'Sort ser det ud' - et aktuelt 'reportage-digt' af Yahya Hassan - 'PRISFEST I KYIV' i Politikens kultursektion 5. marts 2014

Her til morgen stødte jeg på side 2 i Politikens Kultursektion på et digt af Yahya Hassan - skrevet kun med store bogstaver - såkaldte 'versaler' - og med hvide typer på sort baggrund. 

   Titlen på digtet var 

PRISFEST I KYIV

Titlen har en 'overligger' der leverer en redaktionelt forklarende aktuel kontekst og nøgle til forståelsen af digtet. Der står:

Yahaya Hassan har været tre dage i Kijev. Han har været på pladsen, talt med rebellerne og set deres billeder og film.

Her følger digtet, nogenlunde som det fremtrådte i avisen - og altså ikke i den normaliserede sort-på-hvidt-udgave man kan se på Politiken.dk. 

   Der er dog mindre linjeafstand her end i avisens original, og blogskabelonens tekniske begrænsninger gør at jeg ikke mulighed for grafisk at lave hele siden som én sort baggrund. Så man må som læser nøjes med denne tillempede versions forsøg på alligevel at give læseren nogenlunde samme oplevelse som jeg havde da jeg læste digtet "Prisfest i Kyiv" i min morgenavis:

RÅDHUSET ER BLEVET LIGHUSETEN KVINDE GRÆDER VED DE DØDES BORDUKRAINERE OG RUSSERE SNORKER MED HUNDENEPRÆSTER FAGTER FEBRILSK MED KORSENEEN LANDMAND BULLDOZEDE POLITIKÆDENFOLKET FØRTE SIG FREMAUTORITETEN BLEV ARRIGPOLITIKENS EUROPAREDAKTØRSAD PÅ SIT FEMSTJERNEDE HOTEL I SKUDSIKKER VESTOG RAPPORTEREDE FRA VINDUETEKSTRA BLADETS UNGKARL ER HJEMLØSSTAK AF FRA SNIGSKYTTERNE MED EN BLØDENDE HÆMORIDEHAN LEDTE EFTER NOGET HAN KUNNE TØRRE SIG MEDMENS DE LEVENDE SLÆBTE DE DØDEFASCISTER RÅBER EUROPAREDAKTØRENAD BØLLER MED KØLLERVIL IKKE SE DEM UDEN ELEFANTHUERLASTBILER LEVERER PROVIANT OG TRÆERBØRN BIDER I BRØDETHULEMÆND HUGGER TIL BRÆNDEARBEJDERE GRAVER FORTOVET OPOG HAKKER BROSTEN TIL KASTESKYTSKVINDER SAMLER I SÆKKEHÆRDEDE HÆNDER FØRER TIL FRONTENKAMPRÅB OG KLAGESANGSÅREDE SENDES MED SPORVOGNE PÅ SLAP LINESOLIDARITETSMYLDERMOLOTOVBRYG OG FRIBARTELTEFESTIVALTOILETTER OG ROSKILDELUGTAFFALDSBUNKERBETONBARRIKADER OG BLOMSTERSTIERKRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAERRØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONENFELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORGBYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅRKÆMPE KATAPULT SLYNGER EN SOFAPIANIST MED POLITIHJELM OG SKUDSIKKER VEST PLAGER KLAVERET PÅ PLADSENEN SNIGSKYTTE FANGES OG TRAMPESSIKKERHEDSSTYRKERNE SVÆKKES SKYNDER SIG VÆKOPMUNTRING OG OPRUSTNINGVAGABONDEN UDSTILLER EN SAMLING AMMUNITION PÅ EN BODOG BILLEDER AF BEGRAVEDEUNGDOMMEN VED CHECKPOINTSMED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVESKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLERPOLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅDUDSTYRET DELES UDEN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJERTRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOMREGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSEPÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAGOLIETØNDER OG SMELTEDE DÆKVARMER VINTEREN VED VODKAPOSTENPOLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTETKORRUPT PRÆSIDENT IN MENTEKORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTEGARVEDE GAMLE SKÆNKER SUPPEFEJER GADEN OG TROMMER FOR BALLADEJANUKOVITJ HAR FORLADT SIT PALADSEN REBEL GRINER I GARAGENTØMMER BARENOG SLÅR ET SLAG PÅ GOLFBANEN

Om det er et godt digt, er jeg ikke afklaret med. Men indtryk gør det. Og selvfølgelig er det en pointe at digtet ikke står "sort på hvidt", men omvendt og modsat: "hvidt på sort".

   Dets særlig (typo)grafiske udtryk gør ikke læsningen letter, men bremser den ned til en slags mental slowmotion.
   Det er i øvrigt helt parallelt til Yahya Hassans gennemførte brug af versaler til alle ord og tekstdele der også også fungerer som en slags mentalt 'benspænd' - et læseprocesens 'bump' der forhindrer hurtig og overfladisk læsning.

   

Der er tale om en slags 'kreativ restriktion' i forhold til læseren og læsningen, en 'begrænsning' som tilsyneladende er valgt lige så bevidst som sproget i alle digtene i hans første digtsamling i øvrigt synes at være. Den der havde digterens eget navn som titel: "YAHYA HASSAN".

  Da digtsamlingen udkom, og jeg fik den købt og læst, kunne den gennemførte brug af versalerne også tolkes som et konsekvent udtryk for 'kreativ vrede', syntes jeg. 

   Men en del af anmelderne udtrykte bare irritation over at alle linjer i alle digtsamlingens tekster var skrevet med store bogstaver. Og de opfattede det tydeligvis mest som en slags umoden og undommelige manér uden at forsøge sig med en positiv tolkning af det gennemførte, men udsædvanlige (typo)grafiske udtryk.

Det her digt i dag i Politiken er et smukt eksempel på det jeg i mange andre indlæg har kaldt 'konceptuel blending' - dvs. en kreativ blanding, integration og mental fusion af to ellers normalt adskilte konceptuelle rum; her altså at man (=Yahya Hassan) kombinerer noget der ligner en journalistisk subjektiv udenrigsreportage fra et storpolitiske brændpunkt - med det poetisk udtryk og de poetiske stilfigurer og sætningsformler som også kendetegnede teksterne i hans 'vrede' første digtsamling 

   Også disse digte kunne nemlig læses og opleves som en moderne og fornyende digterisk konceptuel blandingsform: 'en dagbog' over emotionelt stærke personlige oplevelser fra og subjektive refleksioner over opvæksten i en dysfunktionel indvandrerfamilie i et ghettomiljø og derfra videre til konfliktfyldt konfrontation med forskellige mennesker og institutioner i omverdenen da han bliver ældre; det er indholdsmæssigt 'en dagbog' som så i digtsamlingen er transformeret ind i en fri modernistisk prosalyrik - med et mix af forskellige poetiske udtryksformer, bogstavrim, halvrim og rytmisk dansende sætninger og sætningsemner, et mix der er særdeles velegnet til at recitere mundtligt fra en scene over for et publikum.
   Og det er ikke tilfældigt, for inden han blev digter optrådte han som 'rap-sanger og musiker.

Tydelig markeret med den ironiske titel "PRISFEST I KYIV" har digteren samtidig leveret et effektivt og demaskerende svar på de nyhedsartikler som jeg husker fra sidste uge, artikler der, lettere forarget, fortalte at han ikke ville være til stede ved den event hvor han skulle fejres som modtager af Politikens Litteraturpris. 

   Den her artikel fra Jyllandsposten.dk den 25. februar siger sådan set det hele:

Omstridt digter udebliver fra prisfest AF UFFE CHRISTENSEN460 mennesker skulle i morgen have mødt Yahya Hassan - men han er rejst til Kiev.
I morgen skulle den omstridte digter Yahya Hassan ved et stort arrangement i København have overrakt den prestigefyldte Politikens Litteraturpris, men han dukker ikke selv op.
   Det skriver Politiken.dk.

Yahya Hassan har allerede lagt et billede fra Kiev ud på sin Facebook-side. Screendump

I stedet har digteren - angiveligt af "private grunde" valgt at rejse til Kiev, hvor han opholder sig i øjeblikket.
   Der var tilmeldt 460 mennesker til arrangementet.
Ærgerligt afbud   Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen ærgrer sig over afbuddet, men siger blandt andet til Politiken:
   »Når man har med unge digtere at gøre, så er der altid en grad af usikkerhed, spontanitet og rock’n roll, så jeg havde tænkt, at det kunne ske."
   Litteraturredaktøren oplyser, at han allerede lørdag aften talte med digteren, der meddelte ham, at han ville tage til Kiev og derfor ikke kunne deltage i prisfesten.
   Men det betyder selvsagt ikke, at han ikke modtager både æren og de 250.000 kr., der følger med.

Jeg tillader mig at tro at redaktør Jes Stein Pedersen sammen med mange andre, også menige journalister, der var forargede over at Hassan ikke bare pænt påtog sig rollen som den glade og taknemmelige prismodtager, har haft lidt røde ører i dag. 

I øvrigt får jeg associationer til min ungdoms oplevelser da jeg som gymnasieelev læste Klaus Rifbjergs vist første egentlige digtsamling "Konfrontation" (1960). Det var en mental åbenbaring!

   Og fra mit litteraturstudium i 60´erne husker jeg især også det indtryk det gjorde da jeg læste R. Broby-Johansens debut-digtsamling "Blod" (1922), der i øvrigt også helt konsekvent brugt versaler i alle ord og sætninger i alle digtene. 

   Broby-Johansenen havde en kreativ digter-personlighed som Yahya Hassan i karakter og temperament er klart beslægtet med, både når det gælder den underliggende 'kreative vrede' i forhold til indholdet, og når det gælder de valgte 'kreative restriktioner' i forhold til udtrykket.

   

Se hvad www.litteratursiden.dk skriver om hvad der skete da "Blod" udkom:

Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.

   Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. 

   Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. 

   Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”    Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. 

   Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. 

   De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.

Jeg har en mistanke om at Yhaya Hassan faktisk har haft "Blod" som inspirationskilde for sin første digtsamling.
   Og det er i grunden ikke så galt!

Orhan Pamuks "Uskyldighedens museum" - til minde om en romanvirkeligheds fantasier

Personligt har jeg det sådan at jeg altid skal have en eller anden lille kuriøs genstand i ministørrelse med hjem fra udlandsrejser. Så rundt omkring i vindueskarme, i reolhylder, oven på skabe - står der alle mulige små dyrefigurer skåret ud af sten eller træ, eller minimodeller af primitive huse, køretøjer, redskaber  konstrueret af blik eller ståltråd eller andet metalaffald. 

   Noget i retning af det gør vist det fleste der rejser til forskellige Langbortistan´er i Verden. Artifakter  som souvenirs til minde om rejsen - noget der kan aktivere synssansen og - og dermed lette genkaldelse og fremkaldelse af erindringer fra den selvbiografiske hukommelse hvor de er lagret. 

   I princippet er det jo det samme som et hvilket som helst klassisk museum gør - museet gør det bare i stor skala og med større perspektiv og horisont end jeg: samler artifakter som kan minde os om vores egen, vores forfædres og vores kulturelle, geologiske og biologisk omverdens historie. 

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om hvor grænseoverskridende den slags kan være - fx i forhold til demente der fik "nyt liv" - fik aktiveret sprog, krop og en ellers nedlukket bevidsthed - gennem Den gamle by i Århus´ forsøg med aktiv "erindringsformidling".

   Og jeg er faktisk helt personligt en hund efter museer - ikke kun de moderne, arkitektsmarte og designede - men også de lidt gammeldags og støvede hvor genstandene er udstillet i mahogni-glasskabe og -montre. Og hvor fornemmelsen af "samling" gennemsyrer det hele.

Derfor blev jeg også straks fanget og fascineret af illustrationerne til en forsideartikel i Politiken idag med den lidt kryptiske rubrik: "Uskyldens museum". Skrevet af Jes Stein Pedersen.

   Her nogle billeder som er meget lig dem Politkens artikel var illustreret med.

Men museet er ikke et ægte museum - det er en form for faktion - et resultat af kreativ konceptuel blending af elementer fra to konceptuelle input-rum: dels et rum der indeholder en roman udsprunget af en tyrkisk forfatters kreative fantasi - og dels et rum der indeholder dagliglivet for den almindelige tyrker i byen Istanbul inden for de sidst 50 år - en dagligdag som forfatteren oplever som værdifuld og bevaringsværdig, og ønsker at sætte et personligt minde over.

   Her forsiden på romanen som er gået i symbiose med "museet":

'Går vi på dette "museum", som blev indviet 28. april i år, får vi nok i en eller anden forstand udstillet en reel fortidig virkelighed, men vi får samtidig en samling af artifakter der er udvalgt så de henviser til en opdigtet, fantaseret, fiktiv virkelighed - nemlig "virkeligheden" i en roman med titlen "Uskyldens museum", skrevet af den nobelprisvindende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk.

  På en måde minder konceptet jo om japanske nyheder formidlet som tegneserier, eller journalistik formidlet som en teaterforestilling, begge formidlingsformer som jeg tidligere har skrevet om. 

Men det er det ikke. Det er snarere at sammenligne med den særlige dokumentargenre som kaldes mocumentary, hvor fremstillingen mimer en reel og autentisk dokumentarfilm i form og udtryk, men indholdet er opdigtet - om end så realistisk opdigtet at det uadvarede publikum "hopper på" historie - som var det en aprilsnar. 

   Og "museet" har også et vist slægtskab med det man kalder "adaptioner" - når en roman fx omsættes til film.

   Men Orhan Pamuk vil ikke acceptere at det er så simpelt at museet er en illustration til bogen. Faktisk købte han det forfaldne hus og påbegyndte at få museet bygget og indrettet inden han begyndte at skrive romanen.

   I et interview i det tyske magasin "Der Spiegel" forklarer Pamuk om den komplekse relation mellem roman og "museum"  - og mellem romanens ulykkeligt forelskede hovedperson og Pamuk selv der som virkelig person har fundet og købt og indsamlet alt det som "museet" udstiller:

"The Museum of Innocence" chronicles the love story of Kemal, an upper-class person, a person who is occasionally described as high-society. He is 30 years old in 1975 and chronicles his infatuation with a distant relative, a twice removed cousin, Fusun, an 18 year-old shop girl, but very beautiful. As sort of a compensation for his failure to get her hand, he collects everything he can get that Fusun touches, and in the end he makes a museum of the objects that their story is associated with.

   My "Museum of Innocence" is a real museum too, which tries to pin down all these objects. I've been collecting things for this museum almost for six years. I bought a house which is actually where this part of the story has been taking place since about ten years ago. I converted it into a museum so the "Museum of Innocence" is both a museum and a novel.

   The enjoyment of the novel and the enjoyment of the would-be museum are two entirely different things. The museum is not an illustration of the novel and the novel is not an explanation of the museum. They are two representations of one single story perhaps. 

http://elseplace.blogspot.com/2008/09/museum-of-innocence.html

Går man til blending-teorien som jeg har skrevet meget om især i det første års blogindlæg, så er der  med Pamuks forklaring tydeligvis tale om det der i teorien kaldes "double scope blending" - den form for kreativ konceptuelt mix som kendetegner mange former for "dyb" kreativ kunst.

    I bogen "The Way We Think - Conceptuel Blending and the Mind´s Hidden Complexities" skriver forfatterne Fauconnier og Turner:

The double-scope network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of these frames. In such networks both organizing frames make central contributions to the blend, and thier sharp differences offer the posibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challenges to the imagination; indeed the resulting blend can be highly creativ. 

Med "museet" og romanen af samme navn, "Uskyldens museum", er der netop tale om skarpe sammenstød af to konceptuelle rammer og rum som begge bidrager ligeværdigt til det færdige høj-kreative "blend" - noget som i den grad  udfordrer vores fantasi. 

Ifølge Jes Stein Pedersen er dette "Uskyldens Museum", som ligger i Istanbul, det første i verden af sin slags. Udefra ser det sådan ud - en fysisk rekonstruktion af et eksisterende hus der var ved at falde sammen:

Pamuk har i overensstemmelse med romanen valgt en ordinær bygning i en sidegade i det gamle Istanbul fordi:  “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”
   Ideen til "museet" fik han for mere end 10 år siden, samtidig med at han fik ideen til romanen. Den blev en bestseller og var hans første roman efter han i 2006 fik Nobelprisen i litteratur.
   Romanens hovedperson, den ulykkeligt forelskede Kemal, er en slags fetichist i extra large udgave, og i romanens historie ender det med at han bygger museet til sin stadig voksende samling af "souvenirs" som skal minde ham om den lykke han følte så stærkt ved en kærlighedsaffære, men som han så mistede igen da forholdet gik i stykker.

The real life museum contains odds and ends that Pamuk collected from Cukurcuma junk shops, family and other donors. There are china dog figurines, old shaving kits and a wind-up film projector.  
   A toothbrush collection, which features in the novel, was contributed by its real-life owner.
   Pride of place goes to Kemal’s lover’s 4,213 cigarette butts, lovingly dated, archived and gently pinned to a canvas that occupies a full wall. Pamuk described the painstaking process of vacuuming out the tobacco to prevent worms. (...)
   While the project is distinctly personal, Pamuk insisted it is not autobiographical.  
   http://english.alarabiya.net/articles/2012/04/29/210931.html

According to Pamuk, his museum stands as a documentary chronicle of middle-class life in İstanbul starting from the 1970s to the present day. “Old movie tickets, bus tickets, official documents that İstanbulites were required to hold, bank account books -- all sorts of documents and papers we used in our daily lives, as well as paintings, photographs and all sorts of objects, from salt shakers to clothes and kitchenware, are housed in this museum,” Pamuk said.
   The objects and ephemera showcased in the museum are organized into 83 showcases, each corresponding to one of the 83 parts of the novel.
   The museum will take approximately 40 minutes to visit and have room for 70 visitors at a time, Pamuk explained.
   Readers who already have the book will be able to use the ticket printed on the book’s cover for entrance.
http://www.sundayszaman.com/sunday/newsDetail_getNewsById.action?newsId=277641

Museet var planlagt til at åbne samtidig med at romanen udkom. Men det tog Pamuk - som arbejdede tæt sammen med et broget hold af arkitekter, kunstner og designere - fire år mere at gøre projektet færdigt.
   Han fortæller at hans Nobleprispenge - 1 million euro - alle er blevet brugt på museumsprojektet. Og at roylties for romanen vil gå til vedligeholdelse og drift.

What a story!
   Måske skulle man tage sig tid til en blandet romanformidlende erindringsrejse til Istanbuls nyeste fiktionsmuseum.
   Men først skal romanen inhaleres som sommerferielæsning!