest liggende partier i landskabet der trykkes positivt, dvs. på papirets bagside, mens forgrundens kraftigere motiv, oftest et bladløst træ, trykkes i normal negativ omvending på papirets forside. Men begge tryk kan også være positive, dvs. foretaget på papirets bagside, eller begge traditionelt trykt spejlvendt. Hvilken af de to trykgange, der er den første, lader sig ikke afgøre.

   Der er skåret væk i baggrundspladerne til de kraftigste elementer i forgrundsmotiverne, f. eks. træstammerne, men det er ikke givet at forgrundens stok er den først skårne.

I de snittede stokke jeg har fået forærende, til træsnittet med udsigt fra parken til Frederiksborg slot, er det sådan at de begge er retvendte, hvilket betyder at begge plader er trykt fra bagsiden af papiret:

Retvendt i forhold til motivet, og altså trykt på bagsiden af papiret

Retvendt i forhold til motivet, og altså trykt på bagsiden af papiret

Det samlede resultat af de to trykpladers aftryk på samme papir ser så sådan ud:

G115. Frederiksborg Slot ca. 1938. Farvetræsnit 30 x 40 cm

Hvordan har Harald Henriksen helt konkret snittet sine blokke eller plader? Det har artiklens forfattere også et detaljeret afsnit om:

Er Harald Henriksens skæreknive bevaret? Siger de noget vigtigt?

    Hvis ikke, så kan man alene ud fra træpladerne og skæresporene sige, at han benyttede sig af alment kendte knive. Der er spidse knive til linjer, der er hule knive til fraskæring af større partier. I enkelte plader benyttede han ”brandtegning” d.v.s. at han med et lille apparat med en spritflamme brændte spor i træpladen. Træets bortbrænding er hurtigere og lettere end en skæring og giver andre spor. Et brandspor i træet aftegnede sig for Henriksen på en tiltrækkende eller interessant måde.

Her er artiklens forfattere ikke præcise vedrørende "spritflamme". Haralds søn fortæller om hans teknik at knivene desvære ikke er bevaret, men ...

Det var hulknive i forskellige dimensioner. Hårdt for hænderne da han arbejdede i ret hårde træsorter (pæretræ tror jeg nok). Derfor var brændeteknikken jo smart, særlig til finere filigranarbejde som grenværk, siv eller andet. Han brugte (ikke en spritflamme, men) en platinspids som blev rød/hvidglødende af, at der blev pumpet benzin eller benzindampe ud i den. Spidsen blev ‘antændt’ med en spritflamme eller en tændstik. 

   Jeg har lavet en primitiv tegning af apparaturet, som jeg husker det. Det er desværre ikke bevaret. 

Det må have været afsindig brandfarligt, men der skete aldrig noget. Jeg kan endnu mærke den særlige og gode duft af benzin og brændt træ. Der stod en lille røgsøjle op fra træpladen, når han brændte.

Thomas Bullinger og Troels Andersen fortsætter i deres artikel beskrivelsen af Harald Henriksens helt originale træsnitteknik sådan her:

En enkelt træplade viser stadig fortegningen, i blyant eller kul velsagtens, på en anden er et træ tegnet ind med tusch. Tegningen blev ikke fulgt eksakt i udskæringen, men tjente som holdepunkt, og Harald Henriksen skar tynde linjer omkring formerne.

   Han fjernede de partier, der ikke skulle trykkes: ganske systematisk med den vriggende eller tremulerende bevægelse, som de fleste grafikkere benytter. Men de store, ikke trykkende partier, der af andre grafikere skæres møjsommeligt bort, og som altid efterlader knivens spor i trykket – ønsket eller uønsket – står der stadig urørt hos Harald Henriksen. Blot kan man se, at han ikke påførte trykfarve på disse partier. Og så kunne det være lige meget, om de var skåret bort.

   Han malte sin trykfarve på de udvalgte steder eller valsede dem på med en malers hånd. Ja selv i partier, der ikke engang er skåret, men stadig står som urørt flade, er der med pensel malede partier: vejens hjulspor eller markgrøftens skyggepartier. De rene monotypier.

    Sammenlignet med hans akvareller af samme motiv viser Harald Henriksens farvetræsnit iøjnefaldende, hvor meget trykfarvernes behandling og påføring styres således, at de på papiret fremstræder tyndt, luftigt og ligner akvarelfarver. Der findes vandige effekter, luftperler, tiltagende og aftagende farvemæthed, glidende overgange på fladerne.

   Er træsnit som højtryk traditionelt karakteriseret ved, at en flade eller en streg er indfarvet jævnt og ensfarvet for at give et entydigt aftryk, så gør Harald Henriksen gerne det modsatte. Landskaberne fremkommer med udtyndende luftperspektiviske fænomener, himlene blegner mod horisonten, vandflader spejler himlens skiftende farvemæthed. Harald Hansen maler sine træsnit!

Det er vel derfor de er så betagende smukke og anderledes: "Han malede sine træsnit."

Så til akvarellerne, som jeg nu har erhvervet mig otte af. 

   Dem og deres tekniske kvaliteter har jeg skrevet udførligt om i tidligere blogindlæg, så jeg viser dem bare her - med de oplysninger jeg har om dem:

A047b. Trafik på Knippelsbro, 1933. Akvarel 62 x 46 cm

A067. Tibirke, udsigt til Arresø, 1936. Akvarel 45 x 59 cm

A 106b. Havn, ca. 1940. Akvarel 64 x 76 cm

A 113b. Ved Kongekilden, Dyrehaven, ca. 1942. Akvarel 45 x 59 cm

Forår ved Kattinge Sø, ca. 1945

A142. Maj i Høsterkøb 1944. Akvarel 34x 48 cm

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Gammeltorv-Nytorv, 1953

Her søndagsmagasin-forsiderne, som altså er avistryk baseret på akvarel-originaler:

Slut for denne gang. Dejligt at få lavet et samlet overblik over - samlingen.

Siden det her indlæg er skrevet, har jeg erhvervet flere nye akvareller og træsnit. Dem har jeg skrevet om og vist her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/akvarelmaleriets-mysterier-55-et.html

Nogle få af billederne som er vist her, er også vist i det senere indlæg.