Barndommens land - oplevelser der stimulerer den særligt kreative personlighed

I det foregående indlæg om Henrik Dahl og hans bog "Hvis din nabo var en bil" konstaterede jeg at han som en særligt kreativ personlighed gjorde udstrakt brug af friske metaforer i sine skriverier.

   Nye metaforer er grundlæggende udtryk for kreativ tænkning, for nytænkning. En tænkning der udspringer af fantasien - evnen til at forestille sig noget som ikke findes, evnen til at samtænke forhold som ellers forestillingsmæssigt er skarpt adskilt.

   Og bogen er helt klart også et smukt eksempel på fantasiful blending af teori og empiri: byggende på Bourdieus "kapital"-metafor på den ene side, og og på den anden: de statistiske modeller og segmenteringsværktøjer som længe inden bogen udkom havde været internationalt i brug i reklamebranchen. I bogen blev de empiriske livsstilstabeller, analyser og segmentkort som "target" i en metafor anskuet og tolket gennem den "source" som Bordieaus teori leverede.

Jeg konstaterede samtidig at Henrik Dahl selv tillagde sin "barndomshistorie" afgørende betydning for hvad han som voksen igen og igen gennem sin læsning og sine bøger ønskede at udforske, nemlig spørgsmålet: "Hvem er jeg?"

   Dermed indløste "Henrik Dahl" helt og fuldt det skema - den frame - for den særligt kreative personlighed som jeg har brugt som en slags konceptuel søgemaskine i en lang række tidligere blogindlæg: en blended personlighed der ved fantasiens hjælp hele tiden forsøger at få modstridende dele af personligheden integreret, en permanent fantasivirksomhed som særlige barndomsoplevelser af savn, tab, hjemløshed, fremmedgørelse og stigmatisering  igangsætter og stimulerer.

Teorien opstod i mit hoved i forbindelse med mit arbejde med bogen "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", som blandt andet baserer sig på godt 40 timers interview med tv-dokumentaristen om hans liv og virke, hvor erindringer om "barndommens land" trak tydelige tematiske tråde gennem hele hans store tv-produktion.

På jagt efter dokumentation for disse barndomsoplevelser stødte jeg på en bog hvor jeg fandt et fint illustrerende Henrik Dahl-citat som man kan læse i den foregående blog.

   Bogens titel er "Skillevej". Forfatteren er journalist og hedder Bo Østlund. Bogen har sin egen hjemmeside www.skilleveje.dk. Og den er baseret på interviews med 28 "kendte" personer:

I bogen Skilleveje åbner 28 kendte danskere både deres hjerter og private familiealbummer og tager læserne med tilbage til barndommens gade. I hudløst ærlige samtaler fortæller de om deres opvækst som børn og unge. Om dæmonerne og englene. Om ilden i hjertet og smerten i sjælen. Om jagten på identitet. Og om alle de sten, de frivilligt eller ufrivilligt samlede op og tog med i tilværelsens rygsæk.

En blomsterpark af metaforer. Alle 28 er citeret på hjemmesiden, og en del citater er lige i øjet i forhold til min teori, et par af "de kendte" kender jeg også personligt som særligt kreative personligheder:

Jens Gaardbo (tidligere radiojournalist, DR, nyhedsvært og nyedschef på TV2)

Min opvækst i en by med det karske mod det følsomme betyder også, at jeg i dag er klar over, at enten er jeg ørnen deroppe i luften, eller også er jeg hasselmusen, som piler af sted fra beskyttelse til beskyttelse. Jeg fanger bare hele tiden mig selv i en af de to roller. Ligesom jeg på den ene side er meget indadvendt, og på den anden side sindssyg udadvendt. Den dag i dag romantiserer jeg nok stadig det karske ved at bruge det følsomme til at håndtere det. Samtidig har jeg et stort behov for at kontrollere og passe på min følsomhed, og det udarter sig nogle gange i behovet for en rigid kontrol over tingene. Jeg opfatter ikke mig selv som lukket, men skorpionen bakker og bakker, indtil den når dørkarmen. Og så siger det slam! Jeg magter kun at snakke så uhindret om barndommens gade, som jeg gør nu, fordi jeg i dag har fået magt over den og har overskud til at beskrive den. Og dermed er jeg ikke længere et offer for den. Jeg har endelig fået magt over min opvækst, for ellers ville jeg ikke se med så stor veneration og kærlighed på den, og det gør jeg bestemt…

Anders W. Berthelsen (skuespiller, vinder af mange priser)

Da jeg kom i Pårup Skole, blev jeg mobbet med alt muligt, bl.a. mit tøj. Jeg var egentlig ikke så meget anderledes end de andre, men mine forældre havde ikke råd til mærketøj. Det var besynderligt at blive jordet i skolen den ene dag for den næste dag at blive inviteret hjem til ham, der havde gjort det, og tingene påvirkede mig meget. Jeg husker, at jeg en dag skred hjem fra skolen, og det var jo ikke så populært at gøre det. Desværre kontaktede mor bagefter skolen og gjorde derved lige præcis det, man ikke skal gøre. For læreren fortalte i klassen, at min mor havde sagt, jeg blev drillet, og det gjorde mildt sagt ikke tingene bedre. Men lige pludselig rottede alle pigerne sig sammen mod klassens drenge og sagde: „Så stopper I jeres mobning af Anders!“ Og så stoppede det pludselig i 7. klasse. Vidunderligt. Jeg var dengang en stille, blød og følsom dreng. Jeg var ikke på nogen som helst måde grov eller en skarnsknægt, men jeg kunne da sagtens køre med på at sidde og snakke i alle timerne. Jeg tror, det handlede meget om, hvad der fangede min opmærksomhed. Jeg havde det med at fortabe mig i alle mulige ting, og jeg dagdrømte om alt muligt andet end at sidde derinde i klasseværelset. Jeg ville meget hellere leve i en eventyrverden…

Allan Olsen (sange og musiker)

Jeg sad deroppe på ladet sammen med et par andre, da vi skrumlede indad mod byen. Der var en støvsky efter hundene, som løb efter flyttebilen. Bilen måtte stoppe flere gange, og så fik bastarderne skældud og blev jaget væk. Hvorefter vi kørte et stykke igen. Siden havde vi altid i Frederikshavn forskellige hunde, som løb tilbage til Grønholt og blev kørt over på vejen. Lige så snart, vi var flyttet derned, fik jeg min første følelse af hjemve efter det, jeg kom fra. Men det havde nu nok mere med min egen hjemve og mig at gøre, end det havde noget med stedet at gøre. Altså, en side af mig, som blev en meget, meget vigtig del af det, jeg laver nu. En sentimentalitet og en romantisk følelse af altid at savne det, jeg har forladt, og frygte det, jeg skal til – men alligevel hele tiden bevæge mig. Straks, da jeg startede i skolen, begyndte jeg at cykle op til vores husmandssted. Jeg kan huske en sorgfuld følelse af at være blevet flyttet fra det sted, hvor jeg egentlig hørte til. Jeg havde også en fornemmelse af svigt. Måske er det fordi, man meget tidligt oplever, at man besjæler sine omgivelser ved at være der. Og hvis man besjæler noget og forlader det, så har du jo ladt det i stikken, ikke?

Michael Falck (sanger og skuespiller)

Min værste konkrete frygt var den antikke våbensamling, som mine forældre havde arvet. Det var gamle geværer, pistoler, dolke og sabler. I hvert eneste drama i deres ægteskab, i hver eneste alkoholiserede vanvidsscene by night i alle de der barndomshjem rundt omkring, havde jeg mit ene øje oppe på den forbandede våbensamling. Den hang altid synligt i stuen, hvor min far havde sat det hele op på en skide flot og dekorativ måde. Men det var det mest skræmmende, jeg kendte. Jeg var panisk angst for den samling. Jeg hadede den som pesten. Jeg frygtede altid, at min far eller mor skulle få den tanke, at sablen skulle i brug, og at en af dem skulle blive slået ihjel. Jeg frygtede især for min mors liv, og jeg kan ikke tælle de mange gange, jeg har stået og forsøgt at dække min fars udsyn til den væg, hvor sablerne hang, for at han ikke pludselig i sin vanvidsbrandert skulle gøre noget uoverlagt. Efterhånden blev min fars selvværd i forhold til mig naturligvis undermineret, fordi jeg var manden i det hele – 9-årig mand, 12-årig mand, 14-årig mand, 16-årig mand… Han var bøvet og ulækker og skræmmende med sine berusede fiskeøjne. Det var det hæsligste syn, jeg kendte – at se min far fuld. Men han var ikke egentlig voldelig; det kom først senere i forløbet.

Jimmy Stahr (radio og tv-tilrettelægger, MF´er for socialdemokratiet)

En af mine mest uhyggelige oplevelser var den dag, hvor jeg troede, at mor var blevet skudt på sin morgentur med aviser. Da hun kom cyklende og næsten var hjemme, passerede hun en lastbil med sabotører, som havde været nede og sabotere en stor maskinfabrik i Guldbergsgade. De blev forfulgt af nogle hipoer. Og netop som mor var lige ud for vores opgang, lød der en masse skud og larm, og samtidig faldt mor af cyklen. Jeg så det hele oppe fra tredje sal, og jeg var sikker på, mor var blevet skudt. Jeg tog fat i gardinet, holdt det ind til mig og tudede. Den dag i dag kan jeg stadig fornemme angsten... Så hørte jeg døren gå. Jeg var sikker på, det var far, som var kommet hjem, fordi mor var død. Jeg løb ud i korridoren og så stod mor derude. Hun var altså bare faldet. Mor var blevet forskrækket. Hun var ikke nogen god cyklist, og så kørte hun med de store avisposer på styret, og det skete altså flere gange for hende, at hun fik avisposen ind i forhjulet.Jeg startede i skolen i 1942, og det blev en hård tid. Jeg var ikke særlig vild med skolen, og vi Nørrebro-rødder fik tæsk, når vores skolelærere fandt det nødvendigt, og det gjorde de alt for tit. Der var nogle lærere, vi var rigtig bange for. Vi havde en overgang en gymnastiklærer, som var sadist. Han slog os med et reb, og det gik altid ud over de børn, der ikke kunne noget. Jeg har set ham stå og tæve en unge, der skulle gå armgang i en bom, hvor du skal svinge dig rundt, og drengen kunne simpelthen ikke finde ud af det på grund af sin motorik og skrækken for læreren. Så stod læreren og tævede og slog ham bagi, mens drengen hang deroppe, og til sidst faldt det stakkels barn ned.

John Guldberg (det ene medlem i musik-gruppen Laid Back)

Da jeg bagefter kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte herefter at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan ... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, sådan skulle man ikke være.Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen skal sgu være mere hård i filten, hvis han skal klare sig. Han er sgu for blød!“ Herefter forsøgte han at få mig hærdet, og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. Men det lykkedes ikke. Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker…

Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (2. del)

                              (fortsat fra forrig blogindlæg)

Det der optog mig mest ved andenudgaven af Henrik Dahls bog "Hvis din nabo var en bil", var det lange og helt nyskrevne indledningskapitel hvori han fortæller "historien bag om bogen", som også er hans egen personlige og faglige udviklingshistorie. Titlen indeholdt jo en fascinerende frisk metafor der i sit mixede output forbinder elementer fra konceptuelt adskilte input-rum: "naboer" og "biler" - ligesom i teksten i indledningen om de forstørrede katte og børn.

   Her skal "nabo" (=et dig nærtstående menneske) ses gennem den konceptuelle optik  som "bil" (=en vare med et mærke der har livsstilsbetydning) leverer.

Og personligheden "Henrik Dahl" er tilsvarende delt og sammensat af to "betydninger" - og afslørede sig her i indledningen  som et skoleeksempel på den kreative personlighedsprofil jeg har kaldt: "to personer i en":

Det der efter min mening frem for alt præger den første udgave af bogen, er, at jeg så langt tilbage jegkan huske har været splittet mellem to ambitioner. Jeg ville gerne være professor. Og jeg ville gerne være forfatter. I mange år forfulgte jeg ambitionen om at blive professor. (…)

   Jeg ha ikke nogen anelse om hvordan det er at have en hemmelig seksualitet, man må leve med inde i et skab. Men jeg kan godt sætte mig ind i det alligevel. For i alle de år, jeg gjorde akademisk karriere, var der noget inde i mig der protesterede mod den prosa man er tvunget til at skrive hvis man vil frem i den akademiske verden. For at sige det pænt, er den både meget defensiv og meget upersonlig.

   Det defensive ligger i at de fleste videnskabelige artikler når man skræller alt det uvæsentlige væk er opbygget som tungt armerede fæstningsværker rundt om en som regel forholdsvis beskeden god idé eller observation.

   Det upersonlige ligger i, at meninger, vurderinger og ikke mindst følelser, med al respekt vor den videnskabelige prosa i øvrigt er omtrent så uønskede der, som den frie tanke var ved Pavens hof i middelalderen.

Her trækkes godt nok også effektivt på sprogets kreative repertoire i form af metaforer med dramatiske kilde-domæner til at indfange spaltningen: "skabsbøsser" og "den mørke middelalder". De to stridende ambitioner har som underliggende konceptuelle metaforer: "fornuft og følelse". Og han taler om "prosa", men det er jo blot et metonym for det meget større og svært håndterlige akademiske værdi- og normsystem som han føler sig fængslet af.

Mihaly Csikszentmihalyi sammenfatter i sin bog om kreativitet listen af dimensioner i den kreative psyke sådan her:

If I had to  express in one word what makes their personalities differetn from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual," each of them is a "multitude". Like the color white they  tend to bring together the entire range of human possibilities. Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to being together the intire range of human possibilities within themselves.

Det Mihaly Csikszentmihalyi kalder "complxities", er det jeg har kaldt "en blended personlighed" hvis mentale virksomhed permanent er optaget af problemet med at kombinere og integrere ellers normalt adskilte konceptuelle rum i forskellige, ofte hybride udtryk - inden for kunst, politik, videnskab, håndværk, undervisning. 

Min teori er jo at blendede personlighedsprofiler ofte også nyder (eller decideret får det dårligt hvis de ikke får mulighed for) at udtrykke sig i hybride grænseoverskridende og genrefornyende æstetiske eller videnskabelig produkter. Henrik Dahl fortæller om sin egen bog at...

… den er skrevet i en overgangsperiode. Efter jeg havde opgivet min akademiske karriere og før mit liv som forfatter for alvor havde taget form. På den ene side hører man derfor i teksten resterne af sorgen over at jeg måtte opgive min akademiske karriere. På den anden side mærker man tydeligt manglen på erfaring som forfatter.

Altså en "uren" hybridform, efter hans egen mening. Jeg får i et glimt en association til min egen gamle hybride bog: "Faktion som udtryksmiddel". Men også til Poul Martinsen.

I forbindelse med arbejdet med min bog om Poul Martinsen blev jeg klar over hvor afgørende "kreativ vrede" kan være i den skabende proces, en følelse som var drivkraften bag de mest personligt spejlende dokumentarprogrammer i hans produktion hvor han især arbejde med montageformen - og mest tydeligt i udsendelsen om Christian Stentoft: "I skyggen af en far". 

   Henrik Dahl har samme tvetydige forhold til sin bog og til den kreative vrede som den er et produkt af, og den er også en slags montage, som han dog ikke er tilfreds med:

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg det personlige korstog er for tydeligt. Idiosynkrasien er for tydelig. Men frem for alt er protesten for tydelig. Det betyder dog ikke at jeg græmmes ved at læse bogen igen. Faktisk kom jeg til at more mig over al den utilpassede energi der kommer ud gennem linierne. (…) Hvis man vil skrive rigtig godt skal man rense sit sind for vrede. (...) Det har jeg forstået nu, men fattede det ikke, da jeg skrev denne bog. Når alt kommer til alt, synes jeg dog, bogens sjæl i høj grad ligger i dens stilistiske og kompositoriske mangler.

Jeg har jævnligt på denne blog luftet den teori at den særligt kreative personlighed har nogle erfaringer som fører til et stærkt fantasiliv i barndommen: Man fantaserer om det man mangler, om det man ønsker med ikke kan nå, om det man vil udtrykke, men ikke kan få lov til (eller er for generet til) at sige.

   Det er et fantasiliv som igangsættes og forstærkes af emotionelle savn, af angst, af frustrationer, af indestængt vrede. Et fantasiliv som fungerer som kompensation for den identitetsusikkerhed,  fremmedgørelse og sociale isolation som er konsekvensen af at blive rykket op med rode, flyttet fra ét miljø til et andet, af at være tvunget til at skifte sprog/dialekt og kulturelt miljø, af fraværet af en forældre fx ved skilsmisse, og af at blive mobbet i skolen.

   Eller som hos Poul Martinsen og en række af de personer han portrætter i sine udsendelser: konsekvensen af at have "ondt i farforholdet".

Holder min teori stik  også i forhold til Henrik Dahl?

   Der er nogle passager i indledningen til andenudgaven, som peger i den retning. Og en søgning på nettet fører til bogen "Skilleveje" af Bo Østlund fra 2006, som indeholder en lang række interviews med kendte mennesker om deres barndom, heriblandt Henrik Dahl.

   I 3. klasse flyttede han fra Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland hvor hans far havde fået et præsteembede:

I det lille landsbysamfund som Skærbæker, var der meget få akademikere, og dem, der var, var offentlige personer, som alle vidste, hvem var. Alle vidste, at jeg var præstens søn. Og det er jo ikke altid sjovt, for når man er barn, ønsker man jo bare at være normal. Ikke at stikke ud. (...)

   Jeg var dygtig i skolen, men nu var jeg pludselig meget tæt på at miste lysten til at gå i skole. Man så nemlig skævt til de dygtige, der var interesserede i skolen. Ude i Snave har man en dumhedskultur, og man sætter en ære i at være uvidende og sabotere undervisningen. Men hvis man kan pløje… det er ligesom fint på en eller måde. Det er ikke nogen rar tanke, men hvis majoriteten dyrker dumhedskulturen, er det dén, der gælder. Min første oplevelse af Skærbæk var, at alle var ekstremt uvenlige og intet gjorde for, vi skulle føle os velkomne.

   De første år i skolen varede en evighed. Jeg følte, de andre børn drillede mig, fordi jeg var ny og præstesøn, men heldigvis var jeg stor og stærk, så jeg bankede to-tre stykker af de værste. Så ordnede alting sig, og siden var der ikke den store ballade. Året efter ordnede jeg nogle andre rødder, der drillede min lillebror. Og så endte jeg med at bliv god nok, fordi jeg beherskede et sprog, bondeknoldene kunne forstå. Sådan kunne man gøre i gamle dage uden at blive sendt til skolepsykolog. Verden var lidt mere simpel...

I et interview i Berlingske Tidende fra januar 2005 i anledning af udgivelsen af bogen "Mindernes Land", uddyber han med ironi og sarkasme:

Og så kommer man over til Skærbæk og skal gå i klasse med Baune, Henrik Solgaard, Henning Primdal, Bobby - med dem allesammen... Det er simpelthen løgn, tænkte jeg. Det er for sindssygt. For langt ude. Det var forfærdeligt. Når du er præstesøn i sådan et miljø, kan du ikke blive andet end tilskuer. Du kan jo ikke blive deltager i sådan noget idioti, vel? Jeg ønsker at trykke dem, der har opfundet Polle fra Snave og Angora-drengene, til mit hjerte. For hvordan kunne de vide, at det var mine klassekammerater.

Det fremgår af samme interviewe at han var og er meget "genert", en egenskab han - sammen med "tilskuerpositionen" - også deler med Poul Martinsen.

Om forholdet til sin far og hvilken betydning det har haft for de modstridende ambitioner i hans liv og i hans bog, det fortæller Henrik Dahl om i andenudgaven af "Hvis din nabo var en bil":

Sagen var at både min farfar og hans far – altså min ene oldefar – var professorer. Godt nok ikke særlig dygtige eller fremtrædende, men dog alligevel. Over for det stod at min far havde svigtet alle de forhåbninger familien havde knyttet til ham og hans lyse hoved. Han var uddannet som historiker,men havde fået gummiarm – eller hvad sådan noget nu hedder i den akademiske verden – og skrevet et middelmådigt speciale. Derfor var han endt som ufaglært i en ravnekrog i Sønderjylland. I mit barndomshjem talte vi ikke så meget om de ting, men dog fuldt tilstrækkeligt. Fra min tidligste ungdom havde jeg forstået at noget måtte gøres. Og hvad mere var: Jeg havde forstået at jeg måtte gøre det.

I skyggen af far, farfar og oldefar!

   Interviewet i Berlingske fra 2005 belyser også "morforholdet". Familiens liv var "forgiftet" af at Morfarens tilhørte en religiøs sekt, Jehovas Vidner:

Det har virkelig kostet gråd og tænders gnidsel. For min mor var det en skæbne værre end døden. En dyb, dyb familiekonflikt og en religiøs konflikt, som altid har været i mit hjem. Så det er et spørgsmål, der har mast sig ind på mig. Min mors forhold til sine forældre var jo defineret ved den religiøsitet, som hun fandt afskyelig. Og det gør jeg også. Det er en livsfornægtende idiotisk religion med en lille dum bogholder-gud. Gud kan jo ikke være sådan en, der synes, det er sjovt at pine folk. Det kan ikke være meningen. (...)

   Den konflikt har jeg aldrig kunnet slippe. Det må være ligesom at have malaria - giften slipper dig aldrig. Hvis du bliver ramt én gang, så har du det siddende i kroppen. Jeg er vokset op i skyggen af den konflikt.

Henrik Dahl udgiver om et par uger bogen "Spildte kræfter". Og begge mine fast aviser, Politiken og Information,  har store forskræp-interviews med ham. "De røde er en katastraofe" siger han ifølge rubrikken i Politiken. Forsiderubrikken lyder godt nok også vred: "De vensterorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, de venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, og de venstreoreinterede politikere give ikke svar på nutidens store spørgsmål". Og...

Over for Information kalder han endvidere Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, for »den svageste formand, partiet nogen sinde har haft«:

   »Hun deltog i skrivegruppen omkring bogen Epostler. Og her stod det klart, at hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land.«

  - Har hun ikke spillet jænbyrdig op over for statsministeren i deres debatter, og håndterede hun ikke sin egen skattesag både åbent og modigt?    

   »Nej, hun havde sikkert fin rådgivning om skattesagen til sidst. Og hun var god til at lære udenad og forberede sig til debatterne med Løkke. Men hun har intet format.«

"Karaktermord," skriver nogle af de andre aviser.

   Det er ikke svært at få associationer til skolegården i Skærbæk hvor de fik bank som drillede Henrik eller hans lillesøster. Og til moderens kamp mod morfaderens "livsfornægtende dumme bogholder-Gud".

   "Hvis man vil skrive rigtig godt, så skal man rense sit sind for vrede," skrev han i "Hvis din nabo var en bil". Det er jeg ikke enig med ham i. Og det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. "Giften slipper dig aldrig", som han også selv har sagt.

 
Det der slår mig i begge interviewene, er at humoren er væk, og selvironien helt fraværende. Skal man tage interviewene som udtryk for prosaen i den kommende udgivelse, så virker vreden her mere destruktiv, end kreativ.   

Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (1. del)

For mange år siden læste jeg i Politiken en kommentar eller en klumme. Overskriften var umiddelbart "catchy":

"Psykopater i bonzai-format"

Jeg fik mange billeder i hovedet alene af rubrikken. Så jeg var fanget - og læste i hvert fald videre med forventning...

Kommentarens indledning gemte jeg og brugte senere til at vise på overhead-transparent når jeg holdt oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner og studerende, specielt om brugen af metaforer og analogier som udtryk for kreativ tænkning og som led i kreativ formidling.

Jeg kom i tanker om den tekst i forgårs da jeg så forsiden af Information - med et foto af forfatteren til en ny debatbog "Spildte kræfter".

   Her følger de to første afsnit af teksten der fulgte efter rubrikken "Psykopater i bonzai-format":

Med børn er det som med katte. Den eneste grund til at man kan mene, der er søde, er deres beskedne størrelse og dermed beskedne kræfter. Et dyr, der opfører sig som en kat, men er én meter over skulderen, er totalt livsfarlig. Det kaldes i øvrigt en tiger og skal som alle fornuftige mennesker ved, behandles med den yderste forsigtighed eller en kraftig riffel.

   Hvis børn var 180 centimeter høje, ville det også være livsfarligt. Forestil Dem fx et fuldvoksent menneske , der går amok og smadrer Deres dagligstue, fordi sovsen ligger på kartoflerne og ikke ved siden af dem. Et fuldvoksent menneske, der tager tilløb og hopper op på Dem, mens De ligger på sofaen og sover til middag. Eller et fuldvoksent menneske, der slår dem, fordi De høfligt påpeger, at onsdag ikke er en farve, men derimod navnet på en ugedag. 

En fornem kreativ metaforisk blending-operation kombineret med et dobbelt tankeeksperiment: to konceptuelle input-rum mixes, et med forestillingen om katte og et med forestillingen om børn. Begge rum ses gennem et konceptuelt forstørrelsesglas, og i det mentale output-rum beskrives og forstås børn gennem den optik som den forstørred kat - tigeren - leverer. Det er både genkendeligt og grotesk - og derfor sjovt og til at grine ad.

Et af kendetegnene på den særligt kreative personlighed er ironien og andre former for dobbeltbundede og omskrevne udtryk som jeg antager hænger sammen med den paradoksale personlighedspsykologi som jeg har kaldt: "to personer i en".

   Forfatteren til teksten ovenfor er Henrik Dahl. Jeg husker at jeg faktisk grinede højt da jeg læste den, selv om jeg både elsker katte og små børn. Og teksten har også som regel udløst latter hos seminar- og kursusdeltagerne.

Henrik Dahl kender jeg tilbage fra Danmarks Radios interne forskningsafdeling i starten af 1990´erne hvor han var med til at udvikle det berømte og berygtede - men meget brugte livsstils-segmentkort "Minervamodellen", en grafisk model hvorefter befolkningen var delt op i "de grønne", "de blå", "de violette" og "de rosa" - fire storsegmenter - placeret alt efter hvordan de holdningsmæssigt stod i forhold til to akser i et koordinatsystem: moderne - traditionelle, pragmatiske - idealistiske:

"De grå" i midten tillader jeg mig at springe over her.

I sidste halvdel af firserne og begyndelsen af halvfemsern var jeg konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling, og rejste rundt til forskellige redaktioner hvor jeg bedrev program- og redaktionsudvikling.

   Et af redskaberne var netop et segment-kort - med 6 segmenter - en forløber for Minervamodellen. Det gik under navnet "scan trend" og var "udviklet" af en anden sociolog Bjarne Ruby som 1987-91 gennemført en række meget omfattende spørgeskemaundersøgelser for DR til at belyse hvordan og i hvilket omfang forskellige livsstilsegmenter så de forskellige udsendelser. Han gennemførte en tilsvarende undersøgelse for Statsministerens medieudvalg i 1995 som jeg var medlem af.

   Meningen med at bruge segmentkortet i forskellige redaktions- og programudviklings-projekter var at gøre redaktionerne og deres chefer bevidste om at der fandtes forskellig målgrupper med forskellige værdier og holdninger. Og dermed også med forskellige medie- og programpræferancer hvad angik indhold, form og udtryk.

   Vi kunne placere de programmer som redaktionen producerede, med statistisk "tyngdepunkt" et bestemt sted på kortet - markeret med et kryds. Og redaktionen kunne ud fra det filosofere over om det var den gruppe de faktisk ønskede at ramme - eller om de ønskede at ændre på programmet og konceptet så det ramte en anden gruppe - eller en bredere gruppe. Og om der var nogle segmenter der var "forsømte".

En særlig pointe var at programfolkene også kunne placere sig selv i et segmentfelt på kortet, og dermed begynde at reflektere over om de i for høj grad lavede programmer "til sig selv", dvs. for lyttere eller seere med samme sociale, holdnings- og livsstilsmæssige baggrund som deres egen.

   En anden underholdende pointe, blandt mange, var at man på kortet kunne angive hvor ejerne af forskellige bilmærker statistisk set holdt til. Citroën-ejere befandt sig godt oppe i det nordvestlige hjørne ("det grønne segment"). Gik man ned på TV-Byens parkerinspladse og talte bilmærker, kunne man konstatere at Citroën statistisk set var stærkt overepræsentere i forholdt til gennemsnittet i hele den danske befolkning.

Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 ØST i Vordingborg, brugte jeg også segmentkortet og tænkningen bag det til at hjælpe medarbejderne til at fokusere programmerne efter dem der var de regionale kerneseere: i Minerva-terminologien "de rosa" og "de violette". Alle kom på det kursus.

  På det tidspunkt var seertallet (både rating og share) helt i bund, lavere end TV 2 Lorrys, og det laveste blandt alle de regionale TV2-stationers. Et år efter lå vi på andenpladsen, kun slået af TV-MidtVest.

Min erfaring var og er at det kan være kreativitetsbefordrende for journalistiske (og andre) redaktioner at bruge segmentkortet og segmentanalysen som konceptuel frame til at diskutere og udvikle programideer og -forslag - og som afsæt til at udtænke nye programkoncepter.

   Det drejer sig i høj grad om at blive bevidst om hvordan man i forhold til indhold, form og udtryk skal dosere information, identifikation og fascination til de forskellige segmenter.
   Til det formål skar jeg de seks segmenter ned til tre: I det nordøstlige hjørne havde vi "oplevelses- og spændingsjægerne", i det nordvestlige hjørne havde vi "videns- og "autenticitets-samlerne", og i den sydlige bund af kortet havde vi  "genkendelses- og tryghedsdyrkerne."
   Oplevelses- og spændingjægerne prioriterede fascination højest når de så tv eller hørt radio, videns- og auteticitetssamlerne prioriterede information højest, genkendelses- og tryghedsdyrkerne prioriterede identifikation højest - som "indgangskriterier" til at ville se eller høre et nyt program elle dyrke et eksisterende format.
  

I 1997 udkom bogen med den herligt kreative titel: "Hvis din nabo var en bil". Og forfatteren var Henrik Dahl, som på det tidspunkt for længst havde forladt DR og oprettet eget konsulentfirma. Bogen blev fuldt fortjent et kæmpehit. Og hvor man i mange medieforskerkredse med rødder i 68, havde rynket på næsen af livsstilssegmentanalyser, eller ligefrem lagt dem for had, så kom den slags analyser og den bagvedliggende tænkning med denne bog ind i forskervarmen.

   Og jeg var begejstret fordi der endelig var en læselig, fagligt kvalificeret og inspirerende fagbog om sagen, som jeg trygt kunne henvise til - selv om den franske sociolog som fremstillingen teoretisk var hængt op på, Bourdieu, ikke sagde mig alverden.

Jeg havde i årenes løb opleve at mange især ældre journalister følte at segmenttænkningen var fremmedgørende og destruktiv i forhold til deres arbejde som seriøse kritiske journalist med fokus på det journalistiske: indhold, facts og historien - ikke på om deres journalistik i sidste instans måtte finder nåde for et bestemt segment og falde i dette segments smag.

   I deres øjne var segmenttænkningen kommerciel og på konfrontationskurs med deres rolleideal, som den fjerde statsmagt der skulle være vagthund over for magthavere, og som målgruppe derfor havde "alle" - hele offentligheden.

   Jeg synes at jeg med "Hvis din nabo var en bil", fik fagligt solid ammunition til at modgå de bekymrede og skeptisk journalister.

I  2006 kom bogen i en 2. udgave, som jeg først læste for et par år siden. Den var blevet klarere og bedre. I den anledning blev Henrik Dahl interviewet til tidsskriftet Kommunikation og Sprog og fortæller her om at han har haft spas ved at brug Bourdieu som teoretisk back up:

Det var da klart at da jeg var forskningschef i AC Nielsen, ville jeg jo gerne gøre mine arbejdsgivere tilfredse. Men samtidig har der altid været et humoristisk fundament i mit arbejde. Det er da sjovt at tage en meget antikommerciel teoretiker som Bordieu og bruge ham kommercielt. Men helt grundlæggende har jeg altid interesseret mig for hvordan identitet opstår og opretholdes.

                                       (fortsættelse følger)