Sider

torsdag den 26. marts 2015

Akvarelmaleriets mysterier (43) - Harald Henriksen, igen, igen - om nye indkøb af hans træsnit og lidt om 'lejlighedsakvareller'

Harald Henriksen er en ikke særlig kendt - men i øvrigt fremragende dansk akvarelmaler (1883-1960). Og han omtales af kunsthistorikere som den sidste naturalist - i den klassiske tradition af danske landskabmalere fra 1800-tallet.
   Han er så også en glimrende og original grafiker - og har solgt mange farvetræsnit med danske landskaber som motiv til almindelige danskere som godt ville have smukke nationale landskabsbilleder på væggene, men som kun havde råd til grafik.
   
Jeg opdagede ham ved et heldigt tilfælde - serendipitet hedder den slags - idet jeg på en julemarked så et lille gulnet billede i glas og ramme som jeg troede var en ældre akvarel. Det var det så ikke, men når det lignede, var det ikke så mærkeligt, fordi kunstneren Harald Henriksen meget ofte lavede akvarelskitser som forarbejder til sine træsnit.
   Jeg købte træsnittet og researchede på kunstneren da jeg kom hjem. Den historie kan du læse her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html
Nu har jeg så en søgeagent aktiveret på Lauritz.com med hans navn. Og det har givet bingo for et par dage siden. 
   Her ses skønheden - vist både med og uden ramme:


Træsnittet er i samme stil - japansk inspireret - som næsten alle de andre af ham der smykker vores vægge. Der mangler bare en profil af Fujiyama-bjerget i baggrunden, så er vi Japan.
   
Mange af vores naturalistiske landskabsmalere har brugt Danmarks få klinter - først og fremmest dem på Møn og Stevns - som motiv. Også Harald Henriksen - her med en såkaldt gouache - vandfarver med dækkende pigment:



Først tænkte jeg motivet kunne være Møns Klint, men farven er for leret, så det er sikkert et motiv fra Røsnæs, ikke så langt fra vor vi har sommerhus, og et sted han har brugt som motiv i flere billeder

Selv er jeg for nylig også vendt tilbage til landskabsmaleriet - i akvarel - en type motiv som jeg ellers ikke har dyrket seriøst i et par år. 
   Her to akvareller med motiv fra Stevns Klint - med fotos som jeg fandt på nettet som referencebilleder:


I begge tilfælde har jeg valgt at profilere nogle af motivets linjer med en tegnet tynd tusch-streg. Jeg er nogenlunde tilfreds - men ikke helt.

Bagrund for valget af motiv:
   Efter nytår er jeg begyndt for alvor at forære mine akvareller væk - som gaver til nære venner og familie.  Og jeg er samtidig blevet klar over at jeg passende kan karakterisere mig selv som 'lejlighedsmaler' -  og en del af mine akvareller som 'lejlighedsbilleder' - parallelt til termerne 'lejlighedsdigter'  og 'lejlighedsdigte'. 
   
De første bevidst malede lejlighedsakvareller var adresseret til mit barnebarn , en dreng på otte der havde fødselsdag, og som var helt vild med drager efter at have set animationsfilmene "Sådan træner du din drage". 
   Han fik en akvarel-drage i fødselsdagsgave, og jeg fik i alt malet en 7-8 forskellige akvareller med dragemotiv ved den lejlighed.
   De to landskabsakvareller fra Stevns er malet som lejlighedsmalerier til en god ven som fyldte 70 og bor tæt ved stranden med udsigt til Stevns Klint til den ene side. Jeg ville have malet flere, men nåede kun de to.
   
Harald Henriksen har også andre motiver i sine farvetræsnit end landskaber, og fruen havde på væggen i sit domæne hængende et stort Harald Henriksen-træsnit af et fuldriggersejlskib og nogle mindre sejlskibe ved kaj i en havn, blev jeg klar over under min første research:


Beklager reflekserne i glasset. Kan ikke undgås. Som eksempel på farvetræsnit er det fantastisk flot.

Af litteraturen fremgår at Harald Henriksen også producerede træsnit med bymotiver. Og jeg erhvervede faktisk et træsnit mere af ham for en måneds tid siden som viser Roskilde Domkirke set gennem et halvåbent vindue: 


At se ud på et landskabs- eller bymotiv gennem et hel- eller halvåbent vindue, er jo en klassiker, og vel nærmest fortærsket som motiv for billedkunstnere. 
   I hvert fald er motivet varieret i det uendelige af malere gennem tiderne, hvad en google-billed-søgning straks kan dokumentere. 
   Her nogle få akvareller der viser variationsbredden i motivet:


Fordelene - eller skal vi sige 'de æstetiske styrker' - ved det motiv er flere oplagte: stor identifikation i forhold til publikum, fascination gennem det indbygge dybdeperspektiv og spændingen mellem forgrund-baggrund/inde-ude/kultur-natur.
    Selv har jeg en enkelt gang brugt et beslægtet motiv, en udsigt fra en restaurant på Kap Verde - med fruens bortvendte hoved i forgrunden:



torsdag den 19. marts 2015

Esben Hanefelt Kristensen - farver, detaljer, fabuleringer - og andre historier om excess-kunst

For ikke så længe siden stødte jeg på Facebook på et maleri af en kunstner hvis navn jeg ikke husker at have set før: Esben Hanefelt Kristensen
   Jeg googlede hans billeder og oplysninger om ham, og syntes at hans billeder var værd at vise her på bloggen der har som tema: kreativitet, kreative mennesker, kreative produkter.
   
Her følger nogle eksempler.


Det der gav anledning til min billedjagt og -opsporing, var det her maleri med papegøjer som motiv som en af mine facebook-venner havde set under et besøg på en dansk virksomhed i Thailand hvor de havde det hængende:


Esben Hanefelt Kristensens billeder er farvestrålende, fantasimættede og fortællende - med en charmerende spænding mellem farveharmonier og farvekomplementer.   
   Motiverne har indbygget en overflod af detaljer som typisk også indgår i dekorative mønstre på billedfladen - næsten som musik - med variationer over det tema som det enkelte billede i sin helhed fremstiller.
   Mens nogle kunstnere i deres kunst tilslutter sig slogannet "les is more" i minimalistisk motiverede valg af former og farver, så går Esben Hanefelt i modsat regning: "more is more is more" - kunne man kalde det - en stil og et motivvalg præget af overskud og overflod. En slags lyrisk-narrativ 'excess-stil' som er beslægtet med Bjørn Wiinblad som, efter i nogle årtider at have været helt 'yt', nu ser ud til at have fået en - synes jeg - fortjent rennæssance:


Der er også et stil- og farvemæssigt slægtskab med den lokale kunstner Lise Meijer som jeg tidligere har skrevet om:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/big-wheel-studio-helende-arkitektur.html
Umiddelbart gætter jeg på at Esben Hanefelt også må arbejde som illustrator, og det bekræftes ved en hurtig web-søgning. Han har illustreret både eventyr, religiøse myter og gamle fortællinger:


Auktionselskabet Lauritz.com har i flere omgange haft billeder af Esben Hanefelt på auktion. En auktion gjaldt de akrylmalede illustrationer til Vagn Lundbyes "Det nordiske testamente" i 2007, og i den anledning fortalte man om Hanefeldt:
Aalborgkunstneren Esben Hanefelt Kristensens navn slog sig for alvor fast i danskernes bevidsthed med illustrationerne til "Billedbibelen", udgivet først i 90´erne. Den blev en succes hos både børn og voksne og er også udgivet på mange andre sprog.
   Esben Hanefelt Kristensen’s billeder er fortællende og farvestærke. Han har valgt at udtrykke sig i et detaljeret formsprog. Mennesker og dyr, blomster og træer danner fint tegnede mønstervirkninger over lærredet, og samtidig er der - næsten skjult i billedets virvar - indvævet en eventyrlig handling - som han selv siger: "Jeg arbejder med eventyret, fordi livet er eventyrligt".
   Esben Hanefelt Kristensens fik igen succes med udgivelsen af Saxo’s illustrerede Danmarkskrønike. Her bestod illustrationen af 148 Esben Hanefelt Kristensen malerier, som sideløbende med teksten beskriver historiens gang.
   Bogudgivelsen blev siden promoveret gennem udstillinger af billederne såvel på Nationalmuseet i København som på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg.
   Esben Hanefelt Kristensen færdigegjorde 2007 illustrationerne til Vagn Lundbys trebindsværk om den nordiske mytologi. Værkerne har samlet været udstillet på Københavns Rådhus april 2009. Nærværende maleri er originalillustrationen til bogværket.
   Væsentligste udstillinger: Hjørring Kunstmuseum, Brandts klædefabrik i Odense, Frederikshavn Kunstmuseum, National Musset i Nuuk, Galleri NB i Viborg, Galleri Knud Grothe og Galerie Moderne i Silkeborg.

Slægtskabet er tydeligt mellem disse nyere danske kunstnere og den stilart - jugendstilen - som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen - fordi oplevelsen og gensynet altid giver mig en spontan og umiddelbar nydelse,  se fx dette berømte værk af den østrigske maler Gustav Klimt:

Adele Bloch-Bauer, 1907

Der er også klare rødder tilbage til den traditionelle - og efter europæiske normer "overlæssede"  - dekorative orientalske kunst fra Iran:


Og så tilbage til nutiden og mit eget lokalområde. 
   Vi har en Vordingborg-kunstner A. Ali Daher som er indvandret fra Iraq, og som hører til morgenbadernes morgenfriske garde.
   Hans stil ligger klart i forlængelse af den farve- og detaljerig orientalske tradition som jeg eksemplificerede ovenfor, men med et moderne og mere geometrisk touch i stilen:


Ud over malerier har hans specialiseret sig i dekorative, organsisk formede og rigt malede kalabas-skulpturer som disse:


 ... som også egner sig til standerlamper:


Se mere af Ali Dahers kunst på hans facebook-side "Kalabas art" hvorfra han også næsten dagligt promoverer åndsbeslægtede internationale kunstnere fra eksotiske områder af verden:
https://www.facebook.com/kalabasart
https://www.facebook.com/aali.daher?fref=ts

onsdag den 18. marts 2015

Om sammenhængen mellem kreativitet - og det nemt at blive distraheret af tilsyneladende uvedkommene indtryk


Videnskab.dk havde for et par uger siden en artikel som fangede min opmærksomhed. Den handlede om sammenhængen mellem det let at blive distraheret og så hvor kreativ man var - i en eller anden forstand. 
   Rubrikken lød:
Har du svært ved at koncentrere dig? Så er du måske et kreativt geni
I første omgang læste jeg det som om den handlede om at det at være "distræt", en egenskab man i folkepsykolgien tilskriver især "verdensfjerne" professorer - som fx professor Turnesol i tegneserien Tintin. 
   'Distræt' kan også oversættes til "åndsfraværende"  - eller set fra en undervisersynsvinkel; "uopmærksom".
   
At være distræt er noget der ifølge mine nære omgivelser har kendetegnet mig siden jeg var barn.
   Det fortælles om mig at da jeg gik i første klasse i Holeby Skole, kunne jeg 'glemme' mine omgivelser så radikalt at min lærerinde frøken Rømme kunne lægge en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg bemærkede det.
   Senere har jeg også fået at vide at jeg har nemt ved at "falde i staver" og ofte bliver fjern i blikket og fantaserer over noget på den indre skærm, i stedet for at vær opmærksom på det der foregår og burde optage mig i mine umiddelbare omgivelser.

Men faktisk var det ikke den form for uopmærksomhed artiklen handlede om. Den handlede ikke om distræthed, men om det nemt at blive distraheret - fx af uvedkommende lyde.
   Artiklen i Videnskab.dk fortalte om nogle eksperimenter som påviste en sammenhæng mellem en høj grad af kreative aktiviteter og resultater,  og så det (for) nemt at blive forstyrret og optaget af 'input' fra omgivelserne som man egentlig bare burde set bort fra. Altså en slags overfølsomhed i forhold til  for så vidt uinteressante og uvigtige sanseindtryk fra periferien af opmærksomhedsfeltet.
   Her melder jeg så pas. Sådan er jeg absolut ikke indrettet. Det der kendetegner min personlighedstype, er at jeg nemt bliver distraheret af 'interne input' - tanker, billeder, fantasier der kommer indefra, og som vender min opmærksomhed mod den indre skærm. Som regel har jeg ikke problemer med at arbejde selv om der er støj omkring mig. Faktisk kan det godt være lidt positivt frem for totalt støjfri omgivelser
   
Men artiklen rammer plet i forhold til hvordan fruen har det. Hun er udviser ofte hvad man kunne kalde akut delt opmærksomhed, som giver sig udtryk i fx. at hun opdager og forstyrres af en plet på min trøje, mens vi sidder og snakker alvorligt om helt andre og vigtige ting. 
   Frue bliver også markant nemmere forstyrret af og irriteret over uvedkommende lyde i omgivelserne.
   Hun er også bemærkelsesværdigt observant i forhold til omgivelserne, både hvad angår syns og lydindtryk - og kan som en slags veyeur  helt fortabe sig i samtaler eller interaktion som tilfældigvis udfolder sig inden for syns- eller hørevidde.

Det faglige begreb som ifølge de engelske referater af undersøgelsen bruges til at karakterisere nogle menneskers personlighed, er "leaky attention" - altså 'utæt opmærksomhed'.
    Der er tale om en metaforisk framing der udsiger at opmærksomheden  er som en væske der så at sige 'siver' andre steder hen end i den retning hvor fokus og målet for aktiviteten normat burde befinde sig.
   Man taler i referaterne af undersøgelsen også om "reduced sensory gating", og dermed rammer resultaterne ind i en teori jeg tidligere har omtalt i flere indlæg: at den kreative hjerne har forøget 'connectivity' mellem forskellige moduler, og at de mekanismer i hjernen som varetager den nødvendige latente hæmning som er nødvendig for at vi ikke bliver totalt oversvømmet af nerve- og sanseinput, at den hos særligt kreative personligheder er relativt svækket.
   Her link til flere indlæg om denne teori, som også er en af forklaringerne på synæstesi som også fruen har, og flere af hendes genetiske børnebørn.

Undersøgelsens opsigtsvækkende resultater er lynhurtigt blevet spredt i forskellige fora på nettet gennem en populariseret resumé-artikel af en af forskerne bag undersøgelsen, Darya Zabelina, under titlen:
Creativity and Sensory Gating
Artiklen indledes med at referere til en erfaring som mange kreative mennesker kender til: at uvedkommende lyde er stærkt forstyrrende for det kreative arbejde:
In our everyday life we are constantly bombarded by sensory information, but some people seem to be more affected by this sensory input than others, or you may say some people have “leakier” sensory filters than other people. There are numerous anecdotal accounts of eminent creative people being especially sensitive to noise. Marcel Proust, for example, wore ear-stoppers because he was unable to filter out irrelevant noise, and lined his bedroom with cork to attenuate sound. Richard Wagner noted “a master needs quiet; calm and quiet are his most imperative needs.” And Franz Kafka asserted “I need solitude for my writing; not ‘like a hermit’ – that wouldn’t be enough – but like a dead man.” Others, such as Charles Darwin, Anton Chekhov, and Johan Goethe also strongly lamented the distracting nature of noise. 
Forskeren Darya Zabelina skriver senere i sin artikel at forsøgte peger på at særligt kreative mennesker har relativt sværere ved at filtrere udvekommende lydindtryk bort end mere jordbundne typer:
Our recent work provides first physiological evidence that creativity may indeed be associated with the reduced ability to filter our “irrelevant” sensory information. Specifically, we find that people with real-world creative achievements are less likely to filter out sound than their less creative counterparts. Additionally, they do it involuntarily, as this happens very early in the processing stream—only 50 ms after the onset of the sound.
   Reduced sensory gating is akin to reduced latent inhibition, or a reduced ability to screen or inhibit from conscious awareness stimuli previously experienced as irrelevant. Thus reduced latent inhibition may enhance creativity by enlarging the range of unfiltered stimuli available in conscious awareness, thereby increasing the possibility that novel and useful combinations of stimuli will be synthesized. Therefore leaky attention may underlie both costs and benefits of creative cognition: Noise and other environmental stimuli can serve as distractors for creative people, leading them to make errors on some tasks, as well as generally making their life less comfortable. At the same time, leaky attention may help people integrate ideas that are outside the focus of attention into their current information processing, leading to creative thinking.
Selve eksperimentet som disse overvejelser bygger på går altså ud på at dele forsøgspersonerne i to gruppe - meget kreative og ikke så  kreative. Og så får alle forsøgspersonerne to ens lyde i ørene med meget kort mellemrum via hørebøffer. Og så måler man hjernens reaktion ved hjælp af en såkaldt EEG-hætte med elektroencephalogrfiske sensorer.,  
    Den indbygged og ubevidste latente hæmning ("inhibition") burde betyder at hjernens fysiologisk reaktion er svagere når lyden høres anden gang fordi den nu er "velkendt". Og sådan reagerede gruppen af ikke så kreative forsøgspersoner også. 
   Men gruppen af meget kreative reagerede fysiologisk næsten lige så kraftigt på lyden anden gang som første gang, hvilket dokumenterer at deres neurologiske "gating" i forhold til lydsansning er svækket. Det udlæggerrr Zabelina således:
When we considered sensory gating with respect to real-world creative achievement, we saw that people with high creative achievements didn’t inhibit or didn’t gate as much of the sounds compared to people with fewer creative achievements.
Og senere skriver Zabelina videre om tolkningen af eksperimentets udfald:
Thus, real-world creative achievers appear to have reduced filtering of sensory information, which may be the mechanism for their wider focus on a larger range of stimuli, and their ability to make connections between distantly related concepts or ideas. In conjunction with other protective factors, such as cognitive control, reduced sensory gating may be what is needed for real-world creative achievements. In the absence of strong cognitive control (or other protective factors), leaky sensory processing may be a risk factor for attention disorders and/or psychopathology.
Det Zablina refererer til her til sidst, er at både sindslidelsen skizofreni, ADHD-diagnosen, Tourettes syndrom, og den såkaldt højsensitive personlighedstype (HSP), i forskellige teoretiske sammenhænge og gennem forskellige tests og forsøg er blevet forbundet med det der kaldes svækket latent hæmning" - altså en svækket kontrol og dæmpning eller "gatekeepning" af eksterne sensoriske input eller interne neurolgisk reaktione mellem forskellige centre i hjernen.
   
Det er ikke første gang man i forskerkredse diskuterer sammenhæng mellem sindslidelser og særlige hjernetilstande på den ene side og så kreative tænkning og udfoldelse på den anden. Og man kan altså konstatere at dette forsøg endnu en gang peger på den sammenhæng:
Thus it is possible that some risk factors that are associated with elevated psychopathology, such as leaky sensory gating, might also, in combination with other factors, be a "risk" factor for increased creative achievement, as previously suggested. Therefore for some prominent creative achievers who complained about noise as a source of distraction, the same leaky filters may have facilitated their creativity. 
Hvad kan man så bruge det til?
   At lave gruppearbejde i et støjende klasseværelse kan være hæmmende for børn med særlige kreative evner.
     Et støjende redaktionslokale er måske ikke det bedste sted at arbejde hvis vil praktisere og udvikle en mere kreativ form for journalistik.
     For bare at nævne to forhold jeg umiddelbart kom på.

Her et link til Darya Zabelinas resumeartikel:
http://www.creativitypost.com/psychology/creativity_and_sensory_gating
Og her et link til artiklen fra videnskab.dk
http://videnskab.dk/kort-nyt/distraktion-kan-stamme-fra-kreativ-genialitet?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=6c2c8d8e6e-201503063_6_2015&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-6c2c8d8e6e-239790449

mandag den 16. marts 2015

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.
   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?
  • konstruktiv journalistik
  • service-journalistik
  • borgerjournalistik
  • fortællende journalistik
Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.
   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.
   Se fx her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html
Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".
Du skriver altså bedre når du er i flow.
   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.
   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.
Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 
   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:
Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.
En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 
   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 
   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.
   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.
   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.
   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.
   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:
Dansen omkring nyhedskriterierne
"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.
   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.
   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.
   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!
   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.
   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.
   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.
   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.
   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«
   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.
   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.
   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.
   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?
   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.
Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:
  1. Led efter tegn på, at du er fikseret
  2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
  3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
  4. Brug dit gode journalistisk håndværk
Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":
System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.
Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:


Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

søndag den 15. marts 2015

Om oplevelsen af 'fikserede vinkler - og en genudgivelse af en gammel kronik: 'Den skarpe vinkel og marionetterne'


Den nye bog som forlaget Ajour netop har udgivet har titlen "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister". Den er skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid som begge er journalister og har undervist journalister og journaliststudrene i mange år.
   Jeg har allerede omtalt den i dette tidligere indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html
Bogen sætter blandt andet ord på - beskriver og forklarer - et problem som mange mennesker, herunder jeg selv, har oplevet når de blev interviewet og siden citeret eller ikke citeret af journalister til dagspressen eller de elektroniske medier: Man oplever at 'kortene er blandet på forhånd' og at man som interviewperson bliver bedt om at bekræfte en påstand som journalisten allerede tager for givet er sand og dækkende i forhold til virkeligheden, mens man selv måske synes den er diskutabel og i det mindste kræver nuanceringer.
   
Kapitel 1 i bogen indledes da også netop med den indgang:
Mange kilder oplever, at journalistens interesse for dem kølnes, når de ikke leverer opbakning til den vinkel journalisten arbejder med.
Men hvad er definitionen på 'en vinkel' i journalistikken. Selv lavede jeg den her for efterhånden mange år siden, nemlig da jeg skulle til at undervise journaliststuderende på den nye uddannelse i Odense:
Den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser.
Jeg ved ikke om alle underviserne på det tidspunkt var enige om det, for vi diskuterede det ikke i fællesskab. 
   Men jeg fik nogle år senere fra en af mine bedste studerende en venlig 'takke-mail' hvori der stod noget i retning af: 
Tak fordi du lærte os hvad en vinkel er.
Det tyder på at vi den gang - omkring år 2000 - i gruppen af undervisere på journalistuddannelsen ikke har meldt klart og entydigt ud om hvad 'en vinkel' var inden for faget.
   Men det har Malene og Mikkel helt styr på i deres bog.

Og det er først når man har accepteret den definition, at man kan opfinde og udvikle begrebet 'fikseringsfejl' - med den begrebslige mellemstation 'en fikseret vinkel'. 
   'En fikseret patient' på en hospitalsafdeling for sindslidende er en der er bundet og bastet med remme og spænder så han ikke kan gøre skade på sig selv og omgivelserne. Det siger loven at man på disse afdelinger så vidt muligt skal undgå, og i hvert fald stræbe efter kraftigt at reducere bruge af.
  'En fikseret vinkel' en arbejdshypotese der mentalt gør blind for og udelukker andre hypoteser om hvad der er sandt og virkeligt undervejs i researchen til en nyhedshistorie. 
   Det siger loven ikke noget om, ej heller står der noget om 'for tidlige fikserede vinkler' i de pressetiske regler. Og det burde der måske, ikke mindst nu når fænomenet 'fikseringsfejl'  for alvor er blevet beskrevet og forklaret i den her nye bog.

Mine egne erfaringer med at blive interviewet svarer meget godt til nogle af de cases Malene og Mikkel refererer.
   Selv om jeg faktisk i en række år havde undervist i interviewteknik på efteruddannelseskurser i DR, så var jeg alligevel uforberedt i forhold til det første interview jeg blev udsat for da jeg i 1992 var blevet direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 
   Stationen havde været ude i lidt af en lokal mediestorm på grund af min forgængers adfærd og udtalelser. Og de andre regionale medier - DR-Regionalen og Sjællands Tidende - havde været efter ham og hans kontroversielle programpolitik og økonomiske dispositioner i en længere periode. 
   Jeg blev så ringet op af en journalist fra Sjællandske Tidende, og han begyndte at stille nogle spørgsmål som klart var ledende, negativt ladede og byggende på forudantagelser som jeg ikke umiddelbart kunne acceptere.
   Jeg blev sur og provokeret da jeg mærkede hensigten og vinklen - og svarede derfor efterhånden meget kort for hovedet  
   Næste dag stod der en artikel i Sjællands Tidende der med citater fra mig gav indtryk af jeg - 'den nyansatte direktør' - var en luskepeter og havde noget at skjule.

Da jeg i 1998 var blevet ansat som professor i journalistik på den nye uddannelse i Odense, blev jeg jævnligt ringet op af journalister der til citat ville have mig til at sige noget kritisk om artikler og tv-indslag i andre medier. 
   Den kritiske vinkel bag spørgsmålene var givet på forhånd, og jeg skulle bare levere et moraliserende holdningsudsagn der gav historien autoritativ professor-back-up. 
   Som regel måtte jeg meddele at jeg ikke kendte til naglefaste facts eller forskningsbaseret viden der kunne støtte forudantagelsen i spørgsmålene. Til journalistens undren og slet skjulte irritation. 

Min stilling gjorde også at jeg jævnligt mødte universitetskolleger fra andre fag, som gav udtryk for irritation over journalisters spørgsmål fordi de var fikserede på bestemte antagelser, hvilket gjorde at de tilsyneladende ikke var lydhøre over for modstridende synspunkter eller nuancerede udtalelser om sagen. 
    Meldingen var nærmest at jeg som professor i faget hurtigst muligt burde gøre noget ved problemet - og lærer journalisterne at stille spørgsmål uden bias.
    Det prøvede jeg og de andre undervisere naturligvis også at gøre så godt vi kunne.
   Men jeg blev også lidt provokeret af mine kloge og vidende kolleger fra andre fag fordi de selv stort intet vidste om hvordan journalister tænkte og arbejdede. Og egentlig heller ikke syntes at det var noget de burde sætte sig (lidt) ind i. 
   Så fire år efter jeg var startet i jobbet, skrev jeg denne kronik. Den stod i Jyllandsposten 19-03-2002.
Den skarpe vinkel og marionetterne
Kronikøren behandler historien bag et journalistisk arbejdsredskab, som giver anledning til irritation og fordomme blandt ikke-journalister, når de skal optræde som kilder i journalisternes historier.
Det er ikke sjældent, at folk, som har medvirket som kilder i journalistiske historier, sidder tilbage med frustrationer. De har oplevet at blive ringet op af en journalist, som ønsker en udtalelse i anledning af en historie, som journalisten er i gang med.
   Et stykke inde i samtalen bliver det klart for den potentielle kilde, at det ikke er en hvilken som helst udtalelse, journalisten er interesseret i - det er en ganske bestemt udtalelse - nemlig en, der kan underbygge eller bekræfte den vinkel, som journalisten styrer efter. Er man blevet interviewet mange gange til medierne, så ved man godt, at det er, hvad det drejer sig om, og kan hurtigt sige til eller fra. Er man nybegynder, så er det en kilde til irritation: Er journalisten ikke interesseret i sandheden? Skal sagen ikke ses fra alle sider? Er han kun ude efter at få bekræftet en fordom?
   Specielt hvis man har en akademisk uddannelse og er ekspert på det område man bliver spurgt om, kan den slags oplevelser virke stærkt provokerende og bekræfte de værste forestillinger hos akademikere om journalister som formidlere af halve sandheder, fortegnede historier, forenklede billeder af virkeligheden. To kulturer støder uvægerligt sammen - den journalistiske og den akademiske. Og sammenstødet bunder ikke mindst i, at "sandhed", "viden" og "bevis" har forskellig betydning og funktion i den journalistiske og i de akademiske professioner.
   Kernen i problemet er det, som journalisterne kalder "en vinkel". En vinkel er et journalistisk arbejdsredskab, som gør det muligt for ham eller hende at lave et journalistisk produkt - "en historie". En vinkel er en påstand med nyhedsværdi, som historien skal bevise. At den har nyhedsværdi betyder, at den udsiger noget om virkeligheden, som ikke er alment kendt, som bryder med vaneforestillinger, som afviger fra normerne, som er usædvanligt eller overraskende - ja, simpelt hen...som er NYT!
   Nyhedsværdien kan selvfølgelig være større eller mindre, men den skal være der. Det er nyhedsværdien, der motiverer publikum - læsere, lyttere, seere - til at gå ombord i historien.
    Men der er et krav mere til den påstand, som vinklen udgør: Den skal også kunne stå for "engagementsprøven", der simpelt hen lyder: Hvad rager det mig, jeg har travlt og nok at se til? - Det betyder, at en vinkel enten vil indeholde en konflikt eller tage udgangspunkt i et modsætningsforhold. For det er det, der er kernen i en "god historie" - at den indeholder spændinger og konfliktstof, som tiltrækker publikums interesse. Og for at sikre publikums engagement, så vil det som regel være konsekvenserne, som historien skal fokusere på - det som umiddelbart kan tænkes at berøre publikums tilværelse og dagligliv.
   Og der er et tredje krav til en journalistisk vinkel - den skal være sand. Det vil sige, at den historie som skal bevise vinklen, skal kunne stå for en tredje prøve - "troværdighedsprøven" der lyder: Hvorfor i alverden skulle jeg tro på det? - journalisten er nok bare ude på at skabe sensation! - En historie skal for at være troværdig, bygge på to ting: kendsgerninger og troværdige kilder. Kendsgerninger er facts - indiskutable udsagn om de dele af virkeligheden, som historien dækker. Troværdige kilder kan enten være eksperter, som i kraft af uhildet og uafhængig ekspertise og videnskabeligt etableret viden inden for det område af virkeligheden historien, handler om. Eller de kan være troværdige i kraft af førstehåndserfaring: som øjenvidner, aktører eller ofre i historien. Journalistiske metoder er genveje til at nå en begrænset sandhed på begrænset tid (nemlig før deadline).         Videnskabelige metoder er omveje til at nå generelle sandheder på den tid, det tager. En journalist ser først og fremmest på viden som ammunition, der gør det muligt troværdigt at fyre en historie af til offentligheden. For en akademiker er viden en udsigtsplatform, der giver overblik og sammenhæng inden for et bredt virkelighedsfelt: jura, økonomi, litteratur, politik - som han forsker i eller administrerer inden for. Det stiller forskellige krav til "holdbarhed". En journalistisk vinkel er en begrænset sandhed, typisk bundet til et bestemt sted og et bestemt tidspunkt, og gældende for et begrænset antal mennesker.
   Den journalistiske arbejdsproces har sin egen logik, som hænger sammen med dette forhold. Fra morgen til aften (eller på 2-3-4-X dage) skal han i virkeligheden finde stof og materiale til et journalistisk produkt - en historie, som kan bevise/underbygge/sandsynliggøre sandheden i en konkret påstand, som har maksimal nyhedsværdi (den konkurrerer jo med andre på redaktionen og i andre medier); kravene til historien er, at den skal engagere et relativt bredt publikum (afhængigt af medie) og være troværdig.
   Det er altså en bunden opgave, som typisk starter med en idé. En undren eller et spørgsmål: kan det virkelig passe at...? hvorfor mon...? hvad er årsagen til...? Eller et "tip" - en meddelerkilde kommer med informationer, som hvis det er rigtigt, kunne blive til en historie - typisk information, som udpeger en konflikt, eller som afslører ellers skjult viden.
   Første fase i det journalistiske arbejde er så at indkredse historien: dvs. gennem en hurtig undersøgelse finde ud af, om svarene på de indledende spørgsmål eller de modtagne informationer har nyhedsværdi, hvis de er sande. Det kan ske ved at ringe til sikre kilder, der har forstand på emnet, eller søge informationer i opslagsværker, vidensbaser på nettet, mv. Det, der skal afklares her, er simpelt hen: Er der noget om snakken: ligger der en potentiel historie her?. Afgørelsen skal ske så hurtigt, at der er tid til at gå i gang med en anden, hvis ideen løber ud i sandet.
   Hvis ja, så er næste fase at opstille og afprøve forskellige vinkler - påstande, som på dette stadium har karakter af hypoteser, som skal testes. Der kan være tale om en enkelt vinkel, eller som oftest flere mulige vinkler. Og spørgsmålet er nu: holder en eller flere af de mulige vinkler? Her kommer den målrettede journalistiske research ind. Det er en proces, der kan minde om en læges der, når han stilles over for en patients symptomer, skal foretage en række undersøgelser og få svar på en række spørgsmål - for med relativ sikkerhed at kunne stille en diagnose: - Hvad er det for en sygdom, vi har her? Tilsvarende skal journalistens research afklare med relativ sikkerhed: Hvad er det for en historie, vi har her?
   Når lægen har nået til en afgørelse af, hvilken sygdom symptomerne peger på, kan han gå i gang med den dertil passende behandling. Og tilsvarende kan journalisten, når historien står klar for ham - og vinklen dermed er givet, gå i gang med at få historien hjem; dvs. se at få indsamlet og tjekke de facts og få skaffet troværdige udtalelser fra de kilder der tilsammen skal indgå i historien for at gøre den så troværdig, at den overbevisende kan underbygge vinklen.
   Det er her problemerne og frustrationerne opstår hos mange kilder. Når de bliver kontaktet af journalisten, så har han som oftest overstået de to første researchfaser: ide-indkredsningsfasen og hypotese-afprøvningsfasen. Han har nu brug for kendsgerninger, udtalelser, synspunkter, som kan bruges i fremstillingen af historien med den fastlagte vinkel, så den går hjem hos seerne. Og han har travlt. Der er en deadline. Og redaktionssekretæren som han har lovet historien, ånder ham i nakken.
   Kilderne kommer her nemt til at føle sig som marionetter der bare skal føres i snor rundt på historiens scene - og levere afmålte replikker til et på forhånd skrevet manuskript. Hvad de altså kan have ganske ret i. Og mens kilden kan synes, der er flere forskellige interessante vinkler eller, at der ligefrem er flere historier, som det også kunne være relevant at fortælle, så vil han hurtigt på spørgsmålene mærke, at journalistens interesse i svarene er særdeles retningsbestemt. Og kan nemt komme til den konklusion at journalisten kun er interesseret i at få bekræftet sine egne fordomme.
   Når det gælder avisnyheder, kan det endda være til at leve med. Avisjournalisten kan og vil ofte, for at dække sig ind, sørge for, at alternative vinkler og problematiserende synspunkter lægges ned i sidste halvdel af artiklen, mens han i toppen formulerer den vinkel, som historiens kendsgerninger og kilder primært underbygger. Og har dermed råd til at være lidt large over for kilder også i den sidste produktorienterede fase. Når det gælder TV-nyhedsindslag, er det rigtig slemt. De er korte (1:20-2:15), og de afkodes lineært i et forløb uden tilbagekoblingsmulighed for seerne. Det betyder, at kravet til vinklen er at den skal være ekstra skarp, og at historien skal være så fokuseret, at den kun må pege i en retning fra begyndelse til slutning. En TV-nyhedshistorie, der er uskarp og stritter i flere retninger, bliver ikke forstået og går simpelt hen ikke hjem hos seerne.
   Når journalist og fotograf rykker ud, så er det professionelle og ideelle krav, at journalisten gennem researchen hjemmefra er nået så vidt, at vinklen er klar. Og at han har planlagt, hvad det er for en historie - i form af interviewudtalelser, billeder og "sound bites" - der skal til for at fremstille den i et overbevisende og engagerende nyhedsindslag. Der er ikke råd og plads til research for åben mikrofon, så historien må skrottes, når man når frem til redigeringen.
   Så hvis kilderne oplever at deres rollehæfte stort set er skrevet i tv-journalistens bevidsthed, og de blot skal fylde den ud med passende replikker, når journalist og fotograf møder op, så har oplevelsen bund i virkeligheden.
   I de senere år er kravet til produktivitet på nyhedsredaktionerne steget markant. Og det gælder også - og ikke mindst på TV-redaktionerne. Det betyder, at der er blevet mindre tid til rådighed for det researcharbejde, som skulle kvalificere idéindkredsningen og hypoteseafprøvningen - før vinklen fastlægges. Og det kan ikke undgå at medføre flere og mere frustrerede kilder, der føler sig som marionetter. Men det truer altså også kvaliteten og dermed forståeligheden af de TV-nyheder, som er mange danskeres væsentligste kilde til oplysning om, hvad der sker i samfundet..
Det journalistiske arbejdsforløb som jeg beskriver med fremhævelse af arbejdet med hypoteser i forskellige faser, er klart idealiseret. Og problemet er jo netop hvis journalisten ikke gør sig klart hvor i processen han egentlig befinder sig, og derfor kortslutter dem, så bliver vinklen fikseret for hurtigt. 
   Jeg husker at jeg efter offentliggørelsen fik en henvendelse fra en underviser på journalisthøjskolen fra en underviser der vist nok mente at jeg skrev lidt for afslørende om det der foregik bag kulisserne i det journalistiske arbejde. 
   I et følgende indlæg vil jeg så genpublicere en anden gammel kronik som jeg har fundet frem og synes har fået ny aktualitet - inspireret af Malenes og Mikkels bog - med titlen "Dansen om nyhedskriterierne".