Når 'dokumentarfilmen' både er fakta og fiktion - så er fanden løs i journalistikken - eksempel: 'This Ain't California'

Jeg har tidligere været inde på spørgsmålet om "faktion" i forbindelse med journalistik og dokumentar-programmer. Det drejer sig om en diskussion om vilkårene for konceptuel genreblending i medierne!

   I gamle dage når jeg introducerede til kurset i 'faktion' i Danmarks Radio, så havde jeg en overhead-transparent hvor der stod: 

Faktion - øretævernes holdeplads - og kreativitetens legeplads

En af mine pointer i det kursus var at der var nogle særlige personlighedstyper som følte sig specielt tiltrukket af at blande genrerne, og som nød at balancere på eller overskride grænsen mellem fakta og fiktion når de producerede journalistik, film og tv.

Nu er den gal igen. Der er øretæver til dokumentarfilmen 'This Ain't California' som allerede har vundet flere internationale priser. Information kunne i weekendudgaven berette at filmen nu var blevet trukket fra The European Broadcasting Festival i Berlin hvor den også var en oplagt kandidat til en pris. 

   Ifølge Informations artikel af Thora Lorentzen er historien følgende:

.. skaberne bag filmen har siden filmens premiere bevidst tilbageholdt sandheden om filmens materiale og autenticitet. Det viser sig at hovedpersonen i filmen er opdigtet, og er spillet af en skuespiller.  En ophedet diskussion blandt juryens medlemmer bestående af nominerede dokumentarfilminstruktører fra hele Europa fik instruktøren til at trække sin film tilbage fra konkurrencen. 

Filmen handler om og skildrer en skater sub-kultur i Østtyskland i 80' erne. 

   En journalist fra Der Spiegel, Peter Wensiersky, der har skrevet bogen 'Jugend Rebellion in der DDR', mente da han så filmen at "materialet umuligt kunne være originalt og optaget af drengen selv som filmen postulerer". Han afslører sammen med en anden journalist at "hovedpersonen i filmen ikke eksisterer, at han ikke dør som soldat i Afghanistan, og at denne karakter er spillet skuespilleren Kai Hellebrand."

    Konfronteret med disse anklager, forklarer producenten Michael Schöbel i Berlin at måske 30 procent af filmen var "rekonstrueret". Anklagerne fra Spiegel-journalisterne går på at det snarere er 90 procent. Og det ender med at Jutta Krug som er formand for juryen for Prix Europa, anklager producenten for at have løjet og anklager filmen for at være blevet markedsført "under falsk varedeklaration".

Hvad er problemet?

   Må man ikke rekonstruerer scener fra virkeligheden i (dokumentar)film? Findes der klare grænser for hvor meget man må iscenesætte, manuskript(be)skrive, instruere, genindspille film der vises på dokumentafilmfestivaler?

Jeg har tjekket på YouTube hvor der ligger en række trailere for 'This Ain't California'. Ingen af trailerne bruger udtrykket 'dokumentarfilm' - 'documentary' - til at karakterisere genren for den film de reklamerer for. Men de fortæller heller ikke at den hovedperson hvis voice over vi hører, er en skuespiller.
    Det får vi heller ikke at vide i dette aktualitetsindslag fra web-tv-kanalen "Rebel-TV" hvor både en med-producent og en medvirkende bliver interviewet og udtaler sig til kamera:

Historisk set er det sådan at hvis vi går tilbage til perioden før 1960, så var alle "dokumentarfilm" rekonstruktioner eller reenactment af de medvirkendes virkelighed. Af rent tekniske årsager. Først med det nye lette kamera- og lyd-udstyr som kommer frem omkring 1960 bliver det muligt rent faktisk at følge virkelige processer som "fluen på væggen" - som i "Primary" eller "Salesman".

Diskussionen blussede op sidste år hvor det blev afsløret at flere centrale scener i filmen Amadillio instrueret af Janus Metz var et resultat af rekonstruktioner eller reenactment. Også filmen Burma VJ med Anders Østegaard som instruktør gav anledning til diskussion af hvad der var autentisk og hvad der var iscenesat og rekonstrueret, og af spørgsmålet om hvor langt man som instruktør kunne tillade sig at gå. 

   Begge film og deres instruktører har vundet en række priser på dokumentarfilmfestivaler. 

Gå man tilbage i tv-historien, så er en de mest berømte 'dokumentariske' tv-filmen 'Cathy Come Home' fra 1966, instrueret af Ken Loach og med manuskript af Jeremy Sandford. 

   Film skildrer bolignøden i England og udstiller en helt urimelig forældet boliglovgivning der diskriminerede familier med børn. 

    Hovedpersonen  Cathy hvis "børn" til slut i filmen bliver tvangsfjernet, spilles af en skuespillerinde, mens filmens historie er båret af en gennemgående autoritativ faktuel speak, der er lyd- og billed-klip fra en masse autentiske interviews med boligløse, kameraføring og klipning har mange træk til fælles med datidens tv-nyhedsindslag og 'newsreel'-forfilm i biograferne. 

   Filmen fik enorm effekt, rejste en storm i offentligheden, og førte til at politikerene i Parlamentet ændrede boliglovgivningen.

'Cathy Come Home' slutter med følgende tekst på skærmen:

Alle the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many houses as Britain since the war.

I England havde man en genrebetegnelse for den slag film: dramadocumentary. Og mange andre tv-film i 60-erne og 70-erne fulgte samme blandingsopskrift. Og specielt når de havde samfundskritisk sigte, gav disse film anledning til hede debatter i offentligheden om etik, troværdighed og manipulation.

    Opskriften fra 'Cathy Come Home' kunne se ud til at ligne den som ligger under produktionen af  'This Ain't California,  og så vidt jeg kan bedømme også under produktionen af 'Burma VJ'.

Jeg søger lidt på nettet og finder en artikel af journalist Rasmus Elmelund i forbindelse med Informations dækning af CPH:DOX  efteråret 2011. Rubrikken lyder: "Den gode dokumentarfilm er manipuleret". Indledningen beskriver produktionsomstændighederne i forbindelse med den svensk film 'Play' som vises på festivalen:

Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv.

Min gode kollega Ib Bondebjerg kalder i artiklen i Information fra sidste efterår den slags film 'en bastard'. Og han har i øvrigt ingen problemer med en udvikling hvor skellet mellem fakta og fiktion udviskes mere og mere i flere og flere af de film der vises på dokumentarfilmfestivaler.
   Artiklen fortsætter:

Ruben Östlunds Play et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og framet som en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Play i sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.

   »Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle psykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.

   »Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske ‘fluen på væggen’-dokumentar.«

Måden at producere på synes også at være beslægtet med Poul Trier Pedersen "tv-spontanspil" i DR fra 70-erne. Navnet på genren - 'spontanspil' - havde Trier selv opfundet. Udsendelserne blev produceret i regi af den afdeling der hed 'TV-Teatret'.
   Man kan læse mere om genrediskussionen om 'Play' her:

http://www.ekkofilm.dk/artikler/kritiker-film-pa-cphdox-er-fiktion/

Journalister elsker at skrive afslørende artikler som dem Spiegels journalister har skrevet om 'This Ain´t California'. Og det er kun et par år siden det tilsvarende herhjemme blev afsløret under stort offentligt rabalder at formatet for tv-programmet 'Sporløs' i DR, byggede på den illusion af det var første gang journalisten forfulgte sporet til de savnede pårørende for de medvirkende adoptivbørn.

På den ene side synes jeg det er en overgearet og hysterisk diskussion. Og at de skrivende journalister  projicerer normer fra deres eget professionelle domæne over på nogle filmgenrer og filminstruktører hvor de ikke uden videre har "gælder" og har relevans.
   På den anden side er jeg uenig med Bondebjerg i at det egentlig slet ikke er noget problem. Når nogen oplever det som et problem og føler sig snydt og løjet for, så ér det et problem. Et 'faktions-problem'.

    Men der er altså banale opskrifter og simple løsninger på det, som mange kreative tv- og filmfolk i de sidste 30-40 år har kendt til og benyttet sig af:

• Brug en genrebetegnelse til at frame filmen, en frame som peger på at produktionsomstændighederne har blandet de produktionsformer som bruges i fiktion og de produktionsformer som bruges i journalistik: dokudrama, dramadok, spontanspil, halvfiktion, tv-eksperiment, fik-fak, mocumentary, realitydokumentar, etc. 
• Marker evt. rekonstruerede scener med et "r" oppe i hjørnet af filmsekvensen, eller marker med tintning at disse sekvenser har en særlig status og er iscenesat og optaget som fiktion.
• Og skriv evt. i et 'forord' eller et 'efterord' på skærmen på hvilken måde og i hvilket omfang filmen er researchet, iscenesat og produceret som et blandingsprodukt, og lav dermed en eksplicit kontrakt med publikum om at man som seer så selv må afgøre - givet disse oplysninger - i hvilken forstand filmen er sand og autentisk eller et subjektivt fantasiprodukt.  

Hvor svært kan det være!

En original landskabsmaler med dobbeltbundede billeder - navnet er Søren Martinsen

En gang imellem kan man være heldig at se en film som virker på den måde at når man kommer ud af biografens mørke, så fortsætter filmen idet den har skruet en særlig optik på ens øjne så man ser virkeligheden som var den en fortsættelse af filmen.

   Det er mange år siden, men jeg husker det som var det igår. Fruen og jeg havde været inde og se Jacque Tatis film 'Playtime' i en biograf på Vesterbrogade lidt før Rådhuspladsen.  Og da vi kom ud på gaden i aftenmylderet og aftenbelysningen, så var det som at gå videre inde i filmens kærligt absurde univers. Og jeg husker at vi bege ikke kunne lade være med at grine ad denne overføring af "synet" fra filmens Paris til "synet" på Vesterbrogade i København.

   Og nu ville jeg sige at det var et smukt eksempel på det som kunstfilosoffer hævder, nemlig at kunsten åbner ens mentale blik for nye sider af virkeligheden. Og altså også et smukt eksempel på det jeg har beskrevet i mange sammenhænge som "konceptuel blending".

Det skete igen i forgårs. Ikke i forbindelse med en film, men en maleriudstilling.
   Fruen og jeg tog til kunst- og udstillingscentret Rønnebækholm lidt uden for Næstved og så en maleriudstilling af kunstneren Søren Martinsen. Da  vi kørte derfra, så så vi pludselig det Sydsjællandske landskab der passerede forbi bilruderne, med den konceptuelle optik som oplevelsen af Martinsens udstillede landskabsmalerier åbenbart havde præget os med mentalt. De ellers så uskyldigt smukke efterårs-scenarier fremstod  pludselig lidt fremmedartede, dobbeltbundede, mystiske - lidt uhyggelige og uheldsvangre.

   Når vi besøgte udstillingen, så var det blandt andet motiveret af at Søren Martinsen er søn af en af denne blogs hovedpersoner, tv-dokumentaristen Poul Martinsen, prototypen på den særligt kreative personlighed som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver i detaljer i  sin bog 'Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention'.

   Som fader så søn? 

 
Her er nogle af Søren Martinsens landskabsmalerier, de fleste var med på udstillingen:

Dit hvilested

Landskab med orange kranie

City of the dead

Raps

Ildoffer

Sommer

Her er klart tale om det jeg ofte har beskrevet på denne blog: 'konceptuel blending'. Dette at flere konceptuelle eller mentale rum integreres og komprimeres i èt nyt udtryk - med spor af begge input-rum.

   Typisk fremstår Søren Martinsens landskaber altid med en eller anden konceptuel undertekst som somme tider fremgår af titlen - og somme tider ikke. Det er en form for super-realisme men med et mytisk eller mytologisk lag der gennemsyrer eller gennemlyser landskabet og transformere det ind i en anden verden, som det afspejler. 

   Somme tider helt bogstaveligt ved at en hvidgul "solstjerne" springer frem foran og ud af landskabsmotiver - som i 'Soloffer' ovenfor. 

Ånds-slægtskabet med den tyske højromantiks dystre landskabsmalerier er også tydelig. På den ene side.

   På den anden side - som et typisk (post)modernistisk træk - er der mange visuelle referencer til andre store malere: Hopper, Willumsen, Van Gogh, Hockney, Leif Madsen - og til de store klassiske landskabsmalere fra 1800-tallet: Lundby, Skovgaard, Ring. 

   Skulle man klistre en gennemgående etiket på den dobbelthed som er mere eller mindre tydelig i alle billederne, så må det være 'ironi'. Hvor man i det klassiske landskabsmaleri skal gå nydende ind i og opsluges af motivets skønhed, så bliver man her hos Martinsen hele tiden forstyrret af en forestilling om at intet i landskabet er som det umiddelbart fremtræder. Der er visuelt set "fare på færde".

   Nogle af de mest fascinerende malerier på udstillingen kan jeg ikke vise da de ikke findes i kopi på nettet: 'Spejllandskab' og 'Åen'.

Noget af det der ellers slår mig, er at mange af  Søren Martinsens malerier flimrer i perspektivet - og virke lidt som rystede fotografier - fordi forgrunden er malet "groft" - uden detaljer, mens baggrunden er malet med en høj grad af detaljering. 

   Der kan også være motivelementer som er rene (brud)flader der invaderer billedet fra en af siderne, og som så står i kontrast til de dele der er ekstremt detaljerede. Som i maleriet med titlen 'Rasp' ovenfor. Disse elementer fortæller at man ikke skal tage den næsten fotografiske realisme i resten af maleriet for pålydende. 

   Den samme effekt har det at farverne i dele af motivet ofte er unaturlige - kunstige. Som i maleriet 'City of the Dead' ovenfor.

Det store collagemaleri som man møder i den første sal med titlen 'Brækket landskab', er det der leder tanken hen på Hockney, fx dennes kæmpemaleri af Grand Canyon.

   Martinsens vægstore landskabmaleri er stykket sammen som en montage af enkeltbilleder - der nok viser udsnit af det samme landskab, men puslespillets brikker passer ikke sammen, sådan at oplevelsen af det samlede motiv bliver forstyrret og opbrudt.

Udstillingen kan anbefales på det varmeste. 

Fra Rønebækholms udstillingsannonce - viser et udsnit af maleriet 'Sweet tasting Sky'

Den skæve indgang med det snævreste fokus - 'serendipitet-journalistik'

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Og jeg husker ikke det noget der er skrevet om i lærerbøgerne  i journalistik. 

   Men det er en form for tema-journalistik hvor det tema man vælger som journalistisk frame og fokus, er minimalt, overraskende og ekstremt snævert. 

    Det har noget at gøre med fænomenet 'kreative restriktioner' - det som kommer til udtryk i slogannet "less is more".

   Jeg ved ikke hvor udbredt det er i andre aviser, men Politiken har dyrket det ganske meget. Ikke mindst 'bagsiden' hvis journalistik lever af at læserne føler sig så inspireret at de bidrager.

   Fx da bagsideredaktøren Oliver Stilling for et års tid siden lavede en "kampagne" for at læsere skulle tilbagelevere ting som de mere eller mindre uretmæssigt havde fået op under neglene, og som egentlig var statens eller det offentliges ejendom. Hvert nyt stykke offentlig ejendom som læserne gav besked om at de havde i gemmerne og nu ville levere tilbage, udkrystaliserede spøjse og interessante historier der kastede lys over ukendte, eksotiske og perspektivgivende sider af fortidens liv.

Oliver Stilling har nu i flere måneder haft en tilsvarende ekstremt produktivt og kreativt bagsidetema:

"Ingenting" 

Vel nok det snævreste og mest minimalistiske journalistiske tema man kan tænke sig. Et der negerer næsten alle nyhedskriterier: væsentlighed, konflikt, aktualitet, sensation. Men måske netop derfor appellerer det tydeligvis til læsernes fantasi, så der kommer både illustrerende billeder og sjove historier i en lind strøm.

   Som fx i dag: Et bygrænseskilt der markerer starten på 50 km fartbegrænsning - men uden bynavn. Eller forleden hvor en læser havde indsendt et fotografi af en håndskrevet grafitti fra Det Kongelige Teater på en væg til en trappenedgang hvor der stod: "Trappen til ingenting".

   Men har man fulgt med også i resten af avisen, så har man kunnet konstatere at dette antitema i den grad har appelleret til kollegerne at det også har givet afkast med interessante historier andre steder i avisen. Fx Kjeld Hybels artikel med rubrikken ...

Dansk rigmand lancerer projekt om ingenting

Også avisens vittighedstegner Per Marquart har følt sig inspireret:

Som et bidrag til Oliver Stillings bagsidetema om 'ingenting' ses begrebet her som afstanden mellem 'vuggestuen' og 'alderdomshjemmet'. Tegning: Per Marquard Otzen

Hvem ved, måske er OLiver Stilling blevet inspireret af en artikel fra november sidste år af Peter Jørgensen med rubrikken ...

Ny undersøgelse: Fox News er ikke bedre end ingenting

... og underrubrikken: "Ny undersøgelse påviser, at folk, der ser Fox News, ved mindre om verden end folk, der slet ikke læser eller ser nyheder."

Til denne journalistiske strategi hvor virkeligheden opdages, ses, vinkles og beskrives gennem et nåleøjes optik, hører også de serier som vist nok alle regionale tv-stationer har haft kørende i sommerperioden på et eller andet tidspunkt: En redaktionel pil kastes mod et landkort over regionen, og det sted hvor pilen rammer, tager man så ud til og laver historier fra. Ideen er journalistisk at komme ud og beskrive miljøer  hvor man med de normale nyhedkriterier aldrig ville komme ud og lave reportager fra.

Og Politiken har i de sidste uger kørt en artikelserie fokuseret gennem buslinje 5A i København, en sjov og anderledes reportageserie af Flemming Christiansen og Jakob Sheikh, som har givet et kreativt afkast af både oplevelses- og perspektivrige artikler om mennesker, trafikpolitik og forskellige sociale miljøer i København. Her nogle af rubrikkerne:

Nørrebro samler turban, tørklæder og træsko i 5A5A har snart flere kunder end lufthavnen

Busnørden Thomas: Jeg kan kende forskel på 5A og 350S på lyden

Bussen tegner et tydeligt billede af klasseopdelingen i samfundet

Det sidste eksempel jeg vil fremhæve her er fra Politikens kulturtillæg i dag. Artiklen har rubrikken: "Næste stop: Et bedre liv", og er skrevet af Charlotte Sejer. Manchetten lyder:

Den nye fotobog 'Bus fra Bagdad' af Henrik Saxgren tager os dybt ind i det storkøbenhavnske busmiljø, hvor mange af chaufførerne bag rattet kører dere betroede last af mennesker rundt i gaderne med dyrekøbt stolthed.

I første omgang er det billederne der fanger og fascinerer mig: "Repræsentative" interiørbilleder fra "sofastuen" i forskellige indvandrerhjem hvor familien er opstillet og iscenesat i deres fineste tøj - med det medlem - mand eller kvinde - der har arbejde som buschauffør i Københavnsområdet - stående forrest i billedet - i en positur som udtrykker stolthed. Som her:

Ifølge forlagsteksten består bogen af "43 beretninger om 46 buschauffører, der alle har foretaget en meget lang rejse fra b.la. Chile, Kenya og Indien for at få et bedre liv. De fleste er rejst fra krig eller fattigdom, og mange har gældsat sig for at komme til Danmark."

   Når jeg læser teksterne til billederne i Politiken der er sammendrag af Saxgrens tekster fra bogen, får jeg en collage - en farverig mosaik -  af fascinerende, rørende, dramatiske indvandrer-skæbner og historier. Fælles for de fleste hovedpersoner er at de er stolte af deres job, og at jobbet som buschauffør giver dem og familien social anseelse og selvværd. 

   Billederne og teksterne er mentale øjeåbnere. Jeg vil nok altid for fremtiden når jeg stiger op i en bus, se med positive øjne på chaufføren med det mørke hår og den brune lød, og på den indre skærm vil jeg se en flimrende film af de hukommelsesspor som fotos og fortællinger fra Saxgrens bog har afsat i mig.

Hvad skal vi kalde den slags journalistik som på mange måder er mere kreativ, horisont- og bevidsthedsudvidende end det meste af det der ellers fylder avissiderne og tv-fladen?

Selvom det er et besværligt ord at sige, så er et begreb fra kreativitetsteorien relevant og det mest præcise. Jeg har tidligere skrevet om det, og du kan søge på ordet i denne blogs søgefelt: 

'serendipitet' 

... der betyder noget i retning af 'det heldige tilfælde' - 'det at finde noget værdifuldt, uden at søge eller jagte det'. 

   Eller den mest anskuelige definition: 'At søg en nål i en høstak, og ende med at komme ud af den igen - med bondens datter!'

   Så det er fagtermen for fremtiden for denne særlige kreative og produktive form for journalistik: 

"Serendipitet-journalistik"

André Derain - ud af mørket, frem i lyset - og andre historier fra det moderne maleris guldalder

Der er en stor Matiss-udstilling i København som jeg ikke har besøgt - endnu.

    Matisse er jo en af de helt store omkring århundredskiftet - efter impressionisterne. Et af de malerier jeg straks får ind på den indre skærm et det her - et portræt af hans kone. Jeg har set det på Statens museum for kunst, og det optræder i alle illustrerede bøger om ham og hans udvikling.

Jeg synes det er utroligt - og genialt tænkt og udført. Der er en simpel forenklet realisme i tegningen og formen af ansigtet og dets udtryk, men de klare urealistiske primærfarver der gennemsyrer motivet, får det forenklede motiv til mentalt og konceptuelt at brænde sig ind i min visuelle erindring.

Her et andet af Matisses malerier fra den samme periode ´Kvinde med hat´som også er et af dem der har gjort stort og varigt indtryk. Jeg genkender det med glæde når jeg just nu finder det på nettet:

Der er klart tale om konceptuel blending i disse billeder - af to 'input-rum'; ét konceptuelt rum hvor motivet 'ligner' virkeligheden i form og tegning, og et andet som leverer farverne, farver som er 'unaturlige' og ikke-beskrivende.
   Det er denne særlige konceptuelle blending der bidrager mest til min store fascination og fornøjelse ved at beskue dem.

Men generelt tænder jeg ellers ikke alt for stærkt på Matisses malerier. De er for dekorative, for meget farver og form - motivet er tilsyneladende kun en anledning for en æstetisk udvikling - væk fra virkeligheden - ind i abstraktionen.
   Jeg har det med Matisse lidt som med Picasso. Jeg kan intellektuelt indse de er geniale, men de fleste billeder i deres senere produktion (be)rører mig ikke.

 

Men min research via Google giver mig en overraskelse. Først et navn som jeg aldrig husker at have stødt på: André Derain. Koblet sammen med den retning som fik navnet 'Fauvisme', som jeg godt husker at have set og hørt om da jeg var ung og læste en del kunsthistorie. Men præcis hvilke kunstnere der indgik i den bevægelse husker jeg ikke.

   Så får jeg lidt af et visuelt chock da jeg ser Derains malerier her på nettet:

Louisiana havde en glimrende udstilling for et par år siden: Farven i kunsten. Jeg tjekker kataloget. Jo, André Derain var repræsenteret med tre billeder, men måske ikke hans allerbedste.

Historien fortæller at Derain og Matisse i sommeren 1906 tog til Sydfrankrig for at male sammen, og at de under dette samarbejde eksperimenterede vildt og udviklede helt nye ideer om 'naturstridig' brug af farver - ideer som klart brød med impressionismen der jo grundlæggende var en form for naturalisme.  

   Wikipedia:

Derain and Matisse worked together through the summer of 1905 in the Mediterranean village of Collioure and later that year displayed their highly innovative paintings at the Salon d'Automne. The vivid, unnatural colors led the critic Louis Vauxcellesto derisively dub their works as les Fauves, or "the wild beasts", marking the start of the Fauvist movement.

    In March 1906, the noted art dealer Ambroise Vollard sent Derain to London to compose a series of paintings with the city as subject. In 30 paintings (29 of which are still extant), Derain put forth a portrait of London that was radically different from anything done by previous painters of the city such as Whistler or Monet. With bold colors and compositions, Derain painted multiple pictures of the Thames and Tower Bridge. These London paintings remain among his most popular work. Art critic T.G Rosenthal: " Not since Monet has anyone made London seem so fresh and yet remain quintessentially English. Some of his views of the Thames use the Pointillist technique of multiple dots, although by this time, because the dots have become much larger, it is rather more simply the separation of colours called Divisionism and it is peculiarly effective in conveying the fragmentation of colour in moving water in sunlight." [4]

For mig er det lidt af et mysterium at jeg ikke har André Derains navn og hans malerier bare nogenlunde present.  

   Malerierne som jeg finder på nettet, er af en visuel og koloristisk kvalitet, så de burde hav fæstnet sig lige så stærkt i min erindring som så mange andre af de store franske malere fra århundredskiftet.  

   Jeg burde have læst mere om ham. Hans malerier fra denne fauvismlaie-periode er - i hvert fald for en umiddelbar betragtning - helt  i samme klasse som Matisse.

   Jeg læser lidt videre - og får forklaringen: Under anden Verdenskrig var André Derain 'tyskervenlig':

During the German occupation of France in World War II, Derain lived primarily in Paris and was much courted by the Germans because he represented the prestige of French culture. Derain accepted an invitation to make an official visit to Germany in 1941, and traveled with other French artists to Berlin to attend a Nazi exhibition of an officially endorsed artist, Arno Breker.[6] Derain's presence in Germany was used effectively by Nazi propaganda, and after the Liberation he was branded a collaborator and ostracized by many former supporters.[12]

Jeg kan referere til det foregående indlægs to teoretiske begreber: 'framing' og 'priming'. Han har - nativt - været offer for nazistisk propagandas bevidste priming- og framingstrategier. Og er blevet nedgraderet i betydning af kunsthistorien.

Hvem hørte ellers til fauvisterne i de små 10 år år bevægelsen var en bevægelse? To navne fremhæves:  Maurice de Vlaminck og Albert Marquet.

   Her et af Maurice de Vlaminck:

Og her et par af Albert Marquet:

Men det fremgår også at den retning der kaldes ´pointilisme' eller 'neo-impressonisme' - og som jeg godt husker og var ret fascineret af som ung, på flere måder var en forløber for fauvismen. Og at Matisse var stærkt inspireret af sommeren inden malersamværet med André Derain at have oplevet en inspirerende "malersommer" i San Tropez med to af neo-impressionismen store navne: Paul Signac and Henri-Edmond Cross.

   Her et af Signac:

Her et af Cross:



Og endelig Matisses eget store maleri i pointilistisk stil - det berømte ´Luxe, Calme et Volupté´ - inspreret af samværet med de to andre:



De må godt nok have haft det skægt, den gruppe malere, i de år når de tog til Sydfrankrig for at male sammen.

'Hængt ud på forsiden' - skandalejournalistikken til kritisk serviceeftersyn - på TV

Don't Think of an Elephant! Titlen på den amerikanske sprogforsker George Lakoffs bog fra 2004 kommer ind på lystavlen efter at jeg har set tre af de fire hidtil udsendte DR1-udsendelser med fællestitlen: "Hængt ud på forsiden". 

   Værten kender jeg fra et andet beslægtet udsendelseskoncept "Detektor": Thomas Buch-Andersen. Mark Ørsten er medvirkende ekspert der har stået for den faglige perspektiveringe af de enkelte skandalesager. Han er lektor og studieleder på journalistuddannelsen på RUC.

George Lakoffs bog handler om fænomenet "framing" og dets betydning for den offentlige politiske debat:

You can´t see or hear frames. They ar part of what cognitive scientists call the "cognitiv unconscious" - structures in our brains that w cannot consciously acces, but know by their consequences: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language.

   All words are defined relatively to conceptual frames. When you hear a word, its frame (or collection of frames) is activated in your brain.

Et andet fænomen som også er sat fagligt på begreb i forbindelse med hvordan medierne virker i forhold til sit publikum, er "priming". Et konceptuelt redskab for spindoktorer der tænker ud over dagen og vejen.

   Wikipedia definerer begrebet som det bruges inden for psykologien :

Priming is an implicit memory effect in which exposure to a stimulus influences a response to a later stimulus. It can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. 

Og videre i sammenhæng med mediernes påvirkning af publikum, defineres begrebet sådan her:

Priming is a theory in which the activation of one thought may trigger related thoughts. The priming theory states that media images stimulate related thoughts in the minds of audience members.[1] For example, if a person were to see a cartoon character play a trick that inflicts pain on another character, it could make that person more likely to repeat the violent action in real life.

   Grounded in cognitive psychology, the theory of media priming is derived from the associative network model of human memory, in which an idea or concept is stored as a node in the network and is related to other ideas or concepts by semantic paths. Priming refers to the activation of a node in this network, which may serve as a filter, an interpretive frame, or a premise for further information processing or judgment formation.[2]

I begge tilfælde er der tale om mentale og kognitive langtidseffekter som ubevidst styrer vores tænkning om emner, personer, fænomener. Og i den sammenhæng er det vigtigt at notere sig at underbevidstheden ikke er sensitiv over for negationer: 

   Tænk ikke på en elefant!

   Tænk ikke på Helle Thornings "skattesag"! For der var jo ingen "sag".

Disse langtidseffekter fortæller udsendelserne "Hængt ud på forsiden" af gode grunde ikke om. De er svære at undersøge og dokumentere konkret.

    Men for de medvirkende hovedpersoner - objekterne for sensationelle historier i pressen uden dækning i virkeligheden, er det indlysende hvad langtidseffekten er af den behandling de har fået i pressen. Nasar Khadar og Henrik Sass Larsen vil for altid i publikums (under)bevidsthed blive associeret med hhv. "sort arbejde" og "rockerforbindelser". Og disse associationer devaulerer det som er en politikers vigtigste personlige og sociale kapital: den moralske troværdighed.

Jeg ser klart serien 'Hængt ud på forsiden' som et udtryk for normbrydende kreativ tænkning - noget DR kan være rimeligt stolt af. Og det har helt umiddelbart været en fornøjelse og lidt af en mental befrielse at se programmerne. De har opfyldt et savn og et hul i mediernes dækning af virkeligheden, nemlig en dækning der vender den kritiske journalistik mod medierne og journalistprofessionen selv. 

   Jeg har nydt den kølige, nøgterne og faktuelle tone som har gennemsyret udsendelserne - uden stærkt moraliserende udsagn fra værtens og ekspertens side, hvad historierne jo ellers stærkt indbyder til. 

   Og jeg har i den grad været forbløffet over at en række kendte journalister og redaktører ikke har villet stille op til konfronterende interviews i slutningen af udsendelserne. Tøsedrenge? I en machokultur!
    Jeg har også undret mig - en smule over - at de andre medier ikke i højre grad har fulgt op på 'Hængt ud på forsiden'-udsendelserne. En god anledning til selvransagelse, eller hur?

Pressen og medierne der som deres fornemste opgave har at holde et kritisk øje med magtudøvelsen i samfundet, er jo imidlertid også berygtede for at være ganske tilbageholdende og blufærdige når det gælder selvkritik og indrømmelser af fejl. Men også ret så moderate og afdæmpede når det gælder kollegial professionel kritik. 

Der findes en række professioner som har officielt  nedskrevne professionelle normsæt hvori der står at man normalt ikke kritiserer hinanden offentligt, og at det kan give anledning til "interne sanktioner" hvis man alligevel  gør det. Kollegial offentlig kritik er ukollegial!

   Begrundelsen og argumentationen går i alle tilfælde på at det er devaluerende for professionens troværdighed over for klienter, patienter, kunder - hvis professionens udøvere kritiserer hinanden offentligt. 

En lignende norm - men uskreven - har også traditionelt været gældende blandt journalistfagets udøvere. Med en helt tilsvarende argumentation. Gensidig kritik holder man så vidt muligt "indendøre" for ikke at devaluere fagets samlede etos eller image i publikums øjne. Og selvkritik har langt hen ad vejen været - en by i Rusland.

   Jeg husker hvor overrasket jeg derfor også blev da jeg første gang for mange år siden begyndte at læse professionens eget fagblad Journalisten. Jeg havde aldrig før oplevet en så sprogligt uhæmmet, fagligt nedgørende kritik fra én journalist til en anden i læserbrevspalterne der fyldte rigtig meget. Personlige ondskabsfuldheder og smålige insinuationer blev udvekslet imellem kolleger med en verbal energi og kreativitet som man slet ikke kunne finde magen til i den publicerede journalistik. 

Jeg husker også at DR i 80-erne i flere omgange forsøgte at producere tv-udsendelser der havde selvkritisk sigte. Dog uden større succes, og ofte med ganske megen intern forurettelse hos de kritiserede medarbejdere i udsendelsernes kølvand. Det var også svært at rekruttere værter til disse programmer, husker jeg.

Forholdene har gradvist ændret sig til det bedre. Der er blevet mere professionel selvkritik og større åbenhed. Flere af de store medier har udnævnt en læsernes eller lytternes/seernes ombudsmand/redaktør. Og det sker ikke så sjældent mere at nyhedsredaktioner kommer med indslag/artikler der har en kritisk vinkel over for andre nyhedsmediers dækning af en sag. 

    Og man kan vel sige at Hængt Ud på Forsiden-serien er endnu et skridt i den retning. 

    Godt gået. 

Jeg er spændt på om serien fortsætter i næste sæson. Der er jo tilsyneladende flere end nok historier at tage af.