Fogh og udskiftning af møblerne på hans NAT0-kontor - kreativ metonymisk-metaforisk formidling

"Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud". Det var rubrikken på en side 2. portrætartikel i Politiken den 19/11, som jeg havde gemt - fordi den var god til at illustrere metonymisk tænkning i god journalistisk formidling. Og det foregående blogindlæg hvor Fogh fik lusket sig ind, mindede mig om at finde den frem af gemmerne.

Artiklens pointe er at Anders Fogh som NATO´s nye generalsekretær også har ændret rollen og de forventninger der traditionelt knyttes til stillingen. Og han har et politisk moderniseringsprojekt i sin drejebog.
   Artiklen, skrevet af Thomas Lauritzen, indledes sådan her:

Møblerne på Nato-chefens kontor har traditionelt været lige så bastante og læderknirkende som militæralliancens minder om om en tung fortid, hvor øst og vest stod over for hinanden i urokkelig terroerbalance. (/) Men hvis man nu om dage forvilder sig gennem de mange sikkerhedstjek, forbi de 28 landes flag, hen ad de rungende korridorer og helt ind i generalsekretærens 'private office', så bliver der  blændet op for nye tider. Her står pludselig elegante skandinaviske high-tech stole og stilfulde og slanke borde i lyse, luftige arrangementer. Og det ser ud, som om de i den grad er flyttet ind med vilje. (/) "Man kan sige, at jeg har smidt koldkrigsmøblerne ud, he, he ...", siger Anders Fogh Rasmussen (...) "Og det må du gerne skrive som om det var din egen betragtning", tilføjer han. (/) Velkommen til den foghske humor, som kan være lige så tør og spiddende, som den vil være overraskende for mange. De nye møbler er lige så lidt tilfældige som alt andet den tidligere statminister foretager sig. (/) Siden danskerens dramatiske udnævnelse sidste år har diplomater og ministre i hobetal måttet erkende, at Nato for første gang har fået en meget politisk og selvbevidst chef. Fogh leder fra fronten - og han mener ommøbleringen af den gamle koldkrigsalliance meget alvorligt, når de allierede landes ledere i dag samles til topmøde i Lissabon.

Det abstrakte og vanskeligt beskrivbare ændringer i NATO´s politik, strategi og planer som Fogh har på bedding, beskrives og anskueliggøres her i artiklens start gennem udskiftningen af møblementet i hans kontor. Ommøbleringen af kontoret bliver altså en slags metonym - en meget lille, men konkret del af den abstrakte og uanskuelige helhed: den store samlede ændring af NATO som han er igang med. Og den metonymiske optik i artiklen, kan så bruge til en nærmest metaforisk rubrik: "Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud."
   Det er det som man i andre sammenhænge gerne vil lære de nye journalister: at se det store i det små.
   Mens skrivelsen af ommøbleringen af kontoret i selve artiklen er et fint eksempel på metonymi i den journalistiske formidling, så får den i rubrikken karakter af en metafor - fordi den bliver løsrevet af konteksten. Og læserens naturlige reaktion ved læsningen må være at den overskrift er så ligegyldig hvis den læses "bogstaveligt", så den må da skulle forstås "i overført betydning".

En særlig fornøjelig pointe er så, at det ikke er journalisten der har fået ideen til denne metonymisk-metaforiske formidling af det Fogh er igang med som sit projekt. Men at det er Fogh selv der helt bevidst planter den hos journalisten så han næsten ikke kan lade være med at udnytte den - fordi den er god.
   Fogh er - det kan ikke komme bage på nogen - hurtig, offensiv og kreativ i sin tænkning og sin replik til journalisten. Som vi også husker ham fra da han var statsminister.

Metonymet med ommøbleringen, gør det så også muligt for journalisten at slutte sit portræt med et sprogligt slag med halen ved at genoplive analogien fra artiklens indledning:

Ingen grund til at købe nye møbler, hvis man ikke smider de gamle ud. 

Om at forstå omvæltningerne i Tunis og Egypten gennem historiske analogier

Metaforer, analogier, sammenligninger, metonymer - har det til fælles at de er sproglige udtryk for tænkning der blender to konceptuelle input rum - for i det sproglige udtryk at formidle en bestemt framet forståelse af et eller andet fænomen: Fænomen A skal "ses" og forstås gennem den konceptuelle optik som fænomen B leverer. 

I disse uger oplever vi gennem medierne demonstrationer, oprør, omvæltninger, revolutionsagtige tilstande i Tunis og i Egypten. Og journalister og eksperter bakser med at forklare os hvordan vi skal forstå det der sker. Derfor refererer de til kendte og nærliggende historiske analogier og paralleller. Det fortæller en artikel i Information idag den 8. februar  om, af Mikkel Runge Olsen.

   Altså: Det der foregår i de to lande bliver set og kan forstås som analogier til forskellige tidligere historiske omvæltninger. Nogen kan se det som analogt med revolutionen i Iran 1979 som fjernede Shaen, og som så endte med det autoritære islamistiske styre under ledelse af Ayatolla Kohmeini. Andre kan se begivenhederne som analogt med det der skete i Øøsteuropa omkring Berlinmurens fald 1989 der endte med indførelse af demokratiske styreformer i næsten hele Østeuropa.

   Afhængig af hvilken analogi man aktiverer til formidling af omvæltningerne, så vil man drage helt forskellige konklusioner med hensyn til hvordan begivenhederne skal vurderes, og hvem og i hvilket omfang man skal støtte de forskellige oprørske grupper (eller evt. holde med det bestående). Og i sidste instans kan man ved hjælp af analogien begrunde hypoteser om hvilken slags nyt styre og samfundsordning der kommer ud af begivenhederne.

Uanset hvilken analogi man anvender til at gøre de aktuelle begivenheder forståelige, så sker der en forenkling, er artiklens pointe. Det kunne jo være at situationen i de to lande annon 2011 ved en nærmere analyse viste sig at være så forskellig  fra de to nævnte at ingen af analogierne er rimeligt dækkende, og altså forfører til konklusioner som er forkerte. Det kunne altså være man skulle finde en helt tredje historiske analogi, eller det kunne tænkes at situationen er så kompleks at der faktisk ikke findes noget historisk "forbillede" der er relevant til forståelse og formidling, når det kommer til stykket.

Ligesom metaforer fungerer som frames, så gør de historiske analogier det altså også. Og man kan også vende optikken, så man ser på fortidige historiske begivenheder gennem nutidshistoriske briller. Det var det Anders Fogh Rasmussen gjorde for nogle år siden da han moralsk nedvurderede de skiftende danske regeringers samarbejdspolitik under tyskernes besættelse. Han skrev bla.:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Fogh anskuede her Besættelsens store dilemmaer gennem en aktuel sort-hvid moralsk optik, og forlangte heroisme og kamp efter den 9. april. Og valgte dermed at se bort fra hvad konsekvenserne i så fald ville have været for den danske befolkning. Analogien betød at datidens politikse aktører blev bedømt på nutidens (og Foghs personlige) præmisser uden hensyn til den historiske kontekst.

   Hvad enten den historiske analogisering går frem eller tilbage i historien - har nutiden eller fortiden som "target" - er der tale om konceptuel blending. Det er hvad en kreativ men manipulatorisk analogisering også kan bruges til. 

   

Jeg kommer i tanker om et meget berygtet og berømt eksempel på at man bruger den historiske fortid som analogi til et nutidigt politisk fænomen: Mogens Glistrups udtalelser i sin tid i tv hvor han sammenlignede skattenægtere og nul-skatteydere med besættelsestidens frihedskæmpende sabotører.

"Meditation former hjernen" - og fremmer mulighederne for at være kreativ

"Meditation former hjernen". Det er rubrikken på en telegramnyhed i gratisavisen Søndagsavisen, som i øvrigt er en avis der har et højt  journalistisk ambitionsniveau i betragtning af at det er en gratisavis. Jeg har noteret at det er relativt tit der om mandagen i de elektroniske medier er historier som tydeligvis er skummet fra Søndagsavisen under søndag aften-redaktionernes kamp for at have solide journalistisk interessante historier klar til mandagsudgaverne om morgenen.

   At der er en sammenhæng mellem udfoldelse af kreativitet i form af ideskabelse og ideudvikling og forskellige typer hjernebølgers dominans, er en almindelig accepteret videnskabelig sandhed. Og det at meditere synes i den sammenhæng at mobilisere nogle særlige hjernebølger, som også kendetegner dagdrømme og hypnose. Disse hjernebølger er altså et udtryk for at hjernen er i en grundlæggende "åben tilstand" - hvor der er fint "hul" igennem mellem de to hjernehalvdele - den højre ordløse, ubevidste og multidimensionelle og den venstre logiske, sproglige og lineære venstre hjernehalvdel, og hvor den gatekeepende "censor" på en eller anden måde er sat ud af spillet.

Slående var det at da jeg interviewede Poul Martinsen til min bog om ham, så fortalte han at han ofte mediterede når han syntes at et problem  forbindelse med dokumentarproduktionen stressede ham fordi han ikke kunne se løsning på det. Og det sjove var så at det var varianten trancendental meditation han praktiserede, som han havde lært i centret i Købmagergade 57 i slutningen af 70´erne.  

   "Sjovt"? - Ja, vi kunne faktisk være stødt på hinanden i trappeopgangen den gang, for det var også der og på det tidspunkt i slutningen af 70´erne, at jeg lærte at meditere "trancendentalt". Og i øvrigt stadig gør det.

   Jeg læste så også en gang sidste år at en af de mest kreative film - og tv-skabere - David Lynch - også  dyrkede den form for meditation, og at han tilskrev den en del af forklaringen på de meget kreativt "anderledes" og normbrydend spillefilm og tv-serier som han i årenes løb har skabt, fx Blue Velvet og serien Twin Peaks. Ligesom Martinsen en såkaldt film-auteur.

   Alt dette er så umiddelbare associationer til telegramnyheden i Søndagsavisen der - under rubrikken "Meditation former hjernen" - fortæller at forskere har lavet undersøgelser af personer der mediterer. Det er en form som her kaldes "buddhsistisk koncentrationstræning", som vist er noget andet end TM. Telegrammet fortæller:

Hjernen viser forandringer efter blot otte uger med buddhistisk koncentrationstræning. En gruppe amerikanske forskere fra Massachusetts General Hospital har testet forsøgspersoner, der havde praktiseret såkaldt mindfulness-meditation. Forskerne fandt målbare ændringer i visse hjerneområder, som er vigtige for stress, empati, selvfølelse og hukommelse. (...) Forskerne fandt det fascinerende, at vi ved at meditere kan spille en aktiv rolle i at ændre hjernen og øge vores velvære og livskvalitet.

Jeg husker at da jeg lærte teknikken, der henviste TM-folkene til at der var lavet en række videnskabelige medicinske underøgelser der påviste statistisk holdbare klare effekter på længerevarende systematisk daglig meditation. Og at en af de effekter var at det modvirkede stress (og dermed forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme). Og kreativitetspsykologerne fortæller os at stress (i den negative variant) er "dræbende" for kreativ udfoldelse.

"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).

Når rygere spejler sig i film - og hvad deraf følger: spejlneuroner og ammehormoner

"Fristende filmrøg" er rubrikken på en af de korte nyhedartikler om aktuel forskning i Weekendavisens tillæg "Ideer" (26-01-11). Den handler om forskellen på rygeres og ikke-rygers hjerneaktivitet når de ser personer på film ryge. Og det gør de stort set i alle film frem til for omkring 7-10 år siden.  Den forskel har forskerne nemlig undersøgt ved hjerneskanninger, fortæller nyhedsartiklen - med henvisning til The Journal of Neuroscience:

Hos rygerne kunne forskerne se en tydelig aktivitet i de områder af hjernen, som normalt er forbundet med med opfattelse og koordination af motoriske handlinger, med særlig aktivitet af den del af hjernen som er forbundet med bevægelse af højre hånd. (/) Det ser altså ud til , at rygernes hjerner i høj grad opført sig på samme måde, som når rygeren tager en cigaret og fører den op til munden. Netop denne bevægelse bliver hurtig til en fast rutine for en ryger. Bevægelsen forbindes med det nikotin-kick, cigarretter giver, og bliver hurtigt så indgroet, at rygere kan komme til at gøre bevægelsen ubevidst.

Artiklen nævner ikke spejlneuroner og deres måde at virke på, men det kunne jo se ud som præcis den mekanisme som opdagelsen af spejlneuronernes funktion i hjernen afslørede: at de centrer i hjernen som aktiveres når vi selv udfører en bestemt handling, også aktiveres når vi ser andre gør en lignende handling. Og spejlneuronerne må jo være en del af den biologiske forklaring på det helt centrale begreb i både dramaturgi, journalistik og kærlighed: identifikation: indlevelse gennem genkendelse.
   Men spejlneuronerne kan kun være en del af forklaringen på hvordan og hvorfor identifikationen virker og fungerer så stærkt som den gør. Den siger ikke noget om de positive følelser der er en vigtig del af identifikationsmekanismen. Og her ser jeg det interessante i ovenstående forskningsresultat. For spejlingen er jo her koblet sammen med noget hjernekemi: det "kick" - dvs. den følelse af velvære - som nikotinen fra cigaretten så kobler bevægelsen sammen med.

For at forklare identifkationsmekanismen helt generelt, må vi have et eller flere kemiske stoffer som aktiveres i hjernen og skaber positive følelser ved den genkendelse som spejlneuronerne muliggør. Og her kunne "ammehormonet" oxytocin komme ind som en mulig kandidat.
   Hormonet kaldes også på engelske  "bonding hormone" - eller i den folkelige version:  "love hormone" - et hormon der aktiveres i forbindelse med fødsler, amning og sex - men som også viser sig at være aktivt i positive sociale relationer som venskaber. Og en en af  de konstaterede virkninger er at øge tillid og gavmildhed i forhold til andre mennesker.

Der er så også lavet forsøg med at vise "oplysnngsfilm" for et publikum der skulle få dem til at at være positive over for et budskab om at bidrage økonomisk til en god sag. Man delte publikum i to grupper - en gruppe som fik et skud oxytocin ind i hjernen via næsespray - og en anden gruppe som fik et snydestof i næsesprayen. Og - aha! - de to grupper reagerede meget forskelligt:

De, der havde fået oxytocin gav udtryk for lang større forståelse for de præsenterede sager, og de gav 56 procent flere penge end kontrolgruppen. (/) Professor PhD Paul Zak, der har stået i spidsen for forsøgene, siger, at resultaterne af undersøgelsen viser, ”hvorfor der altid er babyer og hundehvalpe i toiletpapirreklamer”. (/) - Meget tyder på, at hvis annoncører bruger billeder, der får vores hjerner til at frigive oxytocin, så er der større chance for at skabe tillid til et mærke eller et produkt hos forbrugerne - og dermed øge omsætningen.

Hvis vi dermed er på vej til at forstå identifikationen som en kobling af spejlneutronernes genkendelsesmkanisme med den positive følelse af "tilhør" som oxytocin skaber, så ligger det lige for at på samme måde at forklare oplevelsen af spænding og fremdrift (suspense) i action- og gyser-film med en udløsning af hormonet adrenalin som emotionelt aktiverer til kamp eller flugt når det kobles sammen med spejlneuronernes genkendelse af de truede personer i filmen.
   Eksemplet på virkningen af oxytocin når man ser film, er omtalt på: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/amme-hormon-saelger-varer/

Det indlysende spørgsmål er naturligvis om det her hormon er forbeholdt kvinder, for så kan det jo ikke bruges. Også mænd kan identificerer sig og have venskaber, etc. Det viser sig  at hormonet også produceres i mænds hjerne, men at de oven i købet har et andet "bonding hormone": vasopressin, der har en lignende effekt: at forstærke den positive følelse af samhørighed.
   Et forsøg med vasopressin-næsespray, viste at mænd efter at have fået en injektion af hormonet, blev bedre til at genekende og aflæse følelser (glæde og vrede) i billeder af andre menneskers ansigter. Se:http://www.newscientist.com/article/mg20627604.600-bonding-hormone-helps-men-recognise-emotions.html