Akvarelmaleriets mysterier (54) - efterdønninger fra et kursus

I det foregåend indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier fortalte jeg om og viste akvarellerne fra et kursus i Syditalien med Ane Grethe Aagaard. 

   Ugen efter hjemkomsten tog vi i sommerhus som vi plejer - et ophold som er planlagt til at slutte midt i september. Og jeg har traditionen tro taget hele akvareludstyret med. 

  Planen var at prøve at male billeder uden referencefotos fra virkeligheden, men med inspiration fra akvareller på nettet eller fra lærebøger i akvarel.

  Jeg kalder dem "træningsakvareller" fordi der ikke er nogen anden anledning til at jeg maler dem, end den at jeg vil øve mig på noget der ikke er bundet af et foto som referencebillede.

  Her er høsten indtil videre:

Egenproduktion: "Gyldent landskab"

Inspiration: En akvarel fra en lærebog der instruktivt viser faserne: Først maler du sådan, derefter sådan, derefter sådan.

   Det der tiltrak mig her, var at både landskab og himmel blev malet i okker der fik lov til at "flyde". Derefter en grå blandet af en cobolt og en mørk jordfarve, husker ikke hvilken. 

   Altså kun to farver, og udnyttelsen af den mørke farve til kontrast og kontur og til at mørkne den okkerfarvede jord med. 

   For mig er det usædvanligt at male en mørk mellemgrund, og måske skulle man have malet flere og mørkere græstuer i forgrunden.

Egenproduktion: "Koldt bjerglandskab".

Jeg har et par gange før prøvet at male bjerge, uden at jeg selv syntes det er blevet særligt vellykket. 

   Det her har en også akvarel med et motiv i en lærebog som inspiration. 

Jeg arbejde i den her akvarel næsten monokromt, idet jeg blot kommer mere og mere jordfarve i det blå. 

   Jeg udnytter umalede - altså 'hvide' partier til at angive sne, og prøver at styre dybdeperspektivet ved at male baggrunden med relativt tynde farver, og så gør jeg  bjergene og klipperne mørkere jo længere frem mod forgrunden vi kommer.     Til sidst tegner jeg konturlinjer med tusch i forgrunden og til lige at markere kanterne af bjergene.  

   Er nogenlunde tilfreds.

Egenproduktion: "Hav med sten, pæle og måger"

Uden inspirationsakvarel som forbillede.

   Et billede hvor jeg  lader en stor del af himmelen stå umalet, og hvor jeg maler havet uden bølger med flere farver der får lov til at flyde sammen, og med hvide umalede striber. 

   Utilfreds med mågen på pælen, som ikke ligner en måge, og med at pælene ikke er gjort tynder jo længere i baggrunden de står, hvilket forstyrre oplevelsen af dybdeperspektivet.

Egenproduktion: "Blad der tænker på vinter"

 'Visnende blade'. Med inspiration fra lærebog i akvarel.

    Fidusen er her at lære at lade flere farver flyde over i hinanden. Altså totalt vådt-i-vådt.

   Bladene skal være lyse i kanten. Det opnår jeg ved at lægge de stærkere farver et stykke inde fra bladets kant, og derefter male med rent vand ude i kanten så det fortynder farven.

   Til sidst er der lagt kontrastgivende skygger ind der hvor et blad dækker over noget af et underliggende blad.

    Ribberne har jeg lavet ved hjælp afmaskningsgummi.

    Den gråblå baggrund skulle generelt have været malet mørkere - lige  så mørkt som det felt der er malet lige neden under de nederste blade.

Egenproduktion: "Hurtigt landskab med buske"

Irriteret på mig selv prøver jeg noget helt andet - uden inspiration. Og også uden plan.

    Jeg tager den største af de flade pensler jeg har, kører den et par gange hen over himmelen øverst i billedet. Lidt a la Harald Henriksens træsnit,  og lidt japansk inspireret.

    Derefter maler jeg bakker ved at trække kanten af penslen hen over papiret med hurtige strøg i forskellige farver som jeg blander ret tyndt på paletten.

   Jeg drypper en grå farve i pletter hen over nogle af bakke-kanterne. 

   Med tusch tegner jeg så 'træer'/'buske' med mange forgreninger inden i de grå felter.

   Det skulle jeg ikke have gjort. 

   Jeg skulle have ladet landskabet stå nøgent og rent - uden 'buske'.

   Fruen er stærkt uenig.

Akvareller af en yngre akvarelmaler ved navn Uffe Boesen har jeg i længere tid haft liggende i en mappe på computerens skrivebord. 

   Jeg downloadede dem fordi jeg syntes han kunne male akvarel på en måde som jeg oplevede var inspirerende - og som slet ikke lignede det jeg i forvejen kunne.

   Jeg husker ikke hvornår jeg opdagede hans billeder, men jeg tror det er mere end et år siden.

   Så dukkede han og et af hans billeder op i en mail fra Akvarelkredsen med et tilbud om et en-dags kursus i starten af september.

   Så det har vi - fruen og jeg - meldt os til.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Det inspirerede mig til den her akvarel, som jo udnytter det samme. Først lyst og flydende, derefter lidt mørkere men tågede konturer, til sidst mørke skarpe træstammer med grene i forgrunden.

Egenproduktion: "Når lyset bryder frem"

Jeg er utilfreds med følgende: stammerne og skovbunden i forgrunden er slet ikke sorte nok.

    Og skovbunden har alt få få lyse pletterm så den bliver 'mudret'. Og den virker forkert fordi jeg her har malet vådt i tørt.

    Jeg bliver også klar over at den er gal med perspektivet. Træerne i forgrunden skulle ikke vær vist med toppen inden for billedrammen.

Næste akvarel er malet uden inspiration fra andre, men er med et motiv jeg har dyrket også da jeg var ung. Og i tidligere akvareller: et ubestemmeligt landskab i måneskin:

Egenproduktion: "Landskab i månelskin I"

Det er jeg ikke tilfreds med overhovedet. 

   Himlen er mislykkedes, og månen som jeg havde afmasket med gummi, ser helt forkert ud, fordi jeg har afmasket med runde strøg så der bliver runde mørke linjer inden i det hvide når den gnubbes af.

   Og bjergene i baggrunden toner lyst ud for neden, hvor det skulle være omvendt.

Men så trækker jeg på tidligere erfaringer og tricks: Det her er jo så bare 'baggrund' som behøver en forgrund til at fokusere opmærksomheden:

   Mørkt profileret træ med grene uden blade i forgrunden i den venstre side, og grene der kommer ned foran månen fra  højre side. 

   Sten i forgrunden til  højre og fugle på himlen.

   Endvidere maler jeg mørke skygger under de hvide felter i havet, så de fremtræder som  bølger.

Egenproduktion: "Landskab i måneskin II"

Og så gør jeg noget der er helt i skoven: Maler røde kirsebærblomster ind i grenene til højre:

Egenproduktion: "Landskab i måneskin III"

Når jeg skriver det er "helt i skoven", er det ikke bare en plat vittighed, så er det fordi blomsterne skulle være lige så sorte som træerne, da de jo ses i modlyset fra månen. 

   Det kunne naturligvis løses ved at male dem over med den samme sortblå farve som træerne.

Det sidste billede i denne omgang som også er uden inspirerende forbilleder, er også totalt mislykket.

   Mudret forgrund (som set tidligere).

   Og en himmel med alt for stærke røde og gule farver.

   Og en elv som ikke ligner en elv.

Egenproduktion: "Landskab med flod"

Hvad har jeg så lært?

    At jeg ikke kan male akvarel 'frit' ud af hovedet - uden en 'plan' som enten er bestemt af 'lejligheden' (som fx gravhunde-serien, eller drage-serien, eller dompap-serien), eller som er defineret gennem den akvarel som jeg er blevet inspireret af, og hvis proces jeg stort set kan aflæse ved at analysere det.

   Og så har jeg stadig store problemer med at male vådt-i-vådt. Det ender altid med at blive vådt-i-tørt; igen fordi jeg ikke har planlagt det og derfor ikke på forhånd har de farveblandinger klar som jeg skal bruge.

   Det kan kurset med Uffe Boesen forhåbentlig gøre noget ved.

Hjemme hos Wilhelm Hammershøi - og udendørs med Harald Henriksen - hænger de sammen?

Igen blev jeg mindet om den sære fascination der ligger i billeder af kvinder med bortvendte ansigter - set helt eller delvist fra nakken.

   Fruen og jeg besøgte Vilhelm Hammershøi-udstillingen på Ordrupgaard der har fået titlen "Hjemme hos Hammershøi" for nogle dage siden.

  Her et af de mange malerier fra lejligheden Strandgade 30 på Christianshavn hvor vi ser hans unge kone Ida som en del af de lidt drømmeagtige interiørbilleder som er udstillingens fokus:

Det er jo klart at vi ikke skal interesser os for hvordan hun har det, hendes ansigtsudtryk, hendes følelser. Hun er en rekvisit med et helt særligt udtryk: 'Det bortvendte'!

   Jeg har tidligere skrevet om dette særlige kvindemotiv som genfindes hos mange kunstnere:

Trine Søndergaard: Guldnakke

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Ida er i næsten alle malerierne ikke egentlig hovedperson, men en del af et stramt komponeret og tydeligt iscene- og lys-sat interiør hvori indgår møbler, døre, vinduer, billeder på vægge - og ikke mindst lysstråler gennem vinduer - i uendelige variationer og kombinationer.

Farveskalaen er meget begrænset: mest varianter inden for et gråt spektrum -  og billederne nærmer sig det monokrone.
   Oliemaleteknikken giver alle de linjemæssigt stramt veldefinerede elementer en svagt udvisket - en tåget kontur. 

   I kompositionen fungerer Ida-figuren som blød og rund kontrast til de kantede rektangulære former der ellers definerer billedet: døre og dørfyldninger, vinduer og vinduessprosser, rammer om stik, etc.

 

Man kan måske sige at det egentlig er lyset der er hovedpersonen i billederne, og at elementerne i billederne er placeret og sammensat på en måde så de fremhæver lyset og giver det de bedste betingelser for - ja, at lyse op - i dunkelheden og give kontrast, kontur, dybde og identitet til rummet:

   

Hammershøi skriver selv ...

Det. der får mig til at vælge et motiv, er linjerne i det, jeg vil kalde arkitektonisk holdning i billederne. Og lyset naturligvis. Det har naturligvis også meget at sige, men linjerne det er næsten det jeg holder mest af. Farverne er vel ikke underordnet, det er mig ikke ligegyldigt, hvordan det ser ud i farver, jeg arbejder meget med at få det harmonisk. Men når jeg vælger et motiv, synes jeg, det først og fremmest er linjerne jeg ser på.

Det kan jeg, som ren amatør, faktisk godt genkende og identificere mig med.

Wilhelm Hammershøi blev allerede af sin samtid kaldt 'den nordiske Vermeer'. Og det forstår man godt:

Vermeer: Mælekpigen, 1658

Og man kan heller ikke være i tvivl om at Hammershøi direkte var påvirket - inspireret - af Vermeer:

Vermeer: Kvinde som læser et brev, 1662

Vilhelm Hammershøi: Interiør med læsende kvinde, 1908

Jeg kan også, som en ren association, koble ham sammen med den amerikanske, men små 20 år yngre maler Edward Hopper:

Edward Hopper: Nighthawks, 1942

Når Hammershøi ovenfor fremhæver linjerne som det i motivet der først optager ham, så er det indlysende at det klassiske linearperspektiv (Eckersberg!) er helt afgørende for billedernes komposition.

   Det gennemgående perspektiv i hans billeder er centralperspektivet med et enkelt forsvindingspunkt, som oftest lagt nogenlunde midt i billedet, hvilket indebærer at bagvægge, med tilhørende døre, panelfyldninger og vinduer bliver 'planparalelle' med lærredets kanter:

Men forsvindingspunktet kan også ofte være forskudt ud mod en af siderne af billedet, og når Ida er med i billedet, vender hun ansigtet mod den side af billedet som forsvindingspunktet er placeret i: 

I enkelte billeder udnytter Hammershøi en variant af linearperspektivet med to forsvindingspunkter, hvilket betyder at alle rektangler får rombeform (= alle vinkler er plus eller minus 90 grader), og billedet får 'dybedeperspektiv':

Hammershøi er jo ikke modernist - hans forankring er i Guldaldermaleriets tradition som går tilbage til Eckersberg. 

   Ligesom Harald Henriksen er det, ham som jeg samler på og har skrevet mange indlæg om.

    Men ikke desto mindre lykkedes det Vilhelm Hammershøi  med sin særlige lidt slørende maleteknik, det næsten monokrone farvevalg og de minimalistisk udstyrede og lys-satte indendørs scenarier, at give alle sine billeder et skær af fremmedgørende og mentalt distancerende mystik, så man måske, hvis han skal sættes i kunsthistorisk bås, kan kategorisere ham som en slags 'symbolist' (som Munch, Willumsen og Gaugin).

Jeg er sikker på at Otto Frello, som jeg tidligere har skrevet begejstret om, har været meget inspireret af Hammershøi:

Otto Frello

Næste skridt:

   Wilhelms 10 år yngre lillebror Svend Hammershøi er ellers mest kendt for sin keramik. 

   Men han var også kunstmaler - med hang til arkitektur som motiv. Med  'gamle' imposante bygningsværker set udefra og på afstand - og næsten altid set gennem et gitter eller netværk - nogle mystiske træer og trækroner profileret mørkt i forgrunden:

Det dystre og dunke udtryk har han til fælles med storebroderen, men altså i form af eksteriør-motiver. 

Næste skridt:

   Profilerende mørke træer i forgrunden og tågede ældre bygninger i baggrunden, netop den visuelle motiviske tænkning genkender jeg imidlertid også i mange af Harald Henriksens malerier: 

O47. Nedenfor Frederiksberg Slot, 1935. Olie på lærred 69 x 80 cm

O48 Frederiksberg Have 1935. Olie på lærred 67 x 95 cm

Næste skridt:

   Og når vi nu er kommet udendørs - og befinder os i København, så giver det mig et fint afsæt til at udstille og fortælle om min seneste Harald Henriksen-anskaffelse - et regulært fund som altså endnu ikke er nået at komme med og blive vist på hans hjemmeside. 

   Den her akvarel er fra 1953:

Harald Henriksen: Nytorv og Gammeltorv. 1953

Det er et af Harald Henriksens 'city-scapes' - bybilleder som jeg efterhånden beundrer lige så meget som hans landskabs-akvareller og -træsnit. 

   Og som der jo ikke er så mange af som dem fra landet, selv om han boede på Frederiksberg hele sit voksne kunstnerliv.

   

I den her store akvarel oplever vi Nytorv og Gammeltorv - set fra udkanten af Nytorv og med udsigt til Nørregade og bagved: Vor Frue Kirke.

   Faktisk må synsvinklen være bestemt af en position lige i nærheden af en restaurant jeg mange gange i mine yngre dage har besøgt: Cafe Nytorv!

   

Billedet demonstrerer at Harald Henriksen er suveræn til i sine akvareller at 'modellere' med lys og skygge i udendørs bymiljøer - som man også kan se i et af de andre city-scapes jeg har fundet: et view fra Vesterbrogade ind mod Rådhuspladsen, fra 1947:

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Begge billeder er jo malet med 'vandfarver' på noget ret tyndt og nærmest kardusagtigt papir, en papirkvalitet som ville udelukke én fra et hvilken som helst akvarelkursus for amatører i vore dage hvor kravet er syrefrit papir lavet af bomuld og en vægt på mindst 300 g pr. kvadratmeter.

   Derfor er de områder i billedet som oprindelig var hvidt (= umalet papir), de er nu gulnede. Og der skal ikke meget til før billederne også har fået bølger af fugt i kanterne.

   Men det fantastiske er stadig at man simpelt hen ved at studere billedet og fokusere på akvarelfarvernes styrke og kvaliteter i motivet,  kan aflæse Harald Henriksens arbejds- og male-proces skridt for skridt. 

Men der er et mysterium i det motiv 'Nytorv-Gammeltorve' som fremstilles i mit nye fund.

   For lige så snart jeg ser billedet, tænker jeg at det har han da malet før; er det her mon en kopi?

   Ja, sådan ser det ud, på en måde.   

   Går man ind i akvareldelen af den hjemmeside som sønnen Hans har skabt, finder man denne fine vinter-akvarel:

A 082. Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Og sammenlign så lige med mit nye 'fund':

Nytorv og Gammeltorv, 1953. Akvarel

Med forbehold for den fototekniske kvaltiet, så er det jo simpelthen sommerudgaven af det samme billede som han malede omkring 1938.

    Altså, vi har det samme motiv i hhv. vinter- og sommerudgave, men det sidste malet 15 år senere.

    Og ifølge sønnen er det mest sandsynlige at maleren godt har kunnet lide motivet, og derfor simpelt hen har sat sig samme sted de mange år senere og malet det igen. 

    

At male to versioner af det samme motiv - en sommer- og en vinterudgave, er noget Harald Henriksen har praktiseret tidligere, som her med Trinitatis kirke som centralt motiv i bylandskabet:

Akvarel, ca. 1940

Akvarel, ca. 1940

Harald Henriksen har ikke fine fornemmelser hvad angår genbrug af  egne motiver. Faktisk har jeg på fornemmelsen at han egentlig - ligesom Vilhelm Hammershøi - nyder at 'udforske' de maleriske muligheder i variationer over det samme motiviske tema.

    Fx er der her to træsnit hvor han har genbrugt - og spejlvendt - en af de udskårne plader til forgrunden i begge billeder, men så har han snittet en ny plade til fornyelse af baggrunden:

Træsnit, 1930

Træsnit, 1930

Eller han kan finde på at transponere motivet i et maleri til en træsnitversion, som her en trappe med en allé af træer som baggrund - fra Frederiksberg have:

Oliemaleri, 1930

Træsnit, 1930

Og her samme motiv fra Roskilde Domkirkeplads i hhv. oliemaleri- og træsnitudgaven:

Oliemaleri

Træsnit

Her et charmerende vinter-eksteriør i hhv. akvarel- og træsnit-udgaven:

Akvarel

Træsnit

Motivet er så også genbrugt endnu en gang på denne unikavase som han udsmykkede på Den kongelige porcelænsfabrik:

Unikavase

Det nærmest sammenlignelige billede i akvarel jeg kan finde på hjemmesiden der i stil ligger tæt op af mit nye 'fund', er dette fra Harald Henriksens besøg i Firenze året efter:

Akvarel, 1954

Igen arbejder han her meget bevidst med kontrasten mellem lys og skygge, men lyset er henholdsvis 'nordisk' og 'sydlandsk' i de to billeder.

Men der er også nogle billeder, især træsnit, hvor jeg oplever en overensstemmelse i visuel tænkning (og symbolistisk undertekst) med Svend Hammershøis tidlige malerier: 

   Profilerede mørke (og besjælede?) stammer i forgrunden, og gammel lidt tåget arkitektur i baggrunden:

Med Wilhelm Hammershøi deler Harald Henriksen forankringen i Guldalder traditionens fokus på det naturalistiske udtryk med dansk arkitektur og landskaber som motiver; endvidere deler han interessen for udforskningen af lys og skygge i sine billeder (og for udnyttelsen det "hvide" som udtryk); og de er også fælles om at dyrke og genbruge det samme motiv med variationer.

Jeg er ikke i tvivl om at Harald Henriksen har kendt Vilhelm Hammershøis billeder med motiverne fra Strandgade 30. 

   Men det nærmeste jeg kommer til at kunne dokumentere det, et disse to malerier:

A063. Udsigt fra et pakhusvindue i Strandgade, 1935. Akvarel 43,5 x 54 cm 

O09: Kunstnerens hustru læsende, 1919. Olie på lærred

For mig giver det mening at tænke de to gammel superartistiske herrer sammen, og belyse dem gennem hinanden. 

   Men om det 'holder', ved jeg ikke.