Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.
Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:
Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.
Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.
Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' - familien - og ikke mindst fruen.
Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så at sige bare føltes "helt naturlige".
Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken
Kattevideor gør dig bedre på arbejde
Underrubrikken lød:
USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.
Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.
"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.
Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.
Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet.
Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret.
For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.
Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet.
Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.
Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.
Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:
Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...
PALIMPSEST
Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.
Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:
DER STIKKER NOGET UNDER
Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:
Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut:
Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg.
Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.
Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".
En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.
Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne.
Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'.
I den nydannede tværfagligt sammensatte lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer.
Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.
I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af 'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk.
Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:
En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.
Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder.
Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.
Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:
Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver.
I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset.
Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.
Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.
Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter.
Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:
Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.
Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)
Den store danske encyklopædi skriver:
palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.
Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne.
For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.
Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.
Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:
Modernisering af skarven
Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .
Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.
Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.
Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.
For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.
Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.
Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.
Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.
Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.
Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.
Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.
Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.
Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.
Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.
En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.
Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.
Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.
Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.
Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:
Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.
Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.
Her er min akvarel med skarven som motiv:
Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.
Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:
Min turisttur til New York for snart tre-kvart år siden sammen med fruen og hendes søster, var oplevelsesmæssigt en stor overraskelse - lidt af et mentalt chok kan jeg se her i bakspejlet.
I oplevelsesindhold og -intensitet var den på niveau med turen til Japan for 5-6 år siden. Den rejse varede også 10 dage, og mine rejsefæller var også den gang fruen og hendes lillesøster, et par livlige damer der i familien ofte bliver omtalt som "moster og moster".
Turen til Japan har jeg aldrig skrevet om fordi bloggen her først kom igang et år efter. Men den har sat sig spor i en lang række af de indlæg som har japansk kunst og kultur som (del)emne. Og det sidste spin off fra Japanrejsen er i virkeligheden min jagt på og indkøb af Harald Henriksens stærkt japansk inspirerede træsnit - med danske landskaber og byskaber som motiv.
Turen til New York har jeg tidligere skrevet om i tre indlæg i efteråret - og havde egentlig planer om flere, men gik i står fordi andre indlæg og oplevelser pressede sig imellem og ind over. Her link til dem:
Dette indlæg begyndte jeg på i starten af november sidste år, siden har det stået i blog-arkivet som en 'kladde'.
For at starte med kroppen: Mine fødder var mindst lige så ømme under og efter New York-turen som Japan-turen. Begge var det storbyture, og selv om der er fine transportmidler i form af gode undergrundsbaner, så går man rigtig meget.
Og til den negative side af oplevelserne hører, at når man er udstyret med hørerapparater som jeg nu er, så sættes man i New York i en permanent stress- og alarmtilstand af gadestøjen og af lyden af de mange mennesker på gader, på museer og i undergrundsbanen.
En af de mange positive sider af oplevelsen var alle de fantastiske og uendeligt varierede synsindtryk.
Fra toppen af en skyskraber udsigten ud over byen og de andre skyskrabere, den enorme Central Park.
Og om aftenen: Broadway og Washington Square med alle lysreklamerne.
De utroligt fascinerende naturscene-dioramaer på the Museum of Natural History - og de kæmpestore dinosaur-skelletter.
Alle de smukke offentlige og private Art Deco-byggerier og interiører fra 20´erne og 30´erne.
Også lugtene, lydene, den uendelige variation af menneske-ansigter og -kroppe når man gik på gaden i EastVillage, blev jeg mentalt mærket af.
Tænk hvis tilsvarend race- og kultur-blandinger var mulige i København og andre steder i Danmark - uden den understrøm af angst, modvilje og direkte fjendtlighed som nu er blevet en del af hverdagen på gaden i mange kvarterer i byer i Danmark
Og da vi besøgte Fred - min chellist-bror som boede i en fin stor lejlighed i Upper Westside-kvarteret, synsoplevelsen af at der pludselig var mange jødiske butiksvinduer og mænd med kalotter på gaden, som man ellers kun ser i reportager fra Israel.
Under besøget i New York kom jeg i tanker om en af de bøger jeg skrev om her på bloggen for 3½ år siden: "I is an Other" af James Geary. Den havde undertitlen "The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the Vorld". Og den beskrev fænomenet "METAFOR" fra alle mulige faglige vinkler.
En metafor gør det muligt for os mennesker at se og forstå noget nyt og fremmedartet, abstrakt og uoverskueligt, ved mentalt at 'se' det gennem noget andet der er mere konkret, overskueligt og genkendeligt.
I mit tilfælde er det abstrakte og uhåndgribelige mit liv fra da jeg var 16-17 år og til nu. Og byen New York og oplevelsen af den i mødet mellem den gang og nu, det er for mig blevet en slags hidtil uerkendt metafor på den del af mit liv som jeg kan forbinde med fremvæksten af min egen kreativitet.
Under besøget i New York sidste efterår blev jeg også mindet om en anden bog som jeg skrev om her på bloggen nogenlunde samtidig: "Where Good Ideas Come From" af Steven Johnson. Med undertitlen "The Natural History of Innovation".
Hans grundlæggende tese er at jo flere kommunikative forbindelser der er mulige mellem mennesker, jo flere og jo hyppigere opstår kreative ideer bliver udviklet. Det forklarer han lige her i denne anskueliggørende video på 4 minutter:
Fidusen er simpelt hen at jo flere mennesker der hober sig sammen i storbyer, og jo større byerne bliver, jo bedre og jo mere frugtbart er det sociale miljø og det mentale klima for tanker, ideer, forestillinger kommer til udtryk, støder sammen, slår gnister - og tænder og befrugter hinanden.
I hvert fald blev jeg selv befrugtet af de mange oplevelser af meget forskellige ansigter jeg mødte og blev udsat for - både i skolen og på gaderne i New York.
Lad os fx tage det med den uendelige variation af ansigtsfysiognomier som karakteriserer mit møde med New York - både den gang og nu. Hvilke spor og efterdønninger i bevidstheden har det givet?
For nylig gennemgik jeg nogle gamle støvede mapper med ret store billeder jeg havde malet i første halvdel af 60´erne. Og fandt blandt andet en relativt lang serie ansigter - en slags fantasiportrætter malet med pastelkridt på blødt farvet tyndt karton, billeder som jeg fuldstændig havde glemt jeg havde lavet - men altså alligevel havde gemt.
Se her:
De er ikke malet efter levende model - eller efter fotos.
Så det må være en slags øvelses- eller trænings-portrætter hvor jeg har afprøvet effekten af forskellige positioner i forhold til billedfladen, forskellige farve-kombinationer, fordelingen af lys og skygge, forskellige typer ansigtstræk (nogle negroide eller orientalske, nogle europæiske).
Jeg har også, kan man se, forsøgt at lave "næroptagelser" af nogle af fantasi portrætterne.
Flere af portrætterne er forvrængede og fortegnede i en eller anden retning. Ingen af dem udtrykke glæde, nogle ser sure ud, nogle er med lukkede øjne - ser nærmest ud som om de mediterer - men jeg kendte intet til meditation den gang.
Ingen af dem er signerede!
To af farvekridtportrætterne, viste det sig, havde jeg endda fået indrammet efter jeg kom hjem til Danmark - og må have haft hængende i længere tid på væggen i mit værelse eller i min stue
Men jeg husker ikke hvornår det skete, og hvor længe jeg har haft dem hængende.
Et enkelt af farvekridt-portrætterne har en særlig status. Dels fordi farvelægningen er meget mere nuanceret og et bredere spektrum af farver er brugt end til de andre. Og dels fordi proportionerne i ansigtstrækkene er meget realistiske.
Det er da også det eneste i serien der er malet efter et fotografi - sort hvidt - som jeg vist nok endnu har i en af mine gamle fotoalbums fra den gang.
Farvekridt - malet efter sort-hvid foto
Det portræt havde jeg også lavet et blyantstegnet forstudie til som lå i mappen, og mens fantasiportrætterne ikke er dateret, så er forstudiet dateret til 30. oktober 1961.
Så serien må være lavet mens jeg endnu boede i New York 1961-62. Og portrættet her er malet godt tre måneder efter jeg var flyttet ind hos min amerikanske familie, og jeg må have malet hele serien mens jeg gik til timer i "Art" på min high school.
Det var også en etnisk meget blandet skole - med både orientalere, afro-amerikanere og diverse europæiske nationaliteter repræsenteret i flokken af elever.
Og jeg er sådan set ikke i tvivl om at mødet med de mange etniciteter og ansigtsfysiognomier har været inspirationskilder for de mange farvekridtportrætter.
Hvem det sidste portræt så forestiller? - Såmænd min danske gymnasiekæreste som jeg havde efterladt i Danmark, og som jeg godt nok savnede.
Og som jeg fire år senere blev gift med.
Da jeg kom hjem til Danmark, fortsætte jeg med at lave fantasiportrætter, men nu tegnet med kul - og signeret ...
... eller tegnet med tusch ...
Jeg er tydeligvis i 1962-63-64 så småt begyndt at forestille mig selv i rollen som 'kunstner' .
Men de her mange tegninger og malerier af ansigter, min interesse for at udforske motivet og dets udtryksmuligheder, har jeg altså haft glemt eller fortrængt indtil gensynet med New York og mine 'brødre' sidste år genoplivede erindringer fra den gang.
Hvornår gik oplevelserne fra mit et års ophold som gymnasieelev i New York for alvor i glemmebogen og forsvandt ud af min bevidsthed?
Omkring midten af 70´erne mistede jeg kontakten med min amerikanske familie. Ikke som en bevidst beslutning fra min side, men jeg gjorde intet for at opretholde den eller forny den.
Indtil da havde der været jævnlig kontakt og samvær mellem mig og den amerikanske familie.
Min amerikanske mor havde et år eller to efter min hjemkomst sendt mig LP-plader med Joan Baez der sang folkesange, og med Odetta der sang Bob Dylan-sange.
Og også den fantastisk krigs-kritiske og satiriske roman "Catch 22" af Joseph Heller havde hun sendt mig. Og jeg slugte den med stor fornøjelse, husker jeg.
Og tre år efter min hjemkomst i sommeren 1962 havde jeg og min familie haft besøg af den ældste af mine amerikanske brødre Jimmy da jeg netop var flyttet sammen med min første kone (hende der er portrætteret efter fotografi ovenfor).
Et par år efter kom mine amerikanske 'forældre' Fred og Shirley til Danmark på et kort visit, og de mødt også der min daværende kone
Og vist nok i 1970 eller -71 genbesøgte vi Fred og Shirley i New York. Jeg genså også James som nu gik på universitet og havde fået sig en jødisk kæreste som Shirley - med et afvæbnende smil - kaldte "en bitch", husker jeg.
Vi boede hos familien i en ny og større forstadsvilla til New York i ca. 14 dage. Og havde en fed tur. Vi kørte rundt nogle dag i den nordlige del af staten og oplevede Niagra Falls.
Så sent som i -73 fik jeg besøg af min næstældste amerikanske bror Dickie som på det tidspunkt var godt igang med at skabe sig en international musikerkarriere som fremragende kammermusikcellist med moderen kompositionsmusik på repertoiret.
I 1972 og 1975 havde vi adopterede to piger fra Korea, blev derefter skilt, og i -79 flyttede jeg sammen med min nuværende kone (her på bloggen omtalt som 'fruen' eller 'min frue) og dannede ny kernefamilie med sammenbragte børn.
Og i mit arbejdsliv var skete det afgørende at jeg fagligt-pædagogisk blev opslugt at alt det nye jeg var med til at igangsætte og udvikle på RUC fra universitetscentrets start i -72 og til -81, hvor jeg så i den grad skiftede fagligt spor med en ansættelse som uddannelseskonsulent i DR´s interne (efter)uddannelsesafdeling.
Og politisk: USA stod ikke i høj kurs i de år, hverken på RUC eller mere generelt i min omgangskreds, ikke mindst på grund af det store lands rolle i Vietnamkrigen.
Så i al den emotionelle og faglige tumult forsvandt USA-oplevelserne hos familien Sherry og betydningen af dem under bevidsthedshorisonten - og erindringerne gik i glemmebogen.
Det var meget sjældent jeg tænkte på dem og talte om dem.
Symptomatisk for hvor effektiv glemslen eller fortrængningen har været, er at da jeg i 1997 tog til USA sammen med fruen, så var det ikke med henblik på at opleve et gensyn med New York.
Nej, rejsen gik til den amerikanske Vestkyst hvor vi var på en 6 ugers ferie-tur i en autocamper i april-maj. Turen gik fra Las Vegas til San Diego, og derfra mod nord via San Francisco hele vejen op langs Stillehavskysten til Seattle.
En fantastisk oplevelse - men helt uden kobling til fortidens New York-erfaringer. Bortset fra at jeg havde nemt ved at tale, skrive og forstå amerikansk, og meget hurtigt kom efter det og dermed straks følte mig hjemme.
Og det strejfede mig den gang ikke at jeg kunne kontakte mine amerikanske brødre som jo meget vel kunne have bosat sig i San Francisco, Seattle eller Los Angeles (hvor den yngste Danny faktisk boede og arbejdede på det tidspunk), eller at jeg kunne prøve at finde ud af om mine amerikanske 'forældre' stadig var i live (hvad min amerikansk 'mor' Shirly faktisk var, har jeg nu erfaret).
