Nyskabende tv - eller en historieløs genopfindelse af den dybe tallerken - tanker i anledning af tv-serien 'Ond, ondere, ondest'

Denne blog er tilegnet udforskningen og eksemplificeringen af 'kreativitet'. Temaet var i høj grad inspireret af mit samarbejde med tv-dokumentaristen Poul Martinsen i forbindelse med min bog om ham fra 2007: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed - fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk".

   Manden hører til et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv, og hans opfindsomhed når det gælder at udvikle og afprøve ny tv-dokumentariske genrer og formater er næsten legendarisk.

   For eksempel fortalte en anden af de store gamle tv-dokumentarister, Lars Engel, at da de sammen med en række andre af datidens bedste tv-dokumentarister mødtes i den nyoprettede 'dokumentargruppe' i 1988 for at udvikle ideer, at: "Hver gang vi andre kom frem med en ide, så have Poul altid mindst syv liggende klar." En anden af kollegerne i gruppen fortalte at hver gang nogen fik en ide til et nyt og originalt program, så opdagede de: "Martinsen was here first!

   En af de tv-genrer som Martinsen var pioner inden for, var det man i vore dage naturlig ville kunde kalde 'reality-dokumentar' - tv-dokumentarer som bruger videnskabelige psykologiske eksperimenter som inspirationskilde til tv-programmer hvis reality-plot illustrerer disse eksperimenters 'sensationelle' sandhed. 

  Det mest slagkraftige af dem alle var tv-udsendelsen "Dagbog fra Christiania" fra 1977" som førte til at en planlagt lov i Folketinget der skulle lukke Fristaden once and for all, fik så megen folkelig  og mediebåret opinion imod sig at loven aldrig blev vedtaget. 

   Uden udsendelse af det program havde der ikke været noget Christiania idag som vi kender det.

Den erindring dukkede op da jeg læste mine to aviser i går. Og det foranledigede at jeg - undtagelsesvis - skrev et meget langt indlæg på min Facebook-side.

   Det synes jeg også de læsere af min blog som ikke er mine facebook-venner, kan have fornøjelse af at læse. Det handler om...

Historieløshed blandt yngre journalister - i anledning af DR3-serien: "Ond, ondere, ondest"

Begge mine daglige aviser, Politiken og Information, havde igår to siders opslag i deres film/tv-tillæg om den nye DR3-serie "Ond, ondere, ondest", hvis første afsnit blev sendt i onsdags. 

   Jeg søgte i første omgang på kreditlisten til det første program efter et helt bestemt navn: Poul Martinsen - som "konsulent", eller under rubrikken "Tak til". Nix! 

   Så genlæste jeg de to artikler i de to avistillæg, stod der noget om Poul Martinsen? Nix!

Så sent som i 2006 udsendte Danmarks Radio på DR 1 reality-dokumentarserien "Krigerne" med dansk tv-dokumentarismes grand old man Poul Martinsen som tilrettelægger og instruktør, en meget vellykket serie som netop skulle dokumentere at helt almindelige mennesker af sociale rammer, omstændigheder og spilleregler kunne forføres eller forledes til at udøve tortur over for andre danskere. Altså udøve ondskab. 

   Og det kunne de, dokumenterede serien.

Fra optagelser af Poul Martinsens "Krigerne"

Den ledsagende avisdebat om etik den gang, var næsten ord til anden den som refereres i de to avisartikler i går. 

   Også "Krigerne" var et tv-eksperiment inspireret af Zimbardos 'Stanford-eksperiement'. Også der var en psykolog med, professor Rolf Kuschel, som 'etisk sikkerhedsnet', en mands som i øvrigt den gang endte med at forlade optagelserne til sidst for ikke at få sig fedtet ind i en sag hvor han kunne anklages for uetisk adfærd af psykologforeningen.

Poul Martinsen er berømt (og blandt nogle berygtet) som tv-dokumentar-pioner - blandt andet for at have tematiseret ondskab og autoritets- og gruppepres i forskellige reality-lignende tv-udsendelser lige siden han begyndte som tv-journalist og -dokumentarist i DR i 1968. 

  Hans mest berømte udsendelse i den genre, "Lydighedens dilemma" fra 1978, havde også karakter af et tv-eksperiment som var et direkte re-make af et andet berømt og etisk berygtet psykologisk eksperiment, foretaget af den amerikanske psykolog Stanley Milgram i starten af 60´erne. 

   Det eksperiment dokumenterede ligesom tv-udsendelsen at helt almindelige mennesker af en psykolog i hvid kittel kunne forledes til at udøve tortur mod andre - i en god sags tjeneste. 

   En af deltagerne blev faktisk så påvirket af at være med i tv-eksperimentet at hun måtte gå til psykologisk behandling bag efter.

Af andre den gang opsigtvækkende 'tv-eksperimenter' inspireret af socialpsykologiske eksperimenter som Martinsen producerede, var "Broen" fra 1970 hvor en hippie fik øretæver af en af de Vilde Engle, og "Isolation" fra 1979 der dokumenterede at kort tids 'sensoriske deprivation' (=isolation) påvirkede hjernen så stærkt at de isolerede fik hallucinationer.

Det hører med til historien om den sidste serie "Krigerne", at Poul Martinsen fik den besked fra de ledende lag i DR-hierarkiet at den ikke måtte kaldes en "reality-dokumentar" fordi, var begrundelsen, "DR producerer simpelt hen ikke reality-tv, basta" ("reality-tv"="trash-tv")

   Det er kun 8 år siden "Krigerne" blev udsendt, så der er godt nok sket et DR-kulturskred i og med at DR nu har fået DR 3 som skal ramme de unge. 

Det som ryster mig lidt - eller måske mere end 'lidt' - er DR 3-radaktionen bag "Ond, ondere, ondest" ikke har lavet den minimale research der ville have ført til at de kunne trække på Martinsens ekspertise. Og se og lære af de programmer som DR har liggende i sit arkiv. 

   Og man burde naturligvis i foromtalen henvise til "Krigerne", hvad man ikke har gjort!

Det ryster mig også at avisjournalisterne ingen historiske referencer har til de tidligere DR-programmer der tematiserer 'ondskab', men refererer til udsendelsesserien "Ond, ondere, ondest" som om det er noget sprit-nyt og originalt. Og meget kreativt og kontroversielt.

Hvis de herrer og damer journalister og redaktører - i bakspejlet - vil vide mere, så kan de med fordel læse historierne om Poul Martinsens tv-eksperiment-programmer baseret på videnskabelige menneskeforsøg i min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed" fra 2007 - udgivet af - naturligvis - Danmarks Radios eget forlag!!!

Poul Martinsen lever i bedste velgående, er still going strong, og udgav for et par år siden den opsigtsvækkende dokumentar-bog om "Hypnosemorderen Palle Hardrup" - som angiveligt begik drab på to bankfolk under hypnose fra en anden mand Bjørn Schouw Nielsen. De blev begge dømt for mordene. Ondskab eller forførelse?

   Så sent som i 2008 dokumenterede Poul Martinsen i en temalørdag-udsendelse at det rent faktisk var muligt at få almindelige mennesker til at begå forbrydelser under hypnose. Ondskab eller forførelse?

Tænk hvis man kunne have bygget videre på ondskabstemaet fra "Krigerne", i stedet for - historieløst og ukreativt - at bruge tid og ressourcer på at genopfinde den dybe tallerken.

   Historieløshed er historieløshed er historieløshed! 

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.