Milena Penkowa og den forheksede sandhed

"Tænk ikke på en elefant!" - var titlen på en bog af metaforjægeren George Lakoff som jeg tidligere har omtalt i varme vendinger.
    Når en artikel i Weekendavisen 20.-28. april har rubrikken "Videnskabens affortryllelse", så bliver jeg interesseret. Dels er det et mærkeligt udtryk: "affortryllelse". Og så er det også en slags metafor der er på spil her. 
    Tænk ikke på trylleri! tænker jeg.

Jeg googler "affortryllet" - og får kun 580 hits, hvad der er utroligt få. Det tilsvarende substantiv "affortryllelse" giver ca. det dobbelte antal hits. Stadig meget, meget få. Det modsatte: "fortryllelse", giver godt 64.000 hits! 

   Det viser sig at "affortryllelse" er et metaforisk fagudtryk inden for sociologien, opfundet af en af sociolgiens fædre: Max Weber. Ordet "affortryllelse" er en oversættelse til dansk fra det tyske udtryk "entzauberung", som oversat til engelsk bliver til "disenchantment": the cultural rationalization and devaluation of mysticism apparent in modern society.

   Den metafor må jeg vist se at kigge nærmere på! Mon hovedparten af Weekendavisens læsere lige kan deres Max Weber i dansk aftapning? Og hvad hvis ikke?

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelleblendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning. En blandt en række forskellige blendingoperationer er i den teori den metaforiske som betegnes som single-scope-blending. Den er beskrevet i bogen "The Way We Think".

   Den anden metaforteori fra den kognitive lingvistik som jeg jævnligt refererer til, er den som blev fremlagt i bogen "Metphors We Live by" af Lakoff og Johnson. Det er den jeg vil tage afsæt i her.

   Den opererer med begrebsparret "target" og "source", og fidusen ved den metaforiske tankeoperation  i den model er at noget af betydningsindholdet i "source" overføres til "target". Denne operation kaldes i bogen "mapping" - der kan oversættes til dansk "afbildning". 
   Jeg selv har brugt udtrykket "overføringsbillede" til at karakterisere en metafor.

Overskriften til artiklen i Weekendavisen: "Videnskabens fortryllelse", giver jo kun mening hvis den forudsætter accept af følgende metafor: (BILLEDET AF) VIDENSKABEN er FORTRYLLET, hvor "videnskab" er "target" og "fortryllelse" er "source". De to begreber tilhører to forskellige domæner, adskilt af en høj og tyk konceptuel væg: I det ene domæne hersker: sandhed, empiri, objektivitet som grundlag for etablering af sikker viden; i det andet domæne hersker: magi, trylleformler, hekse og troldmænd, uhæmmet fantasi og subjektivitet. 

   Set fra videnskabens og forskernes synsvinkel må disse to domæner aldrig blandes: "astronomi" må ikke blandes endsige forveksles med "astrologi".

At påstå at (billedet af) videnskaben er "fortryllet" (underforstået: i offentlighedens øjne) er altså en stærkt provokerende påstand man som læser skal acceptere for i anden omgang at "købe" artiklens vinkel, nemlig påstanden om at Penkowa-sagen har ophævet denne "fortryllelse".

   Her er så en grafisk model af Lakoff og Johnsons forestilling om hvordan en metaforisk operation ser ud, en operation som foregår i "det kognitive ubevidste".

http://www.metaresolution.com/Metaphor/web_axonfiles/sourcetarget.htm

Der ligger i den metaformodel at videnskaben anskues gennem det magiske domænes optik. Der sker en "mapping" fra noget fiktivt til noget virkeligt og sandt. Metaforen skal altså læses sådan at "offentlighedens billede af videnskaben er falsk: en fiktion, en fantasiforestilling, en illusion = "fortryllet". 

   Spørgsmålet er så hvem det er der er den udøvende - agenten - i den metafor. Hvem har svinget "tryllestaven", udtalt "heksebesværgelsen", aktiveret "trylleformularen" - eller har fået offentligheden til at drikke "trylledrikken"? - Det fremgår af artiklen i det her afsnit:

Inden for universitetets fire vægge har det siden 1960erne være en offentligt kendt hemmelighed at produktionen af viden ikke foregår som rent passiv erkendelse af verdens sandheder. Med vidensociologens Karin Knorr-Cetinas ord er videnskabelig objekter "ikke bare noget, der frembringes teknisk på laboratorier. De konstrueres også på symbolsk og politisk plan i kraft af retoriske overtalelsesstrategier, (...) gennem politiske fif og kneb, forskerne bruger for at skabe alliancer og få tildelt midler". Der er intet odiøst i, at viden produceres ii en blanding af tekniske, retoriske og politiske procedurer. Men der opstår en række problemer, som alle spiller ind i Penkowa-sagen, når videnskaben fortrylles af videnskabsfolkene og fremstilles som den rene sandhed der skinner klart igennem.   

Det er altså videnskabsfolkene selv der har "fortryllet videnskaben" i den "ikke-videnskabelige offentligheds øjne", så den fremstår som "den rene sandhed"!

Jeg skal ikke gå ind i artiklens videre argumentation som jeg forekommer mig både tankemæssigt uklar og sprogligt uigennemsigtig.

   Men en uudtalt konceptuel metaforisk påstand "skinner klart igennem": Når Milena Penkowa er den der har ophævet fortryllelsen og dermed afsløret videnskabens sande grimme ansigt, så må det være fordi artiklens forfatter har følgende udsagn boblende rundt i sit kognitive ubevidste:

"MILENA PENKOWA er EN HEKS"

Artiklens forfatter er Nicolai von Eggers Mariegaard, stud. mag. i idéhistorie og sociologi ved Aarhus Universitet.
   Se illustrationen til artiklen på http://mariboavis.dk/wp/?p=76729. Billedet er klart valgt og beskåret så det passer til den underliggende konceptuelle hekse-metafor.
   Og for at det ikke skal være løgn: For gode og ordentlige akademikere og forskere ser det i den grad ud til at de mørkeste sider af fantacy-universet truer videnskabens nu affortryllede og afslørede verden.
   Rubrikken til artiklen på næste side i avisen er et citat fra Penkowas tidligere institutleder som også metaforisk må  trække på uhyggefiktionens klicheer da han konfronteres med oplysninger om at Milena Penkowa muligvis har svindlet og bedraget for et meget større millionbeløb end hidtil antaget:

"SÅ ER DET JO ET MARERIDT"

Københavns universitet som Hogwarts skolen, og Milena Penkowa som universitetsverdenens kvindelige Lord Voldemort.

  Hva´beha´r!

Mere om metaforer - i synæstetisk belysning

Hvad er højst, Rundetårn eller et tordenskrald? - En vittighed som bygger på blending af ordet "høj" brugt i "bogstavlig betydning" og i "overført betydning" - altså metaforisk - i samme spørgeformede sætning. Vittigheden er imidlertid ikke bare for sjov. Den bliver brugt når man vil fortælle nogen at en sammenligning er umulig eller urimelig.

Det (van)vittige spørgsmål kommer jeg i tanker om ved læsningen af et kapitel i en bog for nylig der handler om metaforer - fra mange forskellige vinkler.
   Bogens titel er 'I is an Other. The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World.' Forfatteren hedder James Geary. Han har en hjemmeside http://www.jamesgeary.com/, og til den er knyttet en blog med titlen: 'All Aphorisms, All the Time', - med indlæg om konkrete eksempler på brug af metaforer  og analyse af deres funktion i forskellige kontekster. I sin tilgang til emnet er både hans blog og hans bog beslægtet med denne blog
   I bogen refererer han i kapitlet 'Metaphor and the Brain' en undersøgelse hvor en professor Marks fra Yeale stillede lignende umulige spørgsmål til en lang række forsøgspersoner: "Which is brighter, a cough or a sneeze?"   og "Which is louder, sunlight or moonlight?"
   Og det forunderlige var at langt de fleste rent faktisk kunne svare på dem, og også stort set var enige om svarerne: Et host er mørkere end et nys. Og: Sollys er højre end månelys.

Det handler om noget jeg har været inde på i et indlæg for længe siden: Synæstesi - dette at hjernen kreativt kan koble betydnnger på tværs af sanserne - som en særlig slags metaforer: se og forstå sanseindtryk fra én sans gennem udtryk fra en anden sans. Den slags sammenkoblede forestillinger har altså karakter af sensorisk blending. Og som jeg nævnte tidligere, så er der nogen der er tvungne synæstetikere, så de altid forbinder bestemte ord eller tal med bestemte farver, for eksempel. Det vil sige der hos nogle mennesker er tale om neurologisk kortslutninger mellem de forskellige centrer der bearbejder sanseindtryk fra hhv. øjne, ører, tunge, næse, hud.

I forlængelse af det foregående blogindlæg, der fremhævede at grundlæggende konceptuelle forestillinger var metaforisk forankrede til kroppen, dens placering i rummet, dens størrelse, dens bevægelser og dens funktioner, så kan vi her konstatere at det vrimler med eksempler fra vores daglige sprogbrug på at sansede udtryk bruges i overført - metaforisk - betydning til at karakterisere indtryk fra en anden sans: Ord kan være søde, ansigtsudtryk surt, en sexuelt opstemt pige kan være hot, mens en afvisende ditto kan være kold, en lyd kan være hård, en smag kan være blød, en smerte kan være stikkende, en lugt kan være skarp.
   Generelt ser det ud til at den mest hyppige form for syneæstetisk metaforer bruger udtryk hentet fra smag-, lugte- og følesansen som "source" til at beskrive erfaringer indhentet gennem synet eller øret som "target". Synæstesi-metaforens retning går altså typisk fra "nærsanserne" til "fjernsanserne".
   Det stemmer så godt overens med den mere generelle tendens for "retningen" når man opfinder og bruger metaforer: at dens "source" (S) er hentet fra et mere konkret domæne mens dens "target" (T) hører til det mere abstrakte: Livet (T) er en rejse (S), tid (T) er penge (S), døden (T) er en dør der lukker (S), arbejde (T) er et fængsel (S).

Avatar i skolen – grænseoverskridende pædagogik - selvopfattelse som et resultat af metaforisk blending

I Weekendavisens tillæg ”Faktisk” fra den 21. januar støder jeg på en artikel under rubrikken ”I skole som avatar", skrevet af Maj Carboni. Der er to flotte illustrationer af blå avatar-ansigter fra filmen ”Avaatar”. Noget i retning af dette:

Artiklen fortæller om en skole i London-bydelen Islington hvor de tosprogede elever nu får højere karakterer – blandt andet i engelsk – end landsgennemsnittet. Hvad er hemmeligheden? Hvad er forklaringen?

   Et nyt kreativt pædagogisk koncept der skal give de tosprogede elever oplevelsen af at kunne og være noget værdifuldt, og at det at lære foregår på deres præmisser – ikke på de nationale ”engelske”.

   Artiklen leverer en case på den særlige pædagogik, som udnytter blending af den reelle virkelighed og den imaginære digitale verden som internet-spillet Second Life leverer. 

   Hovedpersonen i artiklen er indvandrerdreng – en af dem som meget hurtigt gennem en ond cirkel af negative selvbekræftende forventninger bliver ballademager i klassen, og som stort set ikke får noget ud af undervisningen.

   I det nye undervisningskoncept får han får mulighed for at konstruere sig en avatar i Second Life-universet: en grøn dragemand. I Second Life optræder så også lærerens avatar som giver drengens avatar forskellige opgaver og udfordringer - som f.eks. kræver at han læser manualer og konstruerer en avatarbil i Second Life-virkeligheden, og at han skriver en dagbog om konstruktionsprocessen.

   Ifølge artiklen så kan det fastholde indvandrerdrengene i flere timer at løse den slags engelskkrævende opgaver i deres avatarrolle som de selv har designet og valgt. Og pludselig er de ikke noget problem i klassen.

   Den kreative pædagogiks ophavsmad siger i artiklen: ”Ideen var, at de drenge der altid lavede ballade, kunne få mulighed for at være en anden person, en god elev, i Second Life”

   Og ideen med i undervisningen at indlægge konceptuel blending af de to virkeligheder – den reelle og den imaginære - viste sig altså at virke: Ud af det kommer en ny konstruktiv og lærevillige personlighed.

Hvad har vi gang i her? Det minder jo om måden en metafor virker på: at se og forstå "noget1" fra et domæne i et konceptuelt rum, gennem "noget2" fra et andet domæne i et andet konceptuelt rum. Hvis vi kalder boligudlejer for "noget1" og "haj" for "noget2", og sætter blenderen igang, så får vi det blendede metaforiske udtryk: "bolighaj". Amerikanerne taler om "mapping", som kan oversættes til "afbildning" - vi afbilleder "noget1" gennem "noget2".

Socialpsykologien taler om at et menneskes selvopfattelse og forestillinger om egetværd er styret af omgivelsernes forventninger sådan som de kommer til udtryk i reaktive ord og gerninger. Selvopfattelse og selvværd er altså et produkt af "at se sig selv gennem andres øjne" - det ligner en metaforproces med selvopfattelsen som "mål" og omgivelsernes forventninger som "kilde": blending af ens eget konceptuelle rum: "den jeg ser mig selv som", og omgivelsernes oplevede konceptuelle rum: "den de andre ser mig som". Betydningen af "den jeg jer ser mig selv som" bliver så - ligesom i en metafor - bestemt af  "den de andre ser mig som".
   Artiklens pointe er at den slags processer indgår i det vi metaforisk taler om som "en ond cirkel" eller "en ond spiral" som det er utroligt svært for indvandrerdrenge selv at komme ud af, og for velmenende pædagoger at bryde.

Second Life-pædagogikken gør det muligt for indvandrerdrengen at se og forstå sig selv gennem avataren som han har konstrueret som et positivt selvbillede, og at se og forstå lærerens avatar i Second Life-universet som en der har positive forventninger til indvandrerdrengens avatar. Drengens og lærerens interaktion ses og forstås gennem et andet konceptuelt rum - præcis ligesom en metafor virker.
   Man kan også beskrive det som at indvandrerelevens og lærerens forhold re-frames gennem Second Life-universet.
   Det er også det princip som den managementteori og -teknik der kaldes appriciative inquiery - forkortet AI - bygger på: at medarbejderne oplever at blive set på gennem positivt anerkende øjne.

Den kreative personlighed og flow - Mihaly Csikszentamaihaly

Har netop fået en længe ventet bog med posten fra Amazon: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention. Titlen indeholder jo nøgleordet kreativitet, og det sammen med ordet "flow" var det der gjorde at jeg måtte have den.

   Begrebet "flow" har jeg kendt til 2-3 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan  komme i når man laver noget produktivt der optager en så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".

   Jeg så en grafisk model af "flow indtegnet i en slags koordinatsystem, en model som havde lighedspunkter med berettermodellens spændingskurve men også med aktantmodelllen omkring subjektets i spændingsfeltet mellem modstander og hjælper.  Og jeg kunne konstatere at den tilstand man som publikum (seer, lytter, læser) kommer i når dramaturgien virker efter hensigten, svarer til beskrivelsen af flowtilstanden. Her er sådan en flow-grafik:

Man kan groft sagt beskrive det sådan at flow-skemaet her viser en udviklingshistorie for et kreativt menneske i en læreproces, og at det langt hen ad vejen svarer til - er analogt med - at aktant- og berettermodel skematiserer udviklingen af hovedpersonen i et drama.

For at blive fri for at skrive det lange forfatternavn, så kalder jeg ham herefter Mihaly C. Han kombinerer i sin tænkning forestillinger om den kreative personlighed med den kontekst som denne personlighed udfolder sig i: "domæne" og "mark".

   Med "domæne" mener han "et samordnet sæt af symbolske regler og procedurer" som: matematik, jura, malerkunst, journalistik, politik. Med "mark" ("field") mener han alle de mennesker der fungerer som "gatekeepers" der afgør om en ny ide eller et nyt produkt skal accepteres, inkluderes og bevares i domænet.

   Hans ide er - ikke så særligt original, men klar - at når kreativiteten har succes så afhænger det af den rigtige kombination af personlige egenskaber med de specifikke vilkår i "marken" og udfoldelsesmulighederne inden for et givet domæne.

Om den kreative personlighed siger han, efter at have gennemgået en række forskellige tilsyneladende modstridende eksempler på kendte og anerkendt kreative personligheder:

Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of  them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."

Derefter går Mihaly C. over til at opregne og gennemgå de ti paradoksale kombinationer af egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, en liste som stort set falder sammen med de egenskaber jeg opregnede i et af mine første blogindlæg. Så det er sikkert Mihaly C. som er en af kilderne til min opregning der. Jeg kan i hvert fald konstatere at han i ovennævnte citat indfanger noget af det samme som jeg har efterporet i mange indlæg: den splittede personlighed som en af drivkræfterne i de kreative blending-processer.
   Der er mindst to personer i én, og de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt.

"Neutralmarineret"

Jeg støder her i dagens avis på en artikel der handler om at socialdemokratiet vil have forbudt at skrive "neutralmarineret" om kød der bare er pumpet med vand.

  Ja, det udtryk har også irriteret mig når jeg køber ind og vil have noget kyllingbryst med hjem. Udtrykket er selvfølgelig irriterende fordi opfindelsen af udtrykket er et resultat af en kreativ blendingproces med det formål at snyde fornuft og logik - at narre mig.

  Hvordan ser bleningen ud her?

Vi har to conceptuelle (=begrebsmæssige) input-rum som er klart adskilt og som befinder sig i to forskellige tankemæssig domæner:

• et rum hvori begrebet "marinade" findes; i det rum er marinade karakteriseret ved en række egenskaber: det er flydende og består typiske af olie, et surmælksprodukt eller vin plus nogle krydderier, det bruges til at give lidt kedeligt kød særlige attråværdige smagskvaliteter (hvidløgsmarineret, rødvinsmarinade) inden det steges; marinaden bruges endvidere til at gøre kød mere mørt.
• et andet rum (der ikke har noget med det første at gøre) hvori man finder begreber og betegnelser for markante værdimodsætninger mht. til synspunkter på en skala med to poler: "for" og "imod"; i det rum har man så også en betegnelse "neutral" der angiver at noget hverken er for eller imod, og altså ikke har nogen af de markante egenskaber som skalaens poler "for" eller "imod" ellers angiver; "neutral" betyder altså ikke bare "at stå i midten af skalaen, men også at "stå i modsætning til både for og imod".

Derefter laver den kreative hjerne et "mellemhop": et tredje begrebsmæssigt rum - et output-rum - hvor vi som noget nyt kan tale om marinade udelukkende som noget flydende som tilsættes for at mørne (altså kun nogle af egenskaberne ved "marinade") og samtidig tale om at noget er neutralt i betydningen "noget som står i modsætning til samlingen af det som er en markant kvalitet ved noget".

Når dette kreative mentale rum er "tænkt", bliver det muligt derfra at konstruere en helt ny kategori: "neutralmarineret kød" som referer til kød som er pumpet med vand ("marinade" ="noget flydende som mørner"), men som ikke tilføjer nogen særlig smagskvalitet som marinade ellers gør (og derfor kan siges at være "neutral" i forhold til en skala af markante smagskvaliteter).

  Der altså tale om i denne blending-operation at man kombinerer to forskellige tankeoperationer i konstruktionen af "neutral marinade": en metonymisk - "del for helhed" - med en metaforisk - overføring af kvaliteter fra et begrebsrum (synspunkter) til et andet og væsensforskelligt (smagsoplevelser) - for dermed at kunne nå frem til en ny ide som er mere positiv end: kød pumpet med vand.

Forførelsen - det uetiske - består altså i at op konstruere dette blandings-begreb ved dels kun at fokuserer på en enkelt egneskab ved "marinade" (mørne-effekten), og dels ved - i forbindelse med begrebet "neutral" - at bytte en polariseret skala der går på synspunkter, ud med en anden skala der går på et spektrum af markante smage, og derefter at overføre "neutral" fra den ene til den anden skala.

Deraf kan man lære at kreativitet og etik ikke har noget med hinanden at gøre. Det her kan også bidrage til at forstå at de meget "stærke" blending-processer som karakteriserer sådanne særligt kreative personligheder som Poul Martinsen når han producerer, næsten naturnødvendigt må balancerer på en etisk knivsæg.