Om den skjulte Ang Lee - og Axel Strøbyes hemmeligheder for sin far

En af de film der er på oppe for tiden - og stærkt opreklameret i aviserne, er "Life of  Pi".

   Den bygger på en roman jeg faktisk kan huske jeg har læst for en del år siden med samme titel. Den udkom 2001, skrevet af forfatteren Yann Martel

   Billedet der står tilbage er en mand der er isoleret på havet i en redningsbåd med en bengalsk tiger -og overlever. Historien var klart et resultat af konceptuel blending - både en realistisk "selvbiografisk" historie - mixet med en fantacy-historie - med klare fabel- og myte-elementer.

   Jeg husker at  "Life of Li" havde en slags filosofisk overbygning, og at man blev i feel-good-stemning efter endt læsning.

   Lidt hen ad "Kvinden og aben" af Peter Høeg - som udkom nogle år før.

"Life of Li" er altså nu blevet filmatiseret af en af de store moderne filminstruktører - en 'auteur' - Ang Lee.
   Og forklaringen på at den først er filmatiseret nu er bl.a. at den moderne digitale animationsteknologi gør det muligt at blande og visuelt integrerer - blende - realistiske filmortagelser med animationer så virkelighedsillusionen er totalt overbevisende.

I was never a citizen of any particular place... My parents left China to go to Taiwan. We were outsiders there. We moved to the States. Outsiders. Back to China. Now we were outsiders there, too -- outsiders from America.

   (Ang Lee i et interview fra 2005)

Men det er ikke filmen, men instruktøren som her er i fokus. Han har produceret en del film som har vundet priser, og jeg har bl.a. set "Sense and Sensibility", "Hulk" og "Brokeback Mountain".

   I modsætning til en del andre film-auteurer, så  er Ang Lee speciel ved at han stort set skifter genrer for hver ny film. Han blev en gang spurgt hvordan han "fandt sine film", svarede han: "I don´t find my films, they find me."

   Derved minder han om Poul Martinsen, der også skiftede genrer hele tiden. 

   Dels er det nok en del af den kreative personligheds mentale mind-set, at se en særlig udfordring i at lave noget andet end offentligheden forventer, og dels at kaste sig ud i risikofyldte projekter netop fordi man ikke behersker genren. Og dermed tvinges til mentalt "at stå i lort til halsen" - igen.
   Og dermed får adgang til at trække på - måske uerkendte - skjulte sider og mentale ressourcer.

Information bragte i torsdags et interview med Ang Lee i anledning af filmen "Life of Pi". Rubrikken:

Sandheden er skjult

Af interviewet fremgår at Ang Lee har haft en barndom og en opvækst som genfindes hos mange særligt kreative personligheder, og som fungerer som "brændstof" for de kreative valg og den kreative karriere:

Filmen handler om en indisk dreng, Pi, der sammen med sin familie og deres zoologiske have drager fra Indien til Nordamerika for at slå sig ned. Men undervejs synker skibet i en storm, og de eneste overlevende i en lille redningsbåd er Pi og en stor bengalsk tiger.

   Pi har med andre ord mistet alt og kommer nu ud på sit livs rejse, som på overfladen handler om rå overlevelse, men ligesom de fleste andre af Ang Lees film går den også et lag dybere og viser det følsomme menneske bag facaden.

   Det er her følelsen af ensomhed og fremmedgørelse, jagten på identitet og tro melder sig, og det er alt sammen noget, Ang Lee selv har oplevet.

   »Jeg kom til Amerika samme år som Pi, og derfor hjemsøger bogen mig,« siger Ang Lee, der forlod sit hjemland Taiwan for at begynde en ny tilværelse i USA.

   »Det at være alene med sin identitet, følelsen af ikke at høre til og altid være på vej kan jeg genkende fra mit eget liv,« siger Ang Lee, der opfatter sig selv som en verdensborger, som balancerer mellem taiwansk-kinesisk og amerikansk kultur.

 Ud over oplevelsen af isolation, identitetstab og fremmedgørelse, så har Ang Lee også, ligesom mange andre kreative personligheder, "ondt i farforholdet" - med en autoritær far der havde høje akademiske forventninger til sønnen, som sønnen så ikke levede op til. Og flere af (alle?) Ang Lees film tematiserer dette:

Tilsyneladende har instruktøren selv haft problemer med at tilpasse sig de rammer, som hans kultur og hans far satte for ham, hvilket måske også forklarer, hvorfor han gang på gang har

behov for at skildre far-søn-forhold i sine film.

   Også i Life of Pi skildrer Ang Lee en viljestærk og stolt faderfigur, der belærer sin søn om, hvordan verden hænger sammen.

   »Når det kommer til uenigheder, var det altid i forhold til min far,« siger Ang Lee.

   »Ikke bare var han familiens overhoved. Han var også rektor på mit gymnasium, et af de bedste i Taiwan. Og så går jeg hen og dumper til optagelsesprøven til universitetet og ender inden for underholdningsbranchen!«

   Lees far havde forventet, at sønnen ville blive professor.

   »Oven i det var jeg hans førstefødte søn, hvilket lagde endnu en byrde på mig i forhold til hans forventninger.«

   Her refererer Ang Lee til den kinesiske kultur, hvor den førstefødte søn er forpligtet til at tage sig af familien.

  »Jeg ved ikke, om det er en form for terapi, at far-søn-relationen dukker op i mine film, men jeg kan godt se, det er tydeligt. I nogle henseender vil jeg måske gøre ham, min far, ære, men i andre føler jeg, at ikke bare han, men hele familien, skammede sig over, at jeg ville være instruktør og ikke bare fulgte traditionen og pligten.«

Mønstret genkendes fra Ulf Pilgaards forhold til sin far, som det fremgik af Poul Martinsens dokumentar om ham "Den store, Ulf" (2000). 

Den særligt kreative personlighed er også kendetegnet ved at være sammensat - blended: to eller flere personligheder i et. Oplevelsen af  - derfor - aldrig selv at være ægte eller ærlig - hele tiden at simulere  for at skjule sider af sig selv - genfindes også hos Ang Lee:

»Jeg tror, at sandheden er skjult, og den eneste måde, vi kan få adgang til den på, er gennem forstillelse. I livet lader vi, som om vi har opdaget sandheden, f.eks. som i Hulk (Ang Lees film fra 2003, hvor videnskabsmanden Bruce Banner forvandler sig til monsteret Hulk, red.).

   »Vi har alle en Hulk indeni, som vi skjuler. Vi vælger, hvad folk skal se, og hvad de ikke skal se. Vi skal alle passe ind i samfundet og være civiliserede og følsomme mennesker. Der er helt klare forventninger til, hvordan vi skal opføre os. vi er flokdyr. Men jeg tror kun, vi kan finde sandheden ved at foregive. Det mest åbenlyse er ikke sandheden. Historien bag er sandheden. I min forrige film, Lust, Caution (2007). spiller den gode pige den onde. Det viser sig så, at hun rent faktisk er den onde. Jeg tror, det er værdien af drama, af film og af historiefortælling. Det går tilbage til den kinesiske daoisme og buddhisme, som siger, at sandheden, hvor alt kommer fra, er skjult og findes i negativet (modsat det fremkaldte fotografi).

   Den er i et mørke, hvor alt eksisterende vokser ud af og kommer tilbage til, når det dør. Det er grundreglen. Illusion er ikke ingenting, det er formentlig essensen i hele vores liv.

Jeg finde klip frem fra bunken - om andre særligt kreative personligheders barndom, som jeg ikke har nået at skrive om lige da de blev omtalt. Her om skuespilleren Axel Strøbye, fra en anmeldelse af  en  biografi om ham som udkom i november:

Når man i disse måneder lørdag efter lørdag ser Axel Strøbye fører sig frem som den geskæftige, fiffige  og slagterhundsfrække sagfører Viggo Skjold Hansen, tænker man ikke over, at skuespilleren bag havde et på mange måder dybt tragisk privatliv fyldt med bristede illusioner, skuffede forventninger og personlige kriser. Men det havde han. Og faktisk fra første færd, iden han som den sidst fødte - og uventede - tvillingbror aldrig blev rigtig hjerteligt velkommen til livet. Hans forældre, manufakturhandlerfamilie på Amager, så ikke deres ekstra og tredje barn som nogen form for bonus fra forsynet; de betragtede den lille dreng som et problem. "Du skulle slet ikke have været her", sagde Axels mor og far til Axel. De havde rigeligt i bror Jørgen og storesøster Inger. 

Endnu et citat kan belyse Axels Strøbyes flersporede personlighed og forhold til faderen:

Broderen har især bidraget med historier fra deres fælles barndom og ungdom. Han har været med til at tegne billedet af en skuespiller i evig kamp for at finde sit ståsted. En kamp, der senere hen i livet især blev ført mod de indre dæmoner. De to brødres far var en autoritær herre, der forbød sin søn at spille skuespil. Derfor måtte Axel Strøbye uddanne sig hemmeligt - og i øvrigt holde det skjult for faderen.

Axel Strøbye var i øvrigt et kreativt multitalent og ville oprindelig være maler. Men det syntes faderem var noget „halv- pornografisk noget." 

   "Min far opdagede, at man malede efter nøgenmodel, og så var det slut med det," sagde Axel Strøbye i et interview med Virtus Schade. Axel uddannede sig i stedet til arkitekt – det var ifølge faderen et rigtigt håndværk. Men allerede under studiet arbejdede han altså aktivt - men skjult for de dominerende far - på at blive skuespiller.

Berthe Morisot - og tre andre kvindelige impressionister - Gassat, Gonzales, Bracqmond

Denne blog handle blandt andet om outsidere og mønsterbrydere - kreative personligheder som overskrider grænser og må overvinde modstand for at realisere sig selv - fx som kunstnere.

Sådan en personlighed var den kvindelige impressionist Berthe Morisot som Ordupgaard har udstillet her i løbet af efteråret.

   Af avisomtalen og anmeldelserne at dømme er hun en af de store impressionister - men overset fordi hun var kvinde.

   Fruen og jeg så udstillingen ligen inden Jul. Og rigtig nok, hun var god, rigtig god - men også lidt kedlig. Ikke det enkelte værk, men den udtryksmæssige variation fra billede til billede var begrænset.

   Måske også fordi jeg havde forventet mere ud fra omtalen. Måske fordi motivkredsen er så relativt snæver: kvinder og børn - inde og ude. 

Som malerretning og -stil var impressionismens måde at udtrykke sig på rent farvemæssigt en form for optisk blending. De enkelte farver skulle maniferster sig i rene penselstrøg, sådan at den optiske blanding ikke foregik på paletten eller på lærredet, men først i øjet - eller rettere i hjernens bearbejdning af farveimpulserne fra øjet.  

   Det har den konsekvens at malerierne skifter karakter og oplevelseskvalitet med den afstand man ser dem i. Set på (stor) afstand lyser de gennemtrængende op i rummet. På tæt hold flinmrer de, og som beskuer bliver man tvunget til at være opmærksom på penselstrøgene - og aktiverer derfor spejlneuron-netværktet i hjernen. 

Et af udstillingens formidligsgreb var - for hvert tema og hver periode - at modstille nogle af Morisots malerier med motivisk eller maleteknisk beslægtede billeder af nogle af de andre store impressionister: Manet, Monet, Degas, Pissaro, Renoir, Sissley.

   Det fungerede effektivt som overbevisende argument for at Bethe Morisot skal regnes med som en af de store impressionister. Se bare her:

Hendes stil er generelt ret skitseagtig - og mere flimrende end mange af af hendes samtidigige mandlige kollegers malerier inden for den impressionistiske retning.

   Jeg får den tanke at den stil kunne egne sig til akvarelteknik. Og ganske rigtigt. Ret mange af hendes malerier viser sig at være malet i akvarel. 

   Som her:

Faktisk synes jeg at Berthe Morisots akvareller er helt i top. Det skitseagtige i hendes malestil matcher akvarelmediets krav om lethed og gennemsigtighed i udtrykket.

   Her en kort introduktion til hendes liv og karriere som maler:

One of the best-known women Impressionists, Berthe Morisot devoted herself to the painting of modern life. As one critic noted at the time, “Her painting has all the frankness of improvisation; it truly is the impression caught by a sincere eye and accurately rendered by a hand that does not cheat.” Morisot distinguished herself as the only woman to exhibit in the first Impressionist exhibition, and continued to show in the next seven of the eight Impressionist exhibitions. Married to the brother of Manet and close friends with Renoir, Morisot became one of the most prolific members of the Impressionist circle. Her love for painting outdoors continued throughout her career, and her daughter Julie remained her favorite model. 

På Ordrupgaardustillingen vistes en dokumentarfilm hvoraf det fremgik at Berthe Morisot var en af flere franske kvindelige malere som havde deres gennembrud som impressionister. 

   De andre navnde var: Mary Cassatt, Eva Gonzalès, Marie Bracquemond.

Disse kvinder var alle som malere oppe mod en dobbelt modstand: Dels samtidens almindelige modstand mod at lade kvinder får akademisk maleundervisning - og blive udstillet på linie med mandlige kunstnere. Og dels var de oppe imod den fjendtelighed som selve den

impressionistiske stil belv mødt med på parnasset og blandt officielle kunstkendere og anmeldere i samtidens Paris.

Her er en række malerier af Mary Cassatt som kom fra USA, men levede og malede i Paris.

   Hendes malerier virker mindre skitseagtige end Berthe Morisots - mere gennemarbejdede og klarere i konturtegningen:

Mary Cassatt kunne også male akvarel som det ses her:

Hun var meget inspireret af Degas - og af hans suveræne brug af pastelkridt-farver, og mange af hendes bedste malerier er pasteller:

Her en introduktion til Mary Cassatts liv og karriere som maler:

Born in Pittsburg, Pennsylvania in 1844, Mary Cassatt stands out as the only American member of the Impressionist circle. After studying painting both at the Pennsylvania Academy of the Fine Arts and throughout Europe, she settled permanently in Paris in 1875, where she became close friends with Degas and exhibited in four of the Impressionist exhibitions. Cassatt rejected the idea of becoming a wife and mother and embraced her independence as she forged a profitable and successful career painting women as “Subjects, not objects.” Best known for portraits of mother and child, her work first focused on an intimate world of social interactions and later turned to the close relationships between adults and children. 

En tredje af de kvindelige impressionister var Eva Gonzalès. Hun var Eduard Manets eneste officelle elev, hvad man godt kan se i hendes malerier.  

   Her et nogle af hendes værker:

Også hun arbejde med pastelmediet:

Om hendes karrie kan man læse:

Although Eva Gonzalès’ career was cut short by her sudden death at the age of 34, she became known for her characteristic style for portraiture. She included subtle emotion and richness of detail in her works, such as A Loge in the Théàtre des Italiens (1874), described as one of the most provocative paintings of its day and featured in this exhibition. Manet chose Gonzalès as his only formal pupil. Like her teacher, she never exhibited with the Impressionists but was considered a member of their circle. 

Den sidse af de fire store kvindelige impressionister er Marie Bracquemond. Hun var nok den der have mest at slås med af de fire, fordi også hendes mand modarbejdede hendes malerkarriere.

   Her nogle af hendes malerier:

Også Marie Broquemond har malet med akvarel:

Om hendes liv og karriere fortælles:

The greatest challenge in Marie Bracquemond’s career proved to be the discouragement of her husband, the artist Felix Bracquemond. Unlike the other women, Bracquemond did not enjoy the opportunities of privilege, and she was largely self-taught. She became acquainted with members of the Impressionist circle, including Degas, Renoir, and Monet, after her designs for porcelain attracted Degas’ attention. Bracquemond exhibited in three of the Impressionist exhibitions. Felix Bracquemond's disapproval of Impressionism and his discouragement of his wife’s career led her to stop painting by 1890. 

Introduktionerne til de fire mønsterbrydermalere er hentet fra programemt til en udstilling med værker af dem alle fire:

http://www.famsf.org/pressroom/pressreleases/women-impressionists-berthe-morisot-mary-cassatt-eva-gonzal%C3%A8s-marie-bracquem

Berthe Morisot-udstillingen på Ordrupgaard er åben i hele januar måned. 

Akvarelmaleriets mysterier (17) - Marie Gauthier

I forlængelse af foregående indlæg om to blændende dygtige svenska akvarelmalere, så er her en tredje, Marie Gauthier, som jeg "fandt" i et af de andre numre af tidskriftet 'Akvarellen'. 

   Nordisk lys over  dystre landskaber - malet så det nærmere sig det abstrakte. Lad øjnene gå på nydelsesvarndring.

  

Marie Gauthier arbejder også med laveringer, vådt i vådt - kombineret med meget afgrænsede flader hvor hun har malet i flere lag der har tørret inden det næste.
   Jeg noterer mig til inspiration at hun begrænser sig til et næsten monokromt farvevalg inden for et smalt spektrum. Og så udnyttelse af "hvidt" - flader og felter hvor det hvide papir står og lyser så det næsten blænder. 
   Den effekt er altså noget specielt for akvarelmaleriet, oplever jeg. 

Se flere af Marie Gauthier her, de er ganske betagende og stærkt fascinerende:

http://www.svenskakonstnarer.se/start/plus_gallery.php?chr=&aid=2414

Akvarelmaleriets mysterier (16) - Björn Bernström og Eva Kylbeg Johanson

Jeg blev af en af deltagerne på det sidste akvarelkursus med Bardur Jakupsson, gjort opmærksom på at der fandtes en forening for akvarelmalere - og -elskere: Nordiska Akvarellsällskapet, med eget tidsskrift: 'Akvarellen', og egen hjemmeside: 

http://www.akvarellen.org/

I sidste nummer af 'Akvarellen' var der to kunstnere hvis billeder jeg bliver ganske fascineret af: Björn Bernström og Eva Kylberg JOhanson.

Først eksempler på Björn Bernströms kunst. Han er teknisk utroligt dygtig, og hans motiver er meget varierede - og har ofte dramatiske kvaliteter:

Man kan specielt bemærke de helt hvide felters stærke effekt, når papiret selv får lov at stå umalet, og som meget vel kan være et resultat af maskering med gummi indtil resten er malet.

Jeg får her associationer til Vang Goghs  berømte billeder af sine sko/støvler, men malet i olie:

Flere Björn Bernström artisterier med vandfarver:

Det fænomen som kaldes konceptuel blending, illustreres smukt gennem mange af Björn Bernströms  akvareller: Et relativt velkendt grundmotiv -  som så i kraft af akvarellens særlige flydende vådt-i-vådt-udtryk får en ekstra dimension, en særlig urealistisk optik der giver mange af billederne et eventyragtigt præg - som var de synlige mentale indbrud fra en anden verden.

Selv om det er en anden teknik og et andet malemedie, så får jeg associationer til Søren Martinsens landskabsmalerier som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

   Her et af Søren Martinsens malerier - som er i oliemaling - ikke akvarel:

Her følger så nogle af Eva Kylberg Johansens akvareller. Hun behersker i den grad forenklingens kunst - både i motiv og i farver. Billeder jeg selv kunne drømme om at lave ligeså:

Betagende og fremragende, synes jeg. 

   Hun udnytter akvarelpapirets mere eller mindre grove struktur - og så maler hun med laveringer, flydende overgang og vådt i vådt, så det er fryd.

   Det ser jo legende let ud, det er det naturligvis ikke. Men jeg synes det er kunst. Stor kunst.

Synæstesi - igen, igen - Anne Lise Marstrand-Jørgensen og H.C. Andersen - og høre-synæstesi

Jeg fik en mail fra en kvinde for nylig der havde læst et ældre indlæg her på bloggen om synæstesi - som betyder sam-sansning - dette at ydre indtryk fra et sanseområde automatisk eller villet kobles sammen med indre (eller ydre) input fra et andet sanseområde. 

   Jeg fortæller i det indlæg at fruen havde det sådan at hun så forskellige farver knyttet til de forskellige ord når hun læste  dem. Og jeg fremførte den tanke at der var en sammenhæng mellem det at hun læste meget langsomt, og så det at hun så at sige skulle se en farvefilm køre på den indre skærm sideløbende. 

   I mailen fortalte kvinden at det havde været en lettelse og en aha-oplevelse at læse om det, for sådan havde hun det også. Hun så farver nå hun læste, og hun læste ekstremt langsomt.

   Her er et link til det indlæg hun havde spejlet sig i:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/synstesi-og-kreativitet.html

Og sådan er det med en blog om kreativitet - pludselig leverer virkeligheden serendipitet - uforklarlige associationskæder af betydningsindhold på tværs af domæner og sociale sfærer.

På bagsiden af bogtillægget til Politiken i dag bliver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spurgt: "Hvordan har du det med ord?" Hun svarer:

Jeg har et ganske passioneret forhold til ord. Jeg ser dem i farver og hører dem som musik, når jeg skriver. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud  at at læse noget der er dårligt skrevet. Det er vel som at høre nogen synge falsk.

Synæstesi i rendyrket aftapning. Og dobbelt: Hun ser både farver og hører musik som indre-sansede ledsagefænomener til de ord huns skriver. Det smitter nok af på ordene hun bruger. Hun er oprindelig lyriker, inden hun begyndte at skrive romaner.

   Jeg er også interesseret i særligt kreative menneskers oplevelse af deres barndom. Og om Anne Lise Marstrand-Jørgensen finder jeg dette citat:

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).

Jeg kommer til at tænke på på H.C. Andersen som også i sin barndom "følte sig anderledes og til tider helt forkert." Han er jo på toppen som mediedarling disse dage, og hans barndom og ungdom har jeg lige skrevet et indlæg om i den forbindelse.
 
Var han mon også synæstetiker?
   Hans sprog er jo berømt for sin humor og talenære kunststil. Og jeg er ikke i tvivl om at han har hørt de ord og sætninger han skrev, udtalt for sit indre øre mens hans skrev dem. At skrivehandlingen altså har været ledsaget af et mentalt indre lyd- og melodispor.

 
Jeg googler og får fra en side der skal undervise elever i litteraturlæsning og stilistik, en melding om at synæstesi ikke kun er at forstå som en automatisk neurologisk kobling mellem forskellige sansebearbejdende centrer i hjernen, men at det også er en litterær stilistisk figur. 

   I forbindelse med et afsnit om besjæling og allegorier står der:

Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symbo­li­se­rende, finder vi i lyrikkens verden udtrykt i begrebet synæstesi, nemlig når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.

Og der er også i samme afsnit direkte referencer til H. C. Andersen:

Besjæling: At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.

   H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Det rammer jo i hvert fald plet i forhold til "Tællepråsen" og en masse andre af Andersens eventyr, som netop er allegorier hvor to konceptuelle verdener blendes gennem personifikation og besjæling. Og i den forstand er H. C. Andersen altså netop også synæstetiker - men en hvor synæstesien er et produkt af en æstetisk viljeshandling.
   Måske.

    Det kan jo også være han simpelt hen ikke har kunent lade være: at han rent faktisk oplevede ting som besjælede, som udstyret med personlighed og intentioner i kraft af sin utrolige og ustyrlige fantasi, en fantasi som dag og nat - har man indtryk af - har kørt som en konceptuel stavblender med 2000 omdrejninger i sekundet.

Det kendetegnede ham netop jo også at han udfoldede sig kreativt i andet end ord og litteratur. 

   Han er berømt for sine papirklip som tit var illustrationer til hans eventyr - så han har utvivlsom set sine eventyrfigurer for sig på din indre skærm når han har skrevet om dem:

  

Evnetyret "Tællelyset" viser sig ved nærmere eftersyn at have et tydeligt freudiansk metaforisk lag - uden tvivl udtryk for den unge H.C. Andersens usikkerhed om egne seksuelle drifter, længsler og lyster. 

   Derfor er det også en af disse tilfældigt-heldige sammentræf at Anne Lise Marstrand-Jørgensen senere i interviewet i bogtillægget fortæller om sin kamp for at finde de rette ord for at skrive om sex i sin kommende roman i forlængelse af den nysudkomne  "Hvad man ikke ved":

Et af romanens stærkeste temaer bliver seksualitet og hvad den seksuelle revolution kom til at betyde - ikke mindst for kvinder. Derfor arbejder jeg en del med ord, der handler om sex og kroppe.
   Det gør en stor forskel om man f.eks. skriver kusse eller køn, og jeg bruger en del energi på at finde den rigtige måde at skrive om sex  på - det skal hverken være porno eller fjollede, traditionelle og klichefyldte omskrivninger af kvindekønnet, der er ved at sprænge af ferskener og figner i liljer i blomst.

Ord er lyde eller sort krims-krams på papir. De skaber billeder på den indre skærm, og disse billeder aktiverer spejlneuroner der - hvis ordene er velvalgte - vækker erotiske lyster hos læseren. Både når ordene er Andersens og Marstrand-Jørgensen.

Og så fører min google-søgning på 'synæstesi' også til at jeg finder oplysninger om en hidtil u(er)kendt form for synæstesi: en kobling mellem visuelle sansninger af noget der bevæger sig i omverdenen på den ene side og så automatiske ledsagde-lyde som hjernen selv producerer, på den anden. En slags tvungen sensorisk blending.

    Eksempel: Man ser en sommerfugl flyve, og hører rent faktisk vingeslag - selv om øret ikke registrerer noget lydindtryk fra sommerfuglen: 

Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology, nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.

   Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. 

    Psykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge dette nye stykke forskningsarbejde.

   Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. 

   Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.

Forskerne mener at når den form for høre-synæstesi ikke er blevet opdaget og registreret før, så er det fordi dem der har den, ikke er klar over at det er noget særligt som ikke alle oplever.

   Hvis du klikker ind på dette link, kan du teste om du har høre-synæstesi. En afspilning af en lydløs video med hvide prikker der bevæger sig, vil af høre-synæstetikere blive oplevet som ledsaget af en hvislende eller boblende lyd:

http://www.klab.caltech.edu/~saenz/movingdots.html