Sort på hvidt - om malerier af den amerikanske kunstner Kerry James Marshall på Charlottenborg

Søndagspolitiken har idag på forsiden af første sektion et foto af et maleri af den amerikanske maler Kerry James Marshall.
   Og forsiden af kultursektionen viser endnu et maleri fra en stor udstilling på Charlottenborg med kunstneren stående foran - som ledsageillustration til et interviewportræt med Marshall skrevet af Kjeld Hybel.

   Rubrikken på forsiden af første sektion:

Kerry James Marshall vil gøre kunsten mindre hvid

Rubrikken på Kulturtillæggets forside lyder:

Han vil fylde det sorte hul  

Manchetten forklarer:

Verden er fyldt med hvide kunstnere, der maler billeder af hvide personer, som købes af hvide samlere eller anbringes på museer, der allerede er proppet med hvid kunst. Den sorte amerikanske maler Kerry James Marshall gør sit bedste for at rette op på ubalancen. Og lige nu kan hans billeder ses i Kunsthal Charlottenborg.

Her er en række af Marshalls malerier - stærkt fascinerende - og i paradoksal forstand - både oplyste og oplysende:

På Flere punkter ligner Kerry James Marshall den mexicanske kvindelige kunstner Frida Kahlo som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i anledning af hendes udstilling på Arken i efteråret.

   I Kerry James Marshalls kunst er der også ét gennemgående tema - et oprør mod undertrykkelse og lidelse - og en meget karakteristisk grafisk, lidt naivistisk stil som simpelthen bare brænder igennem selv i gengivelserne her fra nettet..

   

Men det mest slående ved de fleste af Kerry James Marshalls malerier er det overraskende greb - og simple greb når man først har fattet pointen: at male sorte mennesker så de bliver synlige i silhuet - altså på lys baggrund.

   Hvide mennesker som bliver malet, bliver jo typisk malet på en mørk baggrund for at fremtræde klart og synligt. Malet på lys baggrund 'forsvinder' en hvid person jo i tågerne, hvad jeg aldrig har tænkt på før.

   Maler man sorte mennesker på mørk baggrund, så bliver de - ja, det er klart - 'usynlige', hvad man jo får en klar fornemmelse af ved dette billede som Politiken har på forsiden, et Marshall-maleri af en af de første sorte amerikanske antislaveri-aktivister, David Walker, der levede i Nordstaterne i begyndelsen af 1800-tallet, altså mange år før borgerkrigen og afskaffelsen af slaveriet:

Politikens undertekst til maleriet er at han "er en af de historiske sorte personer, der aldrig har fået malet sit portræt. Nu har Kerry James Marshall malet det."

   Næh, David Walker har jeg aldrig hørt om, men Wikipedia forklarer:

David Walker (September 27, 1796 – June 28, 1830) was an outspoken African-American abolitionist and anti-slavery activist. In 1829, while living in Boston, Massachusetts, he published An Appeal to the Coloured Citizens of the World, a call for black unity and self-help in the fight against oppression and injustice.

   The work brought attention to the abuses and inequities of slavery and the role of individuals to act responsibly for racial equality, according to religious and political tenets. At the time, some people were outraged and fearful of the reaction that the pamphlet would have. Many abolitionists thought the views were extreme.

   Historians and liberation theologians cite the Appeal as an influential political and social document of the 19th century. Walker exerted a radicalizing influence on the abolitionist movements of his day and inspired future black leaders and activists.

Serendipitet: 

   I denne uge har en film nomineret til 9 Oscars "12 Year a Slave" haft premiere og dens potentielle publikum lokket ind i biografsæderne af en massiv annoncekampagne. Den har allerede vundet flere priser og får top-karakterer af alle avisernes anmeldere.

Om 'forbilleder' og 'efterbilleder' - Joachim Adrian som mimer klassiske landskabsmalerier i sine fotografier - og Julie Nord som mimer gamle indrammede familiefotos i sine tegninger

Politiken i fredags den 13. september rapporterede om, illustrerede og dokumenterede et kreativt og fascinerende eksperiment i tillægget "MUSEUM".

   Fotografen Joachim Adrian havde udvalgt sig en række kendte og berømte danske landskabsmalerier, kendt fra den danske kunsthistorie og utallig kunstbøger. Og så havde han forsøgt at finde det sted hvorfra disse maleriers motiver var set og gengivet med pensel på lærredet. Og så havde han fra det sted taget et fotografi der "lignede".  

   De malede 'forbilleder' var bl.a. ikoniske værker som: P.S. Krøyers "Sommeraften ved Sønderstrand", Vilhelm Kyhns "Fra Egnen ved Himmelbjerget", Johannes Larsens "Kerteminde Fjord mod byen", L.A. Ring: "Sommerdag. Roskilde Fjord", Christen Købke: "Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken", J.Th. Lundbye: En dansk Kyst: Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden", og flere endnu.

    Her et par eksempler fra artiklen til illustration af den særprægede omvendte aha-oplevelse jeg fik gennem artiklen:

Selve artiklen bragte for hvert billedpar dels Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornungs kommentar til det maleri som var 'forbilledet', og dels Joachim Adrians kommentarer til sit fotografiske 'efterbillede'. 

   Her fotografens kommentar til sin version af "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand":

Det var en festlig firmaudflugt med en gruppe kvinder fra et sundhedscenter i Nordjylland. Mens gruppen sidder i klitterne bag Sønderstrand og får sig en lille skarp og noget hjemmebag, vandrer to af kvinderne langs stranden med en hund. Det er sommeraften, og solen står lavt. Lyset komme vestfra og maler toppen af klitterne gullige, samtidig med at den lave sol får fodsporene i sandet til at træde frem. De to kvinder svøbes i det gyldne skær fra aftensolen. »Tror du, vi er Anna Ancher og Marie Krøyer«, spørger kvinderne mig, da de ser, jeg fotograferer dem. »Ja«, svarer jeg.

Projektet var kreativt tænkt og fornemt eksekveret af Joachim Adrian. Og sjovt, originalt og tankevækkende at se og læse. 

   Hvem der har fået ideen, fremgår ikke af artiklen, men på en interessant og omvendt måde tematiserer eksperimentet et ældgammelt tema i diskussionen om kunst vs. virkelighed, og om forholdet mellem en fotografisk gengivelse af virkeligheden og en kunstmalers gengivelse af den samme virkelighed.

   En diskussion jeg selv er blevet optaget af efter at jeg er begyndt at male akvareller med fotografier som 'forbilleder' og motivisk inspirationskilde.

Her kan man se og opleve alle billedparrene i eksperimentet:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/landskabsmalerier/article2075073.ece

Politiken har efterfølgende bedt en kunsthistoriker Kasper Monrad forholde sig til projektet og de fotografier som kom ud af det. Hvad giver det af nye impulser og indsigt?

»Jeg har også fotograferet mange af motiverne, og jeg kan se se, at Joachim Adrian har været enormt dygtig. Måske mere tålmodig, end jeg selv var«, siger kunsthistorikeren

   Kasper Monrad mener, at Joachim Adrians billeder giver mulighed for, at man kan aflure de valg, malerne har truffet, da han for lang tiden siden stod foran motivet.

   »Man kan blive klog på kunstnerens intentioner i det omfang, vi stadig kan finde motiverne i dag.

   Som kunsthistoriker synes jeg, at Joachim Adrians billeder er en spændende mulighed for at kigge kunstneren over skulderen«, fortæller Kasper Monrad.

Man bruger jo i mange sammenhænge metaforen "at komme helt ind i maskinrummet" til en eller anden institutionel aktivitet der udfolder sig i nutiden (sidst i forbindelse med fyringen af Danske Banks direktør Eivind Kolding, som efter TVA-journalistens udsagn vidste for lidt om hvad der foregik i en storbanks "maskinrum").

   

Jeg synes godt man kan bruge metaforen her. 

   Joachim Adrians 'fotokopier' af de ældre maleres motiver giver os adgang til kunstmalerens 'visuelle maskinrum' i hjernen: Hvad har Krøyer, Lundby og alle de andre mestre så nogenlunde set - øjets input? - Og hvad har kunstneren så gjort ved det sete - abstraheret, forenklet, koncentreret, belyst, forstærket, koloreret, svækket, set bort fra, etc. - for at skabe det ikoniske maleriske udtryk - håndens output - som har placeret kunstneren i toppen af dansk kunsthistorie i den pågældende tidsepoke?

Når den problemstilling optager mig så meget, er det fordi jeg  på det første akvarelkursus jeg var på for godt 2 år siden opdagede at jeg ikke havde det særligt godt med at lave akvareller på frihånd on location med motivet foran mig sådan som det var forudsat i tilrettelæggelsen af kurset at man skulle. 

   Men den sidste dag på kurset tog jeg afsæt i et fotografi og kunne sidde indendørs på hotelværelset og arbejde, og så blev resultatet meget mere tilfredsstillende og arbjedsprocessen meget mere interessant og givtig. 

  For mig!

Siden fandt jeg så ud af, ved lidt research på nettet, hvor mange store malere der siden Leonardo da Vinci opfandt camera-obscura-teknikken, har malet efter fotografisk gengivne motiver. Og jeg har flere gange skrevet om det i forskellige indlæg her på bloggen.

  Se det følgende link, for at få lang række eksempler på berømte kunstnere og kunstværker som har haft fotografier af motivet som 'forbillede'. 

  Du vil blive forbløffet:

http://www.redbubble.com/people/blythart/writing/2707929-did-famous-artists-use-photographs

For eksempel har også den mexicanske portrætkunstner i verdensklasse Frida Kahlo arbejdet på den måde, hende hvis malerier jeg for nylig har skrevet om, og som udstiller på Arken:

 

Min egen konklusion er at det at have et fotografisk 'forbillede', giver mentalt rum for den analyseproces i forhold til motivet som skal til for at mine akvareller har mulighed for at leve op til mine ambitioner og fantasier om det færdige resultat:

Så vidt, så godt!

Men serendipiteten sniger sig ind overalt. 

   I selvsamme Politiken-tillæg var der et stort interviewportræt med kunstneren Julie Nord i anledning af hendes kommende udstilling i Aalborg (journalist: Camilla Stockmann).

   Julie Nord og hendes kunst ligger højt på min skala for malere jeg sætter meget pris på - med hendes artistisk forfinede konceptuelle blending af fabulerende eventyr-tegninger og 'lille-pige'-surrealisme med klare associationer til jugendstil og victoriansk illustrationskunst fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det univers Julie Nord nu dyrker har fællestitlen "Familiebillder". Og det har også fotografiske 'forbilleder', fremgår det.

   Citat fra artiklen:

Konstruerede familiebilleder 

På gulvet under et bord i hendes atelier ligger et sort-hvidt foto fra 1920’erne eller 30’erne af et pigebarn artigt smilende og med sideskilning gennem bløde krøller. Siden har Julie Nord også lavet en serie med børnebilleder.

   »Familiebilleder er jo den stærkeste virkelighedskonstruktion i vores liv. Det begynder med, at vi får lyserødt eller lyseblåt tøj på, og rammerne snævres langsomt ind, og jo mere vi vokser op, jo mere fremmedgørende føles det rum, vi er sat i. Til sidst kan man jo være nødt til at rejse over på den anden side af jorden for at kunne trække vejret eller blive kæreste med en rocker«, siger hun.

Hannah

The Norwegian Sisters

Wilbur

Kaktusblomsten fra Mexico - Frida Kahlo - levet liv gennem kunst

Der er kunstværker - malerier, skulpturer, arkitektur - som gør så stort indtryk ved første møde, at man ikke kan få dem ud af hovedet og aldrig glemmer dem igen.

   Til den gruppe hører for mit vedkommende Frida Kahlos selvportrætter: ikke et bestemt, men dem alle sammen.

Jeg har set nogle få af hendes selvportrætter i kopi i forskellige kunstbøger i årenes løb.

   Og det er blikket der gør det! Som det er svært at finde præcise adjektiver til at karakterisere, men ord som indtrængende, brændende, krævende, falder mig ind.

   Det første af hendes selvportrætter jeg oplevede "real life", var på den udstilling om selvportrætmalerier som var på Louisiana for tre kvart år siden. Det var et af de få fra udstillingen jeg stadig husker:

   

Og nu har jeg så set omkring 30 af hendes malerier og nogle få tegninger hvor hun bruger sig selv som motiv på den aktuelle udstilling på Arken. 

   Udstillingen leverede oven i et for mig overraskende bonusmateriale i form af en lang række fotografier af hende og hendes mand, Diego Rivera, som jeg ikke har set før - fx det oven for. 

  Wau! What a lady!

Men hendes selvportrætter som udgør over en tredjedel af  det samlede antal malerier (146) hun nåede at male inden sin tidlige død som 46 årig i 1954, er nogen som når først de er kommet ind på nethinden, så er de ikke til at slippe fri af igen:

Frida Kahlo var som 18-årig ude for en alvorlig og stærkt invaliderende trafikulykke, en skæbnesvanger begivenhed som i forhold til hendes malerkarrierer virkede som en kreativ og ekstremt produktiv restriktion (jfr. Gudrun Hasle og ordblindhed, Karen Blixen og syfilis). 

   Hendes selvportrætter er - som jeg ser det - også udtryk for at vrede kan være en kreativ og produktiv drivkraft, og hendes fysiske lidelser tematiseres direkte eller indirekte i mange af hendes malerier

Frida Kahlo blev i 1929 - som 22-årig - gift med den 20 år ældre og allerede på det tidspunkt internationalt anerkendte mexicanske kunstmaler Diego Rivera:

Kahlos samliv med Rivera bliver turbulent - og emotionelt storm- og lidelsesfyldt. 

   Hun har to aborter med et par års mellemrum 1930 og -32. Og bliver også både skilt og gift fra Rivera 2 gange op igennem 1930-erne.

   Hun dør i 1954 - og begik måske selvmord. Han dør tre år efter.

De var begge stærkt politisk engagerede i venstreorienterede bevægelser i Mexico i 30´erne. Og Diego Riveras malerier med motiver fra de arbejdende mexicanske folks dagligliv, er nok dem han i vore dage er mest kendt, husket og elsket for:

Selv var jeg som ung stærkt betaget af Riveras "folkelige" malerier og deres klare forenklende stil i figurtegning og farver. 

   Flere af hans kendte malerier i den stil var med på udstillingen på Arken, og gjorde også stadig et stort indtryk på mig.

   I samtiden var han mest kendt for sine kæmpemæssige komplekse og farverig murmalerier. Se

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/i-politiken-i-dag-er-der-ogsa-en.html

Mens de begge levede, stod hun de fleste år i skyggen af ham, som det også fremgår af dette Frida-maleri fra 1931:

Men i årenes løb udviklede hun en stadig stærkere selvbevidsthed omkring sit eget værd som kvindelig kunstner, hvad der afspejler sig i flere af hendes maleriers motiver der bliver mere og mere metaforisk blendede, symbolske og mytologiserende - med stærkt hældning i surrealistiske retning:

Dette at Frida Kahlo bruger sig selv, sit ansigt, sin krop, sit tøj, sit hår, sine kæledyr, sit ægteskab - hele sit sit liv - direkte i sin kunst, og dette at hun iscenesætter og udstiller sig selv som ikonisk kvindelig myte i mange af sine malerier, gør at hun var årtier forud for sin tid. 

   Jeg oplever hende som kunstmaler og som kulturpersonlighed som et menneske der både er aktuel og universel mønsterbryder og pioner.

   Nu omkring 60 år efter kunstnerparrets død, er der for mig ingen tvivl om at Frida Kahlo, trods det relativt lille antal malerier, hun nåede at producere, i kunsthistorisk perspektiv er den mest langtidsholdbare af de to.

Mentale og fysiske handicap som kreative restriktioner - og kunstnerisk aktivitet som pædagogisk befrugtning af de kedelige fag

En af mine faglige venner og læsere af bloggen har sendt en mail der introducerer englænderen Sir Ken Robinson, en af de helt tunge drenge inden for forskning i sammenhængen mellem udddannelses(re)former og kreativitetsudvikling. 

   Med afsæt i Ken Robinsons filosofi og tænkning, udkaster min ven en hypotetisk påstand om ordblindhed og kreativitet, en sammenhæng som var centralt i det foregående indlæg om skrift- og billedkunstneren Gudrun Hasle:

Et par input til din blog vedr. kreativitet og ordblindhed. Det kan være, du allerede er stødt på foredragene, men pyt nu med det:-)

   Hvis man tager udgangspunkt i Ken Robinsons teser, kunne det være interessant at undersøge en påstand, der lyder noget a la: 

Ordblinde excellerer ofte kreativt, fordi deres "handicap" har reddet dem fra at blive ødelagt i et dogmatisk tilrettelagt skolesystem.

Jeg har netop læst en bog "Creativity From Constraints" af Patricia D. Stokes, en bog der fremhæver at kreativitet ud fra begrænsninger har to kilder - restriktioner/begrænsninger ("constraints") der blokerer for at nå et mål ad den slagne, sædvanlig, rutinemæssige vej - en blokering som så på den anden side tvinger til at nå et lignende og måske bedre mål ved at gå en uprøvet, grænseoverskridende vej. 

   Ordblindhed, talblindhed, ADHD, asberger-autisme, "indadvendthed" m.fl. indebærer mentale, fysiske, kognitive, sociale begrænsninger og blokeringer: modstande der tvinger den ramte person til opslidende psykiske forhindringsløb. For ham eller hende er der opgaver, aktiviteter, kontekster, samspilsformer som simpelthen er meget svære at udføre fordi det medfødte neurologiske set up i hjernenen stiller sig i vejen.  Og fordi omgivelsernes reaktioner kun forstærker problemerne.

   Hvis man  i skolen - i stedt for at fokusere på disse "funktionsafvigelser" som handicap, så fokuserede på de mange andre områder af livet hvor de pågældende børn "excellerer", så ville det utvivlsomt frigøre en masse kreative energier som nu "spildes" på frustrationer, ked-af-det-hed og negativt selvværd. 

"Forhindringsbane"  

Men andre store kunstnere har delt skæbne med Gudrun Hasle - og gjort deres lidelse og afsavn til den kreative drivkraft for stor kunst:

Frida Kahlo: Selvportræt

En søgning på Ken Robinsons liv og opvækst afslører at han er en af syv søskende, at hans familie er "working class", at hans far blev lammet i hele kroppen ved en arbejdsullykke, og at han selv som barn fik børnelammelse, og siden kom i specialklasse i skolen de første år.

   Så meget kontante, kreative restriktioner har han haft masser af, må man konstatere. 

  Og når jeg ser og hører ham optræde i forskellige videoer, så tænker jeg også at der kører et emotionelt spor af 'kreativ vrede' under de smukke, sjove, positive og spændstige formuleringer af hans filosofi og tænkning (ligesom kreative vrede lurer under Frida Kahlos malerier).

Her de to YouTube-videoer som min ven henviste til i sin mail:

Den her TED-TALK af Ted Robinson fra 2007 er en af de mest viste blandt alle de mange glimrende TED-taler man kan se på YouTuebe

Wikipedia sammenfatter Ken Robinsons pædagogiske tænkning og filosofi således:

Robinson has suggested that to engage and succeed, education develop on three fronts. First, that it should foster diversity by offering a broad curriculum and encouraging individualization of the learning process; That it should foster curiosity through creative teaching, which depends on high quality teacher training and development; And finally that it should focus on awakening creativity rather than standardized testing, giving the responsibility for defining the course of education to individual schools and teachers. He believes that much of the present education system in the United States fosters conformity, compliance, and standardization rather than creative approaches to learning. Robinson emphasizes that we can only succeed if we recognize that education is a dynamic human system, not a mechanical one. Successful school administration is a matter of fostering a helpful climate rather than "command and control".

I den af et flertal i Folketinge vedtagne skolereform om "heldagsskolen" som har haft Christine Antorini som politisk frontfigur og drivkraft, kunne man ønske sig at Ken Robinsons pædagogiske tænkning kunne finde rum og plads. 

   Og jeg vil ikke udelukke at Christine Antorini faktisk er inspireret af ham.

   

Men selv om jeg har fulgt debatten forholdsvis tæt, så er det for mig stadig helt uigennemskueligt om skolereformen ender med et system og et pædagogisk klima som domineres af "command and control" eller med nogle rammer og et læringsmiljø et der fokuserer på "awakening creativity", "fostering curiosity" og "individualizatin of the lerarning proces".

Ser man på titlerne af de mange bøger Ken Robindson har udgivet siden 1977, er det klart at øgede muligheder for kunstnerisk udfoldelse ("ART") inden for skolens rammer står centralt i hans anbefalinger.  Og at skolen altså derigennem skal give meget mere plads for 'skæve', kreative hoveder som har personlige egenskaber til fælles med - jeg nævner i flæng: Gudrun Hasle, Jørgen Utzon, Leonardo Da Vinci, Darwin, Einstein, H.C. Andersen, Jamie Oliver - og Kong Frederik den II. :

Learning Through Drama: Report of The Schools Council Drama Teaching (1977) was the result of a three-year national development project for the UK Schools Council. Robinson was principal author of The Arts in Schools: Principles, Practice, and Provision (1982), now a key text on arts and education internationally. He edited The Arts and Higher Education, (1984), co-wrote The Arts in Further Education(1986), Arts Education in Europe, and Facing the Future: The Arts and Education in Hong Kong,.

   Robinson's 2001 book, Out of Our Minds: Learning to be Creative (Wiley-Capstone), was described by Director magazine as "a truly mind-opening analysis of why we don’t get the best out of people at a time of punishing change." John Cleese said of it: ‘Ken Robinson writes brilliantly about the different ways in which creativity is undervalued and ignored in Western culture and especially in our educational systems.’[8]

   The Element: How Finding Your Passion Changes Everything, was published in January 2009 by Penguin. The element refers to the experience of personal talent meeting personal passion. He argues that in this encounter, we feel most ourselves, most inspired, and achieve to our highest level. The book draws on the stories of creative artists such as Paul McCartney, 'Simpsons' creator Matt Groening,Meg Ryan, and physicist Richard Feynman to investigate this paradigm of success.

Jeg kommer i tanker om Reggio Emila-skolen, en italiensk progressiv børnehave/skole hvis filosofi og pædagogiske tænkning fremhæver at kreative, kropslige og sanselige aktiviteter - tegning, maleri, dans, musik, drama, snedkeri, syning, madlavning - systematisk og bevidst mixes ind i, blandes og integreres med alle andre (boglige) fag. 

   Jeg skriver om Reggio Emilia-skolen og dens betydning som en del af følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/flere-opgr-med-mixofobien-flere.html