Milena Penkowa og den forheksede sandhed

"Tænk ikke på en elefant!" - var titlen på en bog af metaforjægeren George Lakoff som jeg tidligere har omtalt i varme vendinger.
    Når en artikel i Weekendavisen 20.-28. april har rubrikken "Videnskabens affortryllelse", så bliver jeg interesseret. Dels er det et mærkeligt udtryk: "affortryllelse". Og så er det også en slags metafor der er på spil her. 
    Tænk ikke på trylleri! tænker jeg.

Jeg googler "affortryllet" - og får kun 580 hits, hvad der er utroligt få. Det tilsvarende substantiv "affortryllelse" giver ca. det dobbelte antal hits. Stadig meget, meget få. Det modsatte: "fortryllelse", giver godt 64.000 hits! 

   Det viser sig at "affortryllelse" er et metaforisk fagudtryk inden for sociologien, opfundet af en af sociolgiens fædre: Max Weber. Ordet "affortryllelse" er en oversættelse til dansk fra det tyske udtryk "entzauberung", som oversat til engelsk bliver til "disenchantment": the cultural rationalization and devaluation of mysticism apparent in modern society.

   Den metafor må jeg vist se at kigge nærmere på! Mon hovedparten af Weekendavisens læsere lige kan deres Max Weber i dansk aftapning? Og hvad hvis ikke?

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelleblendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning. En blandt en række forskellige blendingoperationer er i den teori den metaforiske som betegnes som single-scope-blending. Den er beskrevet i bogen "The Way We Think".

   Den anden metaforteori fra den kognitive lingvistik som jeg jævnligt refererer til, er den som blev fremlagt i bogen "Metphors We Live by" af Lakoff og Johnson. Det er den jeg vil tage afsæt i her.

   Den opererer med begrebsparret "target" og "source", og fidusen ved den metaforiske tankeoperation  i den model er at noget af betydningsindholdet i "source" overføres til "target". Denne operation kaldes i bogen "mapping" - der kan oversættes til dansk "afbildning". 
   Jeg selv har brugt udtrykket "overføringsbillede" til at karakterisere en metafor.

Overskriften til artiklen i Weekendavisen: "Videnskabens fortryllelse", giver jo kun mening hvis den forudsætter accept af følgende metafor: (BILLEDET AF) VIDENSKABEN er FORTRYLLET, hvor "videnskab" er "target" og "fortryllelse" er "source". De to begreber tilhører to forskellige domæner, adskilt af en høj og tyk konceptuel væg: I det ene domæne hersker: sandhed, empiri, objektivitet som grundlag for etablering af sikker viden; i det andet domæne hersker: magi, trylleformler, hekse og troldmænd, uhæmmet fantasi og subjektivitet. 

   Set fra videnskabens og forskernes synsvinkel må disse to domæner aldrig blandes: "astronomi" må ikke blandes endsige forveksles med "astrologi".

At påstå at (billedet af) videnskaben er "fortryllet" (underforstået: i offentlighedens øjne) er altså en stærkt provokerende påstand man som læser skal acceptere for i anden omgang at "købe" artiklens vinkel, nemlig påstanden om at Penkowa-sagen har ophævet denne "fortryllelse".

   Her er så en grafisk model af Lakoff og Johnsons forestilling om hvordan en metaforisk operation ser ud, en operation som foregår i "det kognitive ubevidste".

http://www.metaresolution.com/Metaphor/web_axonfiles/sourcetarget.htm

Der ligger i den metaformodel at videnskaben anskues gennem det magiske domænes optik. Der sker en "mapping" fra noget fiktivt til noget virkeligt og sandt. Metaforen skal altså læses sådan at "offentlighedens billede af videnskaben er falsk: en fiktion, en fantasiforestilling, en illusion = "fortryllet". 

   Spørgsmålet er så hvem det er der er den udøvende - agenten - i den metafor. Hvem har svinget "tryllestaven", udtalt "heksebesværgelsen", aktiveret "trylleformularen" - eller har fået offentligheden til at drikke "trylledrikken"? - Det fremgår af artiklen i det her afsnit:

Inden for universitetets fire vægge har det siden 1960erne være en offentligt kendt hemmelighed at produktionen af viden ikke foregår som rent passiv erkendelse af verdens sandheder. Med vidensociologens Karin Knorr-Cetinas ord er videnskabelig objekter "ikke bare noget, der frembringes teknisk på laboratorier. De konstrueres også på symbolsk og politisk plan i kraft af retoriske overtalelsesstrategier, (...) gennem politiske fif og kneb, forskerne bruger for at skabe alliancer og få tildelt midler". Der er intet odiøst i, at viden produceres ii en blanding af tekniske, retoriske og politiske procedurer. Men der opstår en række problemer, som alle spiller ind i Penkowa-sagen, når videnskaben fortrylles af videnskabsfolkene og fremstilles som den rene sandhed der skinner klart igennem.   

Det er altså videnskabsfolkene selv der har "fortryllet videnskaben" i den "ikke-videnskabelige offentligheds øjne", så den fremstår som "den rene sandhed"!

Jeg skal ikke gå ind i artiklens videre argumentation som jeg forekommer mig både tankemæssigt uklar og sprogligt uigennemsigtig.

   Men en uudtalt konceptuel metaforisk påstand "skinner klart igennem": Når Milena Penkowa er den der har ophævet fortryllelsen og dermed afsløret videnskabens sande grimme ansigt, så må det være fordi artiklens forfatter har følgende udsagn boblende rundt i sit kognitive ubevidste:

"MILENA PENKOWA er EN HEKS"

Artiklens forfatter er Nicolai von Eggers Mariegaard, stud. mag. i idéhistorie og sociologi ved Aarhus Universitet.
   Se illustrationen til artiklen på http://mariboavis.dk/wp/?p=76729. Billedet er klart valgt og beskåret så det passer til den underliggende konceptuelle hekse-metafor.
   Og for at det ikke skal være løgn: For gode og ordentlige akademikere og forskere ser det i den grad ud til at de mørkeste sider af fantacy-universet truer videnskabens nu affortryllede og afslørede verden.
   Rubrikken til artiklen på næste side i avisen er et citat fra Penkowas tidligere institutleder som også metaforisk må  trække på uhyggefiktionens klicheer da han konfronteres med oplysninger om at Milena Penkowa muligvis har svindlet og bedraget for et meget større millionbeløb end hidtil antaget:

"SÅ ER DET JO ET MARERIDT"

Københavns universitet som Hogwarts skolen, og Milena Penkowa som universitetsverdenens kvindelige Lord Voldemort.

  Hva´beha´r!

Bevægelse i pædagogikken - og Mozart på hjernen

Politiken mandag 18/4. Rubrik: "Sådan kan skolen redde drengene". Skribent: Per Fibæk Laursen, professor i "pædagogisk professionalisering". Per Fibæk har været konsulent for et udviklingsprojekt på ni skoler i Aarhus Kommune "med det formål at give drengene bedre udfoldelsesmuligheder". Citat:

Projektet viste gode erfaringer med at gør undervisningen mere varieret, særlig ved at give eleverne øgede bevægelsesmuligheder i undervisningen. Den mest avancerede brug af bevægelse skaber indholdsmæssige forbindelser mellem bevægelse og det faglige stof, eleverne skal lære. Det betyder, at eleverne har mulighed for så at sige at lære det faglige indhold i motorisk form. Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold og ikke blot en pauseaktivitet.

Det er formuleringen "at lære det faglige stof i motorisk form", jeg tænder på her og begynder at asociere videre fra.

   Per Fibæk beskriver så et eksempel hvor man kobler danskundervisningen i digte sammen med opgaver i dans, rytmik og remser. Altså med egen brug af krop og stemme. Uddybende fortæller han at "mere bevægelse blev ofte kombineret med øget brug af samarbejde og konkurrence". Og at projektet også viste ...

... positive erfaringer med at kønsopdele elverne i nogle af timerne og undervise drenge og piger på to forskellige hold. Også ændret lokaleindretning med bedre plads til bevægelse og varierede arbejdsformer og øget brug af it fungerede godt.

Det første jeg får associationer til, er filmen 'The King´s Speach' som jeg tidligere har skrevet om. Kongen som stammede forfærdeligt, kunne "snyde" sin stammen og tale uhæmmet hvis han sang ordene, eller dansede til ordene, eller bandede og svovlede til ordene han skulle udtale.

   Meget firkantet kan man sige at terapeuten fik ham til at koble ordene sammen med andre udtrykscentre i hjernen end dem som normalt aktiveres og styrer udtalen af ord, centrer som stammeblokeringen ikke havde nogen adgang til eller indflydelse på.

   Med et begreb som jeg introducerer længere nede i teksten, så kunne han på den måde reducere "det affektive filter".

   Man kan også forestille sig at sang, dans, og vredesudtryk aktiverer og stimulerer den kombination  af kemiske stoffer (endofiner, serotin, dopamin, adrenalin, etc.) som bidrager til at der skabes forbindelser - "hul igennem" - mellem forskellige dele af hjernen. Og dermed giver nemmere adgang for ny indtryk til at nå de dele af hjernen hvor langtidshukommelsen findes.

   Det kunne også være det der lå bag Per Fibæks metaforiske formulering: "at lære det faglige indhold i motorisk form." Og den efterfølgende sætning: "Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold".

   Det er svært at få mening i de formuleringer uden at forudsætte en teori om hvordan hjernen fungerer når den lærer, og en teori om at tænkning i sidste instans bruger kroppen, dens sanser og bevægelser som "kilde" for en række kognitive grundmetaforer.

   Jeg nævner lige en række metaforisk udtryk for at humør og stemning hvor humøret måles i forhold til kroppens orientering: Han var i højt humør, hun var langt nede, de følte sig ovenpå, det er nederen. 

Det næste jeg associerer til, er et af de få efteruddannelseskurser jeg selv har fulgt som elev - altså uden at jeg selv var underveser. Det var da jeg var ansat i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i midten af 80´erne. Stikordet var "Superlearning". Og det var et en-dags salgs-kursus med henblik på at man skulle melde sig til et længere egentligt kursusforløb.

   Jeg husker klart der var tre pointer: 1) Bach- og Mozart-musik i baggrunden i undervisningslokalet; 2) en masse plakater på væggene der visuelt illustrerede og eksemplificerede det man var i gang med at lære; 3) behagelige møbler og harmoniske farver i lokalet.

   Kursets metodologi var udviklet af en rumæner som på ultra kort tid skulle uddanne en meget stor mængde russere til engelske tolke i forbindelse med Olympiaden i Moskva 1980.

Jeg tjekker Wikipedia: Har "superlearning" noget på sig stadig væk, eller var det en døgnflue - et pædagogisk modelune? - Wikipedia foreslår en artikel under titlen "Suggestopædi". Her kan man læse:

The intended purpose of Suggestopedia was to enhance learning by lowering the affective filter of learners. Lozanov claims in his website, Suggestology and Suggestopedy, that “suggestopedia is a system for liberation”; liberation from the “preliminary negative concept regarding the difficulties in the process of learning” that is established throughout their life in the society. Desuggestopedia focuses more on liberation as Lozanov describes “desuggestive learning” as “free, without a mildest pressure, liberation of previously suggested programs to restrict intelligence and spontaneous acquisition of knowledge, skills and habits.” The method implements this by working not only on the conscious level of human mind but also on the subconscious level, the mind’s reserves. Since it works on the reserves in human mind and brain, which are said to have unlimited capacities, one can teach more than other methods can teach in the same amount of time.

   Ja, det kan jeg forstå: at sænke det affektive filter hos dem der skal lære noget. Og så en reference til hvad jeg nu ville kalde "det kognitive ubevidste", som Lakoff introducerede for mig. Og her er  rumæneren Lozanov omtalt.

Og Pling! Jeg har egne lysende klare erfaringer med det affektive filter i forbindelse med at lære fremmedsprog i skolen. Det var simpelt hen en lidelse at blive undervist på "skolemåden": Jeg kunne ikke huske gloser, jeg kunne ikke udtale de engelske, tyske eller franske ord ordentligt, og de forskellige grammatiske regler, specielt i tysk, kunne jeg aldrig i udtalepraksis applicere på det jeg forsøgte at sige. Alene derfor valgte jeg at gå på den matematiske linie i gymnasiet, der hvor der var mindst fremmedsprog.

   Efter 2. G. kom jeg til USA som AFS-udviklingsstudent. Der lærte jeg på 3 måneder at tale flydende amerikansk, så godt at jeg fx kunne optræde som skuespiller med engelske replikker på den årlige elev-teaterforestilling, skrive digte på engelsk, og ved den afsluttende store opgave i engelsk litteratur på den lokale High School fik jeg højeste karakter.

   Det affektive filter mht. indlæring og beherskelse af engelsk, det må være røget sig en tur da jeg kom derover.

Det der gjorde mest indtryk på mig ved introduktionen til "superlearning" den gang for ca. 25 år siden i DR, var det med musikken. At musik af Mozart eller Bach havde en særlig rytme som korresponderede med nogle hjernebølger og som bevirkede at man kom i en særlig "åben tilstand" der gjorde indlæring som stillede særlige krav til hukommelsen, meget nemmere og meget hurtigere.

   Jeg søger videre og finder en på en hjemmeside www.cerebromente.org.br/ en længere artikel med titlen "Music and the Brain" - et tema jeg længe har tænkt jeg skulle forfølge, fordi musik jo indebærer en umiddelbar kobling mellem et kreativt udtryk og følelserne - uden at gå via sprog og refleksion.

   I et afsnit med titlen "The Power of Music on Memory and Learning", står der et afsnit der omtaler rumæneren George Lozanov:

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain. The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain. Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily. A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque pieces. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Kritikere siger at suggestopædi-effekter er en form for placebo. Altså at den konstaterede effekt er en effekt af forestillingen om at det virker hos dem som udsættes for det. 

    Efter min mening gør det det endnu mere interessant.