Det tænkende tarmsystem og de kreative mavefornemmelser - i følge Giulia Enders

Giulia Enders er navnet på en tysk bestsellerforfatter hvis viden(skabs)formidlende bog 'Darm mit Charme - Alles über ein underschätzes Organ' blev refereret i dag på forsiden af Politikens Kultursektion, samtidig med at forfatteren og forhistorien blev beskrevet. 

   Giulia Enders er uddannet tysk læge og medicinsk forsker, og fik den ide at hun ville skrive en populærvidenskabelig bog om et delvist tabubelagt og i hvert fald stærkt undervurderet organ, vores - menneskets - tarmsystem. 

   Hun inviterede en fem førende professorale tarmeksperter til at bidrage, men ingen svarede. Så kunne hun vel selv gøre det, tænkte hun.

  

Ifølge journalist Tine Maria Winther er bogens sprog og fortælling gennemsyret af en sådan begejstring for emnet hos forfatteren at det virker smittende på læserne. Deraf successen.

   Artiklen citerer og refererer anmeldelsen i den engelske avis The Guadian:

Enders´ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner, i stedet for at være flove over dem. En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, er elegant som en balletdanser. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os.

Bogen begyndte med med en konkurrence i mundtlig videnskabformidling - en såkaldt 'Science Slam' - 2013, som hun vandt - med et forudgående semester i creative writing i USA i baggagen.

   Her er hendes stand up-forelæsning om tarmens velsignelser og vidunderlige funktioner, men på tysk - og med tyske undertekster:

Det som i første omgang fangede min interesse, var den her passage i Politikens artikel som fortæller om følelser og de mange metaforiske udtryk for dem som refererer til tarmen, til begge ender og til dens hylster 'maven':

Også noget så fint som følelserne bor i maven på os, gennemgår hun (altså G. E.) i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten når vi forelsker os eller er kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Der er her tale om et af de emner som jeg tidligt var inde over i de her blogskriverier om kreativitet i alle mulige sammenhænge, nemlig de basale konceptuelle metaforer ('basic conceptual metaphors') som Lakoff & Johnson introducerede i deres epokegørende bog fra 1989: "Metaphors We Live By".

   En af de vigtige pointer her er at alle vores basale forestillinger om abstrakte emner som tænkning, følelser, kommunikation, tid, rum og bevægelse, at de er indlejre i et net af metaforiske billeder som er knyttet til det sprog vi bruger til at tale om vores krops konkrete sansninger og bevægelsesmuligheder:

   Eksempler:

"Han tænker uklart."

"Han sprog brænder af engagement."

"Han var i sort humør."

"Han var glødende forelsket."

"Han var grøn af misundelse."

"Hun stak til ham med spidse kommentarer."

"Tiden stod stille."

"Han løb fra sit ansvar."

"Hun blev svimmel af lykke"

"Det fremkaldte et billede på den indre skærm."

"Hun var et varmt menneske."

"Hun var sur som et ribs."

"Det var en sød historie."

"Det var en blød nyhed."

"At sige sådan noget offentligt, var dårlig smag."

"Den udtalelse lugtede langt væk af intriger."

"Det var som at få en kold spand vand i hovedet"

Det er i netop den teoretiske kontekst man kan forstå Giulia Enders iagttagelser om talemåder og metaforer som refererer til mave- og tarm-funktioner og -fornemmelser til at udtrykke følelser.
   Og der findes mange, mange flere eksempler på hvordan indre fornemmelser og output fra tarme bruges som konceptuelle metaforer til at tænke på og tale om mere abstrakte mentale og kommunikative forhold:

"Det betyder ikke en skid."
"Han er til at brække sig over.""Formanden er en lille lort."
"Han var så bange at han var ved at tisse i bukserne."
"Jeg får kriller i maven af spænding."
"Hans bidrag til debatten var bare en lille prut"
"Hvad du mener, vil jeg bare skide på."
"Den artikel var bare et surt opstød."
"Min film skal først og fremmest tale til maven, ikke til hjernen."
"Den bemærkning gik jeg og tyggede på længe."
"Han gik med en direktør i maven."
"Den slags udtalelser er bare en fis i en hornlygte."
"Vi var kommet helt ud på Lars tyndskids mark."
"Han går og fiser den af."
 "Sproget i hans kronik lider af syntaktisk tarmslyng."
"Det er en tankemæssig blindtarm."
"Hvis du skal spille den rolle overbevisende, må du forstå den helt ned i maven."
"Hans mund løb i vand ved erindringen om barndommens rødgrød med fløde.
"Han fik kvalme af at skulle være sammen med alle de overklasseløg."
"Han var sulten efter ny viden."
"Hun døde - mæt af dage."
"Han blev tør i munden af angst."
"Han slugte hende med øjnene."
"Den der grove bemærkning var en rigtig mavepuster."
"Det der, det er ikke andet end røv og nøgler."
"Du kan stikke den skråt op."

Man bemærker at en store del af metaforerne og talemåderne er negativt ladede, men jo ikke alle.

   Giulia Enders har sikkert også rigtig gode argumenter for at vores tarmsystem er stærkt undervurderet, overset og tabuiseret - videnskabeligt, socialt og kulturelt.
   Men når mennesker har haft behov for at tale konkret og anskueligt om meget af det som ellers er uhåndgribeligt og abstrakt, ja, så har hverdagens og dagligsprogets metaforik altid bredt og uhæmmet trukket på referencer til noget vi har et særdeles intimt forhold til: vores fordøjelses- og tarmsystem og dets nærmest omegn. 

En vigtig pointe i Giulia Enders bog er forestillingen, som er videnskabeligt underbygget, om at tarmsystemet - 'maven' - har sin egen hjerne der stort set "tænker" selvstændigt - og som for en stor del er ubevidst for den hjerne der sidder i hovedet.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun (altså G. E.) begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmens nervesystem - det enteriske nervesystem - også kaldet 'mavehjernen', der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendte.

Artiklen i Politiken havde rubrikken

Det er noget lort!

Og underrubrikken var formuleret sådan her:

Giulia Enders har skrevet en hyldest til vores mest undervurdrede og organ, tarmsystemet. Dermed giver den tyske mediciner et helt ny og sympatisk portræt af kroppens bagdør. Hendes 'Darm mit Charme´ er blevet en bestseller i hjemlandet og er solgt til Danmark.

Man bemærker lige den smukke eufomistiske metafor som jeg antager er journalistens egen opfindelse: 

"kroppens bagdør"

Jeg vil glæde mig til at læse bogen når den kommer på dansk.  

Ib Michaels vrede på sin far - og blandingen af selvbiografi og fantasi

Forfatteren Ib Michael som jeg for nogle år tilbage læste flere bøger af med fornøjelse, har udgivet en ny bog, som af Politikens anmelder benævnes et "erindringskalejdoskop". 

  Anmelderen er Mikkel Bruun Zangenberg og rubrikken på bagsiden af kultursektionen i går lød: "Ib Michaels skrummelkasse".

   Ib Michael er en hjem-og rodløs, identitetssøgende personlighed der blender og simulerer  på alle niveauer og i mange dimensioner i sine værker: realisme og magi, fortid og nutid, erindringer og opdigtet virkelighed. 

   Og som man kunne forvente har han tydeligvis ondt i faderforholdet.

Ib Michael er grosserersøn fra Roskilde, men faderen var en proletar, der havde arbejdet sig op, og det lægger sig som et mørkt spor i billedet af en fader, der kunne være hård og smålig, mest rørende i en art urscene ude i skoven. Ib Michael og hans far rider sammen i skoven; Michael er en meget dygtig og talentfuld rytter, men på et tidspunkt presser hans far ham til, at de skal konkurrere ved at sætte over en grøft.

   Michael farer af sted, indser midt i springet, at afstanden er for lang, holder sig iskold, ændrer hestens tyngdepunkt bagud og lander sådan, at både hest og rytter lige undgår faldet og døden.

   Faderen? Han red rundt om grøften i en blød bue, veg uden om og sagde blot til den store dreng:

   »Vi siger ikke noget til mor!«.

   Ved at holde sin anerkendelse tilbage, og ved selv at opføre sig som en kujon, svigter han sin søn og skaber et raseri, der skal blive til hævn og faderopgør. Faderen napper på et tidspunkt også en ridetur alene med sønnens sommerkæreste, han kujonerer moderen, bl.a. ved at udnytte højtider til at afværge angreb, og så fremdeles.

Michael: »Af samme grund afskyr jeg urimelige mænd«. Men: »Nu har jeg begravet dem begge. Det vil sige, jeg var til min mors, ikke min fars begravelse.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1583441/ib-michael-er-tilbage-med-modigt-erindringsvaerk/

Jeg kan ikke frigøre mig fra oplevelsen af et hele hans produktion er et langt udbrud af kreativ vrede - rettet mod faderen. Og at det er den der igangsætter den store mentale stavblender i hans kreative processer. 

   Ib Michael leger med identiteter, fortællerroller, virkelighedsreferencer og -lag, og han lider af vildt galoperende grænseoverskridende metaforløb igennem sine tekster. 

   For meget af det gode mener flere anmelderen som generelt har svært ved at goutere ham.

   Men 'Den store danske encyklopædi' sammenfatter det positive billede som nok falder sammen med hans mange læseres:

Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf, udspændt mellem handlingens dramatik og beskrivelsernes nærsansning og ordmusikalske billedstorm. De er samtidig fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.

Ikke mindst blender han også selvbiografi og opdigtet virkelighed, fx i 'Vanillepige'-trilogien. Og det har jo min særlige interesse.

   I forbindelse med den foregående "selvbiografiske" trilogis sidste værk 'Vilde engle' blev han derfor også inddraget i den faktionsdiskussion jeg tidligere har omtalt og refereret til fx. i forbindelse med Knausgaards serie 'Min Kamp'.  Det er diskussionen om "dobbeltkontrakten" når man blander fakta og fiktion og taler om 'selvbiografiske romaner' som fx Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'.

   I Politiken den 11.05.2009 bliver han interviewet af Tine Maria Winther. Hun spørger:

Men er han som kunstner fritaget for ansvar, bare fordi han er kunstner? Har forfattere ikke et hensyn at tage over for de mennesker, de involverer i deres fiktion og udstiller for læserne?

   »Nej. Undskyld mig, men nej!«, siger Ib Michael med engageret stemme og kropssprog.

   Han har hørt det argument før – og for nylig læst det i flere af avisernes anmeldelser af ’Vilde engle’:

   »Kunst er et spørgsmål om at komme ind, hvor noget rykker. Jeg har skrevet en erindringstrilogi (Vanillepige-trilogien, red.) før denne, og der er ingen af de mennesker, som dengang var i levende live, det være sig min far (portrættet af faren i ’Vanillepigen’ og ’Brev til månen’ er ganske barskt, red.), der har følt sig gået for nær«.

   »Jeg har kun mødt personer, der har følt sig småfornærmede over ikke at være med. Det er et mærkeligt dogme det der«, siger Ib Michael og ryster på hovedet.

   Han hælder mere grøn te op fra kanden i den østligt udseende tevarmer og henviser til den kontrakt, han føler, han meget tydeligt laver med læserne, for eksempel i ’Vilde Engle’, hvor han krydser sine erindringer fra tresserne med tsunamien, som han oplevede på klods hold i Thailand 26. december 2004:

   »Jeg benytter mig af en jeg-fortæller, men vi er ikke ti sider inde i ’Vilde engle’, før han har fået det halve hoved revet af af en betonblok under tsunamien – jeg ved ikke, om folk nogensinde har set mig i den tilstand ... Vi er heller ikke ti sider inde, før jeg-fortælleren har byttet tegnebog med et ansigtsløst lig. Meget har jeg foretaget mig, men det har jeg ikke gjort. Det er folkeskoleviden, at en jeg-fortæller ikke må identificeres med forfatteren«.

   Ib Michael balancerer mellem at more sig og være irriteret over de anmeldere, der mener, at hans trilogi er underholdende, men også har alvorlige problemer med at få romankunst og selvbiografi til at gå op i en højere enhed.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE707529/ib-michael-vi-har-en-slags-litteraer-indremission/

Senere i interviewet kommer de ind på farforholdet og problemerne med at bruge familie tilsyneladende uden fiktionens metaforiske omskrivning af virkeligheden som filter:

Portrætter af forældre hører naturligvis til i blandingsgenren selvbiografi og roman.

   Vagn Lundbye gav et uforsonligt billede af sin far i ’Trefoldighedsbarn’, Kim Leine et hårrejsende et af sin incestuøse far i ’Kalak’. Morten Sabroe skriver barskt og hudløst om sin mor i ’Du som er i Himlen’ og ’Kærlighedskrigeren’, og Ib Michael gør op med sin familietyran af en far i ’Brev til månen’. 

   Jeg spørger, hvordan det opfattes søskende imellem, at den ene udstiller fælles forældre på tryk.

   »Min elskede storesøster, Lilian, som jeg har portrætteret gennem trilogien, blev ked af det og vred, da hun læste portrættet af min far i Vanille-trilogien, men der er ikke nogen af os, der er sandhedsvidner. Hendes oplevelse af min far var af gode grunde helt anderledes end min, og hun skal være ærlig over for sin, og jeg skal være ærlig over for min«.

   »Hvis kunsten kan noget, er det netop at indsætte personer i et psykologisk billede og en større sammenhæng. I ’Brev til månen’ kommer tilgivelsen, da jeg ser et foto af min far som 19-årig. Han var en fattig soldat, vokset op som adoptivbarn, der ville frem i verden. Jeg forstår ham, jeg ser ham som en kriger, jeg ser mig selv som en kriger. Jeg ser ærligheden i det spil«, siger Ib Michael og kommer selv ind på, at underholdningsværdien også spiller en rolle.

   »Hvem ville gide læse den her roman: Jeg voksede op i Roskilde, det var meget lykkeligt, mine forældre var så søde, og vi var i Tivoli fire gange om året. Hey, du er da allerede stået af«, smiler han: »Vi ved godt, det ikke er den slags historier, vi bliver skabt af«.

Jeg kan jo kun være enig. 

   Poul Martinsen havde også ondt i farforholdet, og bruget også den kreative vrede til at producere stor dokumentarkunst, hvor de medvirkende ofte var "kopier" af forældrene eller spejlinger af ham selv.