Milena Penkowa og den forheksede sandhed

"Tænk ikke på en elefant!" - var titlen på en bog af metaforjægeren George Lakoff som jeg tidligere har omtalt i varme vendinger.
    Når en artikel i Weekendavisen 20.-28. april har rubrikken "Videnskabens affortryllelse", så bliver jeg interesseret. Dels er det et mærkeligt udtryk: "affortryllelse". Og så er det også en slags metafor der er på spil her. 
    Tænk ikke på trylleri! tænker jeg.

Jeg googler "affortryllet" - og får kun 580 hits, hvad der er utroligt få. Det tilsvarende substantiv "affortryllelse" giver ca. det dobbelte antal hits. Stadig meget, meget få. Det modsatte: "fortryllelse", giver godt 64.000 hits! 

   Det viser sig at "affortryllelse" er et metaforisk fagudtryk inden for sociologien, opfundet af en af sociolgiens fædre: Max Weber. Ordet "affortryllelse" er en oversættelse til dansk fra det tyske udtryk "entzauberung", som oversat til engelsk bliver til "disenchantment": the cultural rationalization and devaluation of mysticism apparent in modern society.

   Den metafor må jeg vist se at kigge nærmere på! Mon hovedparten af Weekendavisens læsere lige kan deres Max Weber i dansk aftapning? Og hvad hvis ikke?

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelleblendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning. En blandt en række forskellige blendingoperationer er i den teori den metaforiske som betegnes som single-scope-blending. Den er beskrevet i bogen "The Way We Think".

   Den anden metaforteori fra den kognitive lingvistik som jeg jævnligt refererer til, er den som blev fremlagt i bogen "Metphors We Live by" af Lakoff og Johnson. Det er den jeg vil tage afsæt i her.

   Den opererer med begrebsparret "target" og "source", og fidusen ved den metaforiske tankeoperation  i den model er at noget af betydningsindholdet i "source" overføres til "target". Denne operation kaldes i bogen "mapping" - der kan oversættes til dansk "afbildning". 
   Jeg selv har brugt udtrykket "overføringsbillede" til at karakterisere en metafor.

Overskriften til artiklen i Weekendavisen: "Videnskabens fortryllelse", giver jo kun mening hvis den forudsætter accept af følgende metafor: (BILLEDET AF) VIDENSKABEN er FORTRYLLET, hvor "videnskab" er "target" og "fortryllelse" er "source". De to begreber tilhører to forskellige domæner, adskilt af en høj og tyk konceptuel væg: I det ene domæne hersker: sandhed, empiri, objektivitet som grundlag for etablering af sikker viden; i det andet domæne hersker: magi, trylleformler, hekse og troldmænd, uhæmmet fantasi og subjektivitet. 

   Set fra videnskabens og forskernes synsvinkel må disse to domæner aldrig blandes: "astronomi" må ikke blandes endsige forveksles med "astrologi".

At påstå at (billedet af) videnskaben er "fortryllet" (underforstået: i offentlighedens øjne) er altså en stærkt provokerende påstand man som læser skal acceptere for i anden omgang at "købe" artiklens vinkel, nemlig påstanden om at Penkowa-sagen har ophævet denne "fortryllelse".

   Her er så en grafisk model af Lakoff og Johnsons forestilling om hvordan en metaforisk operation ser ud, en operation som foregår i "det kognitive ubevidste".

http://www.metaresolution.com/Metaphor/web_axonfiles/sourcetarget.htm

Der ligger i den metaformodel at videnskaben anskues gennem det magiske domænes optik. Der sker en "mapping" fra noget fiktivt til noget virkeligt og sandt. Metaforen skal altså læses sådan at "offentlighedens billede af videnskaben er falsk: en fiktion, en fantasiforestilling, en illusion = "fortryllet". 

   Spørgsmålet er så hvem det er der er den udøvende - agenten - i den metafor. Hvem har svinget "tryllestaven", udtalt "heksebesværgelsen", aktiveret "trylleformularen" - eller har fået offentligheden til at drikke "trylledrikken"? - Det fremgår af artiklen i det her afsnit:

Inden for universitetets fire vægge har det siden 1960erne være en offentligt kendt hemmelighed at produktionen af viden ikke foregår som rent passiv erkendelse af verdens sandheder. Med vidensociologens Karin Knorr-Cetinas ord er videnskabelig objekter "ikke bare noget, der frembringes teknisk på laboratorier. De konstrueres også på symbolsk og politisk plan i kraft af retoriske overtalelsesstrategier, (...) gennem politiske fif og kneb, forskerne bruger for at skabe alliancer og få tildelt midler". Der er intet odiøst i, at viden produceres ii en blanding af tekniske, retoriske og politiske procedurer. Men der opstår en række problemer, som alle spiller ind i Penkowa-sagen, når videnskaben fortrylles af videnskabsfolkene og fremstilles som den rene sandhed der skinner klart igennem.   

Det er altså videnskabsfolkene selv der har "fortryllet videnskaben" i den "ikke-videnskabelige offentligheds øjne", så den fremstår som "den rene sandhed"!

Jeg skal ikke gå ind i artiklens videre argumentation som jeg forekommer mig både tankemæssigt uklar og sprogligt uigennemsigtig.

   Men en uudtalt konceptuel metaforisk påstand "skinner klart igennem": Når Milena Penkowa er den der har ophævet fortryllelsen og dermed afsløret videnskabens sande grimme ansigt, så må det være fordi artiklens forfatter har følgende udsagn boblende rundt i sit kognitive ubevidste:

"MILENA PENKOWA er EN HEKS"

Artiklens forfatter er Nicolai von Eggers Mariegaard, stud. mag. i idéhistorie og sociologi ved Aarhus Universitet.
   Se illustrationen til artiklen på http://mariboavis.dk/wp/?p=76729. Billedet er klart valgt og beskåret så det passer til den underliggende konceptuelle hekse-metafor.
   Og for at det ikke skal være løgn: For gode og ordentlige akademikere og forskere ser det i den grad ud til at de mørkeste sider af fantacy-universet truer videnskabens nu affortryllede og afslørede verden.
   Rubrikken til artiklen på næste side i avisen er et citat fra Penkowas tidligere institutleder som også metaforisk må  trække på uhyggefiktionens klicheer da han konfronteres med oplysninger om at Milena Penkowa muligvis har svindlet og bedraget for et meget større millionbeløb end hidtil antaget:

"SÅ ER DET JO ET MARERIDT"

Københavns universitet som Hogwarts skolen, og Milena Penkowa som universitetsverdenens kvindelige Lord Voldemort.

  Hva´beha´r!

Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer

Teorien om blending af konceptuelle rum fremhæver blandet andet kontrafaktiske udsagn som blendede udsagn: fakta og fiktion blandet sammen. Litteraturens skoleeksempler er:

Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, ville han ikke have været nød til at gå af.

Hvis jeg var dig, ville jeg være meget utilfreds med mig selv.

I forbindelse med udgivelsen sidste år af den journalistiske historiefortælling Dommedag Als af Tom Buk-Swienty, var der en kreativ journalistisk opfølgning som havde karakter af kontrafaktisk historieskrivning.  Bogen afslørede blandt andet at den danske Kong Christian IX havde tilbudt Bismarck at Danmark kunne blive medlem af det tyske statsforbund, et tilbud Bismarck havde takket nej til. 

   Den journalistiske opfølgning i Politiken gik ud på at få en række historikere til - som fagfolk - at fantasere over hvordan Danmark politisk-økonomisk ville have udviklet sig og have set ud i dag - hvis landet dengang var blevet optaget i det tyske statsforbund. 

Det er ikke ualmindeligt at journalister prøver at få politikere til at fantasere over hvad der vil ske i fremtiden hvis et lovforslag ikke bliver gennemført, eller hvis oppositionen efter et valg får magt som den har agt. Hvis de hypotetiske spørgsmål har en "kritisk kant" der prøver at få politikerne til at forpligte sig på noget, de kan komme til at fortryde, så vil politikeren tit afvise at svare, netop med henvisning til at de ikke vil levere spekulationer ud fra hypotetiske spørgsmål.

Hypotetiske fortællinger om fremtidens historie, findes i en fiktionsform som science-fiction - som er en blended genrer der fiktivt fremskriver historien og samtidig går ud fra at en række forudsætninger der bygger på naturvidenskabeligt funderede prognoser, holder stik. F.eks. at Jorden om hundrede år økonomisk, kulturelt og socialt er præget af at havene er steget 6. meter.

  I faktaform taler man om fremtidsscenarier, og det er i høj grad det som Institut for Fremtidsforskning har som opgave at producere: Hvis vi ser på Danmark om 20 år, hvordan vil danskerens dagligliv så se ud - i forhold til i dag - og forudsat at.... Og så kan man producere forskellige scenarier alt efter hvilke forudsætning man putter ind i under det. 

Hele den her optakt fører frem til min fremhævelse af en debatartikel i Politiken i går, onsdag den 9. februar. Under rubrikken "År 2019 med S og SF ved magten", skriver direktør Peter Foss hvordan han forestiller sig den politisk-økonomiske situation i Danmark, hvis Helle Thorning og Villy Søvndal vinder det næste valg - og det næste igen.

   Artiklen ligner kontrafaktisk historieskrivning, men har alligevel en anden karakter som man kunne kalde: historisk tilbageblik fra en forestillet fremtid. Sådan indledes den:

Det var en kold vintermorgen i 2019 da chefduoen for EU´s Krisefond, Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og  finansminister Ole Sohn ventede. Med i bagagen havde de et diktat til den danske regering om  sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent. De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015. Men hvordan var det kommet så vidt? (/) En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgerne var på overførselsindkomster, og offentligt ansatte havde - med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen - givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten. V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene or forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre. 

Debatartiklen med dette fremtidsscenarie i historiefortællingens form fortsætter med at beskrive samfundet udvikling hvis S og SF´s plan gennemføres som realpolitik, og fortæller blandt andet at i begyndelsen af 2017 "kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en "klokkelar" aftale med den kinesiske regering." 

   Debatartiklen slutter således: 

I sommeren 2019 kunne Helle Thorning Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsinkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer - og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiden havde blot været ugunstig. (/) Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.

Selv om jeg både sympatiserer med og stemmer på Villy eller Helle ved næste valg, så må jeg indrømme at jeg ved læsningen af dette tankekesperiment med et fremtidscenarie i fortællingens form, for første gang blev i tvivl om hvorvidt de to oppositionspolitikere virkelig kunne løse landets problemer på det politiske grundlag de har lagt frem i "Fair Forandring". Og sammen med tvivlen kom også en invendig klukken. Taknkeksperimentet appllerede som mange kreative blendingoperationer, også til smilet hos modtageren.

   Ved at debatartiklen har fået netop denne form, så får den ellers luftige abstrakte politiske debat om Danmarks fremtidige økonomi, pludselig en aura af virkelighed og konkret sandhed som levendegør de mulige konsekvenser af en "uansvarlig" økonomisk politik - på en måde som almindelig abstrakt argumentation og progonosemageri ikke kan. 

   Her er en kreativ direktør med et klart fortællegen som på en tankevækkende måde effektivt har gjort brug af et samarbejde mellem højre og venstre halvdel, mellem fakta og fantasi.

Principielt er funger et sådant faktaforpligtet fremtidsscenarie i en tilbageskuende fortælling ligesom metaforen: noget (the target) ses og forstås gennem noget andet (the source). Og resultatet i form af artiklen er det kreative "blend". 

   "Target" er her nutiden politiske scene og samfund, og "Source" er forestillingen om samfundet som det vil se ud om 9 år under bestemte forudsætninger - nemlig at oppositionen efter et vundet valg får magt som de har agt.

Jeg bliver mere og mere klar over hvordan formlen: X skal ses og forstås gennem Y, er central i alt kreativ tænkning, i al videnskabelig nytænkning, i al effektiv pædagogisk formidling; hvor Y kan være en metafor, et metonym, en frame, en lignelse, en analogi, et reklameindslags historie, en fabel - you name it.