Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Kender du det at man arbejder med noget, og pludselig møder man det omtalt overalt.
Sådan har jeg tit haft det: Et begreb som jeg lige havde researchet og derefter skrevet om på blokken, opdager jeg pludselig kort tid efter bliver brugt i mange af de artikler jeg læser.
Sidst er det for eksempel med begrebet 'disruption', men jeg har bare (sammen med mine gamle kilder) kaldt det noget andet.
Jeg har typisk brugt udtrykket 'kreativ destruktion', et begreb som stammer fra en østrigsk økonom Joseph Schumpeter som udviklede en teori om det i 30'erne, og han var - erklæret - inspireret af Marx politisk-økonomiske teori:
Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economicswhich since the 1950s has become most readily identified with the Austrian-American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.
According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxian economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]
Jeg kan godt lide metaforen "the gale of creativ destruction" - den internationale økonomi er at ligne ved jordens klima, hvor der så - ustyrligt for menneskene - opstår stormende økonomis uvejr omkring katastrofalt dybe lavtryk.
Begrebet 'creative destruction' sammenfatter altså det som kendetegner kapitalismen som økonomisk system: en stadig tilbagevendende akkumulation og destruktion af værdier - gennem cyklisk boblende kriser.
Her en artikel i Information fra år 2000 af Jørgen Steen Nielsen hvor han refererer til Schumpeters begreb 'kreativ destruktion' som værende stadig aktuelt - nemlig til forståelse af den IT-krise som stormede rundt i den globale økonomi 2000-2002, og som vel de færreste her 17 år efter husker:
Det var den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, der i 1930'erne introducerede begrebet 'kreativ destruktion' om den måde, foretagsomme entreprenører skabte nye kapitalistiske produktionsformer på ruinerne af de gamle.
Og det var den britiske professor i statskundskab, John Gray, der bragte begrebet i erindring, da han forleden på Luftskibets konference om ny økonomi beskrev de brutale rystelser, som i øjeblikket ledsager den dramatiske overgang fraindustrisamfund til videnssamfund.
For en overfladisk betragtning kan det i disse dage tage sig ud som om, det er den ny økonomis hurtigtløbende dot.com-entreprenører, der er i færd med at destruere sig selv.
I IT-foregangslandet Sverige er selskaber som Framfab, Icon Medialab, Cell Networks, Razorfish, Mind, Kimoda, CityKey og hvad de nu hedder pludselig ramt af to-tre cifrede milliontab, massefyringer eller ligefrem lukninger. På den internationale scene angives
130 Internet-selskaber at have kastet håndklædet i ringen i år, og på Nasdaq-børsen er IT-aktiekurserne raslet ned med over 30 procent, siden de toppede i marts. Og de vil ryge betydeligt længere ned den kommende tid, spår folk som den fremtrædende svenske finansmand og aktieinvestor, Patrik Brummer.
Foreløbig har 280 indekserede Internet-selskaber til sammen sat en markedsværdi på 1.755 mia. dollar over styr de seneste 12 måneder, hævder CNN Financial Network.
... en artikel hvis pointe er at de økonomer og økonomisk modeller som politikerne læner sig op ad når de skal langtidsplanlægge landets økonomi gennem lovgivning, er funderet i økonomisk teori som ikke har nogen empirisk basis eller evidensbaserede kontrolmekanismer indbygget.
Og nu er der så dukket et nyt fremmedord op i den offentlige diskurs: 'disruption', et begreb som så vidt jeg kan se, betyder nogenlunde det samme som Schumpeters 'kreativ destruktion'.
Men et begreb som åbenbart nu af politikere, journalister og forskellige eksperter føles mere relevant til at forstå det der foregår for tiden i den internationale økonomi (måske fordi man dermed effektivt har fortrængt at det oprindelig stammer fra Marx teori om kapitalismen):
Disruption er et engelsk udtryk, der i direkte oversættelse betyder ”afbrydelse” eller ”forstyrrelse”.
Begrebet blev for nogle år siden introduceret af Harvard-professoren Clayton M. Christensen, for at beskrive en teknologisk udvikling, hvor innovationer af produkter og services grundlæggende ændrer en eksisterende branches forretningsmodeller ved nye produktionsformer, organiseringer eller produktionsprocesser – med vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald den branche, hvor den nye maskine, teknik eller fremgangsmåde tages i brug.
Oprindeligt blev begrebet alene anvendt i sammenhæng med små iværksættervirksomheder, der overtager markedet fra store, veletablerede virksomheder ved at tilbyde billigere eller smartere produkter af ringere kvalitet eller til et overset kundesegment. Men begrebet bruges også i en bredere forstand. I film- og tv-branchen er Netflix et eksempel på, at en ny virksomhed ”disruptede” – eller grundlæggende forandrede - en hel branche
Og pludselig en dag i foråret læser jeg at selveste vores statsminister Lars Lykke Rasmussen har taget 'disruption' i sin mund i en tale han har holdt, et begreb hvis substans er udmøntet af Karl Marx (men sig det ikke højt).
Efterfølgende dukker 'disruption' også op i en række journalistiske artikler om udsigterne for dansk og internationalt erhvervsliv og -udvikling. Som om det drejer sig om helt ny tænkning og teoridannelse.
Går man ind på regeringens hjemmeside, så beskrives Disruptionsrådets opdrag således - helt tandløst og intetsigende:
Forlæns ind i fremtiden
Regeringen har i maj 2017 nedsat Disruptionrådet - Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabets hovedformål er at analysere, drøfte og komme med forslag til, hvordan vi:
- Sikrer et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, så alle danskere får del i udviklingen.
- Fastholder og udbygger et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved dynamik og ordentlige forhold, og hvor der ikke sker social dumping.
Partnerskabet vil på i alt otte møder - startende fra maj 2017 og frem til udgangen af 2018 - diskutere en bred vifte af temaer i relation til de to ovenstående punkter.
Næste møde (4. møde) i Disruptionrådet finder sted til 4.-5. december i Nordjylland.
"Partnerskab"! Skal man le eller græde? Gud og Marx bevare Danmark.
Jeg har tidligere skrevet om glæden ved at male akvareller med fuglen rødhals som motiv - og vist hvad der kom ud af anstrengelserne.
Min sidste positive bølge af egenproducerede akvareller startede med en bestilling fra 'Moster' som jeg så indfriede i foråret som det første i en længere serie af vellykkede billeder.
En rødhals har jo nogle af de samme gode grafiske kvaliteter som dompap, en fugl som jeg også på det sidste har malet som motiv i flere akvareller, og havde fået en bestilling på to styk af.
Så derfor sikkert nu bestillingen på en rødhals-akvarel igen.
Men først her hvad man kan læse om Rødhals (Erithacus rubecula) på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside hvor indledningsfotoet også stammer fra:
Beskrivelse
Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk.
Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Den ses ofte i haven, og den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og den rustrøde hals, der lyser op på den hvidgrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune.
Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner.
Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.
Levested
Uden for Europa, som udgør størstedelen af artens udbredelsesområde, findes rødhalsen i Nordafrika og i et mindre område i det vestligeste Asien. Både i Europa som helhed og i Danmark er arten almindeligt forekommende.
Da rødhalsen helst yngler i løv- og blandskove med rig underskov, er den generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland. I det mere åbne og nåleskovsprægede Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig. I takt med at andelen af løvtræer tiltager her, øger den dog sin udbredelse vestpå.
De danske rødhalse er kortdistancetrækkere, som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. I milde vintre overvinter en del af bestanden dog herhjemme; der er især tale om hanner. Desuden besøges Danmark af store mængder af trækfugle fra de nordiske bestande, som i langt højere grad er trækfugle.
Tilbage til akvarelleriet - og mine egne rødhals-akvareller:
Jeg har jo fundet ud af at det er godt at udnytte den kreative fremdrift som opstår når man har taget sig sammen til at komme igang. Så også denne gang blev bestillingen omsat i flere forskellige billeder med rødhals som motiv.
De to første kommer her, de har begge fotos fra nettet som referencebilleder:
Egen produktion: Rødhals (1)
Egen produktion: Rødhals (2)
Som man kan se har jeg udnyttet mulighederne for at man oplever fjerdragten i motivet, malet som 'vådt-i-tørt'. Og jeg har her så frit tilføjet kontekst i form af dels en levende malet gren med mos på, og dels toppen af et grantræ med sne på og som baggrund sneen der falder (en teknik jeg lærte mig af et af de foregående dompap-billeder).
En svaghed i den første er (måske) at ben og tæer og næb er 'malet' med tusch, og derfor træder for stærkt frem som kulsorte.
I begge tilfælde skulde jeg (måske) have ladet mere af det nederste af brystet stå rent hvidt - uden 'blå-grå' fjer.
Ikke desto mindre er jeg ret glad for dem.
Jeg forsøgte så at google 'akvareller af rødhals' (også kaldet rødkælk - og på engelsk redbreast).
Typisk havde akvarelmalerne i mange af de rødhals-udgaver jeg fandt på den måde, set bort fra at vise fjerdragt i detaljer og ofte i høj grad malet bryst, bug, vinger og ryg delvist med vådt-i-vådt-teknik.
Det blev jeg inspireret af. Og så kom der de her to akvareller ud af det:
Egen produktion: Rødhals (3)
Egen produktion: Rødhals (4)
Ingen tvivl for mig om at de på en måde blev bedre - mere akvarel-agtige, men også mindre illustrative end (1) og (2). Selvfølgelig også fordi naturkonteksten er gjort meget tåget, og for det førstes vedkommende er begrænset til lidt grønt under fuglens tæer.
Det medfører at fuglene som motiv står mere rent og fremhævet i billedet.
De to var altså i øvrigt også meget hurtigere at male - og blev malet på samme eftermiddag.
Jeg malede så en sidste version (5) hvor jeg spejlvendte motivet fra (3) og malede klaser af rønnebær og et rønnebær-træs efterårsfarvede blade ind i billedet som naturkontekst.
Egen produktion: Rødkælk (5)
Det med at tegne/male rønnebær-bladene, er noget jeg ikke har prøvet før, mens selve det at male rødorange rønnebær-klaser med lysreflekser, er en formel jeg har brugt jævnligt i tidligere dompap-akvareller.
Jeg regner med at Rødkælk (5) er den bestillerne vil have.
Rødkælk (3) lagede fruen beslag på stort set med det samme den var færdig.
Den scorer højt på nuttethedsfaktoren, kan jeg godt se. Og den havde et forkert format i forhold til bestillingen, så derfor gik jeg af med den.
Da jeg googlede 'redbreast', blev jeg i først omgang ikke henvist til sider og billeder om og med fuglen rødhals, men til en irsk Whisky, som jeg - sjovt nok - faktisk kendte og holdt meget af, men ikke havde tænkt på eller drukket siden en gang i sidste halvdel af 90'erne.
Som led i en årlig europæisk regional-tv-konference skulle de europæiske regional-stationer konkurrere om bedste dokumentar. Jeg sad i juryen der holdt møde i det sydlige Irland nogle måneder inden konferencen. Og i fritiden gik jeg til en lokal whisky-butik og spurgte efter en irsk whisky som var så god at de ville anbefale den til mig som ikke var kender. Og den skulle helst skulle være lokal.
De solgte mig den her - og den var ganske rigtig fremragende:
I Danmark kan den nu købes for 435 kr. i den billigste udgave/butik. Beskrives sådan her af forretningen:
Alkohol: 40% Indhold: 70cl. Land: Irland. Redbreast er en whiskyserie destilleret på Middelton destilleriet i det sydlige Irland. Af de forskellige irske whiskystilarter er Redbreast så afgjort en af de mest fyldige, cremede og intense pure pot still irish whiskeys på markedet. Red Breast 12 Irish Whiskeys duft er komplekst krydret og frugtagtig med indlysende røgede noter. Smagen er fuld og en harmonisk balance af det krydrede, cremede og frugtagtig med noter af sherry.
For godt halvandet år siden stødte jeg på begrebet 'lucid dreams' - på dansk 'klare drømme'.
Jeg kendte det ikke - hvad jeg selv var lid overrasket over i betragtning af at man kan se af mængden af links på nettet hvor kendt og udbredt fænomenet og begrebet er blandt hjerne- og drømme-forskere.
Som det fremgår, endte det faktisk med at jeg fik nogle erfaringer med fænomenet, altså det at man drømmer og samtidig bliver bevidst om at man gør det, og derefter selv kan styre drømmens forløb i en mere positiv eller ønsket retning med sin bevidsthed.
Siden er det gået lidt i glemmebogen selv om jeg faktisk siden da - dette forår - har haft erfaringer med meget ubehagelige drømme som jeg godt kunne hav ønsket mig at jeg kunne styre væk fra det mareridtagtige indhold og forløb.
De skyldtes, viste det sig, at jeg havde fået ordineret en hjertemedicin - betablokker - som skulle dæmpe min forhøjede puls (som skyldtes hjerteflimmer), men som også havde den af læger velkendte bivirkning at den kunne give kraftige mareridt.
Jeg var ikke blevet advaret om den slags bivirkninger. Men så snart jeg da jeg fandt ud af sammenhængen, stoppede jeg med den medicin, og efter en måneds tid klingede mareridtene af.
Men siden har jeg jævnligt oplevet at have ret ubehagelige drømme hvor jeg så er vågnet midt i og har sagt til mig selv: "Det er jo kun en drøm, så de ubehagelig konsekvenser du frygter, er ikke virkelige og kan ikke ske!". Hvorefter jeg har lagt mig til at sove igen - uden at drømme videre ad det ubehagelig spor (måske, men det husker jeg ikke, også efterfulgt af en mere behagelig drøm i den følgende søvnfase).
Så jeg har altså ikke endnu - kan i hvert fald ikke huske det - oplevet decideret at beslutte en ny og positiv retning for en afbrudt drøm.
Og hvorfor tager jeg nu det emne op igen?
I det seneste nummer af Coops medlemsmagasin 'Samvirke' er der en artikel om den slags drømme:
Tag kontrol over dine drømme
... med manchetten:
Måske har du prøvet at "vågne" midt i en drøm og opleve friheden til at gøre lige, hvad du vil.. Forskere har nu fundet ud af, hvordan man med en elektrisk stimulans kan bringe hjernen i denne sælsomme tilstand, mens du sover
... skrevet af Christian Garde - og fantasifuldt illustreret af Rikke Bisgaard:
I et tidligt afsnit i artiklen forklares at fænomenet har været genstand for forskning i årtier, og at omtrent halvdelen af os har oplevet det.
Der findes endda videnskabeligt underbyggede metoder, man kan benytte for at for at træne evnen til at "vågne op" midt i en drøm.
Jeg prøvede faktisk at følge nogle af de metoder, men syntes det var for krævende at fokusere på dem i længere tid. Så forsøget blev halvhjertet.
Men artiklen i Samvirke fortæller at nu er der hjælp at hente for sådan nogen som mig. Artiklens intro-afsnit fortæller i begejstrede vendinger:
Mød en hvilken som helst person, du ønsker dig. Flyv op til stjernerne og få opfyldt dine vildeste fantasier. Ingen grænser! Total frihed.
Omtrent sådan beskriver det hollandske firma Lucid Dreamer den tilstand, du kan opnå, hvis du køber deres "drømmepandebånd".
Ved hjælp af en svag elektrisk strøm fra pandebåndet kan bæreren ifølge salgstalen ikke blot blive bevidst om at hun drømmer, men simpelthen oplev at kunne kontrollere og styre, hvad der skal ske i drømmen.
Firmaets første positive forsøgsresultater var meget markante og positive, siden viste de sig at være mindre overbevisende, hvorfor pandebåndet endnu ikke er sat i produktion og til salg. Men det kommer, lover de.
Men artiklen fortæller flere interessante ting:
Det at have lucide drømme er nok egentlig en 'fejl' i hjernen, lidt som synæstesi.
Det forskerne har fundet ud af, er ...
... at når lucide drømme sætter ind, kan der rent fysiologisk iagttages en øget aktivitet i hjernebølger på omkring 30-40 hertz i hjernen frontal- og temporallapper, som styrer vores bevidsthed og handlekraft. Det var den form for aktivitet, de (forskerne) havde held til at skabe med deres "drømmemaskine" og dermed gøre forsøgspersonerne aktivt handlende i deres drømme.
Forskerne som har arbejdet med det her projekt, ledes af Ursula Voss som er tilknyttet J.W. Goethe-universitetet i Frankrig. Ifølge Samvirke-artiklen har hun selv udviklet evnen til at flyve i sine drømme.
"Nogle gange hopper jeg op, men oftest følger jeg bare flowet," forklarer hun.
Søvnforsker Birgitte Rahbæk Kornum fra Molekylær Søvnlaboratorium på Rigshospitalet, Glostrup, forklarer hvorfor fænomenet - uden hjælp fra milde elektriske påvirkninger - er mest udbredt hos børn og ældre:
Man kan sige, at der faktisk er tale om en fejl, når forhjernen og bevidstheden vågner op mens resten af hjernen og kroppen sover. Det sker oftere hos børn end hos voksne, fordi hjernen først er færdigudviklet omkring 20 års alderen. Børns hjerner er stadig igang med at danne de endelige mønstre, der koordinerer at lukke ned for og vække de forskellige dele af hjernen.
Af samme grund kan lucide drømme vende tilbage i alderdommen, hvis hjernen begynder at degenererer, ligesom mennesker, der lider af neurologisk betingede sygdomme som narkolepsi og Parkinsons, ofere end raske vil opleve fænomenet.
Ifølge artiklens drømme-eksperter er det ikke farligt at optræne sin evne til at have lucide drømme. Selv om det altså i en vis forstand går ud over og tager ressourcer fra den normale søvntilstand, så er det alt i alt så få minutter at det ingen negativ langtidseffekt har.
Set fra mit synspunkt er en af faktaboksene særlig interessant og relevant. Den handler om at forskere undersøger om lucide drømme kan bruges til at behandle Posttraumatisk stress disorder (PTSD) og deraf følgende alvorlige mareridt:
I et amerikansk pilotstudie fra 2016 lykkedes det at reducere frekvensen af mareridt hos en række krigsveteraner ved hjælp af øget drømmekontrol.
Ligeledes har et nyt studie vist, at lucide drømme kan have en positiv effekt på i behandlingen af OCD - tvangstanker.
Noget kunne tyde på at jeg med fordel kan fokusere lidt mere på at opnå og forfølge muligheden for at have lucide drømme, i lyset af et nogle af de oplevelser jeg har haft i foråret uden tvivl har haft karakter af PTSD som skyldes den mentale belastning de livstruende bivirkninger min leukæmimedicin havde i vintermånederne.
Et fast tilbagevendende spørgsmål i indlæg på denne blog, er om og i hvilket omfang og på hvilken måde mødet med malerkunst, litteratur, musik - bredt forstået 'kunst' - kan påvirke hjernen i en eller anden positiv retning: berolighende, helende, stimulerende for læring, fremmende for kreativ tænkning og adfærd, opmuntrende i forhold til depressioner, etc. etc.
Fra den internationale videnskabsjournalistiks front cirkulerede der den 6. september i år og de følgende dage en nyhed der med forskellige overskrifter, fortalte at en bestemt slags klassisk musik - såkaldt 'happy music' - faktisk havde en effekt på lytternes kreativitet - i modsætning til hvis man lyttede til andre åbenbart ikke 'humørfyldte' musikformer eller hvis man bare udfoldede sig i 'tavshed',
Her et udvalg af overskrifter:
Writers unblocked? Happy music boosts imaginative thinking, say researchers
Listening To 'Happy' Music May Boost Creativity, Study Says
Happy music linked to creative thinking
Need a creativity boost? Try listening to happy background music
Why you should listen to 'happy music' like Vivaldi while working
Forskningsprojektet som altså havde vakt et pænt udvalg af engelsksprogede videnskabjournalisters interesse, beskrives sådan i en af artiklerne:
Ferguson and Simone Ritter of Radboud University Nijmegen played classical music for 155 Radboud student volunteers as they completed a creativity task. The researchers split the students into five groups, with each group randomly assigned to listen to one of four pieces of music or to silence before and during their creativity tasks.
I forsøget indgik fire forskellige stykker musik der adskilte sig i forhold til stemning ('mood'/'valens' - positiv eller negativ) og i forhold til ophidselse ('arousal' - høj eller lav):
The music pieces were chosen for their mood and arousal levels. The Swan by Camille Saint-Saens represented a positive mood but low arousal level, thus a calm piece of music. Vivaldi’s The Four Seasons was the happy piece, Adagio for Strings by Samuel Barber was the sad, slow piece and The Planets: Mars, Bringer of War by Gustav Holst was used as a negative, arousing - in other words, anxious - piece.
Her kan du høre - lytte til - de stykker musik som hver af de fire grupper skulle lytte til:
Først Vivaldi 'The Four Seasons' som undersøgelsen karakteriserer som 'happy music', og som udløser betegnelsen: 'positiv stemning' plus høj 'arousal':
En anden gruppe skulle lytte til 'The Swan' af Camille Saint-Saens, et musikstykke som kendetegnes ved positiv 'mood', men samtidig får etikketten lavt 'arousal'-niveau (groft sagt: dejligt men kedeligt):
En tredje gruppe skulle lytte til 'Adagio for Strings' af Samuel Barber - med karakteristikken negativ 'mood' og lav 'arousal':
Og den fjerde gruppe skulle lytte til 'The Planets: Mars, Bringer of War' af Gustav Holst - kendetegnet ved negativ 'mood' og et højt 'arousal'-niveau:
Den femte gruppe skulle lytte til - ingenting. Som kontrolgruppe.
Det fire stykker musik som indgik i forsøget, kan systematisk præciseres sådan - med en beskrivelse fra en psykologi-lærebog:
Valens plejer at stilles i kontrast til arousal , som betyder graden af ophidselse overfor en stimulus. Positiv valens med høj arousal indebærer således at være meget entusiastisk , tiltrukket , beundrende, begejstret, motiveret , eksalteret, euforisk eller kærlighedsfyldt overfor stimuli, mens positiv valens med lav arousal giver moderat tilfredshed, glæde, interesse og tilfredsstillelse, oplevelser af hyggelighed. Negativ valens med høj arousal betegner derimod skræk, panik, sorg, aversion, vrede, had og afsky , og negativ valens med lav arousal indebærer at føle irritation , distraktion, nedtrykthed, at blive i dårligt humør og ikke kunne lide stimuli.
De fire stykker musik som indgik i forsøget er altså valgt så de svarer til disse fire kategorier.
For at teste kreativiteten hos deltagerne fokuserede forskerne primært på om musikken virkede ind på det man kalder 'divergent tænkning' ...
... which involves producing multiple answers from available information by making unexpected combinations, recognizing associations among ideas and transforming information into unexpected forms. Divergent thinking is key to today’s scientific, technological and cultural fields because innovation often pairs disparate ideas, the authors write in PLoS ONE.
Grupperne skulle efter lytning tage to tests, en der målte graden af 'divergent tænkning', og bagefter en der målte graden af såkaldt 'konvergent tænkning':
The participants heard their respective selections and then took tests to gauge their creativity, or divergent thinking—the ability to generate novel ideas and conjure up multiple solutions to a problem. Here it was measured with the Alternative Uses Task, which generally asks people to think of as many alternative uses for common objects as they can—for instance, a brick.
Convergent thinking, the doppelganger of divergent thinking, is using the information you have at your disposal to arrive a single correct answer. It was measured after divergent thinking, with tests like the Remote Associates Task, where the person has to come up with a word that links three others (e.g., for “bar,” “dress,” and “glass,” the fourth word would be “cocktail”).
Resultatet var at det kun var lytningen til 'glad music' - Vivaldis 'De fire årstider' - der gjorde en forskel, og at forskellen kun gjald 'divergent tænkning'.
Den gruppe skorede markant højere på testen for divergent tænkning efter lytning end de øvrige grupper hvis divergente tænkning altså ikke blev påvirket i positiv retning af at lytte til deres form for musik (eller til ingenting).
På testen for konvergent tænkning skorede ingen af grupperne højere efter lytning.
Hvorfor skulle kun 'glad music' påvirke hjernen til at blive mere kreativ? Det har forskerne også et bud på:
.... why would the connection between happy, upbeat music and creativity exist, neurologically? The authors suggest that the music might affect flexibility of thought: One model of creativity, for instance, suggests that creativity comes from two traits—persistence and flexibility. And, they write, “situational variables can influence creativity either through their effects on persistence, on flexibility, or on both.”
Spørgsmålet om hvad musik generelt og forskellige former for musik gør ved hjernen - og dermed dens mentale og emotionelle set up, er ikke nyt for mig.
Jeg har fx flere gange skrevet om den særlige form for pædagogisk teknik eller praksis som jeg blev introduceret til en gang i 80´erne på et introkursus: 'Superlearning'.
Et fint ord for det samme er: 'Suggestopædi'.
En vigtig del af det nærmiljømæssige set up i den tradition er baggrundsmusik af en bestemt slags som hjælper elever til at huske det de hører, bedre og nemmere.
Musikken er klassisk, typisk Bach eller Mozart og med en særlig rytme (60 slag pr. minut). Og tricket er at spiller man den slags stykker i klasseværelse så kommer hjernen hos eleverne i en 'åben tilstand' som i særlig grad fremmer indlæring og lagring i hukommelsen af det man har hørt i undervisningen.
Jeg citerer her fra et afsnit i et tidligere indlæg her på bloggen, hentet fra en artikel "The Music and the Brain" (www.cerebromente.org.br/)
The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain.
The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain.
Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.
According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily.
A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)
Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque piece. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.
Jeg er jo grundlæggende en praktisk mand der gerne omsætter ny viden til handling hvis det er muligt.
Den slags musik som Dr. Lozanovs anbefaler, spillede jeg derfor altid i pauserne til de kurser jeg afholdt i DR-regi i slut-firserne under titlen "Faktion som udtryksmiddel". Det var krævende stof med mange ny begreber der skulle forstås, så jeg tænkte at en injektion med den slags musik, kunne få det til at glide lettere ind.
Men jeg spillede i øvrigt også den slags musik når jeg senere holdt oplæg der introducerede til emne kreativitet.
Den slags musik kan du kan høre her:
Men jeg har også i tidligere indlæg været inde på virkningen af musik på hjernen og samspillet mellem musik og hjernens forskellige tilstande.
En af de mest omtalte sammenhænge er 'Mozart-effekten' der beskrives sådan her på Wikipedia:
1. A set of research results indicating that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning;"[1]
2. Popularized versions of the hypothesis, which suggest that "listening to Mozart makes you smarter", or that early childhood exposure to classical music has a beneficial effect on mental development;
Som det fremgår af Wikipedia-artiklen har de senere års forskning stort set aflivet teorien, især i dens populariserede version.
Helt grundlæggende kendetegner det musikkens indvirkning på hjernen at den med det samme udløser dopamin i det der kaldes belønningssystemet:
One of the first things that happens when music enters our brains is the triggering of pleasure centers that release dopamine, a neurotransmitter that makes you feel happy. This response is so quick, the brain can even anticipate the most pleasurable peaks in familiar music and prime itself with an early dopamine rush.
Så under alle omstændigheder er det at lytte til musik en 'hjerne-åbner' - både hvis man skal være meget aktiv og fokuseret, eller man skal hen i retning af at være mere rolig og afspændt.
Derudover kan musik påvirke immun-systemet i positiv retning:
Beyond simply making you feel good, however, there's evidence that music can even be good for your health. Research has shown that listening to music is associated with upticks in immunity-boosting antibodies and cells that protect against bacteria and other invaders. Music has also proven to be effective across a variety of treatment scenarios for conditions ranging from premature birth to depression to Parkinson's disease.
Musik (af en bestemt slags) kan virke beroligende og afslappende:
Music Makes you Less Anxious
Do you have a big job interview on the way? Perhaps you are scheduled to undergo a life-changing surgery? Whatever your concerns might be, they are sure to put some stresses on your mind. Instead of popping that expensive anti-anxiety pill, a cheap and side effect-free way to say goodbye to apprehension is to listen to music.
Da jeg i forbindelse med min CML skulle have taget en knoglemarvs-biopsi, spillede den unge kvindelig læge et stykke 'meditationsmusik' for at berolige mig, hvilket var en god ide da jeg rent faktisk lider af 'latrophobia', og det er en ret ubehagelig biopsi at få taget.
Det virkede også lige indtil nogle håndværker i etagen oven over begyndte at arbejde med et slagbor i forbindelse med en ombygning.
Den slags musik man bruger til at berolige sindet med kaldes 'ambient musik' og er kendetegnet ved
... a style of gentle, largely electronic instrumental music with no persistent beat, used to create or enhance a mood or atmosphere.
Man taler også i faglitteraturen om 'ambient noice' som fx er lyden af bølgeslag, vind der får bladene i træer til at rasle, fuglestemmer, strømmende vand i en elv, etc. Og en række forsøg peger på at den slags 'støj' hvad enten man kalder det 'musik' eller 'naturlyde', stimulerer kreativitet.
'Ambient musik' er altså så en underkategori til 'ambient noice'.
Op gennem 80'erne var jeg meget optaget af den slag musik, og købte blandt andet bånd med musikstykker af japaneren Kitaro, fx "The Silk Road"
Også Brian Eno havde jeg flere bånd med, bl.a. "Music for Airports":
Når jeg genlytter til disse stykker music af Kitaro og Brian Eno, forstår jeg godt hvorfor jeg var betaget af dem den gang: De virker stadig på mig sådan at jeg næsten med det samme kommer i et meditativt flow.
Det selv at (lære at) spille er noget andet og mere aktivt end at lytte. Det at kunne spille eller flere instrumenter påvirker hjernen afgørende. De dele af hjerne som er aktive når man udøver musik ved at spille på et instrument, de vokser ved fast og gentagen brug:
Even in terms of brain development, music can play a key role. Training to play an instrument, for instance, is believed to increase gray matter volume in certain areas of the brain, not unlike how physical exercise can tone and enlarge muscles. As a result, musicians often experience improvement in brain functions like:
- Auditory processing
- Learning
- Memory
Da jeg var barn og ung lærte jeg at spille blokfløjte og guitar til husbehov. Og jeg lærte mig selv at tromme på en afrikansk kalabas-tromme med stramt gazelle-skind på toppen.
Blokfløjteimprovisation næsten hver aften praktiserede jeg nogle år ind i min studietid.
Det år jeg var i USA som udvekslingsstudent boede jeg hos en familie som havde et flygel stående til fri afbenyttelse. Jeg havde ikke lært at spille klaver, men jeg husker at jeg meget tit kunne sidde og improviserer i længere tid ved det her fantastisk musik-instrument. Og ved gensynet med mine 'amerikanske brødre' husker de faktisk at det var noget jeg gjorde og som familien tolererede.
I bakspejlet er jeg sikker på det fungerede som en slags beroligende eller afslappende meditation, selv om jeg den gang slet ikke tænkte i de baner.
Hvordan virker improvisation ind på hjernen? - kunne jeg så lige spørge en passant. Og det har jeg faktisk også skrevet om i et tidligere indlæg:
Essensen af indlægget er at for at kunne improvisere - 'give los' i forhold til en foreliggende kendt melodi - så må man lukke delvis eller helt ned for de kontrol-orienterede frontallapper - for at give plads til at 'the default mode network" kan komme i aktion:
When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.
They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”
The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.
'Default mode network' i hjernen er det som tit i litteraturen nu kaldes 'the imaginative network', et netværk der neurologisk forbinder en række moduler i hjernen som bruges til at fremkalde erindringer, fantasere sig til situationer som ikke findes, forestille sig hvordan andre har det og føler, tænke på fremtidens handlemuligheder og risici.
Og jeg tror det er faktisk det fælles ved alt det (gode?!) som musik kan gøre ved os: bidrage til mere eller mindre radikalt at lukke ned for de dele af hjernen i frontallapperne som er knyttet til fornuft, kontrol, adfærdsstyring, kritik og analyse, for til gengæld at give større frihed til de dele af hjerne som varetager en række andre ikke målrettede og ikke-fokuserede funktioner (som fx når vi (dag)drømmer).
Det bekræftes af en artikel hvor man fortæller om forskning der afslører hvad der sker i folks hjerner når de lytter til deres favorit-musik, som jo kan være meget forskellige fra individ til individ: wienerklassisk musik, neworleans jazz, country og western, græsk kirkemusik, indisk sitarmusk, arabisk musik.
Der sker nemlig det samme når de lytter til deres yndlingsmusik, uanset om det er 'heavy metal', eller Mozart de er vilde med:
A person's preferred music enhances connections between different regions of the brain, a pattern called the default mode network (DMN), the researchers report. This network is associated with introspection, self-awareness, mind-wandering and possibly imagination.
When the DMN is activated, another network, the task-positive network (TPN)—which is involved in goal-oriented activity—is shut down. The two states can be thought of as focus on the outside world (the TPN) and focus on inner thoughts (the DMN). Earlier this month, another research group figured out how to switch between these two modes in mice.
Certain brain disorders seem to involve trouble with activating one mode or another or with switching between the two. For example, since people with autism seem to have problems with DMN activity, the new study’s authors suggest that music therapy may help.
At det at lytte til musik kan få en til at glemme eller abstrahere fra noget man er igang med som er kedeligt, anstrengende, er en udbredt erfaring som meget vel kan have at gøre med at man går i en slags indre mental emigration - samtidig med at ens humør forbedres og man kommer i flow:
I den forbindelse er der jo også en meget grundlæggende og fundamental sammenhæng mellem musik og kroppen som danser (og når man danser godt og man føler dansens frihed, kan man komme i en slags trance/flow og stort set glemme alt andet omkring sig (end måske sin dansepartner)).
Her er et bud på sammenhængen:
Music is known to stimulate pleasure and reward areas like the orbitofrontal cortex, located directly behind one's eyes, as well as a midbrain region called the ventral striatum.
In particular, the amount of activation in these areas matches up with how much we enjoy the tunes. In addition, music activates the cerebellum, at the base of the brain, which is involved in the coordination and timing of movement.
So, why is dance pleasurable?
First, people speculate that music was created through rhythmic movement—think: tapping your foot.
Second, some reward-related areas in the brain are connected with motor areas.
Third, mounting evidence suggests that we are sensitive and attuned to the movements of others' bodies, because similar brain regions are activated when certain movements are both made and observed. For example, the motor regions of professional dancers' brains show more activation when they watch other dancers compared with people who don't dance.
Det sidste afsnit her handler om en gammel bekendt af læsere af denne blog: spejlneuronerne.
This kind of finding has led to a great deal of speculation with respect to mirror neurons—cells found in the cortex, the brain's central processing unit, that activate when a person is performing an action as well as watching someone else do it. Increasing evidence suggests that sensory experiences are also motor experiences. Music and dance may just be particularly pleasurable activators of these sensory and motor circuits. So, if you're watching someone dance, your brain's movement areas activate; unconsciously, you are planning and predicting how a dancer would move based on what you would do. That may lead to the pleasure we get from seeing someone execute a movement with expert skill—that is seeing an action that your own motor system cannot predict via an internal simulation. This prediction error may be rewarding in some way.
En af de største glæder ved at lytte til musik er genkendelsens glæde, som kan give sig umiddelbart udtryk i at vi nynner eller synger med når vi hører musikken, eller vi kan repetere musikken for os selv ved at kalde den frem til indre eller ydre "afsyngning" uden nogen ydre anledning.
Både når vi lærer et stykke musik som vi så kan nynne eller synge, sker det via de imitationsmekanismer som varetages af spejlneuronerne, hvoraf nogle er motoriske og nogle er visuelle og nogle er auditive.
For nogle fungerer det system hurtigere, mere præcist og effektivt end for andre. Da min adoptivdatter fra Korea for mange år siden i en alder af 2 år siden pludselig begyndte - helt rent - at nynne radioens pausesignal, så blev vi overraskede. Hun blev passet hjemme, og har hørt det i radioen mange gange, og det er så hendes spejlneuronsystem - det der er knyttet til bevægelse og det der er knyttet til hørelse, som hurtigt og effektivt har "optaget" melodien i lydhukommlsen - til præcis og korrekt tonal afspilning når hun af en eller anden grund trængte til det.
Hendes søn havde som lille samme evne til hurtigt og korrekt at lagre en hørt melodi i hukommelsen til afnynning på kommando.
Her er links til tre indlæg der nærmere beskriver sammenhængen mellem musik-indlæring, -lytning og -udøvelse og spejlneuronernes særlige måde at fungere på - de fungerer ved at simulere noget som opleves gennem sanserne eller ved at noget tidligere oplevet genfremkaldes på en indre skærm ved at man husker og tænker på det.
Som vi alle kender til så kan filmmusik forstærke, retningsbestemme og fokusere de følelser som sekvenser i en film skal formidle og/eller udløse.
Forholdet mellem filmbilledernes narrative forløb og underlægningsmusikken er komplekst og ville udgøre et helt indlæg for sig hvis det bare nogenlunde skulle være dækkende.
Men en vigtig skelnen er om musikke kommunikerer og understreger følelserne (hos de medvirkende) i filmen ('convey emotions'), og/eller om den samtidig vækker følelser direkte i sind og krop hos publikum ('elict emotions').
Forskellige musik-genrer og -stilarter, viser det sig, har også betydning for - dvs. stimulerer - forskellige faser af lærerprocesserne:
When it comes to the best music for learning, for example, experts recommend different genres for different purposes. Upbeat music, including songs with positive lyrics, can provide an energy boost and get your brain primed for learning.
Once it's time to buckle down and concentrate, however – like when you need to read, write, or study your course materials, instrumental music and soothing genres can help you stay calm and focused.
Ultimately, however, each person may develop an approach to studying and music that's uniquely suited for them.
Jeg vender tilbage til min egne yndlingsmusik i et kommende indlæg.
I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:
Apple og Moleskine redder arbejdsglæden
Manchetten fortæller at
Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.
I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:
Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde
Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:
I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.
Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.
Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.
Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.
Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.
Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.
Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:
Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.
Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.
Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.
Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".
Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:
Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.
Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.
Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".
Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.
Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.
I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...
... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.
Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:
Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.
Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.
Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.
I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.
Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.
Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).
Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.
Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.
Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':
Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.
The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.
Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:
Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.
Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor? Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.
Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?
Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.
Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.
Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):
Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design".
Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:
Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.
Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.
Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.
Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.
Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966) købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.
Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.
Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.
Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:
Carravaggio P3-pendel
At Bo-reolkasser
Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).
Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:
Eames: EA 219
Eames: Compact sofa
Eames: EA 124
Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.
Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.
Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:
Collezione Giorgetti Progetti:
Min er den første fra højre
Mine to er den første fra venstre
Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.
De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene
Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:
Zanatta rundt bord i to etager på hjul:
Zanetto Giro rundt sofabord på hjul
Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:
We Do Wood Field Skrivebord - Bambus
Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?
- Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler:
- Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.
Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.
Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.
