Den skægge(de) mand Hr. Skæg - en særligt kreativ personlighed

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".

   Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.

   "Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".

Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.

   En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".

Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.

   Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.

   Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:

Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.

   Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.

   ”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.

  ”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)

   Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)

   Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”.

   "Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.

   Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)

   ”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.

Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.

Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.

   Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:

1. They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
2. They are highly aware of the environment.
3. They are more curious than average.
4. They think mainly in pictures instead of words.
5. They are highly intuitive and insightful.
6. They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
7. They can experience thought as reality.
8. They have vivid imaginations.

Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
   Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:

A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)

   Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.

   Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."

Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.

I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
   Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
   Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.

Kreative rubrikker i bogtillæg - med bibelske undertoner

Det er sjældent jeg læser boganmeldelser. Tekster om tekster jeg for det meste aldrig får læst. Skrevet af kloge mennesker med en forlist drøm om selv at blive forfattere. Det sidste er naturligvis en klokkeklar fordom fra min side. Selv hader jeg at skrive anmeldelser.

   Men jeg bladrer alligevel altid mine avisers ugentlige bogtillæg igennem. Der kunne være et gulkorn begravet et sted.

   Og i Weekendavisens bogtillæg her op til Påske, bemærker jeg at rubrikbestyreren, redaktionssekretæren er kreativ. Han kan skrive rubrikker som fanger, fænger og fascinerer:

"Sjæle i flammer"

"Det nye Testamente i ulveklæder"

"I al livsens tilfældighed"

"Andres ligegyldig lidelser"

"Jeg tror på Allah og bistandshjælpen"

"Mellem skulderpuder og storpolitik"

"Fagre ord gør ikke flæsken sprød"

"Holmgang med stokrose"

"I nulte time"

Mange af dem indeholder referencer til bon mot´er, døde meatforer, bevingede ord o.lign.

   Rubrikkerne får ekstra liv og impact ved at at referere til hel- og halvdøde faste vendinger. Og disse blive til gengæld samtidig genoplivet ved noget der ligner en metaforisk operation: noget nyt ses gennem en bibelsk optik eller et bibelsk filter.

Jeg folder nogle af dem ud ved søgning på Google, og får i næsten alle tilfælde bibelske kilder og referencer.

   Fx: "Sjæle i flammer" der som undertekst har den halvdøde metafor "ildsjæl", og som igen har bibelske referencer via ordet "sjæl"; en googlesøgning leder til "soul on fire" til at karakteriserer helgenen Saint John fra 1500-tallet. Og man taler også om at være "tændt af den hellige ild".

   Eller: "I nulte time" der som undertekst har klicheen "i ellevte time", der stammer fra Mattæusevangeliet, 20:6: "Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der, og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen?" 

  Eller: "I al livsens tilfældighed" der som undertekst har bibelske vendinger om "livsens vand" og "livses kilde" og som for danskere også associerer til romanen "Livsens ondskab" af Gustav Wied".

   Eller: "Det nye Testamente i ulveklæder", der er en omvending af det bevingede ord "ulv i fåreklæder" der har sin oprindelse fra en prædiken af Jesus: "Pas på falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve (Mattheæsuevangeliet, 7:15).

Rubrikbestyreren har været i kreativt påskehumør. Lidt søgning afslører at redaktøren af bogtillægget hedder Klaus Wivel. 

   Solidt arbejde, Klaus Wivel.

Milena Penkowa og den forheksede sandhed

"Tænk ikke på en elefant!" - var titlen på en bog af metaforjægeren George Lakoff som jeg tidligere har omtalt i varme vendinger.
    Når en artikel i Weekendavisen 20.-28. april har rubrikken "Videnskabens affortryllelse", så bliver jeg interesseret. Dels er det et mærkeligt udtryk: "affortryllelse". Og så er det også en slags metafor der er på spil her. 
    Tænk ikke på trylleri! tænker jeg.

Jeg googler "affortryllet" - og får kun 580 hits, hvad der er utroligt få. Det tilsvarende substantiv "affortryllelse" giver ca. det dobbelte antal hits. Stadig meget, meget få. Det modsatte: "fortryllelse", giver godt 64.000 hits! 

   Det viser sig at "affortryllelse" er et metaforisk fagudtryk inden for sociologien, opfundet af en af sociolgiens fædre: Max Weber. Ordet "affortryllelse" er en oversættelse til dansk fra det tyske udtryk "entzauberung", som oversat til engelsk bliver til "disenchantment": the cultural rationalization and devaluation of mysticism apparent in modern society.

   Den metafor må jeg vist se at kigge nærmere på! Mon hovedparten af Weekendavisens læsere lige kan deres Max Weber i dansk aftapning? Og hvad hvis ikke?

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelleblendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning. En blandt en række forskellige blendingoperationer er i den teori den metaforiske som betegnes som single-scope-blending. Den er beskrevet i bogen "The Way We Think".

   Den anden metaforteori fra den kognitive lingvistik som jeg jævnligt refererer til, er den som blev fremlagt i bogen "Metphors We Live by" af Lakoff og Johnson. Det er den jeg vil tage afsæt i her.

   Den opererer med begrebsparret "target" og "source", og fidusen ved den metaforiske tankeoperation  i den model er at noget af betydningsindholdet i "source" overføres til "target". Denne operation kaldes i bogen "mapping" - der kan oversættes til dansk "afbildning". 
   Jeg selv har brugt udtrykket "overføringsbillede" til at karakterisere en metafor.

Overskriften til artiklen i Weekendavisen: "Videnskabens fortryllelse", giver jo kun mening hvis den forudsætter accept af følgende metafor: (BILLEDET AF) VIDENSKABEN er FORTRYLLET, hvor "videnskab" er "target" og "fortryllelse" er "source". De to begreber tilhører to forskellige domæner, adskilt af en høj og tyk konceptuel væg: I det ene domæne hersker: sandhed, empiri, objektivitet som grundlag for etablering af sikker viden; i det andet domæne hersker: magi, trylleformler, hekse og troldmænd, uhæmmet fantasi og subjektivitet. 

   Set fra videnskabens og forskernes synsvinkel må disse to domæner aldrig blandes: "astronomi" må ikke blandes endsige forveksles med "astrologi".

At påstå at (billedet af) videnskaben er "fortryllet" (underforstået: i offentlighedens øjne) er altså en stærkt provokerende påstand man som læser skal acceptere for i anden omgang at "købe" artiklens vinkel, nemlig påstanden om at Penkowa-sagen har ophævet denne "fortryllelse".

   Her er så en grafisk model af Lakoff og Johnsons forestilling om hvordan en metaforisk operation ser ud, en operation som foregår i "det kognitive ubevidste".

http://www.metaresolution.com/Metaphor/web_axonfiles/sourcetarget.htm

Der ligger i den metaformodel at videnskaben anskues gennem det magiske domænes optik. Der sker en "mapping" fra noget fiktivt til noget virkeligt og sandt. Metaforen skal altså læses sådan at "offentlighedens billede af videnskaben er falsk: en fiktion, en fantasiforestilling, en illusion = "fortryllet". 

   Spørgsmålet er så hvem det er der er den udøvende - agenten - i den metafor. Hvem har svinget "tryllestaven", udtalt "heksebesværgelsen", aktiveret "trylleformularen" - eller har fået offentligheden til at drikke "trylledrikken"? - Det fremgår af artiklen i det her afsnit:

Inden for universitetets fire vægge har det siden 1960erne være en offentligt kendt hemmelighed at produktionen af viden ikke foregår som rent passiv erkendelse af verdens sandheder. Med vidensociologens Karin Knorr-Cetinas ord er videnskabelig objekter "ikke bare noget, der frembringes teknisk på laboratorier. De konstrueres også på symbolsk og politisk plan i kraft af retoriske overtalelsesstrategier, (...) gennem politiske fif og kneb, forskerne bruger for at skabe alliancer og få tildelt midler". Der er intet odiøst i, at viden produceres ii en blanding af tekniske, retoriske og politiske procedurer. Men der opstår en række problemer, som alle spiller ind i Penkowa-sagen, når videnskaben fortrylles af videnskabsfolkene og fremstilles som den rene sandhed der skinner klart igennem.   

Det er altså videnskabsfolkene selv der har "fortryllet videnskaben" i den "ikke-videnskabelige offentligheds øjne", så den fremstår som "den rene sandhed"!

Jeg skal ikke gå ind i artiklens videre argumentation som jeg forekommer mig både tankemæssigt uklar og sprogligt uigennemsigtig.

   Men en uudtalt konceptuel metaforisk påstand "skinner klart igennem": Når Milena Penkowa er den der har ophævet fortryllelsen og dermed afsløret videnskabens sande grimme ansigt, så må det være fordi artiklens forfatter har følgende udsagn boblende rundt i sit kognitive ubevidste:

"MILENA PENKOWA er EN HEKS"

Artiklens forfatter er Nicolai von Eggers Mariegaard, stud. mag. i idéhistorie og sociologi ved Aarhus Universitet.
   Se illustrationen til artiklen på http://mariboavis.dk/wp/?p=76729. Billedet er klart valgt og beskåret så det passer til den underliggende konceptuelle hekse-metafor.
   Og for at det ikke skal være løgn: For gode og ordentlige akademikere og forskere ser det i den grad ud til at de mørkeste sider af fantacy-universet truer videnskabens nu affortryllede og afslørede verden.
   Rubrikken til artiklen på næste side i avisen er et citat fra Penkowas tidligere institutleder som også metaforisk må  trække på uhyggefiktionens klicheer da han konfronteres med oplysninger om at Milena Penkowa muligvis har svindlet og bedraget for et meget større millionbeløb end hidtil antaget:

"SÅ ER DET JO ET MARERIDT"

Københavns universitet som Hogwarts skolen, og Milena Penkowa som universitetsverdenens kvindelige Lord Voldemort.

  Hva´beha´r!

Mozart-effekten - fantasi eller fakta om vores musikalske hjerne

Jeg var i et indlæg for et par dage siden inde på "superlearning" og "suggestopædi" - to termer der dækker det fænomen at man ved særlige sansepåvirkninger - ikke mindst gennem musik, rytme opg bevægelse - kan påvirker indlæringen af et stof både med hensyn til omfang og tempo.

   I forbindelse med videre søgning ad det spor finder jeg udtrykket "Mozart-effekten", som Wikipedia definerer sådan her: 

A set of research results that indicate that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning". (...)

   Spatial-temporal reasoning is the ability to visualize spatial patterns and mentally manipulate them over a time-ordered sequence of spatial transformations.

   This ability is important for generating and conceptualizing solutions to multi-step problems that arise in areas such as architecture, engineering, science, mathematics, art, games, and everyday life.

Oversat til menneskesprog: Mozart-musik kan forbedre et stykke kreativt arbejde her og nu - men uden garanti for langtidseffekt.

Jeg finder så en dansk artikel af Lars Heslet, overlæge, professor dr.med. – klinikchef for Rigshospitalets intensiv afsnit 4131. Titlen på artiklen er "Vores Musikalske Hjerne", og den kan findes på adressen

http://www.musicahumana.dk/documents/00010.pdf.

   Artiklen er grundig, omfattende og solid. Og der er altså meget om snakken. 

   Heslet introducerer en ny tværfaglig disciplin "biomusikvidenskab" der fokuserer på forholdet mellem musik, hjernens funktion og biologien. Han opregner nogle af de grundlæggende spørgsmål biovidenskaben forsøger at besvare: "På hvilken måde kan lyde frembringer ændringer i vores psykiske tilstand? - i hjernens elektriske svingninger, det såkaldte EEG? - i den hormonelle status?"
   I artiklens indledning sammenfatter han hvad man ud fra nyere forskning ved:

Det nye er, at videnskaben har vist i en række klinisk sikre undersøgelser, at musik påvirker vores hormonsystem, det ufrivillige nervesystem, der styrer åndedræt og hjertefrekvens, men også påvirker kroppens hormonregulering ved stresstilstande, og også har effekt på immunsystemet. Hertil kommer, at musik dæmper angst og forbedrer søvnkvaliteten. Effekterne er beskrevet både hos vågne og bedøvede patienter. Høresansen er den eneste sans der ikke er bedøvet, når et menneske sover, og selv under dyb bedøvelse registrerer øret lyd.

Noget af det jeg falder over i artiklen er omtalen af effekten i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

   Jeg har tidligere formuleret forholdet mellem de sider af den arbejdsdelte hjerne sådan at højre hjernehalvdel er den intuitive del der kan tænke kreativt, visuelt, rumligt og i helheder - men uden ord; venstre halvdel hvorfra de sproglige operationer udgår, overtager "outputtet" fra højre hjernehalvdel og gør det bevidst og sætter det i ord der hænger logisk sammen og kan udtales.

   Hvad siger overlæge Heslet:

Fra et neurofysiologisk synspunkt kunne man sige, at hjernen med de elektriske svingninger, har en akustisk struktur som svinger som et pendul omkring et ligevægtspunkt fra kaos til orden, fra disharmoni til harmoni. Sådanne strukturer påvirker os oftest ubevidst. Det er vist at musik skaber bedre samsving, resonans og koordination eller synkronicitet imellem de 2 hjernehalvdele, højre og venstre, ved at stimulere hjernebjælken, den elektriske og nervemæssige forbindelse mellem de 2 hjernehalvdele. 

Mange af dem der skriver om hjernen og de kognitive funktioner, understreger at hjernen er opdelt i "moduler" med hver sin specifikke funktion. Og at vi normalt kun kan blive opmærksomme på disse moduler når de er ude af "sync", dvs. når de mentale og kognitive funktioner de varetager, ikke som normalt er koordinerede og arbejder sammen om en fælles opgave. Da perceptionen af skrevne ord og perceptionen af farver bearbejdes i forskellige "module", så får vi problemer når et bogstaverne i et ord der betyder én farve, selv har en anden farve:

Steven Johnson skriver i sin bog "Mind Wide Open" om den modulopdelte hjerne: 

Your brain is not a general-purpose computer with one unified central processor. It is an assemblage of competing subsystems - somtimes called "modules" - specialized for special tasks. Most of the time we only notice these modules whwn their goals are out of sync.(...)

   The modern understanding of the brain shatters that earlier vision into dozens of component parts, some spcializing in core survival tasks, such as heartbeat regulation andt the fight-or-flight instinct, others focuse on more prosaic skills, such as face recognition. Your personality is, in a real sense the aggregate of the differing strengths of each of these modules - as they have been shaped both by nature and nurture, by your genes and by your lived experience. In other words: you are the sum of your modules.

Når vi hører musik, så er det forskellige dele og sider af hjernen der opfatter og bearbejder forskellig elementer af musikken. Disse dele og sider må altså arbejde sammen for at vi kan få en "hel" musikoplevelse.

   Helset forklarer samarbejdet og Mozart-effekten sådan her:

Den højre hjernehalvdel er specialiseret i opfattelsen af rumlige musikalske elementer, akkorder, altså sans for harmoni og tonehøjde, hvorimod venstre hjernehalvdel opfatter melodiforløb, der kræver musikalsk hukommelse. For at opnå en samlet musikalsk opfattelse, er forbindelsen og integrationen mellem de to hjernehalvdele ved hjælp af hjernebjælken (CorpusCallosum) nødvendig.  Dette samspil gennem hjernebjælken kan netop fremmes af musik. Denne samstemmighed eller harmoni opleves i virkeligheden kun ved et samspil mellem de 2 hjernehalvdele og de forskellige regioner i hjernen, formidlet af Corpus Callosum. (...)

   Musik ser således ud til at kunne samordne de 2 hjernehalvdele og dermed den arbejdsfordeling der er imellem højre hjernehalvdel, som primært opfatter toner, melodier, mønstergenkendelse, fantasi, intuition og billeddannelse, med venstre hjernehalvdel, som håndterer de mere logiske processer. Koncentrationen i venstre hjernehalvdel giver os evnen til at koncentrere os på en ting ad gangen, venstre hjernehalvdel forholder sig til tid medens højre hjernehalvdel til rum. Derfor har man sagt at Mozart effekten, altså evnen til at koordinere tid og rumopfattelsen netop svarer til denne koordination mellem de 2 hjernehalvdele.

Musik påvirker følelser og musik udtrykker følelser. Men hvordan set fra hjernens synspunkt? 

   Her forklarer Heslet at hørenerven går direkte til mellemhjernen, der er vores "emotionelle hjerne", og at man sagtens kan forestille sig at musikken aktiverer "koder liggende i mellemhjernens følelsesområde, det såkaldte limbiske system" - og dermed "udløser følelser".

Endelig er der spørgsmålet om sammenhængen mellem musik og hjernens elektriske bølger. De højfrekvente Beta-bølger er knyttet til den højaktive hjerne hvor bevidstheden er anspændt og rettet mod den ydre verden. Alfa-bølger har en lavere frekvens og forekommer ved afspænding, fantasier, dagdrømme, og meditative tilstande.

   Heslet fortæller her:

Der er udført mange forsøg som viser at den langsomme rytme i klassisk musik får hjernebølgerne til at skifte fra Beta- til Alfa-aktivitet. (...) Nyere undersøgelser har vist at musikalske stimuli kan øge aktiviteten i den nye hjerne (neorcortex) knyttet til indlæring og koordination - og styrke forbindelsen mellem de to hjernehalvdele. Undersøgelser tyder på at musik kan styrke evnen til at løse opgaver som stiller krav til højere mentale funktioner.

Til den slags "højere mentale funktioner" hører hjernens kreative arbejde med efterforskning i den hensigt at afslører forbrydere. Jeg minder om Sherlock Holmes violinspil, og Michael Connelys detektiv Hieronimus Bosch der satte en særlig blå jazz-musik i CD-en når han mentalt set skulle opretholde den detektiviske flow-tilstand med uhæmmet adgang til sin intuition.

En tidlige pensionsordning eller en social velfærdsordning - to forskellige frames i diskussionen om afskaffelse af efterlønnen

Jeg bliver mere og mere overbevist om at journaliststuderende - som en del af deres håndværksundervisning - skulle lære om frames og deres betydning bl.a. i politik - og dermed også om deres betydning i den journalistik der dækker politik og politikere.

   Hvis man som journalist er ubevidst om de kognitive og konceptuelle frames der er "i spil", så er der spørgsmål man ikke stiller fordi man accepterer sin kildes forudsatte og implicitte frame.

   Frames, framing og frame-shift er lige så vigtigt et redskab for arbejdende journalister som vinkel, vinkling og skift af vinkel.

I dagens Information er der at læse et smukt eksempel som for mig var en aha-oplevelse.

   Direktør i Dansk arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen har heri en "Kommentar" med rubrikken "Efterlønnen er stadig en dårlig idé." Han vil rydde op i den forvirrede og forvirrende debat - og skriver indledningsvis:

Er efterlønsmodtagerne syge og uarbejdsdygtige? Er der job til dem, hvis man fjerner ordningen? Og er der penge i at afskaffe den frivillige tilbagetrækningsordnng, der i årevis har fyldt den politiske debat? Enkle spørgsmål, der er afgivet mange forvirrende svar på.

Og kunne man tilføje: Der er godt nok også stillet mange uklare spørgsmål fra journalisterne om emnet til politikere og økonomer.

   Men det helt afgørende for hvilket spørgsmål man stiller og hvilke svar man får, er hvordan man framer "efterlønnen". Og direktøren trækker frem i lyset at her er to frames i spil, hvoraf den første han fremhæver, ikke har været klart inde på min lystavle:

Det er blandt andet ganske overset, at en forudsætning for at kunne gå på efterløn rent faktisk er at man er i arbejdsdygtig. Efterlønnen er en tidlig pensionsordning, ikke en velfærdsordning.

"Efterlønnen er en tidlig pensionsordnng, ikke en velfærdsordning." Aha!

Formlen for en frame er jo en konceptuel kategorisering af typen:  X = Y, hvor "X" er "target", "Y" er "source". Altså anvendt på "efterlønnen" som target er der to frames i spil "Y1" og "Y2":

1) EFTERLØN er en (tidlig) PENSIONSORDNING

eller

2) EFTERLØN er en (social) VELFÆRDSORDNING

Jeg sympatiserer og stemmer på rød blok. Jeg er ikke selv gået på efterløn da jeg var 62, men overvejede det da. Hverken den gang for 5½ år siden eller nu er der noget alvorligt i vejen med mit helbred. Og se bare hvordan jeg kan holde denne blog kørende!

   Jeg har hidtil syntes at efterlønnen skulle bevares fordi der var så mange ufaglærte arbejdere og lavtlønnede kvinder der havde gavn og fornøjelse af den. Altså tænkt den som "en social velfærdsordning". Og fortrængt hvor mange, mange flere for hvem den netop var en meget fordelagtig "tidlig pensionsordning".

   Direktøren argumentere med hårde tal og autoritative undersøgelser at det kun er godt 10% af dem der går på efterløn, der har så dårligt et helbred at de ikke kan forsørge sig selv. Og at 87% af de nuværende efterlønsmodtagere ved en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed har svaret at de har et godt eller et fremragende helbred.

Det er indlysende for mig at det helt grundlæggende spørgsmål skal stilles til rød blok. Hvorfor skal det være så kontroversielt at afskaffe en tidlig social pensionsordning for lad os sige 85% af befolkningen, en pensionsordning der jo netop derfor er sammenlignelig med nogle af de pensonsordninger man har haft i en række af de sydligere lande som f. eks. Frankrig og Spanien, og som jeg - sikkert som mange andre danskere - har været "forarget" over, fordi de aktiveres meget tidligere - ved 58 eller 60 års alderen - end vores der aktiveres ved 65 eller 67 års alderen.

   Man skulle heller have en ordentlig social velfærdsordning for dem der virkelig er nedslidte, og så bruge resten af pengene til at øge folkepensionen med, til forbedringen af hjemmehjælpsordninger til ældre, til flere forskere, flere lærere, flere pædagoger  og flere sygeplejersker og læger. Det synes jeg nu efter at de to frames af direktøren er blevet hevet frem af mit kognitive ubevidste hvor de har ligget og plutret.

Jeg tror at det vil være vigtigt for enhver journalist som skal ud og interview politikere og økonomer om det her emne, at gøre både sig selv, sin interviewperson og læserne klart på forhånd hvilke frames der er i spil, og bla. sørge for at holde rød bloks politikere op på at når de argumenterer mod efterlønnens afskaffelse, så giver det kun mening hvis de fastholder framen "en social velfærdsordning" og fortrænger den anden"en tidlig pensionsordning".