Martin Bigum - særligt kreativ kontrollør i fantasien

Martin Bigum - navnet er jeg stødt på - sidst i DR K´s kunstqvizz som jeg så for nylig. 

   Men hans malerier kendte jeg ikke, eller huskede jeg ikke jeg havde set. Ikke før jeg googlede dem efter en artikel i Søndagspolitiken den 22. april, hvor man kun så nogle små kopier under en "Tidslinie" der var placeret som en slags faktaboks i højre spalte af første side af opslaget.Under rubrikken: "Fra punk til candyfarvet djævel."

Dette er et "tapet" med motivet trykt  efter et af Bigums malerier med titlen "Jiggsaw Falling into Place". 

   Der er godt nok tale om blending så det basker: vrængende tegneseriestil > kæmpemaleri 200x240 > tapet i samme størrelse. Der er drøn på fascinationselementerne. Lige noget for mig. 

   Politiken har i dag en artikel om gamle malede falsknerier med motiver der imiterer Hieronymus Bosch og Pieter Breughel. Og jeg får klare associationer fra dem til Bigums tapetbillede.
   Se fx her, Pieter Breughels "The Falle of the Rebel Angels".
 

Men det der inden jeg så Martin Bigums billeder, fangede mig i interviewportrættet, produceret af Sandra Brovall, var beskrivelsen af Martin Bigums barndom som har mange træk til fælles med andre særligt kreative personers som jeg tidligere har beskrevet og citeret her på bloggen.

   Han er ud af en indvandrerfamilie: bedsteforældrene var polakker og katolikker og dem besøgte han tit på Lolland. Han fortæller:

Hos morfar Adam og mormor Sofie skulle min søster og jeg altid sove oppe på det kolde loft under nyvaskede nyrulllede enorme, knitrende, fjerfulde dyner. Men når lyset om aftenen blev slukket i soveværelset, og døren stod på klem ud til resten af loftet, så gled lyset i en træfsikker vimpel lige indpå: JESUS! (...)

   En kunsthistoriker spurgte mig engang om, hvad det første billede var, der fik mig til at tænke, at jeg var kunstner. Og det er den Jesusfigur af gips, der hang på korset af kirsebærtræ med søm gennem hændervog fødder. Han var totalt i kontrast til alt det dejlige, der var nedenunder. Duften af boller. Lærker der sang  over markerne. Min mormor og morfar og deres store træsko.

Bigum fortæller at han var 2 år da han oplevede og tænkte det. Det tror Sandra Brovall af gode grunde ikke på. Bigum medgiver at det kan være han var 3 år.

   Artiklen kobler så videre til Bigums egen mor, der i hjemmet i Brøndby Strand hver weekend sad og...

... malede dystre billeder af barndomshjemmet. De katolske forældre havde forbudt hende at blive kunstner. Den slags v ar ikke noget for en pæn katolsk pige. Det gik op for Martin Bigum, at det var Jesus Skyld, at moderen ikke udlevede sit kunstneriske kald, men i stedet var husmor i forstaden.

   Når han satte sig på sit værelse og tegnede store detaljerede slagscener, var det derfor noget hun støttede ham i. Hun tog ham med på udstillinger i København og viste ham andre store kunstneres værker. Det kunne han også selv opnå engang at få sine ting udstillet.

Lille Martins skal så åbenbart indfri den rolle moderen ikke kunne realisere. Et velkendt tema hos mange kreative personligheder: Gøre mor glad! 

   Hvad med farforholdet? - Artiklen fortæller ikke andet end at den melankolske mor og den optimistiske far blev skilt da han var 7 år, altså lige begyndt i skolen. Et andet sted fortæller han om dem:

Min far var fra Nordre Frihavnsgade, og de var som nat og dag. Jeg har fået hans form for humor, ironi og verdenssyn, og fra min mor har jeg fået melankolien samt hendes verdenssyn og en interesse for poesien og kunsten.

Og så blev han vel mobbet da han begyndte i skolen - nogenlunde samtidigt med at faderen forlod hjemmet? Ja, såmænd:

I skolen fik han derimod iskolde vaskere for sine tegnestreger. Drengene i klassen over ham hentede den lyshårede dreng der altid sad ved et bord med sine tusher, og hev ham med ud i sneen. Om sommeren væltede de ham på fodboldbanen og hældte, hvad der føltes som adskillige kilo græs ned ad hans ryg.

Ifølge artiklen betød både skilsmissen og problemerne med kammerater i skolen, at han "trak sig længere ind i sine opdigtede verdener" - og "forsvandt helt ind i de tegnede verdener han selv kunne orkestrere og bestemme over".

Bigum som personlig og æstetisk "kontrolfreak", er et af de temaer som Sandra Brovall forfølger gennem avisportrættet: At Bigums konfliktfyldte forhold til omverdenen allerede fra barn og helt op til starten af 90´erne hvor han blev "anerkendt" som seriøs kunstner, betød at han søgte tilflugt ind i sine fantasiverdener hvor det var ham der havde den totale kontrol når han tegnede og malede eksplosive, dystre og dramatiske billeder. 

   Kaos i de sociale relationer til omverdenen sat over for malerisk kontrol over de vildeste fantasier der kommer inde fra.

   Sandra spørger: "Er det  vigtigt for dig at være i kontrol?" - Bigum svarer:

Jeg vil hellere sige jeg har noget på hjerte. Når det er sagt, så har jeg en hypersensibilitet over for alle mulige nuancer og sansninger. Jeg har hele tiden brug for at skrive spændende sentenser ned, indfange  et foto af solen, der i et splitsekund rammer et kirketårn. Male det perfekte penselstrøg. Og når jeg gør det, er det jo nok fordi jeg har brug for at inddæmme verden i noget. Hvert af mine malerier, mine digte eller fotografier er en fortovsflise af indfangede øjeblikke,som jeg ikke kan gå videre uden. Jeg er nok en kontrolfreak - ellers ville de poetisk øjeblikke slippe væk fra mig.

Han ikke bare føler sig som en outsider, han iscenesætter også sig selv som en sådan. I opposition til den etablerede kunstverden. 

    Allerede fra han var 15 - var Martin Bigum i en række år fast tegner på det vrængende satiriske tegneseriemagasin MAD. Og han blev bl.a. som kunstmaler kendt for i en længere periode fra begyndelsen af 90´ern i næsten alle sine billider at have indtegnet en lille kutte-klædt tegneseriefigur "ART" - som har stor lighed med midelaldermaleriernes prototype på døden - "manden med leen"-figuren - som fx også her i e Hieronymus Bosch´malerier:

    

"ART"- figuren var Martin Bigums ironiske visuelle kommentar til det programmatiske slogan i kunstverdenen "kunsten er død". 

   Martin Bigum udstiller i disse uger på Kastrupgaardsamlingen. Jeg skal ind og se den.

Martin Bigum siger i citatet oven for at han har "en hypersensibilitet". Og Poul Martinsen sagde også i sin tid om sig selv da jeg interviewede ham til min bog - at han som dreng var meget "følsom". Jeg har tidligere skrevet om den personlighedstype som i faglitteraturen kategoriseres som HSP - Highely Sensitive Person.

   Det spor vil jeg forfølge i det næste blogindlæg - med afsæt i en nylig facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank.

Gunnar Saietz - en original og kreativ maler - med hang til blending

Gunnar Saietz! Hvem er det, og hvad laver han?

   - Han er en nulevende kunstmaler som bor i vores lokalområde! Og hans kunst fascinerer mig, og jeg er stødt på ham tidligere. Sidste år udstillede i vores lokale kulturhus. 

   Sådan ser han ud - han må stort set være jævnaldrende med mig, 3-5 år ældre, kan jeg læse mig til:

Jeg har jævnligt her på bloggen været inde på at de malere der optog mig mest var dem der havde hang til konceptuel blending når de malede - altså fx surrealister eller kunstnere der arbejdede med collager og montager - og andre blandingsformer.

   Fruen og jeg er medlemmer af den lokale kunstforening og har blandt andet for et par år siden deltaget i en af foreningen arrangeret tur til Firenze som vi havde meget stort glæde af at være med på. Både fornøjelsen ved det vi oplevede, ved mødet med en dansk superguide - Anne-Mette - og ved at være sammen med hovedsageligt jævnaldrende kunstinteresserede fra vores lokalmiljø.

  Ved kunstforeningens årlige generalforsamling, udloddes der til medlemmer der betaler fuldt kontingent, nogle kunstværker som bestyrelsen har indkøbt for foreningens overskud i løbet af året.      

   Sidste år kunne vi ikke deltage, og ærgrede os - fordi begge vores numre var blevet råbt op. Men da vi ikke var der in person og ikke havde givet fuldmagt til nogen, så missede vi chancen for at vælge.

I år deltog vi så, men - ak og ve og klage - vores medlemsnumre blev ikke udtrukket, selv om der var et par af kunstværkerne vi bestemt godt kunne have ønsket os at få med hjem.

   Men jeg vandt en af de kunstbøger der blev udloddet til sidst som en slags trøstepræmie. Titlen var: "Hallunker og Mutanter - og andre snurrige billedfortællinger af Gunnar Saietz."

   Bogen var fyldt med sjove, fascinerende, groteske, fabulerende billeder - midt i mellem surreslisme, fantacy og sciene-fiction. Billeder fra en anden verden - fra indre fantasiverdener og landskaber der blandes med en kritisk ironi rettet mod samtiden. 

   Og ikke at forglemme, set fra mit synspunkt: Mange af billederne som bogen viste, var malet med akvarel.
   Her er nogle af hans billeder hentet fra nettet:

I billed-bogen var der også nogle oplysende artikler om kunstneren, hans liv og hans kunstneriske "kontekst" - af Ole Lindboe.

   Som citat på titelbladet følgende af Aldous Huxly:

Verden er ikke bare mere mærkværdig end vi ved, men langt mere mærkværdig end vi kan vide.

Gunnar Saietz hører til de særligt kreative personligheder. Og uden at Ole Lindbo går i detaljer, så har Saietz´ barndom været præget at flytning, savn, flugt - og flere sprog.

    Forældrene var jødiske emigranter fra hhv Hviderusland og Letland 1907-08.
   Og han kommer fra en familie der nødvendigvis er kulturelt splittet mellem den østeuropæiske hjemstavn som de har forladt, og det nye nordiske land som måske ikke har taget alt for vel imod dem. 

   Det fremgår ikke af bogen, men de må jo være flygtet til Sverige under nazisternes besættelse. 

Gunnar Saitz citeres for at fortælle hvad der skete for ham da han kom i gymnasiet:

Man har brug for forbilleder i den alder, og det fik jeg på gymnasiet. Her åbnede der sig en ny stor verden inden for litteratur og billedkunst. Jeg havde mine russisk-baltiske og jødiske baggrund med mig som en næsten tung baggage, men nu komder noget nyt til, som virkede opløftende, befriende.

"... næsten tung baggage..."!!!

Bogen fortæller en dramatisk-romantisk historie om hvordan han i 1963 skulle have været gift med en jødisk kvinde, "et ægteskab som hans familie i høj grad bakkede op om" (underforstået: en slags jødisk "tvangsægteskab").
   Men han flygtede fra seancen, fortælles det, fordi han umiddelbart inden havde mødt sit livs store kærlighed, den franske maler Anne Marie Brauge, som han flyttede sammen med i Paris. Hun var katolik. Og hun var i perioder psykisk syg, men de levede sammen til hendes død i 2003. 

   De flyttede tilbage til Danmark 1970, og bosatte sig i Sydsjælland, kun ca. 20 km fra hvor jeg har boet de sidste 20 år.
   Der gik en del år før han blev rigtig anerkendt. Og nu er han vel delvist glemt igen - uden for connaisseur-kredse, som Kunstforeningen i Vordingborg.

Der er ingen tvivl om at hans kunstneriske gemyt og visuelle univers har rødder helt tilbage til Hieronymus Bosch og Francisco Goya. Også den superromantiske tyske maler Casper David Friedrich og den hviderussiske maler Marc Chagall har været stærke kilder til inspiration, ligesom en af den store surrealistgeneration fra 20-erne, Max Ernst, har været et meget direkte forbillede.
   Her en serie stærke, fascinerende billeder til sammenligning - et for hver af disse inspirationskilder:

Hieronimus Bosch

Francisco Goya

Casper David Friedrich

Marc Chagall

Max Ernst

(fortsættelse følger - bl.a. om Gunnar Saietz kone Anne  Marie Brauge)