Outsideren - kreativitetens naturlige rollemodel

I et par af de senest blogindlæg har jeg brugt begrebet "outsider" til at karakteriserer noget af det der kendetegner den kreative person og hans/hendes rolle i forhold til omgivelserne. Det er ikke tilfældigt. Det stammer fra den aha-oplevelse jeg havde ved at læse et af kapitlerne i bogen 'Imagine - How Creativity Works' af Jonah Lehrer.

   Kapitlet havde overskriften "The Outsider".

Aha-oplevelsen bestod i at en masse spredte iagttagelser og pointer omkring den kreative personlighed og om hvordan kreativitet udfolder sig som jeg havde skrevet om , pludselig faldt på plads. Jeg opregner i flæng:

- Det kendetegner mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om på denne blog, at de fortæller fra deres barndom om følelsen at være uden for - i forhold til kammerater, i forhold til familien, i forhold til sig selv. Fx fordi de er blevet flyttet med forældrene fra en egn med en dialekt, til en anden egn med en anden dialekt.

- Mange kreative mennesker kommer af emigrantfamilier som har måttet skifte sprog for at kunne klare sig i den nye kultur, og som har følt sig fremmedgjort i forhold til det nye hjemland.

- Mange kreative mennesker kommer af etnisk blandede familier med sammenstød mellem forskellige kultures normer,

- Jeg har jævnligt også været inde på at kreative mennesker som voksne har det med relativt jævnligt at skifte job, selv om det går rigtig godt i det job de er i. Spurgt om hvorfor, er svaret tit det provokerende: "Jeg kedede mig i det jeg gjorde." Jeg er selv sådan en der har skiftet job en halv snes gange siden jeg forlod Københavns Universitet 1970.

- Jeg skrev på denne blog en føljeton under fællestitlen "Den kreative Kinarejse" hvori jeg blandt andet beskrev hvordan mødet med den fremmede verden tvang bevidstheden hos den rejsende til conceptual blending, hvad danske kunstnere i 17- og 18-hundredtallet udnyttede bevidst når de tog på dannelsesrejser til Italien, Frankrig og Spanien.

- Skandaler som nogle kunstnere elsker at lave, har den funktion at den sætter dem uden for det god selskab: Tænk på Bjørn Nørgaards hesteslagtning, Wilhelm Freddies explicit seksuelle surrealisme, Thorsens planer om en fræk Jesus-film, Brob-Johansens første digtsamling 'Blod'. You name it! Mentalt at sætte sig - eller blive "sat uden for døren", stimulerer tilsyneladende kreativitet.

 

- Poul Martinsen og mange andre kreative mennesker jeg kender, har en særlig lystfyldt oplevelse ved at iagttage andres adfærd, mens de selv er uset og ikke bliver lagt mærke til af dem de iagttager. De ser meget tit deres omverden som en film eller et teaterstykke som de er tilskuere til. De omtaler ofte også sig selv som en slags voyeur, jfr. Hitchkock: 'The Rear Window':

- Når man maler akvarel, så skal man se den virkelighed man vil male - ikke som et stykke virkelighed man lever og handler i, men som et motiv, dvs. man skal mentalt stille sig uden for denne virkelighed i en slags "detached" iagttager-position (jfr. Betty Edwards)

En af de vigtige pointer hos Jonah Lehrer i det nævnte kapitel er at outsiderpositionen grundlæggende er en position der er kendetegnet ved en mental mangeltilstand: ukendskab, uvidenhed - vel at mærke kun til en vis grænse. Det fremtvinger det som han kalder "outsiderthinking", noget som de fleste unge mennesker kender til når de får det første job: Hvorfor kan man ikke bare...?

   I forlængelse af den tankegang, kan man også forstå hvorfor insiderpositionen kan være hæmmende for kreativitet: som insider ved man det hele, mentalt set er man syltet ind i et netværk af sammenhængende forståelsesframes der gør det eksisterende til uforanderlig "natur".

   Så først og fremmest: outsiderpositionen inviterer til konceputel blending når outsideren skal forbinde det fremmede, det nye, det ukendte - med det han/hun kender i forvejen.

Tilbøjeligheden til at kunne re-frame et problem er noget der fremmes af outsider-tænkning. Opfindelsen af Barbie-dukken, var et eksempel på det.

   Amerikaneren Ruth Handler som en ikke-tysk outsider, kunne se mulighederne for 'Barbie' i 'Bild Lilli' på en udenlandsrejse til Schweitz, en figur som var framet og udformet til at  skulle tiltrække voksne mænds lystfyldte blikke. Jonah Lehrer skriver med indlevelse:

Handler saw the potential of the Bild Lilli doll only because she was an outsider. I she´d spoken German or been a local - if she´d grasped the bawdy backstory - the she never would have considered the doll for her daughter. She would have diregarded it as a tasteles product, yet more evidence that an adult doll wasn´t feasible. And if she´d been a toy executive, the idea probably wouldn´t have occurred to her in the first place, since everyone knew that little girls want to play with babies. Ruth Handler didn´t know any of this; her misunderstanding led to the insight. She was just a mother lost in a foreign country, and that´s why she invented the Barbie.

Lehrer gør opmærksom på at der i den kreative skriveproces indgår en nødvendig vekselvirkning mellem en insiderposition (=du skriver i flow - glemmer dig selv i den virkelighed du skrive i) og en outsiderposition (du kigger kritisk "uforstående" på det du skrev igår - eller for en måned siden).

Endelig tager han udgangspunkt i den kurve som kendetegner mange kunstnere og videnskabsmænd. De yder deres bedste og mest originale når de er omkring 30 år, derefter går det langsomt ned ad bakke. Men det jævnligt at tage på mange rejser med nye indtryk, det at få nye kolleger med passende mellemrum, eller det helt at skifte karriere, kan bevirke at kurven ikke daler men stiger efter de 30. Fordi det fastholder en i - eller genetablerer en i - den outsiderposition som stimulerer til conceptuel blending:

Den forklarende tekst på You Tube fortæller:

Author Jonah Lehrer explores the power of outsider intelligence. At PopTech 2009, the best-selling author of How We Decide and Proust Was a Neuroscientist, notes that, paradoxically, lacking expertise on a subject can be an asset. Its what allows us to see the connections, to see the problems that no one else can see.

Anja Andersen og Bjarne Reuter - og deres historier - kreativ vrede og voyeurens dårlige samvittighed

TV-indslag og programmer er sværere at dokumentere med citater. Selvom man kan gense tv på nettet, så tager det tid, og det og er rigtig besværligt at genfinde de citater der kan dokumentere en analytisk pointe. Så det følgende bliver overfladisk og generaliserende. Men to the point, håber jeg.

Der var et interview med Anja Andersen i Aftenshowets anden del. Det var Puk der interviewede hende. Uden at have fokuseret på AA i årenes løb, har jeg som de fleste andre danskere fulgt med. Hun er historie, og man mindes en række mål hun har skoret, som var krops-kunst, udtryk for den højeste kropslige intelligens.

Stort set forstod man ikke noget som helst af interviewet.. Der var så meget undertekst i interviewet, det der ikke blev sagt, og det som var fælles referenceramme for interviewer og interviewperson. Puk havde tydeligvis læst på lektion, men hvad hvis man ikke havde?
   Men der er noget med barndom, der er noget med savn og tab, der er noget med ikke at blive accepteret, der er noget med at håndbolden - bolden - bliver en metafor for: jeg skal vise dem!."I am the champion".
   Under interviewet blev ikke vist klip med nogle af de fantastiske mål hun har skoret, og som sidder på nethinden. Nej vi får i flere omgange en montage af klip med eksempler på at hun er uregerlig, rasende, give fuck up-fingeren til dommeren - bliver udvist, etc. etc.
   Jeg reagere straks: Kreativ vrede giver gode billeder og er - set fra journalisternes synspunkt - en god hisorie - og kaster mange gode historier af sig i årenes løb.
   Ærgerligt tænker jeg. Karen Secher ville sikkert kunne komme længere ind. Mon hun har interviewet hende til "Besøgstid"?
   Utilpasset i skolen, ja, naturligvis. Forestilingerne - fantasierne - om et andet spændende liv, har været meget stærke. Der vises en scene, vist nok fra filmen Buster, hvor to skolekammerater har lukket hans undulat ud, og klemmer den til døde bag et skab. Vreden i scenen, slår mig. Det er selvoplevet. Ensomme mennesker, børn som voksen, knytter sig til dyr som ikke kræver, forventer, ser på en. Fuglene som gennemgående metafor/metonym for isolation i en række af Poul Martinsen dukomentarer.
   Interviewet giver mig lyst til at grave i hendes historie. Jeg ved godt hun er lesbisk, og der er historier om at hun opfører sig som et barn, og "leger" med barnlige ting, læser Anders And, når hun ikke spiller eller er træner. Der er igen det med den dobbelte og spaltede personlighed der føler sig uden for.
   Det som hun får sagt, er at hun er ved et vendepunkt i sit liv, hvor hun er begyndt at kigge indad, istedet for at leve gennem krop og bold og strategier. Hun vil gerne undervise og lære fra sig, siger hun. Det hun har "lært". Men hvad har hun lært af alle sine konflikter? Spændende: et menneske hvis liv er som et drama.
   At hun har været døden nær på grund af en hjertefejl, var, sådan forstod man det, et wakeup-call.
   What a story!

Bjarne Reuter, hovedperson i en 50 minutters dokumentar på DR 1. Titel: "Løgnhalsen fra Brønshøj". Et portræt.

Jeg har stort set ikke læst noget af ham, men set flere film som er bygget på hans bøger:" Busters verden", "Tro, håb og kærlighed". Løgneren fra Umbrien, fik jeg til min fødselsdag for et par år siden af min kone. Hun har læst den med stor fornøjelse. Jeg er begyndt på den, men gik i  stå. Er miljøskadet fra min studietid, er jeg bange for. Er efterhånden kun til etniske krimier.
   Uden citater fra tv-udsendelsen, giver det følgende nok ikke så meget. Men altså: Han har oplevet en række traumatiske begivenheder som dreng. Og erindrer sig selv om som voyeur allered som barn. Den tredje person i en konflikt, der står på sidelinjen og kigger på - uden at handle, uden at gribe ind. "Doven  og lad", siger han om sig selv.
   Men det er klart at der sker en spaltning: mellem den faktiske Bjarne som står uden for, og den imaginære Bjarne som burde gribe ind og forhindre ondskaben.

Portrættet giver mig mange associationer og koblinger til  Poul Martinsens liv og produktion. Voyeur-positionen som grundlæggende karakter, og den helt ekstreme produktivitet. Oplevelsen af at være isoleret - som en nødvendighed for at være kreativ. Egen familie der bliver forsømt.
   Også "skæbnetroen" har de til fælles. Han har oplevet alle disse skæbnesvangre sammentræf og heldige begivenheder. Jeg er fuldstændig overbevist om at hvis man spurgte ham om han oplevede sit liv som et eventyr, så ville han svare ja. Ironiker er han også, kan man høre på hans svar.
   Der er også noget med en far der bliver overrasket over at sønnen rent faktisk får udgivet sin første bog. Manglende far-anerkendelse må ligge under.
   Min kone sidder og ser med. Og reagerer på oplevelsen af lighedspunkt på lighedspunkt i forhold til sit eget liv og sin egen psykiske konstitution. Fascinationen og lysten knyttet til voyeurpositionen. "Dovenskaben".
   Hun hører til arten af de isolerede og spaltede (særligt) kreative: to personer i en. Det der endte med at blive udspalte og synligt på scenen (tv-skærmen), var dukker hun selv kunne klippe og sy og derefter spille med. Råstoffet for replikker og stemmeføring hos dukkefigurerne stammer fra erindrede iagttagelser af og indlevelse i  mennesker - børn som voksne - som var helt anderledes, og derfor fascinerende for hukommelsen at gemme, tænker jeg.