Lucide drømme - ny opskrift på hvordan man lærer at styre sine drømme - og noget om serendipitet

Illustration til hjemmeside om lucid dreaming

Det sker tit at når jeg først har skrevet om et for mig nogenlunde friskt og ubetrådt emne inden for rammerne af temaet kreativitet, så dukker det straks op igen og igen i andre artikler jeg tilfældigvis støder på.
   'Serendipitet' kalder man den slags, et vigtigt begreb i udforskningen af kreativitet som der er mange inspirerende definitioner på:

• det heldige tilfælde, 
• det at finde uden at søge,  
• det at finde noget helt andet og meget bedre end det man søgte,
• det at finde noget man ikke vidst at man ledte efter,

Og den bedste:

• det at lede efter en nål i en høstak - og komme ud igen med armen om livet på bondemandens frodige datter.

Til fænomenet serendipitet hører også at underbevidstheden leger med, blander sig og  får én til at fokusere på noget uventet gennem ubevidste associationer:
   For eksempel at når man har en ubhagelig blodsygdom som CML, så kommer der -  tilfældigvis! - flere bestillinger på akvareller med motiver med rødt: dompap og rødhals med rønnebær, sort pakhus med rød bil, etc

Igår kom Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur" ud med en forside som denne med tre charmerende biædere - netop da jeg lige har skrevet om hvordan man kan hjælpe fugle i nød for insekter som føde - ved at opstille 'insekthoteller' i den alt for friserede danske og europæiske natur:

Vinderbillede i DOF´s fotokonkurrence 2017

Og så er de oven i købet (rust)røde på hoved, nakke og vinger.
   En biæder-akvarel eller flere ligger nu på min bestillingsliste - til mig selv.
 
Og sammen med det blad fulgt også  kataloget for Naturfredningsforningens net-butik "Narturbutikken.dk". Og hvad mon de lige havde valgt som forsidebillede? - en rødhals på en gren med sne:

Forsidbillede til katalog fra Naturbutikken.dk

Og serendipiteten vil ingen ende tage:

   For et par dage kom der tre fotografiske postkort fra Dansk Naturfredningsforening som jeg i 20 år eller mere har været livsvarigt medlem af. Det der lå øverst  af dem, viste denne rødhals blandt slåen, et foto som også kunne inspirere til endnu en rødhals-akvarel:

Jule-postkort fra DN

Og det motiv-element skal med - ikke mindst fordi jeg også for nylig har lagt slåen fra vores Ordrupnæs i Odsherred i fryseren - til at lave julesnaps af:

Frosne slåen til julesnaps

Forleden var det emnet 'lucide drømme' der - serendipitetisk - dukkede op - igen igen: Altså dette at man drømmer mere eller mindre (u)hyggeligt, men at man samtidig er sig fuldt bevidst at det er en drøm man er igang med - en drøm som man derfor i et eller omfang kan styre indholdet og retningen af. 

   Det skrev jeg et nyt indlæg om for en lille måned siden (med links tilbage til tidligere blogindlæg om emnet):

https://petersudsigt.blogspot.dk/2017/09/for-godt-halvandet-ar-siden-stdte-jeg.html

En pointe her var at forskere havde vist at man med elektrisk stimulation af hjernen(s frontallapper) kunne lære folk at styre deres drømme - altså gøre dem 'lucide'.

   På videnskab.dk hvor jeg søgte efter noget helt andet, dukkede pludselig et link op til en artikel med overskriften: 

Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme

Det kunne næsten kun handle om lucide drømme. Og ja!
   Jeg citerer:

Har du nogensinde prøvet at drømme, og midt i drømmen blive opmærksom på, at du drømmer og derfor kunne styre drømmen?

   Så kan det være, du har haft en såkaldt 'lucid' eller 'klar' drøm, som det kaldes på dansk.

   Hvis du ikke har prøvet det, men gerne vil opleve fænomenet, er der en australsk forsker, der forsker i klare drømme og mener, han har fundet opskriften. Det skriver Sydney Morning Herald.

   »Disse drømme føles fuldstændig som at være vågen,« forklarer forskeren, Denholm Aspy, til Sydney Morning Herald. Han fortsætter:

   »Alle sanserne er til stede. Objekter føles som fast stof og virker virkelige. Du kan smage, røre og lugte,« siger han.

Denholm Aspy gav 47 forsøgspersoner følgende instruks: 

1. De blev bedt om at praktisere virkelighedstjek og holde øje med tegn på, at de var i en drøm, f.eks. ved at lægge mærke til tekster, som har tendens til at se anderledes ud i drømmeland sammenlignet med i virkeligheden.
2. Desuden skulle de stille vækkeuret, så de blev vækket efter fem timers søvn, hvor de skulle sige til sig selv, at de ville huske, hvad de drømte næste gang.
3. Samtidigt skulle de visualisere, at de ville få en klar drøm.

Det viste sig af 17 procent  af forsøgspersonerne efter en uges øvelser oplevede klare drømme, refererer Sydney Morning Herald.

   Og for dem som kunne falde søvn igen fem minutter efter de var blevet vækket og havde sagt til sig selv at de ville huske deres drømme, der havde næsen halvdelen opnået at få 'klar drømme', refererer avisen.
   Her link til artiklen:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/forsker-tre-simple-r%C3%A5d-kan-g%C3%B8re-dig-bevidst-i-dine-dr%C3%B8mme 

Her link til andre artikler om at fremkalde lucide drømme, og hvordan man kan styre sine drømme i en ønsket retning:

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme 

http://mmm.dk/fascination/du-kan-styre-dine-droemme-men-vil-du

Illustration til hjemmeside om lucide drømme

Dette foto af en fin sejlbåd er ikke strandet på brostenene ved muren på en ø beboet af de kæmper som Gulliver besøgte i Swifts satiriske roman "Gullivers rejser", men det kunne godt se sådan ud:

Tilføj billedtekst

Det ligner en ægte sejlbåd, men er det ikke.
   Og den er ikke strandet på Kæmpernes Ø i en moderne foto-realistisk udgave af Swifts verdensberømte roman fra 1726.

   Det er - helt nede på fortovet - en model af en sejlbåd bygget af "modelbyggeren" - en af mine kreative morgensvømmervenner hvis super-realistiske modeller du kan få et indtryk af her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Og fotoet af sejlbåden er et set up til det følgende blogindlæg (= pay off) hvor jeg tager et andet tema op som jeg i relativt mange indlæg tidligere har bakset med - reflekteret over - vist eksempler på.
   Og med stikord som: modeller - illusionskunst - mimesis - super-realistisk kunst - imitation - simulering - kunst eller kitsch.

   Og med Niels Strøbæks for mig bevingede ord som bærende ledetråd: 

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Det der ikke er det som det ligner - om livagtige dukker og dukkeagtige klassiske skulpturer i farver

En af glæderne ved at være fast morgensvømmer i den lokale svømmehal er jo at man møder kunstnere og kunsthåndværkere som man aldrig ellers ville hav mødt. Og hvis værker man aldrig havde set  hvis ikke det lige var fordi man hver morgen mødtes - uden tøj  på i baderum  og sauna - og i badbukser ude i bassinet.

En af dem er en indvandrer fra Iraq hvis farvestrålende malerier og kalabas-skulpturer jeg har skrevet om sidst i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

En anden af morgensvømmer-vennerne er inkarneret modelbygger.
   Vi har en fælles interesse i akvarelmaleri - en form for maleri han dog ikke dyrker i praksis selv om lysten vist er der.

   Da jeg var hjemme hos ham for et års tid siden, toge jeg fotos af en del af hans flot farvede, nøje opmålte og eksakt proportionerede modeller: Af motorcykler, hestevogne, dukkehuse (med møbler og beboere), landbrugsmaskiner, dampmaskiner - og mange andre ting.

 
Ud fra én synsvinkel er det at bygge modeller en velkendt og regulær pensionisthobby - ligesom mit eget akvarelmaleri. 

   Ud fra en anden synsvinkel er modellerne et udtryk for og et resultat af regulær skaberglæde - ved i form og farve at producere "noget der ligner, men ikke er". Og som netop derfor fascinerer - både at lave og at se på.
   I virkeligheden er disse modeller udtryksmæssigt nært beslægtet med de danske fotorealistiske kunstmalere, er min påstand.
   Selv om det ikke officielt regnes for kunst - eller kunsthåndværk

Det at skabe vellignende nedskallerede modeller med de rigtige former, farver og udtryk i indbyrdes korrekte forhold - og for de mekaniske modellers vedkommende: tilsvarende tekniske funktionaliteter og milmeternøjagtige proportioner - det er jo kunsthistorisk set en form for skulpturel supernaturalisme. Målestokken er nedgraderet, men "looket" skal ligne og mine til forveksling. Deri  altså fascinationen.

Det besøg skrev jeg om her - og viste fotos af nogle af min svømmervens modeller:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I det linkede  indlæg fortæller jeg også om den fotorealistiske maler Niels Strøbæk som jeg havde fundet et citat af som jeg syntes var - ja, sådan set - lige i øjet.

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes på mange måder det var ret dækkende for de naturalistiske akvareller jeg malede, som var mest vellykkede, men i lige så høj grad også dækkende for min vens naturalistiske modeller:

Siden har vi udvekslet billeder pr, mail nogle gange, han har vist billeder af nye skulpturelle modeller i form af dukker, jeg til gengæld vist associerende akvareller. 

Her er min morgensvømmervens sidste to dukker - dels en Pinocchio og dels en klovn. 

Af fotografierne at dømme er de to figurer flotte og underholdende. Festlige, ligefrem

   Levende, udtryksfulde og farvestrålende er de jo tydeligvis - og hovedsagelig malet i de tre grundfarver blå, rød og gul. 

    Jeg har forstået at de er tænkt som  gaver til børnebørn, og det er jo unikke gaver at få som - er mit gæt - børnebørnene også vil have på kaminhylden når de bliver voksne - og måske ender med at give videre til deres børn.

   Det er helt parallelt med at jeg er begyndt at forære mine akvareller bort, og at male nogle særskilt adresseret til børnebørn med motiver af noget som jeg ved de for tiden er optaget af.

  Først var det en 'drage' til Lucas, og nu er det en 'hest' til Bianca. Og som regel udnytter jeg så den mentale og konceptuelle fremdrift til at male flere af samme slags - men i forskellige stilarter.

  Se det kommende indlæg om akvarelmaleriets mysterier - om klovne og heste som motiv.

Min vens to flot farvede dukke-skulpturer minder mig om noget jeg tidligere har skrevet: nemlig at den dominerende europæiske skulptur-kunst siden renæssancen har været forblændet af en total fejltolkning af udtrykket i den klassiske græsk-romerske skulpturtradition som var forbilledet og idealet. 

   Man har troet at de klassiske menneske- og gude-skulpturer var hugget i sten uden anden farve end den som det nøgne, slebne og polerede marmor havde. 

   Men det passer ikke. Forbillederne for den europæiske kunst de sidste 500 ¨år har oprindelig været næsten lige så farvestrålende malet som min vens dukker, som denne bueskytte-model illustrerer:

Det falske blege forbillede i mange hundrede år ser sådan ud:

Denne fordomsnedbrydende viden blev jeg mindet om igen for nylig da et lille udvalg af den kinesiske kejser Ouins terrakottahær kom til Danmark for at blive udstillet på det nye Moesgaard museum. Quin var kinesisk hersker i perioden 221-206 f. Kr.

   Da fruen og jeg var i Kina for nogle år siden, så vi udgravningen af terrakottahæren og besøgte den kæmpemæssige udstilling som figurerene indgik i. Et kick uden lige.

   Af udstillingen fremgik det så at hærens figurer slet ikke oprindelig fremtrådte i den ensfarvede rødbrune lertøjskulør som de nu så ud, og som man ser på de fleste fotografiske afbildninger. 

 

Nej, de var også flot malede - og altså kulørte så det battede:

Sådan har man rekonstrueret graven visuelt som man mener den oprindelig har set ud:

Sådan ser udgravningen ud da vi oplevede den i 2010:

Hvad er pointen?

   Når disse klassiske skulpturer er malede og fremstår som de så ud da de blev skabt og begravet, så ligner de min vens dukker mere end den fine og fornemme skulpturkunst som de jo naturligvisogså er og som man kan se på museer og udstillinger.

   Og at lighederne mellem klassisk skulpturkunst - hvad enten den er græsk eller kinesisk - og så min vens sprælsk farvede dukker måske er større end man umiddelbart tænker.

Analogier, paralleller og kreativ tv-formidling

En af mine yndlingsgenrer inden for tv, er de illustrerende og videnskabsformidlende dokumentarer som ikke mindst englænderne og BBC er verdensmester i. F.eks. så jeg for ikke så længe siden et spændende og interessant program på DR-HD-kanalen om solsystemets opståen og udvikling, bygget op omkring en række mysterier, gåder og tilsyneladende paradokser som moderne forskning nu havde udviklet teorier om.

   En stor del af det illustrerende billedemateriale var (computer)animerede rekonstruktioner af processer og udviklinger i solsystemet og verdensrummet: dannelsen af solen selv, af planeter, måner, meteorer og asteroider, styret af forsekellige kræfter og naturlove. Processer der forløber og har forløbet over millioner og milliarder af år. Og altså processer speedet op gennem animationerne til at vare sekunder og minutter i udsendelsens forløb. En autoritativ anonym speak sørgede for forankring og tolkning af de flotte og fascinerende animationssekvenser.

  

Animationerne er jo visualiseret fantasi og fiktion, konstrueret sådan at fiktionen har karakter af anskueliggørende modeller af noget som ingen mennesker nogen sinde har set. Modellerne er struktureret så de korresponderer med hvad teorier og hypoteser siger, og animationerne trækker på visuelle analogier fra fotooptagelser af forskellige dele af det aktuelle solsystem og verdensrum.

   Egentlig er det altså en formidlingsmåde der bygger på de samme principper som metaforisk blending: Det fortidige og i princippet uanskuelige og uiagttagede verdensrum udgør det "target" ("mål") som så levendegøres og konkretiseres igennem de "sources" (kilder) som udgøres af de aktuelle visuelle udtryk som teleskoper og satelitter bringer til veje fra vores nutidige verdensrum.

Men dokumentarprogrammet gjorde også brug af en anden formidlingsteknik, som er det der egentlig gjorde at jeg kategoriserer det som et dokumentarprogram. Tilrettelæggerne havde omhyggeligt fundet paralleller og analogier til processerne i verdensrummet i noget der skete nu og som fandtes her på Jorden, og som man altså derfor kunne illustrere med dokumentariske filmoptagelser. Vi så optagelser af trafikkaos på vejene, af ørkenlandskaber, af gletchere, af skyformationer, af havscenarier, mv. Altså optagelser af motiver vi i princippet kunne have set med vores egne øjne hvis vi bare befandt os på det sted på Jorden hvorfra optagelserne var taget.

   Disse paralleller og sammenligninger som den underliggende speak sikrede vi forstod, virkede indimellem lidt "anstrengte" og "gemacht". Men det fungerede. De leverede nemlig nogle identifikationsmuligheder for seerne, som ellers ofte er fraværende i den slags udsendelser, der altovervejende kører på at kombinerer fascination og information i fortællingen.

   I begge disse formidlingsformer forudsættes det at man kan lære og forstå noget nyt ved at det nye ses i lyset af noget velkendt som det sammenlignes med - det som på engelsk kaldes mapping.

   Teorien om conceptual blending siger at det der sker er at elementer fra de to rum integreres i det tredje, og at der sker en komprimering af tid, rum og identiteter. Og det er vel præcis det der foregår her.

   Tell - and show - i et.

Og så et eksempel på en kreativ sammenligning fra dagens Politiken (12-09-2010). En kollega, Piers Morgan, udtaler sig om den nyansatte afløser for den legendariske studievært Larry King på CNN - og karakteriserer ham sådan her:

"Han indrømmer selv, han er fuldkommen skamløs. (...) Han er ligeglad med, hvem han fornærmer. Han er mere hårdfør end et næsehorn i en skudsikker vest."

Hvordan journalisten får den ide at blende de tre forskellige konceptuelle rum: ét med TV hvori værten Larry King befinder sig, et anet med Afrikas dyreliv hvori næsehornet befinder sig, og et tredje med krig og kriminalitet hvori skudsikre veste indgår, ja, det spørgsmål kan måske hente svar i teorien om kognitive metaforer, teorien om conceptual blending og i udforskningen af den kreative hjernes funktionsmåde, hvoraf det fremgår af en række hormoner og signalstoffer kan "kortslutte" forskellig ellers fjerntliggende centre så  hjernen metaforisk set "slår gnister" fordi der pludselig i et intuitivt glimt går en neuro-elektrisk impuls  mellem dem.

   Det gjorde der i hvert fald her.