Akvarelmaleriets mysterier (73) - om at male skildpadder på bestilling - og andre skildpadde-historier

Havskildpadde fra Hawai

Jeg har et særligt forhold til skildpadder.

   Da jeg var barn hjembragte min far, som var en stor dyreven og -elsker, en græsk landskildpadde til familien. Det var da vi boede i Holeby på Lolland, og tidspunktet har vel været omkring begyndelsen af 50'erne. 

   Min far var ingeniør på Højbygaard Sukkerfabrik. Men i sin fritid var dyr en  helt central interesse for ham: både høns, duer, kalkuner, papegøjer - og ikke mindst de vilde  fugle i naturen.

  

Hvad der egentlig motiverede ham til at indføre den græske landskildpadde i vores familie, har jeg ingen anelse om. Men den han kom med, fik navnet Maren, selv om vi ikke var sikre på om det var en han eller en hun.

   Jeg tror bestemt ikke min mor var begejstret.

I den kolde del af året gik Maren indendøre frit rundt i lejligheden, og det sagde bump. bump, bump når den bevægede sig afsted i et sindigt tempo, fordi den hele tiden prøvede med det ene forben at løfte sig og det tunge hårde skjold op over kanten af panelet som den stædigt fulgte rundt i stuen. Og så igen og igen faldt tilbage på gulvet.

  Og den sked og tissede også rundt omkring i hjørnerne.

  Det gjorde den også når den kom i bad i lunkent vand i badekarret, husker jeg. Og det gjorde den jævnligt.

  Den blev fodret med salat og tomat. Men også mange andre ting.

Maren kunne godt lide at blive kløet under hagen hvor huden var blød og uden hårde skæl. Og den var også glad for at blive nusset på den bløde hals, når den stak hovedet langt frem - uden for skjoldets beskyttende panser.

   Det nød jeg at gøre. Og det er muligvis bare i min fantasi at jeg oplevede at det var noget den godt kunne lide, sådan at blive kløet og nusset på de bløde steder på huden.

Om sommeren gik Maren i et forholdsvis stort bur med hønsenet (tidligere brugt til dværghøns), som stod på græsplænen i haven.

   Jeg mener at kunne huske at den også spiste græs, og buret blev flyttet rundt på græsplænen med mellemrum.

   Den havde også fået boret et hul i kanten af bagsiden af skjoldet. Og jeg mindes svagt det blev forsøgt, men var helt forfejlet at have den gående i en tøjret snor. 

   I løbet af ingen tid lå den for enden af snoren og kæmpede for at komme videre ud i verden - og med snoren hårdt spændt ud til sit yderste.

 

Et efterår havde Maren gravet sig ud under burets underkant og var forsvundet.

   Vi afskrev den som død i løbet af vinteren som jo var meget koldere end den vinter den var tilpasset i sit naturlige habitat i Grækenland.

   Næste forår, sikkert i april, opdagede vi en dag at en stor jordklump bevægede sig rundt på græsplænen i haven.

   Ved nærmere eftersyn viste den mobile jordklumpen sig at være Maren der åbenbart var dukket op af et gemme i jorden i haven.

   I Grækenland går disse skildpadder normalt i hi om vinteren. Og på den måde må Maren også have fundet ud af at overleve på hos os i Danmark.

 

Maren fulgte med da vi flyttede til Stege 1957 og senere til Langebrogade i København 1959. Og den var stadig i live og still going strong da jeg flyttede hjemmefra i 1964.

    Blandt andet lagde den pludselig et æg - kort tid efter at vi havde besluttet at kalde den hr. Maren fordi den ellers vare begyndt - med synlig fornøjelse - at kravle op på alle fritliggende stykker fodtøj der lå på gulvet i vores lejlighed.

   Kan være at ægget var en fysisk protestdemonstration mod familiens klart forkerte kønsbestemmelse.

Cirka sådan her så Maren ud:

Faktisk var Maren ikke det eneste krybdyr jeg var glad for at kæle med. Slanger har jeg også altid godt kunnet lide at røre ved. 

   I min lillebrors kollektiv på Djursland havde de i mange år en kæmpepyhton-slange som man kunne tage ud af sit indendørs glasbur og tage om halsen. Det havde jeg det fint med.

   Og jeg husker at mens jeg var direktør på TV ØST i Vordingborg, skulle vi lave et indslag om at holde slanger som kæledyr, og den pyhton som redaktionen havde skaffet til optagelserne, fik jeg så om halsen - til stor moro for personalet. Og jeg nød det.

Men hvorfor nu den her lange indledning om skildpadder og andre krybdyr?

   Fordi jeg for meget nylig er begyndt at male skildpadder i akvarel. I første omgang ikke landskidpadder som Maren, men havskildpadder.

   Her er de tre første havskildpadde-akvareller, men der kommer flere i et senere indlæg:

Der er tale om et bestillingsarbejde. Og som vanligt bruger jeg en bestilling til at forsøge mig med at male flere forskellige motiver inden for samme motivtema.

   Jeg har også i længere tid gået og "sparet" skildpadde-motiver op - idet jeg har en mappe på min computer med en masse fotos af forskellige skildpadder fundet på nettet. Både havskildpadder og landskildpadder, og med motiverne både vist på fotos og i - hovedsagelig - malet med akvarelfarver.

   

Af de tre jeg nu har malet, er den første nærmest en kopi af en akvarel som jeg fandt på nettet, og som jeg syntes det ville være en stor tilfredsstillelse hvis jeg kunne male mig frem til en nogenlunde vellykket version af - fordi den stillede store krav til maleteknikken.

   Og det synes jeg er lykkedes, 

   Men jeg syntes også det var rigtig svært at nå frem til det resultat jeg viser her: et nærbillede af en havskildpadde i blåt. 

   Jeg syntes imidlertid også at jeg lærte meget af at male en slags kopi af en anden akvarelmalers skildpadde-billede.

De to andre egen-akvareller har samme foto af en havskildpadde som referencebillede.

   Den første er nogenlunde malet i de farver som fotoet viser: rød(brun) og gul (se indledningsfotoet). 

   Og jeg malede den meget hurtigt, brugte newton-winsor-markers til grundmalingen, Og så lavede jeg en finish med pensel og almindelige akvarelfarver - suppleret med konturer tegnet med en tynd tuschpen. 

   Færdigt arbejde!

   Rigtig tilfreds var jeg ikke. 

   Men jeg kunne nu nemmere se mulighederne i motivet; nemlig det indbød til at udnytte en farveteknik jeg tidligere havde brugt i en akvarel malet på Kap Verde - med to havskildpadder i billedet; det her:

Fidusen her er at du er stillet frit med farverne, både i skællene på ben og hoved, og i skjoldets 'ruder'.

   Og at farverne er malet med en vådt-i-vådt-teknik.

   Og at kontur-linjerne der afgrænser både skællene og skjoldets felter, er markeret med hvidt - en effekt opnået ved brug af afmaskningsgummi.

   Teknikken brugte jeg senere i en 'bestillingsakvarel' af en skorpion jeg skulle bruge som gave til en konfirmand i den nærmeste familie der var født i skorpionenens stjernetegn:

Med brug af den teknik, kom der altså den her akvarel ud af anstrengelserne. et maleri som jeg er ret tilfreds med.

I forhold til referencebilledet og den første 'røde' version, har jeg spejlvendt motivet.

Fidusen ved at have skildpadder som motiv for akvareller er at de ligesom fugle som regel er meget 'grafiske' - og dermed indbyder til at male på den særlig disciplinerede måde jeg nyder, men som jeg samtidig skal tage mig sammen til at gå i gang med.

                                               (fortsættelse følger)

Akvarelmaleriets mysterier (65) - rødhals i nye udgaver - sammen med en irsk whisky

Foto: Rødhals i vinternatur

Jeg har tidligere skrevet om glæden ved at male akvareller med fuglen rødhals som motiv - og vist hvad der kom ud af anstrengelserne. 

   Min sidste positive bølge af egenproducerede akvareller startede med en bestilling fra 'Moster' som jeg så indfriede i foråret som det første i en længere serie af vellykkede billeder.

   Jeg skriver om det her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-56-rdhals.html

En rødhals har jo nogle af de samme gode grafiske kvaliteter som dompap, en fugl som jeg også på det sidste har malet som motiv i flere akvareller, og havde fået en bestilling på to styk af. 

   Så derfor sikkert nu bestillingen på en rødhals-akvarel igen. 

Men først her hvad man kan læse om Rødhals (Erithacus rubecula) på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside hvor indledningsfotoet også stammer fra:

Beskrivelse

   Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk.  

   Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Den ses ofte i haven, og den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og den rustrøde hals, der lyser op på den hvidgrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune. 

   Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner.

   Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.

Levested

   Uden for Europa, som udgør størstedelen af artens udbredelsesområde, findes rødhalsen i Nordafrika og i et mindre område i det vestligeste Asien. Både i Europa som helhed og i Danmark er arten almindeligt forekommende. 

   Da rødhalsen helst yngler i løv- og blandskove med rig underskov, er den generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland. I det mere åbne og nåleskovsprægede Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig. I takt med at andelen af løvtræer tiltager her, øger den dog sin udbredelse vestpå. 

   De danske rødhalse er kortdistancetrækkere, som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. I milde vintre overvinter en del af bestanden dog herhjemme; der er især tale om hanner. Desuden besøges Danmark af store mængder af trækfugle fra de nordiske bestande, som i langt højere grad er trækfugle.

Tilbage til akvarelleriet - og mine egne rødhals-akvareller:

   Jeg har jo fundet ud af at det er godt at udnytte den kreative fremdrift som opstår når man har taget sig sammen til at komme igang. Så også denne gang blev bestillingen omsat i flere forskellige billeder med rødhals som motiv.

    De to første kommer her, de har begge fotos fra nettet som referencebilleder:

Egen produktion: Rødhals (1)

Egen produktion: Rødhals (2)

Som man kan se har jeg udnyttet mulighederne for at man oplever fjerdragten i motivet, malet som 'vådt-i-tørt'. Og jeg har her så frit tilføjet kontekst i form af dels en levende malet gren med mos på, og dels toppen af et grantræ med sne på og som baggrund sneen der falder (en teknik jeg lærte mig af et af de foregående dompap-billeder).

   En svaghed i den første er (måske) at ben og tæer og næb er 'malet' med tusch, og derfor træder for stærkt frem som kulsorte.

   I begge tilfælde skulde jeg (måske) have ladet mere af det nederste af brystet stå rent hvidt - uden 'blå-grå' fjer.

   Ikke desto mindre er jeg ret glad for dem.

Jeg forsøgte så at google 'akvareller af rødhals' (også kaldet rødkælk - og på engelsk redbreast). 

   Typisk havde akvarelmalerne i mange af de rødhals-udgaver jeg fandt på den måde, set bort fra at vise fjerdragt i detaljer og ofte i høj grad malet bryst, bug, vinger og ryg delvist med vådt-i-vådt-teknik.

   Det blev jeg inspireret af. Og så kom der de her to akvareller ud af det:

Egen produktion: Rødhals (3)

Egen produktion: Rødhals (4)

Ingen tvivl for mig om at de på en måde blev bedre - mere akvarel-agtige, men også mindre illustrative end (1) og (2). Selvfølgelig også fordi naturkonteksten er gjort meget tåget, og for det førstes vedkommende er begrænset til lidt grønt under fuglens tæer. 

   Det medfører at fuglene som motiv står mere rent og fremhævet i billedet.

   De to var altså i øvrigt også meget hurtigere at male - og blev malet på samme eftermiddag.

Jeg malede så en sidste version (5) hvor jeg spejlvendte motivet fra (3) og malede klaser af rønnebær og et rønnebær-træs efterårsfarvede blade ind i billedet som naturkontekst. 

Egen produktion: Rødkælk (5)

Det med at tegne/male rønnebær-bladene, er noget jeg ikke har prøvet før, mens selve det at male rødorange rønnebær-klaser med lysreflekser, er en formel jeg har brugt jævnligt i tidligere dompap-akvareller.

   Jeg regner med at Rødkælk (5) er den bestillerne vil have. 

    

Rødkælk (3) lagede fruen beslag på stort set med det samme den var færdig.
   Den scorer højt på nuttethedsfaktoren, kan jeg godt se. Og den havde et forkert format i forhold til bestillingen, så derfor gik jeg af med den.

Da jeg googlede 'redbreast', blev jeg i først omgang ikke henvist til sider og billeder om og med fuglen rødhals, men til en irsk Whisky, som jeg - sjovt nok - faktisk kendte og holdt meget af, men ikke havde tænkt på eller drukket siden en gang i sidste halvdel af 90'erne.

   Som led i en årlig europæisk regional-tv-konference skulle de europæiske regional-stationer konkurrere om bedste dokumentar. Jeg sad i juryen der holdt møde i det sydlige Irland nogle måneder inden konferencen. Og i fritiden gik jeg til en lokal whisky-butik og spurgte efter en irsk whisky som var så god at de ville anbefale den til mig som ikke var kender. Og den skulle helst skulle være lokal.

   De solgte mig den her - og den var ganske rigtig fremragende:

I Danmark kan den nu købes for 435 kr. i den billigste udgave/butik. Beskrives sådan her af forretningen:

Alkohol: 40% Indhold: 70cl. Land: Irland. Redbreast er en whiskyserie destilleret på Middelton destilleriet i det sydlige Irland. Af de forskellige irske whiskystilarter er Redbreast så afgjort en af de mest fyldige, cremede og intense pure pot still irish whiskeys på markedet. Red Breast 12 Irish Whiskeys duft er komplekst krydret og frugtagtig med indlysende røgede noter. Smagen er fuld og en harmonisk balance af det krydrede, cremede og frugtagtig med noter af sherry.

Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling

'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".

   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"

  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.

   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.

   Her et link til det indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html

Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.

Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.

   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.

   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 

   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.

   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.

   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:

https://www.cancer.dk/kronisk-myeloid-leukaemi-cml/behandling-kronisk-myeloid-leukaemi/

Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:

 

Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".

   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 

   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).

   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.

    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 

   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 

   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.

   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.

   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 

   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 

   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.

   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.

   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".

   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:

Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]

Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 

Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.

   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.

   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.

   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-57-igang.html

Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".

   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).

   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.

   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.

 

Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:

The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 

   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]

   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]

Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.

   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').

Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?

- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:

Verden skal genopfindes hver dag

Legeforsker: Leg dig fri

Vanebryderen: Start med dig selv

Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden

Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 

Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning

   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.

   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.

   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.

   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.

   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.

   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.

   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.

   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.

Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.

Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.

Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.

   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)

Akvarelmaleriets mysterier (61) - dompap som motiv - igen, igen, igen

Det foregående indlæg viste hvordan jeg kom på sporet af et motiv som jeg så forfulgte gennem tre akvareller malet i sommerhuset juli 2017. 

   Motivet var lidt af en kliché: sten på strand ved vand i vejr. Men jeg forfulgte ikke bare motivet som sådan, men også en stil - med med de farverig og konturrige sten i strandkanten - både våde og tørre - i stærkt kontrastgivende sollys.

   

Det var ikke bestillingsarbejder som jeg ellers har fortalt er en mental ramme som jeg bruger som drivkraft til at komme videre når jeg ellers ikke er i alverdens hopla til at male.
   Men jeg havde denne gang et godt afsæt fra nogle tidligere sten ved vand i vejr-akvareller som jeg havde malet som gaver til gode venner.

   Blandt andet det her som viser 'Musestenen' ved Vemmetofte strand på Stevns:

Akvarel: Musestenen ved Vemmetofte Strand. 2015 (egen produktion)

 

Akvareller med dompap som motiv har jeg også dyrket tidligere, og egentlig havde jeg tænkt at det var udtømt med de tre som følger her:

Akvarel: Dompap-par på rønnebærgren. 2015 (egen produktion)

Akvarel: Dompap - flyvende. 2015 (egen produktion)

Akvarel: Flyvende dompap-han, mellem rønnebær. 2016 (egen produktion)

Alle tre akvareller har fotos af mere eller mindre professionelle natur-/fuglfotografer som referencebilleder. 

   Især det første med dompap-parret er jeg ret tilfreds med. 

  Da jeg begyndte, var det motiveret af at vi i en tætklippet busk ved søbredden ved sommerhuset faktisk havde et dompap-par med rede og unger forrige sommer. De to gamle for ud og ind ad buskens tætte bladhang med mad til ungerne i nogle uger, og Fister der lystent holdt øje med al den fjedrede travlhed på vingerne, blev holdt i skak af "mor med riven". 

  Jeg prøvede at tage fotos af parrets lynhurtige indflyvning med mad, men det lykkedes aldrig at få noget der kunne bruges som afsæt for en akvarel.

Ved at google 'flyvende dompap' kommer der en masse fascinerende billeder frem der indbyder til at man forsøger 'akvarelistisk' at fastholde den grafiske skønhed i fugleflugten der jo bliver særlig flot når det er hannen der viser sit smukke orangerøde bryst frem mod beskueren - omkranset af de spændstige vingefjer in action.

   Det motiv måtte jeg også forsøge mig med, som man ser ovenfor. 

   

Ingen af de to billeder med 'flyvende dompap' som motiv er jeg dog helt tilfreds med - især fordi brystet er blvet for 'fladt' i dem begge. 

   Det første (uden rønnebær som en del af motivet) forærede jeg til en ven der var syg og trængte til opmuntring. 

   Det to andre var jeg samlet set alligevel så tilfreds med at de nu i godt et år har hængt på en af hædersvæggene derhjemme - ved siden af den store akvarel med sten ved vandet fra Öland af Torbjörn Zetterholm. 

Og det at de hang der og så charmerende ud, blev så anledningen til de to næste dompap-akvareller som kommer her:

Akvarel: Dompap på hovedet efter søde rønnebær. 2017 (egen produktion)

Akvarel: Dompap-par og de søde rønnebær. 2017 (egen produktion)

En halvsøster til mine to døtre fik sig overtalt til at skrive en mail til mig med en 'bestilling' efter sit andet sommerbesøg i vores hus i Riddergade:

Jeg beundrede også sidste år dine billeder, og især to er mine yndlings.    Det er de to med små fugle på, som hænger på væggen lige ved siden af døren ind til køkkenet.

   Jeg vil derfor høre dig om jeg kunne bestille 2 små billeder hos dig.

   Meget gerne i samme stil som det jeg har vedhæftet af dine. Jeg kan rigtig godt lide de små fugle og bærrene på grenene, typen af fugle må du bestemme og egentlig også motivets detaljer.

   Jeg håber du har lyst til at lave sådan et par stykker til mig, og lad mig endelig vide hvad det vil koste! Det ville jeg være rigtig glad for, og så synes jeg jo det er sjovt at det er dig der laver dem

Jeg har glad og gerne taget mod bestillingen - og eksekveret den, men jeg hverken sælger eller udstiller.

   Og jeg er faktisk ret tilfreds med begge de to der kom ud af opgaven.

  

Ud over at jeg har fået gjort kroppene og fjerdragterne fysisk runde og fyldige gennem fine farvenuancer af lys og skygge, så er de også kendetegnet ved at de hver fortæller en historie: 

   Det første om at man som dompap gerne står på hovedet for at få fat i søde rønnebær (det er vinter). 

   Det andet om at et dompap-par kan komme op at diskutere om hvem der skal have de søde rønnebær imellem dem - også selv om der er flere end nok til begge.

   

I alle fem dompap-akvareller finder jeg en grundfascination i det grafisk klare udtryk i figurerenes former og farver: sort kalot og sort næb (med reflekser), hvid gump og nogle få hvide og sorte vingefjer - i kontrast til det orangerøde eller grårosa bryst.

   Så, altså: Mission accomplished. Og ingen tvivl om at det har været spændende at male videre ud ad det spor som blev lagt ud med de tre akvareller sidste og forrige år.

Så må jeg vel have presset alt saft og kraft ud af akvareller med dompap-fugle som motiv?

   Nej! To motiver mere melder sig nu på banen:

   Det ene er: dompap(par) med rønnebær i et træ med sne på grenene - evt. ligefrem i snevejr (jfr. Anne-Marie Steen Pedersens computerbearbejdede sne-billede i farver som jeg har vist i et tidligere indlæg).

   Det andet er: dompap-par med unger - et motiv jeg aldrig så i virkeligheden forrige år, men kun kunne gætte mig til. Og som er et motiv jeg kun nu tør tænke på at prøve kræfter med fordi jeg trods alt er kommet rimeligt langt med at indfange disse fascinerende fugle i en serie bidrag til 'akvarelmaleriets mysterier'.

Her et nogle mulige referencebilleder til disse nye selvpålagte akvarel-opgaver:

Muligvis kunne jeg også blive udfordret til at male dompap i rønnebærtræ - MED BLADE PÅ!

   Nu får vi se!

Tidligere på året malede jeg et lignende bestillingsarbejde, også en fugleakvarel og også af en fugl med røde brystfjer og mørk kalot, men den gang var det en rødkælk/rødhals der var motivet:

 

Akvarel: Rødkælk, 2017 (egen produktion)

(fortsættelse følger)

Akvarelmaleriets mysterier (59) - historien om fire akvareller med 'Det sorte Pakhus' i Vordingborg Nordhavn som en gennemgående del af motivet

Her er min fire seneste akvareller - malet og leveret inden for godt en uge på bestilling fra en af mine faste morgensvømmervenner.

 

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus.

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Som det fremgår, er det et sortmalet (-tjæret?) gammelt pakhus som er en gennemgående del af motivet i alle fire akvareller (i den sidste affotograferede akvarel kom der en grå plagmage med som heldigvis ikke stammede fra billedet, men fra smuds på kameralinsen).

   Og det var det som opgaven - bestillingen - gik ud på: Mal tre akvareller med motiver her fra Nordhavnen i Vordingborg - beregnet til at skulle hænge som dekorativ udsmykning på væggen inde i pakhuset.

   Og så kom lige overraskelsen - i en eftersætning: Det Sorte Pakhus skal være med i billedet i alle tre akvareller (hvorfor det så endte med at jeg leverede fire, vender jeg tilbage til senere i indlægget).

I det foregående indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' fortalte jeg hvordan jeg kom igang igen efter mange måneders belastende møde med det danske sygehusvæsen.

   Det startede med en bestillingsopgave på en akvarel af en rødkælk/rødhals.

   Derefter forestillede jeg mig også at de følgende akvareller - de fleste fra mit nærområde her i Vordingborg - var en del af et akvarelkursus hvor der skulle leveres noget hver dag hen over et par uger.

   Det virkede også.
   En pæn høst på 9 hvoraf jeg var nogenlunde tilfreds med de fleste af dem.

   Især efter at jeg havde gået dem efter med farver og pensler en sidste gang og skærpet lys-skygge-kontrasterne i de fleste.

   Samtidig med at jeg også tydeliggjorde hovedlinjerne i motivets former og omrids ved at trække konturerne op med en meget tynd sort såkaldt pigmentliner (en slags moderne tuschpen).

 

Forløbet passer i hvert fald fint sammen med det jeg blev klar over for et par år siden: at jeg er hvad man kunne kalde 'lejligheds-akvarel-maler' på ren amatørbasis - ligesom man kan være lejlighedsdigter, -taler eller -forfatter der leverer og optræder med lidt sproglig underholdning til festlige lejligheder i familie- og vennekredsene.

   I praksis vil det sige at jeg maler billeder med motiver efter ønske fra forskellige 'rekvirenter' - akvareller som jeg så forærer fx til børnebørn: en akvarel af en hest til mit barnebarn som elsker at ride, af en karpe til et andet barnebarn som elsker at fiske, af en drage til et tredje barnebarn som elsker tegnefilmene om træne sin drage; af 'The Hulk' til et fjerde barnebarn lige på det tidspunkt elsker den tegneseriefigur.

   Jeg kan også selv være rekvirenten - for at fastholde fx nogle motiver med særlig grafiske kvaliteter fra en ferie på Kap Verde eller Kreta.

Og alt det hænger igen sammen med at jeg jo ikke har ambitioner om på nogen måde at være 'kunstner' med stort og alvorsfuldt 'K'. Jeg skal ikke leve af at male akvarel til udstillinger og salg på et marked.

   Men hvorfor så overhovedet bruge tid på det?

 

Jeg gør det for at få aktiveret den del af min hjerne som har med visualisering (tegning, maling, modellering) at gøre, og som  har været optaget af helt andre opgaver siden min studietid i slutningen af 60'erne, hvor jeg holdt op med at male og tegne.

   Jeg gør det også fordi det faktisk er ret sjovt at finde ud af hvordan man teknisk 'gør' eller 'skal lade være med at gøre' når man bruger 'vandfarve' som malemedie og man ønsker at male billeder med mere eller mindre genkendelige - 'naturalistiske' - motiver, som folk gerne vil have hængende på væggen i deres stuer. Og helst dagligt skal have lyst til at kigge på.

   Jeg er kommet et stykke vej siden jeg  begyndte i september 2011, men der er langt igen før jeg synes jeg nogenlunde behersker det her medie.

 

Det helt specielle ved akvarel er at man kun i begrænset omfang kan rette fejl. Så hele processen skal - skridt for skridt - være tænkt igennem på forhånd. I modsætning til fx hvis man maler med akrylmaling eller gammeldags oliemalerier.

   Jeg besøgte halvandet år efter - maj 2013 - en fascinerende udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland - udelukkende bestående af akvareller malet af Olaf Rude.

   Akvarelmaleriet beskrev han som en måde at slappe af på - når han var træt af 'det rigtige arbejde' - som var at lave oliemalerier til udstillinger og til salg.

   Ikke alle Rudes akvareller syntes jeg var lige gode. Og i en del var konturerne i motivet tegnet op med blyant eller tusch - noget man ikke gjorde på de par kurser jeg havde været på tidligere.

   Men det vigtigste jeg tog med mig hjem, var et citat fra hans dagbog eller et brev - som var slået stort op på væggen i begyndelsen af udstillingen:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Tilbage til bestillingsopgaven.

Jeg er ikke den der står ude i det fri og maler mine akvareller. Det er jeg for gammel og kuldeskær til, og jeg bliver alt for distraheret af alt det der foregår omkring mig, til at jeg kan koncentrere mig om at finde og indfange et motiv og omsætte det til konturtegning og akvarelfarver.

Jeg har været nede ved pakhuset 3-4 gange i løbet af efterår, vinter og forår og taget en masse fotos - til nogen undren for nogle af de folk - ofte i blå kedeldragter - der går dernede omkring og giver omsorg til deres både og tilhørende udstyr.

Men der var godt nok et par alvorlige kreative restriktioner indlejret i bestillingen:

   Det helt store problem er at pakhuset simpelt hen er sort - knaldsort. Og hvordan male 'sort' med akvarelfarver som grundlæggende er hel- og halvgennemsigtige?

   Et andet og lige så stort problem er at pakhuset, selv om det er fantastisk velholdt, simpelt hen er ret kedeligt som motiv. Og at begynde at male mennesker som så først skal spørges, ville gøre det hele så kompliceret at jeg ville være fristet til at give op på forhånd.

   I en del af de fotos jeg havde taget, stod der kedelige grå og sorte biler med opslået bagsmæk og halvåbne døre og fyldte. Og der gik tit folk ind og ud af søgeren.

   Og i en del fotos kom der en eller anden kraftig-rød udefineret form med i baggrunden som uønsket trak opmærksomheden til sig.

Så langt de fleste fotos var ubrugelige som det man kalder 'referencebillede' for en akvarel. 

   Men jeg skulle selvfølgelig også kun bruge tre.

   Så jeg gik efter nogle referencefotos der var kendetegnet ved:

1. Der skulle være et andet hovedmotiv end selve pakhuset, som 'kun' skulle være baggrund eller miljø for hovedmotivet; og hovedmotivet skulle have nogle klare grundfarver og en markant - 'grafisk' - form, profil eller kontur.
2. Og så skulle fotoet helst være taget i skarpt solskin fra en ret lavthængende sol der kunne levere gode lys-skygge-kontraster til motivet, kontraster som kunne sikrede at billedet fik dybde og perspektiv.
3. Eller der skulle være sne med i billeddet, som på samme måde kunne sikre at der kom gode kontraster til andre kraftigere farvede og mørkere dele af motivet.
4. Pakhuset skulle gerne ses fra et hjørne - så det netop kunne levere to nuancer af sort - en sortmalet flade i sollys, og en sortmalet flade i skygge.
5. Og så skulle der i øvrigt være områder hvor papiret skulle stå 'rent' - altså ikke skulle males, og som derfor ville udgøre den grundlæggende 'hvide' farve i billedet. Men det sørgede de velholdte hvidmalede tagafslutninger heldigvis for at levere.
6. Der skulle helst være fartøjer med i alle billeder, så man umiddelbart kunne forstå at vi var ved en (lyst)bådehavn.
7. Mindst et af billederne skulle have Gåsetårn og Borgruin med i baggrunden.

Så jeg endte med at vælge de her tre referencefotos at arbejde ud fra:

1. referencefoto til den første akvarel

2. referencefoto til den anden akvarel

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Jeg besluttede at overføre proportionerne i 1. referencefoto uændret til tegningen på akvarelpapiret

   Jeg beskar 2. referencefoto på en måde så noget af pakhuset i baggrunden forsvandt, mens jollen samtidig blev mere fremtrædende og dominerende i billedet. 

   Jeg beskar 3. referencefoto så en stor del af den intetsigende forgrund for neden og til venstre forsvandt, og man samtidig fik indtryk af en aktiv og levende søside af Pakhuset i akvarel-versionen. 

   Og vigtigst af alt: Oversvømmelsen ved højvande og reflekserne af motorbåden både i havnens vand og inde på den anden side af kajen, blev den afgørende udtryksfulde del af akvarel-motivet.

Derefter tog jeg en afgørende beslutning: at prøve at arbejde på en måde og med en teknik jeg ikke havde brugt i nogen af mine akvareller før. Tilnærmet - men aldrig konsekvent. Og altid med en lidt ulden æstetisk samvittighed

   Jeg ville prøve at arbejde - tegne-male - som regulær illustrator - og altså ikke som akvarelmaler. 

   Det betød at jeg trak langt de fleste konturer i alle tre billeder op med den tyndeste tuschsorte 'pigment liner' jeg havde (0,05 mm). 

   På den måde kunne jeg se om motiv og billedet virkelig var værd at satse på med akvarel - eller jeg skulle prøve at finde et andet.

   

Jeg syntes det var OK med de to første. Så dem afmaskede jeg med gummi i alle de mindre områder som skulle bevares som helt hvide i den færdige akvarel.

Og malede dem så som de ses her:

Egen-akvarel 1. Vinterstemning på Nordhavnen ved Det sorte Pakhus

Egen-akvarel 2. Forårsklargøring af jolle ved Det sorte Pakhus

På en måde minder arbejdsprocessen lidt om den slags meditative 'udfyldningsopgaver' som for tiden er så moderne, og som man direkte kan købe 'malebøger' for voksne til at udfolde sig i.

   

Det 3. referencebillede - som endte med at blive den fjerde egen-akvarel i serien, tvivlede jeg på at jeg kunne gennemføre til noget jeg ville være tilfreds med. 

   For mange detaljer, for få farver, for meget sort træskur, for megen blå himmel og blåt vand på hver side af kajen. 

   Og hvad var egentlig hovemotivet?

Så jeg endte med at køre ned til Pakhuset for at se om jeg kunne finde et bedre og mere attraktivt motiv. 

   Og for en gang skyld var den røde trehjulede blikbil den eneste der stod foran Pakhuset og tiltrak opmærksomheden. 

   Den lave morgensol gave gode lys-skygge-kontraster til motivet.

   Det var en udfordring. Jeg plejer ikke at tegne eller male biler, specielt ikke når de dominerer forgrunden. 

   Men den her havde - når man gik tæt på - nogle grafiske kvaliteter som sammen med alarm-farven krævede et forsøg.

   Her er de mulige referencefotos jeg tog - rød bil foran sort pakhus - fra forskellige vinkler, positioner, beskæringer - ved ni-tiden om morgenen for godt en uge siden:

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 1.

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 2 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 3. 

Rød blikbil foran Det sorte Pakhus. Referencebillede nr. 4.

Hvilket skulle man vælge?

   Jeg valgte nr. 2. i fotoserien, der så skulle transformeres ind i akvareldrømmenes univers - under stor tvivl og usikkerhed.

   Og jeg stod så straks med samme problem som jeg havde med at male selve Det sorte Pakhus: den knaldrøde billakerede farve med diverse reflekser og skygger, var så intens at det var svært at finde ud af at overføre motivet og farven til akvarel nr 3.

   Men det her var altså hvad der kom ud af anstrengelserne, et maleri som jeg egentlig er ret tilfreds med:

Egen-akvarel 3. Rød blikbil foran Det Sort Pakhus.

Sådan set var opgaven løst, og bestillingen indfriet.
   Men jeg havde jo faktisk endnu det med sort optegnede mellemstadie til en fjerde pakhus-akvarel liggende som jeg i første omgang havde droppet:

Mellemstadie til akvarel - motivet tegnet op med sorte konturlinjer

Men hvorfor så ikke prøve at få det omsat til akvarel, trods min oprindelige skepsis.

Ligesom ved de andre afdækkede jeg med gummi alle områder i motivet som skulle fremstå hvide. 

   Derefter malede jeg billedet færdigt, og gnubbede gummiet af til sidst.

   Alt i alt var jeg tilfreds:

Egen-akvarel 4. Oversvømmelse efter højvande ved Det sorte Pakhus

Her til sammenligning referencefotoet uden beskæring:

3. referencefoto til den fjerde akvarel

Opsamling:

   Jeg synes forsøget med at arbejde som 'illustrator' der først tegner motivets konturer op med sort - og derefter 'udfylder' med akvarelfarve, faktisk gav noget. Specielt hvad angår skarphed og præcision. Og det gjorde klart maleprocessen nemmere og hurtigere.

   Til gengæld mister man måske lidt af det 'drømmeagtige' som ellers er det gennemgående indtryk ved en 'ren' akvarel.

Med hensyn til farver, lærte jeg at male rødt med hvide reflekser. 

   Og jeg fandt ud af et den Winsor-Newton farve der er egnet til at vise et sortmalet skur i skarpt sollys, er 'payne's grey'. Og den giver et utalt af gode nuancer inden for grå-sort-spektret ved at blive blandet med andre farver.

Alt i alt har det været en god erfaring at se hvordan bestillingsopgaver fungerer som en kreativ restriktion - altså som noget der indeholder kreativitet-stimulerende begrænsninger, både i kraft af et gennemgående motiv, en særlig tegneteknik, krav til farver - og at arbejde med en deadline.
   Så tak til min morgensvømmerven der foretog bestillingen - for længe siden.