En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).

Hundertwasser - kreativ multipersonlighed - fascinerende maler, arkitektonisk pioner og økologisk frontkæmper

På denne blog samler jeg  bl.a på 'særligt kreative personligheder' og deres barndoms- og ungdomsoplevelser og -erfaringer.

   'Den særligt kreative personlighed' er kendetegnet ved at at udfolde sig gennem 'flere personligheder i én' - i en slags 'multipersonlighed' eller 'portemonnæ-personlighed' - med flere mere eller mindre adskilte, men alle kreative mentale rum.

   Det har ofte vist sig at når man fordybede sig lidt i den slags personligheders biografi, så indgår der savn eller tab af forældre, radikale skift i sprog og miljø, isolation og mobning i skolen -  som en del af barndommens og ungdommens socialt fremmedgørende og psykologisk fantasimobiliserende oplevelser.

    Jeg har for nylig været på Arken og set Hundertwasser-udstillingen. Den var virkelig god og stærk at opleve, værd at se, gav stof til eftertanke - og erindringer. 

   Og kunstneren hørte klart nok til ovennævnte kategori.

Manden Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser (1928-2000) var både en original maler, en original arkitekt og en kreativ og provokerende aktvist med ideologiske rødder i den økologiske bevægelse.

   Hans mentalitet er på alle fronter gennemtrængt af en oprørskhed og en grænseoverskridende frihedstrang i forhold til sociale autoriteter, en trang som jeg - som gammel 68´er - kan får mindelser om fra min egen fagre ungdom.
   Så hjertet banker med når jeg (gen)ser hans værker og læser om hans liv.

Wikipedia fortæller om barndomsoplevelser som utvivlsomt har mærket hans personlighed:

Hundertwasser's father Ernst Stowasser died three months after Hundertwasser's first birthday. The Second World War was a difficult time for Hundertwasser and his mother Elsa, who was Jewish. They avoided persecution by posing as Christians, a credible ruse as Hundertwasser's father had been a Catholic. Hundertwasser was baptized as a Catholic in 1935. To remain inconspicuous Hundertwasser also joined the Hitler Youth.[1]

Hans fødenavn var 'Friederich Stowasser', men det ændrede han til 'Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser' efter krigen da han tilbragte tre måneder på det statslige kunstakademi i Wien.
   Mens han var der - hans eneste formelle kunstskoling - begyndte han at signere sine billeder med "Hundertwasser".

   Her er historien om skiftet til kunstnernavnet:

His adopted surname is based on the translation of "sto" (the Slavic word for "one hundred") into German. The name Friedensreich has a double meaning as "Peaceland" or "Peacerich" (in the sense of "peaceful").

   The other names he chose for himself, Regentag and Dunkelbunt, translate to "Rainy day" and "Darkly multicoloured".

   His name Friedensreich Hundertwasser means, "Peace-Kingdom Hundred-Water".

Arken sammenfatter Hundertwassers identitet i en pressemeddelelse på hjemmesiden:

”Jeg vil vise, hvor let det er at skabe paradis på jorden”. Sådan sagde kunstneren Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser, hvis hjerte bankede for naturen og menneskets frisættelse. Han var en maler, økoaktivist og arkitekt, der med malerier, manifester og eventyrlige bygninger ville gøre verden til et bedre sted. Hundertwasser blander farvestrålende spiraler, guldkupler og vildtvoksende træer med noget så håndgribeligt som humus-toiletter, brændenældesuppe og hjemmesyet tøj. I sin samtid var han kontroversiel. I dag er han med sine ideer om grøn arkitektur, økologi ogurban gardening aktuel som aldrig før. Fra den 1. februar kan han opleves på kunstmuseet ARKEN.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang så et maleri af Hundertwasser, eller et fotografi af et af de huse har tegnet som arkitekt. - Vel en gang i begyndelsen af 70´erne.
   Men det jeg kan huske klart, er at da jeg først en gang havde set et af hans malerier - eller byggerier, så gav det i den grad aftryk i bevidstheden - og dermed i erindringen.
   Hans kunst gjorde - som man siger - et uudsletteligt indtryk.
   Og derfor oplevede jeg en stærk genkendelsens glæde ved besøget på udstillingen på Arken, selv om jeg aldrig endnu har set et af hans tegnede huse i virkeligheden, og måske højst har set en 3-4 malerier af ham - i virkeligheden på forskellige udstillinger.
   Hans huse var fascinerende præsenteret på Arken-udstillingen gennem en række minutiøse 3-D-modeller, som fx den her:

Og jeg er nogenlunde sikker på at nedenstående 'Hundertwasserhaus' som er bygget i Wien omkring 1980, var det første eksempel på hans arkitektur jeg så et foto af - et billede som gjorde så stærkt indtryk at jeg bare følte et visuelt spark i øjet og et sug i maven da jeg stødte på det den gang - sikkert i et eller andet tidsskrift:

Tilsvarende har det været et maleri der meget lignede det følgende, som jeg først så - sikkert i en plakatudgave som den her:

Både hans malerier og hans arkitektur har en sådan glødende og prægnant karakter så når man ser et nyt værk af ham som man ikke har set før, så er man ikke i tvivl: "Det må være - ja, det er - en Hundertwasser!"

 

Hans produktion er gennemsyret af en helt unik stil og farveholdning som er kendetegnet ved tilsyneladende uhæmmet brug af grundfarver og komplementærfarver, og ved en konsekvent modstand mod lige linjer, firkanter og skarpe hjørner.

   Hans billeder er dekorative  'flader' - to-dimensionelle farve- og form-fabulerende universer. 

   Der er ikke noget i hans billeder der bare antydningsvis ligner dybdeillusionsgreb eller linearperspektiv. Og man savner det ikke.

   

'Spiralen' er både et gennemgående formudtryk, men også en metafor på hans grundholdninger, holdninger som man sprogligt kan sammenfatte under en kombination af begreberne 'organisk' og 'eventyrlig'.

   Hans inspirationskilder og æstetisk soulmates er folk som  Paul Klee, Antoni Gaudi, Gustav Klint, Egon Schiele - alle kunstnere som jeg har skrevet om i forskellige blogindlæg tidligere.

   Og at Hundertwasser har konceptuelle rødder tilbage til den bevægelse i europæisk kunst og arkitektur fra før Første Verdenskrig som kaldes 'jugendstilen' eller 'art nouveau', det kan man i hvert  fald ikke være i tvivl om.

   Her illustrationer til dokumentation af hans inspirationskilder:

 

Hus i Barcelona tegnet af Gaudi

Maleri af Klee

Maleri af Gustav Klimt

Maleri af Egon Schiele

Tunge kreative drenge inden for moderne malerkunst har Hundertwasser tydeligvis med i bagagen. 

   Ikke desto mindre er han jo i den grad helt sin egen. 

   Men er i øvrigt også helt åben om sine inspirationskilder - som i det her maleri med titlen "Mourning Schiele" fra 1965:

 

Fordi Hundertwassers malerstil og arkitekturstil er så egenartet og karakterstisk som den er, er han næsten blevet det man i moderne markedsføringsterminologi ville kalde 'et brand'. 

   Og i de senere år før sin død, har han (og nu hans arvinger) haft stor succes som regulær kommerciel designer af egne værker, hvad man nemt får indtryk af - bare ved at gå rundt i Arkens museumsbutik og se hvad de tilbyde af 'Hundertwasser-artifacts'.

   

'Hundertwasserbrandet' kan for maleriernes vedkommende næsten stille sig i vejen for oplevelsen. 

   Man er nær ved at føle: "Have you seen one, you have seen them all!" 

   Det var ordene fra en amerikaner fruen og jeg mødte i Bankok for mange år siden, da vi fortalte ham at vi skulle ud og se på de fantastiske og verdensberømte buddistiske Thai-templer og -pagoder i byen.

   Og der er det om snakken at man - ligesom omkring thai-templerne gennem en over 1000 års historie - ikke umiddelbart oplever en stærk og markant udvikling over tid: Fra Hundetwassers første udstillede værker i 1953 og så til de sene værker fra 90´erne er der en helt usædvanlig stil- og motivmæssig kontinuitet og konsekvens.

   Lidt ligesom med Mozarts musik. Og i modsætning til fx Picassos billeder der radikalt skifter i udtryk og stil i relativt tydeligt afgrænsede perioder.

Så man skal ligesom rykke sig fri af "brand-indtrykket" for - for alvor - at kunne nyde og fordybe sig i Hundertwassers malerier. Og det lykkedes mig - både på udstillingen - og nu når jeg skriver om ham her på bloggen.

   Her er det udvalg af billeder fra udstillingen som Arken viser på sin hjemmeside:

Gule huse - Det gør ondt at vente på kærligheden når den er et andet sted -
Jalousi.1966

Den lille vej. 1991

30 dages faxmaleri. 1994

Den grønne kvinde - den politiske gartner. 1954

Ofte er der menneske-masker i Hundertwassers billeder - som afslører han konceptuelle og mentale slægtskab med de en smule ældre og blandt andet danske Cobra-malere, som jo også var stærkt inspireret af Klee.
   Så sent som sidste år viste man i Holland en stor udstilling der koblede ham sammen med disse malere - og - serendipitet - med japansk kunst:

In autumn 2013, the exhibition Hundertwasser, Japan and the Avant-Garde will be on view at the Cobra Museum in Amstelveen near Amsterdam. The museum already made a name for itself in the 1990s, when it embarked on a scholarly analysis of the relationship between Japanese culture and abstraction in Western art. This show will now convey the subject to a wide international audience. This second presentation of the exhibition in the Netherlands is also the result of the research undertaken by the curators Harald Krejci and Axel Köhne, who primarily concentrated on thematic similarities between Hundertwasser’s art and that of the Cobra artists Pierre Alechinsky, Constant, Corneille, and Shinkichi Tajiri. Some 50 principal works by Hundertwasser, some of which have rarely been presented in public, will be complemented by more than 30 works by international artists. www.cobra-museum.nl

Den udstilling ville jeg godt nok gerne have set!

 
Men det vrimler også med farverige og fantastiske huse og byggerier i Hundertwassers billeder, motiver som peger ud mod hans utopiske arkitektoniske ideer.

 

Det mest gennemgående motiv i Hundertwassers malerier (og for øvrigt også i hans huse) er imidlertid spiralen, en figur som jo i princippet hverken har en 'naturlig' begyndelse eller slutning - eller har nogen 'naturlige' grænser i længden. 

   Han begynder på at dyrke, udforske og udvikle spiralmotivet nogenlunde samtidig med at fraktalerne og de bagvedliggende matematiske formler (Mandelbrot-ligningerne) bliver udforsket - som et grundliggende princip der strukturerer en bred vifte af naturformer og -fænomener - både fysiske, kemiske, geologske og biologiske:

Jeg har ikke nogen forestilling om, endsige viden om, at Hundertwasser skulle være direkte inspireret af Mandelbrot-fraktaler. 

   Snarere tror jeg at beslægtetheden er et historisk rammesat 'serendipitetisk sammentræf' som harmonerer indlysende godt med Hundertwassers naturdyrkelse og tro på 'organiske principper' som det der gennemsyrer - eller burde gennemsyre - det gode i verden og i æstetikken.
   Det er så en tro der korresponderer med og modsvares af hans indædte kamp mod den lige linjes rationelle tyranni:

In 1953 I realized that the straight line leads to the downfall of mankind. But the straight line has become an absolute tyranny. The straight line is something cowardly drawn with a rule, without thought or feeling; it is a line which does not exist in nature. And that line is the rotten foundation of our doomed civilization. Even if there are certain places where it is recognized that this line is rapidly leading to perdition, its course continues to be plotted. The straight line is atheistic and immoral.

   The straight line is the only sterile line, the only line which does not suit man as the image of God. The straight line is the forbidden fruit. The straight line is the curse of our civilization. Any design undertaken with the straight line will be stillborn.

   http://www.hundertwasser.com/

Her et Youtube-indslag hvor man kan nyde flere af Hundertwassers malerier - med velvalgt traditionel jazz-underlægningsmusik:

Mens Hundertwassers malerier ret hurtig gjorde ham kendt og populær i kunstkenderkredse i 50´erne - både i Østrig og i resten af Europa, så var hans arkitektoniske ideer i mange år så kontroversielle at ingen af hans forslag og tegninger fandt bygherrer der ville investere og satse.

   Først i 1980, da han var 52 år gammel, bestilte byen Wien det 'Hundertwasserhaus' som derefter vakte så stor opmærksomhed internationalt at han i de følgende år nåede at få lov til at realisere ganske mange af sine 'arkitekturdrømmerier'.
   Byggeriet 'Hundertwasserhaus var i internationale kunstkredse i den grad 'breaking news' fra 1980 og frem.

   'Hunderwasserhaus' viste jeg et foto af i begyndelsen af dette indlæg.

Også i Hundertwassers forskellige originale ideer til nye huse og bygningskomplekser er spiralen ofte det styrende og formaterende princip. 

   Og oven i kommer så hans økologisk inspirerede ideer med at byggerierne skal be- og tilplantes på tage, altaner, afsatser, vindueskarme - og dermed udgøre en slags lokale by(landskabs)mæssige økosystemer - tanker som byplanlæggere og arkitekter mange steder i verden så småt er ved  - forsøgsvis - at realisere i konkrete byggerier rundt omkring - også i Danmark:

Der er ingen tvivl om at Hundertwasser stilhistorisk og mentalt er en indædt romantiker, og at hans huse derfor ikke kan undgå at give associationer til eventyrverdener og fantasy-universer.

   Og rigtig mange af de mest kendte fantasyfilms scenografier og design af optage-locations er utvivlsomt også stærkt inspireret af Hundertwassers arkitektur - og af hans visionære ideer om blanding og fusion af natur og arkitektur. 

   

Toppen af fantasyfilm de sidste mange år er "Ringenes herre" - i tre afsnit.

   Forfatter til historien er den engelske sprog- og middelalderforsker og forfatter J.R.R. Tolkien. Instruktøren og den drivende kraft bag disse film er newzealænderen Peter Jackson der vandt et lille dusin oscarstatuetter for sin filmversionerede trilogi af Tokiens fortælling.

   Se bare her:

Hundertwasser: In the Medows Hills

'Hobbit-landsby' i New Zealand - en permanentgørelse af noget af scenografien til Peter Jascksons filmatisering af Tolkiens "Lord of the Rings", 2001-2003.

Jeg har tidligere skrevet om Tolkien og bogen "Hobitten" - og om Tolkiens egne illustrerende visualiseringer i akvarelteknik af denne litterære forløber for "Ringenes Herre" - her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/akvarelmaleriets-mysterier-25-tolkien.html

Men her er så et Youtube-indslag - også tilsat jazz som underlægningsmusik - om Hundertwassers fascinerende og arkitektonisk særegne huse - herunder også nogle indretningsarkitektoniske værker som fx et newzealandsk WC:

Vores hjemlige arkitekt-supermand, Bjarke Ingels, er i den grad inspireret af Hundertwassers ideer og arkitektoniske tænkning, hvad man tydeligt kan se i dette vinderforslag fra BIG-tegnestuen til et 'museum for den menneskelige krop' i Montpellier i Frankrig :

 

Hundertwasser få det sidste ord:

If we do not honour our past, we lose our future.
If we destroy our roots, we cannot grow.

'Sort ser det ud' - et aktuelt 'reportage-digt' af Yahya Hassan - 'PRISFEST I KYIV' i Politikens kultursektion 5. marts 2014

Her til morgen stødte jeg på side 2 i Politikens Kultursektion på et digt af Yahya Hassan - skrevet kun med store bogstaver - såkaldte 'versaler' - og med hvide typer på sort baggrund. 

   Titlen på digtet var 

PRISFEST I KYIV

Titlen har en 'overligger' der leverer en redaktionelt forklarende aktuel kontekst og nøgle til forståelsen af digtet. Der står:

Yahaya Hassan har været tre dage i Kijev. Han har været på pladsen, talt med rebellerne og set deres billeder og film.

Her følger digtet, nogenlunde som det fremtrådte i avisen - og altså ikke i den normaliserede sort-på-hvidt-udgave man kan se på Politiken.dk. 

   Der er dog mindre linjeafstand her end i avisens original, og blogskabelonens tekniske begrænsninger gør at jeg ikke mulighed for grafisk at lave hele siden som én sort baggrund. Så man må som læser nøjes med denne tillempede versions forsøg på alligevel at give læseren nogenlunde samme oplevelse som jeg havde da jeg læste digtet "Prisfest i Kyiv" i min morgenavis:

RÅDHUSET ER BLEVET LIGHUSETEN KVINDE GRÆDER VED DE DØDES BORDUKRAINERE OG RUSSERE SNORKER MED HUNDENEPRÆSTER FAGTER FEBRILSK MED KORSENEEN LANDMAND BULLDOZEDE POLITIKÆDENFOLKET FØRTE SIG FREMAUTORITETEN BLEV ARRIGPOLITIKENS EUROPAREDAKTØRSAD PÅ SIT FEMSTJERNEDE HOTEL I SKUDSIKKER VESTOG RAPPORTEREDE FRA VINDUETEKSTRA BLADETS UNGKARL ER HJEMLØSSTAK AF FRA SNIGSKYTTERNE MED EN BLØDENDE HÆMORIDEHAN LEDTE EFTER NOGET HAN KUNNE TØRRE SIG MEDMENS DE LEVENDE SLÆBTE DE DØDEFASCISTER RÅBER EUROPAREDAKTØRENAD BØLLER MED KØLLERVIL IKKE SE DEM UDEN ELEFANTHUERLASTBILER LEVERER PROVIANT OG TRÆERBØRN BIDER I BRØDETHULEMÆND HUGGER TIL BRÆNDEARBEJDERE GRAVER FORTOVET OPOG HAKKER BROSTEN TIL KASTESKYTSKVINDER SAMLER I SÆKKEHÆRDEDE HÆNDER FØRER TIL FRONTENKAMPRÅB OG KLAGESANGSÅREDE SENDES MED SPORVOGNE PÅ SLAP LINESOLIDARITETSMYLDERMOLOTOVBRYG OG FRIBARTELTEFESTIVALTOILETTER OG ROSKILDELUGTAFFALDSBUNKERBETONBARRIKADER OG BLOMSTERSTIERKRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAERRØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONENFELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORGBYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅRKÆMPE KATAPULT SLYNGER EN SOFAPIANIST MED POLITIHJELM OG SKUDSIKKER VEST PLAGER KLAVERET PÅ PLADSENEN SNIGSKYTTE FANGES OG TRAMPESSIKKERHEDSSTYRKERNE SVÆKKES SKYNDER SIG VÆKOPMUNTRING OG OPRUSTNINGVAGABONDEN UDSTILLER EN SAMLING AMMUNITION PÅ EN BODOG BILLEDER AF BEGRAVEDEUNGDOMMEN VED CHECKPOINTSMED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVESKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLERPOLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅDUDSTYRET DELES UDEN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJERTRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOMREGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSEPÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAGOLIETØNDER OG SMELTEDE DÆKVARMER VINTEREN VED VODKAPOSTENPOLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTETKORRUPT PRÆSIDENT IN MENTEKORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTEGARVEDE GAMLE SKÆNKER SUPPEFEJER GADEN OG TROMMER FOR BALLADEJANUKOVITJ HAR FORLADT SIT PALADSEN REBEL GRINER I GARAGENTØMMER BARENOG SLÅR ET SLAG PÅ GOLFBANEN

Om det er et godt digt, er jeg ikke afklaret med. Men indtryk gør det. Og selvfølgelig er det en pointe at digtet ikke står "sort på hvidt", men omvendt og modsat: "hvidt på sort".

   Dets særlig (typo)grafiske udtryk gør ikke læsningen letter, men bremser den ned til en slags mental slowmotion.
   Det er i øvrigt helt parallelt til Yahya Hassans gennemførte brug af versaler til alle ord og tekstdele der også også fungerer som en slags mentalt 'benspænd' - et læseprocesens 'bump' der forhindrer hurtig og overfladisk læsning.

   

Der er tale om en slags 'kreativ restriktion' i forhold til læseren og læsningen, en 'begrænsning' som tilsyneladende er valgt lige så bevidst som sproget i alle digtene i hans første digtsamling i øvrigt synes at være. Den der havde digterens eget navn som titel: "YAHYA HASSAN".

  Da digtsamlingen udkom, og jeg fik den købt og læst, kunne den gennemførte brug af versalerne også tolkes som et konsekvent udtryk for 'kreativ vrede', syntes jeg. 

   Men en del af anmelderne udtrykte bare irritation over at alle linjer i alle digtsamlingens tekster var skrevet med store bogstaver. Og de opfattede det tydeligvis mest som en slags umoden og undommelige manér uden at forsøge sig med en positiv tolkning af det gennemførte, men udsædvanlige (typo)grafiske udtryk.

Det her digt i dag i Politiken er et smukt eksempel på det jeg i mange andre indlæg har kaldt 'konceptuel blending' - dvs. en kreativ blanding, integration og mental fusion af to ellers normalt adskilte konceptuelle rum; her altså at man (=Yahya Hassan) kombinerer noget der ligner en journalistisk subjektiv udenrigsreportage fra et storpolitiske brændpunkt - med det poetisk udtryk og de poetiske stilfigurer og sætningsformler som også kendetegnede teksterne i hans 'vrede' første digtsamling 

   Også disse digte kunne nemlig læses og opleves som en moderne og fornyende digterisk konceptuel blandingsform: 'en dagbog' over emotionelt stærke personlige oplevelser fra og subjektive refleksioner over opvæksten i en dysfunktionel indvandrerfamilie i et ghettomiljø og derfra videre til konfliktfyldt konfrontation med forskellige mennesker og institutioner i omverdenen da han bliver ældre; det er indholdsmæssigt 'en dagbog' som så i digtsamlingen er transformeret ind i en fri modernistisk prosalyrik - med et mix af forskellige poetiske udtryksformer, bogstavrim, halvrim og rytmisk dansende sætninger og sætningsemner, et mix der er særdeles velegnet til at recitere mundtligt fra en scene over for et publikum.
   Og det er ikke tilfældigt, for inden han blev digter optrådte han som 'rap-sanger og musiker.

Tydelig markeret med den ironiske titel "PRISFEST I KYIV" har digteren samtidig leveret et effektivt og demaskerende svar på de nyhedsartikler som jeg husker fra sidste uge, artikler der, lettere forarget, fortalte at han ikke ville være til stede ved den event hvor han skulle fejres som modtager af Politikens Litteraturpris. 

   Den her artikel fra Jyllandsposten.dk den 25. februar siger sådan set det hele:

Omstridt digter udebliver fra prisfest AF UFFE CHRISTENSEN460 mennesker skulle i morgen have mødt Yahya Hassan - men han er rejst til Kiev.
I morgen skulle den omstridte digter Yahya Hassan ved et stort arrangement i København have overrakt den prestigefyldte Politikens Litteraturpris, men han dukker ikke selv op.
   Det skriver Politiken.dk.

Yahya Hassan har allerede lagt et billede fra Kiev ud på sin Facebook-side. Screendump

I stedet har digteren - angiveligt af "private grunde" valgt at rejse til Kiev, hvor han opholder sig i øjeblikket.
   Der var tilmeldt 460 mennesker til arrangementet.
Ærgerligt afbud   Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen ærgrer sig over afbuddet, men siger blandt andet til Politiken:
   »Når man har med unge digtere at gøre, så er der altid en grad af usikkerhed, spontanitet og rock’n roll, så jeg havde tænkt, at det kunne ske."
   Litteraturredaktøren oplyser, at han allerede lørdag aften talte med digteren, der meddelte ham, at han ville tage til Kiev og derfor ikke kunne deltage i prisfesten.
   Men det betyder selvsagt ikke, at han ikke modtager både æren og de 250.000 kr., der følger med.

Jeg tillader mig at tro at redaktør Jes Stein Pedersen sammen med mange andre, også menige journalister, der var forargede over at Hassan ikke bare pænt påtog sig rollen som den glade og taknemmelige prismodtager, har haft lidt røde ører i dag. 

I øvrigt får jeg associationer til min ungdoms oplevelser da jeg som gymnasieelev læste Klaus Rifbjergs vist første egentlige digtsamling "Konfrontation" (1960). Det var en mental åbenbaring!

   Og fra mit litteraturstudium i 60´erne husker jeg især også det indtryk det gjorde da jeg læste R. Broby-Johansens debut-digtsamling "Blod" (1922), der i øvrigt også helt konsekvent brugt versaler i alle ord og sætninger i alle digtene. 

   Broby-Johansenen havde en kreativ digter-personlighed som Yahya Hassan i karakter og temperament er klart beslægtet med, både når det gælder den underliggende 'kreative vrede' i forhold til indholdet, og når det gælder de valgte 'kreative restriktioner' i forhold til udtrykket.

   

Se hvad www.litteratursiden.dk skriver om hvad der skete da "Blod" udkom:

Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.

   Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. 

   Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. 

   Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”    Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. 

   Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. 

   De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.

Jeg har en mistanke om at Yhaya Hassan faktisk har haft "Blod" som inspirationskilde for sin første digtsamling.
   Og det er i grunden ikke så galt!

Poul Martinsen – tv-dokumentarens mesterinstruktør - fylder 80

I dag er det Poul Martinsens fødselsdag. Og jeg synes han fortjener et indlæg her på bloggen der opsummerer hans lange produktive livs hovedresultater inden for tv-dokumentarisme og fortællende journalistik ('new journalism'). 

   I perioden 2004-2007 researchede og skrev jeg en bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", og gennem det arbejde - herunder 40 timers interviews - lærte jeg ham at kende som en spændende og interessant personlighed - en personlighed som jeg - med kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihaly som faglig back up - har set som prototypen på 'den særligt kreative personlighed'. Og i filmvidenskabens terminologi: som en 'auteur'.

   Så her et hans professionelle meritter - kort fortalt:

Poul Martinsen (f. 1934) har tilrettelagt og produceret omkring 120 tv-dokumentarprogrammer siden han i 1968 blev ansat i DR´s daværende Kulturafdeling. Og med reality-dokumentarserien ’Krigerne’ (2006), tv-dokumentaren ’Pokerhajerne’ (2007), og DR-temaftenen ’Forbrydelse under hypnose’ (2008) demonstrerede han at alderen ikke forhindrer ham i stadig at producere originale, kritiske og aktuelle tv-udsendelser af højeste public-service-kvalitet.

         Poul Martinsen er med god grund blevet kaldt ’Danmarks bedste dokumentarist’ – og i rubrikker belønnet med hædersbetegnelsen ’Mr. Dokumentar’. En lang række af hans tv-dokumentarer har vundet danske og internationale priser, bl.a. en danske ’Tv-Ocar’ og ’Prix Italia’.

I 1988 var Poul Martinsen med til at etablere den legendariske ’dokumentargruppe’ i DR. Og i de 6 år, Poul Martinsen arbejdede i gruppen, producerede han prisbelønnede mesterværker som ’Den sagtmodige morder’ (1988), ’Før solen går ned’ (1989), ’Blandt 1000 ansigter’ (1990), ’På grænsen til liv’ (1990). De fleste af dem var fortælle- og temamæssigt nyskabende.

I den første halve snes år i DR fik Poul Martinsen ry som ’farlig’ og ’rød lejesvend’ i kraft af kritisk-afslørende udsendelser som ’Helvedes-ugen’ (1973) om Frømandskorpset umenneskelige introduktionsuge for aspiranter, ’Vel er vi ej snobbede’ (1970) om Tutta Rosenberg - societyfrue gift med chefredaktøren for Se&Hør, og ’En sød historie’ (1969), der afslørede AP-Møllers etisk anløbne sukkerproduktion i Kenya.

Udsendelsen ’Det hemmelige Danmark’ (1975) er berømt, men aldrig vist på tv, fordi den danske frimurerorden ad rettens vej forhindrede, at den blev udsendt. Den afslørede bla. nogle af frimurernes ellers strengt hemmeligholdte ritualer.

Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’(1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver. Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolknings og Folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet. Martinsen blev Christianias redningsmand!

Poul Martinsen har en stor kærlighed til helt almindelige menneskers ualmindelige liv og sprog, og det har ført til en lang række på en gang hjertevarme og humoristiske fluen på væggen-film, bl.a. ’Victoria og Martin flytter’ (1979,’Kom hjem, kom hjem (1981), ’Den store fest’ (1981), ’Vil du danse med mig?’ (1986).

Gennem alle årene har Martinsen produceret en lang række indtrængende – nogle kritisk andre empatisk - portrætdokumentarer af kendte, kreative og kontroversielle personligheder: bagmandsvekselereren Svend Aage Hasselstrøm, ’den røde sagfører’ Carl Madsen, kulturskribenten Broby-Johansen, trivialforfatteren Ib Henrik Cavling,  bankrøveren Clark Olofsson, byggespekulanten Axel Juhl-Jørgensen, spionen Jörg Meyer, radiomontagemesteren Christian Stentoft m. m. fl.

Og som vist noget helt enestående og originalt har Poul Martinsen også rettet kameraet mod sig selv som dokumentarist - og produceret et kritisk selvportræt i udsendelsen ’Fluen på væggen’ (2002). Heri oplever vi ham opsøge medvirkende i tidligere dokumentarer for at konfrontere sig selv med, hvordan deres tilværelse er blevet påvirket af at blive brugt som hovedpersoner i tv-udsendelser, hvori følsomme sider af deres liv blev udstillet offentligt for måske over en million danske seere.

Martinsens utvivlsomt mest originale bidrag til genren er en række udsendelser, hvor han bruger eksperimenter fra den psykologiske faglitteratur som inspiration til en slags fascinerende reality-dokumentarer med oplysende og fordomsnedbrydende sigte – årtier før reality-genren blev opfundet til under­holdningsbrug.

Blandt de mest berømte er ’Broen’ (1969), ’Lydighedens dilemma’ (1978) og ’Øjenvidne’ (1980). Det er som en videreudvikling af den særlige form man skal se de sene debatskabende produktioner ’Krigerne’ hvor han dokumenterede at almindelige danskere kan forledes til at begå tortur, og ’Forbrydelse under hypnose’ hvor han for tv-seerne viste at mennesker kan lokkes til under hypnose at begå kriminelle handlinger som tyveri og væbnet røveri.

Poul Martinsen er vokset op i et arbejderhjem i Vangede, en opvækst som indgav ham en urokkelig empati med jævne mennesker og en permanent kritisk holdning til de rige og magtfulde i samfundet – en gruppe, der i hans ungdom var repræsenteret ved klassekammeraterne på Gammel Hellerup Gymnasium – alle med familie og opvækst på Gentoftesiden af Lyngbyvejen.  

Poul Martinsen er uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad og Dagens Nyheder. Derudover har han en mastergrad fra Columbia School of Journalism og en uddannelse som cand. psych. fra KU, en uddannelse han idemæssigt har trukket på gennem alle årene i sine ofte kontroversielle dokumentarer med medvirkende som ’forsøgspersoner’.

 I perioden 1961-68 var han en særdeles velskrivende og højt værdsat og featurejournalist på Politiken (søndagsudgaven), og det var ham der introducerede og først praktiserede ’new journalism’ i dansk skreven journalistik.

I flere perioder af sit liv har han arbejdet i Østafrika som ulandsekspert.

I perioden 1994-2002 producerede han en lang række tv-dokumentarudsendelser for TV 2, heriblandt den prisbelønnede serie ”Høje historier” (1999) sammen med Anders Riis Hansen.

 I Martinsens indtil videre sidste produktion vender han tilbage til den udtryksform han var fremragende til i sin ungdom: den fortællende journalistik på skrift. Det sker med udgivelsen af dokumentarbogen ’Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup’ (2012).
          Om den bog skrev Hans Hertel i Politiken: "Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie. En fantastisk bog om en fantastisk skæbne – flot skrevet, med høj indlevelse og tungen lige i munden.”
        I sin tid da jeg interviewede Poul Martinsen om hans liv og karriere som tv-dokumentarist, vendte han gang på gang tilbage til hvor "heldig" han syntes han altid havde været. Så ofte at det næsten blev til en slags gennemgående tema eller omkvæd for vores samtaler.
       Til sidst spurgte jeg ham direkte om han oplevede sit liv som et eventyr. Og hans svar var at, ja, det var egentlig sådan han oplevede det!
          Et liv gennemsyret af ... ja, sig ordet:

SERENDIPITET

      

Sort på hvidt - om malerier af den amerikanske kunstner Kerry James Marshall på Charlottenborg

Søndagspolitiken har idag på forsiden af første sektion et foto af et maleri af den amerikanske maler Kerry James Marshall.
   Og forsiden af kultursektionen viser endnu et maleri fra en stor udstilling på Charlottenborg med kunstneren stående foran - som ledsageillustration til et interviewportræt med Marshall skrevet af Kjeld Hybel.

   Rubrikken på forsiden af første sektion:

Kerry James Marshall vil gøre kunsten mindre hvid

Rubrikken på Kulturtillæggets forside lyder:

Han vil fylde det sorte hul  

Manchetten forklarer:

Verden er fyldt med hvide kunstnere, der maler billeder af hvide personer, som købes af hvide samlere eller anbringes på museer, der allerede er proppet med hvid kunst. Den sorte amerikanske maler Kerry James Marshall gør sit bedste for at rette op på ubalancen. Og lige nu kan hans billeder ses i Kunsthal Charlottenborg.

Her er en række af Marshalls malerier - stærkt fascinerende - og i paradoksal forstand - både oplyste og oplysende:

På Flere punkter ligner Kerry James Marshall den mexicanske kvindelige kunstner Frida Kahlo som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i anledning af hendes udstilling på Arken i efteråret.

   I Kerry James Marshalls kunst er der også ét gennemgående tema - et oprør mod undertrykkelse og lidelse - og en meget karakteristisk grafisk, lidt naivistisk stil som simpelthen bare brænder igennem selv i gengivelserne her fra nettet..

   

Men det mest slående ved de fleste af Kerry James Marshalls malerier er det overraskende greb - og simple greb når man først har fattet pointen: at male sorte mennesker så de bliver synlige i silhuet - altså på lys baggrund.

   Hvide mennesker som bliver malet, bliver jo typisk malet på en mørk baggrund for at fremtræde klart og synligt. Malet på lys baggrund 'forsvinder' en hvid person jo i tågerne, hvad jeg aldrig har tænkt på før.

   Maler man sorte mennesker på mørk baggrund, så bliver de - ja, det er klart - 'usynlige', hvad man jo får en klar fornemmelse af ved dette billede som Politiken har på forsiden, et Marshall-maleri af en af de første sorte amerikanske antislaveri-aktivister, David Walker, der levede i Nordstaterne i begyndelsen af 1800-tallet, altså mange år før borgerkrigen og afskaffelsen af slaveriet:

Politikens undertekst til maleriet er at han "er en af de historiske sorte personer, der aldrig har fået malet sit portræt. Nu har Kerry James Marshall malet det."

   Næh, David Walker har jeg aldrig hørt om, men Wikipedia forklarer:

David Walker (September 27, 1796 – June 28, 1830) was an outspoken African-American abolitionist and anti-slavery activist. In 1829, while living in Boston, Massachusetts, he published An Appeal to the Coloured Citizens of the World, a call for black unity and self-help in the fight against oppression and injustice.

   The work brought attention to the abuses and inequities of slavery and the role of individuals to act responsibly for racial equality, according to religious and political tenets. At the time, some people were outraged and fearful of the reaction that the pamphlet would have. Many abolitionists thought the views were extreme.

   Historians and liberation theologians cite the Appeal as an influential political and social document of the 19th century. Walker exerted a radicalizing influence on the abolitionist movements of his day and inspired future black leaders and activists.

Serendipitet: 

   I denne uge har en film nomineret til 9 Oscars "12 Year a Slave" haft premiere og dens potentielle publikum lokket ind i biografsæderne af en massiv annoncekampagne. Den har allerede vundet flere priser og får top-karakterer af alle avisernes anmeldere.