Det som ligner, men ikke er - om Marianne Nielsens nyeste keramikting - og andre historier ...

Kurt Andersen: Model af 18 fods Lynæs-sejler

Er den her fine sejlskibsmodel 'kunst' eller 'kitsch' - eller noget helt tredje? Svaret blæser i vinden.

Jeg har jævnligt skrevet om og givet eksempler på det som i kunst- og litteraturhistorien omtales som mimesis - forholdet mellem kunsten der ligner virkeligheden og måden virkeligheden afbilledes på i kunst - og andre former for naturalistiske efterligninger: kopier, imitationer, modeller, simuleringer, falsknerier - og hvad man ellers kalder den slags.

   Det er blandt andet den interesse der i sin tid førte til at jeg på Facebook omtaler mine amatøriske naturalistiske akvareller som akvarelmalede "drømmebilleder": De var at opleve som 'drømme', i sammenligning med de fotos af motiver fra virkeligheden som jeg brugte som såkaldt 'referencebilleder'.

'Mimesis' defineres ifølge Den store danske encyklopædi sådan her:

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen".

   Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Kunsthistorie,_kunstkritik_og_teori/mimesis

Begrebet kender vi fra mere velkendte dagligsprogsord som 'at mime' - at spille en figur uden at sige noget, som fx Pjerrot i Tivolis pantomime-teater.
   I min ungdom i 60'erne og 70'erne hed mimiker-idolet Marcel Marceau, og han var betagende god.
   Har du tid, enjoy:

Forleden så jeg på side 2 i Politikens Kultursektion et stort foto af et stykke keramik som jeg straks spidsede øjne ved at møde - fordi det aktiverede dette gamle mimesis-begreb:

M. N.: Vase med hvide iris i, keramik 2017

Hvad viser billedet: en vase med et par hvide iris-blomster i? 

   Men det passer jo ikke: Det er en vase med en keramisk naturalistisk udformet keramik-model af hvide iris i. 

   Men det passer heller ikke. For hvis de hvide iris er en slags keramik-figur der efterligner blomster og er modelleret efter virkelige hvide iris, så kan vasen jo ikke være en rigtig vase, men må også være en keramik-figur der efterligner en vase, altså en model af en vase.

   Det med 'mimesis' er ikke nemt. Men altid fascinerende.

Jeg får en helt løbsk association her:

    Faktions-tv-programmer der blander autentiske optagelser fra en begivenhed, men spillede 'rekonstruktioner', vrimler det med i tv-udsendelser om historiske emner. 

    Vi har fx oplevet blandingen hyppigt anvendt i alle udsendelserne i den nys overståede serie "Historien om Danmark" på DR 1, som helt ufortjent og bevidstløst er blevet kritiseret af ... 'you know who'!

   Er det mon den samme form for fascination der er på spil i den tv-faktionsblanding som også dukker op som en mental udfordring ved mødet med keramik-skulpturen 'vase med hvide iris i'?

Kunstneren er Marianne Nielsen, et navn jeg synes jeg har set før, men ikke lige kan forbinde med noget. Noget med keramikplanter? Måske på en udstilling i Anneberg i Odsherred?

Teksten i Politiken er en introduktion til en udstilling af nogle af hendes 'keramik-ting' i et lille københavnsk galleri ved navn: Anne Linnemann.

   Overskriften er en billig vits der demonstrer journalistens usikkerhed i forhold til de udstillede værker:

Løsningen til dig, der glemmer at vande blomster

Og tekstens indledning peger i samme retning:

Marianne Nielsen skaber de fineste blomsterbuketter. Og de behøver ikke den mindste dråbe vand. Til gengæld dufter de heller ikke af særlig meget, og de koster nok en smule mere end en buket fra den lokale blomsterhandler. Men de holder.

   Marianne Nielsen er uddannet på Designskolen Kolding i 1999 og har specialiseret sig som plantekeramiker. Hun skaber stort set altid blomster, blade og andre vækster i keramik. Så præcist, at man skulle tro, det var den vaskeægte natur, selv om det faktisk er ler, der er blevet brændt ved godt 1.200 grader og dækket med glasur. Når det ikke er blomster, blade, mosser og græsser, Marianne Nielsen frembringer, er det små bjerge, der kommer ud af hendes ovn, eller fuglefjer i næsten overnaturlige størrelser.

   På det seneste er der imidlertid sket noget med Marianne Nielsens blomster. De har fået vaser. Tidligere lå hendes blomster ned eller stod i små grupper, som om de lige var gravet op ude i haven. Men nu strutter de i vaser, som vokser sammen med blomsterne, således at naturen flyder sammen med kulturen, om man vil.

Journalisten Lars Hedebo har jo naturligvis fat i et eller andet når han prøver at indfange særpræget ved at skrive at "naturen flyder sammen med kulturen".

   Men det er ikke rigtig noget han bryder sig om, fornemmer man. Der er i hans ledsage tekst en række små markører for distance.

   Og det er også forkert at natur og kultur flyder sammen; det er jo kultur (keramik formet af en kunstner) det hele.

 

Der er i Marianne Nielsens keramik-ting tale om 'konceptuel blending' - dette at forskellige forestillinger som ellers er adskilt, bringes sammen - blandes - for at skabe nyt udtryk og ny betydning.

  Og det der blandes, er dels en efterlignende gengivelse i et andet materiale - nemlig af iriserne - og -dels  noget der lader som om det er noget vi kender - nemlig vasen.

   Det blander noget der ligner, men klart ikke er, med noget der måske er det det ligner.

   Og jeg citer igen Niels Strøbek for en sætning som jeg åbenbar ikke kan blive træt af, og som gav mig en serie af aha-oplevelser første gang jeg mødte det:

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er

Her et par andre eksempler på keramikfigurer af Marianne Nielsen med motivet keramik-blomster i keramik-vase:

Om blomster og vaser er lavet ud i et stykke eller om keramikblomsterne kan tages ud og vaserne fyldes med vand, klar til at rumme 'rigtige' blomster, det fremgår ikke. 

   Men det kunne faktisk være interessant at vide hvis man vil forstå hvad der foregår her. 

   Og er vaserne nogle som er kopier af keramikvaser som andre keramikere har lavet, eller har Marianne Nielsen selv designet dem fra grunden - med formet ler, glasur og det hele?

   Måske kan nogle keramik-kyndige venner på Facebook hjælpe mig med svaet på det spørgsmål.

   

Mit gæt er at Lars Hedebos ubehag der lurer bag ordene i ledsage-artiklen i Politiken, skyldes at han - måske ubevidst - tænker "kitsch" og ikke "kunst" ved synet af de her 'keramik-ting' af Marianne Nielsen. Eller at han har følt at de "i hvert fald er på grænsen".

"Kitsch" var også hvad en del af mine private venner tænkte, tror jeg, da de så hvad det var der nu havde genantændt min slumrende samlermani i sommers:

      Jeg fik jo nemlig et tilbagefald da jeg jagtede forskellige udgaver af de her 'hummer-askebægre' eller 'krabbefade' fra 60'erne, produceret på Den Kongelige Porcelænsfabrik og lidt senere Bing og Grøndal.

   Jeg købte et af dem på et loppetorv bare for sjov, og pruttede prisen ned fra 200 til 100 kr.

   Og så gik den vilde skattejagt i nogle måneder hen over sommeren:

Mens Marianne Nielsens udstillede krukker med blomster er unika, så er de her skaldyrs-porcelæns-skåle og -fade med skaldyr jo masseproducerede.

   Men ellers er det vel grundlæggende samme konceptuelle tænkning der ligger bag, tænker jeg.  

   Man gengiver noget i keramik der er levende i virkeligheden (krabber, krebs, hummere) - og mikser det så med en velkendt kunstig keramik-brugsgenstand: et 'askebæger', en 'skål' eller et 'fad'. 

   Man 'blender' altså noget der ligner, men ikke er (forskellige skaldyr) - med noget som faktisk er det det ligner (forskellige nyttige 'keramik-containere'). 

   Og i sommers blev de faktisk brugt til en frokost hvor der blev serveret diverse retter fra havet: sild, rejer, laks, tun, stenbiderrogn m.m.

   

Og det passer så alligevel ikke. Et af fadene er en porcelæns-efterligning af en fiske-ruse, og en af skålen er udformet som en muslingeskal; og videre: de fleste andre skåle/fade i samlingen har en slags porcelæns-imiteret fletværk på ydersiden.

   Under alle omstændigheder skabte den her type konceptuelle blending i porcelæn (hvis ide går helt tilbage til jugendstilen omkring 1900) fascination nok hos et købdygtigt publikum til at de har kunnet produceres og sælges i relativt stort tal i 60'erne.

   Dem der købte, tænkte i hvert fald ikke: 'kitsch' - men snarere: 'sjovt'.

Men hvad er 'kitsch' egentlig for noget - æstetisk set: fugl eller fisk eller midt imellem?

   Wikipedia forklarer:

Kitsch (/ˈkɪtʃ/; loanword from German), also called cheesiness or tackiness, is art or other objects that appeal to popular rather than high art tastes, such objects are sometimes appreciated in a knowingly ironic or humorous way.[1][2][3] The word was first applied to artwork that was a response to certain divisions of 19th-century art with aesthetics that favored what later art critics would consider to be exaggerated sentimentality and melodrama. Hence, 'kitsch art' is closely associated with 'sentimental art'. Kitsch is also related to the concept of camp, because of its humorous and ironicnature.

   To brand visual art as "kitsch" is generally pejorative, as it implies that the work in question is gaudy, or that it serves a solely ornamental and decorative purpose rather than amounting to a work of true artistic merit. The chocolate box artist Thomas Kinkade (1958–2012), whose idyllic landscape scenes were often lampooned by art critics as "maudlin" and "schmaltzy", is considered a leading example of contemporary kitsch.[4][5][6]

Når noget - en 'artefakt' - kan kaldes 'kitsch', så er der altid tale om noget 'kunstnerisk formet' - billeder, skulpturer, musik - som imitere eller mimer noget der allerede eksisterer som troværdigt kunstnerisk udtryk; og udtrykket er klart ment nedsættende:

Modernist writer Hermann Broch argues that the essence of kitsch is imitation: kitsch mimics its immediate predecessor with no regard to ethics—it aims to copy the beautiful, not the good.[10]    According to Walter Benjamin, kitsch is, unlike art, a utilitarian object lacking all critical distance between object and observer; it "offers instantaneous emotional gratification without intellectual effort, without the requirement of distance, without sublimation".[9]

   Kitsch is less about the thing observed than about the observer.[11]

   According to Roger Scruton, "Kitsch is fake art, expressing fake emotions, whose purpose is to deceive the consumer into thinking he feels something deep and serious."[12]

   Tomáš Kulka in Kitsch and Art starts from two basic facts: that kitsch "has an undeniable mass-appeal" and "considered (by the art-educated elite) bad" and then proposes three essential conditions:

- Kitsch depicts a beautiful or highly emotionally charged subject;

- The depicted subject is instantly and effortlessly identifiable

- Kitsch does not substantially enrich our associations related to the depicted subject.

Et af skældsordene der brug om 'kitsch' i teksten fra Wikipedia er: 'fake art', som for mig at se giver umiddelbart forkerte associationer til det helt aktuelle og kontroversielle engelske udtryk: 'fake news'.

   Men kriteriet er også ifølge citatet at 'kitch' skal vise og udtrykke noget alment smukt, noget nemt genkendeligt, og - noget som vi ikke bliver klogere eller emotionelt udviklet af af møde.

 

Det går virkelig op og ned over tid hvad der kaldes 'kitsch', og hvornår - og også

hvornår bestemte 'kitschede' kunstgenstande og kunstnere så senere bliver løskøbt fra den nedsættende etiket igen.

   I mange år var fx Bjørn Wiinblad vurderet som 'kitsch' af kunstkenderne på bjerget og deres kunstbevidste følgere.

   Men Wiinblad har de senere år åbenbart fået en rennæssance, er blevet 'af-kitschet' blandt de kunstkyndige, hvad der kom tydeligt frem via den store retrospektiv Wiinblad-udstilling på Arken 2015, og den måde den blev anmeldt på i de store aviser:

Foto fra en del af Arkens Bjørn Wiinblad-udstilling 2016

(fortsættes i næste blog indlæg)

Lucide drømme - ny opskrift på hvordan man lærer at styre sine drømme - og noget om serendipitet

Illustration til hjemmeside om lucid dreaming

Det sker tit at når jeg først har skrevet om et for mig nogenlunde friskt og ubetrådt emne inden for rammerne af temaet kreativitet, så dukker det straks op igen og igen i andre artikler jeg tilfældigvis støder på.
   'Serendipitet' kalder man den slags, et vigtigt begreb i udforskningen af kreativitet som der er mange inspirerende definitioner på:

• det heldige tilfælde, 
• det at finde uden at søge,  
• det at finde noget helt andet og meget bedre end det man søgte,
• det at finde noget man ikke vidst at man ledte efter,

Og den bedste:

• det at lede efter en nål i en høstak - og komme ud igen med armen om livet på bondemandens frodige datter.

Til fænomenet serendipitet hører også at underbevidstheden leger med, blander sig og  får én til at fokusere på noget uventet gennem ubevidste associationer:
   For eksempel at når man har en ubhagelig blodsygdom som CML, så kommer der -  tilfældigvis! - flere bestillinger på akvareller med motiver med rødt: dompap og rødhals med rønnebær, sort pakhus med rød bil, etc

Igår kom Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur" ud med en forside som denne med tre charmerende biædere - netop da jeg lige har skrevet om hvordan man kan hjælpe fugle i nød for insekter som føde - ved at opstille 'insekthoteller' i den alt for friserede danske og europæiske natur:

Vinderbillede i DOF´s fotokonkurrence 2017

Og så er de oven i købet (rust)røde på hoved, nakke og vinger.
   En biæder-akvarel eller flere ligger nu på min bestillingsliste - til mig selv.
 
Og sammen med det blad fulgt også  kataloget for Naturfredningsforningens net-butik "Narturbutikken.dk". Og hvad mon de lige havde valgt som forsidebillede? - en rødhals på en gren med sne:

Forsidbillede til katalog fra Naturbutikken.dk

Og serendipiteten vil ingen ende tage:

   For et par dage kom der tre fotografiske postkort fra Dansk Naturfredningsforening som jeg i 20 år eller mere har været livsvarigt medlem af. Det der lå øverst  af dem, viste denne rødhals blandt slåen, et foto som også kunne inspirere til endnu en rødhals-akvarel:

Jule-postkort fra DN

Og det motiv-element skal med - ikke mindst fordi jeg også for nylig har lagt slåen fra vores Ordrupnæs i Odsherred i fryseren - til at lave julesnaps af:

Frosne slåen til julesnaps

Forleden var det emnet 'lucide drømme' der - serendipitetisk - dukkede op - igen igen: Altså dette at man drømmer mere eller mindre (u)hyggeligt, men at man samtidig er sig fuldt bevidst at det er en drøm man er igang med - en drøm som man derfor i et eller omfang kan styre indholdet og retningen af. 

   Det skrev jeg et nyt indlæg om for en lille måned siden (med links tilbage til tidligere blogindlæg om emnet):

https://petersudsigt.blogspot.dk/2017/09/for-godt-halvandet-ar-siden-stdte-jeg.html

En pointe her var at forskere havde vist at man med elektrisk stimulation af hjernen(s frontallapper) kunne lære folk at styre deres drømme - altså gøre dem 'lucide'.

   På videnskab.dk hvor jeg søgte efter noget helt andet, dukkede pludselig et link op til en artikel med overskriften: 

Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme

Det kunne næsten kun handle om lucide drømme. Og ja!
   Jeg citerer:

Har du nogensinde prøvet at drømme, og midt i drømmen blive opmærksom på, at du drømmer og derfor kunne styre drømmen?

   Så kan det være, du har haft en såkaldt 'lucid' eller 'klar' drøm, som det kaldes på dansk.

   Hvis du ikke har prøvet det, men gerne vil opleve fænomenet, er der en australsk forsker, der forsker i klare drømme og mener, han har fundet opskriften. Det skriver Sydney Morning Herald.

   »Disse drømme føles fuldstændig som at være vågen,« forklarer forskeren, Denholm Aspy, til Sydney Morning Herald. Han fortsætter:

   »Alle sanserne er til stede. Objekter føles som fast stof og virker virkelige. Du kan smage, røre og lugte,« siger han.

Denholm Aspy gav 47 forsøgspersoner følgende instruks: 

1. De blev bedt om at praktisere virkelighedstjek og holde øje med tegn på, at de var i en drøm, f.eks. ved at lægge mærke til tekster, som har tendens til at se anderledes ud i drømmeland sammenlignet med i virkeligheden.
2. Desuden skulle de stille vækkeuret, så de blev vækket efter fem timers søvn, hvor de skulle sige til sig selv, at de ville huske, hvad de drømte næste gang.
3. Samtidigt skulle de visualisere, at de ville få en klar drøm.

Det viste sig af 17 procent  af forsøgspersonerne efter en uges øvelser oplevede klare drømme, refererer Sydney Morning Herald.

   Og for dem som kunne falde søvn igen fem minutter efter de var blevet vækket og havde sagt til sig selv at de ville huske deres drømme, der havde næsen halvdelen opnået at få 'klar drømme', refererer avisen.
   Her link til artiklen:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/forsker-tre-simple-r%C3%A5d-kan-g%C3%B8re-dig-bevidst-i-dine-dr%C3%B8mme 

Her link til andre artikler om at fremkalde lucide drømme, og hvordan man kan styre sine drømme i en ønsket retning:

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme 

http://mmm.dk/fascination/du-kan-styre-dine-droemme-men-vil-du

Illustration til hjemmeside om lucide drømme

Dette foto af en fin sejlbåd er ikke strandet på brostenene ved muren på en ø beboet af de kæmper som Gulliver besøgte i Swifts satiriske roman "Gullivers rejser", men det kunne godt se sådan ud:

Tilføj billedtekst

Det ligner en ægte sejlbåd, men er det ikke.
   Og den er ikke strandet på Kæmpernes Ø i en moderne foto-realistisk udgave af Swifts verdensberømte roman fra 1726.

   Det er - helt nede på fortovet - en model af en sejlbåd bygget af "modelbyggeren" - en af mine kreative morgensvømmervenner hvis super-realistiske modeller du kan få et indtryk af her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Og fotoet af sejlbåden er et set up til det følgende blogindlæg (= pay off) hvor jeg tager et andet tema op som jeg i relativt mange indlæg tidligere har bakset med - reflekteret over - vist eksempler på.
   Og med stikord som: modeller - illusionskunst - mimesis - super-realistisk kunst - imitation - simulering - kunst eller kitsch.

   Og med Niels Strøbæks for mig bevingede ord som bærende ledetråd: 

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Når brug af iPad blandt mindre børn svækker kreativiteten - en undersøgelse afslører risikoen for at børn mister evnen til at se - og til at opleve det de ser i sammenhæng - og at tegne det. - Kan man gøre noget ved det?

Det er de færreste artikler som jeg læser, hvor jeg efter læsningen siger: "Ja, selvfølgelig". Men det gjorde jeg efter læsningen af denne artikel i Politiken:

Overskrift:

Mister generation IPad evnen til at tegne?

Det er naturligvis et retorisk spørgsmål som artiklen svarer 'ja' til.

   Manchetten lyder:

På en friskole i Københavnsområdet har de kommende børnehaveklasseelever hvert år tegnet et hus til deres skoleleder. I løbet af 15 år har tegningerne mistet farve, detaljer og stilsikkerhed.

Sådan står der på forsiden af Kulturtillægget. Inde i sektionen står selve artiklen, nu med følgende overskrift:

Fra slot til skrot 

Manchetten til netavis-versionen af artiklen lyder:

De danske børn er idéfattige, og deres svigtende kreativitet kan skyldes iPaddens indtog. Teknologien gør børnene afhængige og fratager dem muligheden for at sanse, mener formanden for Danmarks Billedkunstlærere. 

Hvorfor deler jeg den bekymring?

   For det første tegnede og farvede jeg meget da jeg var lille - under skolealderen. Og husker glæden ved at se de resultater jeg kom afsted med.

   For det andet var der en periode da jeg var ung danskstuderende hvor jeg interesserede mig meget for børns tegneudvikling og lærte mig at identificere de forskellige faser i fx at tegne/male et menneske som de fleste børn gennemgik under de første års opvækst.

   Fx lærte jeg at et bestemt stadie i børns tegning af mennesker havde betegnelsen "en kopffüssler"; som den her glade figur tegnet af et af mine bonusbørnebørn da han var - måske 3 år: et hoved med to ben:

Noget af det jeg undrede mig over den gang, var hvorfor nogle få børn - som jeg selv og enkelte af mine venner - var fortsat med at tegne og male op igennem ungdommen - mens andre - langt de fleste - relativt  tidligt og pludselig bare holdt op.

   Og derefter senere i livet kunne finde på at sige noget i retning af: "Jamen, jeg kan ikke tegne/male."

 

Jeg husker jeg var fascineret over de mange børnetegninger som man kunne se og læse om i forskellige undersøgelser, og som man med de rette begreber kunne analysere ud fra et udviklingssynspunkt.

   Her er et blandet udvalg hentet fra nettet. Enjoy ....

Og jeg var ligeledes stærkt optaget af hvordan den kreativitet der lå i spontane børnetegninger i de tidlige barneår, kunne bevares, stimuleres og udvikles senere i barn- og ungdommen under særlige skoleformer: Summerhill-skolen i England, Steiner-pædagogikken, Bernadotteskolen herhjemme med CC. Kragh Muller som leder, Regio Emilia-filosofien forankret i eksperimenterende pædagogik i Norditalien:

https://www.leksikon.org/art.php?n=5096

 https://da.wikipedia.org/wiki/Steinerp%C3%A6dagogik

http://denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/S%C3%A6rlige_skoler/Summerhill_School

Og så var der jo også en del af de kunstnere fra omkring århundredskiftet og fremefter hvis kunst jeg var meget optaget af i 60'erne og senere, som dyrkede børnetegninger som ideal, og/eller lod deres kunst blive stærkt inspireret af dem, som fx Klee og Picasso - og senere Cobra-gruppen:

   Her tekst-indledningen fra New York Times til en artikel om en udstilling der i 2006 har som ambition at udforske og udfolde børnetegningernes betydning for moderne kunst:

WHEN Paul Klee laboriously copied a mountain landscape by his 12-year-old son, Felix, into his own 1920 painting "Untitled (Tent City in the Mountains)," he paid tribute to the vitality and inventiveness of childhood, a source of creativity celebrated at least since Rousseau. His homage put him squarely in a modernist tradition that sought refuge from academic constraints in the somewhat mythical paradise of an untrained eye that sees the world afresh, a childlike hand still unshackled by habit and skill.

   Decades earlier, when Klee had just finished his art studies, he discovered a cache of his own childhood drawings. He described them, in a 1902 letter to his fiancée, as "the most significant" ones he had yet made.

Artiklen er illustreret med denne tidlige Poul Klee-tegning (han var født i 1879):

Artiklen i Politiken satte hos mig flere erindringer igang om tidligere indlæg og reference her på blokke.

  Den handler altså om hvordan børns 'evner' til at tegne og tænke visuelt forfalder og bliver ustryksmæssigt fattigere fordi IPaden totalt dominerer deres visuelle liv. Det er et liv der mentalt og fysisk bliver amputeret og som svækker de dele af hjernen der ellers tidligere blev stimuleret, når børnene gennem uhæmmet brug af Ipadden fratages den særlige kropslige aktivitet som karakteriserer det at tegne og male.

   

Det er fx kun godt et år siden jeg skrev et indlæg der fortalte om at det at tage noter fra en forelæsning i hånden frem for at skrive noterne på sin computer eller IPad, at det gjorde at de studerende huskede noterne og det de refererede til, meget bedre.

   Eller omvendt at det at skrive noter under forelæsningen på en skærm af en slags og med et tastatur af en slags, gjorde notetagningen mindre effektiv som læringsredskab fordi de studerende glemte mere af det forelæst end hvis de havde skrevet dem i hånden.

   Disse udsagn blev underbygget af seriøs forskning som man kan læse om i dette indlæg som er fra august 2016.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/skriv-og-skriv-igen-i-handen-tag.html

Der er også mange undersøgelser der bekræfter det gamle engelske bevingede ord om at ' learning by doing' - er bedre og mere effektivt end bare 'learning by listening´ - til underviseren - eller 'learning by reading' - en bog.

I begge tilfælde kan resultaterne af den slags undersøgelser langt hen ad vejen forklares af den moderne hjerneforskning.

   Hvis flere forskellige dele af hjernen aktiveres når man er igang med at lære noget - herunder de dele der forvalter og styrer vores fysiske handlinger og motorik (motorcortex og præmotorcortex) - så er det  der læres og forstås, tilsyneladende mere anvendeligt og hænger bedre fast end hvis disse handlingsorienterede dele af hjernen er inaktive under læreprocessen.

   Det kan også hænge sammen med at der i præmotorcotex sidder en stor mængde af de såkaldte spejlneuroner der gør det muligt neurologisk at forbinde de handlinger man forestilller sig at gøre, med de tilsvarende handlinger når man faktisk udfører dem, og med de tilsvarende handlinger når man se en anden praktiserer dem; fx at cykle, at skære et stykke rugbrød, at svømme; at gå over gaden for grønt lys, etc.

   Man lærer at udføre en handling ved at simulere at man udfører handlingen som man først har set en anden udføre. 

 

Og det er det samme med memoteknikkerne - de mentale tricks der gør at folk kan lære at huske store mængder af 'meningsløs' information uden at deres hjerne og hukommelse i øvrigt er noget der skiller sig ud (jfr. bogen "Moonwalk With Einstein" af Joshua Foer).

   Tricket er at sørge for at de for så vidt kontekst- og meningsløse 'enheder' som skal huskes - tal, formler, bogstaver, navne - via træning forbindes i den visuelle hukommelse med fysiske billeder i en velkendt kontekst - fx via såkaldte "hukommelses-paladser":

Hvordan hænger alt det så sammen med artiklen i Politiken om udviklingen som har overskriften "Fra Slot til Skrot"?

   Jeg citerer lige fra indledningen:

Sådan tegner børnene i dag: Se udviklingen fra 2002 til 2016 

I gennem 15 år har en skoleleder på en friskole bedt alle børn, der skal starte i skolen, tegne en tegning. I 2002 var børnenes udtryk detaljeret og farverigt. I dag er deres tegninger mere simple og unuancerede.  Udviklingen forundrer forskere og bekymrer billedkunstlærer Lykke Andersen. iPadden har taget alt for meget over, mener hun.

   De 10 tegninger er her udvalgt blandt de 60 tegninger, skolelederen har modtaget fra de tre årgange. De viser den gennemgående tendens blandt børnenes tegnefærdigheder de forskellige år.

Tegnet i 2002

Skolelederen på en lille friskole uden for København har i mange år taget en samtale med de nye børn et for et, foråret før de skal begynde på skolen. På et tidspunkt i samtalen giver han dem et stykke papir og en æske farvekridt og spørger, om de vil tegne en tegning til ham.

   Hvis de ikke selv har en idé til, hvad de vil lave, foreslår han dem at tegne et hus, så det gør langt de fleste. Og der er sket noget interessant i de 15 år, han har indsamlet tegninger. Det vurderer børnepsykolog og specialist i analyse af børnetegninger Grete Binger, der har set skolelederens bunker.

   »Nogle er exceptionelle i deres detaljerigdom«, bemærker hun, da hun ser på tegningerne fra 2002, tegnet af børn, der i dag er omkring 21 år gamle. Langt de fleste har tegnet det hus, skolelederen har foreslået.

   »Men næsten alle børnene har tegnet noget uden om huset. Mange har en basislinje, enten tegnet som en streg eller græs. Det vil sige, at tegneren placerer huset i tid og rum, i en sammenhæng«.

Tegnet i 2009 

I 2009, hvor tegnerne er børn, der er omkring 14 år i dag, er det kun halvdelen, der har tegnet det hus, skolelederen foreslog. »Men«, pointerer Grete Binger:

   »Detaljerigdommen er mindre, og der er ikke på samme måde omgivelser med. Lidt under halvdelen har den basislinje, som vi tolker som et tegn på modenhed.    Nu er der 7 børn, der kun bruger én farve. Flere farver kan tolkes som et udtryk for flere følelser, men også for, at barnet har brugt mere tid og udnyttet de redskaber og muligheder, der er stillet til rådighed«.

Tegnet i 2016

 

I 2016 har alle børnene tegnet et hus. De fleste har kun brugt en af de farver, der lå foran dem. Mange har trykket så svagt, at man næsten ikke kan se stregen, og husene er blevet mere primitive. Meget få udfylder papiret, og husene står som satellitter uden basislinje.

    »Hvor de 6-årige tidligere tydeligvis i deres hoved havde et klart billede af, hvordan et hus ser ud og har haft overskud til at tegne ting uden om, ser det i dag ikke ud til, at de har meget erfaring med at producere et grafisk udtryk«, siger Grete Binger.

Der er jo ikke tale om en supervidenskabelig undersøgelse af mange børns tegninger over tid - statistisk udvalgt til at være repræsentative for deres årgang og med den spredning i social baggrund som man kunne ønske sig, ved et definitivt stykke forskning hvis resultater man skal forholde sig til.

   Ikke desto mindre giver de indsamlede tegninger mulighed for at opdage tegn på generelle forandringer i børns billedsprog, fordi det er en sammenlignelig børnegruppe og en sammenlignelig situation og opgave gennem alle årene, det konkluderer Jakob Ørsted, der er uddannet billedkunstner og lektor ved pædagoguddannelsen på UCC i København.

Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg har 3-4 børnebørn som er vokset op med iPadden og som nu er mellem 8 og 16 år.

   Og jeg har jo oplevet hvor meget tid de bruger med diverse spil og videoer mv. som iPadden frister børnene til at bruge - når familien samles til fejring af fødselsdage - eller andre former for familiekomsammen.

   Min oplevelse er at børnene i den alder utvivlsomt falder for de mentale fristelser som spil- og game-mulighederne i iPaddens apps-indhold tilbyder, og som betyder at børnene mange timer om ugen hjemme eller i skolens frikvarter, har totalt fokus på iPaddens skærm (eller måske nu: smart-telefonens) og på at manipulere og styre det der foregår med fingerne på tastaturet. Og til gengæld i lange perioder helt har abstraheret fra de umiddelbare social omgivelser som måtte komme i form af kontakt og samspil (fx leg) med andre børn/mennesker i situationen. 

Det er en vigtig del af det at være kreativ at man kan genkalde sig erindringer, oplevelser og erfaringer i form af fremkaldte billeder på den indre skærm, det som på engelsk kaldes "the minds eye". 

   Og det svært ikke at tolke den udvikling  (= afvikling af kontekst, farver og detaljer i hus-tegningerne) som artiklen i Politiken referer og dokumenterer er sket over en 15-årig periode, som en mental forarmelse og nedsmeltning af børns mulighed for at udfolde sig kreativt og socialt. 

Kan man - børn, forældre, samfundet - da gøre noget? 

   - Ja, ligesom med cigaretter, euforiserende stoffer, alkohol og aktive smartphones i klasseværelserne, så kan man forbyde eller begrænse brugen af iPadden hos børn til et bestemt antal timer dagligt eller ugentligt. Og måske først tillade at de får lov at bruge den når de er 8 eller 10 år.

   Eller man kan belønne de børn der begrænser brugen, ligesom jeg i sin tid fik at vide at jeg ville få et kørekort hvis jeg ikke røg før jeg var atten (hvad jeg dog ikke holdt).

Og jeg gider helt ærligt ikke høre på velmenene venner og pædagogiske eksperter som siger at forbud og grænser er forkert og giver bagslag: at det er vigtigt at børnene fra de er helt små lærer at brug iPadden fornuftigt og dermed begrænse omfanget af de 'skader' på hjernen som vi jo nu får stadig mere dokumentation på sker over årene ved uhæmmet brug.

   Som jeg ser det, er der tale om en særlig afart af ludomani der simpelthen skyldes at hjernens belønningssystem kører med klatten når først den har oplevet hvordan det føles med et skud dopamin hvert 5. eller 10. minut ved uhæmmet brug af iPaddens uendelige muligheder for spil og underholdning lige ved hånden.

   Tror man virkelig at ikke-digitalt-erfarne eller digitalt amatøriske forældre på den baggrund kan opdrage deres børn til at begrænse og beherske den daglige brug af iPadden til noget der er 'fornuftigt' og 'under kontrol'?

   Jeg gør det ikke. 

Carl-Henning Pedersen, der var en af den berømte COBRA-gruppes danske medlemmer, skrev i udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948, hvor han og flere andre fra gruppen udstillede:

»Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind«, »Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser.«

Den mentale strømning fra menneskets sind som "omformer de oplevelser vi henter i naturens verden", til visuelle levende kunstneriske udtryk "i vor egen verden", den synes at være kraftig svækket og på retur hos iPad-overstimulerede børn i de senere år. 

   Foruroligende!

Carl-Henning Pedersen: "Ved havet", 1987. Olie på lærred, 206 x 290 cm.