"Don´t mess with the lady in black" - animeret kvindelig pakistansk superhelt - i genial forklædning

Politiken bragte igår en mindre artikel i sin kultursektion som er interessant ud fra mange synsvinkler - ikke mindst den som har med 'kreativ konceptuel blending' at gøre.

   Rubrikken lød 

Burkaklædt superhelt skaber debat

Manchetten lød: 

Den kvindelige pakistanske superhelt Burkahævneren bekæmper Taleban og korrupte politikere og forsvarer kvinders ret til uddannelse. Men ikke alle er lige begejstrede. 

På en tv-kanal i Pakistan har man lanceret en animationsserie for børn med en kvindelig hovedperson der som i alle superhelteserier har to identiteter: den hverdagslige hvor hun er skolelærer, og den fantastiske hvor hun som superhelt er forklædt i en vildt flagrende burka. 

Burkahævneren bekæmper altså korrupte politikere og onde talebanere, og hun behersker en særlig kampsport hvor hun som våben og kasteskyts mod fjenderne bruger¨ - ja, selvfølgelig - bøger og skriveredskaber. 

   Se her traileren til serien på YouTube:

Animeringen er i stil og udførelse moderne og helt professionel, som man kan se. Og konceptet er jo lige i øjet, synes jeg.

   Man tager superhelt(inde)-ideen fra amerikanske tegneserier og -film, og transponerer den ind i en pakistansk kulturel og aktuel setting: effektivt virkende konceptuel blending. 

   En superhelt(inde) har to identiteter, og masken der skjuler den sande identitet, er en der ellers traditionelt forbindes med forbryderes hel- eller halvmaske, fx i form af en elefanthue:

Her nogle kendte maskerede superhelte fra vores vestlige medieverden:

Forklædte forbrydere er onde, forklædt superhelt er gode, og i ly af forklædningen hjælper de med deres særlig evner og våben til at bekæmpe ondskaben. 

   Det er den visuelle omvendte logik bag alle maskerede eventyrhelte - både dem med superkræfter og dem der bare er fantastisk gode - som Zoro:

Denne omvendte indholds- og udtrykslogik er så med Burkahævner-figuren kreativt overført til den aktuelle pakistanske politiske virkelighed, hvor det ikke er svært for publikum at genkende hendes fjender, onde mænd som bekæmper kvinders sekulære skolegang som vestligt inspireret kætteri. 

   Og at udlægge den enkle metaforik i hendes våben og kampteknik, er heller ikke svært.

Valget af burkaen som forklædning for heltinden er genial, synes jeg, idet det er Talebanernes målsætning at, når de kommer til magten, så skal alle kvinder bære burka når de færdes offentligt. 

   Og ligesom når homoseksuelle fx har vendt skældsordet "bøsse" på hovedet og gjort det til en hædersbetegnelse, så vender man her den islamistiske kvindeundertrykkelses synlige manifestation på hovedet og gør det til symbol på frigørelse af kvinder og deres ret til ikke-religiøs uddannelse.

   NB! For en ordens skyld, så er det ikke helt korrekt at kalde forklædningen en "burka" - det er faktisk en såkaldt "nikab".

Det er heller ikke svært at identificere forbilledet og inspirationskilden til Burkahævneren: Malala Yousafzai, den pakistanske unge kvinde som blev forsøgt myrdet af Taleban fordi hun offentligt via sin blog på internettet kæmpede for pakistanske kvinders ret til sekulær skolegang og uddannelse - og med udtalt kritik af den ultrakonservativ islamistiske ideologi som bla. Taleban repræsenterer.

Ideen kommer fra den engelsk-pakistanske pop-sanger, komponist og producer Aaron Haroon Rashid, og konceptet er udviklet med den erklærede hensigt at serien skulle give seerne ...

... a sense of the importance of girls’ education as well as teaching lessons about respecting the environment and embracing diversity."

Asia Life introducere serien således:

From early August, children across Pakistan will be glued to their television sets to watch an unlikely female superhero clad not in spandex, but a head-to-toe, flowing black burka. Her name is apt: Burka Avenger.

   The heroine of the Urdu language series, set to air on Pakistan’s Geo TV, fights a menace more dangerous than physical weapons. She is primarily fighting against a local gang’s nefarious efforts to close a girls’ school.

   The series will trace the adventures of the book-wielding superhero and three young sidekicks – Ashu, her twin brother Immu, and their friend Mooli (who has a pet goat, Golu) – as they battle villain Baba Badook and his team of thugs in the imaginary hamlet of Halwapur.

   The town comes complete with a corrupt mayor, Vadero Pajero, in cahoots with Bandook and company. In the very first episode, Pajero agrees to shut down the local girls’ school in exchange for kickbacks from Bandook, a wicked magician with a thick black beard.

   The dialog gets right to the point. Babook says: “What business do women have with education? They should stay at home, washing, scrubbing and cleaning, toiling in the kitchen.”

  Young Ashu shoots back: “The girls of today are the mothers of tomorrow. If the mothers are not educated, then future generations will also remain illiterate.”

 Sound familiar?

http://thediplomat.com/asia-life/2013/07/burka-avenger-pakistans-very-own-wonder-woman/

Men hvordan er det egentlig med kvindelige superhelte i vores eget vestlige mediebillede? Faktisk vrimler det ikke med dem. Og den mest kendte, Wonderwoman, er godt nok ikke maskeret og forklædt så det gør noget: 

Wonderwoman ville nok ikke fungere i en pakistansk kvindefrigørende kontekst.

Jeg spår Burkahævneren en dundrende succes og stor international udbredelse. Det er simpelt hen bare en skide god ide. 

Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.

Hallucinationer (3) - syner når man hverken er vågen eller sover - og mere om svækkede latente hæmninger

Jeg lærer altid  nyt når jeg læser Oliver Sacks, og altså denne gang hans nyeste bog "Hallucinations". Dels nyt indhold, nye kendsgerninger, ny frames og synsvinkler på alt hvad der har at gøre med hjernens overraskende, fascinerende og unikke måde at fungere på.

    Men jeg lærer også mange nye ord - medicinske og neurologiske fagudtryk.

   Oliver Sacks er nemlig meget omhyggelig med at give latinske (læge)faglige betegnelser for de forskellige særlige tilstande han beretter om.

    Jeg tror måske det er fordi han jo ellers skriver meget erfaringsnært og med mange citater fra almindelige mennesker der beskriver de usædvanlige oplevelser de har når hjernen af en eller anden årsag opfører sig afvigende - ofte  af Sacks betegnet som "disorder" eller "syndrome".

   Ved konsekvent og hele tiden at bruge fagudtrykkene, signalerer han at teksten alligevel er skrevet på et akademisk set højt faglige niveau.

   Og findes der ikke latinske fagudtryk i forvejen, så opfinder han dem - eller han går til gamle og glemte kilder og hiver fagudtryk derfra frem i lyset, hvilket indebærer at man som læser også får en masse interessant neurovidenskabelig og medicinsk videnskabshistorie med i købet.

Et af de ny ord jeg har lært er "hypnagogia" eller "hypnagogic state" - på dansk "hypnagogisk tilstand", som er den mentale overganstilstand sindet og bevidstheden befinder sig i mellem det at være vågen og det at være faldet i søvn.

    Den modsatte overgangssituation 'kaldes "hypnopompisk tilstand" - altså overgangen mellem at sove og være fuldt vågen.

    Oliver Sacks tilegner et helt kapitel til hallucinationer som opleves som led i den særlige bevidsthedstilstand som kendetegner denne mentale overgangssituation. Og han citerer også flere forfattere som referer til den, blandt andet Vladimir Nabokov og Edgar Allan Poe:

   Nabokov fortæller i sin erindringsbog "Speak, Memory":

As far back as I remember ... I have been subject to mild hallucinations ... Just before falling asleep, I often become aware of one-sided conversations going on in an adjacent section of my minde, quite independently from the actual trends of  my thoughts. I is a neutral, detached, anonymous voice, which I catch saying words of no importance to me whatever - an English or Russian sentence, net even adressed to me, and so trivial that I hardley dare give samples ... This silly phenomenon seems to be the auditory counterpart of certain praedormitory vision, which I also know well ... They come and go, whithout the drowsy obersever's participation, but are essentially different from dream pictures for he is still master of his senses. They are often grotesque.

Oliver Sacks henviser også til Edgar Allan Poe som han refererer for bevidst at afbryde hypnagogiske hallucinationer, så han kunne notere de ekstraordinære syner ned, og siden bruge dem som visionære input til sine digte og noveller.

   Også Baudelaire som Poe oversatte til engelsk, var ifølge Sacks fascineret af hypnagogiske hallucinationer, især hvis de blev hjulpet på vej med indtagelse af opium eller hash.

Hypnagogiske "visioner" ligner ikke rigtige hallucinationer, idet de ikke opleves som virkelige og ikke bliver oplevet som projiceret ud i den virkelige omverden. 

   Men de ligner på den måde at de kommer ind i bevidstheden uvillet, er ukontrolable og autonome; de kan have unaturlige farver og være usædvanligt detaljerede, og så kan de undergå hurtige og bizarre transformationer - i modsætning til de villede forstillinger og billeder vi fremstiller for vores "indre blik" og på den "indre skærm".

   På den måde kan de ligne dagdrømme - som jo er kendetegnet ved at sindets tanker og forestillinger flyder afsted uden styring og mål: "mind-wandering".

 

Sacks refererer - for første gang  i det jeg har læst af ham - til "the default mode network":

There is something about the rapid and spontaneous transformations specific to hynogenic imagery that suggests the brain is "ideling", as my correspondent Mr. Utter suggested. Neurosciencetists now tend to speak of "default networks" in the brain,  which generate their own images. Perhaps one may also venture the term "play" and think of the visual cortex playing with the every permutation, playing with no goal, no focus, no meanings - a random activity og perhaps an activity with so many microdeterminants  that no pattern is ever repeated. Few phenomena give such a sense af the brain's creativity and coputational power as the almost infinitely varied ever-changing torrents of patterns and forms which mya be seen in hypnagogic states.

Der ser ud til at være en flydende grænse mellem egentlige hallucinationer og så kreative tanker og forestillinger der "flyder" ind i bevidsteheden i overgangen mellem vågen og søvn. 

   I artiklen i Wikipedia som omhandler "hypnogogia" finder man et afsnit under overskriften "Cognitive and Affective Phenomena" som jeg synes er interessant:

Thought processes on the edge of sleep tend to differ radically from those of ordinary wakefulness. Hypnagogia may involve a "loosening of ego boundaries ... openness, sensitivity, internalization-subjectification of the physical and mental environment (empathy) and diffuse-absorbed attention."[35]

   Hypnagogic cognition, in comparison with that of normal, alert wakefulness, is characterized by heightened suggestibility,[36] illogic and a fluid association of ideas.          Subjects are more receptive in the hypnagogic state to suggestion from an experimenter than at other times, and readily incorporate external stimuli into hypnagogic trains of thought and subsequent dreams.

Det er klart at der er tale om det jeg andre steder har beskrevet som "åben tilstand", som bl.a. er det man søger at sætte igang hos folk på kreativitets- og ideudviklingskurser og -seminarer. Men som altså også ligner den tilstand som opstår ved "sensorisk deprivation", en tilstand jeg beskrev i det foregående indlæg, bl.a. med afsæt i to Poul Martinsen-programmer om "isloation".

   Artiklen i Wikipedia kunne også tyde på at LI-en - den latente hæmning - er svækket som "censor" i denne mobile bevidsthedstilstand, ligesom den kan være det under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol:

Herbert Silberer described a process he called autosymbolism, whereby hypnagogic hallucinations seem to represent, without repression or censorship, whatever one is thinking at the time, turning abstract ideas into a concrete image, which may be perceived as an apt and succinct representation thereof.[38] 

Jeg har selv oplevet nogle gange at få gode ideer på overgangen mellem vågen og søvn, og det synes også at være almindeligt kendt blandt både forskere og kunstnere:

The hypnagogic state can provide insight into a problem, the best-known example being August Kekulé’s realization that the structure of benzene was a closed ring while half-asleep in front of a fire and seeing molecules forming into snakes, one of which grabbed its tail in its mouth.[39]

   Many other artists, writers, scientists and inventors—including Beethoven, Richard Wagner, Walter Scott, Salvador Dalí, Thomas Edison, Nikola Tesla and Isaac Newton—have credited hypnagogia and related states with enhancing their creativity.[40] 

   A 2001 study by Harvard psychologist Deirdre Barrett found that, while problems can also be solved in full-blown dreams from later stages of sleep, hypnagogia was especially likely to solve problems which benefit from hallucinatory images being critically examined while still before the eyes.[41]

Hjernens indbyggede såkaldte "latente hæmning" (LI) er altså den indbyggede sikring i hjernen mod "information overload" - at sindet overvældes og druknes af stor mængder usorterede input og impulser, fra både ydre og indre sansninger.

   Man kan sige at LI-en er nødevendige skyklapper for nogenlunde fokuseret opmærksomhed på det der virkelig betyder noget her og nu. Men det kan altså også indsnævre og censurere fantasien og de frie associationer mellem forskellige forestillinger, ideer og begreber.
   Denne tærskel bliver så sænket under forskellige bevidsthedsmæssige tilstande, dels tilstande som hjernens kemiske og elektriske system selv iværksætter (migræne, parkinsonisme, epilepsi, skizofreni), dels tilstande skabt af hjernens belønningssystem når det får særlige kemiske eller kropsligt mentale input udefra. 

   

I forlængelse af det foregående indlægs beskrivelse af konsekvenserne af lav latent hæmning - "low LI", har jeg så også fundet en lang række henvisninger til artikler der forklarer at der er en sammenhæng mellem lav latent hæmning, hallucinationer og kreativitet. 

   Blandt andet her et citat fra en artikel "Divine Madness" af Thomas Hally, forfatter til bogen "Concepts of intelligence". 

Latent inhibition and fantasy proneness are two traits psychotic individuals havein common with creative individuals. And they go hand in hand with each other. Latent inhibition, a certain degree of intelligence, and fantasy proneness all factor into a theory of how creativity and psychoses are intertwined. Auditory and visual hallucinations are symptoms of fantasy-prone people in general and not only schizophrenics and manic depressives.

Jeg har i tidligere indlæg været inde på at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng mellem de to store sindsygdomme skizofreni og maniodepressivitet på den ene side og så en række store kunstneres og videnskabsfolks mentale set up. 

   Noget af den sammenhæng kan meget vel være genetisk bestemt og har noget at gøre med funktionen af dopamin-systemet, hjernens egen berusende kemiske pumpe:

Some researchers concur that the link between genius and a small percentage of schizophrenics “boils down” to aparticular gene called DARPP-32: dopamine and cyclic AMP-regulatedphosphoprotein, which works as a neurotransmitter and links genius to madness. Three quarters of any given population inherit a version of the DARPP gene which enhances the brain’s thinking activity by improving the informationprocessing of the prefrontal cortex. It orchestrates thoughts and actions.

Her slutte føljetonen om hallucinationer og tilliggende fænomenter med afsæt i Oliver Sacks nye bog "Hallucinations", som varmt kan anbefales.

Halucinationer (2) - om sensorisk deprivation og svækkelse af latente hæmninger som årsag til at se syner, høre stemmer og musik uden ydre kilder

Hallucinationer har jeg vist nok selv aldrig oplevet, i bedste fald grænsetilfælde:

   Man kan måske sige at det at blive lokalbedøvet fx i forbindelse med en større tandoperation, at det er en form for negativ hallucination. Man oplever at en del af ansigtet er væk, mangler, selv om man godt kan se det og røre ved det.

   Når jeg er hjemme i vinterboligen for en kort bemærkning uden at katten er med, så har jeg også hallucinationer af at katten er der og lister omkring som den plejer - i udkanten af synsfeltet.

Men ellers er hallucinationer som ikke er knyttet til alvorlig psykisk diagnose, kun noget jeg en gang i mellem har læst eller hørt om. 

   Fx vejledte jeg for nogle år siden et speciale hvori indgik produktion af en radiomontage om en ung mand der siden han var barn, hørte stemmer, og, bortset fra en kort periode i puberteten, havde levet med dem som en relativt fredelig mental forstyrrelse. Af udsendelsen fremgik at der var mere end 100.00 mennesker i Danmark som var såkaldt 'stemmehørere'.

   I en vis forstand ligner det jo synæstesi som også er en mental tilstand hvor hjernen selv producerer indtryk (farver, lyde, former) i bevidstheden uden nogen ydre sansning som årsag - blot som ledsagefænomener til fx at læse eller høre ord, bogstaver, tal, toner.

   Til beroligelse for mange kan man altså konkludere at det kan være "helt normalt" at høre stemmer, og at mange mennesker har et forholdsvis fredeligt samliv med deres stemmer:

I en stor survey-undersøgelse (15.000 mennesker) fra 1991fandt man at 2,3% oplyste at have hørehallucinationer. Kun en tredjedel af stemmehørerne var tilstrækkelig besværet af stemmerne til at søge hjælp. Dvs. 2 ud af 3 stemmehørere klarede sig selv!

Se mere om stemmehører-hallucinationer her:

http://www.psykiatrifonden.dk/forside/kalender/prasentationer/110411+Anne+Klinte

Men Oliver Sachs bog "Hallucinations" har et kapitel som har overskriften

The Prisonner´s Cinema - Sensory Deprivation

Og pludselig kommer jeg i tanker om at det fænomen kender jeg for så vidt rigtig godt - på anden hånd - via nogle tv-dokumentarudsendelser som dokumentarinstruktøren Poul Martinsen producerede i begyndelsen og slutningen af 70´erne.

   Udsendelserne dokumenterede at hvis forsøgspersoner fik bind for øjnene og blev lukket inde i et lydtæt rum hvor der kun var 'hvid støj' som baggrund, så fik de hallucinationer, både virkelighedstro syner og virkelighedstro lyde - herunder sang og musik. 

   I princippet fortæller disse forsøg os jo at hjernen som sultes for perceptuelle input eller perceptuel variation, begynder at "kede sig" på grund af at den ikke har noget at lave - noget at tolke og bearbejde. Og så producerer den - uhæmmet - en slag realistisk filmforestilling eller lydprogrammer af sig selv - ud af eget indre "kildemateriale".

Når der blev lavet en lang række forsøg i 50´erne og 60´erne hvori indgik eksperimenter med "sensory deprivation", så hang det blandt andet sammen med Den kolde krig, og ikke mindst med angsten for at fangne soldater kunne blive hjernevasket af "fjenden" når de havde være sensorisk isoleret tilstrækkelig længe.

 
Poul Martinsen gjorde et "hjernevask-forsøg" som led i sin tv-udsendelse om "Isolation":

   En kvinde som efter i mange timer at have været blindet og isoleret lydmæssigt, blev udsat for gennem en højttaler at høre en rolig og troværdig stemme læse højt af en madopskrift på "hvid rotteragout".

   Da kvinden kom ud af sin isolation, blev hun af Poul Martinsen tilbudt at spise en ret som af ham blev benævnt "hvid rotteragout", hvad hun gjorde uden tøven. 

   Man kan antage at der sker en svækkelse af hjernens indbyggede hæmninger under isloationen, som så gør den mere modtagelig for suggestion og hypnotisk påvirkning.

   

Under de rette sensorisk isolerede omstændigheder kan de fleste normale mennesker altså få induceret eller fremprovokeret visuelle hallucinationer.

   Og når man laver såkaldte fMRI-skanninger af en hjerne der har den slags inducerede hallucinationer, så viser det sig at der er neurologisk aktivitet i både "the occipital cortex" og "the inferotemporal cortex" som er de dele af hjernen som aktivt bearbejder synsindtryk som input til bevidstheden.

   Til forskel fra de situationer hvor man bevidst og med vilje fremkalder forestillingsbilleder for sit indre blik, så var der ingen særlig aktivitet i den præfrontale cortex ved synshallucinationerne. 

   Den præfrontale cortex er den del af hjernen som har den såkaldt 'executive funktion'. Wikipedia:

This brain region has been implicated in planning complex cognitive behavior, personality expression, decision making, and moderating social behavior.[1]The basic activity of this brain region is considered to be orchestration of thoughts and actions in accordance with internal goals.

Oliver Sacks konkluderer derfra:

Unlike the top-down proces of voluntary visual imagery, hallucinations is the result of direct, bottom-up activations of regions in the ventral visual pathway, regions rendered hyperexcitable by a lack of normal sensory input.

Spørgsmålet for mig er om fx det at høre stemmer, kan være forbundet med kreativitet på samme måde som synæstesi tilsyneladende er det.

   Og det er der noget der tyder på. Oliver Sacs har en fodnote hvor han henviser til en bog "Of Two Minds: Poets Who Hear Voices" af Judith Weisman som ...

... presents strong evidence, drawn especially from what poets themselves have said, that many of them, from Homer to Yeats, have been inspired by true auditory vocal hallucinations, not just metaphorical voices.

Jeg har tidligere fortalt om fænomenet "latent inhibition" (LI) - og at kreativitet kan ses som et resultat af at hjernen af en eller anden grund har relativt lav LI i de nervebaner som forbinder forskellige centrer og områder i hjernen. 

   Lav LI kan så også være en del af forklaringen på forskellige hallucinationer.

Om musikalske hallucinationer - dette at man ufrivilligt hører musik som tilsyneladende bliver spillet fra en ekstern kilde, som altså ikke findes - det kan også forklares med svækket LI, fortæller Sacks:

... what seems to occur in most cases of musical inhibitions is a release of activity in the musical network when normally operative inhibitions or constraints are weakend.  

Analogt til synshallucinationer, så bliver også musikhallucinationer produceret ved spontan aktivitet i det komplekse og ekstensive netværk i hjernen som er aktivt når man hører og opfatter musik spillet/sunget af en ydre kilde.

(fortsættes)

Hallucinationer (1) - om livagtige forestillinger om noget der ikke er der

Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt  - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'. 

  På engelsk taler man om "imagination".

Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
   Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.

   Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.

   På dansk: Se noget for "sit indre blik",  se noget "på den indre skærm".

Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.

   Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
  Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.

   Titlen er:

HALLUCINATIONS

Samme ord på dansk: "hallucinationer". 

   Og hvad forbinder man så det med? 

   Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.

Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke. 

   Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden. 

   Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv.. 

   Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.

Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?

   For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.

   For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).

   For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
    Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.

Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
    Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!

Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:

An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation  as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.

En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer. 

   Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer. 

   De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.

   Oliver Sacks:

For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side  of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.

I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):

   I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:

Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion. 

   Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?

   Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?

   Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?

   Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?

   Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?

   Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?

   Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?

Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds". 

   Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:

I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.

Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:

(fortsættelse følger)